PCB lige så skadeligt for fostre som hvis gravide ryger ti ... - LiveBook

18 Ingeniøren · 1. sektion · 11. november 2011
Kultur
Der gemmer sig en enorm kulturhistorie under overfladen
(...) Medicinen er jo i høj grad en del af vores fælles
historie og kulturarv. Adam Bencard, kurator, adjunkt
Menneskekroppen – maskine eller
Udstillingen ‘Balance og stofskifte’
på Medicinsk Museion
indbyder til en rejse gennem
opfattelsen af kroppen.
Udstilling
Af Stine Daugaard redaktion@ing.dk
Kroppen er vores vigtigste værktøj.
Uden den er vi ingenting. Og der er
fokus på kroppen som aldrig før.
Sundhedskampagner fokuserer på
grøntsagernes lyksaligheder og vigtigheden
af at indtage seks om dagen;
på motionens velgørende virkning og
på det vigtige i at skodde cigaretterne.
På landets medicinalvirksomheder
løber forskere om kap for at præstere
det næste gennembrud, og på
sygehusene kæmper lægerne for hele
tiden at forstå og håndtere kroppens
reaktioner og sygdomsmønstre.
Spørgsmålet om, hvorfor vi bliver
syge og ikke mindst, hvordan vi bliver
raske igen, har været et centralt
omdrejningspunkt gennem årtusinder.
Men der er stor forskel på, hvordan
kroppen – og dermed sygdom og
sundhed, er blevet forstået.
Det sætter Medicinsk Museion i
København fokus på med udstillingen
‘Balance og stofskifte’.
I sig selv er Medicinsk Museion et
interessant bekendtskab. Museet ligger
i de bygninger, som i 1787 blev
opført til Kirurgisk Akademi, tegnet
af den kongelige arkitekt Peter Meyn.
Gennem mere end 150 år var dette
den vigtigste bygning i dansk lægevidenskab.
Her er kroppe blevet åbnet
og dissekeret, mens generationer
af læger og kirurger har arbejdet på at
blive klogere på kroppens funktioner
og udfordringer.
Museets samlinger blev grundlagt
af en gruppe københavnske læger
omkring 1906-1907, og siden 1918
har Københavns Universitet ejet og
drevet museet som en afdeling under
Institut for Folkesundhedsvidenskab.
Derfor er det ganske oplagt, at den
seneste udstilling drager helt ind under
huden på kroppen – for det har
netop været bygningernes formål
gennem flere århundreder.
»Vi har forsøgt at lave en udstilling,
der åbner op for de to forståelser af
kroppen i medicinen – den humorale
kropsforståelse og den kemiske forståelse
af kroppen,« forklarer udstillingens
kurator, adjunkt Adam Bencard.
Blod, slim og galde
Den humorale kropsopfattelse har
rødder i antikken og anser kroppen
for at være et system af væsker centreret
omkring de fire kardinalvæsker,
blod, slim, gul galde og sort galde, og
balancen mellem de fire. Det er også
deraf navnet kommer, for humor betyder
væske på latin.
Opfattelsen var, at hvis der ikke var
balance mellem de fire væsker, kunne
der opstå sygdom, og så var det lægens
opgave at tappe eller styrke en af
væskerne, så sygdommen kunne kureres.
Ophavsmanden til denne kropsforståelse
siges at være grækeren Hippo­
Under den humorale kropsopfattelse blev åreladning betragtet som et universalmiddel. Øverst kirurgen Hans von Gersdorffs
oversigt over egnede punkter til åreladning. Nederst t.v. et fotografi fra 1860 af proceduren. Nederst i midten en illustration
af en ortopædisk bænk konstrueret af ‘lægekunstens fader’, grækeren Hippokrates, fra en byzantinsk udgave af romeren
Galéns skrifter. Galén udbredte i det andet århundrede efter Kristus Hippokrates’ skrifter i bogform. Nederst t.h. anvendelse
af blodigler til åreladning. Illustrationer: Wikipedia
krates, der også er kendt som ‘lægekunstens
fader’ og som levede fra ca.
460-370 f.Kr. Han drev en lægeskole
på sin fødeø Kos og forfattede desuden
de såkaldte ‘hippokratiske
skrifter’, som siden blev udbredt i
bogform af romeren Galén i det andet
århundrede efter Kristus.
Begge herrer blev anset som autoriteter
inden for lægevidenskaben helt
frem til 1800-tallet, hvor den humorale
kropsopfattelse langsomt blev afløst
af den kemiske. Mere om det senere.
