NyMesterlære -stærkt gået - projekter fra EMU Udviklingsprojekter

3. Om 2 ½ år kan jeg få en god løn
Abdul er 24 år og i gang med at uddanne sig til pladesmed. Han vil noget med sin fremtid og
drømmer om at få sit eget værksted. Baggrunden er i orden. En god HF, to års erfaring med egen
butik og så lærepladsen. Abduls glæde ved at arbejde med biler stammer hjemmefra. Hans far har
været selvstændig med eget autoværksted i snart 30 år. Og Abdul er slet ikke i tvivl - det er den vej
han vil:
” Jeg kunne efterhånden mærke, at det var biler jeg ville noget med og gik så i gang med at få styr
på det. Jeg har en bror der er i lære som mekaniker. Vi har en plan om at åbne et firma sammen. Når
der både er en mekaniker og en pladesmed, kan det ikke gå helt galt. Det er mit mål – og det der
driver værket.
Den lærlingeløn man får er rigtig stram, når man har tjent penge før. Men om 2 ½ år står jeg med
et svendebrev og så kan jeg få en god løn. Det tænker jeg på dagligt. Man skal bare kæmpe sig
igennem, så kommer der en dag hvor det bliver lysere økonomisk. Heldigvis er vi et rigtig godt
lærlingeteam, der har det sjovt sammen her i værkstedet. Det er et godt sted at være, også med
mester og svendene.”
Abdul har været i lære en gang før på samme værksted. Men det gik ikke med skolen, og det hele
kunne sagtens have udviklet sig anderledes, fortæller han: ”Jeg startede som arbejdsdreng hos
firmaet her, og fik senere en læreplads. Så skulle jeg ind på grundforløbet i de der 20 uger. Efter 5
uger var jeg parat til at opgive det hele. Jeg har aldrig været skoletræt eller sådan før, men der faldt
jeg bare ikke til. Jeg følte mig malplaceret mellem de der 16-17-årige knægte, der brugte tiden til at
søge musik på nettet og fnise i timerne. Jeg var 23 og følte selv jeg var kommet videre, men
oplevede også at jeg i den periode faldt i niveau igen. Jeg havde en læreplads og havde været i
firmaet et stykke tid. Jeg havde allerede lært en masse. Jeg skulle bare videre i systemet hurtigst
muligt, men syntes ikke jeg blev taget seriøst og mistede motivationen. Til sidst blev jeg bare væk.
Så kom jeg i snak med min mester. Skolen havde jo ringet til ham. Han tilbød mig at gå i
mesterlære, så skulle jeg ikke så meget på skolen. Jeg havde ikke hørt om det før, så mester foreslog
at vi snakkede med min kontaktlærer. Vi havde et møde, hvor der blev lavet en uddannelsesplan.
Jeg fik merit for det meste og har bare været på skolen nogle få gange - kurser i epoxy, brandsikring
og førstehjælp.
Dengang på tekniske skole, gik der 2 som jeg kendte lidt. De stoppede også. Dem mødte jeg
forleden, men de er altså ikke rigtig kommet videre. Det er skide synd og et spild. For de har
talentet med hænderne, det har jeg set. De kan jo godt. Jeg havde det også rigtig dårligt i den
periode. Og det er jo nemmere at falde i end at komme op. Heldigvis blev jeg reddet i land - hvis
man kan sige det sådan. For jeg var stået helt af, hvis jeg ikke havde fået mesterlæren foreslået. Nu
har jeg bestået den praktiske opgave, og har lige afsluttet 1. skoleperiode på hovedforløbet. Næste
gang er januar 2009.”
Det Abdul især godt kan lide ved mesterlære er det fællesskab, det giver både på arbejdspladsen og
på skolen, hvor man får en slags identitet som ny mesterlæreelev: ” Når man er på skolen i
mesterlæren, så går man sammen med andre der har en læreplads – ligesom på hovedforløbet. Der
er mange ting der spiller ind, når man har arbejde og går sammen i en klasse. De andre er
nogenlunde samme sted som dig selv, de vil også gerne være færdige, vil diskutere mere, hjælpe
hinanden. Så det har været klart forbedret – helt sikkert. Det er også godt, fordi man kommer fra
forskellige firmaer og på den måde får vi en bred snak. Og så gør folk sig umage.
14