Social Skriftserie nr. 16 - VIA University College

Anvendt teori 

Elof Nellemann Nielsen 

Jens Eistrup 

Steen Juul Hansen 

Michael Adam Guul 

Svend Aage Andersen 

2010

Elof Nellemann Nielsen, Jens Eistrup, Steen Juul Hansen, Michael 

Adam Guul og Svend Aage Andersen 

Anvendt teori 

Copyright: Forfattere og Socialrådgiveruddannelsen i Århus 

Social skriftserie Socialrådgiveruddannelsen i Århus, nr. 16 

ISBN 9788785200839 

Omslagsillustration: Udsnit af ”Hippolytos en skæbnefortælling”, udsmykning 

i Nobelparken, Århus af Evan Rasmussen. 

Tryk: Socialrådgiveruddannelsen i Århus, VIA University College 

Udgivet af: 

Socialrådgiveruddannelsen i Århus, VIA University College 

Jens Chr. Skous Vej 2 

8000 Århus C 

Århus, 2010 

Kan bestilles pr. telefon 87 55 33 00 eller e-mail socia@viauc.dk 

Denne udgave kan også downloades på 

http://www2.viauc.dk/socialraadgiver/aarhus/skolen/publikationer/Sid 

er/publikationer.aspx 

Pris kr. 75 + evt. forsendelse.

Indhold 

Indledning ........................................................ 5 

1. Bourdieu ......................................................... 11 

2. Max Weber – bedaget og aktuel ..................... 45 

3. Neoinstitutionel organisationsteori ................ 85 

4. Human udviklingsøkologisk systemteori ...... 127 

5. Kritisk teori .................................................. 157

Indledning 

Nærværende antologi om anvendt teori består af fem kapitler 

skrevet af undervisere ved Socialrådgiveruddannelsen i 

Århus, VIA University College. To af kapitlerne, om henholdsvis 

Bourdieu og Bronfenbrenners er skrevet i samarbejde 

med BA-studerende ved Socialrådgiveruddannelsen 

Maria Haubjerg, Dorthe Mørch Mikkelsen og Liv Stikling 

Hermansen. 

Antologiens sigte er at give de studerende, der skal i gang 

med BA-projekter eller andre større skriftlige opgaver, inspiration 

til, hvad teorier kan anvendes til. De fem kapitler repræsenterer 

tilsammen en bred vifte af mulige teoretiske 

tilgange og måder at angribe og forstå sociale problemstillinger 

på. 

Teorier kan anskues som en værktøjskasse, som håndværkeren 

har med sig, når han skal tage fat på et givent stykke 

arbejde. Håndværkeren har ikke kun hammer og skruetrækker 

til at arbejde med i værktøjskassen, men også redskaber 

til at identificere givne problemstillinger, fx om der 

er tilbageløb i rørene, eller hvordan motoren fungerer. Afhængigt 

af, hvilken type social problemstilling man vil undersøge, 

er der teorier, værktøjer, som er mere egnede end 

andre - afhængigt af, hvilken type social problemstilling 

man står overfor – og afhængig af, hvad man vil med undersøgelsen. 

Sådan er det også, når akademikere eller professionsbachelorer 

i socialt arbejde skal anskue problemstillinger. 

Man ser, hvad man har i den teoretiske værktøjskasse 

og bedømmer, hvad der vil være bedst egnet i den givne 

sammenhæng. Teori kan således fremstå som en forståelse 

til at skabe overblik over og anvise handlemuligheder på en 

social problemstilling. Teori kan anvendes til at analysere 

problemstillinger og give et billede af, hvad der styrer praksis. 

I Elof Nellemann Nielsens kapitel om Bourdieu er der tale 

om et blik på det sociale ud fra den sociologiske betragter. 

I kapitlerne om Weber af Jens Eistrup og Institutionel 

teori af Steen Juul Hansen er der et blik på praksis i forhold 

5

til de rammer, som organisationer, institutioner, politiske 

forhold m.m. giver. Michael Adam Guul anvender i sit kapitel 

om human udviklingsøkologisk systemteori et psykologisk 

værktøj til at iagttage praksis, mens Svend Aage Andersen 

anvender kritisk teori til at se på subjekt og samfund. 

Disse bidrag kan således anskues som fem forskellige teoretiske 

værktøjer, der demonstrer nogle af de mange tilgange 

til at forstå, hvad teori er og nogle af de mange måder, teori 

kan anvendes på. 

Det første kapitel handler om sociologen Pierre Bourdieu og 

nogle af hans nøglebegreber og viser, hvordan de kan anvendes 

på en social problemstilling på familieområdet. Fokus 

i kapitlet er omkring præsentation, eksemplificeringer 

og dernæst anvendelse af begreberne symbolsk vold, felter, 

kapitaler, habitus og doxa på en social problemstilling. 

I kapitlet om den tyske sociolog Max Weber præsenteres 

Webers sociologi i hovedtræk med vægt på hans begreber 

om magt, herredømme og legitimitet. Kapitlet viser, hvorledes 

Webers let bedagede sociologi med enkle midler kan 

opdateres og gøres brugbar i en moderne, demokratisk styret 

velfærdsstat. Denne opdatering danner baggrund for to 

illustrationer af, hvordan Webers begreber kan anvendes til 

at kaste lys over det sociale arbejdes eksistensbetingelser i 

en demokratisk, velfærdsstatslig kontekst. I den henseende 

identificeres i forholdet mellem profession og politik nogle 

legitimitetsmæssige krydspres, der kaster et nyt lys over 

kendte problemstillinger og dilemmaer i socialt arbejde. 

Neoinstitutionel teori er god til at forklare, hvorfor organisationer 

ikke fungerer som teknisk rationelle systemer, men 

mere som systemer, der skaber sine egne rationaler og meningssystemer. 

Den formelle organisationsstruktur skal ifølge 

teorien ikke opfattes som styrende for organisationens 

adfærd. Den formelle organisationsstruktur skal opfattes 

som en ydre skal - et skuespil, der alene skal give organisa- 

6

tionen legitimitet. Teorien er særligt velegnet til at forklare 

den professionelle adfærd i organisationer, der beskæftiger 

sig med ”vilde og brydsomme” problemer, og det gør sig jo 

som bekendt gældende på det sociale område. 

I det fjerde kapitel bliver der, med udgangspunkt i social- 

og udviklingspsykologen Urie Bronfenbrenners model, introduceret 

en human systemteori, der er økologisk med fokus 

på menneskets udvikling og aktivitet i samspil med omgivelserne. 

Der bliver med afsæt i centrale begreber fra teorien 

foretaget betragtninger af mennesket som en påvirkelig og 

påvirkende faktor på flere niveauer inkluderende både det 

biologiske, psykologiske og sociale. Der vil udover gennemgangen 

af modellen blive givet eksempler på dynamiske 

vekselvirkningsprincippers overførbarhed til analyse af sociale 

problemstillinger. 

I det afsluttende kapitel behandles kritisk teori. Kritisk teori 

kan være vanskelig at udskille fra traditioner som neomarxisme, 

Frankfurterskolen, Hannoverskolen og kritisk samfundsteori 

i bredere betydning. I introduktion til teorien 

lægges vægten på Frankfurterskolen - og specielt Habermas 

og Honneth. I artiklen introduceres først Frankfurterskolen 

som teoretisk tradition. Der gøres rede for, hvordan den frigørende 

erkendelsesinteresse samt kritikken af positivismen 

er centrale kendetegn for traditionen. Hertil kommer dens 

forsøg på at indfange dialektikken mellem makrostrukturer 

og mikroprocesser og således gøre rede for såvel individ 

som samfund. Synet på magt og magtbegrebet og opfattelsen 

af statens rolle, og herunder Habermas opfattelse af systemets 

kolonisering af livsverdenen, gennemgås kort. I kapitlets 

sidste afsnit gives der eksempler på teoriens anvendelighed 

på forskellige niveauer lige fra videnskabsteori og 

anerkendelsesteori til konkrete former for praksis i form af 

empowerment, selvstyret gruppearbejde, familierådslagning 

og borgerinddragelse. 

Disse kapitler om anvendt teori viser nogle af de mange forskellige 

typer værktøjer, man kan anvende i forbindelse 

7

med socialt arbejde og sociale problemstillinger. Teorier kan 

således anvendes på en række forskellige problemstillinger, 

forskellige niveauer og forskellige måder. De er uomgængelige 

i vores måder at opfatte og forstå verden på. For socialrådgivere 

og andre professionsbachelorer er praksis det 

primære, men teori er uundværlig for at sikre udvikling, forståelse, 

klarhed og kvalitet i arbejdet, og dermed sikre professionens 

overlevelse og status. Det er i koblingen mellem 

praksis og teori som forståelsesramme, at professionsbachelorer 

i almindelighed, og socialrådgivere i særdeles, træder 

i karakter. 

I figur 1 er samspillet mellem den professionelle praksis og 

den organisatoriske kontekst illustreret. 

Figur 1. 

FOLKE- 

TING 

PROCES 

SOCIAL- 

STRUKTUR 

RÅDGIVER 

BORGER 

KULTUR 

KOMMUNE 

OMVERDEN 

FORVALTNING 

OFFENTLIG 

SERVICEORGANISATION 

Elof Nellemann Nielsens, Svend Aage Andersens og Michael 

Adam Guuls bidrag kan anvendes til at analysere fænomener 

på alle niveauer i figuren. Steen Juul Hansens og Jens 

Eistrups bidrag placeres i de to yderste af de koncentriske 

cirkler. 

8 

PÅRØ- 

RENDE 

FAGLIGT 

MILJØ

August 2010 

Elof Nellemann Nielsen og Steen Juul Hansen 

Socialrådgiveruddannelsen i Århus 

9

1. Bourdieu 

Af Elof Nellemann Nielsen, adjunkt, Socialrådgiveruddannelsen i Århus 

Maria Haubjerg, BA ved Socialrådgiveruddannelsen i Århus 

Dorthe Mørch Mikkelsen, BA ved Socialrådgiveruddannelsen i Århus 

Liv Stikling Hermansen, BA ved Socialrådgiveruddannelsen i Århus 

Dette kapitel om Bourdieu og hans teoriers anvendelighed i 

forhold til socialt arbejde starter med en kort introduktion til 

Bourdieu, og hvordan man kan placere hans betragtninger 

og nogle af hans begreber sociologisk. Dernæst vil de udvalgte 

begreber blive præsenteret, eksemplificeret og deres 

anvendelighed som teoretiske værktøjer på forskellige områder 

blive demonstreret. Endelig vil kapitlets praksisanalyse 

demonstrere en implementering af Bourdieus analytiske 

redskaber på en case fra socialt arbejde på børnefamilieområdet. 

Om Bourdieu 

Bourdieu er karakteriseret som den mest originale og betydningsfulde 

franske sociolog siden Durkheim, der var en 

af sociologiens ”founding fathers” 1 . Nogle af kernespørgsmålene 

i Bourdieus forfatterskab er, hvordan social ulighed reproduceres, 

og hvorfor social ulighed accepteres – hvordan 

det, han definerer som en arbitrær social orden, omdannes 

til en naturlig og accepteret orden. Statens og dens uddannelsessystemers 

rolle som katalysatorer for denne reproduktion 

er centrale aspekter i Bourdieus forfatterskab. 

Bourdieu selv kom fra relativt fattige kår, som søn af en 

postmester, klarede sig så godt i skolen, at han fik forskellige 

stipendiater, således at han til sidst nåede École Normale 

Supérieure. Som student, senere forsker, underviser og professor 

ved nogle af de mest berømte franske undervisningsinstitutioner 

gjorde han sig betragtninger over, hvordan uddannelsessystemet, 

der skulle give muligheder for den sociale 

mobilitet, han selv personificerede, reelt sikrede de pri- 

1 Wilken, Lisanne (2006): Pierre Bourdieu, Roskilde universitetsforlag, p. 7 

11

vilegerede samfundsklassers reproduktion i toppen af uddannelserne. 

Bourdieu bevægede sig mellem forskellige genrer, med hovedvægten 

på sociologien, men også med inddragelse af 

antropologien og filosofien, og hans produktion er så omfattende, 

at det kan være svært at udpege et enkelt eller endog 

et par hovedværker. Af hans senere produktioner vakte 

især Om TV – og journalistikkens magt en vis opsigt. Dels 

fordi han i denne, som i andre sammenhænge, kom med 

skarpe udfald mod, hvad han betragtede som intellektuelle 

koryfæer, og dels fordi han var kritisk overfor den journalistiske 

faggruppe: ”de er ikke altid lige kultiverede og undrer 

sig derfor over ting, der ikke er særlig forbavsende, mens 

de ikke forbavses over forbløffende ting” 2 . I en tid, hvor medierne 

og ikke mindst tv-mediet stadig har stor betydning 

for, hvad der i samfundsdebatten defineres som væsentlig, 

fx behandling af diverse ”kendiskriminelle” i form af bl.a. 

storsvindlere og jetset narkopushere, er store dele af Bourdieus 

kritiske holdning til tv-mediets udvikling og hans analyser 

af dette relevante. 

For professionsbachelorer er det Bourdieus intentioner om 

at skabe koblinger mellem teori og praksis, der er særlig interessante. 

Hans forsøg på at kombinere teori og praksis, 

som blandt andet kommer til udtryk i hans bog Udkast til en 

praksisteori 3 og Refleksiv Sociologi 4 gør ham velegnet til 

analyser af socialt arbejde, hvad bl.a. Dorte Casewell benyttede 

i sin afhandling om Handlemuligheder i socialt arbejde 5 . 

Ligeledes har Nanna Mik-Meyer og Kasper Villadsen i deres 

bog Magtens former 6 et kapitel, hvori de blandt andet viser, 

2 Bourdieu, Pierre (1996): Om TV – og journalistikkens magt, Tiderne skifter 

3 Bourdieu, Pierre (2000 – dansk udgave 2005): Udkast til en praksisteori, Hans 

Reitzels forlag. 

4 Bourdieu, Pierre & Wacquant, Loïc (1996): Refleksiv Sociologi, Hans Reitzels forlag 

5 Caswell, Dorte (2005): Handlemuligheder i socialt arbejde, Roskilde Universitet- 

center/AKT forlaget 

6 -Meyer, Nanna og Villadsen, Kasper (2009): Magtens former, Hans Reitzels forlag 

12

hvordan Bourdieu kan anvendes til at analysere sundhedspolitiske 

problematikker. 

Sociologisk placering 

Bourdieu brugte teorier, tanker og begreber fra en række 

fremtrædende tænkere som Marx, Durkheim, Lévi Strauss, 

Weber m.fl. og elaborerede og/eller opponerede mod deres 

tanker. Bourdieu så selv et tankevækkende mønster i sin 

brug af andre sociologiske tanker og tænkere, der viser 

hans ”Rasmus-modsat-tankegang” i forhold til de til enhver 

tid fremtrædende intellektuelle tendenser: 

”Jeg har lagt mærke til, at jeg aldrig har henvist så meget til Marx, som jeg 

gør i disse år, det vil sige på et tidspunkt, hvor han bliver gjort ansvarlig for 

alverdens ulykker. Grunden er sikkert den samme oprørske indstilling, der 

gjorde, at jeg med stor flid henviser til Weber, da han var persona non grata 

for ortodokse marxister.” 7 

For eksempel kan Marx´ tanker om de herskende klassers 

ideer som de herskende ideer, og Webers pointe om, at et 

samfunds hierarkier kræver en implicit legitimering fra samfundets 

borgere, umiddelbart læses ind i Bourdieus begreb 

om symbolsk vold. Marx’ tanker om klassemodsætninger i 

det kapitalistiske samfund kan på mange måder ses som 

fundament for Bourdieus mere sofistikerede feltbegreb, hvor 

det ikke (kun) er kamp mellem de besiddende og de besiddelsesløse 

i samfundet, men hvor samfundet er inddelt i en 

række felter, der er karakteriseret ved kampe mellem og 

ikke mindst inden for felterne. Kampene handler om definitioner 

af felternes spilleregler. Disse spilleregler kaldes i 

Bourdieus termer for feltets doxa. Bourdieu anså de marxistiske 

kapitalbegreber som for snævre og elaborerede på 

Marx’ kapitalbegreber ved at tilføje andre former for kapitaler 

end den rent økonomiske i form af kulturel kapital, social 

kapital og den symbolske kapital. Ligeledes brugte 

Bourdieu strukturalismen med dens forudsætninger om, at 

det er underliggende strukturer, som styrer samfundets or- 

7 Bourdieu, Pierre & Wacquant, Loïc (1996): Refleksiv Sociologi, Hans Reitzels forlag, 

side 111-112 

13

den, både som afsæt for sine egne teorier, men også som 

genstand for kritiske overvejelser, der udmøntede sig i en 

udvikling af hans eget begrebsapparat. Bourdieu så nogle 

problemer i strukturalismen, hvor man, som Lévi Strauss, 

nok kunne påvise regler og strukturer i et samfund – men 

ikke nødvendigvis kunne påvise, at det var reglerne og 

strukturerne der var den egentlige årsag til folks opførsel, fx 

i forbindelse med indgåelse af ægteskab. 8 Bourdieu så gennem 

sine studier, hvordan immigranter fra landet med deres 

subjektive forventninger stødte på helt andre objektive forhold 

i de urbaniserede områder, de kom til. Deres måde at 

tackle disse forskelle mellem det subjektive og det objektive 

inkorporerede Bourdieu i sit Habitusbegreb. Habitusbegrebet 

havde andre tænkere brugt siden antikken, over middelalderen 

til Durkheim, men i Bourdieus brug anvendes det 

til at forklare, hvordan mennesker præges af de strukturer i 

det samfund, de vokser op i. Den habitus immigranterne på 

landet var præget af forklarede deres ageren, når de stødte 

på helt nye forhold i de urbaniserede områder. Bourdieu tilføjede 

således strukturalismen en praksisdel samtidig med, 

at han fastholdt de brugbare dele af strukturalismen. 

