En sociologisk refleksion over ... - Socialstyrelsen

En sociologiskrefleksion oversocialpædagogikkensmuligheder idemensomsorgEn mindre kvalitativ del af den interneevaluering af SPIDODecember 2008

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgPublikationen er udgivet afServicestyrelsenEdisonsvej 18, 1.5000 Odense CTlf: 72 42 37 00E-mail: servicestyrelsen@servicestyrelsen.dkwww.servicestyrelsen.dkIndhold udarbejdet af Peter Vangsgaard for Servicestyrelsen.Download rapporten på www.servicestyrelsen.dk.Der kan frit citeres fra rapporten med angivelse af kilde.Digital ISBN: 978-87-92031-47-1

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgIndholdsfortegnelse1. Indledning .................................................................................................................11.1 Formål og problemstillinger .................................................................................41.2 Empiriafgrænsningen ..........................................................................................51.3 Den teoretiske inspiration og analysestrategierne ...............................................81.4 Fremstillingens opbygning og analysestrategiernes successive udfoldelse ....... 141.5 Resume af konklusion ....................................................................................... 172. Socialpædagogikken som kontingensaccelerator ................................................... 192.1 Forholdet mellem individ og samfund – lidt diagnostik....................................... 192.2 Magt og tvang i demensindsatsen (magt som anledning for socialpædagogikken)................................................................................................................................ 242.2.1 Magt, selvbestemmelse og omsorg(spligt) .................................................. 242.2.2 Magt som socialpædagogisk anledning ...................................................... 312.2.3 Magtrefleksionen som kim til problemløsning.............................................. 382.3 Demens (medicinsk-psykologisk viden som anledning for socialpædagogikken)................................................................................................................................ 402.4 Opsamling......................................................................................................... 433. Socialpædagogikken som et særligt og konstruktivt meningsperspektiv ................. 453.1 Fra adfærd til kommunikation – på sporet af den ”naturlige indstilling” .............. 473.1.1 Personens rekonstruktion ........................................................................... 483.1.2 Mediet livshistorie (eller livsforløb) .............................................................. 523.2 Kommunikationens fortsættelse – sekventialisering som forstærkning .............. 583.3 Kommunikationens fortsættelse – asymmetrisering som forstærkning .............. 613.3.1 Magisk rationel forstærkning ....................................................................... 633.3.2 Pragmatisk legitimerende forstærkning ....................................................... 653.3.3 Ideologisk forstærkning............................................................................... 673.4 Socialpædagogikken i beslutningskommunikationen......................................... 693.4.1 Kontaktø som kobling ................................................................................. 714. Konklusion og perspektiverende spørgsmål............................................................ 744.1 Den instrumentelle udgave af socialpædagogikken i kritisk sociologisk perspektiv................................................................................................................................ 764.2 Den perspektiv-tro udgave af socialpædagogikken i kritisk sociologisk perspektiv................................................................................................................................ 775. Litteraturliste ........................................................................................................... 796. Bilag ....................................................................................................................... 816.1 En dag i plejen (dagbogsnotat).......................................................................... 816.2 Deltagelse i handleplansmøde .......................................................................... 896.3 Deltagelse i SPIDOkursus ................................................................................. 94

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg1. IndledningNærværende skrift udgør afrapporteringen af en mindre og kvalitativt orienteret del afen større intern evaluering af SPIDO. Evalueringen er, ligesom SPIDO i øvrigt,finansieret af Servicestyrelsen under Velfærdsministeriet. SPIDO er et stort anlagtundervisningsprogram, organisatorisk forankret på Jydsk Pædagog-Seminarium, dermed udgangspunkt i aktuel demensomsorgspraksis på landets boformer og plejehjem,har formidlet et socialpædagogisk budskab om en anderledes, mere tidssvarende ogfleksibel omsorgsindsats. Formidlingen er sket i perioden 2007-2008 overfor cirka 2000omsorgsmedarbejdere på området. SPIDO pædagogikken bygger i høj grad påinddragelsen af praksiseksempler og på deltagernes arbejde i praksis og løbendeafprøvning af viden og værktøjer, de får stillet til rådighed under kurset.Praksisudgangspunktet og muligheden for at tage afsæt i problemstillinger, der aktuelterfares i dagligdagen af plejepersonalet, er blevet styrket ved organiseringen afkurserne, hvor de enkelte kursushold har bestået af deltagere fra samme arbejdssted.På den måde kan man sige, at SPIDO projektet har fungeret som den overordnedeorganisatoriske og pædagogiske ramme for en hel masse lokalt forankredesocialpædagogiske udviklingsprojekter, der tager afsæt i hverdagenspraksisproblemer. Det er navnlig i denne sidstnævnte forstand, socialpædagogikkenhar interesseret nærværende arbejde.Rapporten var aldrig blevet til, hvis det ikke havde været for de kontakter ogfeltarbejdsmuligheder, der er blevet formidlet gennem projektleder Jan Jaap Rothuizenog Helle Krogh Hansen …. Både de inspirerende samtaler i projektgruppen og med deprofessionelle, jeg har mødt på kurser, møder og ved at følge arbejdet idemensomsorgspraksissen, har været afgørende for de refleksioner, der udfoldes overde følgende sider. Når jeg ikke nævner andre navne end dem, der indgår iprojektgruppen, er det for at sikre anonymiteten for de personer, hvis historier er omtalti rapporten. Samme hensyn ligger bag det forhold, at der intetsteds i denne fremstillingfindes angivelser af steder, hvorfra empiri er indsamlet1

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgFor indledningsvist at give et indtryk af, hvad SPIDOprojektet handler om, citeres herdaværende socialminister Eva Kjer Hansens forord i lærebogen ”Socialpædagogik ogDemens – det vanskelige omsorgsarbejde”. Bogen er blevet anvendt i kursusforløbeneog udgør en vigtig del af empirien for undersøgelsen:”Et værdigt liv med demens"I Danmark lider op mod 80.000 mennesker af demens. I årene fremover bliver derstadig flere ældre i den danske befolkning og antallet af personer med demens, måderfor forventes at stige.Demens ændrer ikke kun tilværelsen for personen selv, men påvirker i høj grad ogsåfamilie, venner og omgangskreds. Samtidig kræver behandling og pleje af menneskermed demens stor indlevelse og faglig viden. Derfor stiller sygdommen store krav til denmåde, vi indretter tilbudene til demenslidende på.Den hjælp vi giver, skal understøtte den enkeltes mulighed for at tage ansvar for siteget liv. De tilbud og den pleje der gives, skal derfor tage udgangspunkt i den enkeltesindividuelle behovOg aktuelle situation. Vi skal værne om borgerens ret til selvbestemmelse og vi skalstøtte mennesker i at leve et værdigt liv, i overensstemmelse med deres overbevisningog livshistorie.Magtanvendelse må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand. Magtmå kun anvendes som allersidste udvej, når alle metoder er afprøvet uden detønskede resultat. Det kræver stor faglig kompetence hos plejepoersonalet.Reglerne om magtanvendelse i lov om social service blev ændret i 2003. Hensigten erat begrænse magtanvendelse og andre indgreb til et absolut minimum.Et af formålene med den socialpædagogiske pleje er at forebygge magtanvendelse.Metoderne tager udgangspunkt i den demenslidendes værdier og historie, hvilket skalmedvirke til at skabe livskvalitet for mennesker med demens. Jeg håber bogen vilkunne inspirere såvel medarbejdere som pårørende til at anvende socialpædagogiske2

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgprincipper og på den måde være med til at sikre, at også mennesker med demens fåret værdigt liv.”Socialpædagogikken i demensomsorg som formidlingsprojekt bliver selvstændigtevalueret med henblik på den pædagogiske tilrettelæggelse (se: Hansen, Helle Krogh,2008), ligesom effekterne af kurserne er søgt afdækket i en kvantitativt anlagtundersøgelse (se ?), som følger op på resultaterne af den eksterne evaluering af detoprindelige pilotprojekt (se: Muusmann, 2006).Omtalte evalueringer har betydet, at nærværende projekt er givet en betydeligfrihedsgrad med hensyn til tilrettelæggelse og fokus. Der er altså ikke tale om ettraditionelt evalueringsarbejde, som typisk i langt højere grad end tilfældet er her, erbundet til en bestemt måde at definere opgave og resultatmål.Frihedsgraden er for det første udnyttet ved at lægge et ensidigt teoretisk fokus, idetsystemteorien er den altdominerende teoretiske inspirationskilde for arbejdet. Detbetyder, at arbejdet former sig som en anden-ordens-iagttagelse: En iagttagelse afsocialpædagogikkens iagttagelser som iagttagelser. For det andet er den udnyttet vedat anlægge en mere principiel tilnærmelse til genstandsfeltet end mere teknologiske ogløsningsorienterede evalueringstilgange kan tillade sig.Snarere end at være en kritisk tilbageskuende vurdering af processer eller handlinger iforbindelse med SPIDO, former arbejdet sig som en pædagogisk-sociologiskrefleksion, der som ambition har at bidrage til en skærpelse af bevidstheden om, hvadsocialpædagogikken i almindelighed og socialpædagogikken på demensområdet isærdeleshed er for en størrelse og hvordan dens funktion i den sammenhæng kankarakteriseres. Snarere end at spørge til og vurdere handlinger og effekter stilles herspørgsmål, som i bedste kantianske tradition søger at afdække muligheder ogmulighedsbetingelser. Vi vil ikke, som Kant gjorde, spørge, hvordan erkendelse ermulig, selvom dette spørgsmål altid er medrepræsenteret (appræsenteret), når enmere epistemologisk anlagt sociologi arbejder. Hovedspørgsmålet formuleres ioverensstemmelse med den ovennævnte tradition som et ”hvordan-er-noget-muligtspørgsmål”.Altså i vores sammenhæng: Hvordan er socialpædagogikken idemensomsorg mulig eller hvordan gør den sig mulig – ikke først og fremmest som enmotivation eller intention i omsorgsmedarbejderens bevidsthed, men som et socialt3

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgfænomen, der gør sig gældende i interaktionen i forbindelse med omsorgsarbejdet ellerden professionelle kommunikation omkring samme.Vi vil arbejde lidt videre med dette spørgsmål og hvordan det kan operationaliseres inæste afsnit.1.1 Formål og problemstillingerEn anden, men parallel måde at formulere hovedspørgsmålet i undersøgelsen er:Hvordan bidrager socialpædagogikken til at gøre sig selv plausibel somkommunikationsform i demensomsorg? 1Undersøgelsens overordnede spørgsmål kan opdeles i to underspørgsmål:A: Hvorledes skaber socialpædagogikken sig plads i en allerede eksisterende orden pådemensomsorgsområdet og kan den alene ved at komme til syne på feltet bidrage tilen slags problemløsning? Eller mere specifikt: Hvorledes forholdersocialpædagogikken sig refleksivt til demensomsorgens praksis (øgning afkompleksitet, øget kontingenserfaring)? Og er der chancer for helt umiddelbare effekteraf en sådan refleksion?B: Hvorledes udfolder socialpædagogikken sit eget perspektiv på demensomsorg?Eller: Hvorledes søger socialpædagogikken at sikre sig løbende tilslutningsduelighed idemensomsorgs-kommunikationen (reduktion af kompleksitet)? For et pædagogisksystem kan dette spørgsmål specificeres med henblik på systemets særlige funktion:Hvordan bidrager socialpædagogikken til at muliggøre dementes personlige ogindividuelle relevans for samfundskommunikation og i den forbindelse sikre en vis gradaf læring og accept hos den demente, hvorved eksempelvis brug af tvang kanmindskes??Sidstnævnte spørgsmål kan igen operationaliseres i følgende underspørgsmål:1 Et relevant spørgsmål i den forbindelse behandles ikke i nærværende sammenhæng, nemligspørgsmålet: Hvorledes og med hvilke virkemidler er det socialpædagogiske budskab formidlet til derelevante medarbejdere og i hvilket omfang har de forstået budskabet? Når dette spørgsmål er relevant, erdet selvfølgelig fordi, enhver kommunikationsform som minimum må forudsætte en vis kapacitet ogforståelse hos de, der formodes at skulle deltage i kommunikationen4

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorga) Hvorledes transformere et determineret, faseopdelt og progredierendesygdomsforløb til et mere dynamisk forløb med plads til en højere grad afindividualitet?b) Hvorledes opnå forståelse i hverdagskommunikation, hvor en stærkt dementdeltager, uden at være afhængig af løbende dokumentation for, at der erpsykologisk dækning for forståelsen? Hvorledes ændre forholdet mellem person ogdeterminerende sygdom, så kommunikationen fremmes derved? Hvorledestransformere adfærd til kommunikation?c) Når adfærd er transformeret til kommunikation: Hvorledes kan kommunikationensfortsættelse da sikres og hvorledes kan sandsynligheden for en positiv ogaccepterende kommunikation øges?d) Hvorledes bidrager socialpædagogikken til at placere ”kommunikation meddemente” mere centralt som tema i den moderne hjælpeorganisatoriskebeslutningskommunikation? (Hvorledes kobles til anden kommunikation iorganisationen?)Endelig kan der afslutningsvis stilles spørgsmålet:C: Kan der på grundlag af det foregående stilles perspektiverende spørgsmål ellerudviklingsspørgsmål til socialpædagogikken?1.2 EmpiriafgrænsningenSocialpædagogikken beskriver sig selv som en praksis (JJR, HKH, 2005, s. 5), altsåikke først og fremmest en samling teorier eller metoder, men en praksis og noglepraksisidealer, der nok nærer sig af hverdagsbevidsthed og hverdagssituationer, mensom dog hæver sig i selvstændighed til en professionel praksis ved siden af og adskiltfra andre professionelle praksisser. Alle professioner forudsætter i deres formidling affaglig viden en righoldig og varieret praksis som faglighedens operationelle ”basis”,men for socialpædagogikken har selvbeskrivelsens reference til praksis fået en ekstra5

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgtand, der gør det svært at forestille sig at lave en undersøgelse som denne uden atmøde denne operationelle basis.Empiriafgrænsningen er således nok sket ved litteratursøgning (det vil sige ved enprioritering af den mest refleksive del af kommunikationen i en socialpædagogisksammenhæng), men supplerende data fra ”praksis” er også indhentet.To publikationer er fundet centrale:- Borresen, Mette, Helle Krogh Hansen og Lis-Emma Trangbæk (2004)”Socialpædagogik & Demens – det vanskelige omsorgsarbejde”, Styrelsen forSocial Service.- Rothuizen, Jan Jaap og Helle Krogh Hansen (005), ”Fra jura til pædagogik…Introduktion og forankring af socialpædagogiske metoder i omsorgsarbejde medborgere med demens”, Styrelsen for Social Service.Desuden en del af den litteratur, som de to værker henviser til.Dertil kommer, at der er foretaget et mindre feltarbejde, hvor undersøgeren har væretpå et plejehjem og der fulgt plejen en dag. Endvidere har undersøgeren deltaget i enkursusdag på SPIDO, hvor deltagerne fremlagde analyser af forskelligepraksissituationer, som de aktuelt stod i på deres arbejde. Endelig deltogundersøgeren i et ”SPIDO-møde” på et plejehjem, hvor plejepersonalet fremlagde ogdiskuterede handleplaner for hinanden. Rapporter fra feltarbejdet er bilagt dette skrift.Demens er en progredierende sygdom, hvis symptomer i en indledende fase kan værevanskelig at skelne fra almindelige aldringstegn. I denne undersøgelse har fokus væretpå de svært ramte demente. Den er da også denne gruppe af demensramte, somudgør den største ufordring for et projekt som SPIDO.For allerede indledningsvis at tune ind på demensomsorgsområdet som et praksisfeltmed nogle helt uomgængelige problemstillinger, der involverer grundlæggende værdiersom selvbestemmelse, omsorg, værdighed - og magt - vil jeg bringe et kort uddrag afen feltarbejdsrapport, der kan give et indtryk af, hvad der optager plejepersonalet i6

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgdagligdagen på en helt tilfældig mødedag (feltrapporterne kan læses i deres helhed –se bagest i bilagene). Hensigten med at bringe uddraget er, at man kan have billedernei baghovedet, når man læser de efterfølgende afsnit:”Jeg får lov til at deltage i et teammøde, hvor der - foruden af de personer, jeg harværet sammen med fra morgenstunden – er deltagelse af to nytilkomne, der skal påaftenvagt, og en fysioterapeut, som kan bidrage til mødets indledende punkter. Mødetskal foregå i personalerummet, hvor døren på et tidspunkt står åben. Udenfor kommeren beboer, der virker svært dement, forbi. Jeg spørger, om hun er en af dem, der kanvære vanskelige for personalet at tolke. Jeg får bekræftet, at det er tilfældet. Men herskal man være opmærksom på, siger sygeplejersken, at kommunikationen ikke kunforegår sprogligt. Man må bruge sig selv, fornemme, læse kropssprog – så kan detlade sig gøre for de dygtige plejere. Beboeren søger ind i personalerummet og får lovat sætte sig ned. Hun så på mig ikke ud til at have fundet sit bestemmelsessted, mendog et sted, der var acceptabelt at opholde sig en tid. Da mødetidspunktet nærmer sig,foreslår en tilstedeværende sosu den gamle kvinde, at de går en tur sammen. ”Nej,nej”, siger kvinden, hvorefter sosu´en tager hendes arm og hun følger føjeligt med. Jeghar tidligere spurgt sygeplejersken, om det ikke kunne være et problem med dissemere passive typer (de typer jeg i løbet af dagen havde hørt mest om, var deudadreagerende typer med stort aktivitetsniveau). Nu bemærker sygeplejersken: ”Ja,det kan være svært at tolke, hvornår man bruger magt. Her sagde hun faktisk ”nej””.Mødet begynder med fastlæggelsen af dagsordenen. Første punkt vedrører en mand,som opholder sig meget i sin plejebolig og som i flere tilfælde er faldet ud af kørestolen.Mødet forsøger at indkredse problemet. Hvor ofte er det faktisk blevet registreret, athan er faldet? Hvorledes sidder han i kørestolen? Udnyttes kørestolens muligheder fortilbagekippet stilling? Er bakken slået op? (er der så ikke tale om skjult fastspænding?,smiler fysioterapeuten drillende). Punktet slutter med, at det konkluderes, at problemetikke er så stort og at man vil se nærmere på kørestolens muligheder uden decideretfastspænding. Fysioterapeuten vil til næste møde demonstrere en kørestol.Næste punkt vedrører en beboer, som muligvis ikke spiser nok. Det bemærkes, at uropåvirker beboeren, der simpelthen har svært ved at rumme mange mennesker ispisesituationen. En stiller spørgsmålstegn ved, om kvinden får for lidt at spise. Hun erjo ikke ligefrem undervægtig. Sygeplejersken bemærker hertil, at underernæring ikke7

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgnødvendigvis fører til undervægt. Man vil fremover forsøge at skabe mere ro omkringbeboeren, så hun kan få spist noget mere” (bilag 0).1.3 Den teoretiske inspiration og analysestrategierneAt arbejde med inspiration fra systemteorien betyder, at mødet med undersøgelsensgenstandsfelt er ledet af teori. Dette indebærer ikke, at der følger en hel masseontologisk gods i form af styrende virkelighedsantagelser med. Som udgangspunkt erder altså ingen forudsætningsrige hypotesedannelser. Den sociologiske systemteoriudgør et netværk af begreber, der er designet til iagttagelse af samfundet. Hvad er?Hvad opererer? Hvordan er det muligt?Jeg vil trække tre af de vigtigste begreber frem her, nemlig iagttagelsesbegrebet,systembegrebet og kommunikationsbegrebet. De to førstnævnte begreber er almenesystemteoretiske begreber med relevans i en bredere tværvidenskabeligsammenhæng. Det sidste er et grundbegreb i en systemteoretisk anlagt sociologi.Systemteorien er i dag først og fremmest en differentialistisk og operationalistiskteoriansats; den går ud fra forskelle, der kan operere som en enhed. Enhed og forskeler nødvendigvis til stede på samme tid. Ingen før den anden. Der er altså tale om entrinitær og tidsbevidst tænkning, ikke om en dualistisk-logisk som man måske kunneforledes til at tro.Verden bliver til, når der markeres en forskel. Det lyder nærmest bibelsk, for ogsåskabelsesberetningen er jo historien om, hvorledes der gøres forskel, forskel på nat ogdag, mand og kvinde – og senere godt og ondt osv. Ligesom i bibelhistorien er dernoget eller een, der holder forskellene sammen. Men til forskel fra i bibelhistorien er deti systemteorien ikke gud, der indtager denne funktion, men iagttageren. Og til forskelfra gud i bibelhistorien er iagttageren ikke altings sidste årsag. Iagttageren er netopsamtidig med iagttagelsen – og kan af den grund ikke være årsag, hvilket jo ville fordre,at iagttageren allerede var på iagttagelsestidspunktet. Iagttageren kan endvidere selv– modsat gud – kigges i kortene….- af en anden iagttager.8

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgEn iagttagelse betegner den ene side af en forskel. En iagttagelse er med andre ord enmarkering i en skelnen. Når noget markeres, ”viden” for eksempel, er det ”viden” der eri fokus og ikke alt mulig andet. Alt mulig andet udelukkes (foreløbigt) ved denaktualiserede markering. Både kommunikation (sociale systemers operationsmodus)og opmærksomhed eller tænkning (psykiske systemers operationsmodus) er nutidigeog fokuserede operationer. Det, der aktuelt er i fokus, henviser alt det, der ellers kunnevære i fokus, til en horisont af potentialitet 2 .Selv om den, der iagttager, idet han markerer en skelnen, ikke kan se, hvad hanudelukker i sin skelnen, kommer det, han således udelukker, til at påvirke iagttagelsen.I eksemplet med ”viden” kan man sige, at ”viden” kommer til syne på forskellig måde altefter, om der på forskellens andens side findes ”ikke-viden”, ”følelser” eller ”tro”. Det”noget”, der i vores eksempel kommer til at påvirke iagttagelsen, er altså detmarkeredes modbegreb, der netop ved at være modbegreb holder betydningen af detmarkerede fast. I markeringen af en forskel adskilles med andre ord noget, somegentlig ikke kan adskilles. At de to ting ikke kan adskilles, kan iagttagelsen, idet denmarkerer ”viden”, som sagt ikke se. Det kan kun iagttageren. Enten den eksterneiagttager eller den interne iagttager, der tidsforskudt spørger til, hvorledes han iagttogpå et tidligere tidspunkt. Iagttageren er dermed anden ordens iagttager, idet haniagttager en iagttagelse som iagttagelse. Iagttager man noget som en iagttagelse,iagttager man noget, som kunne være anderledes. Man iagttager verden somkontingent.Anden ordens iagttagelsen er nutidens, lad os bare sige den moderne tids,iagttagelsesform. Når een eksempelvis taler om ”viden” og videns betydning,accepterer vi ikke bare hans påstande. Vi spørger til hans vidensbegreb, som måske eranderledes end vores. Når ”viden” markeres, markeres samtidig en systemgrænse.Eller med en anden formulering: Markeringen (af en forskel) sker altid på indersiden af2 Når man taler om iagttagelser på denne måde, altså med en stærk understregning af tidsdimensionen,kommer man vanskeligt uden om meningsbegrebet, hvilket kan illustrere rekursiviteten i detsystemteoretiske begrebskompleks (man afgrænser sig indledningsvis til tre begreber men ser straks,hvorledes disse tre hænger sammen med andre).Enheden af forskellen mellem aktualitet og potentialitet er netop ”mening”. Denne meget formellebestemmelse af meningsbegrebet hjælper os - i parentes bemærket - til at forstå, hvorledes de operativtadskilte systemer, psyke og samfund, alligevel hænger sammen: De er fælles om at operere i medietmening.9

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgen system-omverdens-forskel (iagttagerens system-omverdensforskel). Viden er fxnoget forskelligt i det pædagogiske univers og det videnskabelige ditto. Ipædagogikken er viden det stof, der kan forøge vores livschancer ellersamfundsmæssige muligheder (hjælpe os i ”praksis”). Viden er relevant, når den kanudfylde denne funktion. I videnskaben derimod er viden en grænse, der hele tiden skalovervindes. Viden skal bruges til at konstruere problemstillinger om det, vi endnu ikkeved. Og for at accepteres som viden skal den være videnskabsteoretisk reflekteret ogforankret.Da systemteorien skiftede delsystem-system forskellen ud med system-omverdensforskellen,gav den samtidig afkald på en privilegeret iagttagerposition. Hverkensystemteorien eller andre systemer kan efter et sådant afkald placere sig på”helhedens plads” og derfra sætte alle andre eller alt andet (delene) på plads.Samfundet kan med andre ord ikke beskrive sig selv på nogen entydig måde, men mårelativere sin selvbeskrivelse, der bliver forskellig alt efter, om det er det pædagogiskesystem, det politiske, det retlige eller det videnskabelige system, der fungerer somreferencepunkt for beskrivelsen.Har man opgivet den privilegerede iagttagerposition, har man også opgivet ”subjektets”position, altså det sted, hvorfra verden kan kløves entydigt i et subjekt og et objekt.Denne position har historisk været søgt sikret transcendentalt (det humanistisktrancendentaleog intersubjektive jeg), men som sådan stadigt mindre troværdigt, set iet empirisk-videnskabeligt perspektiv. Opgivelsen af ”subjektet” kan med andre ordikke længere være et smertefuldt tab. Dertil har behovet for en mere komplekserstatning for længe været åbenbart. Objektivismen og den ”naturlige indstilling”, dergaranteredes med subjekt-objekt-forholdet, fungerer ikke længere – ”og hvad skal manså med den?” kan man retorisk spørge.Det blik, der deler verden i iagttager og iagttaget, er en passende erstatning for dengamle subjekt-objekt-skelnen. Dette blik har nemlig allerede taget højde for sin egenrelativitet og ”unaturlighed”. Iagttagerbegrebet er således systemrelativt på to måder.For det første lægger det sig ikke fast på, om det refererer til psykiske systemer ellersamfundssystemer. For det andet åbner det på samfundssiden op for, at der kaneksistere flere forskellige iagttagere, flere forskellige samfundsmæssigefunktionssystemer med hver deres iagttagelsesmodus. Ligesom det på individsiden10

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgåbner op for, at der findes rigtig mange individer med hver deres empiriskeiagttagelsesmodus. Der findes altså ikke længere blot et trancendentalt sikretmenneskeligt iagttagelsesmodus.I en verden af systemer og delsystemer er der orden, idet delsystemerne definerer sigsom sådan i forhold til systemerne, der ikke behøver at tage den mulighed ibetragtning, at tingene pludselig fungerer omvendt. Forskellene har en klar vægtning;den ene af siderne er primær i forhold til den anden…..Med systemteoriens omvending til system-omverdens-forskellen og afkaldet på denprivilegerede iagttagerposition følger imidlertid en højere grad af kompleksitet, idet dernu udelukkende abonneres på autologiske forskelle, dvs. forskelle der kan fordoble sigselv, forskelle der ikke er tynget af ontologiske antagelser og essentialistisk arvegods.En iagttager bliver også selv iagttaget (ud fra andre iagttagelsesmåder) og må regnemed og tage højde for, at dette sker. I et systems omverden findes andre systemer ogsystemet må regne med, at de er der og må tage højde for det. ”Det man siger, er manselv”, er blevet det centrale analysestrategiske princip. Kun (autologiske) forskelle, derkan opfylde dette princip, egner sig til at danne ledeforskelle for systemteoretiskeanalyser. Almindelige analysestrategiske ledeforskelle, der også vil blive benyttet idenne analyse, er enhed-forskel, system-omverden, begreb-modbegreb, medium-form,kobling-difference. Alle disse forskelle har så at sige cirkulariteten indbygget i sig. Dematcher en moderne erkendelsesteori.De første tre ledeforskelle er allerede præsenteret, og selvom det hele kunne foldesmeget mere ud, vil vi lade det blive ved disse beskrivelser og gå til den fjerde i rækken:Medium-form forskellen løser det tidsproblem, som en anti-essentialistisk ogoperationel teoriansats løber ind i, når den ikke kan forudsætte en virkelighed (fx i formaf strukturer), der allerede er (på en tidsbestandig og måske endda produktivgenererendemåde). Virkeligheden bliver til i nuet og er kun i nuet, men på en måde,hvor den hele tiden må formidle mellem det eneste, der lige nu ligger fast, nemligfortiden, og det som i øjeblikket må tegnes mere åbent, omend det næppe kan blive tilhvad som helst, nemlig fremtiden. Medium-form forskellen udgør en mekanisme, der tilenhver tid udskiller erindring og glemsel. Mediet er den løse kobling af mangeubestemte muligheder af en eller anden slags: Personlige udviklingsmuligheder,købemuligheder, muligheder for retfærdig handlen mv. Disse muligheder er intet uden11

