Strandet i Neqé »Dette betyder for os, at vi må regne <strong>med</strong> at skulle blive her et år til, muligvis endda 3-4 år, da det sikkert er udelukket, at der kan komme skib herop <strong>hjem</strong>mefra – skal vi undsættes, må det blive fra USA eller Canada. I øjeblikket sidder vi i Neqé og ved intet som helst, for isen er gået lige netop to dage før vi kom hertil, og forbindelse <strong>med</strong> Thule er ganske umulig. Nå – vi ved selvfølgelig nogenlunde, hvad vi har at rette os efter: spare, spare og spare endnu mere! Vores proviantforråd er kun beregnet at skulle vare indtil august 1940, så vi må lægge os i selen angående at få skaffet kød til mørketiden. Vores dejlige petroleumslampe må vi naturligvis give afkald på, og kullene rækker afgjort heller ikke til – det er det værste! Det kan blive hyggeligt til vinter <strong>med</strong> et koldt komfur… Arbejde videre kan vi da, om end <strong>med</strong> mere beskedne midler end før.« Bopladsen Neqés rige ressourcer på først og fremmest hvalros blev ekspeditionens redning – og arbejdet fortsatte i smuk samdrægtighed. Indtil den 11. september, hvor Manne skrev: »Thorlaksson er blevet gift <strong>med</strong> frk. Carlsen fra Thule og har fået en lærerstilling i Egedesminde. Skibet har været her og er forsvundet igen, og jeg sidder nu i Neqé sammen <strong>med</strong> Vibe og Troelsen – James er rejst <strong>hjem</strong>.« At James van Hauen »forlod sin ekspedition« var der absolut intet odiøst i, hvad da heller ingen af <strong>med</strong>lemmerne følte. Han havde gennemført sit arbejdsprogram, kortlægningen, og havde intet mere at gøre i Grønland. For de andre stillede sagen sig anderledes: De ønskede at fortsætte og nåede i den efterfølgende tid en række resultater. Men først skulle mørketiden overstås. Specielt for den unge, uprøvede Manne var den lidt af et problem: Suluk # <strong>02</strong>•<strong>2004</strong> 12 Ensomheden »25. okt. Kors, hvor vi sidder i den kolde sne! Vores ensomhed går først rigtig op for mig, når vi som nu ingenting har at bestille, mens der sker store ting ude i verden. Når vi sådan sidder ved højttaleren, mens sneen daler ned i én uendelighed, og dagene bliver lange og seje i deres skumringsbelysning, føler vi for alvor vores afmagt i vores afsondrethed. Når snetykningen står som en klæg mur omkring os, føles det næsten ufatteligt, at der er en verden uden for os, men radioen overbeviser os om det. Musikken strømmer ud i stuen, afvekslende <strong>med</strong> hektiske presse<strong>med</strong>delelser – hvor er vi dog langt borte! Jeg har <strong>hjem</strong>vé for tiden, eller ønsker mig i hvert fald væk herfra – jeg har en følelse af, at jeg spilder min tid heroppe, <strong>med</strong> mine 21 år. Ikke fordi livet her ikke interesserer mig, men fordi jeg savner omgang <strong>med</strong> andre mennesker. Trylle (Troelsen), Vibe og jeg kender jo unægtelig hinanden efterhånden, og selvom jeg kommer storartet ud af det <strong>med</strong> dem begge, har jeg en tydelig følelse af, at jeg står stille. Det er første gang i mit liv, at jeg har følt mig ensom, for første gang længes jeg virkelig brændende efter at se mennesker omkring mig. Det er muligt, at jeg herefter vil være kureret for mine eneboertilbøjeligheder. Der er unægtelig også mangt og meget, jeg skal have udrettet – mit forhold til Trine er svævende – guderne må vide, om hun nogensinde får mit brev – og det bliver ikke bedre af, at jeg har så rigelig tid til at tænke på det. Og min uddannelse er ikke engang afsluttet. Det er let nok sagt, at mit arbejde her skal skabe en basis for min fremtid, men i de lange vintermåneder må det dog under alle omstændigheder ligge brak, da jeg ikke har magnium ● Intet dufter som et lyngbål. ● Nothing smells like a campfire of heather. ● Paarnaqutinik ikumatitamit tipiginnerusoqanngilaq. ● Tre unge magistre. Fra venstre Vibe, Thorlaksson og Troelsen. ● Three young Masters of Science – from the left Vibe, Thorlakkson and Troelsen. ● Magisterit inuusuttut pingasut. Saamerlernit Vibe, Thorlaksson aamma Troelsen. nok til at lave en reportage i større stil. Jeg længes efter at tale ud <strong>med</strong> et menneske. Vi er alle tre meget reserverede, men det er jo muligt, at mørketiden gør resten. Det er muligt, at jeg selv ved lejlighed kan få sagt det forløsende ord, for noget må der gøres. Almindeligt kammeratskab er ikke nok mere.« Depressionen var dog kun kortvarig. Snart tog alle fat på deres opgaver <strong>med</strong> fornyet energi. Troelsen udrustede sin egen geologiske ekspedition, der opnåede rige resultater. Vibe drog, som mange vil vide, til Godthåb, hvor han som redaktør af den nyoprettede avis Grønlandsposten og som <strong>med</strong>arbejder i Grønlands Radio ydede en betydelig indsats for alle i Grønland og for det landsfogedstyre, som Finn Lynge har betegnet som »generalprøven på Hjemmestyret«. Manne arbejdede videre <strong>med</strong> sine kameraer og lavede en ny titelside i sin dagbog: Den danske Zoofotografiske Ekspedition. Under yderst vanskelige forhold og ofte <strong>med</strong> livet som indsats fil<strong>med</strong>e han isbjørne, sæler og hvalrosser. Ingen anstrengelser skyede han for at opnå det bedst mulige resultat. Og som sin far underspillede han altid sin »helterolle«, når han i dagbogen berettede om tildragelserne. Manne bestod sin svendeprøve <strong>med</strong> glans. van Hauens ekspedition havde givet ham den første mulighed for selvstændigt kunstnerisk arbejde, sendt ham ud på den livsrejse, på hvilken han skulle komme til at fejre så store triumfer som anerkendt TV-fotograf i USA. Alle billeder er optaget af Niels Christian »Manne« Rasmussen og gengivet <strong>med</strong> tilladelse fra familien.
<strong>Air</strong> <strong>Greenland</strong> inflight magazine 13