2004 # 02 Tigoriannguaruk! Tag suluk med hjem ... - Air Greenland

●
Et liv i hver epoke
Fire grønlændere deler en særlig historisk skæbne med
hjemmestyret. De fejrede alle deres 25-års fødselsdag den 1. maj
1979 – netop den dag, hvor hjemmestyret officielt blev indført.
Det skete efter, at befolkningen med et overvældende flertal på
godt 70 procent havde sagt ja til hjemmestyre ved
folkeafstemningen den 17. januar samme år. De fire – alle
kvinder – har således levet 25 år med og uden hjemmestyre og
kan fejre deres 50-års fødselsdag, når hjemmestyret i år runder
det kvarte århundrede. Suluk har opsøgt tre af kvinderne, som i
dag bor i henholdsvis Nuuk, Tasiilaq og i Brovst i Nordjylland.
Af Christian Schultz-Lorentzen
Naja Qeqe, født i Kuummiut, mor til to
børn, uddannet lærer og skuespiller og
nu bosat i Tasiilaq.
- Hjemmestyret er absolut en forbedring,
fordi stadig flere beslutninger nu
træffes af grønlændere. Det er positivt,
selv om arbejdet skrider langsomt frem.
Men vi skal nok nå det. Man føler sig
friere og bedre hjemme i Grønland,
efter vi fik hjemmestyre.
Naja Qeqe voksede op i bygden
Kuummiut ud af en søskendeflok på 13
børn. Da hjemmestyret blev indført,
boede hun med sin nærmeste familie
på en lille gård på Mols i Danmark.
Hun tænkte derfor ikke videre over den
skelsættende begivenhed og nærede
ingen specielle forventninger. Det var
først, da hun rejste til Tasiilaq i begyndelsen
af 1980-erne, at hun mærkede
de forbedringer, hjemmestyret har
medført. I Danmark havde hun forinden
uddannet sig som skuespiller ved
Tuukaq-teatret i Vestjylland, men da
hun fik sin ældste søn, rejste hun til
Tasiilaq, for at han i sin opvækst ikke
skulle blive splittet mellem to identiteter.
Hun husker den første tid som hård.
For at klare dagen og vejen arbejdede
hun på skolen, fritidsklubben og fritidshjemmet.
Undervejs fik hun mod på en
læreruddannelse, som hun afsluttede i
1987. Siden har Naja Qeqe været ansat
Suluk # 02•2004 56
ved skolevæsenet i Tasiilaq kun afbrudt
af et par år i Nanortalik.
- Udviklingen kunne nok være gået
stærkere, hvis politikerne og vælgerne
havde haft mere mod til at tage fat:
vise os hvordan vi burde leve som grønlændere.
Kolonitiden har ikke været
god for os forstået på den måde, at
den var en slags sovepude. På den baggrund
kan vores selvstændighed heller
ikke komme fra den ene dag til den
anden. Den vil komme langsomt, når vi
bliver stærkere og ved, hvad vores
inderste ønsker er, mener Naja Qeqe,
som drømmer om, at hendes børn og
børnebørn vil få en anden opvækst end
hendes egen og blive mere selvsikre og
selvstændige.
- Nutidens unge er langt mere selvbevidste
end for blot en generation
siden. Men de unge mangler stadig et
solidt fundament. Vi, der er omkring de
50 år, har ikke været stærke nok til at
opdrage dem med vægt på den grønlandske
sjæl og kultur. Men om 25 år,
når Grønland har forladt hjemmestyreordningen,
vil vi være blevet meget
mere selvstændige. Det er jeg sikker på.
Af Aviaaja Kielsen
Lucie Geisler, født i Aassiat, mor til tre,
uddannet kontorassistent og nu bosat i
Nuuk.
- Der skete mange ændringer efter
hjemmestyrets indførelse. Respekten for
danskerne og undertrykkelsen af grønlændere
var ved at være et afsluttet
kapitel. Det var et stort og flot skridt i
den rigtige retning. Men jeg så gerne,
at vi i dag udnyttede vore ressourcer
endnu bedre. Det ville lette hverdagen
for mange.
Lucie Geisler voksede op i Aasisat
blandt seks søskende. Faderen var fanger,
og hun husker barndommen som
en tryg tid. Men der var også skyggesider
i 1960- og 70-ernes nordvestgrønlandske
by. Hun følte mindreværd
blandt andre grønlændere, fordi familien
gik i skindtøj til hverdag. Det signalerede
fattigdom.
Ungdomsårene blev en lang søgen
efter egen identitet, og nemmere blev
tilværelsen ikke af tidens krav til danskkundskaber
i skolen og en usædvanlig
streng skoleinspektør.
Efter skoleårene arbejdede hun en
tid som rejepiller på fiskefabrikken.
Danskere var ikke ikke populære. Men
Lucie oplevede også spændinger blandt
grønlændere i denne opbrudstid.
- Når man rejste på kysten skulle
man passe på med, hvad man sagde.