En sociologisk refleksion over ... - Socialstyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgAnalysestrategisk bygges der igen på såvel system-omverdens-forskellen som påforskellen enhed-forskel, men nu med et andet fortegn, idet det ersocialpædagogikkens konstruktive bestræbelser, der er i fokus. I undersøgelsen af,hvorledes socialpædagogikken søger at overvinde usandsynligheden i at sværtdemente skal komme til at fungere i kommunikative relationer (hvilket vil kræve, at defungerer som nærværende i interaktionen på plejehjem og boformer mv.) ser vi på,hvorledes semantiske identiteter og pejlemærker opbygges. Vi ser for eksempel på,hvorledes en semantik konstrueres med henblik på at kunne fungere ideologiskoverbevisende. Vi ser også på, hvorledes et nyt medium installeres og hvorledes detpåvirker mulighederne for at forme omsorgshandlinger på demensområdet. Dette fokuspå det konstruktive bringer analysestrategiske forskelle som medium-form og koblingdifferencei spil sammen med system-omverdensforskellen.Kapitlet er i øvrigt bygget op, så det former en rejse gennem de tremeningsdimensioner, startende med sagsdimensionen, hvor det undersøges,hvorledes socialpædagogikken styrker sin gennemslagskraft med henvisning til, at denudgør en slags naturlig indstilling i kommunikationen. Herefter går vi tiltidsdimensionen, hvor socialpædagogikkens afhængighed af sekventiel forstærkningundersøges. Og endelig slutter vi med socialdimensionen, hvor socialpædagogikkensafhængighed af asymmetri i relationen til den demente afdækkes nærmere.I fremstillingens (korte) fjerde kapitel er der fokus på spørgsmål C, der lød:C: Kan der på grundlag af det foregående stilles perspektiverende spørgsmål ellerudviklingsspørgsmål til socialpædagogikken?Enhver iagttagelse, ethvert perspektiv eller funktionssystem har sin blinde plet.Socialpædagogikken er refleksiv, den er iagttager af anden orden, men den er ogsåførsteordensiagttager. Intet perspektiv kan indarbejde omverdenens fulde kompleksiteti sin autopoiesis, det vil sin operationsmodus. Derfor kan man altid – ved at forskydeiagttagelsens referencepunkt – stille ethvert perspektiv nogle kritiske eller udviklendespørgsmål. Om disse spørgsmål kan bruges til noget i det praktiske liv, afgør suveræntdet system, der er i fokus. Hvad vi her – på det analysestrategiske plan - bringer i spil,er således igen system-omverdens forskellen, der i sin abstrakte form indeholder enafvisning af, at der skulle findes et iagttagelsespunkt, hvorfra alt andet kan16