AK73 30.r Jubil.umsbog Dorthe

54
Kvinderne, som jo kun løb 5x10 kilometer, triumferede
først og kunne allerede lidt over middag koncentrere
sig om at heppe på de to mandeholds deltagere.
Allerede da Kersti Jakobsen (dengang 22 år!) som AK
73-holdets ankerkvinde triumferende passerede mållinjen,
havde de mandlige AK'eres førstehold lagt sig i
spidsen foran Skive med 1.07 minutter og med topløbere
som Gert Kærlin, Bo Nytofte, Jens Olsen, Bent
Lahn Sørensen og Torben V Pedersen til at klare de
sidste 50 kilometer, syntes sagen klar, hvad den også
var.
Den primære AK-konkurence
Men det store åbne spørgsmål drejede sig om andetholdet.
Ville andenholdets næstsidste løber komme i
mål, før førsteholdets ankermand passerede målet?
Andetholdet havde nemlig modigt udfordret førsteholdet,
og der var sat en kasse guldbajere, der skulle
nydes i toget hjem til København, på højkant.
Spændingen var ulidelig, og der blev indgået flere
væddemål, som oven i købet smittede af på løbere af
anden herkomst end AK 73. Selv skibonitter, AGF'ere
og folk fra 1900 begyndte at vædde.
En af andetholdets to nordmænd, Oddvar Kvalsvik,
giver i Meddelelser for AK 73, maj 1978, følgende skildring
af de dramatiske begivenheder:
"Selve konkurrencen var der ikke meget at berette om.
Det gik programmæssigt med en sejr til både eliteholdet
og dameholdet. Alle kvinderne løb op til deres bedste, og
med et solidt løb af Kersti Kagespiser var den skid slået.
Stjerneholdet var efter en forsigtig åbning alligevel fremme
og vise blomsten allerede ved 4. etape, og det blev de
ved med resten af dagen.
Nej, spændingen kom til at stå om en hel anden kamp.
Et forrygende, nervelidende dødsridt mellem blomsterfolkets
første- og andethold. Hvem kommer først? Stjernes
ankermand eller sekundaholdets 9'er?
Oddsene svinger, eftersom bulletinerne kommer ind, og
folk under eller over evne. Ved sidste veksling er differencen
4 minutter og 39 sekunder. Øl og penge begynder at gå
højt på væddebanen. Statistikerne holder på stjernehesten,
nogle letsindige sætter lid til traveren. Spændingen bare
stiger og stiger. Ved halvkørt løb efter bjergbestigningen er
afstanden 2 minutter. Nede ved målpassering, godt en
kilometer senere, er den spist ned til 1 1 /2 minut. Fortvivlet
hovedrystende kigger tilhængerne på deres tunge favorithest,
der kommer daskende forbi.
Et psykologisk udspekuleret trick fra de sidste optimister:
"Ti øl for at holde ham bagi!"
Ordene kommer ind ad det ene øre, men når kun til
smertecentret, inden de forsvinder ud på den anden side.
En lille nedfor-bakke, og der kommer atter blod til hjernen.
Klare tanker vælder frem, og viljen vokser sig stor.
Sejren er vundet ... tror han.
Men den gang ej. En let og hurtig rytme bag ham giver
bud om noget andet. Et kik over skulderen bekræfter den
hårde realitet. Kærlin'en i vild galop over stok og sten.
Farvel guldtuborgs læskende smag. Den gik altså ikke.
43 sekunder er differencen i mål.
Men skide spændende var det, ikke?"
(Sandsynligheden for, at det netop var Oddvar, som
løb næstsidste tur for sekundaholdet, er jo åbenlys!)
Ja vi elsker ...
Forsiden af nævnte AK 73-klubblad var prydet af fem af
’sekundaholdets’ løbere, der omkransede følgende
hyldetsdigt til de anonyme helte, som til ære for
holdets to nordmænd skulle afsynges til melodien på
“Ja vi elsker dette Landet”.
Titlen var “Vandbærernes sang”, og den lød som
følger:
Ja, vi elsker disse fyre
som de stormer frem
furet, vejrbidt, trodser syre
mens de gungrer hjem,
løber, løber mens de stønner:
"Hvilken grufuld sport;
skal vi virk'lig kassen tabe,
skønt vi stred så hårdt?
Skal vi virklig kassen tabe,
skønt vi stred, vi stred så hårdt?"