Naturtyper og arter omfattet af EF-Habitatdirektivet - Danmarks ...

52
Kun få arter af karplanter og mosser kan trives i dette ekstremt næringsfattige,
sure og våde miljø. Naturtypen er således domineret af
tørvemosser.
I dansk overvågning af højmoser har der været fokus på højmosens
overfladerelief (Risager & Aaby 1996, Risager & Aaby 1997, Risager
1999), men udover højmosefladen rummer højmosen også kantzonen
og laggen, en fugtig zone omkring højmosen.
Ved væsentlig dræning, tørvegravning eller lignende samt eutrofiering
og begyndende indvandring af arter, som er fremmede for højmosen,
kan typen henføres til naturtype 7120, som er nedbrudte højmoser
med mulighed for regeneration. Det er en udbredt opfattelse
blandt danske højmoseeksperter, at skovbevoksede højmoser ikke er
naturlig forekommende i Danmark (M. Risager, pers. komm. 2000).
Drænede, udgravede og eutrofierede højmoser, som nu er træbevoksede
bør altså betragtes som et kulturprodukt, der ikke kan sammenlignes
med naturlige skovbevoksede højmoser i f.eks. Baltikum.
Udbredelse
Naturtypen har tidligere forekommet almindeligt, men er i dag sjælden
i Danmark og er næsten overalt truet af drænings- og eutrofieringsbetinget
tilgroning (Risager & Aaby 1996, Risager & Aaby 1997).
Den sydlige del af Lille Vildmose, Tofte Mose, er Danmarks største
og desuden en af de største i det europæiske lavland. Forekomsten
udgør med sine godt 2.000 ha ca. b af det totale indrapporterede
areal.
På to andre større højmoser Store Vildmose og Holmegårds Mose vurderes
det, at mindre partier fortsat kan leve op til definitionen af aktiv
højmose, selvom størstedelen er forstyrret af dræning. Der er i alt
indrapporteret data fra 17 moseområder hvor højmoserne i Lille Vildmose,
Store Vildmose og Draved Mose er opdelt og rapporteret på
flere skemaer. I alt er der således indrapporteret data fra 22 højmosearealer,
med et samlet areal på 3.375 ha, fordelt på 12 habitatområder
(Figur 3.1.8). Møllelung Mose og Stenholt Mose er indrapporteret men
beliggende uden for et habitatområde. Især Stenholt mose, som er
landet tredjestørste moseområde, vurderes at have høj bevaringsværdi
(M. Risager, pers. komm. 2000).
Der indgår 22 højmosearealer i den nationale højmoseovervågning
(Risager & Aaby 1996, Risager & Aaby 1997); knap halvdelen af disse
områder er ikke indrapporteret. Tre af disse overvågede, men ikke
indrapporterede, aktive højmoser ligger inden for et habitatområde.
Det drejer sig om Tvilling Mose, Hatten og Langkær Mose (fra henholdsvis
habitatområde 41, 41 og 49). Letmosen ligger endvidere lige
uden for habitatområde nr. 41. De resterende fire højmoser, som indgår
i den nationale overvågning og som stadig indeholder rester af
aktiv højmose (Bølling Mose, Svane Mose, Abkær Mose og Brand-