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgat de aktualiseres, hvilket forekommer når mediet formes (noget bestemt læres, dertræffes en afgørelse om magtanvendelse med henvisning til loven og reelle hensyn,der betales for plejeopholdet osv). Vi kan her tale om, at løse koblinger nødvendigvismå transformeres til faste ditto.Luhmann skelner mellem tre forskellige medier, der svarer til kommunikationens treforskellige usandsynligheder: Udbredelsesmedier, forståelsesmedier og effektmedier.Det er som allerede antydet de sidstnævnte motivorganiserende funktionsmedier, dervil blive henvist til i det følgende. Forskellige funktionsmedier giver anledning tilforskellige aktualiseringer. Barnet eller livshistorien giver anledning til opdragelse ogkompetenceudvikling. Magt giver anledning til at bestemme og drive politik. Sandhedgiver anledning til, at der kan bedrives videnskab osv. Mediet barn er ikke de endnuikke realiserede muligheder i barnet, men mediet barn garanterer, idet det bygger påerfaring, at opdragelse eller uddannelse også nytter i det konkrete tilfælde, selvom dernaturligvis må tages højde for, hvad der tidligere er blevet forsøgt. Eller med livsløbetsom det mere relevante eksempel i vores sammenhæng: Mediet livshistorie er ikke deendnu ikke realiserede muligheder i et menneskes liv, men mediet livshistoriegaranterer, idet det både bygger på hverdagserfaringer og erfaringer i såkaldt”relationsarbejde”, at der fortsat skal gøres valg i ethvert menneskes liv, hændelserskal kobles til hændelser (på en måde der i sagens natur må blive unik) og det heleskal give mening - følsomhed for tilbageværende ressourcer er et must i denforbindelse.Forskellen kobling-difference løser på det analysestrategiske plan det saglige problem,at samfundet ikke er identisk med sig selv, at det er uddifferentieret i funktionssystemer– og alligevel må hænge sammen på en eller anden måde. Koblingsbegrebet læggeran til sammenhæng, men uden det adskilte føjes sammen. Kobling kræver difference,ligesom difference kræver kobling. Begrebet integration er - som det ses - et megetfordringsfuldt begreb, når talen er om samfundsmæssige sammenhængskræfter.På det praktisk kommunikative plan er det sociale system organisation designet til attage sig at den nævnte kompleksitet. Men formes der, som tilfældet er i dag, flereforskellige funktionsmedier i den enkelte organisation, hvor det måske oven i købet eruafgjort, hvilken en der er den dominerende (den heterofone organisation), er det tilstadighed behov for semantikker, der kan symbolisere den umulige integration,semantiske koblinger der kan holde det adskilte samlet i en illusion om, at der tales om12

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgdet samme. Også dette fænomen har vist sig at være værd at holde sig for øje i dennelille analyse.Selvom system og omverden opstår så at sige samtidig, dvs. uden at systemet har etontologisk primat i forhold til omverdenen, og selv om systemet konstant må reflekteredet forhold, at det samtidig er omverden (det sidste kaldes med et systemteoretiskbegreb for re-entry), er det sikkert, nok det eneste sikre i et systemteoretisk perspektiv,at enhver skelnen forudsætter en skelnen og at der altid, når der skelnes, skelnes påindersiden af en system-omverdens forskel (der sker med andre ord en markering afsystemsiden af en system-omverden-forskel).Det er i det lys klart, at enhver systemteoretisk analyse må begynde med at fastlæggesin egen systemreference. Konkret er det ikke vanskeligt. Nærværende analyse vilpendle mellem en pædagogisk-socialpædagogisk og en systemteoretisk-sociologisksystemreference. Ambitionen er at besvare analysens problemstilling på en måde, derpå den ene side anerkender at socialpædagogikken er sin egen, herunder har sin egendynamik, der kun kan begribes indefra, på den anden side er en del af samfundet – ogdermed et relevant genstandsfelt for en sociologisk orienteret systemteori. Lykkes det,skulle dette lille skrift kunne bruges til noget af den (social-)pædagog, der vil forklaresig over for sin omverden – ligesom det skal kunne anerkendes rent videnskabeligt fordets konsistente begrebsbrug, omhyggelighed og argumentative stringens.I en operationalistisk anlagt teori er det alfa og omega at kunne differentiere mellemforskellige typer af operationer. Og i en operationalistisk anlagt systemteori er det afstor vigtighed, at forskellige operationer kan tilskrives forskellige systemer på en måde,så der ikke forekommer forplumrende overlap. I en systemteoretisk sammenhængsiger man gerne, at mennesker nok kan deltage i kommunikation, men ikke selvkommunikere, det kan kun samfund. Der er på den måde skabt et skarpt skel mellempsykiske systemers operationsmodus, som forløber via opmærksomhed ogtankevirksomhed, på den ene side og på den anden side sociale systemers ditto, derforløber via kommunikation. Tanker glider ikke lige pludselig ind i kommunikationen,det ville ødelægge den. Kommunikationen kan omvendt heller ikke gennemtrænge detpsykiske system, hvordan skulle man kunne opretholde en kommunikationsfremmendedistance til det sociale, hvis ikke dette gjaldt.13

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgDet fremgår heraf også, at systemteorien, som en kommunikationsteori, ikke er enkommunikationshandlingsteori. Kommunikationsbegrebet er en enhed af tre selektioner(tre selektive handlinger), en selektion af meddelelse, en selektion af information, enselektion af forståelse. For at kommunikation kan komme i stand, fordrer det den (pådet nærmeste) samtidige tilstedeværelse af alle tre selektioner. På baggrund af detteteoretiske oplæg (hvor kommunikationsbegrebet altså indeholder såvel det, dermeddeles, som det der forstås ved det, der meddeles) kan ingen enkeltpersonerdrages til ansvar for kommunikationen og dens fortsættelse. Kun kommunikationenselv kan sikre sin egen tilslutningsevne, men det gør den jo blandt andet ved atkonstruere adresser for kommunikationen, ved at tilbyde den en meningshorisont (ikraft af en ledeforskel), ved at udpege forskellige roller i kommunikationen mv. Det er iforlængelse af det sidste ret åbenbart, at socialpædagogikken – på trods af alleforsikringer om, at den baserer sig på ”ligeværdighed” – må hævde en klar asymmetri ikommunikationen. Blev denne asymmetri i kommunikationen ikke understreget nok,ville kommunikationen med de mest syge demente bryde alt for hurtigt sammen….Opsamlende kan det siges, at den systemteoretiske tilgang skærperopmærksomheden på det moderne vilkår, på forskelle, på paradokser og på hvorledesidentiteter kan opløses og læses som forskelle eller som iagttagelser blandt fleremulige andre (systemiske) iagttagelser. Samtidig skærpes blikket imidlertid også på,hvorledes paradokser udfoldes, identiteter sikres og kompleksitetshåndteringmuliggøres.1.4 Fremstillingens opbygning og analysestrategiernes successive udfoldelseFremstillingens første kapitel slutter med et resumé af undersøgelsens konklusioner.I fremstillingens andet kapitel er der fokus på spørgsmål A, som lød:Hvorledes skaber socialpædagogikken sig plads i en allerede eksisterende orden pådemensomsorgsområdet og kan den alene ved at komme til syne på feltet bidrage tilen slags problemløsning? Eller mere specifikt: Hvorledes forholdersocialpædagogikken sig refleksivt til demensomsorgens praksis (øgning af14

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgkompleksitet, øget kontingenserfaring)? Og er der chancer for helt umiddelbare effekteraf en sådan refleksion?Analysestrategisk bygges der på forskellen enhed/forskel, idet det undersøges,hvorledes socialpædagogikken kan virke som det, vi i overskriften har valgt at kalde enkontingensaccelerator. Skal kontingensen på demensområdet forøges, kræver det afsocialpædagogikken en på samme tid nænsom og aggressiv tilgang til etableredesandheder, et identitetsopløsende arbejde, hvor der er fokus på, hvorledes enhederkan opløses i forskelle, der kunne være anderledes. Begreber har modbegreber og deter disse modbegreber, der holder begrebernes betydning fast. Skiftes modbegrebet ud,fremkommer en anden betydning af begrebet. Ved at fokusere på socialpædagogikkensom et begrebsanalytisk tilbud (et tilbud om at lege med begrebers betydning),undersøges det hvorledes en sådan beskæftigelse (særligt i relation til magtbegrebet)kan føre til tilsynekomsten af forskellige versioner af det gode liv og dermed ogsåforskellige versioner af den gode demensomsorg.Undervejs holder vi os for øje, at begrebsarbejdet og analyserne har et sigte og enbestemt meningskontekst; at det altså er socialpædagogikken, der iagttager ogarbejder, og ikke et hvilket som helst andet system. Vi bygger således på systemomverdensforskellen,idet vi undersøger, hvorledes socialpædagogikken bruger retten,socialpolitikken og det psykiatrisk-medicinske videnssystem som anledning til atforfølge sine egne formål.I fremstillingens tredje kapitel er der fokus på spørgsmål B, som lød:B: Hvorledes udfolder socialpædagogikken sit eget perspektiv på demensomsorg?Eller: Hvorledes søger socialpædagogikken at sikre sig løbende tilslutningsduelighed idemensomsorgs-kommunikationen (reduktion af kompleksitet)? For et pædagogisksystem kan dette spørgsmål specificeres med henblik på systemets særlige funktion:Hvordan bidrager socialpædagogikken til at muliggøre dementes personlige ogindividuelle relevans for samfundskommunikation og i den forbindelse sikre en vis gradaf læring og accept hos den demente, hvorved eksempelvis brug af tvang kanmindskes??15

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgAnalysestrategisk bygges der igen på såvel system-omverdens-forskellen som påforskellen enhed-forskel, men nu med et andet fortegn, idet det ersocialpædagogikkens konstruktive bestræbelser, der er i fokus. I undersøgelsen af,hvorledes socialpædagogikken søger at overvinde usandsynligheden i at sværtdemente skal komme til at fungere i kommunikative relationer (hvilket vil kræve, at defungerer som nærværende i interaktionen på plejehjem og boformer mv.) ser vi på,hvorledes semantiske identiteter og pejlemærker opbygges. Vi ser for eksempel på,hvorledes en semantik konstrueres med henblik på at kunne fungere ideologiskoverbevisende. Vi ser også på, hvorledes et nyt medium installeres og hvorledes detpåvirker mulighederne for at forme omsorgshandlinger på demensområdet. Dette fokuspå det konstruktive bringer analysestrategiske forskelle som medium-form og koblingdifferencei spil sammen med system-omverdensforskellen.Kapitlet er i øvrigt bygget op, så det former en rejse gennem de tremeningsdimensioner, startende med sagsdimensionen, hvor det undersøges,hvorledes socialpædagogikken styrker sin gennemslagskraft med henvisning til, at denudgør en slags naturlig indstilling i kommunikationen. Herefter går vi tiltidsdimensionen, hvor socialpædagogikkens afhængighed af sekventiel forstærkningundersøges. Og endelig slutter vi med socialdimensionen, hvor socialpædagogikkensafhængighed af asymmetri i relationen til den demente afdækkes nærmere.I fremstillingens (korte) fjerde kapitel er der fokus på spørgsmål C, der lød:C: Kan der på grundlag af det foregående stilles perspektiverende spørgsmål ellerudviklingsspørgsmål til socialpædagogikken?Enhver iagttagelse, ethvert perspektiv eller funktionssystem har sin blinde plet.Socialpædagogikken er refleksiv, den er iagttager af anden orden, men den er ogsåførsteordensiagttager. Intet perspektiv kan indarbejde omverdenens fulde kompleksiteti sin autopoiesis, det vil sin operationsmodus. Derfor kan man altid – ved at forskydeiagttagelsens referencepunkt – stille ethvert perspektiv nogle kritiske eller udviklendespørgsmål. Om disse spørgsmål kan bruges til noget i det praktiske liv, afgør suveræntdet system, der er i fokus. Hvad vi her – på det analysestrategiske plan - bringer i spil,er således igen system-omverdens forskellen, der i sin abstrakte form indeholder enafvisning af, at der skulle findes et iagttagelsespunkt, hvorfra alt andet kan16

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgunderordnes. System-omverdens-forskellen afløser som nævnt tidligere forskellen delhelhedinden for systemteorien netop for at understrege denne pointe..1.5 Resume af konklusionAd A) Det foreslås, at socialpædagogikken skaber sig plads ved gennembegrebsanalytisk arbejde at påvise og tydeliggøre den kontingens, der alleredeeksisterer på demensområdet – og dertil en ny nødvendighed. Nødvendigheden beståri, at det (jr. socialpolitikken) skal være anderledes, kontingensen i at det kan væreanderledes. På forunderlig vis bærer praksis allerede det anderledes i sig. Det betyder,at socialpædagogikken kan opfordre til forandring uden at virke nedladende elleruforstående – et taktfuldt forhold kan etableres og opretholdes.Det foreslås, at socialpædagogikken allerede med sin praksisrefleksion kan skabeproblemløsning på demensomsorgsfeltet ved at relativere forestillingen om, hvad etproblem er.Ad B) Det foreslås, at socialpædagogikkens funktion beskrives som dette at forøgerelevansen af og sandsynligheden for dementes egen deltagelse isamfundskommunikation og at socialpædagogikken sikrer sig tilslutningsduelighed påflere forskellige måder, hvor det dog er karakteristisk, at der i alle tilfælde bygges påasymmetrien i forholdet mellem omsorgspersonale og de(n) dement(e) (”det ermedarbejderne, der må ændre holdning til indholdet i opgaverne og måderne deudføres på, hvis der skal skabes ændrede vilkår for beboerne”, s. 69) og på detuafgjorte forhold mellem forskellige perspektiver i demensomsorgsindsatsen. Detsidste gælder særligt den organisatoriske beslutningskommunikation.Ad Ba) Socialpædagogikken indsætter livsløbet eller livshistorien som medium forformning af demensomsorgskommunikation – og som en erstatning for ellersupplement til anamnesen, der kun har øje for sygdommens determinerendeprogression.Ad Bb) Socialpædagogikken krydser grænsen mellem determinerende sygdom ogperson. Personsiden af forskellen markeres uden at det dog bliver muligt at slippe af17

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgmed sygdommens nedbrydende determinisme. Personen er en særdeles livskraftigkonstruktion i samfundskommunikationen. Socialpædagogikken kommer altså i dennegrænsekrydsning til at abonnere på en almindelig hverdagsindstilling.Ad Bc) Skal socialpædagogikken have held til at øge svært dementes personligekommunikationsrelevans og dermed sandsynligheden for at de kommer til at deltage ikommunikation kan man ikke nøjes med at satse på kommunikationens ”naturligeindstilling”. Man må søge forstærkning både i tidsdimensionen og i socialdimensionen.Holder vi os her til det sidste, må vi skelne mellem en blanding af ideologisk (stiller”uomgængelige” begrebspar op med en tydelig positiv side), magisk-rationel (legermed forskellen mellem viden og tro) og pragmatisk-legitimerende (analogislutning medhverdagssituationer) forstærkning. Dertil kommer en række helt konkretehandlingsanvisninger (handlingsredskabet som socialt acceptabel måde at forholde sigtil kompleksitet).Ad Bd) Socialpædagogikken uddyber den koblingskontekst i form af lovgivning, der påsamme tid forbinder og differentierer de forskellige perspektiver pådemensomsorgsindsatsen. Det gør den ved at tilbyde en ny semantik, der muliggørindsatsen på en ny, men uforudsigelig måde. Et eksempel på en sådan semantik erkontaktøen.Ad C. Man kan i forlængelse af det foregående stille flere spørgsmål tilsocialpædagogikken i almindelighed og demensomsorgen i særdeleshed:Hvordan kan demensomsorgskommunikationen bedst eller mest hensigtsmæssigtdisponere over medarbejdernes opmærksomhed?18

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg2. Socialpædagogikken somkontingensacceleratorSocialpædagogikken forbinder sig i sin egen forståelse med moderniteten. Det betyder,at den forbinder sig med usikkerhed, flere muligheder og individualisering. For at skabefleksibilitet og nytænkning på (aldrende, men for socialpædagogikken nye) felter, hvorsærlige vidensregimer og forestillinger har bidt sig fast, må den forsøge at accelerereoplevelsen af kontingens…….2.1 Forholdet mellem individ og samfund – lidt diagnostikI et funktionelt uddifferentieret samfund, der ikke bygger på én orden, men fleresideordnede og i en vis forstand konkurrerende ordener, bliver individets forhold tilsamfundet vanskeligere at bestemme eller afklare. Det gælder også i en sammenhængsom denne, hvor der er fokus på hjælp og omsorg.I et samfund, der uddifferentierer sig omkring forskellige afgrænsede funktioner, kander opbygges en langt højere grad af kompleksitet samtidig med at kapaciteten til athåndtere forskellige problemstillinger bliver større. Kompleksiteten betyder imidlertidogså, at betingelserne for individets deltagelse i forskellige dele af samfundslivet erforskellige. Fordi en person har fået en uddannelse, er det nok sandsynligt, men sletikke sikkert, at han tjener penge og har mulighed for selvstændigt og ved egne midlerat deltage i det økonomiske liv. Fordi en person har indflydelse i politik, er det ikkesikkert, han bliver respekteret hjemme i familien – vanskeligheder i så henseende kanhan måske netop få, hvis han forsøger at trække sin politiske status med ind ifamilielivet som en begrundelse for at nyde privilegier. Den øgede kompleksitetforsøges i det moderne samfund håndteret i samfundets organisationer, der gernekoncentrerer deres virksomhed omkring bestemte ledende koder og funktionsmedier. I19

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorguddannelsesinstitutionen er det for eksempel pædagogikken, der dominerer; i denprivate virksomhed er det økonomien og ved domstolene et det juraen.I forbindelse med udviklingen af velfærdsstaten er der kommet hjælpeinstitutioner ogorganisationer til, der i begyndelsen – i forrige århundrede - var specialiserede omkringbestemte fagligheder og tilgange afhængig af, hvorledes man opfattede de nødstedtepersoners primære problemstilling: Om de var sindslidende, dumme eller dovne,vanføre eller uduelige, umodne eller gamle.Hjælpeområdet må reflektere samfundets inklusions-/eksklusionsområder på en andenmåde, end tilfældet er på andre samfundsområder. På andre samfundsområder kanman, hvis individet ikke bliver accepteret eller ikke kan gøre sig gældende, bedre kantillade sig at forvente, at individet bliver ”samlet op”/”hjulpet på benene” andetsteds. Påhjælpeområdet er der i dag udviklet komplekse forvaltningsorganisationer oginstitutioner, der i høj grad er ambivalente med hensyn til, hvilke koder, som skal ledehjælpekommunikationen. Alle funktionelle medier og koder synes at være relevanteeller søger at gøre sig relevante på dette ”opsamlende” felt, hvor der under alleomstændigheder ofte skal ydes en eller anden form for inklusion, om ikke andet så én,der træder i stedet for de inklusioner, som personen ikke kan opnå i de ordinæresystemer: Særligt tilrettelagt uddannelsesforløb til den, som ikke kan klare en ordinæruddannelse. Økonomisk hjælp til den, der ikke kan forsørge sig selv eller sine.Valgmuligheder til den, som ikke i andre sammenhænge er i stand til at optræde somvælgende. Inddragelse af den, som ikke i andre sammenhænge er vant til at blive hørt.Støtte til den syge, der ikke længere kan behandles i sundhedssystemet.Anerkendelse er et begreb, der i de senere år har vundet indpas i det sociale arbejde.Individet har behov for og vel nærmest ret til anerkendelse, hævdes det i de populæreanerkendelsesteorier. I et komplekst og funktionelt uddifferentieret samfund kananerkendelse ikke stå for noget meget entydigt. Lige så mange funktionellesamfundssystemer der findes, ligeså mange måder at anerkende på må i princippettages i betragtning.Det moderne menneske er vant til at pendle imellem og indtage eller blive udsat formangfoldige subjektpositioner/subjektiveringer. Og måske kan man i forlængelse herafsige: I det moderne samfund er det en forlegenhedsstrategi eller -situation, om tiltalen20

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgaf en person begrænses til kun et enkelt perspektiv. Vil nogen hævde, at en person ersyg og først og fremmest syg, vil andre være parate til at hævde at den pågældendemest er borger. Vil nogen hævde, at en person først og fremmest er borger, vil andrevære rede til at hævde, at den pågældende mest er en ressource.Kommunikationssystemerne søger alle – hver for sig – at gøre individer – alle individer– relevante for netop deres kommunikation.Ved hele tiden at konstruere nye begreber og subjektiveringsmuligheder sikrerfunktionssystemerne aktiveringen af deres egen kommunikation på samfundssiden afgrænsen mellem samfund(ene) og individ(erne), ligesom de sikrer, at der hele tiden ertilslutningsmuligheder for fortsat kommunikation. Savner retssystemet over for engruppe af mennesker nationale positivretlige rettigheder som igangsætter forkommunikationen, er det i dag sikret, at man kan gå videre til de internationalemenneskerettigheder, som gælder universelt for alle mennesker. Selvom det er oplagt,at en persongruppe er uden mulighed for at påvirke noget som helst, må det politiskesystem hævde, at der er mulighed for mægtiggørelse. Selvom personer regnes formentalt retarderede i svær grad, må det pædagogiske system insistere på, at det givermening at lede efter ressourcer. En stivnet forvaltnings-, institutions eller hjælpekultur,der ikke ser disse subjektiveringsmuligheder og muligheder for at italesættehjælpearbejdet på en fleksibel måde kan, givet de ovennævnte muligheder, påkalde sigkritik. Det samme kan naturligvis en kultur, der har indbygget denne kontingens i sig(fordi det netop kunne være anderledes), men den kan svare bedre for sig...Socialpædagogikken beskriver sig selv – i forlængelse af den tradition, der ikke mindsttegnes af Natorp - som en refleksion over forholdet mellem individ og samfund. I derefleksioner, der breder sig i pædagogiske lærebøger, abonneres påmodernitetsfilosoffer og sociologer som Kant og Giddens, og kernen i dem er, at dermed moderniteten er indledt et mere komplekst individ-samfundsforhold med en højeregrad af uafgjorthed, ubestemthed, sammenlignet med førmoderniteten, hvor traditionenhavde mere magt. Centralt i den socialpædagogiske refleksion er således det modernemenneskes kontingenserfaring stillet overfor et samfund, der ikke på samme mådesom tidligere er i stand til at give mennesket til sig selv – eller med en meresubjektteoretisk formulering: give subjektet til sig selv. Kontingens betyder i dennesammenhæng erfaringen af, at tingene også kunne være anderledes (realiteten som21

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorghverken nødvendig eller umulig). Systemteorien uddyber dette forhold og viser, idetden opløser forestillingen om individet og samfundet som to modstillede enheder, hvorikompleksiteten nærmere består. På samfundssiden sker det som nævnt medhenvisning til samfundets uddifferentiering i en række forskellige funktionelle systemer.Denne diagnostiske præcisering vil vi få brug for senere i fremstillingen.Begrebet kontingenserfaring er fra det systemteoretiske vokabularium. Begreber somusikkerhed og kompleksitet er mere almindelige i den pædagogiske litteratur. I denpædagogisk-kritiske tradition bruger man gerne begrebet fremmedgørelse, idet detmoderne vilkår beklages, ligesom det modsatte forhold også beklages, nemlig nårsamfundet optræder mere entydigt og magtfuldt. Så tales der om undertrykkelse.Måden hvorpå pædagogikken forsøger at formidle mellem de to, undertrykkelsen ogfremmedgørelsen, er ved at kræve af samfundet, at det giver mulighed for den enkeltesselvrealisering. Det siger sig selv, at pædagogikken på samfundets vegne er rede til atpåtage sig et stort ansvar med at tilvejebringe forudsætningerne for denneselvrealisering. I socialpædagogikken bruges ikke altid ordet selvrealisering. Måskeunder indtryk af, at det er marginaliserede mennesker, man har med at gøre,formulerer man opgaven som: At realisere den enkeltes medborgerskab (Jan Jaap,?)….De forskellige samfundssystemer forøger deres tilslutningsevne ved at konstruerestadigt nye subjektiveringsmuligheder. Socialpædagogikken har det som en del af densselvforståelse at medvirke ved realiseringen af disse muligheder – også for demennesker, der har vanskeligheder af den ene eller den anden art.Hvor retten kan slå sig til tåls med, at retlige kommunikationsmuligheder aktiveres viapersonlig repræsentation (værgemål er det klassiske eksempel) og foldes ud på dennemåde, er det vigtigt i et socialpædagogisk perspektiv, at den funktionshæmmede selvsom person (eksempelvis den demente) bidrager til realiseringen af hanssamfundsmæssige kommunikationsmuligheder. Ellers er det vanskeligt at tale om hamsom en del af det sociale fællesskab. Socialpædagogikken handler om at skabepersoner……Inden vi går nærmere ind i spørgsmålet om, hvorledes socialpædagogikken udarbejderforholdet mellem individ og samfund med særligt henblik demensomsorgsarbejdet, skalder meget kort og i punktform beskrives nogle forudsætninger vedrørende22

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgpædagogikken som et særligt funktionssystem med sin særlige meningshorisont.Nogle af disse forudsætninger vil blive uddybet, hvor det falder naturligt isammenhængen.Pædagogikken former mediet barn med henblik på barnets sociale tilslutningsevne. Idag hvor pædagogikken breder sig langt udover den fase af livet, som vi betegnerbarndommen, foreslår Luhmann livsløbet eller livshistorien som det medium, derformes af uddannelsessystemet eller det pædagogiske system.Pædagogikken er i modsætning til socialisationen den bevidste og målrettedebestræbelse på at skabe integration mellem menneske og samfund.Pædagogikken er uddifferentieret som den gode hensigt om at uddanne – og adskillersig først og fremmest derved fra alle mulige andre samfundsmæssigekommunikationer, for eksempel politisk kommunikation eller retlig kommunikation.Pædagogikken deler verden i ressourcer og ikke-ressourcer og i det der kan formidlesoverfor det der ikke kan formidles.Tager vi udgangspunkt i det sidste og herfra nærmer os det sociale arbejdsfelt, nemligdemensomsorgen, der er fokus for denne fremstilling, kan vi bestemmesocialpædagogikken i demensomsorg som den pædagogik (eller pædagogiskeintention), som, idet den retter sin socialpædagogiske formidling modomsorgspersonalet, håber at bidrage til en ændring (en mere pædagogisk orientering)af forholdet mellem personalet og de demente i retning af en skærpelse affølsomheden for den enkelte dementes ressourcer med henblik på realiseringen afdennes samfundsmæssige muligheder, det som af nogen, blandt andre mangepolitologer, betegnes medborgerskab.Når vi taler om demensomsorgsfeltet kræver dette også en afgrænsning.Demensomsorg kan – hvis første led i begrebet understreges - skelnes fra andre typeraf omsorgsarbejde, fx omsorgsarbejde i relation til børn eller omsorgsarbejde i forholdtil (andre) psykisk syge. Understreges anden led i begrebet – ”omsorgs-”begrebet –kan demensomsorg skelnes fra en indsats, der primært er behandlende (i etsundhedsmæssigt hjælpeperspektiv) eller en indsats, der primært er en hjælp-til-23

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgselvhjælp eller en udviklende hjælp (i et socialt arbejdes eller socialpædagogiskperspektiv). Som det vil fremgå, udfordrer socialpædagogikken dog den forestilling omomsorg, at denne ikke kan operere med visse udviklingsintentioner.Demensomsorgen som et særligt hjælpeområde, traditionelt behersket af etpsykopatologisk vidensregime og en stærk forestilling om den omsorgsmæssigehandlesikkerhed i en fast antaget institutionshjemmel, fremtræder i disse år som et feltunder fornyelse, betinget af nyudviklinger inden for socialpolitik, ret og viden på detmedicinske-psykologiske område.Socialpædagogikken griber fat i de tendenser, der findes i feltet, for at skabe plads tillæring og nykonstruktion i organisation og interaktion.2.2 Magt og tvang i demensindsatsen (magt som anledning forsocialpædagogikken)2.2.1 Magt, selvbestemmelse og omsorg(spligt)Socialpædagogikkens indgang til indsatsen på demensområdet ermagtanvendelsesproblematikken. To overordnede hensyn eller værdier er bærende påområdet: Den ene er værdien ”omsorg”, den anden er ”selvbestemmelsesretten”. De toværdier mødes i det, der her kaldes magtanvendelsesproblematikken.Det er ikke sådan, at socialpædagogikken er fuldstændig ny på demensområdet. Påbistandslovens tid var det således forudsat, at indgreb overfor voksne med vidtgåendepsykiske handicaps kun blev anvendt i det omfang pædagogiske midler havde vist sigutilstrækkelige (jf. Socialmin. bek. nr. 568 af 21.12. 1979 om magtanvendelse m.v. iinstitutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap).Socialpædagogikkens forbindelse til omsorgsarbejdet og tilmagtanvendelsesproblematikken har fra begyndelsen, ikke bare på demensområdet,men mere bredt, været formaliseret i de retningslinjer, personalet har skullet agereefter.Demensområdet er i lighed med andre omsorgsområder, der traditionelt har væretpræget af en medicinsk-sundhedsfaglig vinkel på opgavevaretagelsen, i stigende grad24

