Download the Catalogue PDF - Afgangs-undstillingen 2010

UK: In a Manner of Speaking:
5 questions for Marie Irmgard asked
by art historian Sara Gjøde.
DK: Om at italesætte det ordløse:
5 spørgsmål til Marie Irmgard stillet
af kunsthistoriker Sara Gjøde.
their expression but nevertheless they have a multitude of
layers both visually and in their content.
When it comes to color, you work in a diametrical
opposite: almost monochrome scale in some
works, while in others you use the full color scale.
Why is that?
It is about a general interest in color, both as in Itten and
Goethe and color as something existential. In some of the
Irmgard’s Journal/ Baby Suggs’ Rag Rug drawings there
are so many colors that they almost become meaningless.
In others, the colors are used in disharmony and it is
intentional that they don’t always function, while in others
I leave some white space (paper) that makes them easier
to look at. In my more monochrome works, I study one
color and its nuances: for instance, how many different
blacks can a black be? And how many different nuances
of grey are there? It is about zooming in close or zooming
far out and by that reaching the same result.
You experiment a lot with the many possibilities
of drawing and painting. Do you use the experiment
as a conscious work strategy?
I believe that one important difference between a visual
artist and a university academic is that, as a visual artist,
you can make statements without necessarily having to
document how you have come to your conclusions. I
think it is important that experiments are started out of a
curiosity to investigate, it shouldn’t be a play with one’s
own ability or “look how well I use the ink and look how
many ways I can use it” then it loses all meaning. My work
starts off as an experiment but ends up as an investigation;
one investigation almost always leads to more questions
in the shape of more pictures, paintings, drawings:
new projects and I see that as a benefit. Another benefit
of the experiment as a method is that it keeps me alert - it
keeps me seeing, it makes me insecure and sharp at the
same time.
tegningerne og malerierne er meget fladebetonede i
deres udtryk, men alligevel har de flere lag og dybder
både betydningsmæssigt og visuelt
Farvemæssigt arbejder du meget diametralt i en
næsten monokrom skala i nogle værker og i hele
farveskalaen i andre. Hvad er det udtryk for?
Det handler om en generel interesse for farver, både farve
som hos Itten og Goethe og farve som noget eksistentielt.
I nogle af tegningerne fra Irmgard’s Journal/ Baby Suggs’
Rag Rug ligger der fx et indhold i, at der er så mange
farver, at de næsten bliver meningsløse. En gang imellem
er farverne sat sammen i disharmoni, og det er med vilje,
at de ikke fungerer farvemæssigt. I andre af tegningerne
i den serie, lader jeg lidt hvidt (papir) stå, som gør dem
nemmere at se på. I de mere monokrome malerier undersøger
jeg én ”farve” og alle dens nuancer: Hvor mange
slags sort kan en sort være? Og hvor mange nuancer
findes der af grå? Det handler om at zoome helt ud eller
at zoome helt ind – for alligevel at nå til samme resultat.
Du eksperimenterer umiddelbart meget med værkets,
tegningens og maleriets (mange)muligheder. Bruger
du eksperimentet bevidst, når du arbejder?
Jeg mener, at en af forskellene mellem at være billedkunstner
og eksempelvis universitetsuddannet akademiker er,
at man som billedkunstner kan komme med udsagn uden
nødvendigvis at komme med alle mellemregningerne. Det
er vigtigt at eksperimenter er drevet af nysgerrighed efter
at undersøge, det må ikke blive en leg med ens kunnen
og ”se, hvor dygtig jeg er til at bruge tusch og hvor mange
måder, jeg kan bruge den på” så mister det al mening.
Mit arbejde starter som et eksperiment, men ender med
at blive en undersøgelse, en undersøgelse leder næsten
altid til (flere) spørgsmål i form af flere billeder, tegninger,
malerier – projekter – jeg ser det som et plus. Et andet
plus ved eksperimentet som metode er, at det holder mig
”vågen” – det gør, at jeg bliver ved med at se, det holder
mig usikker og skarp samtidigt.
Do you see it as a strength or a weakness that
your visual expression is so diverse?
I don’t see the diversity of my work as strength or weakness.
