RABLENDE røverHISTORIER - De Berejstes Klub

Udrejsen
George W. bush have et par måneder
forinden erklæret krigen mod Saddam
Hussein for vundet. Men freden er
stadig langt væk tænker jeg, da jeg står
i en lille militærlufthavn i udkanten af
Amman i Jordan og venter - sammen
med de andre nødhjælpsarbejdere
fra forskellige organisationer - på at
komme ombord på det lille Air Serv
fly med plads til ti personer og uden
toilet ombord. Jeg havde allerede været
der engang for tre måneder siden,
lige da vores kontor skulle sættes
op og nødhjælpsoperationen sættes
i gang, og nu skal jeg altså derned
igen. Kontoret ligger i basra, dengang
et forholdsvis fredeligt sted, og vi har
en række projekter i gang: Mine- og
ammunitions-rydning, genetablering
af vandforsyningen, hjælp til skoler,
hospitaler osv.
Man kan ikke på forhånd være sikker
på, at flyet flyver og hvad dets præcise
rute i givet fald er, men da jeg først har
sat mig i flyet bliver jeg glad over, at
kaptajnen fortæller, at i dag flyver han
direkte til basra og derefter til bagdad
og ikke omvendt. Efter at have fløjet
et par timer med den jordanske og
irakiske ørken som baggrundsbillede
er vi endelig ved at nå frem til basra
lufthavn. Pga. sikkerhedssituationen
kan man ikke lande på normal
vis med en lang indflyvning, hvor
højden langsom bliver mindre. Det er
simpelthen for farligt, oprørere kan
ligge på lur udenfor lufthavnsområdet,
og et fly i lav højde er et let mål. Vi laver
derfor en såkaldt spirallanding, hvor
vi først flyver henover det sted, hvor
vi skal lande, og derpå dykker meget
stejlt, samtidig med at vi cirkler rundt.
Kun 20 sekunder før flyet lander, har vi
stadig en vinkel på minimum 45 grader.
Men de sydafrikanske piloter ved hvad
de gør og får os sikkert ned på jorden.
Jeg træder ud af flyet og mærker en
massiv varme, som jeg aldrig har følt
før, vender mig om og kigger, ah det må
luften fra flyets motorer, tænker jeg.
Men efterhånden som jeg kommer væk
fra flyet er varmen den samme, og jeg
må revurdere min første indskydelse.
Det er ekstremt varmt, over 50 grader
celsius.
Den ”danske” kaptajns
møde med saddam
Kort efter at være ankommet til
kontoret bliver jeg hilst på gebrokkent
dansk med arabisk accent: ”Goddag,
hvordan går det?" Jeg vender mig
undrende om og ser en iraker foran mig,
som står og taler dansk. Det viser sig,
at manden i firserne blev uddannet som
kaptajn på Kolding Søfartsskole og har
boet i Danmark med sin familie i over
tre år. Jeg får senere mandens historie.
Han har indtil for nylig været personlig
kaptajn for Saddam på en af hans
luksusyachter, som lå i Kuwait. Saddam
har nu ikke været så meget ude at sejle,
men båden skulle jo vedligeholdes og
have en kaptajn. For sin indsats som
kaptajn fortæller han, at han engang
er blevet personligt hædret med en
medalje og en sum penge. Det foregik
ved, at han havde fået at vide, at han
skulle møde op på et bestemt sted i
bagdad. Herefter blev han så hentet at
Saddams livvagter, fik bind for øjnene
og blev sat ind i en bil med blindede
ruder, og derpå blev han kørt hen til
Saddam på et meget hemmeligt sted.
Saddam var kendt for sin notoriske
uberegnelighed og raserianfald, så det
var med stor nervøsitet, at kaptajnen
så frem til mødet. efter at have ventet
i et stort rum uden bind for øjnene,
sandsynligvis i et af paladserne, blev
han kaldt ind til Saddam og fik anvist
en plads overfor ham. Saddam sad og
stirrede på ham i 2-3 minutter uden at
sige et ord, stilheden er som langsomt at
kvæles. Den tager heldigvis sin ende, da
Saddam overrækker ham en medalje og
en kuvert med 10.000 USD i kontanter.
en oplevelse for livet - og med livet i
behold - for min lokale kollega.
Ung mand hamrer på
livsfarlig granat
Saddams hær blev trukket så hurtigt
tilbage, da amerikanerne invaderede
Irak, at de efterlod massive mængder
af ubrugt ammunition i åbne containere
midt i ørknen, til stor fare for
civilbefolkningen og specielt nysgerrige
børn. I den ekstreme varme bliver selve
sprængstoffet i ammunitionen meget
ustabilt og kan gå af uden at blive
affyret. Samtidig har amerikanerne
smidt store mængder bomber fra luften
for at bane troppernes vej, men det er
langt fra alt, der er eksploderet som
planlagt. et at vores projekter går ud
på at uskadeliggøre de farlige bomber,
som regel ved kontrolleret sprængning
et sted i ørkenen. Selvom jeg normalt
holder mig inden døre på et kontor, må
jeg lige have en dag ude i felten. Pga.
varmen varer arbejdsdagen ude fra 6 til
12. Vi ankommer tidligt til stedet, hvor
vi skal samle ammunitionen op og læsse
den på en lastbil for at køre den væk fra
beboelseskvarteret, hvor den nu ligger.
