AktiveringDer er meget store <strong>for</strong>skelle på de primære målgrupper i USA og Europa. IEuropa har man fokus på de unge arbejdsløse, og den danske aktiveringsordninger den, der er mest indrettet på at stille krav til ikke-arbejdsløse. Ordningernevarierer med hensyn til, om de er universelle eller selektive i deres valgaf målgrupper. Den mest universelle ordning findes i Danmark, mens de mestselektive ordninger findes i Tyskland og Norge.Typer af workfareVed en sammenligning af landene kan man identificere bestemte typer afworkfare. En gruppe af ordninger kan kaldes “europæiske centrale ordninger”– repræsenteret af aktivering (Danmark), “Jobseekers Employment Act<strong>for</strong> Young People” (Holland) og “New deal <strong>for</strong> young people” (England). Deøvrige ordninger kan ikke så let grupperes. De tyske og norske ordninger lignerhinanden, <strong>for</strong>di de er decentrale, skønt den tyske ordning har mange lighedspunktermed “europæiske centrale ordninger”, herunder en tendens tilat være universel. De franske og amerikanske ordninger er markante (og <strong>for</strong>skelligefra hinanden) ved at have ideologiske “rødder”, som ikke ses andresteder.De “europæiske centrale ordninger” er ikke knyttet til lande, som har en fælleshistorie, hverken når det gælder sociale sikkerhedsnet eller socialhjælp. Enmulig <strong>for</strong>klaring kan være, at workfare først <strong>for</strong> nylig er blevet en væsentligbestanddel af socialhjælp. Tvangsarbejde blev mere og mere udbredt i 90erne,samtidig med en generel udvidelse af aktiv arbejdsmarkedspolitik. En samordningaf traditionel socialdemokratisk og neo-klassisk arbejdsmarkedspolitiker blevet <strong>for</strong>søgt. Man kan tale om et paradigmeskift i socialhjælpen efterindførelse af workfare.Evaluering af workfareDer er ofte stor <strong>for</strong>skel på de politiske hensigter med en ordning, og hvordanden fungerer i praksis. Ordningerne har flere <strong>for</strong>mål:Beskæftigelse i et ordinært job uden tilskud
Integration gennem arbejdspligt?Sagsbehandlere og deltagere oplever ordningerne <strong>for</strong>skelligt. Selv om bådesagsbehandlere og deltagere håber, at de kan overgå fra offentlige ydelser tilordinær beskæftigelse, så ved de fleste sagsbehandlere, at det ikke kan ladesig gøre <strong>for</strong> alle deltagerne. Desuden bliver tilbudet om workfare af sagsbehandlerne(specielt i Norge) betragtet som en test af, om klienterne er villigeog klar til at arbejde, samt en måling af de problemer, de står over <strong>for</strong>.Udover at klienterne synes, det er vigtigt at finde et ordinært job, så finder dedet også vigtigt, at ordningerne giver dem almindelig velbefindende. Deltagernehar brugt et begrænset sæt af kriterier til at evaluere ordningerne, nemlig<strong>for</strong>bedring af jobmuligheder, om det er meningsfulde aktiviteter, respekt,social status, indkomst, struktur på dagligdagen og sociale kontakter. For deltagerneer det sidste ret vigtigt, og de bryder sig ikke om at blive betragtetsom andenrangs mennesker. Især den respektfulde behandling ser ud til at<strong>for</strong>længe klienternes deltagelse i ordningerne, ligesom de bliver mere pessimistiskemed hensyn til mulighederne <strong>for</strong> at opnå et ordinært job. Klienternekan især ikke lide ordninger, som udnytter dem (fx tilbud om meningsløst,midlertidigt og/eller lavt betalt arbejde). Det begrænser deres muligheder <strong>for</strong>at finde “rigtige” job eller <strong>for</strong>følge uddannelsesmæssige ambitioner. Arbejdsgivernerespekterer dem ikke, og der er <strong>for</strong> få muligheder. Klienter med “gode”kvalifikationer hævder også, at ordningerne ikke kan tilbyde dem nogetsærligt (Tyskland, Norge og England).Rettigheder og pligterBåde ansatte og klienter har mere klare opfattelser af klienternes pligter (specieltmuligheden <strong>for</strong> at bruge tvang), end af klienternes rettigheder. Ikke destomindre anser nogle ansatte (i Danmark, Holland og England) workfare <strong>for</strong> ensuccesfuld balance mellem rettigheder og pligter. Mens ansatte i Frankrig opfatterworkfare som hverken en rettighed eller en pligt, men noget midtimellem.Det kan dog delvis skyldes den måde den franske ordning er ud<strong>for</strong>metpå (klienterne er på <strong>for</strong>hånd berettiget til en ydelse og skal derefter underskriveen kontrakt om integration), og delvis <strong>for</strong>di de ansatte anser retten til integrationsom nærmest illusorisk, <strong>for</strong>di der stort set ikke er nogen “rigtige” jobtil deres klienter.Skønt nogle sagsbehandlere tvivler på retfærdigheden i balancen mellem rettighederog pligter, er der generelt ingen, der sætter spørgsmålstegn ved brugenaf tvang. I stedet argumenterer de <strong>for</strong> bedre muligheder <strong>for</strong> at genskabebalancen mellem rettigheder og pligter.Næsten alle klienter er usikre på deres rettigheder, og mange er fokuseret påde rettigheder, de tror, de har. Et vigtigt krav er, at deltagerne skal have flerepenge <strong>for</strong> deres deltagelse i ordningerne. Den manglende klarhed omkringklienternes rettigheder gør det svært at måle, i hvilket omfang de er underlagttvang.Generelt er frontlinje-ansatte tilhængere af tvang (der er nogle franske og engelskeundtagelser). Ikke overraskende er klienterne imod tvang, skønt man-62