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgkommet under pres med krav om integration, normalisering og individualisering afindsatsen. I takt med denne udvikling, der satte ind allerede i 1950´erne med ensociologisk inspireret kritik af ”totalinstitutionen”, er den socialpædagogiske udfordringblevet både større og tydeligere. Kritikken af totalinstitutionerne var indledningsviskoncentreret om udviklingshæmmedes vilkår og ringe retsstilling. Siden bredte den sigtil andre områder og i slutningen af 90´erne til demensområdet. Det bemærkes, at deinstitutioner, der omtales her, er sociale institutioner, det vil sige institutioner udenfordet psykiatriske sygehusvæsen. Den vigtige afgrænsning til psykiatrien vender vitilbage til.I socialpolitisk sammenhæng har ”institution” traditionelt (siden 1800-tallet) betegnet enfælles bygningsmæssig, ideologisk og retligt reguleret ramme om offentlig forsørgelseog opdragelse af grupper af socialt udsatte eller marginaliserede mennesker, som påden måde har levet deres liv under opsyn, behandling eller pleje af ansat personale.Det skal i parentes bemærkes, at førnutidsformen i omtalen af ”institutioner” ikke skalindikere, at institutionerne helt er afskaffet. På det sociale område eksisterer de fortsatsom børneinstitutioner. Også på det psykiatriske område findes de som psykiatriskesygehuse. Endelig føres visse plejehjem videre efter gamle, men dog modificerederegler…..Reguleringen af institutionens forhold har bygget på dels forskrifter under lov niveau,dels antagelsen af en særlig institutionshjemmel, der indebærer, at selveindskrivningen på institutionen giver et hjemmelsgrundlag for de handlinger, somudføres i en naturlig tilknytning til institutionsopholdet uden at der foreligger et egentligtsamtykke hertil.… Institutionsbegrebet har således garanteret omsorgen overfor degrupper af personer, der måtte antages at være ude af stand til at drage omsorg for sigselv. Den samme garanti har imidlertid ikke kunnet ydes i forhold til den anden centraleværdi, selvbestemmelsesretten.I tidsdimensionen forbindes institutionen med en skematisk fastlagt døgnrytme med enaltovervejende bindende virkning for hele kollektivet af indskrevne personer, enregelmæssighed uden større plads til spontanitet og afvigelse, hvad enten deindskrevne nu har været sindslidende, udviklingshæmmede eller noget tredje. Isagsdimensionen forbindes institutionen (i hvert fald dem der har huset psykiskhandicappede) med diagnostisk ekspertise, stærk fokus på adfærd og25

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgadfærdsforandringer (typologiske forløb), minutiøse vurderinger af samme ogmedicinsk orienteret planlægning og pleje. Socialt kædes institutionen sammen med enhøj grad af asymmetri i forholdet mellem beboere og personale og med omsorgsnarere end med inddragelse og respekt for selvbestemmelse og integritet.Bistandsloven (ikrafttræden 1. april 1976) indleder en ny epoke i socialpolitikken, og detidligere principper for behandlingen af fysisk handicappede, udviklingshæmmede ogsindslidende mennesker ændres i forlængelse af principperne om normalisering (ogdermed individualisering) og integration. Decentralisering som organiseringsprincip børogså nævnes her, idet mange statslige centralinstitutioner udlægges (hvor de senereomlægges til bofællesskaber mv.) til amterne i 1980´erne. Først med serviceloven (lovnr. 454 af 10. juni 1997, ikrafttræden 1. juli 1998) blev imidlertid institutionsbegrebetafskaffet og i stedet erstattet med et princip om, at boligen (uanset form) skal væreborgerens hjem. Fordi mange institutioner netop kaldte sig ”hjem”, måtte man, nu hvorman i princippet havde afskaffet institutionerne, finde en anden og mere neutralbetegnelse for de nye ”hjemliggjorte hjem”. Denne betegnelse blev begrebet boformer.Centralt i udmøntningen af hjemliggjorte hjem er, at der skal være tale om et rum, somgiver mulighed for privatliv og selvbestemmelse. Borgeren må ikke behandles som enkategori i sit hjem. Ethvert menneske er individuelt og skal som udgangspunkt havehjælp efter en individuel behovsvurdering. Der skal laves individuelle planer forhjælpen. Den enkelte skal inddrages, i nogle tilfælde have egentlige valgmulighederosv.Med indførelsen of boformer bliver det muligt at adskille botilbud og pleje som grundlagfor en normalisering af hele indsatsområdet.De professionelle skal være opmærksomme på, om der er pårørende, der kan spille enrolle i tilrettelæggelsen af omsorgen samtidig med, at respekten overfor denfunktionshæmmedes selvbestemmelse og integritet opretholdes.Der ligger, som det kan ses, i ophævelsen af institutionsbegrebet et omarrangement afforholdet mellem omsorgsværdien og værdien om selvbestemmelse.Med gennemførelsen af disse tiltag imødegik man kritikken af ”totalinstitutionen”,ligesom man fra politisk hold sikrede en højere grad af overensstemmelse med de26

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorginternationale menneskerettighedskonventioner, der siden første verdenskrig er blevetstadigt flere og mere udbyggede – også på området for psykisk (og i øvrigt også fysisk)funktionshæmmede. Flere relevante konventioner kan nævnes i denne forbindelse,herunder Europarådets konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder ogGrundlæggende Frihedsrettigheder, Europarådets konvention om menneskerettighederog biomedicin, FNs standarsregler om Lige Muligheder for Handicappede, FNskonvention om borgerlige og politiske rettigheder.Særligt med hensyn til institutionsbegrebets ophævelse har dette sin baggrund i endiskussion om handicappedes ret til en bolig på lige fod med andre ioverensstemmelse med FNs erklæring om lige adgang for handicappede fra december1993. Udgangspunktet for en række organisationer under forarbejderne til lov omsocial service var, at alle skulle bo i boliger reguleret efter de almindelige boligretligeregler.Den retlige udfordring fra menneskerettighederne er oplagt deres universalitet. Hvordet retlige personbegreb (som i øvrigt har sit udspring i civilretten) var knyttet tilsamfundsmæssig status og muliggjorde en differentiering i forskellige grundlæggenderets positioner, der kunne tilskrives forskellige personer, betydermenneskerettighedernes personelle udstrækning, at denne mulighed er væk. MedZahle (?, s. 33-34) kan vi sige, at menneskerettighederne i dag vedrører en så brogetskare, at der ikke kan tales om rettigheder med et fast og ensartet indhold.Rettighederne, som i deres meget abstrakte form principielt deles af alle, skal i højeregrad omsættes konkret i forhold til enkeltområder og persongrupper, hvor demente ereen sådan gruppe.Vil man bevæge sig længere ind i den magtanvendelsesproblematik, der ersocialpædagogikkens indgang til demensområdet, må man indledningsvis skelnemellem omsorgen for psykisk habile og omsorgen for psykisk inhabile. Påhjælpeområdet vedrørende psykisk habile råder ”selvbestemmelsesretten”, næstenuden indskrænkning (indskrænkning kan kun komme på tale i nødretslige tilfælde). Påområdet for psykisk inhabile, hvortil demente må regnes, kan man derimod ikke ladeselvbestemmelsesretten råde fuldstændigt. Sidstnævnte område er differentieret i etkommunalt socialt område og et regionalt (tidligere amtsligt) psykiatrisksygehusområde. Det psykiatriske hospital er først og fremmest en behandlende27

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorginstitution, om end der under længerevarende ophold er en egentlig omsorgsopgaveved siden af den behandlende. Den kommunale boform er ikke en institution, men ethjem (der henvises i øvrigt til det just gennemgåede omkring de sociale institutioner ogsenere boformer). På trods af den formelle og institutionelle differentiering af området,er det de samme personalegrupper og til dels ”omsorgskulturer”, der genfindes deforskellige steder.Læger og sygeplejersker har traditionelt spillet er stor rolle på kommunale plejehjemmed demensafsnit eller andre sociale boformer for demente. Derfor er det ikke såunderligt, om disse afsnit og boformer har hentet væsentlige bidrag til deres”omsorgsmodel” fra psykiatriområdet, hvor definitionen af magt og magtanvendelse, jr.nedenfor, har været en anden end på det sociale område..På det sociale omsorgsområde hænger udøvelsen af magt sammen med udøvelsen afomsorgspligten. Dette gælder, selvom det heldigvis i de fleste situationer er muligt atudøve omsorg uden brug af magt (et sådant udsagn må selvfølgelig afhænge af, hvadvi nærmere forstår ved magt, jr nedenfor). ”Omsorgspligten” mistede som sagt sitretlige grundlag med den formelle ophævelse af institutionsbegrebet, hvilket førte til endiskussion om, hvilke regler der så skulle gælde for omsorgen af personer, der boede ide hidtidige institutioner eller i nye boformer. Det gjaldt særligt i forhold tilmagtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.Efter et udvalgsarbejde forestået af psykiatriudvalget (henvisning) blev omsorgspligtenigen præciseret, denne gang i selve serviceloven i forbindelse med en ændring, hvorogså et nyt sæt regler om magtanvendelse blev indskrevet (lov nr. 392 af 2. juni 1999om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på detsociale område).Reglerne i serviceloven om magtanvendelse overfor voksne handler om, hvorledes dennødvendige og dermed lovlige magtanvendelse i omsorgsarbejdet kan skelnes fra denunødvendige og ulovlige ditto. Samtidig er reglerne udtryk for et politisk ønske omnytænkning i det pædagogiske, omsorgs - og plejemæssige arbejde med personermed nedsat psykisk funktionsevne inden for det sociale område. Det fremgår nuudtrykkeligt af loven (§ 124 stk.1), at magtanvendelse aldrig må erstatte omsorg, plejeog socialpædagogisk bistand.28

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgReglerne har det centrale sigte at forrykke balancen mellem det nødvendige og detunødvendige, således at området for ”nødvendig” magtanvendelse bliver mindsket også lille som muligt. Opregningen af mulige indgreb i loven er for at understøtte dettesigte gjort udtømmende. Loven skelner mellem anvendelse af følgendeforanstaltninger: Brug af alarmsystemer, fastholdelse (herunder i tilfælde hvor detanses for nødvendigt i forbindelse med personlig hygiejne), tilbageholdelse i boligen,anvendelse af beskyttelsesmidler og optagelse i særlige botilbud uden samtykke.Efter den opfattelse af magtanvendelse, der traditionelt har hersket i behandlingen afpsykisk inhabile (eller psykisk syge) er magtanvendelse det, som foretages imod densyges vilje (læs: den behandling eller omsorg, der ydes modstand imod). Det følgerheraf, at behandling eller omsorg, som den syge passivt finder sig i, ikke opfattes sommagtanvendelse.Opfattelsen har været gældende på det sundhedsmæssige/psykiatriske område, hvorden har fundet støtte i lovgivningen helt frem til den seneste ændring af psykiatriloven i2006 (ved lov nr. 534 af 8/6 2006 om revision af psykiatriloven, herundertvangsdefinition, personlig skærmning, aflåsning af døre i afdelingen, øget lægeligttilsyn og ekstern efterprøvelse, ændret klageadgang m.v.). Som nævnt er det megetmuligt, at der har været en ”afsmitningseffekt” af denne opfattelse til det kommunaledemensomsorgsområde.På det sociale område har udgangspunktet nok været, at det for at yde omsorg erfornødent med et samtykke, men uden for de tilfælde, hvor der har foreligget aktivmodstand mod personalets foranstaltninger, har man været relativt hurtige til atacceptere, at der kan bygges på lidt tvivlsomme samtykkekonstruktioner, hypotetisksamtykke eller passivt samtykke (ikke at forveksles med stiltiende samtykke, der dendag i dag må accepteres) eller alternativt en institutionshjemmel. (Rapport fra udvalgetom psykisk handicappedes retssikkerhed). Det skal præciserende bemærkes, at detefter sundhedslovgivningen i hele den periode, vores beskrivelse har omfattet, harværet formelt udelukket (på grund af manglende hjemmel) at gennemføre medicinskebehandlingstiltag i tilknytning til den kommunale demensomsorgsindsats uden at derhar foreligget et samtykke. Sundhedsmæssig behandling uden samtykke kan nu somfør som altovervejende hovedregel kun ske efter psykiatriloven (er der tale ombehandling mod den pågældendes vilje, er behandling kun mulig efter psykiatriloven),29

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgder udelukkende gælder på de psykiatriske sygehuse. De formelle regler har dog ikkekunnet forhindre brugen af skjult medicinering på de sociale kommunale plejehjem ogboformer, hvilket er blevet kritiseret gentagne gange i samme periode..I dag, hvor området er tættere lovreguleret og institutionsbegrebet ophævet, er detsikkert, at der på det sociale område ikke kan opereres med de ovennævnte meretvivlsomme samtykkekonstruktioner. Et stiltiende samtykke kan accepteres, men detmå bygge på, at der er en grad af psykisk dækning for det. Det, at omsorgspligten erblevet præciseret i loven (lov om social service § 82), betyder, at der fortsat skal ydeshjælp, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte, men området for at ydehjælp uden samtykke efter denne bestemmelse må være snævert. Det forhold, at dengældende magtdefinition omfatter passivitetstilfældene, maner til stor forsigtighed, nårman bevæger sig på dette terræn. Tvang kan der naturligvis ikke være tale om atudøve efter denne bestemmelse.Udfordringen for demensomsorgen kan siges at bestå i på den ene side at fremme ogunderstrege selvbestemmelsesretten for at undgå magtanvendelse, på den anden sideat være opmærksom på og - om nødvendigt – udnytte muligheden for at begrænse denenkeltes selvbestemmelsesret for at undgå omsorgssvigt.Udfordringen kan med andre ord formuleres lidt forskelligt, alt efter om man betonerselvbestemmelsesretten, som man gør i dag, eller omsorgsforpligtelsen.Vægtlægger man omsorgen kan udfordringen lyde: At yde forsvarlig pleje og omsorg,om nødvendigt ved brug af magt, og samtidig, så vidt det er muligt, respektere denenkeltes selvbestemmelsesret (hellere magtanvendelse en gang for meget, end atrisikere at begå omsorgssvigt). Og med omvendt vægtlægning, den vægtlægning der idag synes at være den anerkendte. At respektere den enkelte selvbestemmelsesret ogskabe maksimale muligheder for udfoldelse af denne, samtidig med at det sikres, atder, så vidt muligt, ikke begås omsorgssvigt (hellere undlade omsorg med magtengang for meget, end en gang for lidt).Skal området for selvbestemmelsesretten udstrækkes maksimalt, må det ske underhenvisning til hensynet til individet. Skal området for selvbestemmelsesretten omvendt30

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgbegrænses, må det ligeledes – altovervejende - begrundes med hensyntagen tilindividet.På behandlingsområdet, hvor der kan kalkuleres med en egentlig bedring af tilstanden,hvis de rette helbredende eller socialiserende foranstaltninger iværksættes, kan denovennævnte modsætning opløses ved at skelne mellem personen nu og personensenere. En aktuel begrænsning i individets selvbestemmelse kan begrundes medmuligheden for at samme individ på et senere tidspunkt kan udøve en højere grad afselvbestemmelse.Denne mulighed for at opløse problemet er ikke oplagt på demensomsorgsområdet,hvor man i stedet må arbejde med andre opløsningsmåder. Det er her oplagt at nævneden ved lov indførte mulighed for, at en borger, som endnu har sin habilitet i behold,opretter plejetestamente, hvorved han forlænger sin nuværende selvbestemmelsesretind i en fremtid, han forestiller sig at kunne overskue…..2.2.2 Magt som socialpædagogisk anledningEfter denne mere beskrivende gennemgang af nogle udviklingstendenser pådemensområdet, vil vi gå nærmere ind i spørgsmålet om, hvorledessocialpædagogikken bruger disse som anledning til at skabe sig sin egen plads iomsorgsindsatsen på demensområdet.Når magtanvendelsesproblematikken er blevet kaldt socialpædagogikkens indgang tildemensområdet, kan vi ud fra det foregående skelne mellem to begrundelser herfor.Den ene er negativ, den anden positiv. Starter vi med den første, hæfter vi os vedmagtanvendelse som noget, der bør udgås med henblik på at beskytte den enkeltesintegritet og selvbestemmelse. Socialpædagogikken kommer her ind i billedet som enmulig og i hvert fald – som vi har set - obligatorisk foranstaltning til forebyggelse af(behovet for) magtanvendelse. Men der er også en mere positiv formulering: Et vigtigtformål med indsatsen på demensområdet er at forbedre den enkeltes sociale ogpersonlige funktion, udviklingsmuligheder og livsudfoldelse. Denne formulering trækkerpå vendinger i serviceloven og i det foregående er det blandt andet blevet fremhævet,at socialpædagogikken ser sin egen rolle i det at fremme virkeliggørelsen af denenkeltes potentialer i en social kontekst. En vigtig vej til en sådan31

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg”kompetenceudvikling” går gennem magtbegrebet, idet dette begreb rummer en afnøglerne til en ændret balancering af forholdet mellem selvbestemmelse og omsorg,hvilket må anses som en forudsætning for at (gen-)opdage den demente, herunder densvært demente, som en person, der dog kan besidde ressourcer til at deltage imeningsfuld kommunikation. En ændret opfattelse af magten i kommunikationen synesmed andre ord at kunne øge sensibiliteten i forhold til den enkelte dementeskontaktforsøg og kommunikative ressourcer.Socialpædagogikken er sit eget system, sin egen autopoiesis, sin egenoperationsmåde. Det er meget vigtigt at holde sig for øje i en systemteoretisksammenhæng. Socialpædagogikken er refleksiv i forholdet til sin omverden og kopiererfor så vidt hele tiden sin egen system-omverdensforskel ind på indersiden af sinomverdensgrænse. At socialpædagogikken er refleksiv betyder imidlertid ikke, at denkan relativere sig selv ved at inddrage alle mulige iagttagerperspektiver i sin egensærlige kommunikationsmodus. Enhver forestilling om socialpædagogikken som enmeningsfuld enhed ville opløses, hvis socialpædagogikken skulle rumme alle de muligemåder, hvorpå den kan iagttages af sin omverden. Det ville være alt for belastende ogmuligheden for at opnå konsensus internt ville blive umuliggjort. Det forhold at der påden måde er grænser for kompleksitetsopbygning, er blevet kaldt den ”konjunktionelle”logiks umulighed. Det spørgsmål melder sig, hvorledes systemet løser dette problemog svaret er, at det indarbejder de forskellige omverdenssystemer som paradokser ikommunikationen – det vil sige at der udarbejdes forenklinger, der fører tilmodsatrettede anbefalinger, som igen åbner for valg.Når vi fastholder, at socialpædagogikken er sit eget system, fastholder vi samtidigalvoren i overskriften til dette kapitel. De socialpolitiske og retlige tendenser, der just ergennemgået uden at de i gennemgangen er holdt tydeligt adskilt, er ikke tendenser,der direkte influerer socialpædagogikkens måde at udfolde sig på demensområdet,men socialpædagogikken bruger dem som anledning.Socialpolitisk er socialpædagogikken en del af et magtspil, et spil der handler om atstyre og forandre, om at udøve magt i en bevidsthed om grænserne for magt, mensocialpædagogikken kan ikke et gennemskue, hvordan det indgår som instrument ellerteknologi i en politisk plan eller som en del af en symbolpolitik. Politikkens medium ermagten og den deler verden i regering og opposition. Pædagogikkens logik er en32

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorganden, men den kender det paradoks, som betegner kravet om autonomiens ogkausalitetens samtidige tilstedeværelse, som også kendes fra styringslogikken. Ipædagogikkens udgave hedder det, at man i opdragelsen til frihed må forudsættekausale påvirkningsmuligheder. I mødet med det politiske system genkendersocialpædagogikken fra sit eget ”opdragelsens paradoks” det samtidige politiske kravom at være fri (moderne styring forudsætter selvstyring eller autonomi) ogforudberegnelig som en mekanisme, der på triviel vis i ikke-trivielle omgivelser kantransformere et nærmere bestemt input til et nærmere bestemt output.Socialpædagogikken forsøger at afbalancere disse krav. På den ene side påberåberden sig at være en indstilling, en holdning, der er parat til at møde en verden afusikkerhed og ikke-forudberegnelighed. Den nægter så at sige at lade sig reducere tilmetode eller teknologi. På den anden side bestræber den sig på at levere redskaber tilbrug i en praksis, der skal udtømme de socialpædagogiske muligheder, førendmagtanvendelse kan finde sted.I et politisk perspektiv er det en vigtig socialpædagogisk funktion at selektere detilfælde, hvor magtanvendelse er ufornøden fra de tilfælde, hvor magtanvendelse ernødvendig. Socialpædagogikken som redskabssamling kan udfylde denneselekterende funktion (”nu har vi prøvet ”kontaktøen”, de kreative ”afledninger”,”girafsproget” osv. og intet hjælper…ergo….). Socialpædagogikken som fri impuls, sometisk indstilling, kan imidlertid ikke levere en helt tilfredsstillende socialpædagogiskbegrundelse for en magtanvendelse, der aldrig vil kunne kaldes faglig nødvendig, menmåske nok en lidt pinlig forlegenhedsforanstaltning.Retten er en kompleks input- og outputorienteret mekanisme, der efter et traditioneltideal om retssikkerhed skulle fungere på en forudsigelig måde, ja, nærmest som entrivialmaskine. Helt så enkelt fungerer den moderne ret imidlertid ikke. Retssystemet erinputorienteret, når det ”henter loven ind” som den kilde, der skal garantere den retligeargumentations enhed og et stykke hen ad af vejen determinere dets output. Enhverretlig argumentation har sit afsæt i loven som det centrale udgangspunkt, men loven eri dag en forskrift, der forudsætter en proces, hvorved den udmøntes i praksis. Hertilkommer, at love suppleres af andre høj abstrakte og komplekse kilder.Menneskerettighederne og udfordringen herfra er nævnt. Udover at der altså skalforetages komplicerede fortolkninger eller udfyldninger, hvor retsanvendelsen hele33

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgtiden forløber i en tæt dialog med ”faktum” er retten også outputorienteret. Denmoderne retsanvender formodes også at tage hensyn til virkningen af sine afgørelser.Ligesom da vi ovenfor behandlede socialpædagogikkens forhold til socialpolitikken, erdet også i forholdet til retten sådan, at socialpædagogikken ikke kan lave enretssikkerhedsberegning af sine egne forhold, idet den så at sige indarbejder rettensfulde kompleksitet i sin egen kompleksitet.Det, socialpædagogikken opfanger, er et samtidigt krav om objektivering ogsubjektivering. En retlig orientering indeholder for socialpædagogikken på den ene sideen orientering mod en objektiv ramme, der kan lede praksis ved at sætte en tydeliggrænse mellem lovlighed og ulovlighed. På den anden side er retten ikke noget udenkonkretiserende fortolkning eller skøn og dermed uden individualiserende tilpasning tilden enkelte situation. Formidlingen af det objektive og det subjektive moment er forkompleks for socialpædagogikken, hvorfor der for den alene fremstår etmodsætningsfuldt valg.Subjektivering henholdsvis objektivering kan vælges alt efter, hvorledes detambivalente pendul svinger.Magtanvendelsesreglerne styrker måske nok retssikkerheden for borgeren, men deresbetydning for det pædagogiske system kan pædagogikken ikke entydigt fastslå. Reglerkan både blive overholdt og ikke overholdt, de vil give anledning til såvel lovligeomsorgshandlinger som ulovlige handlinger, der vil blive påklaget eller ikke påklaget,hvorved reglerne vil blive håndhævet eller ikke håndhævet. Men hvordan fordelingen aflovligheder og håndhævede ulovligheder vil påvirke læring og læringsparatheden påfeltet, er vanskeligt at vurdere. For eksempel er det usikkert om magtanvendelsesreglerog regler om indberetning af magtanvendelsestilfælde vil styrke en ”åben læringskultur”eller tværtimod modvirke læring i en åben dialog personalet imellem eller imellemledelse og personale. På samme måde er det vanskeligt at vurdere om reglerne styrkeren socialpædagogisk tilgang til omsorgsarbejdet eller ej.Socialpolitik og -ret danner en del af forudsætningerne eller mulighedsbetingelsernefor, at socialpædagogikken kan folde sig ud på demensområdet. Det betyder imidlertidikke, som det er fremgået, at socialpædagogikken er et kausalt produkt af noglesocialpolitisk-retlige udviklingstendenser. Lad os afslutningsvis kigge lidt nærmere på,34

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorghvorledes socialpædagogikken bruger de nævnte tendenser som afsæt for at udfoldesine egne formål. Hvis socialpædagogik handler om at skabe læring, et grundlag forforandring og nykonstruktion, må det i første omgang dreje sig om at tydeliggørekontingens, at sandsynliggøre at verden kan se anderledes ud. Idetsocialpædagogikken eksternaliserer retten som en objektiv faktor, en fast ogretningsvisende ramme for indsatsen, kan den, jf. ovenfor, sætte trumf på: Ikke blot kanverden se anderledes ud: Den skal se anderledes ud. Den skal dannes i socialrettensbillede med socialrettens måde at (om-)arrangere forholdet mellem selvbestemmelseog omsorg.Det er her, hvor mulighedens ”kan” og det bydende ”skal” mødes, i gengivelsen af denye regler om magtanvendelse, at socialpædagogikken tager sit dekonstruktiveudgangspunkt. Socialpædagogikken må for at skabe plads til læring gå efter deformodede identiteter og grundlæggende ontologisk sikrede orienteringspunkter i ensundheds-medicinsk demenskultur og afsløre dem som iagttagelser, der kunne gøresanderledes.Tager man udgangspunkt i magtanvendelsesreglerne kan man gå i kødet på enopfattelse, der som noget selvfølgeligt relaterer magten til overvindelse af modstand.Denne opfattelse har god støtte i en hverdagsforestilling ligesom den som tidligerenævnt også har fundet støtte i den indtil for nyligt gældende psykiatrilov.Om de nye regler kan vi opsummerende sige, at de udtrykker en ny opfattelse afmagtanvendelse på det sociale inhabilitetsområde, en opfattelse der skal ses som etled i afinstitutionaliseringen, normaliseringen og individualiseringen af hele det socialeomsorgs- og behandlingsområde og som en tilnærmelse til, hvad der til enhver tid mågælde på et normalområde, herunder også på fx det almindelige somatiskesundhedsområde. Efter denne opfattelse, kan magtanvendelse ikke begrænses til brugaf tvang. Magtanvendelse er enhver omsorg eller behandling, som den pågældende,der hjælpes, ikke samtykker til eller ikke kan samtykke til. Magtanvendelse kan dermedforekomme uden at der øves modtand imod en given indsats. Det, der skillermagtanvendelsestilfældene fra almindelig omsorg er i princippet den dementespsykiske forhold, det vil sige forstår han og kan han overskue og godkende denprofessionelles forslag eller kan han ikke.35

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgEgentlig modstand mod omsorgshandlinger bliver i det praktiske omsorgsarbejdeopfattet som et objektivt holdepunkt i arbejdet, en klar markør, der tydeligt fortæller,hvornår man skal være særlig varsom. Kan man ikke længere nøjes med at orienteresig efter disse mere objektive holdepunkter for en skelnen mellem magtanvendelse ogomsorg uden brug af magt øges sensibilitetskravene til demensindsatsen, derudfordres på sin kommunikative formåen. Demensindsatsen tvinges så at sige til atforholde sig til den syges selvforhold, der for en principiel betragtning må anses forværende utilgængelig for den..Ved indledningsvis at placere demensomsorgen overfor rettens bydende ”skal” og detobjektivitetstab, der følger med dette, opnår socialpædagogikken at åbne for helemagtproblematikkens ”kan”. Det spørgsmål, der melder sig, når kontingenserfaringenførst er indtrådt, er, hvilke andre muligheder der eksisterer for at italesætte magt. Denændrede magtdefinition i lovgivningen bliver altså socialpædagogikkens anledning til attage magtproblematikken under bred behandling.(I Muusmann rapporten (2006), som evaluerede det pilotprojekt, der førte til det storeSPIDOprogram, konstateres det (s. 35), at personalet har fået bedre kendskab tillovgivningen, selvom denne egentlig ikke indgik i undervisningsprogrammet.Lovgivningen har senere fået en selvstændig plads i programmet, men skal tydeligvisstadigvæk først og fremmest fungere som anledning til en bredere magtrefleksion. Afrapporten (s. 50) fremgår endvidere, idet der samles op på undersøgelsensfokusgruppeinterviews: ”Medarbejderne vurderede, at kurset og forløbet i særlig gradhavde medvirket til en øget bevidsthed omkring magtanvendelse, samt at dennebevidsthed havde bevirket igangsættelse af en kreativ proces hos medarbejderne.Dette på trods af, at flere medarbejdere fremførte, at de kendte de socialpædagogiskemetoder i forvejen” ).Socialpædagogikken har en væsentlig inspiration fra socialpsykologi og sociologi, ogdet er herfra, den finder stof til at fortsætte sin udfordring af demensomsorgen. Skalman have fat i, hvad magt er eller kan være, kan man ikke nøjes med at skelne mellemtvang på den ene side og passiv eller aktiv accept på den anden. Magten er ifølgesocialpædagogikken mere diffus. Magten kan være bevidst eller ubevidst. Den kanvære direkte med en grad af formalisering (hvad enten den som beslutning er lovlig36

