Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

Usikkerhedsstaten?dene opfattes forskelligt af klienterne og sagsbehandlerne. Klienterne er selvfølgeligmest utilfreds med de tilbud, de oplever som ydmygende, enten fordide er meningsløse, eller fordi de føler sig udnyttet. For sagsbehandlerne handlerordningerne i høj grad om at teste klienternes villighed og parathed til atarbejde. Ordningerne har forskellig effekt for forskellige grupper af klienter.Generelt virker de bedst over for unge med høj uddannelse og få socialeproblemer. Det er i overensstemmelse med den overordnede arbejdsløshedssituation,der, som vi påviser, er værst for de dårligt uddannede og de ældre.Undersøgelsen viser, at på trods af mange af ordningernes karakter af kontrol,så er flertallet af klienterne tilfredse med ordningerne i og med, at de oplever,at aktivering enten forbedrer deres selvrespekt eller giver dem bedre mulighederfor uddannelse eller ordinær beskæftigelse. Som vi har diskuteret deti tidligere udgaver af Social Årsrapport, så er nettojobskabelseseffekten af aktiveringyderst begrænset. Ordningerne bevirker, at der er en større trafikmellem beskæftigelse og ledighed på arbejdsmarkedet, men det samlede antaljob øges stort set ikke.Ulighed og fattigdom: De rige bliver rigereDen danske velfærdsøkonom Bent Rold Andersen har hævdet, at danskerne– og skandinaverne i det hele taget – ligefrem har “en passion for lighed” [apassion for equality] (1984: 111). Det har vi muligvis stadigvæk, men den er blevetlidt mindre de seneste år. Når vi sammenligner fordelingen af de disponibleindkomster i 1990 med situationen i 2000, så viser det sig, at den maksimaleudjævningskvotient er vokset fra 23,8% til 25,5%. Der er altså tale om enklart større ulighed nu end ti år før. Det går altså den forkerte vej, hvis vi skalleve op til Grundtvigs tro og Bent Rold Andersens vurdering.Men i en international sammenligning er uligheden markant mindre i Skandinavienend i de øvrige europæiske lande. Målt ved gini-koefficienten liggerde nordiske landes værdier lige over 20, mens de kontinentaleuropæiske landetypisk har en gini-koefficient på ca. 35. Vi kan ydermere vise, at der er storforskel på, hvorvidt overførslerne ændrer markant på indkomstfordelingen.Den mindste effekt finder vi på kontinentet og den største i Norden. En væsentliggrund til den relative indkomstlighed i Norden er dog den høje gradaf erhvervsdeltagelse.I mangel af bedre har vi vænnet os til at definere fattigdom som mangel på entilstrækkelig indkomst i forhold til at leve et “normalt” liv. EUs statistiskekontor beregner fattigdommen som den andel af befolkningen, hvis indkomsterer mindre end halvdelen af medianindkomsten eller udgør mindre end60% heraf. Der er således definitorisk en tæt sammenhæng mellem ulighedog fattigdom, og det er derfor ikke overraskende, at de nordiske lande fremstårsom de lande med den mindste fattigdom. 50%-grænsen angiver, at ca.5% af skandinaverne på et givet tidspunkt lever i fattigdom; med anvendelseaf 60%-grænsen vokser fattigdommen til ca. 10%. Disse værdier udgør halvdelenaf gennemsnittet for EU, og der er en faktor tre til forskel på Skandinavienog Sydeuropa; dvs. at fattigdomsrisikoen er tre gange så stor der. Her har vibetragtet lav indkomst som en indikator på fattigdom. Men vi kan også se på,9