Ladda ner publikationen - Nordens Välfärdscenter

lidt barnlige talefejl, der hittede
landet over. Og på duoens facebook-fangruppe
fremhæves det
netop, at «de er mestre i at gøre
folk glade og bringe smil frem…»
Som regel er Barnet aseksuelt.
I den danske gyser Mørke (2006)
mister en stribe kvinder med
handicap livet efter at have giftet
sig med samme mand. Én af dem
forklarer, at hun gifter sig med
manden, fordi han er «rar», og
han har intet imod, at de ikke er
sammen «på den måde». Der er
intet fysisk til hinder for, at
kvinderne kan have sex – det er
bare ikke en del af deres univers.
I modsætning til Staklen og
Barnet er ’Den Særlige’ defineret
ved at kunne noget, men talentet
bliver bedømt efter en handicapmålestok,
der ikke har meget med
ligeværdighed at gøre.
I klassikeren Rain Man (1988)
kan titelpersonen tælle tændstikker
på et splitsekund, men det er
aldrig på tale, at han kan få et
lige så helt liv som sin handicapfri
storebror. I V for Vendetta (2006)
er den maskeklædte V blevet så
forbrændt, at han har lært at hæve
sig over sin krop: «Beneath this
mask there is more than flesh.
Beneath this mask is an idea, and
ideas are bullet-proof.» Det gør V
til en næsten usårlig superhelt –
men forhindrer ham i at acceptere
Natalie Portmans tilnærmelser. For
nok er V noget særligt, men han er
ikke et fuldgyldigt menneske. Man
kan jo ikke kysse en idé.
Her anes et overlap mellem
de to arketyper: Aseksualiteten.
V er ikke den eneste superhelt
med handicap, der lever i cølibat
– det gør også fx Luke Skywalker
(der har en håndprotese) og
Professor X (der sidder i kørestol)
fra X­Men-filmene. V’s replik
illustrerer meget fint, hvordan
disse herrer har fået Den Særliges
evner ved aktivt at hæve sig over
en «defekt» krop – på bekostning
af kødelig nydelse.
Barnet er derimod automatisk
hævet over kødets lyster, og denne
uskyldige renhed lukker også af og
til op for Den Særliges indsigt i
andet og mere end den fysiske
virkelighed. I Lars von Triers
tv-serie Riget (1994–7) kommenteres
handlingen løbende af
opvaskerne med Down’s syndrom,
der på flere måder ikke er af
denne verden: De taler barnligt og
poetisk, til tider endda på vers.
De interagerer ikke med seriens
øvrige karakterer, men ved alligevel
alt om dem. De er i kraft af
deres uskyldige naivitet ultimative
sandsigersker, der slet og ret
kanaliserer en overjordisk indsigt,
de ikke selv forstår.
Sex på hjernen:
Taberen og Dæmonen
Vi identificerer os ikke med Barnet,
Staklen og Den Særlige som
ligeværdige mennesker, for deres
handicap er så meget i fokus, at
det er svært at tro, at vi skulle
tilhøre samme race. Men vi har
ondt af dem, og vi synes, at de er
søde eller klarer sig godt trods af
barske vilkår. Vi føler altså en vis
velvilje over for dem. Det gør vi
ikke over for ’Taberen’ eller
’Dæmonen’.
Taberen er reelt bare Staklen
fratrukket al sympati. Et sørgeligt
tilfælde, men først og fremmest
en værdiløs klods om benet for
samfundet og sine nærmeste. I
Vesten har vi heldigvis ikke set
mange medieeksempler på Taberen,
men det er måske ved at
ændre sig i Danmark med den
økonomiske krise, som jeg afslutningsvis
vil vende tilbage til.
Et muligt eksempel på Taberen
er den udviklingshæmmede Otto
Lykke Larsen, der optrådte i et
afsnit 6 af den prisbelønnede
krimiserie Rejseholdet (2000–4).
Han kunne have været Barnet eller
Staklen – hvis han altså ikke havde
sat ild til et hotel med dødsfald til
følge og desuden misbrugt sin
plejemor og en anden kvinde
seksuelt. Man kan ikke lægge ham
det til last, for han forstod ikke
hvad han gjorde, men man kan
heller ikke rigtig have ondt af ham.
Hvis Otto havde dræbt og
voldtaget med vilje, så havde han
i stedet været et eksempel på
Dæmonen; en Taber, der er blevet
bitter og destruktiv. I populærfilm
bliver handicap hyppigt brugt som
forklaring på, hvorfor en superskurk
7 spreder skræk og rædsel.
For eksempel i Unbreakable
(2000). «Your bones don’t break,
mine do,» lyder skurken Elijahs
forklaring til helten David, «We’re
on the same curve, just on opposite
ends.» I den ene ende er den
stærke helt spillet af Bruce Willis
– i den anden ende er knogleskørhed
og skurkagtighed. Som regel
tilført en lommepsykologisk logik,
der går ud på, at handicap fører til
misundelse og seksuelle frustrationer,
som superskurken lader
gå ud over andre (handicapfri)
mennesker.
Igen spiller seksualiteten en
central rolle. Hvor superheltene
med handicap hæver sig over en
«defekt» krop, smelter superskurkene
sammen med den. De
får (desværre) ikke noget sexliv
af den grund, og det gør dem
så frustrerede, perverterede og
destruktive. I Lars von Triers
Breaking the Waves (1996) udgør
denne logik selve kernen i
fortællingen: Da Jan bliver lam
efter en boreplatformsulykke, lader
han sine seksuelle frustrationer gå
ud over sin kone, hvilket til sidst
koster hende livet. Symptomatisk
nok bliver Jan «god» igen, da hans
førlighed vender mirakuløst tilbage.
Skemaet er klokkeklart: Handicap
er lig nul sex er lig frustreret og
farlig Dæmon. At det er fordomsfuldt
og fundamentalt forvrøvlet –
som bekendt kan lamme sagtens
have et sexliv; det forudsætter
sådan set kun en krop, som en
anden krop kan røre ved – forhindrede
ikke Trier i at skovle priser
hjem for sit værk.
Gab og gisp: Forudsigelige
og farlige fortællinger
Lars von Trier er langt fra den
eneste, der har høstet filmpriser
på handicap-arketyper. 8 I mange
filmjuryers øjne er det tilsyneladende
i sig selv tegn på dybde og
kompleksitet, når en film berører
handicap – at det sker på klicheagtig
og fordomsfuld manér
betyder mindre. Måske fordi
juryerne ikke er i stand til at
opdage det?
So place your hard-earned peanuts in my tin
And thank the Creator you’re not in the state I’m in
So long have I been languished on the shelf
I must give all proceedings to myself
I’m spasticus, I’m spasticus
I’m spasticus autisticus
4 Politikk
74 75
Ian Dury