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgeller ulovlig), men den kan også være indirekte som en uformel definitionsmagt ellermanipulerende bevidsthedskontrol.Magten er, iflg. socialpædagogikken, en del af dagligdagen. Den er ikke nødvendigvissynlig, ej heller en substans, man kan besidde og benytte som en ressource, der tillejligheden kan trækkes frem og fungere som årsag for nærmere specificeredevirkninger. Snarere end at fungere som årsag ses magten som effekt af etmodsætningsforhold. Magten har med gensidighed og mangel på gensidighed at gøreog socialpædagogikken minder om, hvorledes giverrollen (hjælperrollen), idet dennetop bygger på en relation med mangel på gensidighed, let kommer til af producere etmagtfuldt forhold.Disse mere abstrakte bestemmelser af magtbegrebet, hvor magten bliver enallestedsnærværende realitet uden at der tegner sig et klart modbegreb, kunne let føreos til den konklusion, at magten ikke blot er en kritisk, men også en produktiv faktor. Ien socialpædagogisk sammenhæng er det dog magten som et begreb, der kan tjeneden kritiske praksisrefleksion, som er i fokus. Hele magtdiskussionen er forbundet meddet centrale afsæt i forholdet mellem omsorg og selvbestemmelse og tjener formålet atforøge spændingen og usikkerheden mellem disse ved at aktualisere spørgsmålet:Bliver den dementes ret til selvbestemmelse tilgodeset i tilstrækkelig grad i det dagligeomsorgsarbejde? Bliver arbejdet med de demente i for høj grad bestemt afomsorgsværdien?Når spændingen mellem de to ovennævnte værdier forøges, afbalanceringen af demforandres, sker der også noget med en række af de andre begreber på feltet; begreberder har det til fælles, at de i flere år har udgjort nogle ret entydige orienterings- ellerpejlepunkter i den daglige demensindsats i dens forsøg på at realisere ”det gode liv” forde demente. Nu afslører også disse begreber sig som mere tvetydige, idet det visersig, at de lader sig fortolke på mindst to måder, nemlig både med henblik på hvad viher vælger at kalde en ”ydre” omsorgsmæssig vision om det gode liv (densundhedsmæssige omsorgsvision?) og en ”indre” selvbestemmelsesorienteret visionom det gode liv (den socialpædagogiske vision?). Begreberne, vi taler om her, erbegreber som værdighed og identitet.37

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgDet traditionelle omsorgsarbejde på demensområdet har identificeret sig medforestillingen om ”værdighed” for den enkelte. Modstykket til værdigheden og altså detmodbegreb, der holder betydningen af værdighed på plads, fremstilles gerne som det”ydmygende”. Skal man have fat i, hvad værdighed betyder, er det derfor nødvendigt atkigge nærmere på relationen til det ydmygende. Hvorledes kan denne relationopfattes?I det traditionelle omsorgsarbejde bliver begrebet ydmygende koblet til begrebet omværdighed i en ydre forstand. Værdigheden er i denne relation altså en kendeligstørrelse, der kan forbindes med en indre tilstand. Det ydmygende består i, at dendemensramte udstiller sit indre handicap eller viser omverdenen, at han ikke kanbeskytte det billede af selvstændighed og evne til at klare sig selv, som han tidligerehar kunnet projicere. Hjælpearbejde kan i denne optik fremme værdigheden ved athjælpe den enkelte med at fremstå så normalt som muligt. Kan den enkelte ikkelængere erkende et behov for at vaske sig, må man sørge for, at han alligevel blivervasket.I den socialpædagogiske version af hjælpearbejdet kobles det ydmygende derimodtættere til begrebet selvbestemmelse som et udtryk for en indre autonomi, der kræveren ydre anerkendelse. Man taler i den forbindelse også om selvværd. Det ydmygendefremkommer så ikke først og fremmest derved, at den funktionshæmmede viser sinebegrænsninger (det gør vi jo alle i et eller andet omfang). Det ydmygende fremkommer,når den (rest af) autonomi vi formodes at have som mennesker ikke respekteres.Ved dog at holde begge værdighedsformer åbne, skaber socialpædagogikken enspænding i begrebet, som er tendentielt øger kompleksiteten i demensarbejdet.Med hensyn til integritetsbegrebet har dette den samme kvalitet, at man kan skelnemellem en indre og en ydre tilnærmelse til begrebet. Igennem den indre tilnærmelse tilintegritetsbegrebet knyttes an til spørgsmålet om identitet som en indre oplevelse ellertilstand. En ydre tilnærmelse vil derimod knytte an til begrebet omdømme.2.2.3 Magtrefleksionen som kim til problemløsningVi har indtil nu fokuseret på magtanvendelsesproblematikken som en potentieltåbnende og kontingensfremkaldende eller – accelererende problematik. Som enkonsulent siger det i forbindelse med et SPIDOforløb: Magten kan være svær at forlige38

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgsig med, for personalet har ikke ønsket at stå i en magtfuld position. Lykkes det derforat sætte spørgsmålstegn ved, hvad magtanvendelse egentlig er og lykkes det herunderat synliggøre magtanvendelse som noget, der ikke bare har med tvang at gøre, det vilsige som noget videregående, der kan være vanskelig helt at undgå, har man bidragettil at ryste den gældende orden. Demensomsorgen bliver åben for selvrefleksion..Det siger sig selv, at socialpædagogikken ikke kan nøjes med at virke som endekonstruerende eller udfordrende faktor, den må også være med til at bygge op, hvisden skal have en chance på feltet. Socialpædagogikken forsikrer i den forbindelse om,at en asymmetrisk relation sagtens kan være en ligeværdig relation. Men asymmetrienslipper man ikke for i et socialpædagogisk perspektiv på omsorgsforholdet. Tværtimodbygger socialpædagogikken kraftigt på den asymmetriske relation, der er nødvendig forat rekonstruere den demente som ”person” og skabe en (ligeværdig) relation præget afmeningsfuld kommunikation. I kapitel 3 går vi tættere på spørgsmålet om, hvorledessocialpædagogikken bygger en ny (asymmetrisk) kommunikativ orden op med enhøjere grad af sensibilitet over for den demenssyge som et kommunikerende individ.Her vil vi kort stille spørgsmålet, om allerede den øgede usikkerhed ogkontingenserfaring bringer kimen til en løsning på de problemer, som opleves pådemensområdet.Knytter vi an til det foregående om, hvorledes (samme) værdier, når de udstilles i derestvetydighed, pludselig kan give anledning til ret forskellige fortolkninger af det gode liv,kan det umiddelbart indses, at også ”problemer” må være iagttagerrelative størrelser.I et systemteoretisk perspektiv er det banalt, at systemer har hver deres omverden ogat det, der opfattes som problemer, er afhængig af det enkelte systemets egen måde atreproducere sin system-omverdens-forskel. Ved at iagttage hvorledes det traditionellesundhedsmæssige omsorgssystem iagttager problemer på demensområdet og ved atgøre denne iagttagelse synlig som en iagttagelse, der kunne være anderledes,optræder socialpædagogikken som andenordensiagttager. Det betyder ikke, at den erhævet over den sundhedsmæssige iagttagelse, som i den forbindelse benævnesførsteordensiagttagelse. Socialpædagogikken er også selv en førsteordensiagttagelse.Selve den oplevelse, at man kan se noget, man opfattede som et ”objektivt problem”,fra en anden iagttagerposition, hvorfra problemet måske ikke helt forsvinder, men ser39

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorganderledes ud, kan bidrage til en løsning af ”problemet”, der relativeres på en mådesom kan virke forløsende i forhold til at tænke alternativt. En acceptabel ”her og nuløsning” kan efter et skift i iagttagerperspektiv måske være at udsætte en løsning på etproblem, der i første omgang virkede påtrængende. På den måde vindes både tid til atse situationen nærmere an og chancen for, at problemet forsvinder af sig selv eller afandre årsager end, at der gribes direkte ind.I det demensundervisningsforløb, som danner afsættet for nærværende refleksion, harman taget udgangspunkt i deltagernes, det vil sige personalets, erfaringer fradagligdagen. Der er derfor i forløbet sket en større opsamling af ”problemer” frapraksis; problemer som man har vendt og drejet og problematiseret for deresproblemmæssighed.Det er ikke uden videre oplagt, hvorledes man skal se på, at en ældre dement mandforsømmer sin personlige mundhygiejne, hvorved han undertiden – til personalets lede- lugter råddent ud af munden, hvilket dog ikke synes at genere de venner, blandt deandre i kredsen af demente, som han tilsyneladende hygger sig vældigt med.En pendling mellem forskellige perspektiver, for eksempel et sundhedsfagligt og etsocialfagligt, kan åbne øjnene for, at problemer ikke bare er problemer…2.3 Demens (medicinsk-psykologisk viden som anledning forsocialpædagogikken)Sokrates citeres ofte for bemærkningen: Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved.Eftersom Sokrates blev og bliver anset for at være en meget vidende mand, kanbemærkningen opfattes som en spøgefuldhed eller som et selvironisk udsagn, dersætter den menneskelige videns kapacitet i forhold til den videns mængde, der kanakkumuleres i hele verden. Dog, der er snarere tale om, at Sokrates med sin pudsigevending sætter fokus på det dynamiske forhold mellem viden og ikke viden. NårSokrates markerer viden, er ikke-viden forskellens anden side og dermed det begreb,den horisont, der afgrænser, hvad viden kan være, men viden er refleksiv, vidende omat være viden, og derfor kan det ikke undgås, at ikke-viden dukker frem som et resultataf viden. I en videnskabelig sammenhæng er det velkendt, at viden er limentionalitet,en grænse der hele tiden søges flyttet i takt med at nye områder af ikke-viden kommer40

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgtil syne i videnslandskabet. Det er altså ikke sådan, at jo mere man ved, des mindre erder tilbage at vide noget om. Tværtimod: Viden avler ikke-viden. Når viden bliverstørre, bliver også ikke-viden større.Viden på demensområdet er blevet større og mere kompleks i de senere år.Gerontopsykologien beskrives nu som et konsolideret speciale (Larsen, 2207). Etvigtigt tema indenfor emnekredsen om den patologiske aldring er demens, som ikkekun findes i én form, men i en række forskellige, der dog alle har det til fælles, at deindebærer progredierende tab af en række centrale kognitive, emotionelle,adfærdsmæssige og sociale funktioner. Tabene har betydning for samspillet mellemden syge og hans omgivelser. Demens betyder direkte oversat ”fra forstanden” eller”afsind”. De domæner, der påvirkes, er gnose (evnen til at erkende kompleksesanseindtryk), hukommelse (evne til at huske), den sproglige evne (både evnen til atforstå og udtrykke). Desuden forskellige eksekutive funktioner, personlighed ogpraktiske færdigheder.Kompleksiteten i viden på demensområdet kan beskrives på mange måder:Dels er der tale om en sygdom, der kan være vanskelig at diagnosticere og skelne fraalmindelige aldringssymptomer. Den diagnostiske viden er blevet stadig mere forfinet itakt med, at forholdet mellem det almene og det patologiske og mellem forskelligedemensformer er blevet bedre belyst.To demensformer kan være lige så forskellige som en neurose og en psykose. Der kantales om demens af Alzheimer typen, om frontotemporal demens, lewy body demensog vaskulær demens. Hertil kommer andre, mere sjældent forekommende tilfælde.Denne viden kan kombineres med en stadigt mere forfinet viden om, hvorledesforskellige lægemidler kan have forskellige virkninger og bivirkninger i forskellige doserpå forskellige demenssygdomme i forskellige stadier.Dels er der tale om sygdomsforløb, der nok er blevet beskrevet som progredierendetabshistorier med standardiserende eller typologiske træk, men dog med en øgeterkendelse af, at den praktiske virkelighed ikke altid følger de teoretiske modeller. Denviden, der belyser sygdommens komplicerede samspil med forskellige faktorer somsituationsforståelse, personlighed, omgivelsernes reaktioner mv. bliver således tilligemere forfinet, om end der særligt her stadig er meget uopdyrket land.41

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgLigesom da vi behandlede socialpædagogikkens forhold til ret og politik, gælder detogså nu, hvor fokus er på den medicinsk-lægelige og psykologiske viden om demens,at socialpædagogikken ikke kan indarbejde den fulde kompleksitet af denne viden i sinautopoiesis. For socialpædagogikken kan den øgede kompleksitet i viden ogvidenssystemets tydeligere markering af, hvad der mangler viden om, omsættes tilfølgende modsatrettede anbefalinger i relationsarbejdet med demente: Væropmærksom på den foreliggende viden om forskellige demensformer og dermed ogsåforskellige forløb med hensyn til funktionstab mv. Og: Pas på med at tillæggemodellerne og de typologiske sygdomsforløb (for) stor betydning i forhold til konkretedemente i konkrete situationer, der udmærket kan afvige fra teorierne og husk: Dermangler viden om, hvorledes den demente selv oplever sin situation i forskelligestadier af et sygdomsforløb. Med andre ord. 1) Brug eksisterende viden. 2) Pas på medbrug af eksisterende viden.Kompleksiteten i viden på demensområdet betyder, at der vides mere, men det dervides er ikke altid nemt at omsætte i relationsarbejdet med de demente. Samtidig hardet dynamiske forhold mellem viden og ikke-viden haft indflydelse, idet den størreviden har åbnet øjnene for betydningen af det, der ikke vides. Dette forhold benyttes afsocialpædagogikken til at lege med nogle ”sandheder” i den traditionelledemensomsorgskultur og til at stille nogle udfordrende spørgsmål, der igen sættermagtproblematikken i spil:Hvad er vigtigst at vide noget om for at relatere til en dement? Er det vigtigst at videnoget om, hvorledes sygdomsforløb udvikler sig, hvis de udvikler sig karakteristisk ellerer det vigtigst at vide, hvorledes den demente selv opfatter sit forløb og sin sygdom?Kan man nogensinde vide nok til at karakterisere et dement menneskes indre liv somet uforståeligt mørke?Er det rigtigt at opfatte en dement som en fase i eller en gradbøjning af enprogredierende sygdom og deraf følgende fejlfunktioner eller er den demente først ogfremmest en person og et unikt menneske?Er den demente et passivt offer for sin sygdom eller er han et aktivt meningssøgendeindivid, en person med reducerede ressourcer, men dog ressourcer?42

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgKan uhensigtsmæssig adfærd fra den svært dementes side som regel forstås somsygdomsfremkaldte reaktioner eller er der som oftest tale om rimelige reaktioner påurimelige vilkår?Er det rigtigt at tale om problemskabende adfærd eller er det mere præcist at tale omuhensigtsmæssige handlemønstre?Er tilstandsforklaringer mere eller mindre frugtbare end samspilsforklaringer, når detgælder opklaringen af dementes adfærd? Er der risiko for at forveksle en dement i etstærkt progredierende sygdomsforløb med en dement i et stærkt eskalerendekonfliktforløb? (både når det gælder demenssygdom og når det gælder konflikter, erdet almindeligt at tale om eksistensen af forskellige faser).Kan man komme meget længere med et klassisk biologisk-medicinsk perspektiv pådemensarbejdet eller må man satse på en ”ny demenskultur”, der i højere grad kaninddrage det personlige perspektiv?De oplistede spørgsmål er stillet retorisk op omkring forskelle, der aktualiseres, nårman bliver i tvivl om, hvorvidt en dement først og fremmest er sin sygdom eller enperson. Svaret på dette spørgsmål er afgørende for om et svært dement menneskeshandlinger, gøren eller laden, først og fremmest opfattes som adfærd, sombevægelser, der i princippet ikke behøver være henvendt til nogen, meningsløseudslag af en alvorlig psykisk sygdoms determinerende indflydelse eller tilskrives hameller hende som kommunikative forsøg, idet han eller hun som person først ogfremmest opfattes som stående i et meningssøgende udvekslingsforhold til sineomgivelser. Er der tale om det sidste er der større chancer for at hjælpe denpågældende til personligt at realisere nogle muligheder i fællesskabet ….2.4 OpsamlingSocialpædagogikken er, som en gren af pædagogikken, en parasitær størrelse. Denleder efter noget socialt, som den kan pædagogisere.43

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgSom afsøger af sociale rum (i virkeligheden pædagogikkens egne rum, thi den kan ikkeoperere uden for sin egen systemgrænse) scanner socialpædagogikken områder forpassende balancer mellem ressourcer og mangel på ressourcer. En passenderessourcebalance er en balance, der på den ene side kan vise et læringsbehov, etbehov for øget kompleksitet eller fleksibilitet og på den anden side ressourcer, derlover et godt udgangspunkt for videre udvikling. Socialpædagogikken fik først fodfæsteindenfor området med true(n)de og marginaliserede børn (børneforsorgsområdet).Siden er åndssvageforsorg og socialindsats i forhold til psykisk syge kommet til. Menførst i de allerseneste år er demensområdet kommet til. Vi har i det foregående vist,hvorledes socialpædagogikken har kunnet benytte sig af socialpolitiske og – retligeudviklingstendenser og af en øget psykologisk-psykiatrisk viden på området til at skabeplads til et nyt perspektiv i demensomsorgsindsatsen. Vi skal i det følgende se,hvorledes socialpædagogikken folder dette perspektiv ud i en praksis, hvor det somudgangspunkt anses for usandsynligt at etablere en meningsfuld kommunikation meden svært dement (”afsindig”).44

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg3. Socialpædagogikken som et særligtog konstruktivt meningsperspektivVi har flere gange i det foregående beskæftiget os med socialpædagogikken som etsærligt meningsperspektiv ved siden af andre, herunder et retligt, et socialpolitisk, etmedicinsk. Hvor vi hidtil har set mest på socialpædagogikkens dekonstruktivekvaliteter, idet fokus har været på dens forsøg på at skabe åbninger på et felt, der harværet domineret af et sundhedsmæssigt-medicinsk paradigme, vil vi nu vende os modsocialpædagogikkens mere konstruktive side, som kun antydningsvist er demonstreret.Hvis socialpædagogikken skal skabe mere kommunikation og mindre ”adfærd” idemensindsatsen, hvis den skal skabe og vedligeholde dementes relevans somselvstændige adressater for kommunikation, hvis den skal fremme den enkeltedementes samfundsmæssige muligheder eller bidrage til realiseringen af hansmedborgerskab og skabe accept af hensigtsmæssige normer for hygiejne mv. ogdermed også af hjælpeforanstaltninger i form af for eksempel personlige hygiejnetiltag,kræver det mobilisering af pædagogiske midler i bred forstand og roller, der – selvomman gerne taler om ”ligeværdighed” – må hvile stærkt på en kraftig asymmetri i denprofessionelles relation til den demente.I ”Socialpædagogik og Demens” (2004), nærværende analyses vigtigste skriftlige kilde,defineres pædagogikken med henvisning til Den store danske Encyklopædi som lærenom den teori og praksis, der omhandler mål, midler, sammenhænge og forhindringer irelation til udviklingen af værdier, viden og kunnen hos den enkelte. Det betonesdernæst, at den socialpædagogiske gren af pædagogikken har med udvikling af detenkelte menneske at gøre, og altså ikke primært med vidensformidling 3 .(Social)pædagogikken fremstiller sig selv som et selvstændigt system, hvad der ogsåhar været forudsat i fremstillingen indtil nu. Dog, ringe uddifferentieret forekommer den3 Det sidstnævnte område er didaktikkens område. Et særligt område indenfor undervisning og formidlinger specialpædagogikken, der beskæftiger sig med undervisningen af personer med særligelæringsvanskeligheder.45

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgat være, idet den først og fremmest vil kendes som en hensigt, den gode støttende ogudviklende hensigt. Med hensyn til teoretisk inspiration bekender den sig til filosofi (”detgode liv”), psykologi (individers og gruppers behov) og samfundsvidenskab(samfundsmæssige opgaver, muligheder og begrænsninger). Undertiden sker dennebekendelse med et selvunderspil, som om socialpædagogikken nærmest er klar til atreducere sig selv til et delaspekt af disse systemer.Det understreges, at socialpædagogik ikke kan defineres som bestemte teorier ogmetoder, men snarere som idealer om samværsformer og opbygning af relationer, derbygger på og understøtter bestemte værdier og normer. Som vi tidligere harkonstateret, er dette en besværgelse, der ikke helt svarer til, hvad der kan konstateres,når man åbner en lærebog eller følger et kursus i socialpædagogisk tilgang og praksis.Så er socialpædagogikken både teori og metode og ikke teori og metode.Dobbeltheden kommer også til syne i socialpædagogikkens fremstilling af sig selv somet særligt forhold mellem individ og samfund. I en tradition, der føres tilbage til Natorp,fremstiller socialpædagogikken sig som et særligt refleksionsforhold, en filosofisksociologiskinspireret refleksion over forholdet mellem individ og samfund (forholdetbenævnes traditionelt et socialisationsforhold). Denne mere abstrakte udgave afsocialpædagogikken, som tillige er almen, idet den omfatter ethvert individs forhold tilsamfundet, har imidlertid et mere konkret modstykke i den tolkning, der fremhæverpædagogikken som en social og inklusionsorienteret ”behandlings-/omsorgsteknologi”(jr. lige nedenfor), der kan sættes ind overfor mennesker, der lever marginaliseret ellersom truede i forhold til det almindelige samfundsliv.”Omsorg” er tidligere i fremstillingen blevet afgrænset overfor den mereforudsætningsrige ”behandling”. Grænsen mellem omsorg og behandling bliverimidlertid mere flydende, når der knyttes an til en tilgang, der forudsætter ressourcerhos de, der almindeligvis regnes for at mangle ressourcer.46

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg3.1 Fra adfærd til kommunikation – på sporet af den ”naturlige indstilling”De gamle institutioner for psykisk inhabile blev kritiseret for deres tidsmæssige rigiditet,stramme skemaer og manglende fleksibilitet, for deres (for) snævre fokus på adfærd ogadfærdsvurderinger, beregninger og doseringer og for deres lidt stive og ”ikkehjemlige”samværsformer.Besøger man plejen i dag (se bilag 0) er en del af det stive og rigide forsvundetsamtidig med, at det traditionelle sundhedsmæssige perspektiv med primær fokus påadfærdsmonitorering og minutiøse adfærdsvurderinger fortsat står stærkt.Måske kan man lidt populært sige, at et møde med plejen i et moderne demensafsnitvirker som en god blanding af noget ”nyt” og noget ”gammelt”. Mere kompleksitet påfeltet betyder, at det ”gamle” ikke bare erstattes af noget ”nyt”, det ”gamle” suppleresmed ”nye” perspektiver, hvorved andre muligheder og begrænsninger kommer til syneved siden af de mere velkendte og gør den enkelte boforms eller det enkelteplejehjems selvfastlæggelser mere usikre.At det traditionelle medicinske fokus stadig står stærkt og binder megenopmærksomhed – hvilket i øvrigt kan være velbegrundet - kan illustreres afnedenstående uddrag af undersøgelsens feltdagbog.”Sygeplejersken forklarer senere, at sindstilstande hos beboerne, der kan føre tilproblematiske situationer for plejen, ofte har en somatisk baggrund. Jeg får udleveretforskellige pjecer om delirium, som fremstilles som en ret udbredt følge af diversefysiske tilstande – herunder sågar almindelig skrøbelighed pga alder. Sygeplejerskenviste mig også sit eget nedskrevne motto:”Er din beboer ikke som han/hun plejerLad dig ikke bremseBrug din remse:Væske, temperatur, urinstix.”47

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgEr den helt gal med fru Jensen (opdigtet) er det næsten altid en urinvejsinfektion, derer forårsagende faktor. Som regel lykkes det dog at forebygge problemerne ved atvære på forkant; ved at være opmærksom på de små symptomer.” (bilag 0).Socialpædagogikken er en tvetydig størrelse, det samme gælder i stigende grad detsociale demensområde som et af de felter, hvor et socialpædagogisk perspektiv påomsorg søges udfoldet. Socialpædagogikken vil inkludere, men demente er en visforstand inkluderede i samfundet, herunder på de sociale boformer og plejehjem.Inkluderede er de dog nok (stadigvæk) først og fremmest som (psykisk) syge, der ikkelængere er ”sig selv”. Hvis man skal sikre svært demente en bredere inklusion, har detuundgåeligt konsekvenser for deres inklusion som syge. De demente skal, ifølgesocialpædagogikken, have opbygget, genopbygget og vedligeholdt ressourcerne”identitet”, ”solidaritet” og ”mening”. Man må sikre dem et ”selv” i kommunikationen,men spørgsmålet er, hvad er det for en inklusion man på grundlag af asymmetri oginstallation af et ”selv” kan tilbyde. Samtidig med at vi i det følgende vil gå tættere påmåden, hvorpå socialpædagogikken konstruktivt søger at muliggøre sit egetomsorgsperspektiv på demensområdet, vil de paradokser, som herved opstår givetviskomme til at fremtræde tydeligere.3.1.1 Personens rekonstruktionVi har tidligere omtalt de, ikke mindst kognitive, funktionstab, der forbindes meddemens og vi har nævnt, at demens betyder ”afsind” eller ”fra forstanden”. Umiddelbartlyder det på den baggrund ikke plausibelt, at en svært dement skal kunne deltage ikommunikation, herunder udgøre en selvstændig adresse for meningsfuldrelationsdannelse, dvs. en fungere som ”person” i kommunikationen.For at kunne fungere må kommunikation som interaktion kunne producere ikke barekontingens, men dobbeltkontingens 4 . Dobbeltkontingens forudsætter personbegrebetog udtrykker den gensidige afhængighed mellem psykiske systemer, der hver for sigkan vælge at forholde sig på flere måder og som må tage i betragtning, at denne4 Begrebet ”Dobbelkontingens” er fra det systemteoretiske vokabularium og udtrykker efter min opfattelsedet samme, men med større præcision, som socialpædagogikken bruger ordet ”identitet” til at udtrykke.Socialpædagogikken anvender ordet identitet, idet den – som en forudsætning for at kunne opbygge ensocial relation til den demente - minder om, at den demente ikke bare kan identificeres med ensygdomstilstand, men er sin egen kompleksitet, sin egen (unikke) måde at være menneske på. Når dendemente således møder sin hjælper er det to ”identiteter”, der mødes – ”dobbelt-identet” med den dobbelteusikkerhed og mulighed for at skabe en relation, som dette indebærer..48

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgubestemthed gælder for dem selv ligesom for den anden (de er begge ”personer”).Dobbeltkontingensen er det sociales grundlæggende form og betegner altså detforhold, at ingen kan fastlægge deres handlinger, førend de kender reaktionen hos denanden – og netop derfor! – på grund af dette paradoks, produceres og reproducereskommunikation. Nu skal man ikke tro, at dobbeltkontingens er en ekstern faktor, dermeget belejligt kommer til og sætter kommunikationen i gang. Kommunikationenproducerer selv – som en intern igangsætter – dobbeltkontingensen, der hel tiden måreproduceres med henblik på at skabe tilstrækkelig usikkerhed og ubestemthed til, atder til enhver (nu)tid kan forudsættes en fremtid. Dobbeltkontingens indebærer et spilmellem det åbne og det lukkede, det mulige og det begrænsende. Som engrundlæggende uro garanterer den sensibilitet og høj motivation for ordensdannelse.Først når et socialt system (allerede) fungerer, kan man som deltager i kommunikationspørge til andres forventninger og forsøge at beregne sig andres muliges reaktioner.Hvis kommunikationen ikke kan producere dobbeltkontingens dør den. Den kommersimpelthen til at mangle energi og fremdrift. Kan man spørge til svært dementesforventninger?Hukommelse 5 er en anden faktor, der må forudsættes af kommunikationen og somligesom dobbeltkontingensen kan ses som en udfoldelse af personbegrebet og denværdi, begrebet har - samfundsmæssigt set. Kunne kommunikationen ikke forudsættehukommelse, måtte den genopfinde verden hvert eneste øjeblik, hvilket selvsagt villeindebære overbelastning og nedbrud. Kommunikationen stiller krav om stabileperceptionskontekster ligesom den stiller individer i situationer, hvor de må foregive, atde er med. For at kunne deltage i kommunikation kræves der enten hykleri ellerhukommelse, men som regel en blanding af begge dele.Hvad med svært dementes hukommelse? Hvilken form for mening kan de forudsættesat kunne skabe?Endelig må kommunikationen med henblik på dens fortsættelse kunne regne medmotiver 6 , det vil sige, at de deltagende vil noget og at deres bidrag til det sociale kanfremstilles som udfoldelse af motiver. Det er ikke nødvendigt, at motiverne rent faktisk5 Også her vælger jeg at bruge et begreb fra det systemteoretiske vokabularium, der efter min opfattelsemere præcist end socialpædagogikkens meningsbegreb, udtrykker hvad der må forudsættes for atkommunikation kan operere.6 Motiver er systemteoriens mere abstrakte og neutrale begreb for hvad socialpædagogikken betegner”solidaritet”. Begge begreber henviser til kommunikationens forudsætning om, at kommunikativehandlinger kan fortolkes som sociale udvekslinger. Motiver er et værdineutralt udtryk herfor.49

