en verden i gæld14 - Danske Bank

16 Finans & ØkonomiFortsat fra forrige sideDet kunne friste til at stille spørgsmålstegn ved om demokratietegner sig til økonomisk planlægning, som også skal tagehensyn til fremtidige generationer. Måske er diktaturer i virkelighedenbedre egnede, og Kina er da også i fokus i den henseende,fordi landets styre har langt bedre muligheder for at gennemførebeslutninger uden palaver. Endnu da.Men diktaturer er naturligvis ikke ønskværdige substitutterfor demokratiet, og vælgerne bør i stedet vende blikket mod sigselv, da de i sidste ende selv har ansvaret for overdrivelserne.Videnskaben kalder det ”rationel uvidenhed”, når samfundsborgerneundgår at beskæftige sig med ubehagelige emner. Folkovervurderer nytteværdien af aktuelle skattenedsættelser, ogglemmer at nutidens gæld automatisk også er morgendagensgæld. Med andre ord, folk ønsker at blive bedraget, skriver DerSpiegel.Politikerne har naturligvis for længst aflæst adfærden og udnytterden. Den tyske økonom Gerrit Köster har f.eks. observeret,at i 1964-2004 havde alle tyske finansministre tendens tilat planlægge skattelettelser, så de trådte i kraft i valgår. Sammemønster er set i mange andre lande.Løsninger?Moral er noget, der tager tid at ændre, og høj vækst er heller ikkeen mulig løftestang foreløbig. Hvad skal man så gøre for at håndterede tunge gældsbyrder? Hvis ikke det skal ende med defaultseller haircuts, så er der to andre muligheder. Den ene er inflation.Økonomen Kenneth Rogoff har påpeget, at hvis man kanleve med en inflation på 4-6 pct. i adskillige år, så kan et landkomme et godt stykke ad vejen med at løse gældsproblemet. Problemeter bare, at det er svært at styre inflationen. I nørdedeøkonomkredse er der et ordsprog: If you start flirting with inflation,you will have to marry it. Inflationen kan nemlig bådevære svær styre og slippe af med igen. Desuden vil inflation kunløse problemet med gammel gæld. På ny gæld vil kreditorernekræve højere renter som følge af den højere inflation.Og så er der kun staten tilbage. Skatteforhøjelser er en naturligpotentiel løsning, men netop i disse tider er det et værktøj, politikerneer påpasselige med at bruge. Den anden side af den sager at spare på udgifterne. Ikke nødvendigvis det samme. ØkonomenAdolph Wagner observerede i midten af det 19. århundredeet fænomen, som han kaldte ”loven om ekspanderende statsaktivitet”.Ifølge denne søger en stat konstant nye aktiviteter udenat skele til om ekspansionen overhovedet er nødvendig, eller omden kan betale sig. Ekspansion tjener primært kun et formål:At retfærdiggøre en regerings eksistens. Mange af de ting, somdet offentlige bruger penge på viser sig ofte at være rent spild,skriver Der Spiegel og nævner som eksempler de 130.000 EUR,som Lübeck årligt bruger på at leje to mobile toiletter samt de de11.000 EUR Büren betalte for fire alpehorn, så lokale musikerekunne trutte hornmusik med gæster fra den østrigske venskabsbyMittersill.Og så er der den helt åbenlyse. De nuværende arbejdsgenerationerhar i mange forgældede lande levet over evne i årevis, ogmed denne gældsstiftelse har de stjålet fra de kommende generationer.I betragtning af at de samtidig har udsigt til at leve stadigtleve længere forekommer det kun rimeligt, at man justererpå en vigtig knap: Pensionsalderen skal hæves.Dyster BIS-rapport om verdensgældsbyrderHvordan ser det egentlig ud med betalingsevnen på langt sigtfor de forgældede udviklede lande, hvoraf de fleste står overfor en demografisk udfordring, stigende pensionsbyrder ogsundhedsudgifter?Det har Bank International Settlements (BIS) set på i rapportenThe future of public debt fra 2010, som vakte overraskendelidt opsigt ved sin fremkomst i betragtning af dens dystre perspektiver.Mange års gældsætning uden tilstrækkelige overvejelser omfremtidens udfordringer spiller naturligvis en meget stor rollefor gældens størrelse i dag. Men finanskrisen i 2008 gjorde dethele markant værre. BIS-rapporten henviser til en meget omtaltanalyse af Reinhart og Rogoff fra 2009 af alle finanskriser i nyeretid, der konkluderede, at tre år efter en typisk bankkrise vardet absolutte niveau af offentlig gæld i gennemsnit 86 pct. højereend før krisen. I de lande, hvor krisen var mest alvorlig, blevgælden næsten tredoblet.”Denne gang er adskillige lande faktisk over det historiskegennemsnit. Irlands offentlige gæld steg 98 pct. fra 2007 til2009; og UK ligger til en stigning på 111 pct. i 2011. I mellemtidenligger USA og Spanien med estimerede stigninger på 75pct. og 78 pct. ikke langt bagefter”, skriver BIS og estimaternefra 2010 har holdt stik.I historiske kriser, som også fandt sted i en mindre globaliseretverden, har der desuden ikke været et så stort sammenfaldaf samtidige kriser som denne gang – og derfor tvivler forfatterneogså på, at beskæftigelse og vækst vil kunne vende tilbage tilderes før-krise niveauer inden for overskuelig fremtid, hvilketgør gældsbyrderne endnu tungere.Forfatterne forsøger derefter at lave en fremskrivning afgældsudviklingen i forhold til BNP frem til 2040, hvilket kræveren række forudsætninger.I deres baseline scenario antager de, at statens totale indtægtog ikke-aldersrelaterede udgifter forbliver en konstant andel afBNP på det 2011-niveau, som OECD estimerede. Med brug affremskrivninger fra USA’s Congressional Budget Office og EU-Kommissionen for aldersrelaterede udgifter, kan de derefterlave estimater for udviklingen af staternes totale primære udgifter(dvs. ekskl. renter på gæld) og den primære balance over denæste 30 år. I fremskrivningsperioden antages det, at realrenten,som bestemmer låneomkostningen er konstant på sit gennemsnitfra 1998-2007, samt at potentiel real BNP-vækst er denpost-krise rate som OECD har estimeret.Dette fører til flere konklusioner. I baseline scenariet vil detbetyde, at gælden vokser markant. Medmindre finanspolitikkenændres eller aldersrelaterede udgifter beskæres, så vil detprimære underskud i forhold til BNP i 2020 stige til 8-10 pct. iIrland, Japan, Spanien, UK og USA samt 3-7 pct. i Østrig, Tyskland,Grækenland, Holland og Portugal (rapporten var før diverseredningspakker til de pressede eurolande). Kun i Italienvil de primære underskud være holdt i ave – en konsekvens afdet faktum, at landet gik ind i krisen med budget tæt på balanceog uden at have implementeret virkelige reale stimuli i adskilligeår forud.