Download the Catalogue PDF - Afgangs-undstillingen 2010

dig om) at du alligevel ikke er et fejlplaceret rumvæsen –
at der er andre, der har tænkt og følt præcis det samme
på et eller andet tidspunkt et eller andet sted.
Underworld malerierne er både en formel undersøgelse
af rum – hvad kan jeg skabe af rum på et lærred
med kun blæk og hvor let, transparent og samtidigt
voluminøst og tungt, kan man lave et billede? Udover
det formelle, har Underworld malerierne et ambivalent
indhold. Underworld billederne ligner lidt billederne i et
barns malebog; tegn mellem prikkerne og der opstår
en klovn eller en elefant. I Underworld billederne er der
tegnet endeløse linjer mellem prikkerne. Sommetider er
linjerne feberagtigt hektiske, andre gange rasende og
andre gange indifferent dovne. Men uanset på hvilken
måde linjerne er tegnet, eller hvor mange gange de er
optegnede, udebliver det figurative motiv (meningen).
Det tætteste man kommer på et figurativt motiv i Underworld
billederne er et net, et net der opstår i forsøget på
at skabe mening - genkendelighed. Blækdråberne har
deres egen autonomi, de er for dem selv – alene, men
samtidig er hver enkelt af dem forbundet af stregerne, de
er alle sammen tilkoblet – alting hænger sammen – sommerfugleteorien
(kaosteorien) versus fuldstændig tilfældighed.
De – blækdråberne, er muligvis tilfældigt spredt
ud over det hele (hvilket de er siden jeg står på en stige
og lader en pensel dryppe blæk ned på et lærred), men
de er alligevel sammenkædet, hvilket antyder en slags
mening - desuagtet den mening er foranderlig og meget
af tiden utilgængelig.
Aldous malerierne er en form, et mønster der gentages
uophørligt, tilsyneladende meningsløst men som alligevel
frembringer et billede. Aldous malerierne er ikke figurative
og de er ikke abstrakte, de organiske ornamenter fra
det ubevidste (stream of consciousness) automattegning.
De er lavet uden bevidst indgriben og jeg har ingen
ide om hvordan slutresultatet kommer til at se ud. Når
jeg laver Aldous billederne, er jeg på sin vis i en slags
koncentreret ubevidsthed eller en anden bevidsthed.
Indgriben eller manipulering af billederne sker ved afbrydelser
i processen (jeg skal gå, nogen forstyrrer mig,
det ringer på døren osv.) I den afbrydelse sker der et
skift i bevidsthedstilstanden, en slags opvågnen, sådan
at jeg for første gang bliver konfronteret med billede og
ser det ”rigtigt”. I dette første møde med billede, hvor
jeg ser det for første gang, tager jeg nogle beslutninger,
om jeg enten skal lade det stå, eller om jeg skal arbejde
videre eller hvor det kunne være interessant at starte
fra næste gang. Dermed opstår Aldous billederne i en
vekslen mellem forskellige bevidstheds tilstande. I en
passage i The Doors of Perception beskriver Aldous
Huxley hvordan han, mens han er på meskalin fortaber
(eller finder sig selv) i en fold på sine bukser; Det var
rent tilfældigt jeg kiggede ned, men med vilje jeg blev
ved med at stirre passioneret på mine krydsede ben.
Folderne i bukserne – hvilken en labyrint af endeløs
signifikant kompleksitet! Og det grå stofs struktur –
hvor rigt, hvor dybt, hvor mystisk, fantastisk og her
gentog det hele sig igen i Botticellis billede. Billederne
hedder Aldous fordi de handler om at fortabe sig i
fuldstændig koncentration – fuldstændig ubevidsthed og
dermed finde mening og skønhed i noget, der umiddelbart
er meningsløst og gennemsnitligt ligegyldigt.
Huxley beskriver hvordan strukturen fra hans bukser,
bliver gentaget i et Botticelli billede og det relaterer til
min interesse i, hvordan de samme former og mønstre
gentager sig selv i alting. Jeg er klar over, at jeg i den
forbindelse lægger mig op af et syn på kunstneren, der
er anakronistisk og i bedste fald bliver set som en kliche.
Men jeg mener at det der sommetider ”gør” en kunstner
eller det der får et menneske til, at ville beskæftige
sig med at lave kunst er, at de ser verden og verdens
detaljer, som om de var på et konstant meskalin trip.
Mindstills tegningerne hænger tæt sammen med
Aldous malerierne, de er hvad der fremkommer med
sort tusch, papir og stream of consciousness - automattegning.
De hedder Mindstills, fordi de er et still af, hvad
der gik igennem mit hoved, lige på det pågældende
tidspunkt jeg tegnede tegningen. Det er en frekvens og
et univers jeg kan gå ind i og hvor jeg godt kan lide at
være. I Mindstills er der fyldt med en masse gamle fjernsyn,
radioer, søm, skruer, lyspærer men også engang i
mellem drager, monstre og træhuse (dem man bygger
i træer ikke huse lavet af træ). For mig er Mindstills på
sin vis et drengeunivers af ledninger, søm og at skille
et ur ad alene for at se hvordan det ser ud indvendigt.
Når jeg tegner Mindstills er det som at være i en drengs
univers, der går langs floden med intet ærinde andet end
at gå på opdagelse og se sten eller træer og lade som
om de er drager eller, som gamle mænd der samler på
alt for mange gamle fjernsyn, alene fordi de synes de er
spændende.
