RABLENDE røverHISTORIER - De Berejstes Klub

Chile i knæ
Lørdag d. 27. februar kl. 03:34 rammer jordskælvet Chile, og landets til dato
største naturkatastrofe er en realitet. Berejst medlem 285 befinder sig i sin
hytte i Los Lagos-regionen lige syd for de ramte områder og sender her en
beretning om de første dages oplevelser ved at være tæt på begivenhederne
- og katastrofen.
tekst: Henrik frier Hansen
fotos: el Mercurio
Dag 1 - lørdag
Vi bliver vækket ved halv fire-tiden om
morgenen ved at huset ryster. Ikke
sådan som det sædvanligvis gør, når
det stormer kraftigt, i dag er det som
om huset gynger og svajer - som om
det bliver løftet op og svinget et par
gange frem og tilbage. Det varer i et par
minutter, men det føles som timer. Der
er ingen tvivl: Det her er jordskælv.
Vi står op, men der er ingen elektricitet.
Ingen lys i lamperne, ingen radio, intet
vand i hanen. Der er mørkt i huset. Jeg
går ud på terrassen og kigger ind mod
byen. Der er total mørke overalt, ikke
et gadelys og intet tegn på liv inde fra
byen. Der er helt klart noget galt.
Vi finder et stearinlys og får lys i huset.
Tænder for radioen, men der er jo ingen
strøm. Tænker ikke klart. Kommer i
tanke om min lille mp3-afspiller, der har
en FM-radio. Jeg tænder og finder den
eneste radiostation der fungerer, Radio
bio bio, der fortæller, at der er jordskælv,
det er kraftigt, broer er faldet sammen,
veje er ødelagt osv. nyhedsdækningen
er sporadisk og usammenhængende,
journalisterne taler med ophidsede og
nervøse stemmer. Vi lytter længe nok
til at vide, at epicentret er i nærheden af
byen Concepcion, men i øvrigt strækker
sig helt fra Santiago og 800 km sydpå.
Vi er 200 km væk.
Kontakten til familien
Vi modtager en sms fra min kones
søster, der spøger om vi er ok. Det er
ikke en besked vi plejer at få, så vi ved,
at der må være noget galt. Vi prøver at
svare, men kan ikke komme igennem.
Der er kaos på mobilnettet. Vi prøver
igen og igen, både til min kones familie
i Santiago og egen familie i Danmark.
Intet virker, heller ikke internettet.
Jeg er træt og i øvrigt også forkølet. Det
eneste jeg kan tænke på er at få varmet
vand til en kop kaffe. Jeg går ud og
henter vand fra en regnvandstønde (vi
har intet vand i hanerne) og får sat vand
over gasblusset til kaffe. Det hjælper
til at klare hovedet lidt og få lidt varmt
ned i halsen. Der er fuldstændigt stille
udenfor. Ingen biler på vejene, intet
36 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 GLOBEN nr. 40 / Juni 2010 37