En sociologisk refleksion over ... - Socialstyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgsig med, for personalet har ikke ønsket at stå i en magtfuld position. Lykkes det derforat sætte spørgsmålstegn ved, hvad magtanvendelse egentlig er og lykkes det herunderat synliggøre magtanvendelse som noget, der ikke bare har med tvang at gøre, det vilsige som noget videregående, der kan være vanskelig helt at undgå, har man bidragettil at ryste den gældende orden. Demensomsorgen bliver åben for selvrefleksion..Det siger sig selv, at socialpædagogikken ikke kan nøjes med at virke som endekonstruerende eller udfordrende faktor, den må også være med til at bygge op, hvisden skal have en chance på feltet. Socialpædagogikken forsikrer i den forbindelse om,at en asymmetrisk relation sagtens kan være en ligeværdig relation. Men asymmetrienslipper man ikke for i et socialpædagogisk perspektiv på omsorgsforholdet. Tværtimodbygger socialpædagogikken kraftigt på den asymmetriske relation, der er nødvendig forat rekonstruere den demente som ”person” og skabe en (ligeværdig) relation præget afmeningsfuld kommunikation. I kapitel 3 går vi tættere på spørgsmålet om, hvorledessocialpædagogikken bygger en ny (asymmetrisk) kommunikativ orden op med enhøjere grad af sensibilitet over for den demenssyge som et kommunikerende individ.Her vil vi kort stille spørgsmålet, om allerede den øgede usikkerhed ogkontingenserfaring bringer kimen til en løsning på de problemer, som opleves pådemensområdet.Knytter vi an til det foregående om, hvorledes (samme) værdier, når de udstilles i derestvetydighed, pludselig kan give anledning til ret forskellige fortolkninger af det gode liv,kan det umiddelbart indses, at også ”problemer” må være iagttagerrelative størrelser.I et systemteoretisk perspektiv er det banalt, at systemer har hver deres omverden ogat det, der opfattes som problemer, er afhængig af det enkelte systemets egen måde atreproducere sin system-omverdens-forskel. Ved at iagttage hvorledes det traditionellesundhedsmæssige omsorgssystem iagttager problemer på demensområdet og ved atgøre denne iagttagelse synlig som en iagttagelse, der kunne være anderledes,optræder socialpædagogikken som andenordensiagttager. Det betyder ikke, at den erhævet over den sundhedsmæssige iagttagelse, som i den forbindelse benævnesførsteordensiagttagelse. Socialpædagogikken er også selv en førsteordensiagttagelse.Selve den oplevelse, at man kan se noget, man opfattede som et ”objektivt problem”,fra en anden iagttagerposition, hvorfra problemet måske ikke helt forsvinder, men ser39