You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
stedet i det private hjem, der satte en stopper for den<br />
aktive deltagelse af klubbens menige medlemmer.<br />
Træningsmiljøet<br />
Det var i den grad bestyrelsesarbejdet, der i begyndelsen<br />
fastholdt mig i AK 73. De første måneder i klubben<br />
var vi sjældent mere end fem til løbetræning.<br />
Træningen begyndte som i dag kl. 17.10. Tirsdag løb vi<br />
1000 meterintervaller i den del af Fælledparken, hvor<br />
Gabor afvikler sit berømte juleløb. Torsdag løb vi lange<br />
ture til Utterslev Mose. Der var ingen løbetræner, så jeg<br />
blev oplært af et par af de garvede løbere.<br />
Teknikerne var på det tidspunkt væsentligt flere til træning.<br />
Men vi var to adskilte verdener, og ind imellem<br />
flød det med godmodige drillerier. Det var som regel i<br />
1'eren, herrernes omklædningsrum, vi 'stødte sammen'.<br />
Jeg husker tydeligt en af de første gange til træning, hvor<br />
en høj og muskuløs tekniker stillede sig op foran mig,<br />
bedst mens jeg var ved at smide underbukserne. Han ville<br />
lige gøre opmærksom på, at jeg havde taget hans plads.<br />
Jeg følte mig i bogstavelig forstand taget med bukserne<br />
nede og flyttede naturligvis skyndsomst mit habengut.<br />
Senere fik jeg et helt andet forhold til teknikerne,<br />
fulgte deres indsats i landsturneringen, tog dommercertifikat,<br />
var med til at arrangere stævner og fandt i<br />
det hele taget ud af, at disciplinerne på stadion var<br />
ganske spændende.<br />
Efterhånden fandt jeg ud af, at der også blandt løberne i<br />
klubben var flere personligheder. De mødte kun sjældent<br />
til træning, men opførte sig som konger, når de endelig<br />
dukkede op. Ligesom min banemand i omklædningsrummet<br />
havde de været med i AK 73 i mange år og var<br />
repræsentanter for den gamle skole, der lige skulle afprøve<br />
nye medlemmer og hævde sig lidt. Senere viste det sig, at<br />
de fleste var alle tiders kammerater, men måske ikke lige<br />
dem, der lagde grundstenene til klubbens fremtid.<br />
Formandstiden<br />
Efter en periode med arbejde som menigt medlem og<br />
sekretær i bestyrelsen accepterede jeg i november<br />
1990 at blive formand. Inden generalforsamlingen<br />
havde jeg besluttet, at jeg godt ville fortsætte som<br />
medlem af bestyrelsen, men ikke som formand. Jeg<br />
havde jo set, hvordan den post havde krævet og taget<br />
hos Torben og Vinnie. Trods kraftigt pres lykkedes det<br />
mig på generalforsamlingen at fastholde min beslutning<br />
- for en uge senere på det første møde i den nye<br />
bestyrelse at lade mig overtale med løfter om<br />
opbakning fra de øvrige i bestyrelsen.<br />
I de efterfølgende uger brugte vi i bestyrelsen en del tid<br />
på at overveje klubbens situation og prioritere vores ressourcer.<br />
I min første leder i klubbladet, januar 1990, var<br />
jeg så letsindig at skrive, at det var nødvendigt at lave en<br />
slagplan - ikke til brug i Golfen, men til anvendelse i kampen<br />
for AK 73's eksistensberettigelse på Østerbro. Hvad<br />
jeg burde have forudset var, at det senere ville blive brugt<br />
imod mig. Saddam Hussein (berygtet og på det tidspunkt<br />
som en meget aktiv diktator i Golfen) var det øgenavn,<br />
som snarrådige tidligere kolleger i bestyrelsen hæftede på<br />
mig. Jeg husker det som et meget hårdt slag og en meget<br />
følelsesladet indledning på min formandsperiode.<br />
Sætningen fra min leder var imidlertid alvorsord om<br />
en klub, der netop havde været igennem den hidtil<br />
dybeste krise. Efteråret havde budt på lange og til tider<br />
heftige og bevægede diskussioner om klubbens fremtid.<br />
I den forgangne sommer havde vi sagt farvel til<br />
ungdomsafdelingen. Der var kun få aktive ungdommere<br />
tilbage, og da Henning Brandt valgte at stoppe som<br />
træner, smuldrede de sidste rester af afdelingen.<br />
Hen på efteråret skulle vi tilmelde holdene til den<br />
kommende sæsons landsturnering i atletik for klubhold,<br />
og der skulle udpeges en holdleder. Både herre- og<br />
dameholdet havde imidlertid skrantet i flere år. En<br />
håndfuld aktive piger fordelte alle øvelserne på dameholdet<br />
imellem sig og klarede udfordringerne efter det<br />
muliges kunst.<br />
Hos herrerne blev der trukket kraftigt på de gamle og<br />
'pensionerede' teknikere, ligesom flere af langgarverne<br />
fik den tvivlsomme ære at løbe 400 meter stafet eller<br />
endog støde kugle eller springe stangspring for at holdet<br />
kunne gennemføre alle discipliner og undgå diskvalifikation.<br />
Læseren fornemmer måske, at det som holdleder ikke<br />
var jordens mest taknemmelige opgave at skulle ringe<br />
85
Change language