273 døde af stoffer 20 kroner om ugen - Hus Forbi

More documents

Recommendations

Info

Jacob reddet af skolefeen Jacob er i dag 19 år og takker barndommens skolefe for, at han har fået et godt liv. af Birgitte Svennevig foto Søren Skarby - Det var altid mig, det gik ud over derhjemme. Så kort opsummerer 19-årige Jacob Skredbjerg sin barndom. Af årsager, han stadig ikke forstår – og heller ikke får svar på, når han i dag spørger sin mor – var det ikke den tre år yngre lillesøster, Connie, eller den et år ældre storebror, Nick, der fik skæld ud og blev sendt ind på værelset næsten hver dag efter skole. Det var Jacob. Så kunne han sidde derinde, i familiens øde beliggende hus, syv kilometer fra landsbyen Longelse på Langeland, og vente på, det blev aftensmad. Hvor han skulle sidde stille og holde bordskik, til Nick, der kunne sætte ufattelige mængder mad til livs, blev færdig. Og så ind på værelset igen. På værelset havde Jacob sine bøger og læste mange eftermiddage væk, indtil han fik en computer i 5. klasse, og computerspillene tog over. Egentlig ville han gerne gå til fodbold, men det måtte han ikke for sin mor. - Det var underligt. Hun gad mig ikke, men hun ville heller ikke have, at jeg gik til noget. Hun sagde, at jeg skulle lave mine lektier, men når jeg ikke kunne finde ud af dem, ville hun ikke hjælpe mig. Jacob tænker tilbage på sin far som en sød og rar mand, der ikke gjorde forskel på de tre børn, men han var også en stille mand, der tav og accepterede sin kones daglige raseriudbrud mod Jacob. Det var, som om han havde opgivet at forhindre, at det skete. OBS i skolen På Jacobs skole, den lille Longelse Skole, lagde lærerne mærke til, at Jacob ikke trivedes. Han fulgte ikke med i matematik-timerne, han blev mobbet af de andre børn, der sagde, at hans hoved lignede et æg, og han sugede voksenkontakt til sig som en svamp. Hver morgen stod han ude foran skolen, når den åbnede klokken 06.45, havde cyklet de syv kilometer ad øde landeveje alene, og han blev der, til skolen lukkede klokken 17. Han ville ikke hjem. - Det billede, vi havde af Jacob, stemte ikke overens med det billede, hans mor tegnede. 20 | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang Hun kunne for eksempel ringe og fortælle, at nu havde Jacob slået sin lillesøster, eller nu have han stjålet fra hende. Det var slet ikke den Jacob, vi så. Vores Jacob var en sød og hjælpsom dreng, fortæller Maria Munk Larsen, der var matematiklærer for Jacob i de første år og siden blev skolefe for ham. Hun forblev skolefe for ham resten af hans skoletid, og selv i dag, hvor Jacob egentlig er for gammel til at have en skolefe, har de to stadig kontakt. - Det første, jeg husker om skolefeerne, er, at de tog imod mig med åbne arme. Jeg blev inviteret med på en skiferie, som de havde samlet penge ind til, og så tog vi til Sverige. Det var en pause fra de skældud, jeg fik derhjemme. Mødet med skolefeen Jacobs mor arbejdede som social- og sundhedsassistent på et plejehjem, og hans far læste til logistikoperatør. Pengene var små, og selvom familien havde lidt indtægter fra 150 slagtekaniner hjemme i stalden, var der ikke penge til ferier. Tid var der heller ikke meget af, og Jacob kan ikke komme i tanker om mere end to familieudflugter fra sin barndom. Den ene gik til Legoland, og da var de alle fem af sted. Den anden gik til koldkrigsmuseet Langelandsfortet i Bagenkop, 20 km syd for familiens hjem. - Det var min far, der mente, at mig og Nick trængte til at komme på tur. Mor var imod, hun mente ikke, vi havde råd. - Det billede, vi havde af Jacob, stemte ikke overens med det billede, hans mor tegnede. Maria Munk Larsen, skolefe I løbet af Jacobs skoletid kom han på flere ferier arrangeret af skolefeen. Det blev blandt andet til to ture på Blå Kors-lejre i Jylland, og hver gang fik den lille kuede dreng en pause. - Maria blev et frirum for mig. Når jeg var sammen med hende, hyggede jeg mig. Nogle gange spillede vi spil eller lavede lektier, eller vi sad bare og snakkede efter skoletid. Det var ikke, fordi vi lavede særligt meget, tror jeg. Men jeg havde et sted, hvor jeg havde fred og ikke fik skældud. Når det brændte på for Jacob derhjemme, kunne han altid ringe til Maria. Han har også boet hos hende i perioder, hvor det var helt umuligt at være hjemme. Det var for eksempel, når hans mor ringede til skolen og sagde, at de kunne beholde ham. At hun ikke længere ville have ham. - Men så fortrød hun, og så skulle jeg hjem igen. Spirende hævntørst Jacob ville gerne gå til fodbold, og Maria ville gerne hjælpe drengen med at realisere drøm-
