Social Skriftserie nr. 16 - VIA University College

tus. Familierådgiveren må være opmærksom på den divergens,
som kan eksistere og influere på muligheden for at
opnå en fælles problemforståelse og således et fælles udgangspunkt
for, hvordan barnet eller den unge bedst støttes.
Med udøvelsen af symbolsk vold følger risikoen for, at
familien føler afmagt, ikke forstår eller er enig i de mål, som
familierådgiveren opsætter, men som de må acceptere som
et resultat af denne usynlige magt. Dette kan medføre, at
familien i realiteten ikke forstår eller direkte modarbejder de
”fælles” mål, og at barnet derigennem ”kommer i klemme”
mellem to felter og bliver nødsaget til at agere herimellem
med risiko for at komme i loyalitetskonflikter mellem sit
primære felt – familien og samfundets krav - indsatsen.
Dette med risiko for, at indsatsen ikke får den ønskede og
forventede effekt.
Den symbolske vold bliver således særlig relevant i forholdet
mellem socialrådgiver og borger, idet socialrådgiveren
har hele statsapparatet i ryggen. Socialrådgiveren sidder,
blandt andet i kraft af den statsautoriserede uddannelse,
som samfundets og statens frontmedarbejder, der er tildelt
kompetencen til at forvalte den relevante lovgivning og ud
fra denne træffe afgørelser i andre menneskers liv. Afgørelser,
som kan have signifikant betydning og konsekvens for
den enkelte. I kraft af socialrådgiverens samfundsgivne position
betvivler hverken socialrådgiveren eller borgeren dennes
ret til, på denne måde, at gribe ind i andre menneskers
liv og træffe afgørelser på deres vegne. Herigennem vil den
symbolske vold være en ufravigelig præmis i det at være
socialrådgiver; i udøvelsen af socialrådgiverfunktionen vil
man per definition udøve symbolsk vold.
Bourdieus begrebers anvendelighed på et konkret eksempel
fra praksis
I det følgende vil begreberne sættes i spil i forhold til et
konkret eksempel fra praksis på børnefamilieområdet. Sagen
er fiktiv, men bygger på konkrete erfaringer, som er
34