If there is one thing that I sometimes worry about
being a weakness, it is that my work has an immediate
visual appeal and that might cause it to be misunderstood
as mere aesthetics. But, diverse or not has nothing to
do with quality. It is not a weakness to paint pictures all
with the same expression, as Vermeer did, because he
did it so well. The same goes for Schnabel: his work isn’t
weak even though it is so chaotic at first glance. To me,
strength or weakness, artistically speaking is not decided
by the range of the production – it is decided by whether
your work is authentic or not. Whether you stand by your
works or you use theories and references and hypes as
a loophole. I use theory and I make references but they
don’t function as my safety net, my works are me before
anything.
What is the link between your seemingly different
expressions?
The link is that it is my observations, my works are observations
percolated through me. I believe that you can
see that in their aesthetics – you can tell that a painting
is painted by me no matter what style it is painted in. Another
link is that they all are studies and they don’t claim
to give or hold any definitive answers. I once said to my
professor in the academy that my works came about as if
I were a camera spinning round myself taking snapshots
of the world. She did not agree and I understand why she
didn’t, but it is still the best explanation I have to give.
Ser du det som en styrke eller en svaghed, rent kunstnerisk,
at du visuelt spænder bredt?
Jeg ser det hverken som en styrke eller svaghed. Hvis der
er en ting, jeg en gang imellem er nervøs for kan blive en
svaghed, er det, at mine billeder er så visuelt tilgængelige,
som de er - om det kan medføre, at de kan misforstås
som ren æstetik. Men spændvidden i en produktion siger
intet om kvaliteten. Det er ikke en svaghed at male billeder
hele livet med det samme udtryk som Vermeer, fordi han
gjorde det så godt. Omvendt er Schnabels arbejde jo
på ingen måde svagt, selvom det er umiddelbart kaotisk.
Styrke og svaghed, rent kunstnerisk, handler for mig om
autenticitet, og om man står bag sine værker, eller dækker
sig ind bag teori og referencer eller hypede stilarter og
retninger. Jeg bruger teori, og jeg refererer, men jeg dækker
mig ikke ind bag referencerne. Mine værker er først og
fremmest mig.
Hvad binder dine umiddelbart forskellige udtryk
sammen?
Det, at det er mine observationer - mine billeder er
observationer filteret gennem mig. Jeg mener, at man kan
se, at man kan se at mine billeder er malet af mig uanset
stilarten. Derudover har de det til fælles, at de alle sammen
er undersøgelser og ikke postulerer at give noget
endegyldigt svar. Jeg sagde engang til min professor på
akademiet, at jeg så mine billeder, som om jeg var et kamera,
der drejede rundt om mig selv og tog øjebliksbilleder,
snapshots, af verden. Det var hun ikke enig i, og jeg
forstår godt, hvorfor hun ikke var enig, men det er stadig
den bedste forklaring, jeg har.
The above article is made on the basis of a conversation
between visual artist Marie Irmgard and
art historian Sara Gjøde in connection with Marie
Irmgard graduating The Funen Academy of Fine
Arts, May 2010.
And what sets them aside from each other?
The investigation sets them aside from each other –
which investigation it is sets them apart and makes them
appear different and that is why many of my works are
divided into series by titles. But they have more similarities
than differences; in a sense, they are all ways of
putting obstacles in my own way. I cannot paint on top of
or fix my ink paintings; the same applies to the drawings.
I am interested in painting and in orthodox paradoxes that
I don’t manage to perceive or accept as truly being paradoxes.
That is expressed in the form; for instance both
the drawings and paintings are apparently quite leveled in
Ovenstående artikel er udarbejdet på baggrund af
en samtale mellem billedkunstner Marie Irmgard og
kunsthistoriker Sara Gjøde i forbindelse med Marie
Irmgards afgang på Det Fynske Kunstakademi, maj
2010.
Og hvad gør dem forskellige?
Det, der gør dem forskellige, er undersøgelsen og hvilken
undersøgelse, de er en del af. Mange af dem er inddelt i
serier og titler efter den pågældende undersøgelse. Men
de har flere ligheder end forskelle. De har alle et element
af benspænd. Jeg kan ikke male ovenpå eller redde fx
tuschmalerierne, det er det samme med tegningerne. Jeg
er interesseret i maleri, og jeg er interesseret i paradokser
– det som jeg ved er vedtagne modsætninger, men
som jeg alligevel ikke kan få til at være - eller acceptere
- som modsætninger. Det kommer til udtryk i formen;
Phillip
Drago
Jørgensen
113