en verden i gæld14 - Danske Bank

8 Finans & ØkonomiUSA skalgenopfindesig selvverdens centrum, at de er verdens absolutte magthavere og ikkeskal tage del i globale ansvarsområder som beskyttelse af miljø,klima og menneskerettigheder. Måske ikke helt fair, da USA harnogle af verdens fremmeste forkæmpere på de områder.Men når man fristes til at få et entydigt billede af amerikanerne,så har det naturligvis noget at gøre med deres brovtendeog ofte aggressive adfærd i udenrigspolitikken og tendensentil enegang. Men formentlig også en afspejling af, hvordan demokratietegentlig virker. USA er et demokratisk land, men manfinder ikke noget andet demokrati i verden, som i så høj grad erstyret af pengestærke lobbyister. Man finder heller ikke et parlament,der ligger så fjernt fra befolkningen. 245 af medlemmernei den amerikanske Kongres er millionærer, 66 pct. i Senatetog 41 pct. i Repræsentanternes Hus mod 1 pct. af befolkningen.USA er stadig verdens største økonomi, men det forjættedeland er ikke hvad det har været.Den amerikanske drøm er bristet, siger nogen, som en konsekvensaf den dybe økonomiske krise og uligheden, derer vokset markant gennem de seneste årtier. Den amerikanskedrøm har rod i den amerikanske uafhængighedserklæring, somsiger at ”all men are created equal” og er et ideal, der udtrykker,at alle har frihed og muligheder til at opnå velstand og succesog bevæge sig op af den sociale rangstige gennem hårdt arbejde.Sandheden om USA er imidlertid, at dette ideal aldrig har væretbakket op af virkeligheden. Race og social status har enormbetydning den dag i dag. Ret beset er den amerikanske drømlangt mere håndgribelig for mennesker, der fødes i de skandinaviskelande.Og så alligevel ikke. Den sande amerikanske drøm handlernemlig især om at blive rig, og det er nok vanskeligere i de nordiskelande, prægede af høje skattetryk, som netop skal sikre atgøre det mest muligt lige for alle. Men dette kolliderer med etandet element i den amerikanske drøm, nemlig at man må klaresig selv.USA er verdens mest multikulturelle samfund, og på den baggrundgiver det måske ingen mening at tale om den gennemsnitligeamerikaner. Men set udefra er det let at forfalde til at kaldeamerikanerne for grådige, overfladiske, egoistiske menneskermed primitive sort-hvide synspunkter om verden. Men sådaner det selvfølgelig ikke. Amerikanerne er en blanding af næstenalle verdens folkeslag og racer, en blanding der spænder fra kritiskeintellektuelle, store kunstnere, geniale innovatører og etvæld af Nobelprisvindere til skruppelløse kapitalister, uansvarligepolitikere, den ultrakonservative Tea Party-bevægelse og”hill billies” som taget ud af filmen Deliverance.Det synes dog umiddelbart berettiget af hæfte et fælles karaktertrækpå de fleste; nemlig, at de har opfattelsen af, at de lever iEt ekstremt landUSA er et ekstremt land, der har været præget af voldsomme begivenhederop gennem det 20. århundrede, og som har en tendenstil at overdrive i den ene eller anden retning.Da industrialiseringen holdt sit indtog i USA for alvor voksedetræerne ind i himlen op gennem 20’erne og som bekendtendte det med et stort brag, der sendte amerikanerne ud i en depression,som til evig skræk og advarsel er mejslet ind i den kollektivebevidsthed. USA faldt ikke i den fælde, som tyskernegjorde i samme periode ved at lade sig lokke af ekstreme politiskefraktioner, der har det med at stikke deres grimme ansigtfrem i sådanne situationer.Det var heller ikke USA’s hensigt at tage del i den enorme krig,der blev følgen af tyskernes fatale retning. Men de endte med atgøre det, og som det siden ofte er set i andre sammenhænge sketedet med en voldsom styrke og beslutsomhed. Der blev sat enkolossal produktion af forsyninger og våben i gang, og det førteeksempelvis til, at den enkelte soldat havde 3,5 tons forsyningeri ryggen, mens den japanske soldat havde et kilo, berettedeet dokumentarprogram om 2. verdenskrig for nylig.Apropos japanerne, så viste amerikanerne her som bekendt engrim side af deres determination til at vinde krigen for enhverpris. De to atombomber over Hiroshima og Nagasaki i august1945 kostede umiddelbart 120.000 japanere livet og i de efterfølgendemåneder og år 80.000 mere. Beslutningen om brug afatombomberne blev angivelig taget efter slaget om Okinawa,der blev det blodigste i Stillehavet med 100.000 døde japanere,65.000 allierede og titusindvis af civile. Men selv om kejser Hirohitovar en stædig rad, der selv efter den første bombe over Hiroshimanægtede at overgive sig, så er det svært i historisk bagklogskabat forstå, hvorfor man ikke i første omgang valgte enmagtdemonstration ved at smide bomberne i havet eller ubeboedelandområder. Men her kom det amerikanske militærs kynismeind i billedet: Man ønskede at se effekterne af angreb påstore byer.