12.12.2012 Views

pSyKOLOg - Forside

pSyKOLOg - Forside

pSyKOLOg - Forside

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

Om ikke at holde i hånden<br />

skal terapeuten tilføre klienten positive oplevelser<br />

som erstatning for dårlige oplevelser?<br />

Mødet Af Ken Vagn Hansen<br />

Det er en velkendt forståelse i psykoanalytisk psykoterapi,<br />

at klienter udlever og gentager tidlige relationserfaringer<br />

i forhold til terapeuten, således at de både taler om og<br />

overfører tidligere erfaringer med primære omsorgspersoner.<br />

Det indebærer også, at klienten kan konfrontere terapeuten<br />

med sine smertefulde erindringer og kræve, at terapeuten<br />

lindrer den smerte.<br />

Spørgsmålet er, hvordan terapeuten skal forholde sig til<br />

det. Skal terapeuten erstatte de tidlige ”dårlige” relationserfaringer<br />

med nye ”gode” erfaringer? Skal terapeuten være<br />

erstatning for den mor, som ikke evnede at møde klienten<br />

som barn? Skal terapeuten tilbyde konkret lindring for den<br />

smerte og fortvivlelse, som klienten oplever?<br />

I ”Lyt til patienten” fortæller Patrick Casement om en<br />

psykoanalyse med en klient, der 11 måneder gammel blev<br />

skoldet af kogende vand, så hun senere, 17 måneder gammel,<br />

måtte gennemgå en operation. Under operationen holdt<br />

moderen hendes hånd, men da moderen besvimede på<br />

grund af det, hun så, gled hendes hånd bort. For klienten<br />

var erindringen om dette tab af moderens hånd en så traumatisk<br />

oplevelse, at hun kun følte sig i stand til at tale om<br />

det og gennemleve erindringen, hvis Casement holdt hende<br />

i hånden. Klienten tvivlede på, at hun kunne fortsætte med<br />

at gå i analyse, hvis han afslog.<br />

Casement beslutter sig for ikke at opfylde klientens ønske.<br />

Han erkendte, at ved at holde klienten i hånden og derved<br />

blive en bedre mor ville han lave en kollusion med klienten,<br />

hvor de i fællesskab undgik den værste del af hendes<br />

erindring ”by not facing it as it was”. Kun på den måde var<br />

det muligt at lette klienten for hendes ubevidste frygt for,<br />

at ingen nogen sinde vil kunne bære at være i kontakt med<br />

hendes mest intense følelser, som knytter sig til barndomserindringen.<br />

Casen er blevet et billede på et grundforhold i psykoterapi:<br />

Hvad er terapeutens rolle i forhold til klienten. Skal<br />

han erstatte noget, som har manglet? Skal han bevidst give<br />

klienten ”gode” oplevelser eller endda konkret omsorg? Skal<br />

han være ”den gode mor”, der yder det, som den dårlige mor<br />

ikke evnede?<br />

14 Psykolog nyt • 20 • 2009<br />

Den korrektive emotionelle oplevelse<br />

F. Alexander påpegede i 1946, at indsigt ikke er en tilstrækkelig<br />

kurativ faktor i psykoterapi. Klientens emotionelle erfaringer<br />

i terapien er afgørende for klientens udvikling. Han<br />

kaldte det ”corrective emotionel experience”. Han mente<br />

derfor, at terapeuten bevidst skulle give klienten sådanne<br />

korrektive emotionelle oplevelser.<br />

Det er en besnærende tanke, at klienten har brug for en<br />

terapeut, som er villig til at give klienten ”gode oplevelser”<br />

som erstatning for barndommens ”dårlige oplevelser”. Mange<br />

terapiformer opererer derfor med bevidst og metodisk

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!