Udvalgte begreber til analyse af sociale problemstillinger 

Gennem sit forfatterskab vendte Bourdieu ofte tilbage til 

begreber, han tidligere havde arbejdet med og videreudviklede 

eller videreudfoldede dem. Der er således ikke tale om 

fasttømrede og uforanderlige begreber. Det er netop i mødet 

med praksis, at begreberne skal vise deres anvendelighed, 

og dertil kan de ofte tilpasses og modelleres. De centrale 

begreber, som indgår i dette kapitel og dets praksisanalyse, 

er således symbolsk vold, felt, kapital(er), habitus 

og doxa. 

8 Wilken, Lisanne (2006): Pierre Bourdieu, Roskilde universitetsforlag, p. 21-28 

14

Symbolsk vold 

Centralt i hans forfatterskab står konfliktperspektivet, som 

ikke anskues ud fra en traditionel marxistisk vinkel, hvor de 

besiddende klasser og arbejderklassen kæmper om magten 

i samfundet, men som kampe om anerkendelse og indflydelse 

i en række felter. Staten og dens uddannelsessystem 

er væsentlige omdrejningspunkter i Bourdieus forfatterskab, 

idet staten gennem uddannelsessystemet producerer og reproducerer 

”de forståelsesrammer, som vi umiddelbart anvender 

om verdenen, også når vi taler om staten selv.” 9 I 

undervisningssituationer og informationssituationer (og en 

række andre situationer) formaliseres udøvelsen af det 

Bourdieu definerer som symbolsk vold, dvs. magten til at få 

en given virkelighedsforståelse til at fremstå som objektiv 

og sand. Bourdieu betegner symbolsk vold som en ”usynlig 

magt”, fordi både de, der udøver magten, og de, den udøves 

overfor, ikke er sig bevidst, at der netop finder en 

magtudøvelse sted. Magten kommer til udtryk gennem den 

sociale orden, der accepteres af både de/den, der udøver 

magten og dem, magten udøves overfor, som en naturlig 

orden. Udøvelsen af den symbolske vold involverer magten 

til at definere, navngive og klassificere – og derigennem få 

ting til at eksistere. 10 Socialrådgivere sidder ofte i forvaltninger, 

hvor denne udøvelse af symbolsk vold finder sted. Både 

socialrådgiveren og borgeren accepterer rollefordelingen, 

hvor førstnævnte repræsenterer staten og derigennem reelt 

har hele statsapparatets definitionsmekanismer og definitionsret 

bag sig. Selv om socialrådgiveren af bedste evne og 

med de bedste intentioner vil arbejde for at sikre borgeren 

de bedst tænkelige forhold, vil rollefordelingen mellem dem 

altid være asymmetrisk. Når man kan høre borgere, eller 

agenter/aktører for at bruge Bourdieus terminologi, klage 

over, at kontakten til kommunerne/forvaltningen giver dem 

en følelse af magtesløshed og fremmedgørelse, vil det ofte 

være den symbolske vold, de forsøger at opponere imod. 

Når ledige sendes i beskæftigelsestilbud, aktivering eller på 

9 Bourdieu, Pierre (1997): Af praktiske grunde, Hans Reitzels forlag, p.97 


15

meningsløse kompetencegivende kurser, er det ligeledes 

symbolsk vold. På trods af protester, læserbreve, almindelige 

brokkerier og gode argumenter imod tilbuddene, accepteres 

de oftest af de ledige. Når der ikke er tilstrækkelig fokus 

og refleksion på udøvelsen af den symbolske vold – desto 

stærkere fremstår den. Økonomiske sanktioner mod ledige, 

der ikke kan se nytteværdien af endnu et kursus med 

kompetenceudvikling og optimering af cv-skrivning, er en 

del af styrken bag den symbolske vold inden for beskæftigelsesområdet. 

Mindre udtalt, men ikke mindre virkningsfuld, 

er den symbolske vold i forbindelse med anbringelsessager 

af børn inden for familiepolitikken. Som det bliver 

demonstreret i kapitlets praksisanalyse, kan forældre blive 

stillet overfor valget mellem en frivillig og en tvungen anbringelse, 

som reelt er et fait accompli, hvor staten gennem 

forvaltningen og dens frontmedarbejder, socialrådgiveren, 

dikterer, at barnet skal fjernes. Reglerne i det familiepolitiske 

felt og i anbringelsen af et barn uden for hjemmet er 

defineret af staten, og forskellen, og derigennem valget 

mellem den frivillige og tvungne anbringelse, er graduering 

af forældrenes rettigheder og indflydelse i forhold til barnet 

– ikke et reelt valg, som borgeren kan træffe. 

Felter 

Den symbolske vold udfolder sig således inden for et givent 

felt. Felter er de forskellige sociale rum og arenaer, hvor 

praksis finder sted. Dvs. at der kan opereres med en række 

felter og underfelter. Der foregår ifølge Bourdieu en række 

kampe om indflydelse og kapital inden for specifikke og relativt 

autonome sociale rum/områder/felter. Disse kan variere 

i størrelse, fx det politiske felt og det religiøse felt, eller 

mindre felter som det værdipolitiske felt, landbrugspolitikfeltet 

eller modefeltet eller det socialpolitiske felt – som igen 

kan fremstå i mere specifikke felter, fx et beskæftigelsespolitisk 

felt eller et socialpolitisk felt i relation til familier. Felter 

konstitueres således relationelt og hierarkisk inden for et 

større socialt system. Inden for det beskæftigelsespolitiske 

felt vil borgerne/agenterne ofte opleve helt andre logikker 

og spilleregler end i deres øvrige virke på andre områder – 

16

inden for andre felter. Et givent felt er således en analytisk 

ramme. 

Kapitalformer 

Felter defineres i forhold til bestemte kapitalformer, som det 

gælder om at besidde og akkumulere. 11 Bourdieu opererer 

med tre kapitaltyper: Den økonomiske – i klassisk og marxistisk 

forstand i form af penge og materielle ressourcer, den 

kulturelle kapital – i form af uddannelse og dannelse og den 

sociale kapital – de ressourcer, en given person/agent har i 

kraft af familie og netværk. 12 Det er somme tider muligt at 

flytte kapitalformer fra et felt til et andet, men ofte kan det 

også være problematisk, for kapitalernes værdi er relativ, 

afhængigt af det givne felt. Derved opstår reelt en fjerde 

kapitalform, den symbolske kapital. Det vil sige den værdi, 

som en given kapital tilskrives i et givent felt. I et stringent 

erhvervsfelt, som fx finansmarkedet, vil kulturel kapital, 

som evnen til at spille guitar, ikke tilskrives en væsentlig 

værdi, mens overblik over og viden om valutakurser er en 

helt basal og væsentlig kapital. Desto større felter, desto 

større er mulighederne for, at flere kapitalformer kan tilskrives 

symbolsk kapital. 

I et stort felt som det internationale politiske felt kan der 

være flere muligheder for, at forskellige kapitaler tilskrives 

værdi - symbolsk kapital. En rockstjerne kan tage kulturelle, 

sociale og økonomiske kapitaler fra underholdningsindustriens 

felt med sig over på den politiske scene, som fx Bono 

fra U2 relativt succesfuld har gjort det i sin kamp for at få 

IMF og I-landene til at opgive fattige staters ulandsgæld. 

Det har en vis mediemæssig gennemslagskraft, om end det 

endnu mest har givet Bono en rolle som udviklingslandenes 

selvbestaltede talerør og endnu ikke har medført en opgivelse 

af deres gæld. Så langt har de kapitaler, som en dygtig 

musiker kan oparbejde inden for det populærmusiske 


12 Jârvinen, Margaretha (2000): Pierre Bourdieu, p. 342-362, i Andersen, Heine og 

Kaspersen, Lars Bo: Klassisk og moderne samfundsteori 

17

felt, endnu ikke rakt på det internationale politiske felt – 

men de har medvirket til en verdensoffentlig opmærksomhed 

på problematikkerne omkring gældssætningen i udviklingslandene. 

Så på de præmisser har rockstjernen Bono 

formået at bruge sine kapitaler fra et felt inden for et andet 

felt. Ligeledes kan man se anerkendte skønlitterære forfattere 

forsøge at tage deres kulturelle kapitaler, optjent på 

kriminalromaner, med sig til det internationale politiske felt. 

For eksempel svenske Henning Mankell, der deltog i et dramatisk 

forsøg på at bryde den israelske blokade af Gaza i 

foråret 2010. Ligesom tilfældet med Bono lykkes det for 

Mankell, sammen med de øvrige aktivister, at få verdensoffentlighedens 

opmærksomhed sat på et felt, som ligger 

uden for det felt, hvor han har optjent sine kapitaler. De 

kulturelle kapitaler, som Mankell har optjent, og som er 

virkningsfulde i et felt, det skønlitterære felt, lykkes det at 

bruge i det internationale politiske felt til at sætte fokus på 

blokaden af Gaza. Specielt den europæiske og skandinaviske 

presse, selvsagt i særdeleshed den svenske presse, 

havde enorm fokus på Mankells skæbne, da han blev taget i 

forvaring af de israelske myndigheder. Derved fik Mankell 

qua sine kulturelle kapitaler som berømmet krimiforfatter 

stor medieomtale og medvirkede til, at pressen fokuserede 

på blokaden af Gaza. I skandinavisk sammenhæng fik Mankells 

relativt fredelige skæbne i forbindelse med aktionen 

lige så stor mediebevågenhed som de ni dødsfald, der var 

en konsekvens af aktionen. Det lykkedes således Mankell at 

tage kapitaler fra et felt til et helt andet og få dem tilskrevet 

symbolsk værdi i feltet for international politik. Modstandere 

af Mankell og hans politiske sympatier vil forsøge at nedskrive 

hans kulturelle kapitaler i det nye felt ved at erklære, 

at fordi man er en god forfatter – med kulturelle kapitaler – 

kan man godt gå helt galt i et andet felt og reelt optræde 

som politisk idiot. 13 Således er der kamp om, hvilke kapitaler, 

der skal tilskrives symbolsk kapital i det givne felt, i dette 

tilfælde feltet for international politik. Ligeledes kunne 

13 Bjørnvig, Bo i Weekendavisen 11. juni 2010 

18

man i forbindelse med de hårde kampe i Fallujah i Irak under 

den amerikanske kampagne i 2004 og 2005 se og høre 

prominente amerikanske kulturpersonligheder, skuespillere 

og rockstjerner protestere mod krigen i almindelighed og 

kampagnen i Falluhaj i særdeleshed. Disse forsøg på at påvirke 

feltet blev imødegået af andre aktører i feltet, der 

nedskrev de nye aktørers kulturelle kapital ved at latterliggøre 

deres kompetencer/kapitaler i dette specifikke felt. Den 

amerikanske oberstløjtnant Tim Ryan kaldte kulturpersonlighederne 

for ”talking heads”, der intet anede om krigens 

virkelighed, aldrig havde været i krigszonen og kun sjældent 

udenfor Manhattan. Med andre ord – Bourdieus ord - intet 

anede om de kapitaler, der var anvendelige i kampene om 

Fallujah: 

“I find it amazing that some people are more apt to listen to a movie 

star's or rock singer's view on how we should prosecute world affairs 

than to someone whose profession it is to know how these things 

should go. I play the guitar, but Bruce Springsteen doesn't listen to 

me play. Why should I be subjected to his views on the validity of the 

war? By profession, he's a guitar player. Someone remind me what it 

is that makes Sean Penn an expert on anything.” 14 

Her er det eksplicit, at aktørerne i feltet forsøger at nedtone 

andre aktørers kapitaler. Militærfolk som Tim Ryan tilskriver 

ikke det at spille guitar nogen synderlig kapital i forbindelse 

med kampene i Fallujah. Men det, at militærfolk forsøger at 

nedskrive andre aktørers kapitaler, betyder ikke nødvendigvis, 

at de lykkes med deres målsætning. Den offentlige opinion 

imod fx Vietnam-krigen i 1960’erne og 1970’erne var i 

høj grad båret af kulturpersonligheder og musikeres modstand 

mod krigen. En sang som John Lennons ”Give peace a 

chance” spillede en rolle som samlende faktor for mange 

demonstrationer imod krigen. 15 Der lykkedes det i nogen 

grad for musikere at tage deres kulturelle kapitaler med fra 

14 Ryan, Tim i World Tribune. com 15. januar 2005 

15 Leaf, David & Schienfeld (2006): The US vs. John Lennon, Dokumentar produceret 

af Sandra Stern, Lionsgate film. 

19

underholdningsindustriens felter og blive reelle aktører i det 

politiske felt, som politikere måtte regne med. 

Fra vores hjemlige politiske felt kunne man under valgkampen 

i 2007 iagttage, hvor svært mange af Ny Alliances prominente 

kandidater, der havde store kapitalbeholdninger fra 

andre felter som erhvervs- og organisationsfolk, havde det 

med at få disse kapitaler tilskrevet værdi i det politiske felt. 

Anerkendte erhvervs- og organisationsledere som Lars Kolind 

og Jørgen Poulsen fremstod reelt uden nogen form for 

kapitaler og dermed uden kompetencer inden for det politiske 

felt. Tilsvarende kan man se et eksempel, hvor det viste 

sig meget svært for entertaineren Jacob Haugaard at tage 

kapital med fra den danske underholdningsbranches felt til 

det politiske felt. Det kan forklares med flere faktorer – først 

og fremmest, at Haugaard reelt ikke havde forestillet sig, og 

heller ikke havde ambitioner om, at han faktisk skulle opnå 

valg til folketinget i 1994. De kulturelle og sociale kapitaler, 

som Haugaard på det tidspunkt havde oparbejdet som populær 

skikkelse inden for underholdningsindustriens felt, 

blev tilskrevet symbolsk kapital i det felt, som udgjordes af 

valgkampen i 1994. Dette felt var præget af almindelig vælgertræthed 

og -lede ved politikerne efter Tamil-sagen og 

andre sager, hvor politikernes troværdighed havde lidt skade. 

I det felt blev Haugaards anarkistiske stil, absurde humor 

og barokke valgløfter, som fx medvind på cykelstierne, 

tilskrevet værdi som en vælgerprotest mod de etablerede 

politikere og partier. Men de samme kulturelle og sociale 

kapitaler blev ikke tilskrevet nogen værdi - symbolsk kapital 

- i det politiske felt på Christiansborg. Forsøgene på at sige 

noget morsomt om de politiske kollegaer fra folketingets talerstol 

og påtage sig en rolle som talerør for menigmand på 

tinget faldt til jorden, og den politiske karriere kan ikke beskrives 

som en succes. Noget anderledes var forløbet for det 

Radikale Venstres medlem af borgerrepræsentationen på 

Københavns rådhus, Klaus Bondam. Han havde betydelig 

kulturel og social kapital med sig fra underholdningsindustrien, 

da den politiske karriere tog fart. Blandt andet var 

han en af hovedfigurerne i den dengang meget populære 

20

danske sitcom ”Langt fra Las Vegas”. Den kulturelle kapital 

medbragte han i det politiske felt hos det Radikale Venstre, 

hvor han fx sammen med folketingsmedlemmerne Naser 

Khader og Morten Helveg udgjorde ”de tre radicoole tenorer”, 

der optrådte på landsmøder og i tv. Omvendt formåede 

Bondam også at tage kapital med sig fra det politiske felt til 

det underholdningsindustrielle felt, hvor han i den dengang 

meget sete danske krimiserie ”Rejseholdet” optrådte som - 

nå ja, politiker og justitsminister. Den kulturelle kapital og 

den sociale kapital, som delvist medfulgte og blev akkumuleret 

af den kulturelle kapital, kunne Bondam anvende, fx i 

forhold til journalister og medier i det politiske felt, som 

havde en interesse i og kendskab til ham fra underholdningsbranchens 

felt. Her opnår aktørerne typisk en goodwill 

og tilskrives symbolsk kapital, når fx tv-serier som ”Langt 

fra Las Vegas” og ”Rejseholdet” opnår store seertal, og den 

kapital formåede Bondam at forvalte i det politiske felt helt 

anderledes end Jakob Haugaard ti år tidligere. Blandt andet 

fordi Bondam, modsat Haugaard, bevist ønskede en politisk 

karriere, var medlem af et etableret og respekteret parti og 

agerede i det politiske felt med en helt anden habitus. 

Habitus 

Når man skal forstå og/eller analysere en agent/aktørs 

handlinger skal man ifølge Bourdieu netop se på agentens 

habitus: 

”De strukturer, der er konstituerende for en særlig type miljø (for eksempel 

de materielle eksistensvilkår, der kendetegner en klasses livsbetingelser), 

og som kan indfanges empirisk i form af visse regelmæssigheder 

knyttet til et socialt strukturerende miljø, frembringer det jeg 

kalder habitus”. 16 

Habitus er således produktet af socialisering, og navnlig den 

tidlige socialisering er vigtig for dannelsen af habitus. Habitus 

relaterer til kultur, men er både mere dynamisk og foranderligt, 

end kulturbegrebet ofte er. Med Bourdieus egne 

16 Bourdieu, Pierre (2000 – dansk udgave 2005): Udkast til en praksisteori, p. 197, 

Hans Reitzels forlag. 

