Untitled - Kommunikationsforum

systemteorien. (Voxted et al., 2003: 33) Helt centrale i teorien er begreberne verden,
verdenskompleksitet, autopoiesis og selvreference, som vi introducerer herunder.
Modsat Parsons’ udgangspunkt i det enkelte systems beståen, sætter Luhmanns teori verden som øverste
enhed. Han ser ikke verden som et system, da den ikke har noget ydre, og han ser den ikke som
omverden, da en omverden kræver et indre, som ikke tilhører en omverdenen. (Kneer & Nassehi, 2004:
44) Verden er enheden af system og omverden samt ”(…) et differenceløst sidste begreb” (Luhmann,
2000: 252) og verdenskompleksitet er udgangspunktet for de sociale systemers funktion. Noget er
komplekst, når det kan antage mindst to tilstande - jo flere tilstande, jo højere kompleksitet - da flere
tilstande forhøjer antallet af mulige relationer. (Kneer & Nassehi, 2004: 44)
Grundlæggende differentierer Luhmann mellem fire former for systemer: maskiner, organismer, sociale
systemer og psykiske systemer 3 . De tre sidstnævnte er levende systemer og autopoietiske. Begrebet
autopoiesis er udviklet af biologerne Humberto R. Maturana & Francisco J. Varela og er sammensat af de
to græske ord auto som betyder ’selv’ og poiein, som betyder ’at skabe’. De anvender begrebet til at
betegne levende dannelser, som fremstiller og opretholder sig selv. (Kneer & Nassehi, 2004: 52-53)
Det [selvfrembringelse] sker, idet de [systemerne] selv producerer og fremstiller de komponenter og
bestanddele, som de består af; de skaber m.a.o. fortløbende deres egen organisation gennem deres egen
opereren. (Kneer & Nassehi, 2004: 53)
Et autopoietisk system er organiseret som et netværk af processer. Processerne reproducerer konstant de
elementer, som systemet består af (Luhmann, 2000: 15), og autopoietiske systemer er ”(…) invariante
m.h.t. organisation, men samtidigt foranderlige m.h.t. struktur” (Kneer & Nassehi, 2004: 54).
Autopoietiske systemer er lukkede og fremstiller sig selv i en rekursiv proces. (Kneer & Nassehi, 2004: 63)
På grund af deres lukkethed forholder de sig udelukkende til sig selv, hvilket betyder, at de opererer
selvreferentielt (Luhmann, 2000: 44), og det er grænsen til omverdenen, der karakteriserer systemets
opretholdelse. Det betyder, at der uden difference til omverden ikke findes selvreference, og der uden
grænser ikke findes systemer. (Luhmann, 2000: 52-53) Dog er ethvert autopoietisk system i en vis
forstand også åbent, da det udveksler materialer og energi med sin omverden. (Kneer & Nassehi, 2004:
55)
2.1.2 Systemtyper
Luhmann opstiller de fire systemtyper (figur 2.1). Maskiner kategoriseres som ikke-levende og
allopoietiske, da de ikke har evnen til løbende at opretholde sig selv. (Kneer & Nassehi, 2004: 53)
Organismer hører til det biologiske og er en del af menneskets organiske system. (Luhmann, 2000: 254)
Vi går ikke yderligere i dybden med maskiner og organismer, da de ikke har relevans for vores anvendelse
af teorien.
3 Vi definerer systemtyperne i afsnit 2.1.2
22