Naturtyper og arter omfattet af EF-Habitatdirektivet - Danmarks ...

aseret analyse. Typens registrerede areal, inklusive svagt dokumenterede
forekomster og skønsmæssigt korrigeret for indberetninger,
som rummer flere typer, er på ca. 284 ha (jf. Appendiks IV). De 16
ikke prioriterede forekomster vurderes kun at udgøre et lille tilfældigt
udsnit af, hvad der findes i habitatområderne, og de vil ikke
blive behandlet yderligere.
Det vurderes, at kortlægningen af 6210* (med orkidéer) ikke er fuldt
dækkende for typens forekomst inden for habitatområderne. Typen
vides således at forekomme i habitatområde 20 i form af mindst to
nationalt betydningsfulde forekomster med orkidéerne bakke-gøgeurt
og fruesko.
Struktur og funktion
Habitattype 6210 er en såkaldt semi-naturlig naturtype. Det vil sige,
at typens opretholdelse er betinget af, at successionen mod skov holdes
tilbage med græsning eller høslæt. På meget tørre eller meget
kalkholdige skrænter foregår tilgroningen imidlertid meget langsomt,
og her er visse arter blevet foreslået som senglaciale relikter – f.eks.
bitter mælkeurt, hvidgrå draba, bakke-fnokurt, storblomstret brunelle,
himmelblå lungeurt (Bruun & Ejrnæs 1998). Typen forekommer mange
steder på potentielt frugtbar, naturligt oligotrof til mesotrof jordbund,
og har derfor gennem tiden været særligt udsat for gødskning og
opdyrkning. Gødskning og opdyrkning er irreversibelt ødelæggende
for dens struktur og funktion. Typen formodes endvidere at være følsom
over for tør- og våddeposition af luftbårne kvælstofforbindelser,
som kan accelerere tilgroningen samt forskyde vegetationen i retning
af høje konkurrencestærke arter. Tilskudsfodring af dyr på forekomsterne
kan ligeledes medføre eutrofiering.
Det generelle udviklingsbillede for typen illustreres af genundersøgelser
i 1989 af skrænter, hvis vegetation blev kortlagt af Böcher og
Fredskild i 1940 og 1951 (Feilberg 1990). Undersøgelsen viste, at vegetationen
på svagt hældende skrænter, som oprindeligt havde en
sluttet urtevegetation, havde forandret sig markant. En tredjedel af
skrænterne var fuldstændigt tilgroede med vedplanter, mange af de
øvrige skrænter var blevet invaderet af draphavre, og på flertallet af
skrænterne kunne der observeres en klar tilbagegang for arter knyttet
til næringsfattig jordbund og en fremgang for agerlandsarter.
Selvom typen med sikkerhed kan siges at være betinget af græsning,
er det i praksis ikke muligt at definere det optimale successionstrin.
Nogle arter er knyttet til højstaudevegetation, eller forekomster med
karakter af skovbryn og skovlysninger, f.eks. fruesko, flueblomst,
tyndakset gøgeurt, kost-nellike, skov-kløver, trekløft-alant, kantet kohvede,
svalerod og kransbørste. Denne type er næsten helt forsvundet
fra landskabet efter, at græsningen ophørte i skovene som følge
af fredskovsforordningen, og skovbrynene blev skarpt afgrænset mod
det øvrige landskab. Andre arter trives på helt åbne overdrev med
lav og åben vegetation – f.eks. arter af ensian, bakke-star, arter af
mælkurt, arter af potentil, arter af soløje, knop-nellike og bakke-gø-
45