21

ord: ”Habitus består af dybtgående og varige strukturer, 

men de er ikke uforanderlige” 17 , eller med Lisanne Wilkens 

udlægning af Bourdieus habitusbegreb som ”trægt, men 

foranderligt” 18 . Forandringer i habitus vil ifølge Bourdieu relatere 

til ændringer i agentens ydre omgivelser – børn vil 

kunne få nye vaner og tilpasse sig andre sociale omgivelser. 

Det er hverken problemfrit eller hurtigt, men habitus kan 

ændres. Børns opvækstbetingelser og familiepolitikken er 

derfor et felt, der prioriteres højt, og som er særdeles udgiftstungt 

i den danske velfærdsmodel – blandt andet fordi 

man erkender, at de sociale strukturer, der præger barnets 

habitus, skal medvirke til at sikre, at barnet får opvækstbetingelser, 

der gør det i stand til at forstå og agere fornuftigt 

i samfundet. Og når familier ikke er i stand til selv at sikre 

barnet sådanne strukturer, må samfundet træde til – og betale 

for at sikre strukturer, der vil påvirke barnets habitus i 

en, for samfundet, hensigtsmæssig retning. 

En aktørs habitus afspejler således et erhvervet system af 

præferencer og måder at anskue verden på. Habitus er, 

ifølge Bourdieu, en næsten fysisk reaktion på handlinger og 

strukturer baseret på erfaringer. Specielt i barndommen – 

eller i de tidlige stadier i udformningen af en given habitus, 

fx en politisk habitus – sker der en ubevidst internalisering 

af strukturerne, hvor man gennem erfaringerne tilegner sig 

en forståelse af, hvordan verden omkring en fungerer, hvad 

der er rigtig, forkert, godt og skidt. Lisanne Wilken fremhæver 

et udtryk som ”rygmarvsviden” i sammenhæng med habitus: 

Man ved, hvordan man skal agere i givne situationer 

qua sin rygmarvsviden, sin habitus. 19 Når et barns habitus er 

formet af blandt andet den måde forældrene løser uoverensstemmelser 

og problemer på, kommer det fx til udtryk 

gennem reaktioner på høj og aggressiv stemmeføring – fx 

ved at gøre sig så ubemærket som muligt eller modsat selv 


side 118 



22

hæve stemmeføringen og optræde aggressivt afhængigt af 

de erfaringer, den rygmarvsviden, barnet har tilegnet sig. 

Habitus forbinder således struktur og aktør/agent. 20 Strukturerne 

giver agenten kapitalformer – og da strukturerne er 

forskellige alt efter klassetilhørsforhold, økonomiske vilkår, 

opvækstbetingelser, forældrenes habitus etc., er agentens 

perception/opfattelse afhængig af disse forhold – altså afhængig 

af habitus. Når Bondam havde væsentlig større succes 

som politiker end Haugaard, hænger det tæt sammen 

med den politiske habitus, det vil sige evnen til at opfatte og 

agere inden for et givent felt – her det politiske felt. Her 

havde Haugaard en meget ringe habitus, og hans kulturelle 

og sociale kapitaler blev ikke tilskrevet nævneværdig værdi i 

feltet. Bondams politiske habitus begyndte derimod allerede 

at blive formet gennem hans medlemskab af Det Radikale 

Venstre længe før, han blev valgt til Københavns borgerrepræsentation 

i 2001. Gennem en række tillidshverv, blandt 

andet som gruppeformand for de radikale i borgerrepræsentationen, 

som partiets overborgmesterkandidat ved valget i 

2005 og som Københavns Teknik- og Miljøborgmester frem 

til kommunevalget i 2009, akkumulerede Bondam sine sociale 

og kulturelle kapitaler og lærte spillet på det lokalpolitiske 

felt så grundigt at kende, at han trods et dårlig valg ved 

kommunalvalget i 2009 formåede at sikre sig en borgmesterpost. 

Doxa 

Resultaterne, konsekvenserne og udlægningerne af den 

symbolske vold, kampene i felterne og akkumuleringerne af 

kapitalerne afhænger således af agentens habitus og af et 

givent felts doxa. Doxaen er et givent felts spilleregler. Det 

er disse spilleregler, som Klaus Bondam kendte så godt, at 

han på trods af udsagn og løfter i valgkampen om det stik 

modsatte og til stor forundring og forargelse for de, der ikke 

er så bekendt med spillereglerne, konstituerede sig som 

Borgmester for Beskæftigelse- og Integrationsforvaltningen 

20 Mik-Meyer, Nanna og Villadsen, Kasper (2009): Magtens former, p. 76-77 

23

på Dansk Folkepartis stemmer. Bourdieu anvender selv metaforen 

om kortspil, hvor forskellige spillekort/kapitaler i 

forskellige sammenhænge gælder som trumfkort 21 – og i andre 

sammenhænge/felter ikke har nogen høj værdi/kapital. 

Spar 5 rydder bordet i nogle kortspil, men er et relativ ligegyldigt 

spillekort i andre sammenhænge. I valgkampens felt 

kunne Bondam benificere på afstandtagen fra og ligefrem 

foragt for Dansk Folkeparti – i konstitueringsfeltet efter valget 

kunne han benificere ved at give Dansk Folkeparti indflydelse. 

Høj kulturel kapital kan give status i nogle felter, men kan 

være relativt ligegyldige i andre, etc. - spillerne eller agenterne 

skal acceptere de grundlæggende regler i feltet - med 

andre ord accepterer dets doxa. Da Lars Kolind som folketingskandidat 

for Ny Alliance i valgkampen i 2007 foreslog, 

at Fyn skulle gøres til et særlig begunstiget skatteområde 

med en skat på 40 %, kendte og anerkendte han ikke de 

spilleregler, som konstituerede valgkampens felt. Modstandere, 

såvel som den erfarne partikammerat Gitte Seeberg, 

der som gamle konservativ var fortrolig med valgkampens 

doxa, affejede forslaget som udtryk for naivitet eller slet og 

ret fjollerier. Kolind erkendte selv, at han ikke kendte de 

spilleregler, den doxa, som gælder for en politisk valgkamp: 

”Jeg følte, at det var uretfærdigt, urimeligt, dumt og træls, 

men det var egentlig først efter valget, at jeg erkendte, at 

det var åbenbart vilkårene”. 22 Disse vilkår, spilleregler, var 

væsensforskellig fra den doxa, Kolind kendte fra erhvervslivets 

felt, hvor det at komme med helt nye og kontroversielle 

ideer i flere tilfælde kan tilskrives stor symbolsk kapital. I 

valgkampen i 2007 gav det manglende kendskab til feltets 

doxa - manglende kendskab til, hvilke forslag, ideer og indspark 

i valgkampen, der kunne tilskrives symbolsk kapital - 

Kolind og andre af Ny Alliances kandidater et præg af in- 


side 85 

22 Boding, Julie, i Kristligt Dagblad, 29. juli 2008 

24

kompetence og det lidet flatterende tilnavn som storbytosser. 

Det, at der er nogle grundlæggende spilleregler i et givent 

felt, betyder ikke, at der ikke er uenigheder i feltet. Feltet er 

jo netop arena for forskellige kampe – men præmisserne er 

doxaen, spillereglerne, der fx afgør, hvad der er gode, og 

hvad der er dårlige argumenter, og hvilke kapitaler, der tilskrives 

væsentlig symbolsk kapital. 23 Fx er det en del af den 

herskende doxa inden for det beskæftigelsespolitiske felt, at 

resultaterne bliver bedre, dvs. at der kommer flere i job, 

hvis man presser og eventuelt sanktionerer ledige, der ikke 

er i aktivering. Nytilkomne til et givent felt kan forsøge at 

ændre spillereglerne, for eksempel ved at protestere mod 

udsigtsløse aktiveringsprogrammer. Hvis de nye agenter, 

nye ledige, har tilstrækkelige kapitaler, som kan tilskrives 

symbolsk kapital inden for det beskæftigelsespolitiske felt, 

fx i form af velformulerede læserbreve og gode argumenter 

i førende dagblade, kan der opstå en kamp om feltets doxa. 

Det var det, der skete, da Mankell begav sig ind i feltet for 

international politik med sine kulturelle kapitaler og forsøgte 

at ændre doxa, Israels blokade af Gaza, og andre agenter/aktører 

i feltet forsøgte at nedskrive disse kapitalers 

symbolske værdi. Og det, der skete, da militærmanden Tim 

Ryan forsøgte at nedskrive de kapitaler, som nytilkomne 

agenter i form af rockmusikere og skuespillere havde med i 

feltet omkring debatten om kampagnen i Fallujah. Her er 

det i høj grad erfaringerne fra Vietnam-krigen og andre aktører 

som kunstnere og mediers rolle, der har fået politikere 

og militærfolk til at agere som de gør i forbindelse med krigene 

i Irak og Afghanistan. Erfaringer med, hvordan guitarspillende 

rockmusikere og medier kan komme til at påvirke 

opinionen og derigennem det felt, hvor militær og politikere 

ønsker at bestemme doxa. Derfor imødegår militærfolk og 

23 Wilken, Lisanne (2006): Pierre Bourdieu, Roskilde universitetsforlag, side 52. 

Bourdieu definerer de og det som definerer doxa som ortodoxe, mens de og det der 

udfordrer doxa betegnes hetrodoxe. Kolinds hetrodoxe forsøg på at udfordre doxa i 

2007-valgkampen mislykkedes som demonstreret i ovenstående. 

25

politikere andre aktører/agenter med ”embedded journalism” 

og vrede indlæg som Tim Ryans imod de andre aktører 

for at vedblive med at definere doxa. 

Ligeledes har man i Danmark de sidste 10-12 år set intense 

kampe om doxa inden for det det store værdipolitiske felt, 

herunder ikke mindst feltet for integration- og udlændingepolitik. 

Et eksempel er politiets rydning af Brorsons kirke for 

udviste irakiske asylansøgere i 2009. Her havde Borgerinitiativet 

Kirkeasyl siden foråret 2009 forsøgt at skaffe asylansøgerne 

beskyttelse mod de tvangshjemsendelser, der skulle 

følge efter afvisningerne om asyl. Dermed gik foreningen 

Kirkeasyl ind i et felt, som kan anskues som et underfelt i 

det større politiske felt om integrations- og udlændingepolitikken, 

hvor der i forvejen var en række stærke agenter i 

form af politiske partier, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere 

og Integration, opinionsdannere og politiske kommentatorer 

en masse. Kirkeasyl allierede sig hurtigt med agenter 

i feltet, som lå tæt op af deres perceptioner – dagbladet 

Politikken og politikere fra venstrefløjen. I tæt tilknytning til 

Kirkeasyl dannede en række fremtrædende kunstnere en 

støttekreds med det erklærede formål at bakke op om irakerne 

i Brorsons kirke, ”fordi vi vil et Danmark præget af 

medmenneskelighed og anstændighed, der har viljen til at 

hjælpe 282 mennesker i nød, og som ønsker at tage ansvar 

for den situation, Danmark har været med til at skabe i 

Irak” 24 . Hvor kirkeasyl stod for en række praktiske tiltag, såsom 

at sikre mad, arrangere demonstrationer etc., stod 

støttekredsen af kunstnere primært for et moralsk indspark 

i et forsøg på at ændre spillereglerne – doxa - i det politiske 

felt for integrationspolitikken og det helt specifikke felt om 

de afviste asylansøgere i Brorsons kirke. Politisk var man i 

mindretal, og så måtte man forsøge at ændre spillereglerne 

ved at fremhæve ”medmenneskelighed og anstændighed” 

som lige så væsentlige elementer som politisk flertal. Disse 

forsøg blev imødegået af de agenter i feltet, som ikke øn- 

24 Støttekreds for irakerne i kirken, http://stoettekreds.dk/Vi-stotter 

26

skede feltets doxa ændret. Støttekredsens argumenter blev 

gendrevet af blandt andre politisk kommentator ved Weekendavisen 

Martin Krasnik, der betegnede kunsterne som ”et 

moralsk overhus”, der led af selvfedme og uhæderlig argumentation: 

”Ved at erklære sig rede til at bryde loven af 

moralske, humanistiske grunde er man ubestridt vinder af 

konkurrencen om at være et godt menneske”. 25 Krasnik tog 

ikke stilling til hjemsendelsen af de afviste irakiske asylsøgere 

i sig selv, men forholdt sig eksplicit til kunstnernes 

støttegruppe og deres forsøg på at etablere ”helt andre spilleregler 

end i det almindelige politiske system” 26 , hvor der 

var politisk flertal for en hjemsendelse. Ligeledes forsøgte 

dagbladet Politiken at ændre doxaen i feltet for de afviste 

irakiske asylansøgere, da avisen med afsæt i et tidligere initiativ 

fra Kirkeasyl oprettede et Irak Center, der skulle hjælpe 

de afviste irakiske asylansøgere til alligevel at kunne blive 

i Danmark. Centeret ville indsamle penge og give udvalgte 

afviste asylansøgere et job med en så høj løn, 375.000 

kr. årligt, at de derved ifølge lovgivningen kunne dispenseres 

for udvisningen. Men disse forsøg på at ændre doxa blev 

imødegået af de politiske aktører i feltet. Integrationsminister 

Birthe Rønn Hornbech var fra starten imod projektet, og 

i foråret 2010 strammede det politiske flertal reglerne på 

udlændingeområdet med eksplicitte henvisninger til Politikens 

Irak center: I aftaleteksten henvises der som begrundelse 

direkte til ”flere sager i den seneste tid”, altså Kirkeasyls 

projekt og Irak centeret. 27 De toneangivende agenter i 

feltet, her i form af et politisk flertal, lavede simpelthen en 

lex Politiken for grundigt at stadfæste spillereglerne – doxa 

– i feltet for integrations- og udlændingepolitik i Danmark. 

Det politiske felt i almindelighed, og det værdipolitiske felt i 

særdeleshed, er ofte genstand for intense kampe om feltets 

og felternes doxa. Kampe om, hvad der er de rigtige para- 

25 Krasnik, Martin i Weekendavisen 11.september 2009. 

26 Krasnik, Martin i Weekendavisen 11.september 2009 (artiklens forfatteres frem- 

hævning) 

27 Maltesen, Bo i Politiken 17. marts 2010 

27

metre at måle ud fra, kampe om, hvilke kategoriseringer 

der er korrekte at anvende, kampe om sandhederne. Rune 

Lykkeberg beskriver sådanne kampe om doxaen inden for 

det værdipolitiske felt i sin anmelderroste bog, ”Kampen om 

sandhederne”, fra 2008 28 . 

Man kan således anvende Bourdieus analytiske redskaber på 

en række områder eller felter - for nu at blive i hans egen 

terminologi - fra det store internationale politiske felt, over 

det hjemlige værdipolitiske felt og det socialpolitiske felt til 

det mere indskrænkede beskæftigelsespolitiske felt eller det 

familiepolitiske felt. De borgere/aktører, der oftest kommer i 

kontakt med det socialpolitiske felt og socialforvaltningerne, 

og som oplever de største problemer med at finde rundt i 

diverse underfelter, er oftest dem med mindst egnet habitus 

til at begå sig, mindst kapitaler og mindst evne til at forvalte 

disse kapitaler og forstå spillereglerne, doxa, i et givent felt. 

De vil ofte stå med en følelse af reel afmagt i forhold til feltet 

og til socialrådgivere, som færdes hjemmevant i de felter, 

som er deres arbejdsplads, og hvor deres kapitaler gør 

dem i stand til at påvirke hverdagen, hvor magtforholdet er 

asymmetrisk og risikoen for symbolsk vold er latent. 

Figur 1, med egen tilvirkning efter Bourdieus Rummet for 

sociale distinktioner, viser bl.a. socialrådgivernes placering i 

forhold til borgerne/klienterne. Bourdieus figur og begreber 

har inspireret mange, blandt andre den danske sociolog 

Henrik Dahl, der operationaliserede Bourdieus begreber i 

Minerva-modellen. Kritikere af Minerva-modellen påpeger, 

at Dahl tager den meget venstreorienterede Bourdieu til 

indtægt for en model med et kommercielt, kategoriserende 

sigte. Henrik Dahl er selv bevist om Bourdieus skepsis overfor, 

hvordan hans kategoriseringer kan blive anvendt i for 

snævre, deterministiske rammer – noget, der minder om 

selvopfyldende profeti. 29 

28 Lykkeberg, Rune (2008): Kampen om sandhederne, Gyldendal 

29 Dahl, Henrik (2007): Hvis din nabo var en bil, Akademisk forlag, side 37. 

28

Rummet for sociale positioner, figur 1 30 

Universitetsansatte, den kulturelle elite, 

anerkendte kunstnere, Politiken, Information, 

opinionsdannere, Bondam, Penn, 

Springsteen 

Engageret 

aktivitet 

Mest kulturel kapital 

Socialrådgivere, skolelærer, 

Pædagoger 

30 Egen tilvirkning, efter Bourdieu, Pierre (1995): Distinktion, en sociologisk kritik af 

dømmekraften, Det lille forlag, side 35. 

