AK73 30.r Jubil.umsbog Dorthe

AK 73 i hverdag og fest
Af Peter Bistrup
Selskabelighed og sammenhold spillede en meget stor
rolle i de første mange år i AK 73's historie - og gør det
velsagtens endnu.
Langt de fleste bestyrelsesmøder i begyndelsen af
klubbens historie bar på mange måder mere præg af
hyggelige sammenkomster end af konstruktive møder.
Men man skulle ikke tage fejl - i virkeligheden blev
mange vigtige og store beslutninger vedtaget på
sådanne møder.
I de fleste tilfælde afholdtes møderne hjemme hos
bestyrelsesmedlemmerne, og der var ofte ret stor tilslutning
til dem, da bestyrelsesmøderne ifølge klubbens
love var åbne.
Senere, da klubben fik sit eget lokale i et rum øverst i
Idrætshuset med udsigt til stadion, blev møderne afholdt
der.
Selv om der godt kunne blive ’talt meget højt’, endte
møderne som oftest i fuld fordragelighed. Te og hjemmeb(r)agt
brød med smør, marmelade og ost hørte
med til møderne.
Mortensaften
November kan ofte forekomme trist, mørk og lang.
Derfor kom Mortensaftenen den 10. november til at
stå som et varmt og hyggeligt fikspunkt i klubbens liv i
adskillige år.
I min barndom og på den kostskole, hvor jeg havde
henslæbt nogle år af mit liv, var Mortensaften en vigtig
festaften, og da jeg i AK 73 foreslog, at vi skulle indføre
den i klubben, blev det modtaget meget positive - men
på den betingelse, at jeg skaffede ænderne, der hører
sig til, samt sørgede for, at de blev stegt.
Andre i klubben sørgede for de brunede kartofler,
rødkålen, rødvinen, opdækningen og alt det, der hører
sig til.
Da klublivet var på sit højeste, var vi omkring 50
forsamlede om bordene oppe i det lille klublokale,
mens en mindre eskadrille velfedede moseænder
forsvandt fra fadene og adskillige liter rødvin forsvandt
samme vej som ænderne.
Den første af mortensaftenerne var præget af
begyndervanskeligheder. Jeg havde holdt mit løfte og
investeret i 6 flotte ænder i mit lokale supermarked,
Bilka i Hundige. Ænderne var blevet parkeret i god tid i
fryseren. Dagen inden den 10. november kom jeg til at
fortælle om planerne for den store aften til en af mine
kolleger, husholdslærerinden på den skole, jeg arbejdede
på. Hun spurgte interesseret, om jeg havde fået tøet
de bundfrosne fugle op i så tilpas god tid, at de kunne
blive forsvarligt stegt. Jeg fortalte det, som det var.
Mine ænder opholdt sig sikkert og bakteriefrit i fryseren!
Hun slog korsets tegn for sig og bedyrede mig, at det
mindst ville vare to døgn, før frosten var gået af fuglene
- og jeg blegnede. En Mortensaften med rødkål,
kartofler og rødvin - men uden ænder var tilsyneladende
forestående!
Så snart jeg kom hjem, blev ænderne lukket ud og
lagt i mit badekar, og det varmeste vand, huset formåede,
blev fyldt i. I løbet af dagen skete der så at sige
ingen forandringer - der var simpelthen permafrost i
moseænderne! Flere gange måtte jeg udskifte vandet i
badekarret, så temperaturen kunne holdes oppe. I
løbet af natten var jeg oppe adskillige gange for at
lukke vandet, der efterhånden antog en lyserød farve af
udsivende andeblod, ud af badekarret for så at åbne
for den varme hane.
Ud på morgenen var ænderne så bløde, at jeg begyndte
at håbe på et mirakel. Bagermester Tony i
Griffenfeldsgade havde lovet at stege ænderne mod at
få alt det tiloversblevne afsmeltede andefedt. Han
fyldte fuglene ud med æbler og svesker, og da
Mortensaften stundede til, var miraklet sket. Jeg vil tro,
at denne tradition holdt sig i mindst en halv snes år,
inden den gik i sig selv.
Hyggeligt var det.
35