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgfungerer som psykiske virkningsårsager for handling (for en mere præcis forståelse af,hvad der virker, er andre begreber måske mere velegnede), men at de kan fremstillessom sådan. Gennem motiver kommunikeres samtidig en appel om social støtte.Hvorledes kan der løbende skabes motiver ud af svært dementes bidrag tilkommunikationen?Afgrænser vi os indledningsvis til et fokus på, hvorledes kommunikation med sværtdemente overhovedet meningsfuldt kan komme i stand, må der altså stilles skarpt pådobbeltkontingensen og dens relation til personbegrebet og på personbegrebetsforhold til demensbegrebet.Det dobbeltkontingente forhold synes at være indbegrebet af et åbent forhold. Det vildels sige et forhold, der hverken er totalt kaotisk og uberegneligt og ej heller mekanisklukket. Mekanisk lukket vil sige trivielt eller gennemsyret af simpel kausalitet.Henvisningen til kaos kræver en uddybning: Er et forhold totalt kaotisk og uberegneligt,vil man dog kunne regne med dette, hvorved det altså i en vis forstand netop bliverlukket og beregneligt: det er helt sikkert, at forholdet er og bliver meningsløst. Er etforhold præget af kaos, kan det dog diskuteres, om det er passende at tale om etforhold, idet der allerede i dette begreb kunne hævdes at ligge en gensidig indstillingpå begrænsning af muligheder.Skal det sociale spil om gensidig afhængighed, åbenhed og lukkethed, mulighed ogmulighedsbegrænsning i gang, kræver det personer og personbegrebets modsætningsynes, i omsorgsarbejdet, at være begrebet demens (altså afsind). Personbegrebet ernok refleksivt tilgængeligt for det traditionelle omsorgsarbejde som noget der står imodsætning til, hvad man forventer af den demente (er man person og kan manfungere som sådan er man ikke ”fra forstanden”). Den nye (og mere nuancerede) videnpå området er imidlertid egnet til at problematisere forenklinger og kunne måske enddatale for at eksperimentere med en pendling mellem forskellene, det vil sige skiftevismarkere person og demensbegrebet og lade det modsatte begreb indtage forskellensumarkerede side. Spørgsmålet er imidlertid, om det er tilstrækkeligt til atsandsynliggøre kommunikation.Helt upraktisk vil det være det at lade det hele komme an på en psykologisk kontrol afden demente. ”Dobbeltkontingensen” er ligesom ”hukommelsen” og ”motiverne”50

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgganske vist begreber, der lader sig fortolke både samfundsmæssigt og psykologisk ogsikkert er det, at det vil virke overbevisende, om kommunikationen løbende kunnebekræfte, at der er psykologisk dækning for den dementes deltagelse (at han er”med”), men dels er denne undersøgelse meget mere omstændelig, når der er tale omdemente, dels er det under alle omstændigheder krævende, hvis kommunikationenhele tiden og lige fra starten skulle baseres på en sådan kontrol. Personbegrebet ernetop kommunikationens konstruktion med henblik på effektivitet ogtilslutningsduelighed og at undgå bestandigt at skulle forholde sig til empiriskeindividers højst individualiserede forhold. Sådan beskæftigelse må isoleres til mere”kriminalistiske” interesser, der ikke kan forfølges i almindelige omgangsformer, hellerikke i det daglige demensomsorgsarbejde.Vi er her fremme ved en pointe. I et samfund, hvor der ikke længere forekommer”naturlige indstillinger”, er der dog nogle få indstillinger, der kan betegnes somtilnærmet ”naturlige” - og kommunikationens umiddelbare indstilling på personer er enaf dem. Det kræver faktisk særlige forudsætninger eller særlige erfaringer med enkonkret person at nå fra person til afsind. At få installeret personen i kommunikationen(og dermed få henvist demensen til det umarkerede område) skal med andre ordkunne klares af kommunikationens selv, ved at kommunikationen besinder sig på sinegen normal-modus.Socialpædagogikken går simpelthen bare ud fra forholdets åbenhed. Det begrundesikke. Dobbeltkontingens forudsættes bare. Følgende citat illustrerer denneselvfølgelighed (der selvfølgelig skal imødegå andre selvfølgeligheder pådemensområdet):”Ikke kun med hensyn til metode og midler er der usikkerhed. Også i selve relationenmellem medarbejder og beboer er der usikkerhed. Rothuizen (2001) karakterisererdenne form for usikkerhed som et åbent forhold. Hermed mener han, at det er etforhold, som ikke på forhånd rummer nogen afgørelse, som ikke skal nå til et bestemtresultat, men lader flere muligheder stå åbne. Og han gør opmærksom på, at man i detsocialpædagogiske arbejde ikke altid kan vide, hvor man kommer hen, men at manskal have mod til at tage føringen, når det er nødvendigt. Netop accepten afusikkerheden og åbenheden er en forudsætning for det socialpædagogiske arbejde”(Borresen, Mette, Helle Krogh Hansen og Lis- Emma Trangbæk, 2004)51

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgLidt mere besværgende hedder det i en anden socialpædagogisk fremstilling om denneåbenhed, der er ensbetydende med forholdets gensidighed (Krogh Hansen, Helle,2006, s. 15).….”der må aldrig være tvivl om, at problemer i samværet med et dement menneske påen eller anden måde hænger sammen med, hvem der er den anden part i relationen.Dette er oplagt og kendt viden hos omsorgsudøvere i almindelighed, men alligevel serman ikke så sjældent, at omsorgsrelationer er præget af mangelfuld bevidsthed om oghensyntagen til den indbyggede gensidighed.”Citatet understreger den gensidighed, der ifølge socialpædagogikken må forudsættes iarbejdet med demente og er desuden interessant ved at henvise til ”kendt viden”.Denne henvisning til kendt viden og naturlige indstillinger er typisk forsocialpædagogikken, der gerne fremstiller sig selv som et system med ganske særligeforbindelser til, hvad der lidt i flæng betegnes enten civilsamfundet eller livsverdenen.Livsverdenen er en fælles social og kulturel basis og rummer som sådan en righoldigfond af selvfølgeligheder, som der frit og hurtigt kan trækkes på – også når der –taktfuldt og så indforstået som muligt – skal appelleres og motiveres til forandringer ogudvikling.3.1.2 Mediet livshistorie (eller livsforløb)Har man sagt person, har man også sagt ressourcer, og har man sagt ressourcer, harman også sagt et aktiv udvekslingsforhold til omgivelserne. Socialpædagogikken ladersin ledende kode, ressourcer/ikke-ressourcer 7 og dertil et nyt medium, livsforløbet ellerlivshistorien, indgå i en perspektivisk pakke af tilforladelige værdier, motivationstilbudog semantikker. Perspektivpakken abonnerer på en slags ”naturlige indstilling” –måske har vi glemt det, men vi ved det egentlig godt, hvis vi mærker lidt efter.Den demente står ifølge socialpædagogikken i et lærende forhold til sine omgivelsermed de små sejre og frustrationer, det indebærer. Den demente er ikke bare ensygehistorie, en anamnese. Den demente har sin livshistorie, en sammenkædning af7 Kodens positive værdi uddybes med ord som identitet, solidaritet og mening og den negative udgør enslags refleksionsværdi (er der nu virkelig ressourcer?).52

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgkontingente begivenheder, der kunne se anderledes ud, men som netop fordi denfremviser dén sammenkædning, dén rækkefølge, kommer til at udgøre en fremstillingaf det unikke menneske.Det særlige ved livshistorien er, at den sætter et spil i gang, der involverersandsynligheder og usandsynligheder. Det mest usandsynlige er naturligvis, at manoverhovedet bliver født, men når man først er født, dreng eller pige, er alt, hvad derherefter sker, begrænset af, hvad der hidtil er sket samtidig med, at der hele tidenholdes flere fremtidsmuligheder åbne.At et menneske har en livshistorie indebærer ikke, at andre ikke også kan optræde ihistorien og endda spille en stor rolle. Det indebærer heller ikke, at”livshistoriebæreren” nødvendigvis selv styrer alt eller kan tilregnes alt, hvad derovergår ham. At en bliver syg, er således ikke (nødvendigvis) den enkeltes skyld.Heller ikke den dumpede eksamen eller at ægteskabet gik i stykker er nødvendigvisbegivenheder, der skal tilregnes den enkelte. Men sammenkædningen af begivenhederer unik for dette menneske og den fremtidshorisont, der åbner sig på denne baggrund,ligeså.I stedet for at fortolke den dementes adfærd som en gradbøjning af et sygdomsforløb,der i hovedsagen går én vej: fra en alvorlig tilstand til en mere alvorlig tilstand medendnu flere eller alvorligere tab af funktioner 8 , giver livshistoriebegrebet mulighed for atse den demente som kommunikerende og i færd med at skabe sin egen historie, hvorrelationer til stadighed spiller en rolle og hvor disse kan forandres (dynamisk), herunderændres til både det bedre og det værre, uanset hvorledes sygdommen i øvrigt udviklersig. Mennesket (herunder den svært dementsyge) er således agerende i sit liv, menkan naturligvis på grund af sin tilstand mangle hensigtsmæssige kommunikativehandlemuligheder, hvad der kan gøre samspillet med den demente udfordrende.Livshistorien giver endvidere gennem genkommende begivenheder ellerhandlingsmønstre mulighed for at forbinde livet før sygdommen med perioden eftersygdommens indtræden uden at være nødsaget til at analogisere den syges tilstand8 Populært forbinder man sygdommens progression med tiltagende regression53

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgmed en barndomstilstand. Når man kommer udover disse tilstandsanalogier 9, som nårman sammenligner en dement persons adfærd med adfærden hos en femårig, harman bedre mulighed for at relativere eller perspektivere sygdommens betydning forlivshistorien.Et fokus på den demente som bærer af en livshistorie hænger godt sammen medpersonbegrebet og sammenhængen kan styrke ”den naturlige indstilling” ikommunikationen med den demente. Denne indstilling har, som det vil være fremgået,at gøre med den umiddelbare flow i kommunikationen.Livshistoriebegrebet kan imidlertid også have en mere analytisk funktion i forhold tildemensomsorgsarbejdet. Med ”analytisk” menes i denne sammenhæng en meretidskrævende og refleksivt reparerende funktion, der altså ikke nødvendigvis letterkommunikationen med den demente i det øjeblik, hvor den forløber, men snareremuliggør en tolkning, der på sigt – efter en refleksionspause - kan lette genoptagelsenaf en afbrudt kommunikation. Det tolkningsarbejde, vi taler om, er naturligvis afhængigaf viden om den dementes livshistorie og kan denne ikke løbende tilvejebringes ikommunikationen, kræver det kommunikationens sekventialisering med henblik på9 Sådanne tilstandsanalogier findes i demenslitteraturen: ”Man kan forestille sig en dement, der ikke vilvaskes. Personen trækker i tøjet hver morgen uden at vaske sig, eller sover og går i det samme tøj døgnetrundt. Man kan sammenligne ham med en 5-årig. Man kan lade det gå tre-fire dage, mens man forsøger atovertale den demente. I en institution er det ikke nødvendigt, at al hygiejne foregår om morgenen. Hvisman ved, at den demente altid er i bedst humør omaftenen, bør man udnytte denne mulighed. Hvis hanstadig nægter, så må man foranstalte, at han vaskes og får skiftet tøj af hensyn til ham selv,medbeboere/patienter og pårørende.” (Ahlgreen,?, s. 28).Analogisering af den dementes tilstand med en barndomstilstand forekommer dog ikke ofte isocialpædagogiske sammenhænge. Og i særdeleshed ikke i det materiale, der er indsamlet i forbindelsemed nærværende undersøgelse. Men det hænder, hvad følgende eksempel, viser:””Cigaret” må tolkes ligesom ”skrål” fra en baby. Manden er ikke så afhængig af cigaretter, som det kan seud (personalet bekræfter, at han somme tider bare brækker en modtaget cigaret over i to dele). Menmanden er helt afhængig af, at personalet kan tolke det rigtigt, siger konsulenten.Ligesom man somme tider – med henblik på hjælp – udforsker en persons søvnmønster, kunne manudforske mandens ”cigaretmønster”. Hvornår aftager hhv tiltager hans spørgsmål om og fokusering påcigaretter? En sådan afklaring kan iflg konsulent evt. give informationer, der kan bruges til en tolkning afmandens adfærd” (bilag 0).54

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg(gen-)opbygning af tilstrækkelige betingelser for en fortsættelse (se afsnittet nedenforafsnit 0 ).Allerede det forhold, at der med livshistoriebegrebet tilbydes en anden tolkningsrammefor adfærd, kan bidrage til, at problemer i demensomsorgen perspektiveres og ses i etandet lys, hvorved eksempelvis behovet for indgreb forandres. Om en højtråbende ogvoldsom adfærd forstås som en pludselig opstået og af sygdommen frembragtukontrolleret impuls, en blind aggression, vendt mod personalet, som ikke har chancerfor at forudsige dens komme eller som en oparbejdet frustration (som kan registreres itidligere stadier hvis man er opmærksom), der kommunikeres mere eller mindrebevidst som en appel om medfølelse eller omsorg eller selvbebrejdelse kan selvfølgeligvære afgørende for, hvorledes plejepersonalet må overveje at reagere – og herunderom de føler sig mere eller mindre truede.Den socialpædagogiske tolkningsramme er ifølge socialpædagogikkensselvbeskrivelse et (magtbevidst) tilbud, der – sammenholdt med de handlinger dermodsvarer den - kan bruges i alle omsorgssituationer, hvor man som personale erkonfronteret med ”uhensigtsmæssig” adfærd:”Behandling af besværlig eller vanskelig adfærd er afhængig af, hvorledes mandefinerer det besværlige eller det vanskelige, og hvem der synes, det er vanskeligt. Deter ikke altid den demenslidende selv, der oplever problemet. Det er ofte plejepersonaleeller pårørende, der oplever den dementes adfærd som vanskelig. Der er desværre entendens til at anskue vanskelig adfærd dels som noget, der ses isoleret som udtryk fordemenssygdommens natur, eller som personens særegne adfærdstræk.Handlemønstre kan dog ikke betragtes uafhængigt af det omgivende miljø elleruafhængigt af samspillet med omsorgsgivere, men må forstås som en kontinuerligdynamisk proces.Man kan betragte ethvert uhensigtsmæssigt handlemønster hos et menneske meddemens som en mulig anledning til at iværksætte socialpædagogisk intervention. Detkommer derfor til at dreje sig om et meget bredt spektrum at tilstande eller situationer,fordi det inkluderer såvel den indadvendte og passive bruger som den demente, dermå bruge mere voldsomme handlemønstre som kommunikation. Men ethvertuhensigtsmæssigt handlemønster tolkes som udtryk for en mangelstilstand, hvor55

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgpersonen mangler et rationelt handleredskab. Dette modsvares derfor af handlinger,der kan opveje denne mangel.” ((Borresen, Krogh Hansen og Trangbæk , 2004, s. 18 f)I det materiale i form af omsorgs- og livshistorier, som er indsamlet af SPIDO iforbindelse med afviklingen af kursusprogrammet (se: ?? spørg JJ om reference) erder ligesom i de feltrapporter, som er udarbejdet i forbindelse med denneundersøgelse, masser af eksempler på, hvorledes plejepersonalet uden storevanskeligheder, så at sige ”naturligt”, kobler til livshistoriebegrebet og det tilbud omtolkning, der ligger heri. Systemteoretisk vil man sammenfattende om empirien kunnesige, at mediet ”livshistorie” synes at være et populært medium med et stort potentialefor ”naturlig” aktualisering i formningen af moderne demensomsorg. Med ”naturlig”menes her, at formningen kan ske ved mobilisering af umiddelbart tilgængeligeressourcer, det vil sige med en vis sikkerhed og tempo.Nogle eksempler fra sidstnævnte feltrapporter skal nævnes:”Skal personalet se på mandens ressourcer, fremhæver man, at han endnu – i godeperioder – kan forstå enkle spørgsmål – uden at han dog kan deltage i en samtale, ogslet ikke med længere sætninger. Hertil kommer, at han kan klare enkle praktiskegøremål. Man kan få ham til at skifte tøj.Hans adfærd med at rykke i døre, skille lamper ad og klippe ledninger over, forklarerman med hans erhvervsmæssige baggrund (tidligere pedel). Manden går tit og rydderop. Har vist nok været meget pertentlig. Han vil gerne hjælpe. Vande blomster, gåmed affald over til skraldespanden, hente madvognen osv.Konsulenten fortæller en historie om en dement urmager, som hver morgen blev urolig(han skulle åbne sin butik, som han havde gjort det i tredive år). Man gav ham enaktivitetskasse og iklædte ham arbejdstøj. Så faldt han til ro efter en stund ved kassenmed urdele og tandhjul. Måske skulle manden have en lignende kasse? Personalet børudarbejde en liste over mulige aktiviteter for manden. Men pas på, han er jo engammel mand. Og det er også vigtigt at vide, hvordan han kan slappe af (fx efter enstund ved aktivitetskassen). Personalet var allerede fremme med planer om at indretteet slags værksted for bl. a. denne mand….” (bilag 0).56

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg”En tredje fremlæggelse handler om en dame, som blev flyttet til plejehjemmetsdemensafsnit med magt; hun boede før et andet sted i kommunen, hvor man ikkelængere kunne magte hende; hun stak hele tiden af, hun skældte ud og var aggressiv.Den tidligere bopæl lå tæt på det hjem, der havde været kvindens det meste af hendesliv (familien/manden kan ikke ”rumme hende” længere), og det var – kom det frem –nok en af grundene til at det havde været svært at holde på hende. Kvindes liv har iflg.plejepersonalet ikke været let. Uægte barn. Opvokset hos bedsteforældrene, mensmoderen levede sit liv i storbyen. Drillet i skolen. Kvindens tilfælde bliver af personaletbrugt til at illustrere vigtigheden af at kende personens livshistorie for at kunne sættesig ind i (i dette tilfælde:) hendes reaktioner. Man skal ikke sidde i en gruppe tæt vedhende og snakke, for så oplever hun, at der snakkes om hende. Kvinden var i dagmindre udskældende og aggressiv.” (bilag 0).”Manden i denne case beskrives som havende en hel del ressourcer: Glad ogimødekommende med interesse for bl a. sang og musik. Dertil kommer godt netværkog evne til at give udtryk for visse behov.Personalet føler sig, giver de udtryk for, ofte i et dilemma i forhold til de pårørende, nårdet gælder mandens pleje. Især mandens kone kommer ofte hos ham og det erpersonalets opfattelse, at konen har vanskeligt ved helt at acceptere mandens situationog respektere hans behov. Efterhånden som personalet har fået stykket flerebrudstykker sammen af livshistorien, familiens og mandens, er iagttagede mønstre ogadfærdsformer blevet mere forståelige. Når det har været nødvendigt på denne mådeat stykke historien sammen, er det fordi, familien har været meget lidt åbne omforholdene i hjemmet. Man har været optaget af, sådan opfattes det af personalet, atholde på formerne, at præsentere sig udadtil. Og det er et ganske hårdt arbejde, når enægtefælle bliver ramt af demens. Manden er vist nok tidligere repræsentant.I starten tolkede man mandens adfærd om natten, hvor han tilsyneladende pakkedesine ting, som et udtryk for, at han ville hjem til konen. Nu mener personalet, at manhar fået et mere nuanceret syn på denne adfærd, idet det viser sig, at manden altid harværet natteaktiv. Da han boede hjemme, skete det således ofte, at han om nattenhyggede sig med at flytte om i hjemmet. På trods heraf ønsker familien, at der holdesfast i en normal døgnrytme – og kan finde på at klage til personalet, hvis man kommerforbi sent om aftenen og kan se lys hos manden. Personalets oplevelse er imidlertid, at57

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgmanden har svært ved at falde til ro, hvis ikke lyset er tændt. Nogen gange falder hanså tidligt i søvn, andre gange ikke.” (bilag 0)Der findes sikkert mange mulige måder, hvorpå den dementes reaktioner i deomhandlede tilfælde kan tolkes. I de gengivne eksempler giver kendskabet tillivshistorien imidlertid personalet en let tilgængelig og umiddelbart plausibel måde påat forstå de demente, der i fortolkningerne i høj grad udfolder nogle af de sammemønstre, de i gennem hele deres tilværelse og samliv med andre har gennemspillet - iforskellige variationer.Det bemærkes vedr. den sidste case, at en potentielt ”farlig” fortolkning qualivshistorietilgangen kan erstattes af en mere ufarlig fortolkning, der ikke byderpersonalet at tænke i magtanvendelsesbaner: Manden pakker ikke sin kuffert, fordi hanvil ud eller hjem, men fordi han har en forkærlighed for natlig aktivitet ogforetagsomhed. Forestiller man sig nu, at personalet møder manden på vej tilboafsnittets udgang, det er sent om aftenen, kan man med livshistorien i baghovedetbedre tillade sig at forudsætte, at det vil være i overensstemmelse med mandens egenforståelse af, hvad der er rigtigt i situationen, at føre ham tilbage til soveværelset. Haner jo bare natteaktiv og kan ikke længere finde tilbage til, hvor han kom fra.3.2 Kommunikationens fortsættelse – sekventialisering som forstærkningPersonbegrebet og livshistoriebegrebet udgør magtfulde kommunikativekonstruktioner, der et stykke af vejen kan lette kommunikationen med selv sværtdemente. Som kommunikative konstruktioner fungerer de ved at understøtte oggarantere kommunikationens ”standard modus”. Denne kommunikationens ”naturligeindstilling” forudsætter kommunikationens egne betingelser. Den afviser med andreord, at det skulle være fornødent med psykologisk-kognitiv kontrol og efterprøvning afde, som er fysisk nærværende. Dette gælder imidlertid kun som udgangspunkt. Viserdet sig ret hurtigt i kommunikationen, at der er uafviselig tvivl om, hvorvidt fysisknærværende nu også ”er med”, er der brug for forstærkning.Ligesom andre funktionssystemer søger socialpædagogikken at motivere og mobilisereopmærksomhed med henblik på at opfylde samfundsmæssige funktioner.58

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgMobiliseringen skal forstærkes ekstra i tilfældet kommunikation med demente.Socialpædagogisk understreges det, at kommunikation er andet end samtale med ord,at også kropssprog er kommunikation og at disse signaler kan være særligt vigtige atvære opmærksomme på, når der kommunikeres med demente. Det fremhævesendvidere, at personalet, netop fordi det selv udsender kropssignaler, må væreopmærksomme på at kommunikere tydeligt og undgå modsatrettede signaler. Menselvom der således motiveres til at vie ekstra opmærksomhed til kropsproget uden atdette går udover den opmærksomhed, der almindeligvis gives det sagte ord, kan detvære vanskeligt at undgå forstyrrelser af den ovennævnte art.Kommunikationens normale reaktion på tilsyneladende mangel på forståelse ogdermed risiko for nedbrud er at sætte gang i kommunikationen om kommunikation: Dedeltagende begynder at tale om, hvorfor man tilsyneladende misforstår hinanden, omeventuelle misforståelser er omfattende eller knap så omfattende, om hvilke forskelligeforudsætninger for forståelse, der gør sig gældende mv. Men hvis dette også viser sigvanskeligt, hvilket det næsten uvægerligt vil gøre i kommunikationen med en sværtdement, synes der kun at være mulighed for at opretholde den ”naturlige”kommunikation på kunstige betingelser, det vil sige gennem en forstærkning, der, vedtilførsel af tid og professionel autoritet, kommer til at virke som en slags kunstigtåndedræt.Hvis vi i første omgang fokuserer på behovet for tidsmæssig forstærkning (vedrørendeden sociale dimension og hjælperelationens asymmetri henvises til afsnit 0), kan mansige, at socialpædagogikken på den ene side fastholder, at relationen til den dementeer en kommunikativ relation; på den anden side erkender den, at denne opfattelse ivisse situationer kan være vanskelig at opretholde. Er der tid til rådighed, kan man dogaltid iflg. socialpædagogikken finde de reaktioner, der bekræfter, at der er tale om enkommunikativ relation. Det handler om at erkende den reflekterede tolkningsnødvendighed og i forbindelse med denne: en stadig fokusering påopmærksomhedens cirkularitet (dobbeltkontingensen).”Man kan føle, at man ikke får respons på sine handlinger, men faktisk er der respons ialle former for omsorgsarbejde. Og strengt taget ved vi det alle sammen. Ogsåmennesker som lider af svær demens reagerer på omsorgen. Det kan være et59

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgspørgsmål om at få øje på reaktionerne og at værdsætte dem” ((Borresen, KroghHansen og Trangbæk , 2004, s. 38 f).På grund af de omtalte uundgåelige forstyrrelser i kommunikationens naturlige flow,forstyrrelser der ikke kan overvindes på sædvanlig vis, kommer socialpædagogikken tilat udfolde et paradoks i forhold til kommunikationens tidsdimension. På den ene sideer socialpædagogikkens primære indstilling af opmærksomheden påkommunikationens nu og her, på det spillende nærvær og betydningen af at ”være idet” og ”rumme hinanden”, på afsøgningen af forståelse i den intense tilstedeværelse, iden fælles perceptionskontekst som nu og her er den gældende. På den anden sidemå den indstille sig på sandsynlige kommunikationsnedbrud og på muligheden forforebyggelse heraf gennem opdelingen af det kvalificerede samvær i sekvenser afpassende varighed (det kan være svært bare at turde ”være i det”, turde være til stede)og gennem forberedelse, fx ved at udbygge kendskabet til den dementes livshistoriegennem udnyttelse af alternative kilder.Det er ikke karakteristisk, når det hjemlige og samværet i hjemmet understreges ellerbetegnes, at fremhæve behovet for pauser i samværet af hensyn til muligheden for atopnå forståelse for hinanden. Når behovet for pauser alligevel fremhæves, også i dehjemlige sammenhænge, er det af andre grunde. I det ”hjemliggjorte” hjem, altså densociale boform, er det imidlertid oplagt, at personalet må have tid til refleksion oganalyse og det gælder måske særligt i de tilfælde, hvor beboerne er krævende på enlidt utilgængelig måde (det mindste sproglige og kropslige signal er væsentligt, menmåske ikke umiddelbart forståeligt, hvorfor det omhyggeligt må dechifreres ogafkodes 10 ). Et socialpædagogisk svar på, hvorledes naturligt samvær kan doseres irealistiske sekvenser, er kontaktøen 11 som en vigtig relationsopbyggende og -vedligeholdende aktivitet i den individuelt tilpassede socialpædagogiske handleplan.”En kontaktø er en kontaktfremmende aktivitet, der omfatter flere dagligekorttidskontakter mellem en medarbejder og en person. Det er et koncentreret, fastlagt10 Det er ikke usædvanligt at italesætte socialt arbejde som afkodningsarbejde. Hos Per Revstedt finder viforestillingen om, at socialarbejderen skal forløse den (tilsyneladende) asociale person ved at frigøre hansindre kerne. Asocialiteten er på det manifeste, det vil sige overfladiske, niveau. Herunder gemmer sig ensocial kerne (på det latente niveau). Arbejdet med at forløse den latente kerne og bringe den sandemenneskelighed, der er ufordærvet af samfundsmæssigt tryk og vold og vanskelige livsbetingelser, til friudfoldelse er et rebus arbejde, hvor socialarbejderen må finde den nøgle, der kan afkode den nødstedtesskjulte budskab.11 Kontaktøen bliver behandlet yderligere i et senere afsnit (afsnit 0).60

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgog målrettet samvær mellem en plejeperson og en beboer. Kontaktøen ervelstruktureret i faser med en begyndelse, et forløb og en afslutning” (Borresen, Mette,Helle Krogh Hansen og Lis- Emma Trangbæk, 2004, s. 24)Orientering mod relationer og hjemlighed bindes på den måde sammen med mereinstrumentelle og rationelle handle- og kommunikationsformer – i et interessant, og såvidt man kan se ud at denne undersøgelses resultater, ganske effektivt miks.Handleplanen, som den rationelle måde at tilrettelægge professionelt arbejde på,bygger naturligvis på den socialpædagogiske analyse model, der retter sig mod entydeliggørelse af tilbageværende og intakte færdigheder og ressourcer hos menneskermed demens. Særligt i analysemodellens sjette punkt er disse ressourcer fremhævetsom lyspunkter og formuleret som beboerens evne til at kunne fremsætte ønsker, til atopleve, til at have social opmærksomhed osv.(Borresen, Mette, Helle Krogh Hansen ogLis- Emma Trangbæk, 2004, s. 69 ff).3.3 Kommunikationens fortsættelse – asymmetrisering som forstærkningTidsmæssig forstærkning i form af sekventialisering af kommunikationen med dendemente er ikke tilstrækkelig sikring af kommunikationens ”naturlige” fortsættelse. Forat sikre dette må der placeres og defineres et professionelt-moralsk ansvar (vi talerikke om jura men om professionens eller faglighedens egen formulerede etik) ligesomdet professionelle fortsæt må afstives ideologisk og på anden vis. Der må ikke væretvivl om, at den socialpædagogiske hensigt er den gode hensigt og at den faktisk kanpraktiseres. Vi kalder denne type af kommunikativ forstærkning, der hviler på enunderstregning af professionalisme og faglighed, for asymmetrisk forstærkning.Systemteoretisk er kommunikation den næsten samtidige selektion af information,meddelelse og forståelse. Hvis en af disse selektioner mangler, kommerkommunikationen ikke i stand. Hvis, med andre ord, der ikke foreligger en meddelelse(fordi adfærd fortolkes som adfærd og ikke meddelelse) eller forståelse ikke opnås,heller ikke engang som misforståelse, kommer kommunikationen ikke i stand og da deraltid indgår flere deltagere i en kommunikation og eftersom kommunikation ikke er énhandling, men en samlet forekomst af tre operationer, nytter det ikke – ud fra en strengt61

