Udlændinge - Social

nomi til selv at vurdere uddannelserne, kan den samme uddannelse godt blivevurderet forskelligt fra universitet til universitet.I Canada er det de regionale myndigheder, der foretager vurderingen af udlændingeskvalifikationer. Udlændinges kvalifikationer vurderes på nogle arbejdsområderud fra eksamenspapirer, på andre arbejdsområder gennem prøver, fx ved atarbejde under opsyn i en periode. Vurderingen foregår også decentralt i Tyskland.Kun formelle kvalifikationer, dvs. eksamenspapirer, vurderes. Vurderingsresultatetafgives i form af en erklæring. Udlændinge kan få ændret erklæringen ved atklage gennem retssystemet.Alle rapportens lande har desuden en række lovregulerede erhverv, der kræversærlige autorisationer, førend man kan udøve dem. Disse autorisationer gives afandre myndigheder (typisk ministerier) end de instanser, der vurderer udlændingeskvalifikationer.3.3 Adgang til at arbejdeI de fleste af undersøgelsens lande er der kun få begrænsninger i retten til at arbejdefor udlændinge med opholdstilladelse. I Danmark følger retten til at arbejdesåledes med opholdstilladelsen, både for flygtninge og familiesammenførte.Det samme gælder i Sverige, Holland, Canada og Italien.I Storbritannien har udlændinge med opholdstilladelse også fri adgang til at arbejdemed den undtagelse, at de personer, der bliver familiesammenført til deresforlovede, ikke har ret til at arbejde, førend de er blevet gift (hvilket dog skalske senest et halvt år efter indrejse).Anderledes forholder det sig i Tyskland, hvor det overordnede princip er et forbudmod at arbejde for borgere fra lande uden for EU/EØS. Der er dog en langrække undtagelser fra dette princip. Fx kan udlændinge med permanent opholdstilladelse,herunder § 16a-flygtninge, og udlændinge, der er retligt ligestilledemed EU/EØS-borgere (fx amerikanske statsborgere), arbejde uden en arbejdstilladelse.Andre udlændinge kan få en midlertidig arbejdstilladelse, der kan værebegrænset både i forhold til beskæftigelsens tid og indhold. En af forudsætnin-6464 KAPITEL 3. SAMMENLIGNING AF INTEGRATIONSPOLITIKKEN