Meget kapital 

Magt 

Stemmer generelt til 

venstre Faglærte 

Tradition, familie, det 

nære miljø 

Sygeplejerske 

Arbejdsløse 

Ufaglærte 

Kontanthjælpsmodtagere 

Linda og Lisbeth fra 

praksisanalysen 

Ingen eller lidt kapital 

Afmagt 

29 

Erhvervslivets elite, Berlingske Tidende, Jyllands 

Posten, Børsen, Bo Bjørnvig 

Ingeniører 

Militærfolk 

Tim Ryan 

Politibetjente 

Stemmer generelt 

til højre 

Mest økonomisk kapital 

Små selvstændigt 

erhvervsdrivende 

Selvtillid og 

forbrug 

Tradition, familie, gørdet-selv

Praksisanalyse 

Praksisanalysen vil beskæftige sig med at koble de ovenstående 

gennemgåede dele af Bourdieus teori til en social problemstilling 

på et udvalgt praksisfelt for derigennem at illustrere 

teoriens analytiske anvendelighed inden for socialfagligt 

arbejde. Der tages udgangspunkt i børnefamilieområdet. 

Dette begrundes med, at målgruppen for socialfagligt arbejde 

på dette område ofte vil have mangeartede og komplekse 

vanskeligheder og ofte vil være ringere stillet på flere 

områder end den ”almindelige” familie. Bourdieus teori kan 

anvendes til at belyse denne sociale ulighed. Først introduceres 

begrebernes generelle relevans i forhold til børnefamilieområdet, 

hvorefter disse sættes i spil i forhold til et konkret 

eksempel fra praksis. 

Bourdieus begrebers generelle relevans for børnefamilieområdet 

Centralt i Bourdieus sociologiske perspektiv er som tidligere 

beskrevet, at samfundet ikke kan betragtes som en enhed, 

men som bestående af en række mindre sociale rum - felter. 

Alle felter influerer gensidigt på hinanden og hinandens 

doxa. Det danske samfund kan i sig selv betragtes som et 

felt, der fungerer som en overordnet ramme. Doxa i dette 

felt vil blandt andet bestå af kultur og lovgivning. I samfundet 

eksisterer eksempelvis det politiske felt, herunder det 

socialpolitiske felt og igen herunder det socialpolitiske felt i 

forhold til børnefamilieområdet. Indenfor dette felt eksisterer 

socialforvaltningen som felt; herunder de enkelte afdelinger 

og familierådgivere. Idet alle felter gensidigt påvirker 

hinanden, vil doxa i samfundet influere på de øvrige, og ligeledes 

vil doxa i disse influere på samfundet. 

Enhver familie kan ligeledes defineres som et felt; et felt 

med egen doxa samt forståelse af, hvad der tilskrives symbolsk 

kapital. Familien som felt eksisterer i og mellem andre 

felter af forskellig størrelse. Familien vil eksempelvis indgå i 

et større felt – samfundet – i form af at være samfundsborgere, 

og samtidig vil de enkelte dele af familien – familie- 

30

medlemmerne – ligeledes individuelt og i forskellige kombinationer 

indgå i andre felter såsom skole, arbejde, fritidsaktiviteter 

og lignende. I hvert af felterne hersker, som tidligere 

beskrevet, feltets doxa, hvilket betyder, at familien som 

enhed og som enkeltindivider vil indgå i adskillige forskellige 

felter med hver deres doxa. Disse felters doxa stemmer ikke 

overens med hinanden, hvilket kan medføre forvirring og 

vanskeligheder for det enkelte individ, eller med en Bourdieusk 

term, den enkelte agent. 

Hvis et barn vokser op i et familiefelt, hvis doxa divergerer 

fra eksempelvis daginstitutionens, skolens eller endog det 

omgivende samfunds, vil der være risiko for, at barnet får 

problemer med at kunne begå sig og at opnå succes inden 

for de andre felter. Hvis barnet forsøger at agere efter familiefeltets 

doxa i andre felter, hvor denne doxa eventuelt ikke 

anerkendes, vil der være risiko for, at barnet bliver ekskluderet 

fra fællesskabet i dette felt, fordi andre kapitaler dominerer 

her og tilskrives symbolsk kapital. Hvis skolegang 

eksempelvis ikke tillægges symbolsk kapital i et familiefelt, 

og det ikke er en del af doxa, at barnet skal i skole og lave 

lektier, så vil barnet komme i vanskeligheder, når det indtræder 

i skolefeltet, hvor fremmøde samt lektielæsning er 

en del af doxa og tillægges symbolsk kapital. Barnet vil 

kunne opleve ringe agtelse fra lærerne og de andre børn 

som en følge af divergensen mellem doxa og det, der tilskrives 

symbolsk kapital i henholdsvis familie- og skolefeltet. 

Der vil endvidere være risiko for, at barnet oplever en splittelse 

i sig selv, fordi det for at kunne indgå i skolefeltet må 

fralægge sig de værdier og regler, det har med sig fra 

hjemmet, og tillægge sig skolens doxa, for så igen at fralægge 

sig denne, når det igen indtræder i familiefeltet. I en 

børnefamilieafdeling vil man ofte have med familiefelter at 

gøre, som på den ene eller den anden måde afviger fra 

normen og divergerer fra den doxa, som dominerer socialforvaltningsfeltet, 

der fungerer som repræsentanter for 

samfundet. Dette kunne eksempelvis omhandle aspekter 

såsom vold i hjemmet, kriminalitet, hvad der opfattes som 

et tilstrækkelig godt forældreskab, nødvendighed af skole- 

31

gang og lignende. Derfor er det væsentligt, at man i børnefamilieafdeling 

er opmærksom på, at en familie er et felt 

med egen doxa samt opfattelse af, hvad der tilskrives symbolsk 

kapital, og at disse kan afvige fra socialforvaltningens. 

De relative værdier, som kapitalerne har i familien, vil influere 

på barnets habitus. Det er væsentligt at holde sig for øje 

i arbejdet med børn, unge og deres familier, da det, der tilskrives 

som symbolsk kapital i familien, kan være afvigende 

fra det børnefamilieafdelingen anser som symbolsk kapital. 

Eksempelvis kan der være forskel i, hvorvidt skolegang, 

herunder undervisning, tillægges symbolsk kapital. I samfundsfeltet 

tillægges skolegang symbolsk kapital og konstitueres 

i samfundsfeltets doxa gennem blandt andet undervisningspligt, 

hvorimod det i et givent familiefelt ikke tilskrives 

samme symbolske kapital. 

Når man skal forstå en agents handlinger, skal man ifølge 

Bourdieu se på agentens habitus, som afspejler agentens 

måde at anskue verden på. Habitusbegrebet kobles typisk til 

barndommen og opvæksten og er navnlig et produkt af den 

tidlige socialisering, hvorfor det er relevant at inddrage i 

forhold til børnefamilieområdet. I forhold til børnefamilierelaterede 

problematikker kan habitusbegrebet blandt andet 

bidrage til en forståelse af, hvad børn har med hjemmefra, 

og herigennem hvilke valg og fravalg de er disponeret for. 

Habitus kan ligeledes være med til at forklare, hvad den enkelte 

tillægger værdi og er modtagelig overfor. Hvis et barn 

eksempelvis vokser op i et hjem uden bøger og aviser, og 

hvor skole og uddannelse tillægges ringe værdi, vil der være 

risiko for, at barnet får en ringe forståelse af vigtigheden af 

denne type læring – den kulturelle kapital, som den forstås 

af skolen og det øvrige samfund. Et yderligere eksempel 

kunne være et barn, som vokser op i det, der kan defineres 

som et lukket familiefelt, hvor udefrakommende ikke er velkomne 

og anses som værende en trussel mod familien. Barnet 

begrænses, grundet familiefeltets doxa om ikke at lukke 

andre ind i feltet, i at udvide samt udvikle sit netværk. Dette 

kunne eksempelvis være i form af ikke at kunne tage legekammerater 

med hjem eller ikke kunne opbygge relatio- 

32

ner til andre betydningsfulde voksne end sine forældre. Disse 

udvidelser af barnets netværk ville fremkalde frygt og 

foragt fra forældrene, hvorfor barnet vil have vanskeligt ved 

anse dette som noget positivt og således tillægge det symbolsk 

kapital. Dette vil integreres i barnets habitus og have 

konsekvenser i nuet i forhold til barnets sociale kapital, som 

i kraft heraf vil være begrænset. Der vil endvidere være risiko 

for, at barnet gennem hele sit liv vil få vanskeligt ved 

at danne relationer og udvikle netværk udenfor familiefeltet, 

og at det derigennem får en yderst begrænset social kapital 

også i sit voksenliv. 

Habitus påvirker kapitalerne og vil have stor indflydelse på, 

hvad der fungerer som symbolsk kapital. Habitus kan være 

determinerende for, hvordan barnet udformer sit liv, eksempelvis 

at barnet ikke ønsker at tilegne sig visse former 

for kapital, idet de tillægges ringe værdi i de felter, barnet 

færdes i. Dette kan medføre, at barnets samlede mængde 

kapital begrænses, hvorfor barnets muligheder begrænses 

på visse samfundsarenaer. I en børnefamilieafdeling er det 

væsentligt at holde sig for øje, at det, som er indbygget i 

familiefeltets doxa og i et barns habitus og derigennem måden, 

hvorpå de anskuer verden, kan divergere fra børnefamilieafdelingens. 

Endvidere kan der, jævnfør ovenstående, 

være væsentlige forskelle i, hvad der tilskrives symbolsk 

kapital. Hvis man som familierådgiver ikke er opmærksom 

på dette aspekt, kan det medføre, at dialogen og interaktionen 

mellem ”system” og borger bliver envejskommunikation 

uden hensynstagen til familiens ønsker og behov, og at familien 

derfor ikke føler sig set eller hørt. 

I denne sammenhæng bliver det væsentligt at inddrage 

Bourdieus begreb symbolsk vold. Familien og familierådgiveren 

står i et asymmetrisk magtforhold til hinanden, hvor 

rådgiveren i kraft af sin funktion besidder definitionsmagten 

omkring, hvad der er rigtigt og forkert, acceptabelt og uacceptabelt. 

Familierådgiveren vil således udøve symbolsk 

vold overfor familierne, idet hun og familien ikke forstår eller 

er opmærksom på aspekter såsom felter, doxa og habi- 

33

tus. Familierådgiveren må være opmærksom på den divergens, 

som kan eksistere og influere på muligheden for at 

opnå en fælles problemforståelse og således et fælles udgangspunkt 

for, hvordan barnet eller den unge bedst støttes. 

Med udøvelsen af symbolsk vold følger risikoen for, at 

familien føler afmagt, ikke forstår eller er enig i de mål, som 

familierådgiveren opsætter, men som de må acceptere som 

et resultat af denne usynlige magt. Dette kan medføre, at 

familien i realiteten ikke forstår eller direkte modarbejder de 

”fælles” mål, og at barnet derigennem ”kommer i klemme” 

mellem to felter og bliver nødsaget til at agere herimellem 

med risiko for at komme i loyalitetskonflikter mellem sit 

primære felt – familien og samfundets krav - indsatsen. 

Dette med risiko for, at indsatsen ikke får den ønskede og 

forventede effekt. 

Den symbolske vold bliver således særlig relevant i forholdet 

mellem socialrådgiver og borger, idet socialrådgiveren 

har hele statsapparatet i ryggen. Socialrådgiveren sidder, 

blandt andet i kraft af den statsautoriserede uddannelse, 

som samfundets og statens frontmedarbejder, der er tildelt 

kompetencen til at forvalte den relevante lovgivning og ud 

fra denne træffe afgørelser i andre menneskers liv. Afgørelser, 

som kan have signifikant betydning og konsekvens for 

den enkelte. I kraft af socialrådgiverens samfundsgivne position 

betvivler hverken socialrådgiveren eller borgeren dennes 

ret til, på denne måde, at gribe ind i andre menneskers 

liv og træffe afgørelser på deres vegne. Herigennem vil den 

symbolske vold være en ufravigelig præmis i det at være 

socialrådgiver; i udøvelsen af socialrådgiverfunktionen vil 

man per definition udøve symbolsk vold. 

Bourdieus begrebers anvendelighed på et konkret eksempel 

fra praksis 

I det følgende vil begreberne sættes i spil i forhold til et 

konkret eksempel fra praksis på børnefamilieområdet. Sagen 

er fiktiv, men bygger på konkrete erfaringer, som er 

34

anonymiseret. Indledningsvis introduceres sagen og herefter 

følger en analyse af denne ud fra Bourdieus begreber. 

Sagsbeskrivelse 

Problemstillingen omhandler familien Christensen, som består 

af en enlig mor, Lisbeth på 35, som ikke er i stand til at 

varetage sin datter Lindas behov i hjemmet, hvorfor Lindas 

udvikling er truet. Linda er 9 år gammel, og hun har ingen 

kontakt til sin far. Familien bor i et socialt belastet område, 

og familiens primære netværk består af Lisbeths mor. Børnefamilieafdelingen 

har haft kontakt til familien i længere tid 

og fik kendskab til familien via en underretning, som udtrykker 

bekymring for Lisbeths forældreevne. Samarbejdet 

mellem børnefamilieafdelingen og Lisbeth er vanskeligt. Lisbeth 

har svært ved at møde op til sine aftaler og aflyser eller 

udebliver ofte. Hun reagerer desuden sjældent på breve 

og telefonopringninger. 

I en psykologisk undersøgelse beskrives Lisbeth som værende 

en kontaktsvag kvinde med få følelsesmæssige og sociale 

ressourcer, som havende et ekstremt fokus på egne 

forhold samt havende store vanskeligheder med at engagere 

sig i andre mennesker. Hun er blandt andet på baggrund 

af denne undersøgelse tildelt førtidspension grundet varigt 

nedsat fysisk og psykisk funktionsniveau. Lisbeth har folkeskolens 

afgangseksamen, men ingen uddannelse. 

Der udtrykkes fra skolens og PPRs side en stor bekymring 

for Linda. Hun har et længerevarende og højt skolefravær, 

hvilket har medført store faglige ”huller”. Linda har en problematisk 

adfærd, som medfører, at de andre børn ofte 

trækker sig fra hende, og hun har vanskeligt ved at indgå i 

samspil med både børn og voksne samt ved at skabe relationer. 

Linda virker, ifølge udtalelser fra blandt andet skole og 

PPR, beregnende og savner empati, hun tvivler på sine relationer 

til både børn og voksne samt egen formåen. 

35

Lisbeth er overinvolveret i Linda og isolerer hende fra omverdenen. 

Linda har eksempelvis ikke gået i daginstitution, 

men har gået hjemme hos moderen. Linda har ved flere lejligheder 

givet udtryk for, at hun og moderen sover i samme 

seng, da deres lejlighed er for lille til, at de kan have separate 

værelser. Der er dog ikke tale om seksuelt misbrug. 

Lisbeth har flere gange fortalt, at Linda er hendes største 

støtte, og at de kan dele alt. Linda er hendes trøst, når hun 

har det svært. 

Lisbeth ønsker det bedste for sin datter, men er så begrænset 

i sin forældreevne, at hun på mange områder ikke magter 

opgaven i forhold til at være en tilstrækkelig god forælder. 

Hun formår på mange områder ikke at varetage opgaven 

i forhold til at sikre Lindas omsorg samt udvikling, ej 

heller at give Linda den nødvendige støtte, såvel fagligt som 

socialt. 

Der har tidligere været forsøgt med familiebehandling i 

hjemmet, men det har ikke været muligt at komme ind i 

familien, som er lukket. Det vurderes, blandt andet på denne 

baggrund, som værende hensigtsmæssigt, at Linda anbringes 

udenfor hjemmet, med henblik på sikring af hendes 

udvikling og trivsel. Lisbeth er ikke enig i børnefamilieafdelingens 

vurdering og ønsker ikke, at Linda skal anbringes 

udenfor hjemmet, men går slutteligt med til en frivillig anbringelse, 

da dette er at foretrække frem for en tvangsanbringelse, 

hvilket synes som alternativet. 

Analyse ud fra Bourdieus begreber 

Familien Christensen kan anskues som et felt med egen doxa. 

Af sagsbeskrivelsen fremgår det, at familien tillægger 

skolen ringe betydning. Linda har et højt skolefravær, får 

ikke lavet sine lektier og har på den baggrund væsentlige 

faglige vanskeligheder. Lisbeth giver ikke Linda den nødvendige 

støtte i forhold til skolen og prioriterer ikke lektielæsningen. 

Ud fra dette kan udledes, at familiens doxa er 

kendetegnet ved ringe anerkendelse af skolens værdi. Ind- 

36

drager man Bourdieus analytiske redskaber, kan man sige, 

at familiefeltets doxa gør, at udeblivelser fra forskellige forpligtigelser 

er tilladt. Dette udledes af Lindas høje skolefravær, 

samt det at Lisbeth udebliver fra blandt andet aftaler 

med børnefamilieafdelingen og ikke svarer på henvendelser. 

I samfundet betragtes det som omsorgssvigt, at Lisbeth ikke 

sørger for, at Linda kommer i skole og modtager undervisning. 

Der er således divergens mellem familiefeltets og 

samfundsfeltets doxa. 

Familien er kendetegnet ved et symbiotisk forhold mellem 

mor og datter. Dette udledes af, at mor og datter deler 

seng, og at Linda fungerer som stedfortræder – Linda fungerer 

i et vist omfang som partner for Lisbeth, og moderen 

deler alt med hende. Af sagsbeskrivelsen fremgår det, at 

Lisbeth er overinvolveret i Linda og isolerer hende fra omverdenen. 