Serien Irmgard’s Journal / Baby Suggs Rag Rug er
tegninger fra mit liv blandet med pop kultur og med
”højkultur” som fx litteratur. Den Franske Løjtnants
Kvinde er titlen på en af tegningerne, som blander mit
personlige liv med en postmodernistisk roman. Det er
relationen mellem historie og Historien der er det centrale
i Irmgard’s Journal/Baby Suggs Rag Rug, refererer
til min dagbog (engelsk oversat er dagbog ”journal”).
Det er ikke en kronologisk dagbog men en springende
fortælling fra tidlig barndom til nu. Baby Suggs er en
karakter i romanen Elskede af den amerikanske forfatter
Toni Morrison. Baby Suggs er en gammel tidligere
slave, der har trukket sig tilbage til sin seng, fordi hun
har mistet troen på ord og på Ordet. Så hun tilbringer
det sidste af sit liv i sin seng, trukket tilbage i sin egen
verden med kun at tænke på og se på farver. Hver dag
ser hun på en ny farve og udforsker den: Gud undrede
hende og hun skammede sig for meget til, at sige det.
Så hun gik i seng for at tænke over tingens farve. ”Jeg
vil tænke på noget harmløst i verden” sagde hun og
bortset fra lejlighedsvis at spørge efter en farve, sagde
hun ingenting hun var bragt til tavshed af farve. ”Gi
mig noget lavendel hvis du har noget, pink hvis du ikke
har” Og Sethe ville gøre som hun sagde lige fra at vise
hende farven på sin egen tunge. Det tog hende lang
tid at blive færdig med blå, så gul, så grøn. Hun var
godt i gang med pink da hun døde. Rag Rug – kludetæppe,
referer til den amerikanske tradition hvor hver
kvinde i hver generation broderer og syr sin historie på
en lap, der så sættes ind i patchworktæppet, for hver
kvinde er der en historie der samlet i tæppet bliver Historie.
Irmgard’s Journal /Baby Suggs Rag Rug består af
40 x 40 cm tegninger, de har samme størrelse og de er
kvadrater ligesom lapperne i kludetæppet. Hvert kvadrat
er en historie, nogle fortalt meget direkte og andre mere
indirekte.
Den overdrevne brug af farve på tegningerne gør dem
både udholdelige og uudholdelige, for mig har den overdrevne
brug af farve gjort det udholdeligt at fortælle og
vedblive med at fortælle en autobiografisk historie. Det
uudholdelige ligger i, at farver eksisterer uanset hvad,
uafhængigt af hvad der sker for og med os – livet ophører
ikke med at være i farver, når tragedien indtræffer.
Jeg læste engang en historie om en soldat fra første verdenskrig:
han er efterladt i live og uskadt på slagmarken,
efter kampen går han rundt på slagmarken mellem lig
og lemlæstede og ser til sin gru at solen skinner i våben
metallet, blodet er meget rødt og græsset er meget
grønt og at skønhed ikke ophører med at eksistere. Der
er en lignende passage i Toni Morrisons Elskede, hvor
en tidligere slave Paul D er i fortvivlelse, fordi han ser
på Amerikas farver og ikke kan gøre andet end at elske
Amerika, til trods for, hvad det land har gjort ved ham.
Det kan umiddelbart virke usmageligt malplaceret at
bringe pop-ikoner, som fx Elvis ind i de tegninger (eller
Hendrix eller Willie Nelson), men hvis de er der, er det
fordi, at fx Elvis eller rettere ikonet af Elvis engang havde
en personlig betydning for mig og sammenblandingen illustrerer,
hvordan alting sker samtidigt (historie, Historie,
popkultur, krige), og hvor vores fatteevne står af.
Billedsproget i Irmgard’s Journal/Baby Suggs Rag
Rug, ligger meget tæt op af William Blakes tegninger
og illustrationer. Blakes tegninger er også psykedeliske
akvareller og hans tegninger er ofte blevet beskyldt for
at være for meget for lukkede og for personlige, pga. det
der er blevet kaldt hans egen excentriske og snirklede
mytologi. Titlen fra Aldous Huxleys Erkendelsens Døre,
kommer fra Blakes Ægteskabet Mellem Himmel &
Helvede: ”Hvis erkendelsens døre var rensede ville alt
fremstå som det er – infinit. For mennesket er lukket
indtil han ser alt gennem de smalle spækker i sin
grotte.” Illustrationerne i Ægteskabet Mellem Himmel &
Helvede, nogle af de Blake illustrationer der ligger tættest
på mine tegninger i Irmgard’s Journal/Baby Suggs’
Rag Rug og dermed er der mere end én forbindelse
mellem, mine tegninger Irmgard’s Journal/Baby Suggs’
Rag Rug og mine Aldous malerier.
Der er en forbindelse mellem mine ting, der binder
dem sammen. De tilsyneladende forskellige stilarter jeg
arbejder indenfor, er alle, min undersøgelse af maleriet.
Forskellige stilarter indenfor maleri kan have den
samme kvalitet/atmosfære lige som indenfor musik; man
kan tage et stykke af Chopin, som vil have en identisk
kvalitet/atmosfære, som en Dolly Parton sang eller et
Sonic Youth-nummer. Det er ikke musikstykkets eller
billedes stil eller genre, der er vigtig men autenticiteten.
Contact:
mariesmail@msn.com
www.mariemgard.com