Det er så varmt, at man slet ikke når at
opdage at man sveder, det er simpelthen
tørt før man føler fugten. om aftenen,
da jeg skal i seng og tager tøjet af, ser
jeg at mine sorte underbukser er blevet
helt hvide af salt fra min krop, uden at
jeg har opdaget det.
Det er en skøn blanding at alt muligt
ammunition, der ligger spredt rundt
omkring, og vi begynder at samle
det op, som er relativt ufarligt. Rundt
om hjørnet hører jeg lige pludselig
høje lyde, som slag med en hammer
mod metal. Jeg går sammen med en
kollega hen og kigger på, hvad der
sker. Inden i en container, halv fyldt op
med ammunition, sidder en ung mand
og hamrer på en af granaterne med en
hammer og skruetrækker for at få det
værdifulde kobberbånd af, der sidder
på granaten, så han kan sælge det. Min
kollega råber hurtigt til ham på irakisk,
at det er livsfarligt og at han skal straks
holde op. Vi skynder os hurtigt væk
for ikke selv at blive sprængt i luften.
larmen holder dog ikke op, nøden for
den unge mand er simpelthen for stor
til, at han kan efterlade det værdifulde
metal. Heldigvis sker der ikke noget den
dag, men der er jævnligt rapporter om
ulykker med folk, som bliver sprængt i
luften pga. uhensigtsmæssig omgang
med ammunition.
sikkerhedssituationen
Dagligdagen på kontoret kører sin
gang, alt imens sikkerheds situationen
generelt bliver værre og værre. Fn's
hovedkvarter i bagdad bliver sprængt
i luften, Røde Kors bliver angrebet,
kolleger fra en anden dansk organisation
bliver kortvarigt kidnappet og jeg kan
jævnligt høre bomberne inde i selve
basra by, efterfulgt af maskingeværs
ild. Specielt når mørket falder på kan
man fra husets tagterrasse se de
farvede sporingspatroner oplyse himlen
og høre skudsalverne.
Hjemturen
efter tre uger er det heldigvis tid til at
komme hjem til trygge København igen.
Forventningsfuld står jeg i lufthavnen
og ser det lille fly ankomme og lave den
påkrævede spirallanding. Desværre
skal vi på vej tilbage til Amman lige over
bagdad først. Imens vi letter tænker jeg
på, hvor højt mon et jord-til-luft-missil
kan nå, men heldigvis får jeg aldrig brug
for den viden. efter tre timer i et lille
fly uden toilet er det ikke krigen uden
for vinduerne, der bekymrer mig mest,
men snarere det at komme af og tisse,
hvilket heldigvis ikke er noget problem
da vi lander i baghdad lufthavn. efter
at have samlet de sidste passager op i
bagdad, letter vi hurtigt igen. Da vi har
fløjet et par timer og solen er ved at gå
ned, kan jeg regne ud, at vi nu er inde
i jordansk luftrum, og jeg ånder letter
op. For tidligt, skal det dog vise sig. Kort
efter vender piloten sig om og fortæller,
at den ekstremt hårde modvind gør, at
vi ikke har brændstof nok at nå frem til
Amman, og vi bliver derfor nødt til at
vende om og flyve tilbage til Bagdad for
at få tanket op. Der er knugende stilhed
i flyet på tilbageturen, mens mørket
hurtigt sænker sig. en lille time lander
vi dog sikkert i bagdad. landingsbanen
er kun meget sparsomt oplyst, og
efter vi er landet farer piloten vild på
landingsbanen, men han finder til sidst
endelig vores holdeplads.
Piloten får kontaktet de amerikanske
styrker, som indvilliger i at hjælpe
med at få vores fly fyldt op igen, men
det tager dog et godt stykke over to
timer at få det hele ordnet. Alt imens
står vi helt alene i en meget mørk og
meget lukket lufthavn, hvor vi kan
høre lyden af bomber inde fra bagdads
centrum. lige pludselig dukker en af
de nepalesiske Ghurka-soldater op
med den karakteristiske buede kniv i
bæltet, han har til opgave at passe på
sikkerheden i lufthavnsområdet. Han
kigger på os, men går hurtigt sin vej
ud i mørket igen. Kort efter kommer
to apache-helikoptere flyvende tæt
forbi os. Det er kun lyden der afslører
dem, de er helt mørkelagt, og intet lys
undslipper de store krigsmaskiner.
Som det første civile fly siden krigen får
vi endelig tilladelse til at lette i mørket
og kan begynde tilbageturen, denne
gang med nok brændstof i tanken.
56 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 57