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgteoretisk betragtning - at placere et entydigt ansvar for etkommunikationssammenbrud. Kun for handlinger kan der pådrages et ansvar.Selvom systemteorien ikke er en handlingsteori, der tildeler handlingen den centralerolle som den kommunikative elementarpartikel, er handlinger ikke uvæsentlige i ensystemteoretisk sammenhæng, nemlig som nødvendige konstruktioner i systemernesautopoiesis, nødvendige blandt andet for tidsbestemmelse og ansvarsplacering.I et socialpædagogisk perspektiv er der ingen tvivl om, at et ansvar forkommunikationen kan placeres og om hvor, det skal placeres. Medarbejderen haransvaret for, at kommunikationen får bedst mulige vilkår. Det er hendes opgave, at dendemenslidende, så vidt det overhovedet er muligt, forstår hendes budskaber, og det erhendes ansvar, at hun så vidt det overhovedet er muligt forstår den demensramtepersons budskaber. 12Vi skal hele tiden have i baghovedet, at vi taler om svært demente, der – hvis manholder sig til den almindelige oversættelse af diagnosen – går for at være ”fraforstanden”. Der er altså tale om et tungt ansvar, som understreger det asymmetriske irelationen og som kun kan løftes under samtidig styrkelse af fagligheden og den godehensigts vedholdenhed og gennemslagskraft – og spørgsmålet er her, om det er viden,der kan gøre en forskel eller det er noget helt andet.Personalet må ifølge det socialpædagogiske perspektiv arbejde med at erkende, at detudøver magt. Manglende erkendelse af magten kan give magten for stort spillerum.Ansvaret, herunder for forholdets ligeværdighed, følger af asymmetrien, det vil sige afdet forhold, at personalet kan slippe af sted med meget uden effektiv modstand eller –spil fra den dementes side.Anskuer vi relationen mellem professionel og dement med et gran pessimisme, kan vispørge om ikke asymmetrien i demensomsorgen i virkeligheden betyder, at denprofessionelle må indestå og garantere for såvel den pædagogiske hensigt om læring,12 På SPIDOkurset understreges dette ansvar igen og igen. Et eksempel fra feltarbejdsmaterialet kanillustrere det: ”Hvad er manden god til? spørger en af konsulenterne og får svaret, at han er god til meget,hvis han bliver lokket. En konsulent bemærker, at personalet har gang i en ”kontakt-dans” med manden,hvor paraderne er i vejret. I skal have en liste med mandens interesser, foreslår konsulenten. Tre riller ipladen er ikke nok at spille. Der må mere bevægelighed til. Personalet bliver tingsliggjort (betragtet som enautomat), når det mødes med det samme spørgsmål igen og igen, men grundlaget for en større grad aftilfredsstillelse for begge parter skal udgå fra personalet.” (bilag 0).62

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgudvikling, forståelse og/eller accept som virkeliggørelsen af den gennem overvindelseaf en rimelig frustration, skepsis eller modstand 13 , som hun selv har skabt, mentilregner den pædagogiserede demente. Med andre ord: Kan det overhovedet nytte?3.3.1 Magisk rationel forstærkningDen usikkerhed om karakteren af relationen til den demente som fremgår afovenstående og som tillige kan erfares ved et møde med demensomsorgsfeltet 14 , måsom sagt overvindes gennem forstærkning og den form for forstærkning, manumiddelbart kommer til at søge, er forstærkning i form af viden. I instrumentelle ogprofessionelle sammenhænge er det således normalt, at ”viden” er den størrelse, manregner med, når chancerne for at lykkes søges forøget. Professionsuddannelserneformodes at formidle viden til de studerende, der på den måde gøres i stand til at løsede opgaver og nå de mål, der formuleres for deres praksis.På demensområdet har vi set, hvorledes vidensudviklingen går mod øget kompleksitetog hvorledes den – i et socialpædagogisk perspektiv - på samme tid opmuntrer tilimplementering i en vidensbaseret praksis og maner til forsigtighed, idet den peger pågrænserne for viden og herunder særligt det store felt af ikke-viden, der handler omden dementes egen oplevelse af sin situation.Når viden forøges, forøges tilsvarende ikke-viden. Dette gælder generelt, men i dennehandlingssammenhæng, hvor helt centrale værdier står på spil, hensynet til af denenkeltes selvbestemmelsesret, integritet og værdighed, kan man ikke nøjes med bareat konstatere dette.13 Dette gælder naturligvis mest oplagt, når den demente forholder sig passiv til forslag ellerforanstaltninger fra personalets side. Er den demente aktiv og udadreagerende skal den dementes adfærddog stadigvæk fortolkes som enten tilstandsudtryk (ekspressionisme uden hverken et specificerbartindhold eller nogen særlig adresse) eller kommunikation (afvisning, appel om hjælp mv.).14 Et eksempel fra feltarbejdsmaterialet:”Forskellige socialpædagogiske ”teknikker” omtales, herunder afledning. Det mærkelige er, sigerkonsulenten, at socialpædagogisk tænkemåde altid allerede er en del af den praksis, der findes. Deropstår diskussioner om, hvor langt en svær dement persons samtykke egentlig kan række. Hvad vil detsige at indgå ”aftaler” med demente? ”Når alt kommer til alt”, siger en, ”kan vi ikke være 100% sikre på, atden demente er med på, hvad vi mener”.(bilag 0).Udover at vise et eksempel på personalets usikkerhed om, hvad der kan læses i dementessproghandlinger og anden adfærd, kan det af citatet ses, hvorledes socialpædagogikken abonnerer påforestillingen om en naturlig indstilling eller en underliggende fælles forståelse.63

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgI mange handlingssammenhænge er professionelle optagede af at (forud-)beregnevirkningen af deres handlinger, både de ønskede og de ikke-tilsigtede. Sådanneberegninger kan imidlertid aldrig medtage det uberegnelige og på demensområdetsynes ganske meget at være uberegneligt. Har man som professionel opnået enegentlig kontakt med den demente? Har man fundet en forståelse? En accept? Elleroverskrider man lige nu med sin velmenende omsorg en usynlig grænse?Mens viden altså først og fremmest synes at føre til refleksioner, der ikke kan stoppes,er der hårdt brug for det modsatte: At forkorte vejen til handling, men helst samtidigmed, at man bevarer den kritiske bevidsthed om magt. Socialpædagogikken prøver atløse dette problem ved at søge hinsides viden til troen. Uden at forlade det rationeltmålrettede og i en vis forstand instrumentelle handlingsområde opstilles med henblikpå at styrke det pædagogiske forsæt nogle værdier og en påstand, udtrykt som princip:”Det ka´ nytte – princippet”. Princippet beder om at blive troet, og hvis man tror og erydmyg, vil det også på et tidspunkt kunne erfares som et rigtigt princip: Det kan faktisknytte. Ved at overskride videns verden, når man på den anden siden af kontingens ogusikkerhed. Troen er der eller også er den der ikke, men hvis den er – på den retteydmyge måde - er den en overvældende realitet, der kan overvinde alt.Påkaldelsen af ydmyghed og tro med henblik på at nå konkrete mål i en bestemtpædagogisk sammenhæng, har jeg valgt at kalde magisk rationel forstærkning.Udover at ”det ka´nytte princippet” er en tankegang, som er præget af ydmyghed, erdet en tankegang, der byder den professionelle at møde mennesket, hvor det er, medhensyn til følelser, udvikling, temperament osv. Mennesket ses som en helhed, og derfokuseres derfor ikke på enkelte færdigheder, enkelte ressourcer, særheder ellerproblemadfærd…. Opfattelsen er, at al udvikling og mangel på udvikling finder sted irelationen mellem den enkelte og de mennesker, som omgiver vedkommende…Enhver form for magtanvendelse er uforenelig med en det-ka-nytte- pædagogik… derfindes altid en løsning uden magtanvendelse. Men at arbejde uden at anvende magt,er ikke det samme som, at man ikke må styre og lede.Begrebet ”helhed”, dette at der ses på mennesket som en helhed, er, ligesom det”naturlige”, et begreb, der lover substans og virkelighed på et andet niveau end den iøvrigt differentierede og fragmenterede funktionsopdelte orden. Troen søger absolutteri et samfund, der har vanskeligt ved at præsentere sådanne.64

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg3.3.2 Pragmatisk legitimerende forstærkningKommunikationen – og dermed relationsdannelsen - på demensomsorgsområdetforegår under tilkæmpet naturlige betingelser. Man kan måske sige, at hvis denfungerer naturligt, er det på kunstige betingelser. Væbner personalet sig med troen på,at det (potentielt) har kontakt med den svært demente, der i et eller andet omfangantages at være i stand til at forstå, glider kommunikationen måske i en periode.Magtbevidstheden er imidlertid til stadighed central. Personalet må ikke på nogettidspunkt slippe den. Det gælder også iflg. ”det-ka-nytte pædagogikken”.Magtbevidstheden skal minde om, at demens betyder ”fra forstanden”, at asymmetriener uundgåelig og at ansvaret ligger hos omsorgspersonen. Magtbevidstheden henviseraltså til alt det, der er særligt ved omsorgsopgaven på demensområdet, hvor der ydesomsorg over for personer med betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne.Udtrykket ”betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne” er hentet fra servicelovenog er en vigtig del af beskrivelsen af den personkreds, der er omfattet af lovensmagtanvendelsesregler (middelsvært til svært demensramte er en vigtig gruppe indenfor denne personkreds, men ikke den eneste).At leve med magtbevidstheden, kan være hårdt 15 og især, hvis det af personaletopleves som ensbetydende med at leve sit arbejdsliv i en slags forlængetundtagelsessituation, hvor ”normale” sociale betingelser og former er suspenderet.Vi har tidligere omtalt begrebet dobbeltkontingens og ladet dette betegne det socialesgrundform. Med begrebet, som er hentet fra Luhmanns systemteori, har vi ikke ønsketat fremsætte et historisk postulat i stil med: ”I begyndelsen var dobbeltkontingensen også kom det det sociale, som vi kender det, til.” Derimod er begrebet indbegrebet af etforsøg på at skrælle så mange forudsætninger for kommunikationen af som muligt også iagttage, hvad der bliver tilbage som den ufravigelige betingelse, der altså måproduceres og reproduceres i al kommunikation for at muliggøre denne. Muligheden fordynamisk ordensdannelse, indstillingen på forventninger, er således alene sikret viaden dobbeltusikkerhed, som dobbeltkontingensen betegner. I socialpædagogikkentaler man, i stedet for om kontingens, om identitet. Også identitetsbegrebet betegner15 Et citat fra feltarbejdsmaterialet kan illustrere dette: ”Det med magtudøvelse kan være en svær ting atforlige sig med, for personalet har ikke ønsket at stå i en magtfuld position” (bilag 0).65

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgdet forhold, at der - ud fra det samme - skabes flere muligheder, hvoraf den ene ikke ermere nødvendig end den anden.I socialpædagogikken går man imidlertid videre, idet man ikke blot beskæftiger sigmed, hvorledes det sociale basalt set er muligt. Man forsøger også at karakteriseremåden, hvorpå forventninger og konsensus dannes i et moderne samfund. I følgesocialpædagogikken kan det moderne sociale således sammenlignes med etforhandlingsspil. Man indretter sig ikke bare efter forventninger, men forhandler indenfor det spillerum som et moderne samfund stiller til rådighed for en kompleksforventningsdannelse.Nu ville det imidlertid være upraktisk, om man skulle igennem lange forhandlinger for atnå selv det mindste resultat i form af fælles aktivitet eller koordineret handlen. Der måderfor regnes med forskellige grader af indbyrdes afstemthed, ligesom det måpåregnes, at elementer af forførelse indgår i spillet tillige med indforståede ”handler”,der bygger på kendskabet til forskellige interesser, deres gensidige konkurrence ogmuligheden for at de begge eller alle kan tilgodeses over tid. Dette er ikke blotelementer, man må regne med, de er også i et eller andet omfang omfattet afaccepterede normer i moderne kommunikation.I sin tilgang til demensomsorgsområdet går socialpædagogikken ”bagom” det særlige(demensområdets særkende som et kommunikationsfelt hvor særlige betingelser gørsig gældende) med henblik på at nå et alment og i en vis forstand almengyldigt niveau,der med hensyn til normer og accepterede sociale former kan aflaste det specielle.Det er klart, at en professionsetik på demensomsorgsområdet, må udvikle en særligfølsomhed over for sandsynlige kommunikationsrisici i form af manipulation ogforførelse. Ved at hente støtte på det almene niveau (igen ser vi hvorledes der kanhentes substantiel forstærkning i ”livsverdenen”) kan det imidlertid hævdes, at dennefølsomhed kan håndteres praktisk i en hverdag, hvor tingene jo også skal fungere. Atforføre betyder nemlig ifølge socialpædagogikken ikke nødvendigvis at føre bag lyset.Forskellen kan synes hårfin, men er synlig for den socialarbejder, der har ”integriteten”i orden.”At håndtere situationer hvor man tilrettelægger reelle forhandlinger, der set fraomsorgspersonens vinkel har som udgangspunkt, at den anden person gerne skulle66

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgende med at gøre noget, som han ellers ikke ville gøre, kræver ikke kun opfindsomhed,men også anerkendelse af den anden og en stor personlig integritet.” (Rothuizen, JanJaap og Helle Krogh Hansen, ?, s. 12).Som udgangspunkt skelnes mellem på den ene side den naturlige eller reelleforhandlingssituation, hvor frie personers selvbestemmelse (viljer) bøjes naturligt iforhold til hinanden og på den anden den virtuelle forhandlingssituation, hvor den enepart (den professionelle) så at sige bringer den andens ”selvbestemmelse” tiludfoldelse. Går man imidlertid bag om denne skelnen, det er socialpædagogikkenspåstand, vil man se, at ”reelle forhandlinger” også kan være arrangerede ellertilrettelagte forhandlinger. Hverdagen, også den hverdag der findes udenfordemensomsorgen, er præget af forførelse: Man gør noget man måske egentlig ikke erinteresseret i en situation, hvor man gerne vil være med. Også hverdagen udenfordemensomsorgen er præget af mangel på psykisk afstemte ”aftaler”: Man giver afkaldpå psykisk afstemt handling og det fungerer og er acceptabelt, fordi det sker i enforståelse af den andens interesser og med et gensidigt ”interesseregnskab” for øje.Den forstærkning af asymmetrien som opnås ved at skabe en analogi til almindeligtforekommende hverdagssituationer, vil vi kalde for den pragmatisk legitimerendeforstærkning.Dog, bare fordi forførelse er almindelig og i en eller anden grad acceptabel, er det nokikke helt tilstrækkeligt til at legitimere den i demensomsorgsarbejdet. Vi må huske atgrænsen til manipulation er hårfin….3.3.3 Ideologisk forstærkningSkal det sikres, at den professionelle holder sig på den rigtige side af grænsen mellemmanipulation og forførelse, er der brug for en ideologisk forstærkning, der kantydeliggøre grænsen for den professionelle og forsyne hende med de begrundelser,der kan fungere, når der sås tvivl om, hvad der foregår.En ideologisk position en position, hvor det ikke længere er muligt at tematisereenheden i en skelnen. Man er nødt til at vælge side. Flere eksempler kan fremdragespå ideologiske forskelle, hvor man tvinges ind i en vægtning. Således for eksempelforskellen mellem stat og fællesskab. Eller individ og kollektiv...67

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgMax Weber formulerer en skillelinje mellem mål-middel-rationel handlen overforværdirationel handlen. Habermas formulerer en lignende skelnen mellem strategiskrationalitet og en kommunikativ og forståelsessøgende ditto.I socialpædagogikken etableres en skelnen mellem handlen, der etablerer et fællestredje og handlen hvor der ikke etableres noget fælles. Det formuleres også som denprofessionelles ”handlen sammen med” sin bruger overfor det, at den professionelle”gør noget for” eller ”gør noget ved” brugeren. Det er med andre ord fællesskabet ogden personlige relation over for den mere instrumentelle og upersonlige relation. I etsocialpædagogisk perspektiv er der ingen tvivl om, at der her er tale om en centralideologisk skelnen. Altså en skelnen, der tvinger til stillingtagen: Vil man vægte denfællesskabsorienterede eller den rationelt-instrumentelle side af forskellen. Dettegælder paradoksalt nok selvom det erkendes, at det fælles tredje må ligge indenfor deprofessionelt definerede formål og idealer med indsatsen, det vil sige selvom den”pædagogiske målrationalitet” i en vis forstand bliver styrende for, hvorledes det fællestredje kan udformes.For socialpædagogikken er ”det fælles” naturligvis positivværdien i den ideologiskemodstilling. Mennesket er først og fremmest et socialt væsen og en forførelse, derlokker med fællesskab, vil ikke skuffe den forførte, hvis det fællesskab, der lokkes med,faktisk eksisterer. Den professionelles opgave er derfor at garantere et fællesskab medden demente. Lever hun op til det, kan hun med relativ sindsro afvise en mistanke ommanipulation og undergravning af den demente´s selvbestemmelse.Asymmetrien og de forskellige roller i demensomsorgen betyder, at det forhandlingsspilsom er nævnt i sidste afsnit, må finde sted på andre præmisser, men dog præmisser,der i visse aspekter kan sammenlignes. De etiske faldgruber, der uundgåeligt vil væreen del af demensomsorgen, kan bedst håndteres ved, at der skabes en appel oggaranti om nærhed og fællesskab, hvorved det medmenneskelige perspektiv kanovertrumfe det institutionelle.Socialpædagogikkens indgang til demensomsorgsområdet er magtproblematikken ogvi har tidligere set, hvorledes socialpædagogikken - ved at understrege hensynet tilselvbestemmelsesretten - puster fornyet liv i modsætningen mellem de to bærende68

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorghensyn: omsorgpligten i forhold til den der ikke kan anses for at være kapabel til atklare sig selv og hensynet til i videst mulig omfang at respektere den pågældendesselvbestemmelsesret. Ved nu at konkretisere omsorgspligten til først og fremmest atangå et ønske om fællesskab med den demente (hvorved den demente anerkendessom et medmenneske) mindskes modsætningsforholdet til selvbestemmelsesretten,idet den dementes sociale indstilling samtidig lægges til grund. En egentligmodsætning er transformeret til et ”vanskeligt forhold” mellem menneskelig autonomipå den ene side og samhørighed og borgerskab på den anden side. Til gengæld er enny og ideologisk set mere central modsætning til den fællesskabsorienterede oganerkendende omsorg kommet til syne: Den instrumentelle pleje og omsorg – denomsorg der gør noget for eller ved, men ikke noget sammen med….Hvis omsorgsmedarbejderen holder sig på den rigtige side af denne skillelinje, er hunpå rette vej…..3.4 Socialpædagogikken i beslutningskommunikationenDe gamle institutioner var kendetegnede ved specialisering. De tilbød en ”omsorgspakke-løsning”med ophold og al den hjælp og pleje, der formodedes at dækkebehovet for en bestemt gruppe personer, det være sig sindslidende, åndssvage ellerdemente. Når den enkelte bruger først var blevet visiteret til institutionen, blev hanomfattet af generelle beslutninger vedrørende hjælp og pleje og tilrettelæggelsen afden, som omfattede alle beboere. Kritikken af institutionerne tog i høj grad afsæt i denresulterende stive rytmik og manglende fleksibilitet i forhold til individuelle ønsker ogbehov.Med serviceloven blev institutionerne afskaffet. Hjælpen har siden skullet ydes somindividualiseret hjælp, hvor der skelnes mellem ophold (boform) og forskellige service-,omsorgs- og behandlingsydelser. For de enkelte ydelser træffes særskilte afgørelserom visitation, ændring og ophør. Hjælpen, der således tildeles ved individuelbehovsvurdering, skal specificeres nøje og udmåles i overensstemmelse med detgenerelle formål, som er formuleret i loven for den enkelte type hjælp og det konkreteformål med den indsats, der er tilrettelagt for den enkelte og som fremgår afhandleplaner eller hjælpeskemaer. Hjælpen skal, så vidt det er muligt, tilrettelægges og69

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgbesluttes i samarbejde med den enkelte, der, uden for de tilfælde, hvor bostedetundtagelsesvist drives efter gamle (men dog modificerede) regler for plejehjem,endvidere har visse valgmuligheder, fx vedrørende valg af leverandør.Pædagogikken udgør på den ene side et selvstændigt og universelt perspektiv påverden. Ligesom økonomien lader sig lede af sin egen kode, betaling/ikke-betaling (ogomregner alt i mediet penge), retten lader sig lede af sin kode ret/ikke-ret (og formermediet retfærdighed), politikken lader sig lede af sin kode regering/opposition (ogformer mediet magt), har pædagogikken sin egen ledende kode, ressourcer/ikkeressourcer,og sit eget medium, livshistorien, som den kan relatere til alle livets ogsamfundets forhold. Socialpædagogikken tilbyder i forlængelse heraf et helt særligt ogirreduktibelt perspektiv på demensomsorgsarbejdet, et perspektiv, der principielt mågøre krav på at være dét ledende perspektiv, som kan bringe udvikling og fornyelse iforholdet mellem professionelle og demente og bidrage til dementes realisering aftilbageværende ressourcer.På den anden side er pædagogikken som fornyende og rekonstruende instans henvisttil det moderne vilkår: At der på velfærdsområdet gerne er flere konkurrerendeperspektiver i spil og at socialpædagogikken må optræde taktfuldt og realistisk for atsandsynliggøre sin egen plads i demensomsorgsarbejdet. Med hensyn til det taktfuldeer det nævnt, at socialpædagogikken snarere end at fare frem med et fremmedbudskab, som forlanges slugt uden indsukring, fremstiller sig som forløser af noget, derallerede ligger latent og beder om at få mere plads: En naturlig indstilling, en kreativimpuls, en lettere fortrængt, men hurtigt aktiveret medmenneskelighed.Med hensyn til det realistiske er det oplagt, at socialpædagogikken må udvikle former,der matcher velfærdsområdets organisatoriske beslutningskontekst og tillader den atindgå i de handleplaner og individualiserede hjælpeskemaer, som er lovbefaledeog/eller en del af hverdagen.Det tyder på, at ”kontaktøen” er en sådan form. Socialpædagogikken handler ikkemindst om at indstille opmærksomheden på ”relationer”, på ”nærvær”, på aktiviteterman har ”sammen med” den demente, fordi man lige nu kan finde sammen om dem,om nødvendigt ved at udsætte andre ”nødvendige opgaver”. Nødvendige opgaverfremgår af plejeplaner, sygeplejecardex, pleje- og omsorgsplaner.70

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgSocialpædagogikkens realisme fører til, at det socialpædagogiske nærvær måkoncentreres i handleplanskompatible doser. Den må med andre ord realisere sitfællesskabsorienterede nærvær som ”nødvendig opgave”, udmålt individuelt eftervurdering af den enkeltes behov..3.4.1 Kontaktø som koblingI ”Markedets politiske fornuft” (2004) beskriver Holger Højlund socialpolitikken somvelfærdsområdets koblingskontekst. De teknologier og semantikker, der udtrykkes ilovgivningen, beskriver han som koblingssemantikker og – teknologier. Politikkentilbyder kommunikationssystemerne en mulighed for at kommunikere som en enhed,men denne enhed er kun tilsyneladende. Koblingssemantikker og - teknologier harderes navn deraf, at de kobler, og kobling forudsætter forskellighed. Snarere end atproducere enhed, frembringer politikken derfor ”produktive misforståelser”.I ”Organiseret kommunikation – systemteoretiske analyser” (2003) beskriver Andersenog Born velfærdsorganisationen som en polyfon organisation, det vil sige enorganisation, der har ganske vanskeligt ved at lægge sig fast på ét bestemt perspektivpå opgavevaretagelsen som det ledende perspektiv. Hvis der ikke findes et styrendeperspektiv, der kan underordne de andre og bestemme hvornår de er relevante og kaninddrages, rykker ubestemtheden helt ud i organisationens frontlinje, hvor grænsernetrækkes i interaktionen mellem professionelle, brugere og deres pårørende. Disseforhold tiltrækker kommunikationsformer, der ikke udpeger bestemte roller ogtilskrivningsfigurer, men tværtimod holder det ubestemt, hvilke der skal gennemspilles.Det har for mig været påfaldende, i forbindelse med feltarbejdet, at begrebet ”kontaktø”tilsyneladende har fundet stor gennemslagskraft i demensomsorgspraksis. Frarapporten om min deltagelse i et handleplansmøde på et plejehjem kan følgendeciteres (0):”Den første præsentation omhandler et tilfælde, hvor det beskrevne problem erkonstant kontaktsøgning fra den dementes side. Den demente forekommer urolig ogangstfuld og får undertiden deciderede anfald af panikangst. I forlængelse af dennepræsentation, hører jeg ordet ”kontaktø” for første gang under mødet. Det viser sig, atordet kontaktø er et meget vigtigt ord, som bruges igen og igen under mødet. Der tales71

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgom, at den demente har brug for en kontakt-ø. En plejer definerer en kontakt-ø som en”en-til-en-kontakt”” (bilag 0).….”Den femte fremlæggelse handler om en kvinde, der vandrer rundt og leder efter sinmor. Hun vil hjem til sit barndomshjem. Også i forbindelse med denne fremlæggelsebliver der talt om kontaktøer, ligesom det er tilfældet i forbindelse med de foregående.Men denne gang tager vi en lidt længere snak om disse magiske øer. Kontaktøen blevindledningsvis karakteriseret som en en-til-en-kontakt. Jeg spørger ommorgenvækningen er en sådan kontakt, og får svaret, at det kan det være, men at detikke nødvendigvis er en kontaktø, selvom der kun er to til stede. Kontaktøen måadskilles fra den almindelige praktiske bistand, det er en ”aktivitet”, en fordybetkoncentreret kontakt. Plejerne kan godt lide at tale om mulighederne i kontaktøen – ogder kommer mange vinkler ind fra mange kanter. ”En kontaktø er en mulighed for atvalidere borgerens synspunkter eller opfattelser”, ”en kontaktø er en mulighed for atvise anerkendelse til borgeren”, ”en kontaktø er en professionel samværsform, enmåde at værdisætte noget der ellers ligner almindeligt samvær”, ”en kontaktø virkerforebyggende, man kan undgå at give en del beroligende medicin”. En sammenlignerkontaktøen med situationen mellem Robinson Cruse og Fredag.”Feltarbejdet, som ikke omfattede deltagende observation af kontaktøer, kan ikke givesvar på, hvorledes kontaktøen fungerer som kommunikationsform idemensomsorgsarbejde. Semantisk spiller begrebet imidlertid på forskelle som: Orden(tilbagetrukket tosomhed) overfor kaos (institutionel udsathed), identitetsgivendesamvær overfor identitetstruende ensomhed, beboervalgte aktiviteter overforprofessionsvalgte aktiviteter.Den demente kan opfattes som ”afsindig” eller ”fra forstanden” og i den forstand altsåen ”fremmed”. Kontaktøen lover, at den fremmede ikke behøver at forblive fremmed.Der kan skabes kontakt. Ved at forudsætte identitet, ressourcer og solidaritet(dobbeltkontingens, mening og motiver) søger socialpædagogikken at rekonstruereden dementes person-lighed. Personer er nødvendige adresser for kommunikation ogved rekonstruktionen af dementes person-lighed genskabes således interaktionenskommunikative muligheder - og dermed den dementes muligheder for at blive hørt,komme til orde, realisere sig selv på det niveau, vi kan tillade os at tale i dennesammenhæng.72

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgSocialpædagogikken ynder at formulere sig i absolutter – hvilket kan virke paradoksalt,når den samtidig bekender sig til modernitetens fragmenterede og differentieredesamfundsmæssige virkelighed. Vejen til personliggørelsen er således, ifølgesocialpædagogikken, også vejen til det hele eller unikke menneske og kun som sådan– det er i hvert fald indtrykket – kan den demente realisere sine restpotentialer.Formulerer man sig i stedet i forlængelse af de diagnoser, som Højlund, Andersen ogBorn foreslår, kan man se ”kontaktøen” som socialpædagogikkens (tilsyneladendevellykkede) forsøg på at uddybe den socialpolitiske koblingskontekst pådemensomsorgsområdet (og i det hele taget det omsorgsområde, der omfatterpersoner med varigt nedsat psykisk funktionsevne). Begrebets popularitet kan iforlængelse heraf bedst ses som et udtryk for dets semantiske ”egenskaber”: Somsemantisk form berettiger det en forventning om, at den dementes personlighed kanrealiseres, ikke som en entydig størrelse, men som fragmenteret adresse forøkonomisk kommunikation (den demente som forbruger), politisk kommunikation (dendemente som deltagende), retlig kommunikation (den demente som rettighedssubjektmed en vis habilitet), pædagogisk kommunikation (den demente som lærende subjekt)osv. ”Kontaktøen” lader det stå åbent, om det er den ene eller den anden kode(effektivitet, anerkendelse, inddragelse eller andet), den ene eller den andentilskrivningsfigur eller rollefordeling, der bringes i anvendelse. Den er fleksibel og somsådan egnet til multikobling af forskellige kommunikationsperspektiver. Samtidig medat ”kontaktøen” giver både præcise og upræcise løfter om interaktionsmulighedernemed de demente, sikrer den, at det, der kan forveksles med en slags fordybet samvær,får en professionel legitimation. Mao: Det er en betegnelse, der potentielt forlenersamvær med fordringen om at yde professional hjælp.73