Linda har inden skolestart stort set kun haft kontakt 

til moderen. Dette understøttes af det faktum, at moderens, 

og derigennem Lindas, netværk er yderst begrænset. 

Linda har ikke formået at udbygge sit netværk i forbindelse 

med skolestart. Ud fra dette kan udledes, at familiefeltets 

doxa ligeledes er præget af, at der ikke lukkes andre 

ind, og at det ikke er velkomment at udvide netværket; familiefeltet 

kan kaldes et lukket system. 

Familiefeltets doxa er således kendetegnet ved, at skolen 

tillægges ringe værdi, at det er tilladt at udeblive fra forpligtelser, 

at grænsen mellem barn og voksen er udvisket, og at 

udvidelser af netværket er ilde set. Denne doxa divergerer 

fra børnefamilieafdelingens og derigennem fra samfundets 

doxa, da børnefamilieafdelingen fungerer som repræsentant 

for samfundet. Indenfor disse felter tillægges skolegang høj 

værdi og er et lovbestemt krav. Kulturen i det danske samfund 

er, at der skelnes mellem barn og voksen, hvorfor 

grænsen herimellem bør være tydelig – dette ses blandt andet 

gennem lovgivningen, hvor forældre har myndighed 

over barnet indtil det 18. år samt i fastsættelsen af en seksuel 

og en kriminel lavalder. I Danmark er tiden en væsentlig 

faktor; vi er tidsafhængige i kraft af eksempelvis ar- 

37

ejds-, åbnings-, og transporttider, hvorfor det at udeblive 

fra aftaler og lignende ikke anses som acceptabelt. I det 

danske samfund anses det som vigtigt, at familien og barnet 

har et netværk, og at de ikke er isolerede fra det omgivende 

samfund. Der er således divergens mellem væsentlige 

aspekter af familiens og børnefamilieafdelingens (samfundets) 

doxa. 

For at forstå Lindas vanskeligheder vil det være hensigtsmæssigt 

at være sig bevidst om ovenstående divergens, da 

dette vil have signifikant betydning for Lindas adfærd. Afvigelsen 

i familiens doxa kan vanskeliggøre Lindas ageren på 

andre felter og hendes mulighed for at opnå succes. Ligeledes 

vil samarbejdet mellem børnefamilieafdelingen og Lisbeth 

påvirkes af forskellene i doxa og eksempelvis forskellen 

i opfattelse af vigtigheden af overholdelse af aftaler kan 

vanskeliggøre samarbejdet. 

Ud fra sagsbeskrivelsen kan udledes, at familiens samlede 

mængde kapital er begrænset. Moderen har ikke nogen uddannelse, 

og skolen prioriteres lavt i hjemmet, hvorfor man 

kan argumentere for, at den kulturelle kapital er begrænset. 

Familien både som enhed og individuelt har et svagt netværk, 

hvorfor den sociale kapital må siges at være minimal. 

Sidst men ikke mindst er familiens økonomiske kapital ligeledes 

begrænset, da Lisbeth er eneforsørger og på førtidspension. 

I forbindelse hermed bliver det væsentligt at være 

opmærksom på, at den enkelte kapital endvidere kan akkumulere 

eller begrænse andre kapitaler. Familiens begrænsede 

økonomiske kapital kan således influere på Lindas 

mulighed for at udvide sin kulturelle eller sociale kapital. 

Dette kunne eksempelvis være i form af, at Lisbeth grundet 

sin økonomiske situation ikke vil have råd til at betale for en 

fritidsinteresse til Linda. En fritidsinteresse kunne have tilført 

Linda kulturel kapital, i form af nye færdigheder, samt 

social kapital, idet hun vil få nye venner og derigennem udvide 

sit netværk. Havde familien derimod haft større økonomisk 

kapital kunne det modsat have bidraget til at akku- 

38

mulere Lindas andre kapitaler og derigennem have øget den 

samlede mængde kapital. 

Familiens doxa og kapitaler vil influere på Lindas habitus. 

Habitus adskiller sig fra kapitaler ved, at kapitalerne er "relativt" 

nemme at erhverve sig; man kan tage en uddannelse, 

hvilket medfører kulturel kapital, man kan vinde i lotto, 

hvilket medfører økonomisk kapital eller blive mere omgængelig, 

hvilket kan medføre social kapital. Habitus derimod 

er svær at forandre - dog ikke umulig; tilstrækkeligt 

mange nye kapitaler og akkumulerede kapitaler kan medvirke 

til at ændre habitus. 

Ud fra ovenstående kan man argumentere for, at valget af 

en anbringelse af Linda udenfor hjemmet er en hensigtsmæssig 

indsats. Lindas habitus er, som tidligere beskrevet, 

præget af, at hendes primære felt, familien, er kendetegnet 

ved en doxa, som afviger fra de øvrige felter, som hun indgår 

i, og at familiens samlede kapital er begrænset. Dette 

medfører en risiko for, at Linda bliver yderligere isoleret end 

hun allerede er, med risiko for marginalisering fra det omgivende 

samfund. Endvidere vurderes det som værende 

usandsynligt, at Lindas vanskeligheder kan afhjælpes i 

hjemmet, men at der i stedet er risiko for forværring. 

Ifølge Bourdieu kan habitus ændres, om end det dog er 

vanskeligt – børn vil kunne få nye vaner og tilpasse sig andre 

sociale omgivelser. Hvis Linda skal udvikle sig socialt, er 

det nødvendigt, at der skabes en kontinuerlig kontakt til 

hende. Dette skal ske gennem kompetente voksne, som 

formår at give Linda den nødvendige støtte og omsorg. Linda 

har behov for voksne rollemodeller, som kan støtte hende 

i sine sociale kompetencer i forhold til at indgå i samspil 

med børn og voksne samt i at danne relationer. En anbringelse 

af Linda vil således kunne tilføre hende nye kapitaler 

samt akkumulere de eksisterende og derved ændre hendes 

habitus. Fra et Bourdieusk perspektiv vil en anbringelse 

kunne give muligheder for at tilføje Linda nye kapitaler og 

placere hende i et nyt felt med en doxa, som ikke divergerer 

39

fra samfundets, hvilket igen vil give muligheder for at påvirke 

hendes habitus. 

Lovgivningen på området foreskriver, at anbragte børn skal 

have kontakt til deres biologiske forældre, hvis dette overhovedet 

er muligt. Ud fra dette perspektiv ville det være 

hensigtsmæssigt, at Lisbeth tilbydes støtte til ligeledes at 

ændre familiens doxa med henblik på, at Linda ikke ”kommer 

i klemme” mellem anbringelsesstedet og hjemmet. 

Som det fremgår af sagsbeskrivelsen ønsker Lisbeth ikke, at 

Linda anbringes uden for hjemmet, men går slutteligt med 

til en frivillig anbringelse, da dette er at foretrække frem for 

en tvangsanbringelse, hvilket synes som alternativet. Familien 

og familierådgiveren står i et asymmetrisk magtforhold 

til hinanden, hvor rådgiveren i kraft af sin funktion besidder 

definitionsmagten omkring, hvad der er rigtigt og forkert, 

acceptabelt og uacceptabelt. Familierådgiveren vurderer, at 

Lisbeth ikke er en tilstrækkelig god forælder, og at Linda vil 

profitere bedst af at blive anbragt uden for hjemmet. Lisbeth 

er, som beskrevet, uenig i denne beslutning, men rådgiveren 

kan i kraft af sin definitionsmagt og kompetence opstille 

valget kun mellem en frivillig og en ufrivillig anbringelse 

– dette fremstilles fra rådgiverens side som et reelt valg. 

Familierådgiveren udøver derfor symbolsk vold overfor Lisbeth, 

idet der i realiteten ikke er et frit valg, men et valg 

mellem to muligheder, som rådgiveren har opstillet. Herigennem 

får familierådgiveren sin egen virkelighedsforståelse 

til at fremstå som objektiv og sand. Rådgiverens udøvelse 

af symbolsk vold kan medføre, at Lisbeth i realiteten ikke 

forstår eller direkte modarbejder de ”fælles” mål (anbringelsen), 

og der vil således være risiko for, at indsatsen ikke får 

den ønskede og forventede effekt. 

Som tidligere beskrevet har socialrådgiveren i kraft af sin 

uddannelse og sin samfundsgivne position definitionsmagten 

i forhold til, hvad der anses som rigtigt og forkert, acceptabelt 

og uacceptabelt samt kompetencen til at træffe afgørelser 

ud fra dette. De elementer, som socialrådgiveren lægger 

40

vægt på i anbringelsen af Linda, er ikke universelt givne, 

men et udtryk for det familiepolitiske felts doxa samt de 

symbolske kapitaler, som tilskrives i dette felt. I samfundet 

defineres tilstrækkelig god omsorg og forældreskab ud fra 

en række variabler, og disse kan være mere eller mindre 

udtalte. Hvis man eksempelvis tager udgangspunkt i Lov om 

social service § 58, som omhandler anbringelse udenfor 

hjemmet uden samtykke, så er der i denne paragraf eksplicitte 

krav 31 , men i disse punkter er der indbygget et skøn, 

idet eksempelvis omsorg ikke er defineret, hvorved der tillige 

er implicitte krav. I sagen lægges der vægt på, at Lisbeth 

ikke er i stand til at tilgodese Lindas behov. Familierådgiveren 

vurderer, på baggrund af det familiepolitiske felts doxa 

og de symbolske kapitaler, som tilskrives i dette felt, samt 

sin habitus, at Lisbeth sætter egne behov før Lindas, hvilket 

blandt andet medfører, at Linda isoleres, forsømmer sin 

skolegang, ikke stimuleres tilstrækkeligt og tillægges en 

voksenrolle i forhold til Lisbeth. Disse elementer vurderer 

socialrådgiveren som værende forkerte og uacceptable. Lisbeth 

derimod anskuer situationen anderledes og betragter 

sig som en tilstrækkelig god forælder og omsorgsperson. 

Lisbeth vurderer sin forældrerolle som værende rigtig og acceptabel. 

Dette er et tydeligt eksempel på socialrådgiverens 

definitionsmagt og den symbolske vold. Til trods for, at Lisbeth 

er uenig i beslutningen om en anbringelse af Linda, 

stiller hun ikke spørgsmålstegn ved, hvorvidt socialrådgiveren, 

og ikke Lisbeth selv, faktisk har kompetencen til at 

træffe beslutningen. Socialrådgiveren betvivler ligeledes 

heller ikke egen kompetence og ret til at træffe en så indgribende 

afgørelse i familiens liv. Begge parter accepterer 

således implicit præmissen, de spilleregler, doxa, som fra 

31 Lov om social service § 58: Er der åbenbar risiko for, at barnets eller den unges 

sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af 1) utilstrækkelig omsorg for 

eller behandling af barnet eller den unge, 2) vold eller andre alvorlige overgreb, 3) 

misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos 

barnet eller den unge eller 4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet 

eller den unge kan børn og unge-udvalget uden samtykke fra forældremyndighedens 

indehaver og den unge, der er fyldt 15 år, træffe afgørelse om, at barnet eller den 

unge anbringes uden for hjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8. 

41

samfundet og staten er opstillet, og derfor er eksemplet 

med Linda og Lisbeth et udtryk for symbolsk vold. Da selve 

begrebet symbolsk vold har som præmis, at den udøves 

ubevidst, usynlig for både udøver og den, som den udøves 

over for, kan øget refleksivitet fra socialrådgiverens side 

medvirke til at nedtone den symbolske vold. Et oplagt sted 

at reflektere i eksemplet med Linda og Lisbeth er i selve socialrådgiver-begrebet. 

Socialrådgivere er ansat til at hjælpe 

og rådgive borgere, der af den ene eller anden årsag er i 

sociale problemer, ganske som en virksomhedskonsulent 

kan vejlede og rådgive virksomheder i en given problematik 

i et erhvervsmæssigt felt, eller en kommunikationsrådgiver 

er ansat til at give gode råd og vejledninger til politikere i et 

politisk felt. Men det er meget vanskeligt at forestille sig en 

rådgiver, der er i stand til at udøve en sådan indflydelse 

overfor en virksomhed eller en politiker, som socialrådgiveren 

er i tilfældet med Linda og Lisbeth. Der er absolut flere 

elementer af rådgivning og hjælp fra socialrådgiverens side i 

forbindelse med sagen om Linda og Lisbeth, men også elementer, 

hvor socialrådgiverens funktion ikke primært er 

rådgivning, men derimod magtudøvelse. En magtudøvelse, 

hvor socialrådgiveren på samfundets vegne definerer, hvad 

der er bedst for familien i almindelighed og barnet, Linda, i 

særdeleshed. Denne magtudøvelse skal socialrådgiveren 

være sig bevidst for at mindske udøvelsen af symbolsk vold. 

Anbefalet litteratur af og om Bourdieu 

Af primær litteratur er Bourdieu, Pierre & Wacquant, Loïc 

(1996): Refleksiv Sociologi, Hans Reitzels forlag, et af de 

nemmest tilgængelige, blandt andet fordi den har form af en 

samtalebog. 

Ligeledes er Bourdieu, Pierre (1996): Om TV – og journalistikkens 

magt, Tiderne skifter, til at gå til, men her er i sagens 

natur en masse referencer til fransk tv og franske intellektuelle, 

der gør sig på tv. 

Bourdieus forfatterskab er så omfattende, at det kan være 

svært at pege på et hovedværk. Af indlysende grunde er 

42

Bourdieu, Pierre (2000 – dansk udgave 2005): Udkast til en 

praksisteori, Hans Reitzels forlag, af interesse for professionsbachelorer. 

Af sekundær litteratur kan især Wilken, Lisanne (2006): 

Pierre Bourdieu, anbefales. Der er med Wilkens egne ord tale 

om en introduktion til Bourdieu ”for begyndere”, uden at 

bogen på noget tidspunkt bliver patroniserende. 

Et kort, opsummerende kapitel om Bourdieu findes i ”Marmorbogen”: 

Järvinen, Margaretha (2000): Pierre Bourdieu, i 

Andersen, Heine og Kaspersen, Lars Bo: Klassisk og moderne 

samfundsteori. 

Ligeledes har Mik-Meyer, Nanna og Villadsen, Kasper 

(2009): Magtens former et kort og koncist kapitel om Bourdieu. 

Dorthe Caswell anvender Bourdieu i sin analyse af kommunal 

frontlinjepraksis på beskæftigelsesområdet i sin PhDafhandling 

(2005): Handlemulighederne i socialt arbejde. 

Litteraturliste 

Bjørnvig, Bo i Weekendavisen 11. juni 2010 

Boding, Julie, i Kristeligt Dagblad, 29. juli 2008 

Bourdieu, Pierre (1996): Om TV – og journalistikkens magt, 

Tiderne skifter 

Bourdieu, Pierre & Wacquant, Loïc (1996): Refleksiv Sociologi, 

Hans Reitzels forlag 

Bourdieu, Pierre (2000 – dansk udgave 2005): Udkast til en 

praksisteori, Hans Reitzels forlag 

Caswell, Dorte (2005): Handlemuligheder i socialt arbejde, 

Roskilde Universitetcenter/AKT forlaget 

Dahl, Henrik (2007): Hvis din nabo var en bil, Akademisk 

forlag 

Järvinen, Margaretha (2000): Pierre Bourdieu, i Andersen, 

Heine og Kaspersen, Lars Bo: Klassisk og moderne samfundsteori, 

Hans Reitzels forlag 

43

Leaf, David & Schienfeld (2006): The US vs. John Lennon, 

Dokumentar produceret af Sandra Stern, Lionsgate film. 

Maltesen, Bo i Politiken 17. marts 2010 

Ryan, Tim i World Tribune. com 15. januar 2005 

Mik-Meyer, Nanna og Villadsen, Kasper (2009): Magtens 

former, Hans Reitzels forlag 

Wilken, Lisanne (2006): Pierre Bourdieu, Roskilde universitetsforlag 

44

2. Max Weber – bedaget og aktuel 

Af Jens Eistrup, adjunkt, Socialrådgiveruddannelsen i Århus 

Det kan forekomme lidt pudsigt, at man skal vende sig mod 

en tysk sociolog, der levede det meste af sit liv under det 

tyske kejserrige, for at finde begreber til at begribe aktuelle 

problemstillinger om velfærd, professioner, socialpolitik 

m.m. i Danmark og i andre lande, hvis fornemmeste kendetegn 

er, at de er velfærdssamfund med demokratiske, politiske 

systemer. Til trods for, at man i det tyske kejserige så 

ansatsen som en socialpolitik, der giver små varsler om det 

20. århundredes velfærdssamfund, så er hverken ’velfærd’ 

eller ’demokrati’ betegnelser, der umiddelbart falder én ind, 

når tanken falder på Tyskland i sidste halvdel af det 19. århundrede. 

Ikke desto mindre vil det være en tese i denne tekst, at den 

tyske sociolog Max Weber (1864-1920) med sine analyser af 

bl.a. samfund, politik, magt og forvaltning leverer nogle sociologiske 

begreber og ’tankegange’, der rækker ud over 

samtiden og viser sig holdbare og nyttige til også at analysere 

og forstå problemer, som Weber selv ikke havde muligheden 

for at studere i sin samtid - og som man næppe 

kunne forudse præcist i det tidlige 20. århundredes tummel 

af krige og tiltagende politisk ustabilitet. Men det er måske 

netop prøvestenen for kvaliteten af Webers arbejde og for 

den teoretiske præcision i hans begreber, at de viser sig at 

kunne åbne for indsigter i helt andre kontekster, end dem 

de oprindeligt opstod i. 