Det var ikke alene kroppens ve og
vel, som var nært forbundet med de
fire væsker og deres indbyrdes balance.
Man var også overbevist om, at
kropsvæskerne havde indflydelse på
temperamentet. Havde man overskud
af blod i kroppen, var man sorgløs;
sort galde medførte et trist sind;
gul galde gjorde folk opfarende mens
slim som dominerende væske gjorde
mennesket trægt.
Til dels lever denne opfattelse videre
i dag, når man ser på oprindelsen
til visse ord. For sorgløs kan oversættes
med sangvinsk, som stammer fra
det latinske ord for blod. Kolerisk
stammer fra det græske ord kholos,
der betyder gul galde, melankolsk er
sammensat af ditto græske melas og
kholos, der betyder sort galde, og
flegmatisk tager udgangspunkt i det
græske ord for slim, phlegma.
Åreladning mod næsten alt
Da den humorale kropsopfattelse var
i højsædet, fandtes et universalmiddel,
der hjalp mod stort set alt: Åreladning.
Flere af redskaberne til dette
er vist på udstillingen: Et nydeligt
udsmykket kar, blodet kunne tappes
ned i; et sandt torturinstrument med
12 små knivsblade, der kunne udføre
et tilsvarende antal snit i huden, så
blodet nemmere kunne løbe fra, og et
sæt med små kopper af glas, der blev
varmet op og sat på huden, hvorefter
der opstod undertryk, når glasset kølede
ned, hvilket hjalp med at trække
blodet ud af kroppen.
En anden udbredt behandlingsform
var blodsugende igler, som blev
sat på kroppens dårlige steder. En behandlingsform,
der var så anvendt, at
der i 1883 blev importeret 41 millioner
blodigler til Paris.
I det moderne samfund, hvor den
humorale kropsopfattelse for længst
er afløst af den kemiske, kan opfattelsen
måske virke gammeldags. Men
faktisk er den ikke så forældet, som
den umiddelbart kan virke.
»Den humorale kropsopfattelse er
stadig relevant, fordi den fokuserer
meget på livsstilen. Allerede på den
tid havde man en opfattelse af, at
menneskets måde at leve på er utrolig
vigtig for kroppens balance. Så
tidligt som omkring Kristi fødsel taler
Galén om, hvor stor betydning
kost, motion, søvn, følelsesliv, miljø
og kroppens væsker har for ens velbefindende,«
forklarer Adam Bencard
og henviser til de seks opfattelser,
den fremtrædende læge Galén skrev
ned omkring 200 e.Kr. – opfattelser,
der stadig gør sig gældende i dag.
Fra humoral til kemisk
I løbet af 1800-tallet sker der et skift,
hvor den humorale kropsopfattelse
langsomt træder i baggrunden til
fordel for miasme-teorien, der bliver
forløberen for det senere fokus på
mikroorganismer og deres betydning
for kroppen og dens sundhed,
og siden den kemiske kropsopfattelse.
Miasme er det græske ord for forurenet,
og i 1800-tallet var den fremherskende
teori i lægekredse, at sygdomme
og epidemier som tyfus og
kolera skyldtes dårlig, stillestående
luft og uddunstninger fra bl.a. møddinger
og forrådnet materiale.
Først efter Louis Pasteurs og Robert
Kochs opdagelser i 1870’erne og
1880’erne stod det klart, at det mere
specifikt var mikroorganismer, der
forårsagede de smitsomme sygdomme.
Denne forståelse for organisk
kemi og dens indflydelse på kroppens
sundhed var medvirkende til skiftet
til den kemiske kropsopfattelse.
I dag er de fire kropsvæsker for
længst fortrængt og afløst af en forståelse
af kroppen som et sammenhængende
kemisk system. Uanset
om vi lærer, tænker, elsker, sover, føler
os ovenpå eller triste, er sunde eller
syge, skyldes det alt sammen kemiske
reaktioner i vores kroppe.
»Når man ser på kroppen som kemisk,
bliver den indlejret i sit miljø. I
den klassiske maskinmodel er kroppen
afgrænset af huden, men i den
kemiske opfattelse bliver den en del
af sit miljø. Det, man spiser, bliver en
del af kroppen, og dermed har det betydning,
hvordan det er dyrket og
produceret. Makeup, bilos og andre
udefrakommende faktorer får også
indflydelse, og pludselig bliver den
gamle opfattelse om miljø, livsstil og
balance reaktualiseret,« forklarer
Adam Bencard.