En sociologisk refleksion over ... - Socialstyrelsen

En sociologisk refleksion over socialpædagogikkens muligheder i demensomsorgteoretisk betragtning - at placere et entydigt ansvar for etkommunikationssammenbrud. Kun for handlinger kan der pådrages et ansvar.Selvom systemteorien ikke er en handlingsteori, der tildeler handlingen den centralerolle som den kommunikative elementarpartikel, er handlinger ikke uvæsentlige i ensystemteoretisk sammenhæng, nemlig som nødvendige konstruktioner i systemernesautopoiesis, nødvendige blandt andet for tidsbestemmelse og ansvarsplacering.I et socialpædagogisk perspektiv er der ingen tvivl om, at et ansvar forkommunikationen kan placeres og om hvor, det skal placeres. Medarbejderen haransvaret for, at kommunikationen får bedst mulige vilkår. Det er hendes opgave, at dendemenslidende, så vidt det overhovedet er muligt, forstår hendes budskaber, og det erhendes ansvar, at hun så vidt det overhovedet er muligt forstår den demensramtepersons budskaber. 12Vi skal hele tiden have i baghovedet, at vi taler om svært demente, der – hvis manholder sig til den almindelige oversættelse af diagnosen – går for at være ”fraforstanden”. Der er altså tale om et tungt ansvar, som understreger det asymmetriske irelationen og som kun kan løftes under samtidig styrkelse af fagligheden og den godehensigts vedholdenhed og gennemslagskraft – og spørgsmålet er her, om det er viden,der kan gøre en forskel eller det er noget helt andet.Personalet må ifølge det socialpædagogiske perspektiv arbejde med at erkende, at detudøver magt. Manglende erkendelse af magten kan give magten for stort spillerum.Ansvaret, herunder for forholdets ligeværdighed, følger af asymmetrien, det vil sige afdet forhold, at personalet kan slippe af sted med meget uden effektiv modstand eller –spil fra den dementes side.Anskuer vi relationen mellem professionel og dement med et gran pessimisme, kan vispørge om ikke asymmetrien i demensomsorgen i virkeligheden betyder, at denprofessionelle må indestå og garantere for såvel den pædagogiske hensigt om læring,12 På SPIDOkurset understreges dette ansvar igen og igen. Et eksempel fra feltarbejdsmaterialet kanillustrere det: ”Hvad er manden god til? spørger en af konsulenterne og får svaret, at han er god til meget,hvis han bliver lokket. En konsulent bemærker, at personalet har gang i en ”kontakt-dans” med manden,hvor paraderne er i vejret. I skal have en liste med mandens interesser, foreslår konsulenten. Tre riller ipladen er ikke nok at spille. Der må mere bevægelighed til. Personalet bliver tingsliggjort (betragtet som enautomat), når det mødes med det samme spørgsmål igen og igen, men grundlaget for en større grad aftilfredsstillelse for begge parter skal udgå fra personalet.” (bilag 0).62