Folkeskolen i Grønland 2010/2011 - Inerisaavik

SKOLEN I GRØNLAND
Skolens udvikling
I modsætning til mange andre unge samfund har man i Grønland gennem generationer haft en
skoleordning, der skabte mulighed for undervisning af hele befolkningen - også den del, der
boede i de fjerntliggende og isolerede bygder.
Undervisningen var koncentreret omkring fagene religion, grønlandsk og regning og blev
varetaget af lærere uddannet på Grønlands Seminarium. Disse - kateketer, som de kaldtes, -
havde ud over deres skolearbejde tillige kirkelige pligter.
I årene op til den anden verdenskrig harmonerede skolens struktur godt med kravene i det
relativt isolerede og statiske samfund, hvor langt den overvejende del af befolkningen gik ind
i de traditionelle hovederhverv - fangst og kystfiskeri fra småbåde.
For de få, der ønskede en videre uddannelse, var der mulighed for optagelse på en af de tre
efterskoler i henholdsvis Qaqortoq (Julianehåb), Nuuk (Godthåb) og Aasiaat (Egedesminde).
Når man havde afsluttet efterskoleuddannelsen, kunne man af videregående boglige
uddannelser kun vælge seminarieuddannelsen. Mange gik i stedet ind i de mere
serviceprægede erhverv, for eksempel med en uddannelse inden for KGH, Den kongelige
grønlandske Handel, som i kraft af sit monopol omfattede adskillige erhvervsgrene.
Efter kolonitiden
Fra omkring 1950 tog udviklingen rigtig fart med en række politiske beslutninger. Der
udarbejdedes langsigtede planer for en udbygning og modernisering af det grønlandske
samfund, herunder for sundhedsvæsenet.
En følge heraf blev et stigende fødselstal og lavere dødelighed med stærkt øget befolkningstal
som resultat.
Fiskeri og fåreavl udvikledes som bæredygtige erhverv, og man begyndte at etablere
industrier til forarbejdning af produkterne fra disse erhverv i de enkelte byer.
Som en følge af denne udvikling voksede kravene til skolen og dens undervisning.
Danskundervisningen trængte efterhånden igennem helt ned til de laveste klassetrin, og man
fandt det nødvendigt at klare det stigende lærerbehov ved ansættelse af enkelte danske lærere.
Lærerbehovet blev imidlertid ved med at stige. Det var ikke muligt at uddanne tilstrækkeligt
mange grønlandske lærere til at dække det stigende behov, som befolkningstilvæksten
medførte, idet de studerende på læreruddannelsen i Godthåb skulle hentes fra de langt mindre
tidligere fødselsårgange. Som en nødvendig konsekvens heraf valgte man derfor fra
slutningen af 50'erne yderligere at øge tilgangen af dansksprogede lærere.
Dette har selvfølgelig præget udviklingen i den grønlandske skole på godt og ondt.
Skolens indhold indtil 1967
I en periode i løbet af 1950'erne gennemførtes en ordning med såkaldte dobbeltsprogede
skoler - eller a/b-skoler - i de største byer.
I disse skoler foretog lærerrådet en deling af eleverne ved udgangen af 2. skoleår. Denne
deling blev afgjort dels ved samråd med forældre, dels ud fra lærerens indtryk af børnenes
evner til at tilegne sig det danske sprog. Børn med gode evner for dansk kom i 3. b klasse, de
øvrige i 3. a klasse. I de resterende 5 skoleår tildeltes de 2 parallelklasser lige mange ugentlige
timer i faget dansk. For de øvrige fags vedkommende benyttedes i a-klassen udelukkende
27