En sociologisk refleksion over ... - Socialstyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorganderledes ud, kan bidrage til en løsning af ”problemet”, der relativeres på en mådesom kan virke forløsende i forhold til at tænke alternativt. En acceptabel ”her og nuløsning” kan efter et skift i iagttagerperspektiv måske være at udsætte en løsning på etproblem, der i første omgang virkede påtrængende. På den måde vindes både tid til atse situationen nærmere an og chancen for, at problemet forsvinder af sig selv eller afandre årsager end, at der gribes direkte ind.I det demensundervisningsforløb, som danner afsættet for nærværende refleksion, harman taget udgangspunkt i deltagernes, det vil sige personalets, erfaringer fradagligdagen. Der er derfor i forløbet sket en større opsamling af ”problemer” frapraksis; problemer som man har vendt og drejet og problematiseret for deresproblemmæssighed.Det er ikke uden videre oplagt, hvorledes man skal se på, at en ældre dement mandforsømmer sin personlige mundhygiejne, hvorved han undertiden – til personalets lede- lugter råddent ud af munden, hvilket dog ikke synes at genere de venner, blandt deandre i kredsen af demente, som han tilsyneladende hygger sig vældigt med.En pendling mellem forskellige perspektiver, for eksempel et sundhedsfagligt og etsocialfagligt, kan åbne øjnene for, at problemer ikke bare er problemer…2.3 Demens (medicinsk-psykologisk viden som anledning forsocialpædagogikken)Sokrates citeres ofte for bemærkningen: Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved.Eftersom Sokrates blev og bliver anset for at være en meget vidende mand, kanbemærkningen opfattes som en spøgefuldhed eller som et selvironisk udsagn, dersætter den menneskelige videns kapacitet i forhold til den videns mængde, der kanakkumuleres i hele verden. Dog, der er snarere tale om, at Sokrates med sin pudsigevending sætter fokus på det dynamiske forhold mellem viden og ikke viden. NårSokrates markerer viden, er ikke-viden forskellens anden side og dermed det begreb,den horisont, der afgrænser, hvad viden kan være, men viden er refleksiv, vidende omat være viden, og derfor kan det ikke undgås, at ikke-viden dukker frem som et resultataf viden. I en videnskabelig sammenhæng er det velkendt, at viden er limentionalitet,en grænse der hele tiden søges flyttet i takt med at nye områder af ikke-viden kommer40