pSyKOLOg - Forside
pSyKOLOg - Forside
pSyKOLOg - Forside
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Om ikke at holde i hånden<br />
skal terapeuten tilføre klienten positive oplevelser<br />
som erstatning for dårlige oplevelser?<br />
Mødet Af Ken Vagn Hansen<br />
Det er en velkendt forståelse i psykoanalytisk psykoterapi,<br />
at klienter udlever og gentager tidlige relationserfaringer<br />
i forhold til terapeuten, således at de både taler om og<br />
overfører tidligere erfaringer med primære omsorgspersoner.<br />
Det indebærer også, at klienten kan konfrontere terapeuten<br />
med sine smertefulde erindringer og kræve, at terapeuten<br />
lindrer den smerte.<br />
Spørgsmålet er, hvordan terapeuten skal forholde sig til<br />
det. Skal terapeuten erstatte de tidlige ”dårlige” relationserfaringer<br />
med nye ”gode” erfaringer? Skal terapeuten være<br />
erstatning for den mor, som ikke evnede at møde klienten<br />
som barn? Skal terapeuten tilbyde konkret lindring for den<br />
smerte og fortvivlelse, som klienten oplever?<br />
I ”Lyt til patienten” fortæller Patrick Casement om en<br />
psykoanalyse med en klient, der 11 måneder gammel blev<br />
skoldet af kogende vand, så hun senere, 17 måneder gammel,<br />
måtte gennemgå en operation. Under operationen holdt<br />
moderen hendes hånd, men da moderen besvimede på<br />
grund af det, hun så, gled hendes hånd bort. For klienten<br />
var erindringen om dette tab af moderens hånd en så traumatisk<br />
oplevelse, at hun kun følte sig i stand til at tale om<br />
det og gennemleve erindringen, hvis Casement holdt hende<br />
i hånden. Klienten tvivlede på, at hun kunne fortsætte med<br />
at gå i analyse, hvis han afslog.<br />
Casement beslutter sig for ikke at opfylde klientens ønske.<br />
Han erkendte, at ved at holde klienten i hånden og derved<br />
blive en bedre mor ville han lave en kollusion med klienten,<br />
hvor de i fællesskab undgik den værste del af hendes<br />
erindring ”by not facing it as it was”. Kun på den måde var<br />
det muligt at lette klienten for hendes ubevidste frygt for,<br />
at ingen nogen sinde vil kunne bære at være i kontakt med<br />
hendes mest intense følelser, som knytter sig til barndomserindringen.<br />
Casen er blevet et billede på et grundforhold i psykoterapi:<br />
Hvad er terapeutens rolle i forhold til klienten. Skal<br />
han erstatte noget, som har manglet? Skal han bevidst give<br />
klienten ”gode” oplevelser eller endda konkret omsorg? Skal<br />
han være ”den gode mor”, der yder det, som den dårlige mor<br />
ikke evnede?<br />
14 Psykolog nyt • 20 • 2009<br />
Den korrektive emotionelle oplevelse<br />
F. Alexander påpegede i 1946, at indsigt ikke er en tilstrækkelig<br />
kurativ faktor i psykoterapi. Klientens emotionelle erfaringer<br />
i terapien er afgørende for klientens udvikling. Han<br />
kaldte det ”corrective emotionel experience”. Han mente<br />
derfor, at terapeuten bevidst skulle give klienten sådanne<br />
korrektive emotionelle oplevelser.<br />
Det er en besnærende tanke, at klienten har brug for en<br />
terapeut, som er villig til at give klienten ”gode oplevelser”<br />
som erstatning for barndommens ”dårlige oplevelser”. Mange<br />
terapiformer opererer derfor med bevidst og metodisk