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg4. Konklusion og perspektiverendespørgsmålVi har i det foregående set, hvorledes socialpædagogikken har skabt sig plads på etnyt felt ved at lege med feltets identiteter og værdier. Vejen til nykonstruktion gårgennem dekonstruktion og indgangen til feltet er magtproblematikken, hvor to bærendehensyn, omsorgspligten og selvbestemmelsesretten, brydes. En rystelse ogombrydning af forholdet mellem de to værdier betyder, at forskellige versioner af ”detgode liv” og dermed ”den gode demensomsorg” kommer til syne i et nykonstrueretspændingsfelt, hvor en ny uafklarethed med nye spørgsmål trænger sig på.I sin tilgang til demensomsorgsområdet bygger socialpædagogikken på nyereudviklinger indenfor socialpolitik, socialret og demenspsykologi. Som selvstændigtverdens- og omsorgsperspektiv inkorporerer socialpædagogikken de nævnteudviklinger ved at gøre dem til sine egne. Socialpolitik, socialret og demenspsykologibliver i det socialpædagogiske perspektiv anledning til at sætte en ny dagsorden idemensomsorgen: Virkeliggørelsen af den demente som samfundsindivid i bredforstand. I dag kan demensomsorgen ikke nøjes med at inkludere sine demente somsyge, de er for eksempel også lærende og de er borgere med rettigheder og krav påinddragelse..Socialpædagogikken udspringer af det moderne menneskes kontingenserfaring. Voresverden er hverken umulig eller nødvendig. Det gælder også pådemensomsorgsområdet. Tingene kunne være anderledes. Og feltet må afspejledenne hyperkomplekse ”virkelighed”. Når det er sagt, kan demensomsorgsarbejdetnaturligvis ikke undvære sikre pejlemærker, identitetsgivende værdier og medier, derkan rumme arbejdsfeltets erfaringer.Socialpædagogikken tilbyder demensomsorgen et nyt medium, livshistorien, der – påen anden måde end sygehistorien – er åben over for forandringer og udvikling, selvom74

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgdet progredierende sygdomsforløb med stadigt øget tab af funktionsevne ikke er til atkomme udenom. Det socialpædagogiske projekt, som jeg har kaldt etpersonliggørelses-projekt, er på den ene side sandsynligt, fordi det understøttes afkommunikationens ”naturlige indstilling”, på den anden side dybt usandsynligt, idet detmodsiges af den diagnostiske fornuft, som sammenligner demens med ”afsindighed”.Skal det pædagogiske projekt gøres mere plausibelt, er der brug for såvel tidsmæssigsom asymmetrisk forstærkning. For så vidt angår sidstnævnte har vi skelnet mellemmagisk rationel forstærkning, pragmatisk legitimerende forstærkning og ideologiskforstærkning.Alt i alt er det indtrykket, at demensomsorgspersonalet har taget godt imodsocialpædagogikken, der – i hvert fald et vist omfang - har haft held til at præsenteresig selv som en naturlig forlængelse af feltet, et ”latent hverdagspotentiale”, der blotskal aktiveres for at virke.Som det er fremgået, er socialpædagogikken imidlertid hverken mere eller mindreunaturlig, end andre perspektiver på området. Og ligesom andre perspektiver harkonsekvenser, som de ikke kan kontrollere, har socialpædagogikken det naturligvisogså.Et vigtigt bidrag tilfører socialpædagogikken omsorgsfeltet ved at uddybe denkoblingskontekst, der udgøres af socialpolitikken. Ved at konstruere begreber som”kontaktø” bidrager socialpædagogikken til skabelsen af nye forventnings – ogkommunikationsformer, der matcher de nye ”hjemliggjorte” boformers ambitioner påbeboernes vegne samtidig med at de gøres organisatorisk operationaliserbare.Systemteori er ikke kritisk teori. Jeg vil alligevel afslutte med kort at skitsere to kritiskeperspektiver på socialpædagogikken i demensomsorg. Det ene tager udgangspunkt ien instrumentel tilnærmelse til og implementering af socialpædagogikken, den anden ien fuld og perspektiv-tro ditto.75

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg4.1 Den instrumentelle udgave af socialpædagogikken i kritisk sociologiskperspektivI evalueringen af det pilotforløb, der gik forud for SPIDOprojektet, som blev gennemførtaf Muusmann (2006), blev der ikke skelnet tydeligt mellem magtanvendelse og vold ogvoldslignende situationer eller egentlige konflikter. Evalueringsrapporten bæreroverskriften ”Dokumentation af socialpædagogik som metode til at forebyggemagtanvendelse” og ordet ”forebyggelse” bruges om aktiviteter, ”der medfører, atkonfliktsituationer ikke opstår”, men forstås dog også således, ”at det at der arbejdessystematisk med at forebygge også bevirker, at antallet af potentielle konfliktsituationerrent faktisk bliver mindre” (s. 6).I rapporten, som bygger på personalets selvrapporteringer, konstateres en væsentlignedgang i omfanget af magtanvendelse over for de demensramte. Desuden opleverpersonalet, at de demente er blevet mere rolige og trygge. Endvidere skal der væresket et fald i antallet af tilfælde, hvor de demensramte udøver voldelig adfærd over forplejepersonalet.Evalueringen er foretaget som en ”før-under-efter”-evaluering for nogle afundersøgelsesspørgsmålene og som en ”under-efter”-evaluering for andre. Medhensyn til brugen af socialpædagogiske metoder er der undersøgelsesresultater fra”under” og ”efter”. Et halvt år efter angiver således en stor del af personalet, at debruger socialpædagogiske metoder i forskelligt omfang, men der er sket et fald fratiden lige efter undervisningen. Faldet forklares i rapporten med, at der er blevet mereroligt på afdelingerne. Hvis det er rigtigt, at brugen af socialpædagogik idemensomsorgspraksis falder i takt med konflikternes aftrapning, kan det tyde på, atdet er den instrumentelle udgave af socialpædagogikken, der har bedst fat i praksis. Iet udvidet socialpædagogisk perspektiv (udvidet i forhold til det instrumentelle) ermagtanvendelse andet og mere end tilfælde, hvor plejepersonale indgår i voldeligekonflikter med demensramte. Socialpædagogikken skal ikke kun forebygge vold, menfrigøre og selvrealisere.I den instrumentelle udgave er socialpædagogikken netop reduceret til en metode, detvil sige fremgangsmåde uden sammenhæng med den etiske impuls og intensiverede76

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgmagtbevidsthed og relationsrefleksion, som ligger implicit i socialpædagogikken somperspektiv. Men risikerer den instrumentelle anvendelse så ikke at udarte tillegitimering af en magtudøvelse, som der ifølge perspektivet slet ikke er etisk (ellerretlig?) dækning for? Og hvad betyder anvendelse af pædagogiske metoder, hvis detikke er realiseringen af den dementes fulde (sociale) kommunikative potentiale, manhar i sigte?4.2 Den perspektiv-tro udgave af socialpædagogikken i kritisk sociologiskperspektivI et funktionelt uddifferentieret samfund kan der ikke tales om inklusion/eksklusion iental. Den enkeltes forhold til samfundet kan ikke opfattes substantielt. Samfundet erikke en enhed den enkelte kan kobles til, men en flerhed af forskellige funktioner, deralle adresserer individet på deres egen helt særlige måde.På hjælpeområdet, hvor den enkeltes forhold til samfundet som sådan (den umuligehelhed) er selve omdrejningspunktet for indsatsen, slår samfundets kompleksitetigennem som en ambivalens, der nægter velfærdsorganisationer at stivne i bestemtetænkemåder og meningsreferencer.Understreger man det sociale i socialpædagogikken, kommer socialpædagogikken tilsyne som noget andet end fx en sundhedsfaglig eller retlig synsvinkel. Snarere end atbyde sig til med et selvstændigt indhold, påtager den sig at supplere de andre, men påen særlig måde der inddrager de andre med en ambition om helhedsorientering.Understreger man derimod det pædagogiske, er socialpædagogikken den tilgang, derdeler verden op i det, der kan udvikles og det der ikke kan udvikles. I ressourcer ellerikke-ressourcer.I et socialpædagogisk perspektiv handler demensomsorg ikke mindst om at bidrage tilden dementes realisering af ”medborgerskab”. Han skal så vi muligt selv deltage ifællesskabet og det forudsættes, at han har ressourcer hertil. Ambitionen er med andreord en bredere inklusion end den, som den demente i mange år er blevet tildelt, nemligsom syg. Det spørgsmål, som imidlertid kan stilles, er, om den demente er tjent med –på ret tvetydig vis - at blive inkluderet som borger, forbruger mv, hvis det betyder en77

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgmere usikker inklusion som syg. Eller spurgt på en anden måde: Er samfundet, i sitforsøg på at overlade kompleksitet til individet, kommet til at jage et fantom, en fiktion?Når socialpædagogikken er det ledende perspektiv, styrer det såvel kommunikationsom opmærksomhed på en ganske særlig måde. Denne måde, der er søgt positivtbeskrevet i nærværende rapport, indebærer på negativsiden, dels at andreperspektiver forvrænges, dels tager den opmærksomhed fra disse andre perspektiver.Afslutningsvis må man spørge: Er det den optimale hjælp, der gives på den måde?78

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg5. LitteraturlisteAndersen, Niels Åkerstrøm og Asmund W. Born (2003) ”Shifters” i Holger Højlund ogMorten Knudsen (red.): ”Organiseret kommunikation – systemteoretiske analyser”,SamfundslitteraturAndersen, Niels Åkerstrøm og Asmund W. Born (2005) ”Selvet mellem undersøgelseog bekendelse – en inklusions og eksklusionsmaskine”, GRUS, NR. 74, s. 94-114Ahlgreen, Kirsten (?), ”Værdighed i demensplejen”Bjerrum, Merete (red.)(2001), Filosofi-Etik-Videnskabsteori, Akademisk ForlagBorresen, Mette, Helle Krogh Hansen og Lis- Emma Trangbæk (?) ”Socialpædagogik &Demens – det vanskelige omsorgsarbejde”Dübeck, Inger (?), Personers rettigheder – Om individets fysiske og psykiske integritet,selvbestemmelsesret og identitet,Evaluering af erfaringerne med institutionsbegrebets ophævelse på handicapområdet,1998-2002Hansen, Helle Krogh (2006), ”Socialpædagogik i omsorg for mennesker med alvorligdemens”, Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 18, 2006Hansen, Helle Krogh (2008), ”Socialpædagogisk Praksis i DemensOmsorg.Undervisernes syn på undervisning, læring mv i SPIDO”, ServicestyrelsenHeld og Olsen (?) ”Intro til pædagogik”79

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgHelth, Poula (2002), ”Evaluering af bestemmelserne om magtanvendelse og andreindgreb i selvbestemmelsesretten”, Poula Helth Rådgivning APS, maj 2002.Højlund, Holger (2004), ”Markedets politiske fornuft – Et studie af velfærdensorganisering i perioden 1990-2003”, SamfundslitteraturHøjlund, Holger og Morten Knudsen (2008), ”Den multikoblede offentlige sektor”, i:Pedersen, Dorthe (red), Carsten Greve og Holger Højlund (2008), ”Genopfindelsen afden offentlige sektor – ledelsesudfordringer i reformernes tegn”, Børsen OffentligKetscher, Kirsten (2008), ”Socialret – Principper – Rettigheder – Værdier”, ForlagetThomsonLarsen, Lars (red.)(2007), ”Gerontopsykologi – Det aldrende menneskes psykologi”,Aarhus UniversitetsforlagLuhmann, Niklas (2007), ”Indføring i systemteorien” Forlaget UP (Unge Pædagoger)Luhmann, Niklas (2002), ”Samfundets uddannelsessystem”, Hans Reitzels ForlagMuusman Rapporten (2006), ”Dokumentation af socialpædagogik som metode til atforebygge magtanvendelse”Pedersen, Inger margrethe (1992), ”Handicappede og ældre medkommunikationsproblemer”Rothuizen, Jan Jaap og Helle Krogh Hansen (2005), Fra jura til pædagogik…Introduktion og forankring af socialpædagogiske metoder i omsorgsarbejde medborgere med demens, Servicestyrelsen, OdenseSocialministeriet, ”Rapport fra udvalget om psykisk handicappedes retssikkerhed”,Socialministeriet, 7. og 8. kontor, januar 1998Zahle, Henrik (2003), ”Menneskerettigheder. Dansk forfatningsret 3”, Christian Ejler´sforlag80

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorg6. Bilag6.1 En dag i plejen (dagbogsnotat)D. 14.02.08Jeg forsøger med nedenstående at fastholde indtryk fra mit møde på et lokalcenter d.13.02. Referatet/dagbogen er skrevet ud fra hukommelsen og noter, nedskrevet i løbetaf dagen.D. 13.02.08Jeg møder op klokken lidt i syv på lokalcentret. Det er et rødstenshus med atriumgård imidten af den firkant, som bygningsværket, der er i tre etager, danner. Jeg ringer tilden sygeplejerske, der skal være min vært for en dag i plejen. Hun henter mig vedindgangen. Det jeg glad for. Stedet virker ikke helt let at overskue, hvilket jeg også påforhånd er blevet advaret om.Mødetidspunktet var planlagt, så jeg kunne deltage i det møde, hvor nattevagtenovergiver plejeopgaven til dagvagten. Selvom jeg møder til tiden, er dette mødeimidlertid overstået, da jeg ankommer. Mødet er et ganske kort orienteringsmøde.Detaljer i beboernes tilstande er indført i journalen, som personalet kan logge sig på -på en computer i personalerummet. Advis´erne fra nattevagterne kan imidlertid ikkeses elektronisk (?). De printes derfor ud.Sygeplejersken oplyser, at der er to nattevagter til hele huset. Natsygeplejersken ersparet væk. Så nattevagterne er plejere eller SOSU - assistenter. Halvdelen afbeboerne på lokalcentret har en diagnose, der går på nedsat psykiske funktionsevne.En større andel af disse er mere eller mindre demensramte.81

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgEnkelte af de demensramte er så krævende, at de efter sygeplejerskens opfattelsenærmest (i hvert fald ideelt set) kræver mandsopdækning, hvilket normeringen dog sletikke rækker til. Særligt én demensramt beboer med et meget højt aktivitetsniveau hargivet anledning til ”Projekt Kvisten”. Dette projekt handler om at omlæggeplejeopgaverne med henblik på at frigøre personale til de ringest fungerende beboere,der har brug for en særlig høj grad af tryghed, skærmning mv. Til disse beboereindrettes et sted, Kvisten, med konstant tilstedeværelse af personale, passendeoverskuelige ruminddelinger, hyggelige omgivelser og mulighed for forskelligeaktiviteter.Efter det meget korte møde med nattevagterne holder dagvagterne et møde, hvor manaftaler, hvad der skal ske i løbet af dagen – og hvem der gør hvad. Der skal evt. –udover det sædvanlige - tages blodprøver, lægges forbindinger, bestilles medicin,laves plejeplaner osv. Der spises et rundstykke samtidig med at dagsprogrammetbliver fastlagt. Under dagens møde kommer nogle unge plejere ned i personalestuen.De beretter, lidt oprevet, at den ene har været udsat for at blive skældt ud af enmandlig beboer, der ønskede hende ud af sin plejebolig. Een bemærker hertil, at det ervigtigt, at den unge pige ikke tager det personligt. Sådan kan han altså bare være. Denanden unge pige siger hertil, at manden ikke bare skal have lov at bestemme. Skælderhan ud og giver udtryk for, at han ikke ønsker besøg af en plejer, skal plejeren bareblive der.Efter dette morgenmøde fordeler plejepersonalet sig på de to etager og hjælperbeboere med efter tur at stå op. Man forsøger så vidt muligt at tage hensyn til denenkelte beboers individuelle døgnrytme. Og morgenmad kan fx serveres helt til kl.11.00. Varm mad serveres af samme grund om aftenen. Dette spørgsmål om, hvorudstrakt hensyn der kan tages til den enkelte, er dog et spørgsmål, der ikke er heltenighed om.Inden morgenmødet hæves spørger sygeplejersken rundt i kredsen, om der er en, derkan tage mig med. En moden plejer indvilliger i at tage mig med op på tredje sal, hvorder bor en dement kvinde, som flyttede ind for et års tid siden under nogle ikke heltoptimale omstændigheder. Disse omstændigheder hører jeg om lidt senere. Jeg mådog vente en halv times tid, hvorfor jeg bliver siddende i personalerummet sammenmed sygeplejersken. Jeg må her tilføje, at jeg på dette tidspunkt har fået præsenteret82

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgmig for de fleste af de personer, jeg møder i løbet af dagen. Jeg kommer fra projektSPIDO. Jeg er ikke fra tilsynet. Og det er ikke mit job at tage stilling til, om plejere gørderes arbejde rigtigt eller forkert.Der er to sygeplejersker på dagvagt. Den ene dækker 1. sal. Den anden, som jegfølger, dækker 2. og 3. sal. Sygeplejersken på første sal er ret ny og har brug for lidtsparring. Jeg går med til et sparringsmøde. Til drøftelse på mødet er bl. a. ensocialfaglig handleplan. Jeg spørger ind til, hvornår det kommer på tale at lave ensådan. Det er, viser det sig, ikke et helt let spørgsmål at få klart besvaret – og jegvender tilbage til spørgsmålet senere på dagen. I første omgang fik jeg svaret, at deter, når personalet møder problemer, de ikke kan ”klare”, at man overvejer ensocialpædagogisk handleplan; det er, når der opstår problematiske situationer med enbeboer, der ikke kan løses med enkle midler, fx en pille.Sygeplejersken forklarer senere, at sindstilstande hos beboerne, der kan føre tilproblematiske situationer for plejen, ofte har en somatisk baggrund. Jeg får udleveretforskellige pjecer om delirium, som fremstilles som en ret udbredt følge af diversefysiske tilstande – herunder sågar almindelig skrøbelighed pga alder. Sygeplejerskenviste mig også sit eget nedskrevne motto:”Er din beboer ikke som han/hun plejerLad dig ikke bremseBrug din remse:Væske, temperatur, urinstix.”Er den helt gal med fru Jensen (opdigtet) er det næsten altid en urinvejsinfektion, derer forårsagende faktor. Som regel lykkes det dog at forebygge problemerne ved atvære på forkant; ved at være opmærksom på de små symptomer.Efter dette møde skal jeg med ind til den ældre kvinde på tredje sal. Jeg når at blivebriefet lidt på forhånd. Kvinden er en af de demente beboere, som lokalcentret ønskerat kunne give et bedre tilbud – med Kvisten. Om morgenen er der gerne en god ogrolig kontakt mellem plejen og kvinden, men når hun senere bliver overladt mere til sigselv, bliver hun forvirret og ulykkelig og opfatter fx, at hun er udsat for tyveri. Damenflyttede ind på et tidspunkt, hvor hun tilsyneladende klarede mange ting selv. Hun83

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgfærdedes på egen hånd i byen, hvilket hun stadigvæk gør. Plejerne var dogindledningsvis meget usikre på, hvor meget hun kunne klare selv. Og man fulgte derforefter hende, når hun ville ud på tur. Det blev kvinden meget oprørt over og på ettidspunkt blev hun så hidsig, at hun under et forsøg på at blive af med sine ”forfølgere”kom til at gå ud foran en bil. Personalets problem var, at der ikke var en særlig godkontakt til kvindens nærmeste pårørende, en søn, der end ikke havde gjort sig denulejlighed at hjælpe sin mor med flytningen. Det blev derfor en læge, som kendtekvinden godt, der løste problemet. Lægen mente godt, hun kunne ”tage det fagligeansvar for”, at plejepersonalet lod kvinden gå for sig selv. I hvert fald skulle der ikkevære et problem, når kvinden er ”habituel”. Er hun i ”delir”, hvad hun somme tider erpga urinvejsinfektion, skal hun søges afledet.Briefingen fører også til en snak om betydningen af, hvad jeg vælger at kalde ”dengode indflytning”. Sygeplejersken betoner vigtigheden af i detaljer at planlægge enindflytning. Hun taler om en ”drejebog” for indflytningen. Det skal jo helst være en godoplevelse, hvor plejepersonalet desuden får en viden om den kommende beboer, derkan bruges til at gøre omgivelserne og plejen så hjemlig og vedkommende som muligt.Der er i forbindelse med indflytningen en lang række spørgsmål, der må stilles til vanerog mere personlige ønsker og forudsætninger. Jeg får vist et flere siders skema meddiverse spørgsmål.Den vellykkede pleje handler meget om at udvikle og have nogle strukturer klar, derkan opfange og forebygge problemer, inden de udvikler sig. En af disse strukturer erprocedurer, retningslinjer og spørgeskemaer i forbindelse med indflytning. En anden erkontaktpersonordningen, der sikrer at der altid er én plejer, der har særligt øje for denenkelte beboers særlige behov.Kvinden tager venligt mod både mig og Sosu-assistenten. Hun får støttestrømper påog vi taler lidt om vind og vejr. Senere på dagen ser jeg hende ulykkelig og forvirret ogmed tilsyneladende stort behov for at være sammen med en forstående plejer.Så er vi fremme ved formiddagsmødet kl. 10.00-10.30. Her samles der op påmorgenens opgaver. Der er kaffe og lidt hygge. Forinden når sygeplejersken og jegigen en lille snak, der bl. a. handler om forskellen habituel/delir. Denne forskel ernaturligvis ikke tilstrækkelig til at anskueliggøre kompleksiteten i plejens84

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgarbejdssituation. Fx må delir, som er en normalt fungerende persons normale reaktionpå nærmere beskrevne fysiske tilstande skelnes fra mere grundlæggendeadfærdsforstyrrelser.Sygeplejerskens oplevelse er, at arbejdet med beboerne bliver mere og merekomplekst, at beboerne bliver mere og mere komplekse – ”eller er det bare os, der erblevet mere ambitiøse?”, spørger hun. Lokalcentret er et ”leve- og bomiljø”. Men for atdet skal være et godt sted at være, kræver det at plejepersonalet er vidende og dygtigt.Der foregår på lokalcenteret et konstant opkvalificeringsarbejde, hvor de personer, derbesidder en specialviden, underviser de andre. Og det er et vanskeligt område. Endemens fx – er ikke bare en demens. Sygdommen udtrykker sig ikke bare på eenmåde, men i et kompliceret samspil med personlighed og miljø. Endvidere er detsådan, at der på lokalcenteret ikke er ansat køkkenpersonale – og det betyder så, atplejepersonalet også må vide en del om fx ernæring.Efter dette møde bliver jeg igen ”fordelt”. Denne gang skal jeg møde en beboer, sompersonalet oplever som meget speciel. Således illustrerer situationen omkring kvinden,som er alkoholiker, meget godt det dilemma mellem på den ene side omsorgspligtenog på den anden side den enkeltes selvbestemmelsesret, som er indbygget iplejeindsatsen. Det er min vært, der præsenterer kvinden på denne måde, ligesom deter hende og beboerens kontaktperson, der forbereder mig på, at det måske ikke bliveren særlig behagelig oplevelse at møde kvinden, som kan være særdeles sarkastisk oggrov, hvis det passer hende. En anden bryder ind og siger, at kvinden også er en ”sød”person. De tilstedeværende nikker: Der er enighed om, at kvinden ikke måpræsenteres for unuanceret.Når det omtalte dilemma i forhold til plejen af kvinden forstærkes er det bl. a. fordi, der ikredsen af pårørende er forskellige opfattelser af hvilken plejeindsats, der vil tjenekvinden bedst. Datteren mener, at kvinden, der kun meget sjældent ønsker at tage etbad, bliver svigtet, når plejepersonalet respekterer kvindens ret til selv at bestemme.Sønnen er mere ”blød”, og har da også tit en lille flaske med til moderen, når hankommer på besøg.Nogle plejere er ikke glade for at besøge kvinden. Kvinden kalder sygeplejersken for”den såkaldte sygeplejerske” og teamlederen for ”den såkaldte leder”.85

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgAnledningen til det besøg vi gør hos kvinden, der tager (overraskende) godt imod os,er, at Sosu-assistenten skal hjælpe hende med at købe ind. De aftaler, at der skalkøbes to øl. Kvinden tager imod os siddende i underbukser i en rullestol. Hunfremtræder usoigneret med uredt hår og en del skægvækst på hagen. Plejeboligen ertilrøget – og rengøringsstandarden er ikke som man ser den andre steder i huset.Sosu-assistenten bemærker efter vores besøg, at hun havde holdt vejret, da jegoverfor kvinden roste lejlighedens udsigt. Det er ikke altid, at den slags rosende ord gårupåagtet hen.Det er vigtigt, iflg min vært, ved plejen af personer som den omtalte kvinde, at plejerneikke begynder at opfatte det som et personligt nederlag, hvis det ikke lykkes fx at fåpersonen til at bade.Dette er åbenbart somme tider et problem for den enkelte.Efter mødet med den alkoholiske kvinde, går jeg en tur rundt med madvognen. Denføres af en sosu-assistent, der forestår frokostserveringen for de beboere, der ikkeønsker at deltage i fællesspisning. Beboernes individuelle ønsker respekteres såledesogså på dette punkt. Da vi når tilbage, er maden til fællesspisningen klar.Plejepersonalet spiser frokost sammen med beboerne. I dag er det fiskefilleter ogkærnemælkssuppe med rosiner. En af de ting, man har arbejdet med i plejeteamet, erat skabe en hyggelig og rar fællesspisning med en god atmosfære, som man harfundet bl. a. kan understøttes af nogle fællessange efter måltidet. Specielt én beboerbrokker sig en del i forbindelse med spisningen, og særligt da der skal synges. Hanspørger desuden hele tiden (lidt flirtende/drillende?) til en af sosu´erne, om hun har detgodt, hvilket hun lige så tit må bekræfte. Sygeplejersken mener (det fortæller hun migefterfølgende), at han allerede har glemt, at det var den unge sosu - og ikke den sosuhan søgte kontakten med under måltidet -, han om morgenen havde overfuset.Frokosten varer til klokken ca. 13.00, hvorefter jeg følger min vært rundt i huset tilforskellige ærinder. Undervejs snakker vi om, hvad dagen indtil nu har bragt – og bl. a.om forventningerne til projekt ”Kvisten”, som nogle fra plejeteamet (og herundersygeplejersken) har udviklet i forbindelse med et SPIDO - forløb. Udover som detprimære at forbedre indsatsen for de hårdest demensramte, kan Kvisten udvikle sig tilet sted, hvor der kan afprøves og læres. Nogle af beboerne, herunder den person derhavde fyldt mest under måltidet, har brug for rum omkring sig. Der er ligesom en zone86

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgomkring dem, hvor man skal passe ekstra på eller være ekstra varsom, når man bryderind. Somme tider, når disse personer møder hinanden, kan der opstå problemer og urosom så kan forplante sig til de andre beboere. Her er nogle af sosu´erne så rigtig godetil at gøre noget skørt for at aflede opmærksomheden, fx stille sig op mellem de topersoner og begynde at fægte med arme og ben. Sådan et trick kan få kombattanter tilat glemme, at de var ved at blive sure på hinanden og i stedet for pege på denintervenerende person og fx rette nedladende eller spøgefulde (og for nogenophidsende) bemærkninger til denne.Jeg får lov til at deltage i et teammøde, hvor der - foruden af de personer, jeg har væretsammen med fra morgenstunden – er deltagelse af to nytilkomne, der skal påaftenvagt, og en fysioterapeut, som kan bidrage til mødets indledende punkter. Mødetskal foregå i personalerummet, hvor døren på et tidspunkt står åben. Udenfor kommeren beboer, der virker svært dement, forbi. Jeg spørger, om hun er en af dem, der kanvære vanskelige for personalet at tolke. Jeg får bekræftet, at det er tilfældet. Men herskal man være opmærksom på, siger sygeplejersken, at kommunikationen ikke kunforegår sprogligt. Man må bruge sig selv, fornemme, læse kropssprog – så kan detlade sig gøre for de dygtige plejere. Beboeren søger ind i personalerummet og får lovat sætte sig ned. Hun så på mig ikke ud til at have fundet sit bestemmelsessted, mendog et sted, der var acceptabelt at opholde sig en tid. Da mødetidspunktet nærmer sig,foreslår en tilstedeværende sosu den gamle kvinde, at de går en tur sammen. ”Nej,nej”, siger kvinden, hvorefter sosu´en tager hendes arm og hun følger føjeligt med. Jeghar tidligere spurgt sygeplejersken, om det ikke kunne være et problem med dissemere passive typer (de typer jeg i løbet af dagen havde hørt mest om, var deudadreagerende typer med stort aktivitetsniveau). Nu bemærker sygeplejersken: ”Ja,det kan være svært at tolke, hvornår man bruger magt. Her sagde hun faktisk ”nej””.Mødet begynder med fastlæggelsen af dagsordenen. Første punkt vedrører en mand,som opholder sig meget i sin plejebolig og som i flere tilfælde er faldet ud af kørestolen.Mødet forsøger at indkredse problemet. Hvor ofte er det faktisk blevet registreret, athan er faldet? Hvorledes sidder han i kørestolen? Udnyttes kørestolens muligheder fortilbagekippet stilling? Er bakken slået op? (er der så ikke tale om skjult fastspænding?,smiler fysioterapeuten drillende). Punktet slutter med, at det konkluderes, at problemetikke er så stort og at man vil se nærmere på kørestolens muligheder uden decideretfastspænding. Fysioterapeuten vil til næste møde demonstrere en kørestol.87

