RABLENDE røverHISTORIER - De Berejstes Klub

om morgenen, hvor vi cykler indtil
overfladen igen tør op og vi må skubbe
cyklerne resten af dagen.
endelig! 37 dage efter vi forlod Huatuguo
når vi vores primære mål, det 6388
meter høje Kukushili - et af verdens
mest utilgængelige bjerge og indflettet i
et isoleret bjergmassiv, som på afstand
ligner Sidney operaen. blodvabler på
størrelse med femkroner på mine fødder
forhindrede et bestigningsforsøg, da jeg
som den første krydsede Chang Tang
solo i unsupported stil for fire år siden.
Det er tid til revanche!
efterlader vores cykler og vandrer
ti km med fyldte rygsække, før vi
etablerer basislejr i 5500 meters
højde tæt på snegrænsen. De sidste
tre dage har været skyfri, men næste
morgen omklamrer en dunkel skymasse
Kukushili, som for at beskytte stedet
mod indtrængende. Vi er pisket til at
forsøge alligevel - vores forsyninger
svinder hastigt, og vi ved ikke hvornår
vejret klarer op igen. Klatrer i whiteoutforhold
efter et nøjagtigt GPS-punkt for
toppen. Sidst på formiddagen står vi
på højderyggen, som er forbundet med
toppen mod nord. Vi reber op, og efter
omkring 800 meter traversering i løs
sne med et brat 400 meter fald til højre
for os og en løs snekam til venstre, når
vi toppen. Vi er ellevilde af glæde.
Tandpine og højdegale
antiloper
Vi følger en flodseng og en glubsk slugt
i nogle dage mod syd, før Janne ude i
mere åbent terræn får en enerverende
tandpine, og i flere dage synker han
helt ind i sig selv pga. smerten. en tidlig
morgen løser en stor tang problemet.
Desværre er han ikke i pokerhumør de
næste dage efter den behandling. Vi
flygter ellers fra virkeligheden ved at
spille poker et par timer hver anden dag.
et 5405 meter højt bjergpas bringer
os som de første vesterlændinge ind til
et uvejsomt område, som et italiensk
forskningscenter kalder for verdens
mest fjerntliggende sted på landjorden
(Antarktis undtaget, formoder jeg).
Maden svinder alt for hurtigt, og turen
har taget så lang tid, at nadine frygter
for sit arbejde. oveni er der givetvis
ængstelige mennesker i Sverige og
Danmark, efter at satellittelefonen gik
død.
Vesterlændinge i Chang tang
De Rheins i 1893. Krydsede fra nord til syd ind i Tibet. Senere myrdet i Østtibet af
tibetanere.
M. S. Wellby i 1896. Krydsede fra vest til øst. To mænd opgav og blev efterladt til at
dø i ødemarken.
Sven Hedin. Svensker, som havde et næsten fanatisk forhold til Chang Tang og
krydsede området tre gange omkring år 1900 i en energisk jagt efter hvide pletter på
datidens kort. Medbragte bl.a. seng, skrivebord og hundehvalpe. efterlod en hale af
døde pakdyr efter sig og mødte under en af ekspeditionerne ikke mennesker 81 dage
i træk.
Douglas Machiernan i 1950. Den første amerikanske atomspion. blev sammen med to
hviderussere for knap 60 år siden skudt og halshugget af tibetanske grænsevagter,
efter de havde krydset Chang Tang for at undslippe Mao’s røde hær i Xinjiangprovinsen.
Stefan Simmerer og Frank Kauper i 1997. Første unsupported krydsning og med
specialbygget trailer. Turen på 51 dage blev panisk, da de opdagede, at der ikke
findes veje i Chang Tang.
Ti dage efter Mt. Kukushili står vi for
foden af det 6438 meter høje Purog
Kangri. Mad eller ej - vi er nødt til at
bestige det! overfor, mod øst, afspejler
burog søen krystalklart Zangser Kangri
bjergmassivet, som læner sig ud i det
kongeblå saltvand. Vejet er perfekt, og
opstigningen fra sydøst i alpin stil mod
toppen er ukompliceret. Undervejs ser
vi tibetanske antiloper, som daser den
af i sneen i omkring 6100 meters højde.
”Hvad i alverden laver de heroppe”,
tænker begge hold. På toppen planter vi
et antilopehorn som en hyldest til disse
elegante og forunderlige dyr.
