Metoder og metodeovervejelser i arbejde med ... - Socialstyrelsen

19ning også mellem sig selv og andre mennesker.Else Christensen beskriver, hvordan enpige reagerede i sådan en situation, da denvoksne forsøgte at præsentere et problemfor hende i legen med dukkerne. Den voksne:“hovsa, pigen har spildt noget mad pågulvet, hvad tror du så, der sker?” Pigen:“nå, jeg synes også, de sidder lidt uroligt,spise, spise.” Pigen fortsatte med at tale omalt, hvad der skete uden at forholde sig tilproblemerne.Pigernes strategier er naturligvis effektive iforhold til at undgå de angstprovokerendesituationer, men strategierne bevirker samtidig,at disse piger bliver isoleret i forhold tilbåde andre børn og til voksne, fordi de sletikke er i stand til at indrette sig på andresforslag.IdentifikationAndre børn anvendte overvejende en strategi,hvor de identificerede sig med detaggressive element - med det, der fremkaldteangsten. Ved at være den, der selv udøveraggressionen i stedet for den, aggressionengår ud over, oplever barnet at få kontrolover det aggressive. På denne måde kanbarnet styre angsten i stedet for at bliveoffer for den. Identifikationen viste sig i ElseChristensens undersøgelse på tre forskelligemåder. Nogle børn indførte et straffende elementfor eksempel i form af faren, der vedhjælp af straf opretholdt ro og orden. Dissebørns reaktion var rimelig for børn i fire tilseksårsalderen, hvor det må være de voksnesansvar at styre, hvad der foregår, så derikke kommer for mange konflikter, der kanmedføre angst. Enkelte drenge, der tidligerehavde vist, at de identificerede sig medbabydukken, valgte at lade denne overtageansvaret for at styre situationen. I fire tilfemårsalderen er det ikke ualmindeligt, atbørn oplever at kunne påvirke alt og dermedogså at være ansvarlig for alt. Denne forestillingudlevedes her via ‘superbabyen’. Menat være ‘almægtig’ lægger et urimelig stortansvar på barnet, hvis det slet ikke kan regnemed andre end sig selv. Et sådant ansvarkan let overbygges med skyld, når tingeneikke lykkes, sådan som barnet ønsker det.For andre af de børn, der identificerede sigmed aggressionen, udløste næsten alle konflikteren voldsom og i nogle tilfælde næstenukontrolleret aggression, hvor børnene tydeligtviste, at de var bange for den aggression,de selv skabte. Nogle af disse børn kunneselv komme ud af situationen ved atspringe til et andet emne for eksempel spørgetil, hvad der var kommet på båndet ellergive sig til at synge om noget andet. Andrebørn var fastlåst i situationen og kunne ikkekomme ud af den ved egen hjælp.Endelig var der børn, der tilsyneladende