En sociologisk refleksion over ... - Socialstyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgprincipper og på den måde være med til at sikre, at også mennesker med demens fåret værdigt liv.”Socialpædagogikken i demensomsorg som formidlingsprojekt bliver selvstændigtevalueret med henblik på den pædagogiske tilrettelæggelse (se: Hansen, Helle Krogh,2008), ligesom effekterne af kurserne er søgt afdækket i en kvantitativt anlagtundersøgelse (se ?), som følger op på resultaterne af den eksterne evaluering af detoprindelige pilotprojekt (se: Muusmann, 2006).Omtalte evalueringer har betydet, at nærværende projekt er givet en betydeligfrihedsgrad med hensyn til tilrettelæggelse og fokus. Der er altså ikke tale om ettraditionelt evalueringsarbejde, som typisk i langt højere grad end tilfældet er her, erbundet til en bestemt måde at definere opgave og resultatmål.Frihedsgraden er for det første udnyttet ved at lægge et ensidigt teoretisk fokus, idetsystemteorien er den altdominerende teoretiske inspirationskilde for arbejdet. Detbetyder, at arbejdet former sig som en anden-ordens-iagttagelse: En iagttagelse afsocialpædagogikkens iagttagelser som iagttagelser. For det andet er den udnyttet vedat anlægge en mere principiel tilnærmelse til genstandsfeltet end mere teknologiske ogløsningsorienterede evalueringstilgange kan tillade sig.Snarere end at være en kritisk tilbageskuende vurdering af processer eller handlinger iforbindelse med SPIDO, former arbejdet sig som en pædagogisk-sociologiskrefleksion, der som ambition har at bidrage til en skærpelse af bevidstheden om, hvadsocialpædagogikken i almindelighed og socialpædagogikken på demensområdet isærdeleshed er for en størrelse og hvordan dens funktion i den sammenhæng kankarakteriseres. Snarere end at spørge til og vurdere handlinger og effekter stilles herspørgsmål, som i bedste kantianske tradition søger at afdække muligheder ogmulighedsbetingelser. Vi vil ikke, som Kant gjorde, spørge, hvordan erkendelse ermulig, selvom dette spørgsmål altid er medrepræsenteret (appræsenteret), når enmere epistemologisk anlagt sociologi arbejder. Hovedspørgsmålet formuleres ioverensstemmelse med den ovennævnte tradition som et ”hvordan-er-noget-muligtspørgsmål”.Altså i vores sammenhæng: Hvordan er socialpædagogikken idemensomsorg mulig eller hvordan gør den sig mulig – ikke først og fremmest som enmotivation eller intention i omsorgsmedarbejderens bevidsthed, men som et socialt3