I omkring en uge har vi hver levet af
få hundrede gram mad om dagen og er
mere end sultne. Jeg selv har tabt 13 kg
under turen og har 40 gram mad tilbage,
da vi uventet ramler ind i en tibetansk
nomadelejr, netop som nadines forhjul
er ved at give op. Der er maddiker i
den kogte ris vi får serveret, men vi er
forholdsvis ligeglade. Imens forsøger
vi at vænne os til tilstedeværelsen af
mennesker omkring os igen. Udadtil
er vi lykkelige, men indadtil hersker
en underlig skuffelse over at lægge
højlandet og udfordringen bag os.
eventyret er slut, og rulleteksterne
løber ned over skærmen. Tror vi da.
arresteret
54 Dage og knap 1100 km fra
Huatuguo ruller vi ind i en spartansk
udkantsbebyggelse kaldet Gomo
Xian. Her bliver vi arresteret straks
Blå bog
Martin Adserballe er 37 år og
har ofte brug for en kontrast
til dansk komfort gennem
udfordring, eventyr og det
simple liv i Tibets geografiske
ekstremiteter. Han har cyklet
ca. 19.000 km i Tibet og på det
tibetanske plateau gennem ni
ture, herunder en 3.000 km
solo vinterkrydsning af Tibet.
Han elsker at cykle 5500 meter
bjergpas og har en Guinness
rekord i højdecykling, sat i 7008
meters højde. Martin har netop
vundet GoreTex’s Shipton/
Tilman legat til endnu en tur i
Chang Tang.
næste mål: 1) bolivia/Chile,
primært for at cykle verdens
højeste vej - en minevej - op til
6000 meters højde. 2) en 2.000
km vintercykeltur på ”the bone
road” i Østsibirien.
www.adserballe.com
ved ankomsten. Der har reelt været
undtagelsestilstand i Tibet siden
opstanden i Lhasa i marts 2008, og alle
adgangsveje er lukket. Ude i ødemarken
håbede vi naivt, at situationen var
blevet bedre, men nej. Tre politimænd
bevogter os konstant. Mens de sover i
rummet ved siden af os, sniger jeg mig
ud i nattens mulm og mørke og begraver
et halvt kilo detaljerede sovjetiske
generalstabskort over nordtibet dybt
nede i et kinesisk toilet. Vi har problemer
nok i forvejen!
De næste dage går med forhør på
lokalt plan, gennemsøgning af vores
bagage og en køretur på omkring 600
km akkompagneret af en alkoholiseret
og evigt højtsyngende tibetansk
politiofficer til den nærmeste større by
kaldet Ali.
Vi får en løjerlig behandling på vej til
Ali. Jeg bliver f.eks. en nat klokken to
hevet ud af sengen af to politimænd
og til min store forbløffelse slæbt til en
karaokebar, hvor den lokale tibetanske
politichef fester igennem sammen med
en række politifolk, mens prostituerede
ihærdigt forsøger at hverve kunder i
den fåtallige skare. ”Ganbei” - ”skål” på
kinesisk - ruller det konstant gennem
lokalet. Til sidst bliver jeg transporteret
tilbage til Janne og nadine klokken fem
om morgenen i en temmelig beruset
tilstand og med en lidt flov smag i
munden. De troede, at jeg var blevet
slæbt til et tredjegradsforhør, og nadine
har ikke kunnet sove.
en mindre madforgiftning samt politiets
sletning af følsomme billeder krydrer den
kedsommelige ventetid ind mellem de
daglige forhør i Ali indtil domsafsigelsen.
Politiet tror på forklaringen om, at vi
har krydset Chang Tang ved et uheld,
og vi slipper hver med 400 kr. i bøde for
ophold i Tibet uden rejsetilladelse, men
med den hage, at vi skal forlade Kina.
Så følger en 1½ dag lang og besværlig
bustur ud af Tibet, som inkluderer
pauser ved et overflødighedshorn af
kontrolposter og inspektion af alle
passagerernes bagage.
Pludselig stod vi i udkanten af
Taklamakan ørkenen. Døren til Tibet var
smækket i, og et stærkt vemod over at
være fordrevet fra Tintin’s forjættede
sneland blev kun undertrykt gennem en
stille ed om at vende tilbage igen.
Janne og Nadine blev i 2008 kåret til
årets eventyrer i Sverige på baggrund
af turen.
læs mere på. www.aretsaventyrare.se
30 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 31