En sociologisk refleksion over ... - Socialstyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgDet fremgår heraf også, at systemteorien, som en kommunikationsteori, ikke er enkommunikationshandlingsteori. Kommunikationsbegrebet er en enhed af tre selektioner(tre selektive handlinger), en selektion af meddelelse, en selektion af information, enselektion af forståelse. For at kommunikation kan komme i stand, fordrer det den (pådet nærmeste) samtidige tilstedeværelse af alle tre selektioner. På baggrund af detteteoretiske oplæg (hvor kommunikationsbegrebet altså indeholder såvel det, dermeddeles, som det der forstås ved det, der meddeles) kan ingen enkeltpersonerdrages til ansvar for kommunikationen og dens fortsættelse. Kun kommunikationenselv kan sikre sin egen tilslutningsevne, men det gør den jo blandt andet ved atkonstruere adresser for kommunikationen, ved at tilbyde den en meningshorisont (ikraft af en ledeforskel), ved at udpege forskellige roller i kommunikationen mv. Det er iforlængelse af det sidste ret åbenbart, at socialpædagogikken – på trods af alleforsikringer om, at den baserer sig på ”ligeværdighed” – må hævde en klar asymmetri ikommunikationen. Blev denne asymmetri i kommunikationen ikke understreget nok,ville kommunikationen med de mest syge demente bryde alt for hurtigt sammen….Opsamlende kan det siges, at den systemteoretiske tilgang skærperopmærksomheden på det moderne vilkår, på forskelle, på paradokser og på hvorledesidentiteter kan opløses og læses som forskelle eller som iagttagelser blandt fleremulige andre (systemiske) iagttagelser. Samtidig skærpes blikket imidlertid også på,hvorledes paradokser udfoldes, identiteter sikres og kompleksitetshåndteringmuliggøres.1.4 Fremstillingens opbygning og analysestrategiernes successive udfoldelseFremstillingens første kapitel slutter med et resumé af undersøgelsens konklusioner.I fremstillingens andet kapitel er der fokus på spørgsmål A, som lød:Hvorledes skaber socialpædagogikken sig plads i en allerede eksisterende orden pådemensomsorgsområdet og kan den alene ved at komme til syne på feltet bidrage tilen slags problemløsning? Eller mere specifikt: Hvorledes forholdersocialpædagogikken sig refleksivt til demensomsorgens praksis (øgning af14