I dette kapitel vil dette blive forsøgt illustreret på den måde, 

at en række af Webers grundbegreber anvendes som afsæt 

for en kortfattet analyse af professionen ”socialt arbejde” 

forstået som en velfærdsprofession, der er indlejret i et demokratisk 

styret og legitimeret politisk system (i dette tilfælde 

det danske). Weber havde som nævnt ikke specielt 

præcise begreber for, hvad en profession kan være i en moderne 

velfærdskontekst, og Webers overvejelser omkring 

45

’demokratiet’ synes også at mangle evnen til at indfange det 

specifikke ved demokratisk, politisk legitimitet. Til gengæld 

lægger Webers sociologiske tænkning op til, at hans eget 

begrebslige skema ikke er et lukket skema, dvs. at hans 

begrebskategorier om fx ’rationalitet’ og ’herredømme’ kan 

udvikles og suppleres med kategorier, der giver nye svar på 

de gamle spørgsmål om magtens grundlag og herredømmets 

legitimitet. En sådan udvidelse af Webers begrebsskema 

ligger efter min overbevisning lige for, og den er 

oven i købet i overensstemmelse med ånden i hans forståelse 

af forholdet mellem de sociologiske begreber og den sociale 

verden – eller med andre ord: hans videnskabsteoretiske 

fundament 32 . Derfor regnes Weber, trods de nævnte forhold, 

stadig som klassiker inden for forskning i politik, magt, 

forvaltning – og professioner! 

Hermed er banen kridtet op til denne artikels væsentligste 

indholdsmæssige elementer, der tilsammen skal bidrage til 

at indløse det overordnede formål med skriverierne: at introducere 

til, hvordan man kan bruge Max Webers begreber 

i analysen af professionelt socialt arbejde med særligt fokus 

på grundspørgsmålet om, ’hvordan opnår et givet praksisfelt 

eller en given organisation legitimitet til at udøve sin praksis?’ 

Svaret på dette spørgsmål søges i denne artikel i 

spændingsfeltet mellem (1) den politiske legitimitet, der 

kendetegner det politiske system, der danner det økonomiske, 

organisatoriske og juridiske fundament for professionelt 

socialt arbejde og (2) den professionelt-faglige legitimitet, 

som socialt arbejde selv henviser til, når det skal begrunde 

sin autoritet og eksistens – og som er andet og mere end 

summen af politiske, juridiske og økonomiske input fra det 

politiske niveau. 

32 Desuden er den dynamiske og tidsfølsomme omgang med begreberne beslægtet 

med dels en mere moderne, sociologisk fordring om ’sociologisk fantasi’, jf. C. 

Wright-Mills (1959), dels med en professionel idé om løbende refleksiv anvendelse 

af teoretisk-faglige begreber på praksisfelter i stadig forandring. 

46

Kapitlet vil således bestå af først en kort, generel introduktion 

til Webers sociologi, dens videnskabsteoretiske udgangspunkt 

samt i forlængelse heraf nogle af dens grundlæggende 

problemstillinger og antagelser (afsnit 1). Dernæst 

følger en mere indgående præsentation af Webers begreber 

om bl.a. magt, legitimitet, herredømme og hertil 

knyttede begreber om bureaukratiet som organisationsform 

og magtstruktur (afsnit 2). Webers begreber udvides og 

suppleres med en ny kategori for ’demokratisk legitimitet’ 

(med inspiration fra demokratiteorien à la Rousseau), der 

stilles op som supplement til Webers klassiske herredømmebegreber 

samt et begreb om ’professionel legitimitet’ (med 

inspiration fra nyere professionsteori). Denne diskussion 

munder ud i et udvidet, webersk skema for legitime herredømmeformer 

(afsnit 3). Endelig vil den teoretiske diskussion 

blive fulgt op af et eksempel på, hvordan Webers begreber 

kan bruges til at analysere professionen socialt arbejdes 

status i en dansk kontekst. Denne del rummer to elementer: 

(1) En analyse af nogle kilder, der giver et billede af professionens 

selvforståelse - og på det grundlag forsøger 

at identificere de begreber, som professionen selv anvender, 

når den skal forklare sin autoritet/legitimitet. Disse kilder vil 

være dels den internationale socialrådgiverorganisation 

IFSW’s definition af socialt arbejde, dels den danske socialrådgiverforenings 

(DS) etikvejledning. 

(2) En diskussion af et konkret eksempel på et spændingsforhold 

mellem politik og profession, nemlig tidligere 

statsminister Anders Fogh Rasmussens berømte opgør med 

’eksperter’, ’smagsdommere’ og ’meningstyranner’. Foghs 

angreb på ekspertsystemerne tolkes med afsæt i de weberske 

begreber som et eksempel på, at professionernes legitimitet 

både er en faglig og en politisk affære, og at grænsen/balancen 

mellem de to former kan være et kampfelt for 

faglige og politiske ideer og interesser. 

Samlet set er det tanken, at kapitlet således både introducerer 

Webers tænkning og begreber og kommer med nogle 

47

ud på, hvordan disse begreber kan bringes i spil i analysen 

af socialt arbejde. De skitserede analyseveje skal ikke ses 

som endelige, færdige analyser, men som illustrationer af, 

hvilke veje det bliver muligt at gå, når man går tur med en 

gammel mand som Max Weber. 

1. Max Webers sociologiske tænkning i korte træk 

Som nævnt er det ikke formålet med denne artikel at gå i 

dybden med de teorihistoriske finurligheder i Max Webers 

værk. Imidlertid er det hensigtsmæssigt som et trin på vejen 

mod anvendelsen af hans begreber at fremhæve nogle 

få, karakteristiske træk ved Webers sociologi. Dette for at 

forstå dels, hvilke problemstillinger i den sociale verden, der 

optog ham, dels hvordan han forestillede sig, at man skulle 

gribe den sociologiske praksis an. 

1. For at tage det sidste først rubriceres Webers videnskabsteoretiske 

ståsted ofte som ’humanistisk sociologi’ 33 , og 

samtidig støder man på betegnelser som ’metodologisk individualisme’ 

i tilknytning til Weber. Hvordan hænger det 

sammen? Hænger det sammen? Ja, det gør det, og man 

kan sige, at essensen af Weber findes der, hvor de to begreber 

kobles sammen. På den ene side indtager Weber den 

meget individorienterede eller i det mindste aktørorienterede 

position, at det er sociologiens væsentligste opgave at 

beskæftige sig med det, han kalder ’social handlen’, dvs. en 

handlen, som er orienteret efter andre individers/aktørers 

handlen. Eller som Weber selv skriver en ’adfærd, der er 

meningsmæssigt orienteret efter andres adfærd.’ 34 . Forbindelsen 

mellem denne handlingsorientering og så det ’humanistiske’ 

ved Weber ligger i begrebet ’meningsmæssigt’. Sociologiens 

opgave er at forstå/forklare handlen, men denne 

søgen efter forklaringer på handlen finder sted i en social 

verden, der er kendetegnet ved en ganske uoverskuelig 

kompleksitet af sociale relationer, aktører og handlinger. 

33 jfr. fx Svabø, Bergland & Hæreid 2000 

34 Weber 2003c, p.207 

48

Den sociale verden er grundlæggende kaotisk i al dens 

mangfoldighed af relationer mellem individer og sociale aktører. 

Konsekvensen for Weber af dette er, at sociologen må 

udvikle nogle begreber, der indfanger typiske former for social 

handlen, dvs. på grundlag af iagttagelser rendyrker 

nogle træk ved den sociale handlen og giver dem en begrebslig 

bestemmelse ud fra grundspørgsmålet: på hvilke 

forskellige måder kan vi tænke os meningsfuld social handlen? 

Sociologen skal altså ikke ’bare’ iagttage, hvad mennesker 

i samfund gør, men skal udvikle præcise og anvendelige 

begrebslige midler til at indfange den mening, der kan 

knyttes til social handlen. Det er denne bestræbelse hos 

Weber, der gør, at man kan kalde ham for en ’humanistisk’ 

sociolog: de sociologiske begreber skal kunne sige noget om 

de meningsmæssige strukturer/felter/kilder, der ligger til 

grund for menneskelig handlen i en social verden 35 . Webers 

sociologi har i den forstand et både ydmygt og pragmatisk 

forhold til sine egne begreber: det er den sociale virkeligheds 

empiri, der afgør om vores begreber er hensigtsmæssige 

til vores formål. Underforstået: ellers må vi revidere 

dem, supplere dem og udvikle dem, i takt med at den sociale 

verden udvikler sig. Det gør vi så. 

2. Hvad der det så, der optager Weber ved den sociale verden? 

Hvilke kilder til ’mening’ er genstanden for hans sociologi, 

og hvordan forholder de sig til hinanden? Som nævnt 

er han optaget af, hvordan man meningsfuldt kan forstå social 

handlen. En fundamental præmis for hans analyse af 

social handlen er imidlertid, at det moderne samfund er 

35 Det er en central pointe hos Weber, at de begreber, sociologien udvikler til at beskrive 

social handlen m.m., sjældent eller aldrig er helt overensstemmende med 

konkrete, sociale fænomener. Som Weber selv udtrykker det om sit metodiske forehavende 

med ’de rene typer’: ”Det er meget sjældent sådan, at en handlen, og 

navnlig en social handlen, alene er orienteret på den ene eller på den anden af de 

ovenfor nævnte måder [Webers fire idealtyper for social handlen, JE]. Og disse orienteringsmåder 

er naturligvis på ingen måde udtømmende klassifikation af en handlens 

orienteringsmåder, men derimod begrebsmæssigt rene typer, som er konstrueret 

til sociologiske formål, og som den virkelige handlen mere eller mindre tilnærmer 

sig, eller som den – endnu hyppigere – udgør en blanding af. Hvor formålstjenlige 

de er for os, kan kun aflæses ud fra de opnåede resultater.” (Weber 2003c, p.210) 

49

splittet op i en række sfærer for meningsskabelse, der er 

grundlæggende forskellige, og som derfor ikke umiddelbart 

kan ’række ind over hinanden’ uden at gøre vold på sig selv 

og hinanden. Mest berømt i den henseende er Webers udsagn 

om, at man ikke kan slutte fra ’er’ til ’bør’. Dette udsagn 

er ofte blevet citeret som en videnskabsteoretisk refleksion, 

og det er det naturligvis også, idet han med dette 

klart siger, at videnskaben/sociologien aldrig vil kunne ophøje 

sig til dommer over ønskværdigheden af bestemte sociale 

forhold, men kun sige noget over deres omfang, baggrund, 

struktur, værdier osv.: 

”…tag de kulturhistoriske videnskaber. De lærer os at forstå politiske, 

kunstneriske, litterære og sociale kulturfænomener ud fra vilkårene 

for deres opståen. Men kulturvidenskaberne giver os ud fra deres 

egne forudsætninger intet svar på spørgsmålet, om disse kulturfænomener 

havde, og har, eksistensberettigelse.” 36 

Der er imidlertid mere i denne grænsedragningsdiskussion 

end blot en refleksion over egen forskerpraksis. Sammen 

med lignende refleksioner over grænsen mellem politik og 

forvaltning, kunst og videnskab, økonomi og religion, etik 

og politik m.m. 37 , udgør disse overvejelser ansatsen til noget, 

man kunne kalde en differentieringsteori, sådan som 

man ser i traditionen fra Durkheim over Parsons til Luhmann 

m.fl. Webers formelt metodologisk-individuelle udgangspunkt 

gør det vanskeligt for ham at udvikle en teori om 

samfundssystemer eller funktioner i stil med de nævnte, 

men i sin søgen efter sociologiske begreber til at beskrive og 

forstå forskellige former for rationalitet, og hvordan rationalitet 

optræder på forskellig vis i politikken, videnskaben, religionen, 

kunsten m.m., opererer han i praksis med en form 

for feltopdeling eller sfæredeling af den sociale verden. 

Hvad der er meningsfuld handlen i politikken er noget an- 

36 Weber 2003a, p.198 

37 se f.eks. op.cit., pp. 181-211 

50

det, end hvad der er meningsfuld handlen indenfor kunst eller 

videnskab. 

Med sin mere eller mindre tydelige ’differentieringsteori’ åbner 

Weber også op for, at der kan identificeres spændinger, 

konflikter eller gnidninger imellem forskellige sfærers/felters 

måder at skabe mening på. På dette punkt distancerer han 

sig til gengæld igen fra ’funktionalisterne’ Durkheim, Parsons 

og Luhmann, idet han, fordi han netop ikke stiller sfærerne 

eller felterne op i et samlet skema og kalder summen 

af dem for ’samfundet’, teoretisk kan håndtere kamprelationer 

imellem sociale sammenslutninger med ikke bare forskellige 

interesser, men også forskellige rationaliteter. De 

dynamiske relationer mellem de forskellige sociale områder/felter 

indebærer også, at rationalitetsformer fra et felt 

kan bevæge sig over i andre felter, hvilket Weber selv anskueliggør 

i bl.a. 

(1) Analysen af hvordan den calvinistiske lære om prædestination 

(”den protestantiske etik”) får betydning på det 

økonomiske felt på den måde, at akkumulation af rigdom i 

sig selv bliver en meningsfuld form for social handlen på 

dette felt (”den kapitalistiske ånd”) 38 

(2) Den berømte kritiske påpegning af den bureaukratiske 

rationalitets iboende tendens til at brede sig til andre livsområder 

(tesen om ”rationalitetens jernbur”) og gøre 

menneskene til ”fagmennesker uden ånd, nydelsesmennesker 

uden hjerte.” 39 

Uden i denne sammenhæng at gå nærmere ind i diskussionen 

af, hvad der skaber disse processer, kan det slås fast, 

at forholdet mellem de forskellige sociale felter er højst dynamisk, 

og at en Webersk analyse også vil handle om at 

38 jf. Weber 1971 

39 jf. Månson 2000, p.106 

51

forstå, hvordan ”rationaliseringsprocesser” skaber ’overførsler’ 

af værdier og rationaliteter imellem forskellige felter – 

ofte på utilsigtede, uforudsigelige måder (jf. de to eksempler 

ovenfor og mere aktuelt fx Hulgaards (1997) analyse af 

værdiforandringer i velfærdsstaten). Denne teoretiske position 

imellem det funktionelt-harmoniske og det konfliktorienterede 

har i høj grad noget at byde på i relation til dette 

kapitels mere praktisk-analytiske ærinde: at belyse professionen 

’socialt arbejdes’ specifikke rationalitet, dens sociale 

legitimitetsbase samt de sociale og politiske kræfter, der 

udfordrer den. 

2. Magt og herredømme i Webers sociologi 

Når vi som i denne sammenhæng skal bruge Weber til at få 

’skovlen under’ problemstillinger vedrørende rationalitet og 

legitimitet i relation til en moderne velfærdsprofession som 

socialt arbejde, er der nogle begreber, der fortjener en mere 

intim opmærksomhed. Som nævnt i indledningen handler 

det især om Webers begreber og refleksioner om magt og 

herredømme, som i det nedenstående vil blive både præsenteret 

og videreudviklet. Præsenteret i den forstand, at 

der redegøres for de tre idealtypiske former for herredømme 

(’det traditionelle’, ’det legalt-rationelle’ og ’det karismatiske’), 

som Weber udvikler og bygger sin politiske analyse 

på. Videreudviklet på den måde, at Webers tre typer suppleres 

med to nye kategorier for herredømme; ’det demokratiske’ 

og ’det professionelle’, som indfanger aspekter af statens 

relation til samfundet, som Weber af forskellige grunde 

ikke havde særligt skarpt blik for. Pointen i denne henseende 

er, at de ’nye’ kategorier fortfarende opstår som svar på 

det samme rigtig, rigtig gode spørgsmål, som Weber stillede 

til enhver politisk orden: hvorfor accepterer de beherskede 

at blive hersket over? 

Før vi kan gå videre til herredømmediskussionen er der lige 

to spørgsmål, vi skal have vendt angående begrebet magt. 

For det første skal vi omkring Webers tilgang til statslig, politisk 

magt i det hele taget. Weber er kendt for sin definition 

52

af staten som den struktur, der besidder et fysisk voldsmonopol 

på et givent territorium. Det er imidlertid væsentligt 

at få med, at den form for magt, der interesserer Weber 

mest, er den magt, der ikke sættes igennem med fysisk 

vold (tvang). Som sådan må man skelne imellem ’magt som 

tvang’, der sætter sig igennem mod den beherskedes vilje, 

og så ’magt som autoritet’, dvs. magt, der adlydes uden at 

tvangsforanstaltninger er nødvendige, fordi den anskues 

som legitim 40 . De to former hænger forståeligt nok sammen, 

således at den magt, der adlydes uden tvang, støtter sig på 

truslen om at anvende tvang, såfremt der ikke adlydes uden 

tvang. Men det interessante for Weber (og for dette kapitel) 

er først og fremmest den magt, der udøves som autoritet, 

dvs. med basis i en opfattelse blandt de beherskede af, at 

magtudøvelsen er legitim. Denne kobling kan vi se i det, vi 

kunne kalde for en udvidet udgave af Webers definition af 

staten som politisk sammenslutning: ”Staten er, i lighed 

med de politiske sammenslutninger, som historisk går forud 

for den, et herredømmeforhold af mennesker over mennesker 

baseret på den legitime vold (dvs.: vold, der betragtes 

som legitim) som middel. For, at den kan bestå, må de beherskede 

mennesker føje sig efter den autoritet, som den 

til enhver tid herskende påberåber sig. Hvornår og hvorfor 

gør de det? På hvilke indre retfærdiggørelsesgrunde og på 

hvilke ydre midler er dette herredømmebaseret?” 41 . I denne 

passage kan vi se, at statsdefinitionen kobles tæt til herredømmespørgsmålet: 

hvorfor adlyder de? 

