AK73 30.r Jubil.umsbog Dorthe

18
Samtlige københavnere, DAF's formand, den højt
respekterede sønderjyde Knud Lyhne Pedersen og
Sjællands Atletik Forbunds legende af en formand,
William Bech, og enkelte andre blev tilbage i salen
sammen med dirigenten.
Havde en af de tilbageværende stillet forslag om
afstemning, var forslaget formodentlig blevet vedtaget
med ca. seks stemmer imod tre. Det undlod vi klogeligt
og gik ud til kaffen. Her tog Lyhne Pedersen fat i
mig og sagde, at han faktisk sympatiserede med os, og
at han selv ville afstå fra stemme.
Det var Lyhne, der havde været leder for de to aktive,
der havde været i Sydafrika. Lyhne kunne fortælle, at
han under sit korte ophold i Pretoria havde set "et og
andet som gav os ret til at komme med det resolutionsforslag".
Efter pausen stemte 33 mod forslaget, mens 8 stemte
for og 10 undlod at stemme. Altså det ventede brag!
Men det var et brag, der satte noget i sving i hele den
danske idrætsverden.
Der kom pludselig fokus på Sydafrika blandt aktive
idrætsfolk, og en meget stor del af pressen var på vores
side. Sydafrikafærden for de to aktive og den ene leder
var jo for længst blevet gennemført, men det var absolut
ikke pæne ord, de tre fik med på vejen!
Det blev vist til et enkelt forsøg året efter - og så
stoppede det.
Klubben, som AK 73 udsprang af
Det at blande sport og politik var dog for hård en kost
for adskillige gamle ultrakonservative idrætsledere -
deriblandt Niels Christians bagland i KIF's hovedafdeling
og adskillige ældre atletikfolk, der for en stor dels
vedkommende ikke havde vist hverken atletik eller KIF
nævneværdig interesse efter den aktive karrieres afslutning
både 10, 20 og 30 år tidligere. Medlemskabet af
KIF var dog for selskabs skyld blevet bevaret.
KIF's atletikafdeling var netop i begyndelsen af
70'erne ved at rejse sig efter flere års nedgang. Under
Niels Christian Bendixen var en stor flok lovende talenter,
både kvinder og mænd, for alvor begyndt at markere
sig i den danske elite.
Efter at KIF stort set siden klubbens start i slutningen af
det forrige århundrede havde domineret dansk atletik
med verdensstjerner som stangspringeren Henry Petersen
og løbene Niels Holst Sørensen, Gunnar Bergsten og
Gunnar Nielsen, var det begyndt at gå galt.
KIF's mænd var efter at have vundet DAF's landsturnering
i 1960 og 1961 dumpet ud af 1. division i
1962. Holdet vendte tilbage til 1. division i 1964, men
fristede nu en tilværelse i divisionens nedre regioner for
til sidst at ryge ud i 1970.
Men nu var billedet for den traditionsrige klub begyndt
at vende. Uden for stadion klarede klubbens unge løbere
sig strålende. I 1970 havde en KIF-trio bestående af
Knud Erik Hede, Gert Kærlin og Knud Erik Boelman
vundet DM i holdløb på den korte crossdistance, og i
de to følgende år vandt kæmpetalentet Gert Kærlin den
individuelle titel på samme distance, ligesom han blev
mester på 5000 meter på banen i de samme år. Også
på kvindesiden var KIF i klar fremmarch med navne som
hækkeløberen og længdespringeren Margit Hansen og
de to løbere Pia Andersen og Loa Olafsson i front.
Dynamoen bag disse resultater var den unge ålborgenser
Niels Christian Bendixen, hvis moderne og sympatiske
lederstil trak mange gode folk til klubben.
Bendixen og hans medarbejderes indtog i KIF's atletikafdeling
betød et generationsskifte, der gjorde det af med
den noget kølige og bureaukratiske tone, som en patriarkalsk
og autoritær ledelse i årtier havde praktiseret. En
anden af klubbens ledere, Jette Schmidt, var lykkedes med
at få genrejst klubbens kvindeafdeling efter et flere års
intensivt arbejde i ungdomsafdelingen.
De følgende begivenheder, der udspilledes i kulisserne
og på generalforsamlingen og den efterfølgende
ekstraordinære generalforsamling, og som havde baggrund
i Sydafrika-debatten, satte en brat stopper for
Danmarks ældste atletikforenings lyse fremtidsudsigter.
...bland aldrig sport og politik!
Vi lader en ældre KIF-leder, Fini Rasmussen, beskrive
begivenhederne, der førte til det endelige brud med
KIF. Det følgende er hentet fra KIF's 100-års jubilæumsskrift
fra 1992: