Untitled - SFI

tagers ønsker og behov. Faktisk formuleres denne prioritering af forfatterne så
skarpt som at:
”Såfremt kommunernes bedømmelser kan tages for pålydende, viser de, at hensynet
til den enkelte i aktiveringsindsatsen betragtes som vigtigst. I balanceringen
mellem individuelle hensyn og arbejdsmarkedets behov vægter kommunerne ret
entydigt de individuelle ønsker og egenmotivation højest.” (Larsen et al., 2001, p.
40f)
Dette forhold skal selvfølgelig, som det fremføres i rapporten, ses i forhold til den
generelt beskæftigelsesrettede fokus i lovgivningen omkring den aktive socialpolitik.
Men holdningen kan også skyldes, at kommunerne betragter en væsentlig del
af deres kontanthjælpsmodtagere som så svage, at det ikke giver mening at arbejde
erhvervsrettet i aktiveringen.
Ovennævnte rapports analyse af forskelle mellem kommunerne i deres vurdering
af de primære mål med aktiveringen viser enkelte interessante tendenser. For det
første har den politiske orientering i kommunerne (målt som borgmesterens partitilhørsforhold)
tilsyneladende ingen betydning for kommunens opfattelse af aktiveringens
formål. Dette fremføres af forfatterne som overraskende, givet, at politikken
omkring aktiveringsindsatsen har været genstand for omfattende ideologisk
debat på det politiske niveau. Til gengæld kan der ses en vis betydning af kommunestørrelse.
Små kommuner er mere tilbøjelige til at prioritere klientens livskvalitet,
mens store kommuner i højere grad prioriterer opkvalificering.
Hvis man ser på, i hvilket omfang kommunerne aktiverer deres kontanthjælpsmodtagere,
viser Larsen et al. (2001), at mellem 1/3 og 2/3 af kontanthjælpsmodtagerne
på et givet tidspunkt ikke er i aktivering. Den vigtigste begrundelse for
dette fra kommunernes side er: ”at visse kontanthjælpsmodtagere er der ikke noget
formål med at aktivere”, at kontanthjælpsmodtagerne udebliver fra aktiveringstilbudene,
og at sagsbehandlingen trækker ud på grund af arbejdspres. Undersøgelsen
viser, at der er en høj grad af sammenhæng mellem kommunens andel af kontanthjælpsmodtagere
i befolkningen og aktiveringsgraden. Noget overraskende går
denne sammenhæng i retning af, at jo større sociale problemer, der generelt er i en
kommune, jo højere er aktiveringsgraden (Larsen et al., 2001, p. 53).
Når kommunerne kun i begrænset omfang lever op til kravene og intentionerne
om en høj aktiveringsgrad, kan dette skyldes flere forhold. For det første kan det
anskues som en bevidst eller ubevidst mangel på vilje til at implementere lovgivningen
i det daglige sociale arbejde. Men det kan også ses som et udtryk for en
overambitiøs lovgivning, som kun vanskeligt eller slet ikke lader sig implementere
90 LITTERATURBASERET VIDEN