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgNæste punkt vedrører en beboer, som muligvis ikke spiser nok. Det bemærkes, at uropåvirker beboeren, der simpelthen har svært ved at rumme mange mennesker ispisesituationen. En stiller spørgsmålstegn ved, om kvinden får for lidt at spise. Hun erjo ikke ligefrem undervægtig. Sygeplejersken bemærker hertil, at underernæring ikkenødvendigvis fører til undervægt. Man vil fremover forsøge at skabe mere ro omkringbeboeren, så hun kan få spist noget mere.Tredje punkt. En sosu mener, at en beboer, som hun er kontaktperson for, er mereselvhjulpen, end hun gør sig til/eller personalet hidtil har gjort hende til.Fysioterapeuten lover at se nærmere på dette. Med lidt træning skulle den pågældendeselv kunne klare toiletbesøg.Fjerde punkt. En mandlig beboer får tit og mange sår på siddefladen. På sidste mødebesluttedes det, at han skulle have mere ophold i sengen og mindre i stolen. Både afhensyn til psyken og sårene.Femte punkt er et orienteringspunkt om Kvisten. Det viser sig, at ikke alle føler sig ligegodt orienteret om dette projekt, som er blevet udsat pga forskellige praktiskevanskeligheder. I hvert fald tre af de tilstedeværende er direkte involveret i projektet.Men særligt en pædagogisk uddannet medarbejder føler sig ikke taget med på råd. Derudspinder sig en diskussion med udgangspunkt i en skelnen mellem ro og aktivitet. Påden ene side er en del af formålet med Kvisten at skabe en ro omkring nogle dybtforstyrrede demente, som de ikke kan finde i den dagligdag, der for øjeblikket herskerpå lokalcentret. På den anden side er det vanskeligt at forestille sig, at en del af dissedemente vil kunne fastholdes på kvisten uden aktiviteter og afledning. Men hvilkeaktiviteter kan tjene dette formål?Sjette punkt handler om organiseringen af teams omkring den enkelte beboer – i stedetfor kontaktpersonordningen, der har vist sig sårbar.Syvende punkt handler om plejeplaner. Tilsynet har været på besøg og fundet at deudarbejdede plejeplaner havde et for ringe detaljeringsniveau. Plejeplaner skalindeholde detaljerede angivelser af hvad der skal siges og gøres, fx i forbindelse medmorgenvækningen. Hvornår foretrækker beboeren at stå op? Skal gardinerne trækkesfra med det samme eller først senere? Osv. Der er udarbejdet en vejledning til at støtte88

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgarbejdet med forbedrede planer. Det er tydeligt, at arbejdet med planerne ikke er alleplejepersonalernes livret.Med dette møde sluttede mit besøg. Kun en lille efterfølgende snak blev det til. Jeg togafsked med min vært, idet jeg bad hende hilse alle og takke for deresimødekommenhed.6.2 Deltagelse i handleplansmødeRef. af 13.03.Jeg møder på plejehjemmet i god tid. Ligesom mange andre plejehjem eller boformervirker også dette hjem en smule labyrintisk med mange og lange gange, døre ogskillevægge. De fleste døre åbnes enten automatisk, når man nærmer sig eller ved attrykke på en knap på væggen.Mødet foregår i et mødelokale på hjemmets demensafsnit.I mødet deltager en demenskoordinator, en ledende sygeplejerske, en ledendemedarbejder i plejen og cirka otte SOSU assistenter, der alle har været på SPIDOkursus og har hver deres ”projekter” i form af handleplaner i forhold til enkelteplejekrævende borgere på hjemmet.Mødet indledes med, at der småsnakkes og deles bilag ud (de omtalte handleplaner)og en dagsorden, hvoraf fremgår at det vigtigste punkt er medarbejdernesfremlæggelser af deres handleplaner. Jeg får senere at vide, at dagen har været ventetmed spænding, da den – af en eller anden grund – har fået karakter af en dag, hvorder gøres status; en dag hvor den enkelte medarbejder forventes at vise, hvor langthun er nået med SPIDO, hvor dygtig hun er til at inddrage socialpædagogiskeovervejelser i sit arbejde i plejen af demente.Jeg fik hurtig en fornemmelse af, at man forventede af mig, at jeg gav udtryk for,hvordan jeg vurderede de problemstillinger der blev fremlagt og den indsats, man satte89

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgind. Jeg forsøgte at gøre mig fri af den forventning - uden dog at skuffe helt. Det kunnejeg kun gøre ved at forholde mig mere spørgende i forhold til det, der blev fremlagt,end jeg oprindeligt havde tænkt mig. Demenskoordinatoren og sygeplejerskenbetroede mig efter mødet, at denne måde at forholde mig på havde været okay. De varsikre på, at mødet havde været en god oplevelse for deltagerne.Selv havde jeg tænkt, at min rolle skulle være mere tilbagetrukket. Og da jeg vedmødets begyndelse blev budt velkommen og i forlængelse heraf fik mulighed for atpræsentere mig selv, gjorde jeg da også opmærksom på, at jeg var der for at evaluereSPIDO (og altså ikke plejernes indsats) og at jeg så min deltagelse i mødet som enmulighed for at blive klogere på plejens dagligdag og på om - og i bekræftende faldhvorledes - socialpædagogikken kan anvendes i demensomsorgsarbejdet. Jeg var derfor at lære snarere end for at bedømme og vurdere.Jeg havde håbet på nogle forholdsvis frigjorte overvejelser og refleksioner fraplejepersonalets side om både problemstillinger og løsninger i demensomsorgen. Ogselvom det startede lidt stift, synes jeg det kom hen ad vejen. (Den anspændthed, derkunne anes i starten af mødet, kan skyldes – blev jeg senere fortalt (min kone arbejderi sektoren) – at plejepersonalets indsats er genstand for megen bevågenhed ogopmærksomhed, mange tilsyn og ”eksaminer”).Efterhånden som jeg fandt ind i min rolle som interesseret spørger med kendskab tildet socialpædagogiske indhold, lovgrundlaget for plejen mv. – men uden at foretagebedømmelser – fandt de andre også deres roller. Præsentationerne blev mereflydende, andre supplerede ”oplægsholderen”, og når jeg stillede spørgsmål, togmange ordet og der kom gang i refleksionerne, forestillinger blev mødt medmodforestillinger, alle blev så at sige involveret i at undersøge gyldigheden af, hvad derblev sagt. På den måde kan man sige, at mødet udviklede sig, som jeg havde håbet.Den første præsentation omhandler et tilfælde, hvor det beskrevne problem er konstantkontaktsøgning fra den dementes side. Den demente forekommer urolig og angstfuldog får undertiden deciderede anfald af panikangst. I forlængelse af dennepræsentation, hører jeg ordet ”kontaktø” for første gang under mødet. Det viser sig, atordet kontaktø er et meget vigtigt ord, som bruges igen og igen under mødet. Der tales90

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgom, at den demente har brug for en kontakt-ø. En plejer definerer en kontakt-ø som en”en-til-en-kontakt”.I forbindelse med denne fremlæggelse fortæller en plejer, at personalet har gjort megetud af at inddrage de pårørende i SPIDO-projektet. Det er vigtigt, at de pårørendeforstår, hvad der sker, når personalet eksempelvis samler nogle blade sammen ogspreder dem på gangen for at en dement mand efterfølgende kan have fornøjelse af atfeje dem sammen i en fin bunke.De pårørende har vist sig meget engagerede i projektet og har endog været rørt over,at personalet er gået så langt for at komme de demente i møde. Demenskoordinatorenvar overrasket over, hvor interesserede de pårørende havde været. Det er ikkeualmindeligt, at de pårørende helst vil lade de plejefaglige overvejelser værepersonalets eksklusive område.I forbindelse med snakken om de pårørendes begejstring, fortælles om en mand, dermeget nødig deltager i/samtykker i, at personalet hjælper ham med den personligehygiejne. Familien er meget interesseret i, at den gamle mand bliver vasket og holdt istand og lægger pres på plejen, der afviser, at man bare kan iværksætte etregelmæssigt hygiejneprogram uden at manden vil være med til det. SPIDO-projektethar nu – til de pårørendes store begejstring - vist sig effektivt ved at inspirereplejepersonalet til at afprøve forskellige afledningsmanøvrer. En metode, der i særliggrad har vist sig velegnet, er at made den gamle med flødeskumskager samtidig med,at han eksempelvis får klippet tånegle.En anden fremlæggelse vedrører en mand, som plejen mener mangler forståelse. Hanmodarbejder plejetiltag, og hustruen, som ved hvordan han kæmper mod plejen, erbekymret for, om han nu får en ordentlig pleje. Personalet bruger med egne ord ”rigtigmange kræfter” i plejen af manden. I forbindelse med SPIDO har personalet sat sommålsætning, at manden skulle opnå en højere grad af tryghed gennem nærvær.Manden kan lide musik, det har man fundet ud af. Så nu spiller man musik for ham.Man sørger endvidere for at have god tid til eksempelvis morgentoilettet. Det skalforegå stille og roligt og det skal ikke foregå på badeværelset, for man har en idé om,at manden knytter nogle dårlige oplevelser til at blive vasket i badeværelset. Så detbliver i stedet til sengevask. Han er mere afslappet i dag, end han var før SPIDO-91

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgtiltagene, der også omfatter regelmæssig massage af en massør fra byen. Der skaldog stadigvæk to plejere til at pleje manden. Han er stor og stiv og selvom hansmodstand er aftagende, er den der stadigvæk. Plejen giver udtryk for, at den mand,manden er i dag, ikke er manden i sin ”natur”. Tidligere var han en glad mand.På spørgsmål fra mig om, om det ikke altid har været nødvendigt at mobilisere en viskreativitet i arbejdet med en person som den omhandlede, kom der gang irefleksionerne. Nogle plejere er af den opfattelse, at de tiltag man forsøger sig med idag – med blandt andet sansestimulation – er af en anden art, end man tidligere harbrugt, hvor det handlede om ”god kærlig pleje”. Nogle er af den opfattelse, at det deradskiller tiden efter SPIDO fra tiden før er den systematiske måde at arbejde medtingene. SPIDO har givet anledning til, at der er udarbejdet en model for en handleplanmed nogle fortrykte punkter til udfyldning i hvert enkelt tilfælde. Et punkt vedrørervurderingen af, om der er behov for en kontakt-ø. Andre mener, at der altid er blevetarbejdet med pædagogiske tiltag – ”men nu kan vi sætte nogle ord på”.Handleplanerne bliver lavet, hvad enten der er truffet afgørelse om brug af magt ellerej.En medarbejder giver udtryk for, at det hele er en gang skuespil. Laver man nogetskuespil – gang i den – så går det hele.En tredje fremlæggelse handler om en dame, som blev flyttet til plejehjemmetsdemensafsnit med magt; hun boede før et andet sted i kommunen, hvor man ikkelængere kunne magte hende; hun stak hele tiden af, hun skældte ud og var aggressiv.Den tidligere bopæl lå tæt på det hjem, der havde været kvindens det meste af hendesliv (familien/manden kan ikke ”rumme hende” længere), og det var – kom det frem –nok en af grundene til at det havde været svært at holde på hende. Kvindes liv har iflg.plejepersonalet ikke været let. Uægte barn. Opvokset hos bedsteforældrene, mensmoderen levede sit liv i storbyen. Drillet i skolen. Kvindens tilfælde bliver af personaletbrugt til at illustrere vigtigheden af at kende personens livshistorie for at kunne sættesig ind i (i dette tilfælde:) hendes reaktioner. Man skal ikke sidde i en gruppe tæt vedhende og snakke, for så oplever hun, at der snakkes om hende. Kvinden var i dagmindre udskældende og aggressiv. Hun vil af og til hjem, men pakker ikke så tit somførhen – og så går en medarbejder fra plejen en tur med hende. Hun har fået et størreværelse på det nye plejehjem, men ellers viste det sig, at det faktisk var vanskeligt for92

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgplejen at konkretisere eller udpege de forandringer i kvindens situation (også medhenblik på SPIDO), som de turde tro på kunne have haft en effekt på kvinden.En fjerde fremlæggelse handler om en mand. ”Vi tror ikke han forstår ret meget af detvi siger, og det kan være svært at sige hvad det er han oplever.” Manden kan væreaggressiv, han kan på et spørgsmål svare: ”Ikke på vilkår”, hvorefter han føjer plejeren,lader sig føre derhen hvor han ønskes ført. En plejer/kontaktpersonen har bemærket,at manden kan lide at følge trafikken uden for vinduet med øjnene. Plejen har sat denmålsætning for manden, at han skal føle sig mere tilpas, han skal føle sig mere tryg.Manden kan ikke sidde sammen med andre, når han spiser, for så bliver handistraheret. Manden er ”ikke vild med at få børstet tænder”, men holder man hanshænder fast (uden at klemme hårdt), går det. I den seneste tid har personalet kunskullet holde ham ganske let. Personalet føler ikke i disse situationer, at der brugesmagt. Alligevel er der truffet afgørelse om at anvende magt. Den blev truffet samtidigmed afgørelsen om at flytte ham fra hjemmet, hvor hustruen og datteren ikke længerekunne magte ham – og hvor han til tider var voldelig. Datteren og hustruen har givettydeligt udtryk for deres forventninger i forhold til pleje. Omsorgen forventes givetregelmæssigt, om nødvendigt så med magt. Overfor dette noget bastante krav måtteplejen melde fra.Den femte fremlæggelse handler om en kvinde, der vandrer rundt og leder efter sinmor. Hun vil hjem til sit barndomshjem. Også i forbindelse med denne fremlæggelsebliver der talt om kontaktøer, ligesom det er tilfældet i forbindelse med de foregående.Men denne gang tager vi en lidt længere snak om disse magiske øer. Kontaktøen blevindledningsvis karakteriseret som en en-til-en-kontakt. Jeg spørger ommorgenvækningen er en sådan kontakt, og får svaret, at det kan det være, men at detikke nødvendigvis er en kontaktø, selvom der kun er to til stede. Kontaktøen måadskilles fra den almindelige praktiske bistand, det er en ”aktivitet”, en fordybetkoncentreret kontakt. Plejerne kan godt lide at tale om mulighederne i kontaktøen – ogder kommer mange vinkler ind fra mange kanter. ”En kontaktø er en mulighed for atvalidere borgerens synspunkter eller opfattelser”, ”en kontaktø er en mulighed for atvise anerkendelse til borgeren”, ”en kontaktø er en professionel samværsform, enmåde at værdisætte noget der ellers ligner almindeligt samvær”, ”en kontaktø virkerforebyggende, man kan undgå at give en del beroligende medicin”. En sammenlignerkontaktøen med situationen mellem Robinson Cruse og Fredag.93

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgTil sidst rundes mødet af. Jeg takker for at have fået lov til at deltage. Jeg spørger, omder også fremover vil blive afholdt møder af den karakter, jeg lige har overværet. Og ja,det har man planer om. Det elektroniske advis-system klarer til nødkoordinationsproblemerne mellem vagtskiftene. Men en gang imellem er det vigtigt, atalle får talt sammen. Og det vil man gerne forsøge at få ind i kalenderen.Det fremgik af mit besøg, at alle, herunder også sygeplejersker, er interesseret i atfortsætte nogle af de arbejdsmåder, som SPIDO har givet anledning til at sætte i gang.6.3 Deltagelse i SPIDOkursusD. 22. april 2008 SPIDOKURSUSDeltagelse i SPIDO-kursus – 2. dag ud af tre. Kurset bliver afholdt på et lokalcenter.Dejlige lyse lokaler. Personalet er fra to lokalcentre. Personalet fremlægger cases, hvorde har foretaget en socialpædagogisk analyse. Der er fire grupper, som såledesaflægger rapport. Grupperne består af SOSU-assistenter som er den mest almindeligeuddannelsesbaggrund, hertil kommer sygeplejersker og ergoterapeuter. Endelig endemenskoordinator.Efter en god gang morgenkaffe og en indledning fra en af de to undervisere går det løs.Første case handler om en ægtefælle, der har vanskeligt ved at acceptere, at hun erflyttet (blevet anbragt?) til en kommunal boform.I den socialpædagogiske analyse er et vigtigt element at kigge på den enkeltesressourcer.. Den omhandlede ægtefælle beskrives som selskabelig, omsorgsfuld - ender kan kommunikere på trods. Hun har et godt netværk. Hun kan sige, at hun skal påtoilettet, hun kan tage stilling til enkle spørgsmål med ”ja” og ”nej”. Hun kan være rolig ilængere perioder.Vanskelighederne består i smerter, alzheimer, at hun har svært ved at acceptereflytning, svært ved at koordinere, hertil kommer hukommelsesproblemer. Den ældrekvinde er udad reagerende og ”kører let op”, når hun føler sig overset (personaletstolkning). Vreden kan også opstå i forbindelse med for eksempel opbrud fra et måltid94

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgog når hun virker overtræt. Personalet har haft fat i Maslows behovspyramide ogmener, der er flere behov, som ikke bliver dækket. Nærheden til manden ved aftenstid(korrigeres lidt da det senere erkendes, at der aldrig er problemer om natten).Mange tinge er overgået kvinden siden hun flyttede i boform. Blandt andet er hun faldetog har brækket armen. Hun har endvidere haft en blodprop. I perioder kan hun giveudtryk for, at hun føler sig ”anbragt”. Skal hun ikke have lov at være i den følelse,spørger konsulenterne.I samtalen når personalet og konsulenterne frem til, at kvinden må befinde sig i ensorgproces – og måske gælder det samme manden, der ikke kommer så ofte som hangjorde i begyndelsen. Han bliver også ofte skældt ud af kvinden, der bebrejder ham, athan har ladet sig ”separere” fra hende. Konsulenten peger på, at der bag ved sorgenligger en ressource, nemlig en kærlighed til manden. Det handler om at gå helt ned ifølelsen, den følelse, de involverede må have. Hedder det girafsprog, vil en afkursisterne vide. Og det bekræftes. Girafsprog har at gøre med at gå ned i følelsen ogvalidere følelsen, det vil sige at medvirke til at gøre den gyldig og acceptabel for den,der har den.Skal ægteparret hjælpes må det handle om at kunne se og rumme begges sorg og athave øje for parrets gode stunder sammen. Hvad er det, der gør den gode stund?Respekt er også vigtig. Får kvinden ikke respekt, bliver hun vred. Der afrundes ved atminde om, at socialpædagogikken omhandler det gode liv, om at finde mening.Den næste case omhandler en hjerneskadet mand med demens. Han er under 60 årog ryger. Manden søger ustandselig kontakt, idet han spørger efter cigaretter. Manden,der er under værgemål, har meget ringe økonomi, når de faste udgifter er betalt. Detbetyder, at der ikke er mange penge til cigaretter (?) Efter en samtale med familien, erdet blevet aftalt, at manden skal tilbydes en cigaret hver anden time. Manden spørgerimidlertid efter cigaretter hele tiden. Det er som om, han ikke har andet i hovedet. Hankan ifølge personalet ikke huske og derfor har han heller ingen erindring om, hvornårhan sidst røg en cigaret. Manden bliver aggressiv over for personalet, særligt hvis hanmøder en ung hjælper, og det fremgik af personalets beretning, at mandens popularitetkunne ligge på et lille sted. Personalet giver udtryk for, at de er gode til at støttehinanden, når mandens luner går ud over en af dem.95

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgHvad er manden god til? spørger en af konsulenterne og får svaret, at han er god tilmeget, hvis han bliver lokket. En konsulent bemærker, at personalet har gang i en”kontakt-dans” med manden, hvor paraderne er i vejret. I skal have en liste medmandens interesser, foreslår konsulenten. Tre riller i pladen er ikke nok at spille. Dermå mere bevægelighed til. Personalet bliver tingsliggjort (betragtet som en automat),når det mødes med det samme spørgsmål igen og igen, men grundlaget for en størregrad af tilfredsstillelse for begge parter skal udgå fra personalet.En ung SOSU praktikant refererer sin vejleder for at mene, at det ikke kan være måletfor omsorgsindsatsen, at manden får et lykkeligt liv. Konsulenten bemærker, at det ervigtigt at have øje for de små mål, ”det gode nok liv”. Konsulenten går i rette med enformulering fra personalet om, at manden ikke gider noget, med mindre han bliver loveten cigaret. ”Gider” er et meget negativt ladet ord.”Cigaret” må tolkes ligesom ”skrål” fra en baby. Manden er ikke så afhængig afcigaretter, som det kan se ud (personalet bekræfter, at han somme tider bare brækkeren modtaget cigaret over i to dele). Men manden er helt afhængig af, at personalet kantolke det rigtigt, siger konsulenten.Ligesom man somme tider – med henblik på hjælp – udforsker en personssøvnmønster, kunne man udforske mandens ”cigaretmønster”. Hvornår aftager hhvtiltager hans spørgsmål om og fokusering på cigaretter? En sådan afklaring kan iflgkonsulent evt. give informationer, der kan bruges til en tolkning af mandens adfærd.Den tredje personalegruppe indleder deres case beretning med at konstatere, at densocialpædagogiske analyse ikke passer helt med det journalsystem, som kommunenanvender. Der skal tilføjes flere punkter. Ved at arbejde med systemets muligheder forat tilføje journalen særlige akter, er det dog lykkedes at gøre analysemetoden merekompatibel med systemet. Som en særlig akt har man nu fx defineretsocialpædagogiske ressourcer (gruppen forklarer, at det bl. a. dækker over personenslivshistorie).Ligesom første case handler denne tredje case om en ægtefælle, der har vanskeligtved at acceptere en flytning til en kommunal boform. Manden i denne case beskrives96

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgsom havende en hel del ressourcer: Glad og imødekommende med interesse for bl a.sang og musik. Dertil kommer godt netværk og evne til at give udtryk for visse behov.Personalet føler sig, giver de udtryk for, ofte i et dilemma i forhold til de pårørende, nårdet gælder mandens pleje. Især mandens kone kommer ofte hos ham og det erpersonalets opfattelse, at konen har vanskeligt ved helt at acceptere mandens situationog respektere hans behov. Efterhånden som personalet har fået stykket flerebrudstykker sammen af livshistorien, familiens og mandens, er iagttagede mønstre ogadfærdsformer blevet mere forståelige. Når det har været nødvendigt på denne mådeat stykke historien sammen, er det fordi, familien har været meget lidt åbne omforholdene i hjemmet. Man har været optaget af, sådan opfattes det af personalet, atholde på formerne, at præsentere sig udadtil. Og det er et ganske hårdt arbejde, når enægtefælle bliver ramt af demens. Manden er vist nok tidligere repræsentant.I starten tolkede man mandens adfærd om natten, hvor han tilsyneladende pakkedesine ting, som et udtryk for, at han ville hjem til konen. Nu mener personalet, at manhar fået et mere nuanceret syn på denne adfærd, idet det viser sig, at manden altid harværet natteaktiv. Da han boede hjemme, skete det således ofte, at han om nattenhyggede sig med at flytte om i hjemmet. På trods heraf ønsker familien, at der holdesfast i en normal døgnrytme – og kan finde på at klage til personalet, hvis man kommerforbi sent om aftenen og kan se lys hos manden. Personalets oplevelse er imidlertid, atmanden har svært ved at falde til ro, hvis ikke lyset er tændt. Nogen gange falder hanså tidligt i søvn, andre gange ikke.Gerontopsykiatrien har oplyst, at et afbrudt søvnmønster er en del af mandenssygdomsbillede.Det er personalets oplevelse, at manden skal ”skærmes” indimellem – for at det heleikke skal blive for meget for ham. Det var en aftale med familien, at frokosten skulleindtages i mandens lejlighed – og ikke sammen med de andre beboere i frokoststuen.Konen respekterer imidlertid ikke denne aftale. Og gebærder manden sig under etmåltid ikke efter konens idé om, hvad han skal gøre, kan hun være nedgørende overforham i andres påhør.Familien bebrejder plejepersonalet, at de ikke passer manden godt nok. Personalet hariflg familien ikke forståelse for mandens særlige behov, fx hans tyggebesvær, derskyldes en protese. Personalet oplever, at det forholder sig omvendt. I relation til97

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgtyggebesværet er der fx ingen problemer med at spise kød i konens fravær. Faktisk sermanden ud til at nyde det. Er konen derimod til stede, er det eneste, der dur, næstensuppe. Manden går ikke gerne i bad, men familien ønsker at han bliver badetregelmæssigt. Familien ønsker af mandens fjernsyn står tændt hele dagen.Plejepersonalet slukker for fjernsynet, når man opfatter at manden har brug for ro.Konsulenten mener, at manden er heldig at have en familie, der kærer sig om ham –og dertil et plejepersonale, der gør det samme. Personalet bør anerkende familien fordens interesse for mandens velfærd. Samtidig må man indse, at familien har behov forfølelsesmæssig hjælp, samtale med andre om dens situation. Personalet bør havefokus på situationer, hvor både manden og konen har det godt. Hvad er det forsituationer? Kan der komme flere af dem?Fjerde case omhandler en ældre mand, der er meget aktiv på gangene iplejehjemmet/boformen. Under sine vandringer opsøger han personalet, der i travleperioder bliver nødt til at afvise ham, hvad de ikke bryder sig om. Manden, der tidligerehar haft opsyn med bygninger, arbejdet som pedel eller lignende, vil også gerne, hvishan kan komme til det, følge med personalet ind på andre beboeres stuer, hvad disseandre beboere ikke nødvendigvis er interesserede i. Andre beboere klager overmanden, og personalet oplever, at de andre undertiden mobber ham. Når manden gåren tur ned ad gangen, river han i dørene, for ligesom at konstatere om de er forsvarligtaflåsede, Er det ikke tilfældet, kan han finde på at gå ind. Fx har plejepersonalet fundetham på andre beboeres toiletter. Problemet er, at ikke alle beboere bryder sig om atlåse deres dør.Manden er kontaktsøgende og søger hen, hvor der er andre. Manden vil gerne hjælpehusassistenten med at lave mad, men da han ikke forstår ret meget, er hun ikke såinteresseret i det.Skal personalet se på mandens ressourcer, fremhæver man, at han endnu – i godeperioder – kan forstå enkle spørgsmål – uden at han dog kan deltage i en samtale, ogslet ikke med længere sætninger. Hertil kommer, at han kan klare enkle praktiskegøremål. Man kan få ham til at skifte tøj.Hans adfærd med at rykke i døre, skille lamper ad og klippe ledninger over, forklarerman med hans erhvervsmæssige baggrund. Manden går tit og rydder op. Har vist nok98

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgværet meget pertentlig. Han vil gerne hjælpe. Vande blomster, gå med affald over tilskraldespanden, hente madvognen osv.Konsulenten fortæller en historie om en dement urmager, som hver morgen blev urolig(han skulle åbne sin butik, som han havde gjort det i tredive år). Man gav ham enaktivitetskasse og iklædte ham arbejdstøj. Så faldt han til ro efter en stund ved kassenmed urdele og tandhjul. Måske skulle manden have en lignende kasse? Personalet børudarbejde en liste over mulige aktiviteter for manden. Men pas på, han er jo engammel mand. Og det er også vigtigt at vide, hvordan han kan slappe af (fx efter enstund ved aktivitetskassen). Personalet var allerede fremme med planer om at indretteet slags værksted for bl. a. denne mand….Efter frokost er der et oplæg om magtanvendelse. Først vises en video. Dernæst følgeret mundtligt oplæg.Det svære er at håndtere og få hold på det magtanvendelsesområde, der nok handlerom indgreb i selvbestemmelsesretten, men ikke om egentlig (fysisk) tvang.Konsulenten taler om, at personalet skal have opmærksomhed på deresdefinitionsmagt.Det med magtudøvelse kan være en svær ting at forlige sig med, for personalet harikke ønsket at stå i en magtfuld position, mener konsulenten.Reglerne om indberetning af magtanvendelsestilfælde skal ses som et ønske om atsynliggøre magten. Hertil kommer, at det er en beskyttelse af en ansat, som så ikkebehøver at gå og putte med det for sig selv. I tilfælde af arbejdsskader skal det ogsåfrem, at der har været en situation med magtanvendelse.Det betones, at socialpædagogikken skal bidrage til det gode liv og anvendelse affysisk tvang skal begrænses til absolut særlige tilfælde. Nødsituationer.De forskellige hjemler for anvendelse af magt gennemgås uden at der gås i detaljer.Socialpædagogikken er ikke primært en indsats for og ved den demente, men enindsats sammen med den demente.99

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgForskellige socialpædagogiske ”teknikker” omtales, herunder afledning. Det mærkeligeer, siger konsulenten, at socialpædagogisk tænkemåde altid allerede er en del af denpraksis, der findes.Der opstår diskussioner om, hvor langt en svær dement persons samtykke egentlig kanrække. Hvad vil det sige at indgå ”aftaler” med demente? ”Når alt kommer til alt”, sigeren, ”kan vi ikke være 100% sikre på, at den demente er med på, hvad vi mener”.Et medlem af personalet synes at mene, at der i konsulentens oplæg er for megetbetoning af selvbestemmelsesretten: ”Er det værdigt”, spørger hun, ”at ligge og dø i enskov? I forhold til at møde en låst dør?”En anden bemærker: ”Hvor er der plads til fagligheden. Vi ved med vores faglighed,hvad der skal til for at yde den rette hjælp og så handler vi – og så halter det andet,dokumentationsarbejdet bagefter…” Konsulenten bemærker hertil, at det er vigt atintegrere de forskellige led i arbejdsprocessen.Der vises en video om Marie, der drikker kaffe på sit toilet. Personalet kommenterervideoen.Til sidst er der oplæg om socialpædagogikken og dens formål. At understøtte det godeliv. Det myndige, selvbestemmende menneske. Livslang læring og udvikling ogfællesskab.Der tales om den dynamiske omsorgsrolle. Den ældres ret til at være objekt over forden ældres ret til at være subjekt. Om risikoen for overinvolvering overfor risikoen forunderinvolvering.Om socialpædagogiske handleplaner (et supplerende arbejdsværktøj til analyse).Socialpædagogisk praksis ligner livet…..100