En sociologisk refleksion over ... - Socialstyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgdet progredierende sygdomsforløb med stadigt øget tab af funktionsevne ikke er til atkomme udenom. Det socialpædagogiske projekt, som jeg har kaldt etpersonliggørelses-projekt, er på den ene side sandsynligt, fordi det understøttes afkommunikationens ”naturlige indstilling”, på den anden side dybt usandsynligt, idet detmodsiges af den diagnostiske fornuft, som sammenligner demens med ”afsindighed”.Skal det pædagogiske projekt gøres mere plausibelt, er der brug for såvel tidsmæssigsom asymmetrisk forstærkning. For så vidt angår sidstnævnte har vi skelnet mellemmagisk rationel forstærkning, pragmatisk legitimerende forstærkning og ideologiskforstærkning.Alt i alt er det indtrykket, at demensomsorgspersonalet har taget godt imodsocialpædagogikken, der – i hvert fald et vist omfang - har haft held til at præsenteresig selv som en naturlig forlængelse af feltet, et ”latent hverdagspotentiale”, der blotskal aktiveres for at virke.Som det er fremgået, er socialpædagogikken imidlertid hverken mere eller mindreunaturlig, end andre perspektiver på området. Og ligesom andre perspektiver harkonsekvenser, som de ikke kan kontrollere, har socialpædagogikken det naturligvisogså.Et vigtigt bidrag tilfører socialpædagogikken omsorgsfeltet ved at uddybe denkoblingskontekst, der udgøres af socialpolitikken. Ved at konstruere begreber som”kontaktø” bidrager socialpædagogikken til skabelsen af nye forventnings – ogkommunikationsformer, der matcher de nye ”hjemliggjorte” boformers ambitioner påbeboernes vegne samtidig med at de gøres organisatorisk operationaliserbare.Systemteori er ikke kritisk teori. Jeg vil alligevel afslutte med kort at skitsere to kritiskeperspektiver på socialpædagogikken i demensomsorg. Det ene tager udgangspunkt ien instrumentel tilnærmelse til og implementering af socialpædagogikken, den anden ien fuld og perspektiv-tro ditto.75