For det andet bygger hele herredømmediskussionens relevans 

på den antagelse, at socialt arbejde faktisk kan betragtes 

som en praksisform, der har behov for at retfærdiggøre 

sig som herredømme, dvs. at professionen socialt arbejdes 

praksis er knyttet til magtudøvelse i en eller anden forstand 

– og derfor har behov for en eller anden form for legitimation 

i webersk forstand. Denne antagelse kan sagtens problematiseres, 

for giver det overhovedet mening at betragte 

40 se f.eks. Månson 2000, s.98, for en kort og præcis udredning af de to begreber 

41 Weber 1919/2003b, s. 216, oprindelige fremhævninger 

53

professionen som en enhed? Og bør man ikke i det mindste 

skelne mellem forskellige områder inden for socialt arbejde 

med forskellige former for myndighed i ryggen og forskellige 

grader af intervention? Disse relevante nuancer vil jeg tillade 

mig at se bort fra i den videre diskussion ud fra en 

strengt formel henvisning til kombinationen af - (1) at de 

gængse faglige definitioner af socialt arbejde på den ene eller 

den anden måde opererer med begreberne ’intervention’ 

og/eller ’social forandring’ som betegnelser for essensen af 

socialt arbejde, dvs. en praksis knyttet til indgreb med det 

formål at skabe forandring (det skal vi vende tilbage til i afsnit 

4), og (2) at netop bestræbelserne fra blandt andet faglige 

organisationer (jf. fx DS og IFSW) på at skabe fælles 

formuleringer og definitioner af, hvad socialt arbejde er for 

noget, vidner om en form for (vilje til) enhed i mangfoldigheden 

af de praksisser, som socialt arbejde består af. 

Med afsæt i disse to diskussioner kan vi vende blikket mod 

Webers herredømme-begreber, altså groft sagt de teoretiske 

svar på, hvorfor de herskede adlyder de herskende 

uden brug af den fysiske vold. Weber skelner imellem 3 forskellige 

former for legitimt herredømme: 

Det traditionelle herredømme udlægger Weber som følgende: 

”Når herren adlydes, er det fordi tradisjonen gør 

ham til en person, som i sig selv er verdig og hellig (...) Befalingens 

indhold er bundet av tradisjonen: Dersom herren 

hensynsløst krenket tradisjonen, ville legitimiteten av hans 

herredømme settes i fare, siden den jo utelukkende hviler 

på tradisjonens hellighet.” 42 I denne form for herredømme er 

det altså det forhold, at den herskende har fået sin magtposition 

i overensstemmelse med en bestemt, socialt anerkendt 

tradition, og at den herskende udøver sit herredømme 

uden at krænke de forskrifter, som magten ifølge traditionen 

skal udøves efter. Det er altså ikke en fuldstændig vilkårlig 

magtposition, som den herskende er indehaver af, 

42 Weber 2000/1971, s 85 

54

idet det forudsætter ’traditionens hellighed’, og at den herskende 

altså også er bundet af denne. Et af de klassiske eksempler 

på politiske former, der nærmer sig det traditionelle 

herredømme, er monarkiet, hvor herskeren (typisk kongen) 

arver sin magtposition fra sin far – men altså samtidig arver 

en række forpligtelser og forventninger til, hvordan magten 

skal udøves (fx sikre borgernes liv og ejendom, sikre statens 

beståen, sikre adelige privilegier i forhold til borgere og 

bønder, eller hvad det nu kunne være). Et andet eksempel 

fra familiesfæren er patriarken, der i sin egenskab af fader 

pr. tradition indtager en position som familiens overhoved, 

og som derfor har det afgørende ord om en række af familiens 

spørgsmål af økonomisk, politisk, opdragelsesmæssig 

eller praktisk karakter. 

Det rationelt-legale herredømme bygger ifølge Weber på 

følgende: ”Det er ikke personen selv, som adlydes i kraft av 

sine personlige rettigheder, men den lovgitte regel bestemmer, 

hvem som skal adlydes, og i hvilken utstrekning vedkommende 

skal adlydes. Selv den, som befaler, adlyder også 

en regel, når han utsteder en befaling: Han adlyder ”loven” 

eller ”reglementet”, en formell, abstrakt norm.” 43 Det 

rationelt-legale herredømme består således i, at den, magten 

udøves over, kan se, at magtudøvelsen sker i overensstemmelse 

med gældende lovgivning samt bestemte regler 

og procedurer for, hvordan embedsværket forvalter denne 

lovgivning. Undersåtterne accepterer med andre ord magten, 

fordi de som rationelt oplyste individer kan se, at den 

udøves i henhold til love og regler, hvis indhold er synligt og 

tilgængeligt for den enkelte borger. Dermed hviler denne 

form for herredømme også på den forudsætning, at det skal 

være muligt for borgeren at anke en forvaltningsmæssig afgørelse, 

hvis man mener, at lovgrundlaget for afgørelsen ikke 

er på plads, eller at de forvaltningsmæssige procedurer 

for afgørelsen ikke er blevet fulgt. Det moderne bureaukrati 

med dets strengt upersonlige, saglige, hierarkiske og nøje 

43 Weber 2000/1971, s83f 

55

arbejdsdelte funktionsmåde er Webers eksempel på en politisk 

form, der hviler på den rationelt-legale herredømmetype. 

Bureaukratiet udmærker sig altså i denne henseende 

ved, at der er klare ansvarsgrænser og tydelige hierarkier, 

dvs. at man som borger altid kan se, hvem der afgør hvad 

og efter hvilke regler og ordrer. Dette, siger Weber, er for 

det moderne, oplyste individ det krav, man stiller for at acceptere 

herredømmet. Bureaukratiets legitimitet er som sådan 

knyttet til, at det, i sin rene form, er renset for mulighed 

for vilkårlighed, nepotisme, inkompetence, ansvarsforflygtigelse 

og andre sygdomme, som vi i en konkret forvaltningssammenhæng 

som den danske forsøger at holde fra 

livet gennem forvaltningslov og retsikkerhedslov, gennem 

principper om god forvaltningsskik – samt gennem indgående 

skoling i sagsbehandlingens dyder af vores kommende 

forvaltere, fx socialrådgivere 44 ! 

Det karismatiske herredømme er ifølge Weber 

”...herredømme i kraft av en affektbestemt hengivelse til 

herskerens person og hans nådegaver (karisma), og da 

særlig magiske evner, åpenbaringer eller heltedåder, åndens 

eller ordets magt. Hengivelsens kilde er her det evig 

nye, det som går utover hverdagen, det makeløse og den 

følelsesmæssige henførthed, som dette medfører.” 45 Som 

det fremgår, bygger den karismatiske herredømmetype på 

undersåtternes hengivelse til herskerens personlige egenskaber 

såsom heltegerninger, udstråling eller særlige talegaver 

og evne til at få de beherskede til at give sig hen til 

44 Webers udfolder også en række kritiske refleksioner vedr. bureaukratiet og dets 

potentiale. Der er to pointer med dette, dels (1) en kritik af det, som bureaukratiet 

gør ved sin genstand (opsplitter, analyserer, klassificerer m.m.) og ved den, der har 

bureaukratiet som sin arbejdsplads (embedsmandens habitus), dels (2) det forhold, 

at bureaukratiets effektivitet og tilregnelighed gør det tilbøjeligt til at brede sig ud 

over andre samfundssfærer end den politisk-juridiske forvaltning. Weber peger på, 

hvordan bureaukratiseringen af de politiske partier (i retning af at blive rene ’valgmaskiner’), 

af produktionsprocessen og af det civile samfund, sætter andre værdisfærer 

under pres – fx den frie politiske debat og målformulering, det ikkerutiniserede 

arbejdsliv osv. (jf. Weber 2003b og Bruun 2009. En nyere arvtager til 

denne problematik er George Ritzer, der med sit begreb om ’McDonaldisering’ forsøger 

at opdatere Webers problemstilling). 

45 Weber 2000/1971, s89 

56

herskeren på et affektivt, dvs. følelsesmæssigt grundlag. 

Når magtudøvelsen accepteres, skyldes det således den affektive 

hengivelse til selve herskerens person og ikke hverken 

den rationelle forvaltning eller herskerens pagt med en 

bestemt tradition. De politiske figurer, der nærmer sig denne 

herredømmetype mest, er hærføreren (fx Napoleon i 

Frankrig), diktatoren (som fx Adolf Hitler eller Fidel Castro, 

som i kraft af deres talegaver og evne til at udnytte medier 

som radio og TV sikrer befolkningens opbakning på et demagogisk 

grundlag) eller præsidenten (som fx Barack Obama, 

der blev valgt både på et konkret politisk program og i 

kraft af sine evner til, både gennem sine taler og i kraft af 

sine personlige kendetegn som sort/farvet, at skabe en følelse 

af samhørighed og håb for den amerikanske nation). 

Så vidt en kort gennemgang af Webers tre idealtypiske former 

for legitimt herredømme, med eksempler på konkrete 

politiske former, der læner sig op ad disse måder at forskaffe 

sig legitimitet på i et samfund. Det er en pointe, i forlængelse 

af Webers måde at forstå sociologien på i det hele taget, 

at der er tale om idealtypiske konstruktioner, som virkelighedens 

politiske former kan ligne mere eller mindre. 

Som oftest vil konkrete politiske former være blandinger af 

de rene typer af herredømme, jf. citat i note 35. 

Som det vil være Weber-kendere bekendt, bygger disse 

herredømmetyper direkte på Webers 4 idealtyper for social 

handlen, idet den affektive handlen knytter sig til det karismatiske 

herredømme, den traditionelle handlen til den traditionelle 

og de værdi- og målrationelle til det rationelt-legale 

herredømme. Det vil sige, at de teoretiske typer for meningsfuld 

handlen danner basis for forskellige måder at ’gøre 

magtudøvelsen meningsfuld på’, således at den kan accepteres 

uden brug af vold. Jeg skal ikke i denne sammenhæng 

gøre mere ud af sammenhængen mellem handlingstyperne 

og herredømmetyperne, blot nøjes med at konstatere, at 

jeg i det følgende vil bryde symmetrien ved at udvikle to 

nye idealtyper for legitimt herredømme, der tænkes som 

opdaterede supplementer til Webers klassiske typologi. 

57

3. To nye herredømmetyper: ’det demokratiske’ og 

’det professionelle’ herredømme 

Som nævnt i indledningen er Weber af forskellige grunde 

ikke særligt opmærksom på hverken ’demokratiet’ som en 

særlig politisk legitimationsform eller på magtproblematikken 

som den tager sig ud i en velfærdsstatslig kontekst, 

hvor kontakten imellem statens institutioner bl.a. i kraft af 

udviklingen af velfærdsprofessioner som pædagogik og socialt 

arbejde er helt anderledes tæt og konstant, end den 

var i de i velfærdsteoretisk forstand overvejende liberale systemer 

i Europa før Første Verdenskrig. Jeg vil her videreudvikle 

Webers skema ved at supplere hans herredømme- 

’trilogi’ med to nye/andre typer, ’det demokratiske herredømme’ 

og ’det professionelle herredømme’, som tilsammen 

skal tjene til mere præcist at kunne sige noget om velfærdsprofessioners 

status og vilkår imellem politisk-statslig 

forankring og fagligt-professionelt råderum. 

Konstruktionen af en type for et specifikt ’demokratisk’ 

herredømme finder sin generelle inspiration i moderne 

demokratiteori 46 , men det er fra den franske filosof og pædagog 

m.m. Jean-Jacques Rousseaus demokratiske skrifter, 

at jeg finder en form for demokratisk essens, der kan overføres 

til Webers enkle og præcise tematik. Det er med andre 

ord i Rousseaus formuleringer, at jeg får indkredset det 

specifikke og særegne ved den demokratiske måde at legitimere 

beslutninger på. Denne diskussion kan passende 

starte med det, der i den politologiske og forvaltningsmæssige 

grundbogslitteratur hedder ’den parlamentariske styringskæde’, 

og som giver et overblik over de professionelle 

gruppers placering i netop det demokratisk-politiske system. 

46 jf. f.eks. Held 1996 

58

Hierarki 

Forvaltningen 

Hierarki 

Politisk rådgivning 

Forvaltning 

Legalitetsprincippet 

Frihedsrettigheder 

Figur: Grønnegaard m.fl. s30. 

Regeringen 

Kollegium 

Politisk og administrativ ledelse 

Forberedelse af lovgivningen 

Det suveræne folk 

Som det fremgår af denne figur, er demokratisk politik at 

betragte som et kredsløb, hvor politiske beslutninger både 

udgår fra folket og ’rammer’ folket som love, afgørelser, reformer 

og prioriteringer m.m. På den måde er folkets borgere 

i demokratiet (i dets rene, teoretisk form) både herskere 

og undersåtter på en gang. Selvom de demokratiske beslutninger 

selvfølgelig i praksis balanceres af forfatningsmæssige 

rammer og af rationelt-legale begreber om ’legalitet’ og 

’retssikkerhed’ m.m., så er der i forhold til Webers tre idealtypiske 

former for herredømme tale om en kvalitativt anderledes 

måde at legitimere politiske beslutninger på. Det er 

ikke kongens traditionelle hellighed eller statsministerens 

karisma, der alene danner grundlag for magtudøvelsens legitimitet. 

Når demokratiet træffer beslutninger og som sådan 

udøver magt, så siger det også til sine borgere, at ’sådan 

er det, for sådan har I selv villet det’. Og gode, demokratiske 

borgere må med et andet yndet udtryk fra den politiske 

debat sige til sig selv: ’vi har de politikere, som vi har 

59 

Parlamentet 

Kollegium 

Vedtager lovene 

Kontrollerer regeringen 

Parlamentarisme 

Frie valg

fortjent’. Også selvom (eller måske netop når) man er dybt 

uenig i den politik, der bliver ført. Det vil altså sige, at demokratiet 

henviser til folket selv, når det skal begrunde sin 

magtudøvelse: folkets vilje repræsenteres i parlamentet 

(Folketinget i en dansk sammenhæng), og når parlament og 

regering udøver magt, er det således i dets rene form folket, 

der bestemmer over sig selv. Ingen har formuleret 

denne legitimitetsform mere præcist end den førnævnte 

Jean-Jacques Rousseau, der med sit begreb ’samfundspagten’ 

mener noget i retning af det, vi i dag kalder for demokrati: 

”At finde en form for sammenslutning, der med hele 

den fælles styrke forsvarer og beskytter hver borgers person 

og ejendom, og gennem hvilken hver enkelt borger, der 

forener sig med alle, alligevel kun adlyder sig selv og derfor 

forbliver lige så fri som før. Det er dette fundamentale problem, 

som samfundspagten giver løsningen på.” 47 

”Tricket” er altså, at man i demokratiet kan legitimere statens 

beslutninger og magtudøvelse ved at henvise til, at 

borgerne ved at underkaste sig de fælles beslutninger i virkeligheden 

kun adlyder sig selv. Det betyder så til gengæld, 

at magtudøvelsen for at kunne fremstå som legitim (i denne 

rent demokratiske idealtype) faktisk må kunne henføres til 

at udgå fra borgernes fælles vilje (”almenviljen”) eller i det 

mindste deres repræsentanter (i et parlament) – fordi at det 

moderne individs krav om frihed foreskriver, at individet for 

at forblive frit netop kun adlyder sin egen vilje. Denne ret 

teoretisk-filosofiske pointe får konkret politisk betydning i 

forholdet mellem de moderne velfærdsprofessioner, som 

Rousseau på sin tid hverken så eller kunne se komme, og så 

det demokratiske, politiske system. Moderne politikere kan 

nemlig med god demokrati-teoretisk ret hævde, at når de 

beslutter og bevilliger på folkets vegne, så har de også både 

ret og nærmest pligt til at have indflydelse på eller ’hånd i 

hanke’ med, hvad der foregår i velfærdsstatens mange apparater. 

Eller sagt på en anden måde: når politikerne styrer 

47 Rousseau 1992/1762, p39, JEEI’s oversættelse 

60

velfærdsstatens aktiviteter, så forsyner de dens praksisser 

med en demokratisk-politisk legitimitet. Hvad angår de 

mangfoldige statslige/offentlige apparater, der kendetegner 

en moderne velfærdsstat som den danske, så er de altså i 

demokratisk-politisk henseende at regne som ’statens tjenere’ 

i den forstand, at det, de gør, udgår fra og kan føres tilbage 

til de fælles beslutninger, som de demokratisk valgte 

politikere træffer. De er blevet tildelt en kompetence, som 

de må forvalte i overensstemmelse med de overordnede, 

politisk fastlagte linjer. Dette demokratiske grundvilkår betyder 

altså noget for, hvilken position professionerne generelt 

og i særdeleshed velfærdsprofessionerne indtager i det 

politiske kredsløb. 

