En sociologisk refleksion over ... - Socialstyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgSocialpædagogikken ynder at formulere sig i absolutter – hvilket kan virke paradoksalt,når den samtidig bekender sig til modernitetens fragmenterede og differentieredesamfundsmæssige virkelighed. Vejen til personliggørelsen er således, ifølgesocialpædagogikken, også vejen til det hele eller unikke menneske og kun som sådan– det er i hvert fald indtrykket – kan den demente realisere sine restpotentialer.Formulerer man sig i stedet i forlængelse af de diagnoser, som Højlund, Andersen ogBorn foreslår, kan man se ”kontaktøen” som socialpædagogikkens (tilsyneladendevellykkede) forsøg på at uddybe den socialpolitiske koblingskontekst pådemensomsorgsområdet (og i det hele taget det omsorgsområde, der omfatterpersoner med varigt nedsat psykisk funktionsevne). Begrebets popularitet kan iforlængelse heraf bedst ses som et udtryk for dets semantiske ”egenskaber”: Somsemantisk form berettiger det en forventning om, at den dementes personlighed kanrealiseres, ikke som en entydig størrelse, men som fragmenteret adresse forøkonomisk kommunikation (den demente som forbruger), politisk kommunikation (dendemente som deltagende), retlig kommunikation (den demente som rettighedssubjektmed en vis habilitet), pædagogisk kommunikation (den demente som lærende subjekt)osv. ”Kontaktøen” lader det stå åbent, om det er den ene eller den anden kode(effektivitet, anerkendelse, inddragelse eller andet), den ene eller den andentilskrivningsfigur eller rollefordeling, der bringes i anvendelse. Den er fleksibel og somsådan egnet til multikobling af forskellige kommunikationsperspektiver. Samtidig medat ”kontaktøen” giver både præcise og upræcise løfter om interaktionsmulighedernemed de demente, sikrer den, at det, der kan forveksles med en slags fordybet samvær,får en professionel legitimation. Mao: Det er en betegnelse, der potentielt forlenersamvær med fordringen om at yde professional hjælp.73