pSyKOLOg - Forside

at tilføre klienten ”positive oplevelser” eller med at få denne
til at udleve forskellige følelser som en form for kurativ
renselse (katharsis).
At kunne bære klientens smerte
Når Casements klient pressede ham til i sit forsøg på at lindre
sin egen smerte, bragte hun ham i et dilemma, fordi hun
truede med at forlade analysen, hvis ikke han imødekom
ønsket. Samtidig var han klar over, at klienten ubevidst forsøgte
at undgå nogle væsentlige følelser, som prægede hendes
voksenliv. Ved at afstå fra at holde klienten i hånden,
var Casement tro mod rollen som en terapeut, der bestræber
sig på at følge klienten i alle følelsesmæssige lag. Lag,
der kan rumme vrede og fortvivlelse, som han må kunne
bære at ville blive rettet mod ham.
Casement fremdrager selv dette citat fra W.R. Bion: ”… hvis
et spædbarn føler, at det er ved at dø, kan det få frygten for,
at det er ved at dø, frem i moderen. En mor, der er velafbalanceret
kan acceptere denne frygt og responderer terapeutisk
på den: dvs. på en måde, der får barnet til at føle, at det
får sin skræmte personlighed tilbage, men i en form, det kan
bære – frygten er blevet gjort håndterlig for spædbarnets personlighed.
Hvis moderen ikke kan bære disse projektioner,
så er spædbarnet henvist til fortsat projektiv identifikation,
som udøves med stadig stigende styrke og hyppighed.”
Terapeuten skal kunne bære klientens smerte over erindringen
om den oprindelige mors manglende evne til at
være til stede.
At holde den voksne klient i hånden kan betragtes som
en slags kortslutning i forhold til at erkende en bagvedliggende
smerte, vrede og forladthed, som klienten må have
følt ved oprindelig ikke at være blevet holdt i hånden. Vi
skal huske, at det ikke er det lille barn, vi holder i hånden,
men den voksne kvinde med en erindring om det at være
et lille barn.
At kunne være en anden mor
I den forstand terapeuten kan siges at have en forældrerolle
i forhold til klienten, er det en rolle i forhold til klienten
som voksen og ikke som barn. Det er en udbredt misforståelse,
at psykoanalytisk psykoterapi direkte handler om
barndommen og dens traumer. Men da det ikke er barnet,
som sidder over for terapeuten, kan der højest være tale om
FAKTA Artikelserie
I en række korte, vignetagtige artikler søger Ken
Vagn Hansen at indkredse nogle af psykoterapiens
centrale aspekter. Nærværende artikel er nr.
4 i serien. De tre første er bragt i Psykolog Nyt
14, 16 og 18/2009.
klientens ”bearbejde” version af sin barndom og dens traumer
(jf. Freuds nachträglichkeit-begreb).
Derfor kan terapeuten heller ikke være en erstatning for
den mor, klienten erindrer. Terapeuten må være en anden
mor, der møder det voksne menneske med dets smertefulde
barndomserindringer – og forhåbentlig en tilstrækkelig
emotionelt moden ”mor”, som kan følge klienten i de forskellige
følelsesmæssige erindringslag.
Den gode terapeut (good object) er således ikke en, som er
en bedre erstatning for klientens egen mor. Det er en, som kan
overleve at blive behandlet som en dårlig mor (bad object).
I forhold til Casements klient handler det således ikke om
at holde klienten i hånden for at få gjort dét, som klientens
mor svigtede med, men om at møde klienten i sin voksne
reaktion på erindringen om moderens svigt.
Sjælesørger eller terapeut
Klienten, som bliver spurgt om, hvad der har gjort mest indtryk
på ham i den terapi, han har været igennem, svarer, at
det var dengang, da terapeuten tog om min hånd med sine
begge hænder. Det svar handler om stærke følelser, men
ikke om, hvad der var kurativt.
En forveksling af terapi med ”gode handlinger”, som skaber
stærke følelser hos klienten, er at forveksle terapeuten
med sjælesørgeren. Sjælesørgeren har en anden funktion i
forhold til klienten, end terapeuten har. En sjælesørger kan
trøste for at lindre psykisk smerte ved at holde et andet menneske
i hånden.
Dyrkelsen af stærke positive følelser mellem klient og terapeut
synes at gå igen hos de terapeuter, der idealiserer øjeblikkets
betydning som et ”smukt” møde i terapien. Men,
som sekvensen mellem Casement og klienten viser, er det
smukke møde, hvor terapeuten holder klienten i hånden,
mere en flugt fra noget end en tilnærmelse til noget.
Psykoterapi er således et møde mellem klient og terapeut,
hvor terapeuten tilbyder et rum og en relation, hvor klienten
kan blive mødt med forståelse og empati uanset om klienten
retter positive eller negative følelser mod terapeuten.
Terapeuten er nødt til at kunne følge klienten i de forskellige
følelsesmæssige lag uden at danne kollusioner med klienten
omkring angsten for at erkende og opleve livet, som
det var og er.
Ken Vagn Hansen, klinisk psykolog
Psykolog nyt • 20 • 2009 15