Usikkerhedsstaten?tilseksårigeer<strong>for</strong>holdenenogetbedreimangeeuropæiskelande,hvordeindgår som en del af uddannelsessystemet i <strong>for</strong>skellige førskoleordninger.Der kan konstateres en tydelig sammenhæng mellem muligheder <strong>for</strong> børnepasningog kvinders fertilitet. Mens situationen i 1960erne var således, at detvar de skandinaviske kvinder, der havde den laveste fertilitet i Europa, er detnu de sydeuropæiske kvinder, der føder færrest børn. Det tolker vi som en indikationpå, at kvinderne sydpå i stigende grad vælger en arbejdsmarkedskarrieretil, men at de så til gengæld ikke kan få så mange børn, da der (endnu)ikke er pasningsmuligheder til dem. I en undersøgelse af <strong>for</strong>holdene i Danmarksammenlignet med Frankrig, Storbritannien og Tyskland vises, at nårvi <strong>for</strong>bliver på det retoriske plan, tegner der sig et helt entydigt billede af radikalændring inden <strong>for</strong> alle velfærdsregimer med henblik på (endnu) størregenerel opbakning til børnefamilierne og specielt til kvindernes erhvervsdeltagelse.Men når vi vender os til den levede hverdag, så er det inerti, der dominerer.Tingene var, som de plejede at være. Konklusionen er, at den megenfokus på at <strong>for</strong>bedre kombinationen af arbejde og familieliv i Europa mestendelser varm luft.Førtidspensionering: Udstødelse eller otiumSiden midten af 1980erne har andelen af befolkningen i alderen 18 til 66, dervar på førtidspension, været konstant på 8%. De seneste år er der bremset ensmule op <strong>for</strong> tilkendelsen, men stadigvæk er 7,4% af aldersgruppen på førtidspensioni 2002. Faldet har specielt været <strong>for</strong> de laveste pensioner, der kan givesud fra sociale grunde. Til gengæld har der været en stigning af de rent helbredsmotiveredetilkendelser. Ikke overraskende kommer de fleste førtidspensionisterfra en situation, hvor de levede af sygedagpenge eller kontanthjælp,og de mest almindelige diagnoser er psykiske lidelser og bevægeapparatsygdomme.Spørgsmålet, der melder sig, er, i hvilken udstrækning tidlig tilbagetrækningfra arbejdsmarkedet er et frivilligt fænomen, eller om det er den eneste mulighed<strong>for</strong> de berørte? I en sammenligning af Danmark og en række europæiskelande argumenterer vi <strong>for</strong>, at med et meget fleksibelt arbejdsmarked som detdanske må det <strong>for</strong>ventes, at det i høj grad virker ekskluderende over <strong>for</strong> ældrelønmodtagere. Ganske vist har vi, relativt set, en ret høj faktisk tilbagetrækningsalderi Danmark på 62,2 år i 2000, hvor det europæiske gennemsnit ellersligger på ca. 60 år. Men sammenlignet med den officielle pensionsalder på 67(65 fra og med 2004), så er det altså således, at danskerne i gennemsnit (blivertvunget til) træder tilbage fem år før tid. Når vi ved, at danskerne suverænter dem blandt de her analyserede syv lande (Danmark, Tyskland, Spanien,Frankrig, Italien, Holland, og Storbritannien), der er gladest <strong>for</strong> at arbejde,selvom de ikke behøvede det, 77% sammenlignet med ca. 50% i de øvrigelande, så tyder det på, at tilbagetrækningen er ufrivillig. Vurderet ud fra etsamfundsmæssigt <strong>for</strong>sørgelsessynspunkt er situationen i Danmark relativ<strong>for</strong>delagtig. Vi er et af de lande, hvor flest ældre arbejder længst; men set fraden enkelte borgers synspunkt er det immervæk <strong>for</strong>uroligende, at arbejdsmarkedetsindretning og arbejdsgiveres diskrimination gør, at mange bliverudstødt lang tid før, de selv ønsker at <strong>for</strong>lade arbejdsmarkedet.11
Usikkerhedsstaten?Danmark i EuropaBidragene til dette års Social Års<strong>rapport</strong> viser, at på trods af massive investeringeri borgernes velfærd, så er det alligevel således, at – afhængig af definition– fem til ti procent af danskerne lever i fattigdom, og hver fjerde i alderen 18til 64 år er socialt marginaliseret. På mange måder står det endnu værre til iresten af Vesteuropa, men vi ved omvendt også, at sundhedsvæsenet fungererbedre i Frankrig, at understøttelsen er bedre i Luxembourg, at pensionerne erbedre i Italien, osv.I 1960erne hævdede daværende socialminister Eva Gredal, at vi i Danmarkhavde verdens bedste socialpolitik; det har vi muligvis stadigvæk. Alligeveloplever vi nedslidning og udstødning i samme eller større omfang. Og medhensyn til solidariteten inden <strong>for</strong> og blandt de europæiske lande må vi konstatere,at det står skidt til. Vi er på vej mod usikkerhedsstaten.LitteraturAndersen, Bent Rold (1984). “Rationality and irrationality of the Nordicwelfare state.” Dædalus vol.113, nr. 1: 109-39.Europakommissionen (1994). Europæisk social-og arbejdsmarkedspolitik: en vejfrem <strong>for</strong> Unionen - Hvidbog. Bryssel: Generaldirektorat V.Hirsch, Joachim (1986). Der Sicherheitsstaat. Frankfurt am Main.12