- Min mor gad mig ikke, men hun ville heller ikke have, at jeg gik til noget. Hun sagde, at jeg skulle lave mine lektier, men når jeg ikke kunne finde ud af dem, ville hun ikke hjælpe mig. Jacob bor i dag sammen med sin forlovede i Svendborg, hvor han også går på VUC. men. Hun skaffede penge til et par fodboldstøvler og hjalp Jacob med at finde en fodboldklub. Den største udfordring var dog Jacobs mor, der ikke syntes, hendes søn skulle gå til fodbold. Lillesøster Connie og storebror Nick måtte godt gå til noget, men Jacob måtte ikke. - Maria fik overtalt min mor til at give mig lov til at gå til fodbold om søndagen, hvis jeg arbejdede ekstra om lørdagen og for eksempel gjorde rent og vaskede op. De lavede sådan et skema og hængte det op. Men der gik ikke ret lang tid, så måtte jeg ikke alligevel, husker Jacob. Som barn satte Jacob ikke spørgsmålstegn ved forskelsbehandlingen, for han havde aldrig kendt andet. Han lærte sig, at det ikke nyttede at spørge, hvorfor han fik stuearrest, eller hvorfor han aldrig fik det lego, han skrev på sin ønskeseddel til jul og fødselsdag, men altid fik tøj eller penge, og han begyndte at udvikle sine egne måder at give igen på. - Jeg kunne irritere hende rigtigt meget, når jeg fik alle sikringerne i huset til at sprænge. Og jeg nåede frem til, at hvis jeg ikke kunne få det legetøj, jeg ønskede mig, i gave, så måtte jeg selv skaffe mig det. Derfor har jeg nogle gange stjålet penge fra min mor til at købe legetøj for. Nogen større kriminel løbebane eller misbrugsproblemer fik Jacob aldrig. - Han var heller ikke typen, der pjækkede fra skole, og han ville gerne lave sine lektier, husker Maria. Bruddet med moderen I takt med at Jacob blev ældre og selv kunne råde over sin tid efter skole og begyndte at gå i ungdomsklub i Rudkøbing, begyndte han at tilbringe mere og mere tid hos Maria, der boede lige ved siden af ungdomsklubben. Det var ikke noget, hans mor brød sig om, og hun forbød ham til sidst at have noget med skolefeen at gøre. - Det gjorde mig ked af det, for jeg var glad for Maria. Hun var den eneste, jeg kunne tale med om alt det, jeg gik og brændte inde med. I 8. klasse fik Jacob nok og ville væk hjemmefra. Han flyttede på institution i Svendborg, og siden kom han aldrig hjem at bo igen. Efter at have boet på institution i Svendborg og et opholdsstedet i Bogense bor han i dag sammen med sin forlovede i Svendborg. Til januar påbegynder han en landbrugsmedhjælperuddannelse på Dalum Landbrugsskole. Han har stadig kontakt til Maria. | HUS FORBI | nr. 1 januar 2012 | 16. årgang | 21
Page 1 and 2: h u s fo r bi nr. 1 januar 2012 16.
Page 3 and 4: | indhold | 6-12 4 16 26 30 32 Græ
Page 5 and 6: hus forbi sætter i 2012 fokus på
Page 7 and 8: afhængighedens danmark virkelighed
Page 9 and 10: ’kunder’ skal ud af deres afhæ
Page 11 and 12: Hjælp til sorg, skyld og skam Hver
Page 13 and 14: Mælkevejens stjerne tekst og foto
Page 15 and 16: 20 kroner = | 4-10 kilo ris, alt ef
Page 17 and 18: BoNNIE LISETTE, 45 år Har boet på
Page 19: - Ham kender jeg ikke så godt endn
Page 23 and 24: af Stine Dahlgren Faurholt foto Mik
Page 25 and 26: - Han fortæller, at han har været
Page 27 and 28: forebyggende indsats for hjemløshe
Page 29 and 30: hvor hun sidst fortalte om, at hun
Page 31 and 32: Kate Louise og Camilla Kunckel vent

273 døde af stoffer 20 kroner om ugen - Hus Forbi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?