Det gælder for størstedelen af den praksis, vi forbinder med 

velfærdsprofessionerne, at den udøves enten i en offentlig 

kontekst eller i et felt, der på den ene eller den anden måde 

er reguleret af det offentlige 48 . I figuren ovenfor vil professionerne 

således typisk operere i det felt, der hedder forvaltningen, 

men med en opgavesammensætning, der indebærer 

meget andet og mere end forvaltning i klassisk forstand, 

dvs. (juridisk og teknisk) sagsbehandling. Det vil sige, at 

professionerne, på linje med forvaltningen, skal regnes som 

et led i udførelsen eller implementeringen af politiske beslutninger 

og målsætninger. Samtidig gælder det for professionerne, 

at deres arbejdsopgaver i reglen er defineret som 

værende så komplekse, at det kræver omfattende selvstændige, 

faglige kompetencer og evner at udføre arbejdet 

på en acceptabel måde (jf. eksempelvis den udbredte forståelse 

af, at socialt arbejde beskæftiger sig med ’vilde problemer’, 

der kræver særlige former for viden og færdigheder 

at handskes med 49 ). Fx er det almindeligt anerkendt, at det 

kræver betydeligt mere end kendskab til lovgivningen og 

forvaltningsretten og en minutiøs arbejdsdeling at drive en 

børnehave eller en anbringelsesinstitution. Der skal noget 

’andet’ til, og dette ’andet’ betyder (som vi skal uddybe se- 

48 jf. f.eks. Brante 2005, s17 

49 se fx Krogstrup 2007, s26 

61

nere), at der i klassisk demokratiteoretisk forstand opstår 

det problem, at ’værdimæssige’ afgørelser og beslutninger 

(dvs. på webersk: beslutninger, som indebærer bedømmelser 

af, hvad der er ’godt’ og ’rigtigt’ og ’værdifuldt’ m.m.) 

lægges i hænderne på professionelle. 

Dette antager karakter af et problem, fordi demokratiteorien 

netop lægger op til, at de normative spørgsmål afgøres af 

valgte politikere, mens deres praktiske udførelse så lægges i 

hænderne på forvaltningen. Dette skel har altid været empirisk 

utydeligt 50 , men med velfærdsprofessionerne melder 

problemet sig med særlig styrke: ligeså indlysende det er, 

at de professionelle træffer løbende ’livspolitiske’ 51 afgørelser, 

ligeså indlysende er det, at det er umuligt for de valgte 

politikere at agere ’værdimæssige’ bagstoppere/ankerpersoner 

for disse afgørelser. I hvert fald ikke hver for sig på 

detailniveau, dertil er arbejdet alt for komplekst og bundet 

til fagspecifik viden og kompetencer. Dermed kan vi pege 

på, at der sker et brud på det bureaukratiske hierarki, som 

den parlamentariske styringskæde bygger på, og at vi af 

den grund står tilbage med et potentielt legitimitetsunderskud 

i forhold til de professionelles afgørelser. 

Dette potentielle politisk-demokratiske underskud på legitimitetskontoen 

bør, webersk set, kompenseres af en anden 

form for legitimitet, hvis ikke professionernes praksis skal 

havne på en ’herredømmeløs’ grund, dvs. i en situation, 

hvor samfundet/borgerne ikke accepterer legitimiteten af de 

faglige beslutninger, der træffes af de professionelle i forbindelse 

med udførelsen af deres arbejde (om pædagogiskdidaktiske 

metoder i skolen, om hvordan børn bør opføre sig 

overfor voksne, om hvad der er de rigtige veje til god social 

integration m.m.). Jeg vil i det følgende med afsæt i profes- 

50 jf. fx Åkerstrøm 1998 

51 ’Livspolitik’ eller med et andet udtryk ’biopolitik’ er et begreb, der bl.a. optræder 

hos Michel Foucault, og som kort fortalt handler om, at borgerens mest intime, private 

livsforhold gøres til genstand for politisk-institutionel påvirkning: individualitet, 

seksualitet, etnicitet, identitet, kropslig sundhed, mental sundhed m.m. bliver genstand 

for politiske definitioner (jf. fx Lemke 2007). 

62

sionsteorien redegøre for, at opkomsten af de moderne velfærdsprofessioner 

ledsages af udviklingen af en fagligprofessionel 

herredømmetype eller legitimitetsform, som 

ideelt set 52 fylder det legitimitetstomrum ud, der jf. overfor 

opstår i samme proces. Et bud på, hvori denne herredømmetype 

består, kan findes hos fx Laursens m.fl. (2005) indkredsning 

af det specifikke ved professionerne: ”Det særlige 

ved professionerne i forhold til alle mulige andre specialiseringer 

var, at udøverne af disse erhverv gennem kollegial 

kontrol med kvaliteten af arbejdet og med rekrutteringen til 

faget tilkæmpede sig en særlig status og anerkendelse. Den 

videnskabelige rationalitet blev omsat i legitimitet og social 

status. ” og ”… professionerne og ikke mindst deres anerkendelse 

udgør en særlig form for sammenbinding, baseret 

på viden og tillid til viden.” 53 

Helt overordnet handler det altså om, at professionerne 

skaffer sig legitimitet i kraft af vidensbasering, faglighed og 

videnskabelig rationalitet, hvilket de blandt andet sikrer 

gennem en faglig-kollegial kontrol med, at dem, der udøver 

en bestemt professionel praksis, har den nødvendige uddannelse 

og skoling i fagets elementer. Som en nuancering 

skelner man typisk mellem ’helprofessioner’ og ’halvprofessioner’ 

54 , hvilket refererer til den grad af monopol/autonomi, 

som professioner har tilkæmpet sig eller er blevet tildelt i 

forhold til det politiske system. Det klassiske eksempel på 

en helprofession er lægeprofessionen, fordi lægers konkrete, 

faglige afgørelser i medicinske spørgsmål ikke anfægtes 

af politikere og borgere, mens socialt arbejde, lærerprofessionen 

og pædagogprofessionen ofte nævnes som ’halvprofessioner’, 

fordi de ikke i samme grad har opnået monopol 

på at definere henholdsvis sociale problemer, almen dannel- 

52 Med ’ideelt’ sigtes her til den situation, at de professionelle og det omgivende 

samfund i fællesskab anerkender det fagligt-professionelle råderum og er enige om 

dets grænse til det politiske niveau. Som vi skal se senere, er denne tilstand sjældent 

en given ting i et politisk samfund, hvor der er reel uenighed om samfundets 

overordnede indretning. 

53 Laursen m.fl. 2005, s18 

54 se fx Ejrnæs 2000, s313ff 

63

se og barnets udvikling. Denne ’halvprofessionelle’ stilling 

vender vi tilbage til for socialt arbejdes vedkommende i de 

analytiske afsnit, men i denne idealtypiske sammenhæng er 

det centrale at få slået fast, at professionel legitimitet eller 

professionelt herredømme knytter sig til udviklingen og anerkendelsen 

af en særlig vidensform (”viden og tillid til viden”) 

og dermed en særlig faglig evne til at håndtere bestemte 

typer af problemstillinger. 

Således kan vi efter disse kortfattede demokrati- og professionsteoretiske 

udredninger supplere Webers tre idealtypiske 

herredømmeformer med yderligere to former, det demokratiske 

og det professionelle, som kan forsyne os med 

nogle nye og opdaterede svarkategorier til Webers universelt 

relevante grundspørgsmål om, hvorfor undersåtter/borgere 

accepterer magtudøvelsen i et samfund som legitim. 

Som en oversigt på dette lille udvidelsesprojekt følger 

herunder et skema med de nu fem weberske herredømmeformer: 

Herredømmeform 

Magtens 

legitime 

grundlag 

Politiske 

former 

Traditionelt 

Traditionens 

hellighed 

Monarki 

Patriarkat 

Karismatisk 

Lederens 

personlige 

egenskaber 

Diktatoren 

Revolutionshelten 

64 

Legaltrationelt 

Gennemskuelige 

regler og 

beslutninger 

Demokratisk 

Bureaukrati Direkte og 

repræsentativtfolkestyre 

Professionelt 

Almenviljen Faglig viden, 

etik, 

erfaring 

kompetence 

Ekspertsystemer 

Som overgang mellem disse teoretiske overvejelser over 

legitimitet og den analytiske del af kapitlet er det på sin 

plads at opholde sig lidt ved Webers begreber om 

rationalitet. Weber skelner mellem formålsrationalitet og 

værdirationalitet 55 som forskellige måder, hvorpå rationalitet 

55 jf. Weber 2003c, pp209ff

kan værende styrende for social handlen. Weber definerer 

værdirationalitet på følgende måde: ”Man handler rent 

værdirationelt, hvis man handler uden hensyn til de 

forudsigelige følger, og blot følger sin overbevisning om, 

hvad pligt, værdighed, skønhed, religiøse forskrifter, 

veneration eller vigtigheden af en ”sag”, uanset af hvilken 

art, synes at påbyde. Værdirationel handlen er (i vor 

terminologi) altid en handlen ifølge ”bud” eller i 

overensstemmelse med fordringer, som den handlende 

føler rettet til ham selv.” 56 . Det handler altså ene og alene 

om sandheden eller gyldigheden af den norm, man handler 

efter, og ikke om, hvad der kommer ud af ens handlinger. 

Heroverfor defineres formålsrationalitet som følger ”Man 

handler formålsrationelt, hvis man i sin handlingsorientering 

tager hensyn til mål, midler og bivirkninger og i denne 

forbindelse foretager en rationel afvejning af midlerne i 

forhold til målene, af målene i forhold til bivirkningerne og 

endelig også af de forskellige mulige mål i forhold til 

hinanden: altså under alle omstændigheder hverken 

handler affektuelt (og specielt ikke emotionelt) eller 

traditionelt.” 57 . Formålsrationel handlen tager altså i 

princippet ikke stilling til den værdimæssige gyldighed af de 

mål, der skal realiseres, men orienterer sig efter den 

nævnte afvejning af midler i forhold til mål. Som Weber 

bemærker samme sted, er det dog næppe muligt i praksis 

ikke at inddrage værdirationelle overvejelser, fx når 

forskellige mål skal prioriteres efter de midler, der står til 

rådighed, eller når ’omkostningen’ ved eventuelle 

bivirkinger skal vurderes. 

I relation til socialt arbejde (som ’velfærds’- eller ’halv’profession) 

er det interessante i denne sammenhæng, i 

lyset af diskussionen af professionernes placering i det 

politiske system, hvorvidt de ’værdier’, der sættes som 

orienterende for praksis, er overvejende professionsinternt 

formulerede værdier, eller om der i en vis udtrækning 

56 Weber 2003c, p209 

57 Weber ibid., p210, oprindelige fremhævninger 

65

opereres med en art samspil mellem professionen og 

omgivelserne – politiske, juridiske, sociale, økonomiske – i 

forhold til at definere værdier og deraf følgende mål for 

praksis. Eller med andre ord: om professionen (1) hævder 

et monopol på selv at definere de værdier, der efterleves og 

efterstræbes i arbejdet, eller om den (2) anerkender, at 

dette sker (eller må ske) i samspil med professionseksterne 

aktører (hvormed professionen tvinges mere over en 

formålsrationel logik, fx som ’implementator’ af politiske 

målsætninger eller som ’serviceorgan’ for brugernes 

’efterspørgsel’). Om det er det ene eller det andet, der er 

tilfældet, har betydning for professionens legitimitet. Kort 

fortalt er det sådan, at professionen i det første tilfælde 

fremstår som selvlegitimerende med henvisning til sine 

egne værdier, mens den i det andet tilfælde i højere grad 

går på to ben i den forstand, at de værdier, der orienterer 

praksis, defineres i et (mere eller mindre stridigt) samspil 

mellem profession og politik og dermed legitimeres med en 

kombination af professionelt og demokratisk-politisk herredømme. 

Vi skal nu dreje fokus over på socialt arbejde og se 

lidt mere konkret på, hvordan tingene står med hensyn til 

professionens legitimitet, sådan som den ser ud set fra en 

webersk position. 

4. Skitser til analyser med afsæt i Webers begreber 

I dette afsnit slippes nogle af de gennemgåede begreber løs 

på det sociale felt. Det kommer til at ske på den måde, at 

blikket først rettes mod nogle af de tekster, hvori professionen 

socialt arbejde fremstiller sig selv, sit formål og sine relationer 

til det omgivende samfund. De tekster, der her er i 

fokus, er (1) den internationale socialarbejder-organisations 

(IFSW) definition af socialt arbejde og (2) den danske socialrådgiverforenings 

(DS) etikvejledning, sådan som den har 

set ud fra den blev revideret i år 2000 og frem til i dag. 

Denne del handler om at stille ind på, hvordan socialt arbejde 

selv forstår sin legitimitet, og hvilke former for rationalitet, 

den bindes op på. Dernæst vil vi kort, i et fugleperspektiv, 

se på nogle af de seneste tendenser i Danmark i forhol- 

66

det mellem det politiske niveau og socialt arbejde for at lave 

en pejling af, hvilken form for legitimitet socialt arbejde tilskrives 

eller tildeles af det omgivende samfund, her repræsenteret 

af det politiske niveau. Afslutningsvis opsamles diskussionerne 

i en model, der kan bruges til at overskue og 

udpege de centrale problemfelter mellem aktører, der deltager 

i kampen om at definere socialt arbejdes status og legitimitet. 

4a. Analyse af socialt arbejdes professionsetik 

Ideen med dette afsnit er at sætte fokus på de 

formuleringer, det sociale arbejdes officielle organisationer 

benytter til at beskrive professionens formål og 

professionens etik. Dette gøres med afsæt i weberske 

begreber om bl.a. ’rationalitet’ og ’legitimitet’. Analysen vil 

også kunne bruges til at sige noget om socialt arbejdes 

’selvbeskrivelse’ i en mere konstruktivistisk, luhmannsk 

forstand – altså om, hvordan socialt arbejde afgrænser sig 

selv i forhold til bestemte koordinater i omverdenen, og 

hvilken form for social kommunikation, der knyttes an til i 

beskrivelsen af arbejdets formål, karakter, viden, dilemmaer 

osv. Men afsættet er webersk, dvs. at socialt arbejdes 

’manifester’ eller tekstlige ’monumenter’ (jf. Åkerstrøm 

1994) analyseres med fokus på: 

(1) hvilke former for rationalitet, der kendetegner arbejdet 

med fokus på forholdet mellem målrationalitet og 

værdirationalitet, og hvordan de forholder sig til hinanden. 

(2) hvilken måde socialt arbejde giver legitimitet til sin 

praksis, idet denne forstås som en praksisform, der i kraft 

af sine formål om bl.a. at ’skabe social forandring’ og at 

’gribe ind’ indebærer en form for magtudøvelse, om end 

ikke i klassisk, webersk forstand. 

Vi har tidligere i kapitlet været omkring disse weberske 

grundbegreber. I dette afsnit anvendes det weberske 

67

perspektiv og disse begreber på et konkret materiale, der 

hævdes at repræsentere nogle for socialt arbejdes 

selvforståelse centrale papirer. I den forbindelse har jeg 

udvalgt følgende centrale tekster som værende brugbart 

materiale for en sådan analyse: (1) IFSW’s definition af 

socialt arbejde fra 2000 (dansksproget version) og (2) 

DS’s etikvejledning, seneste version fra 2000. Man kunne 

have valgt at fokusere på andre tekster, bl.a. kunne man 

kigge på udviklingen i både de danske og de internationale 

formuleringer fra 1990’erne og til idag. Det udelades her. Til 

gengæld bruges de to valgte tekster som kilder til, hvordan 

socialt arbejde fremstiller sig selv, når det omgivende 

samfund er henholdsvis nærværende/konkret (etikvejledningen) 

og fraværende/abstrakt (den internationale definition). 

The International Federation af Social Workers (IFSW) kan 

betragtes som en overbygning på de nationale foreninger, 

der organiserer socialarbejdere/socialrådgivere verden 

rundt. Organisationen repræsenterer over 750.000 

socialarbejdere fra 90 forskellige lande. Jeg skal i denne 

sammenhæng ikke gå nærmere ind i organisationens 

historie eller i forholdet mellem de nationale organisationer 

og IFSW, men blot opstille en metodisk antagelse for det 

videre arbejde: Når IFSW formulerer udtalelser om det 

sociale arbejdes formål, værdier og etik, så afspejler det en 

bestræbelse på at ramme en kerne eller fællesnævner i 

socialt arbejde på tværs af ”kulturelle, historiske og 

samfundsøkonomiske forhold”, som der står i IFSW’s 

definition af socialt arbejde. Som sådan kan IFSW’s officielle 

papirer anskues som en rigtig god kilde til at indfange nogle 

grundværdier i socialt arbejde - set fra professionens egen 

vinkel - men samtidig mindre gode kilder til, (1) hvordan og 

hvorledes disse værdier i praksis skal fremmes i konkrete 

praksissammenhænge, og til (2) hvilke konkrete 

dilemmaer, der viser sig i arbejdet med at fremme disse 

værdier. Teksten, der er i fokus i denne delanalyse, er 

68

IFSW’s definition af, hvad socialt arbejde er for en 

størrelse 58 . Den bruges i det følgende til det, jeg mener, den 

er en god kilde til, nemlig som en kilde til professionens 

’socialt arbejde’ egen fortolkning af de grundværdier, som 

socialt arbejde orienterer sig efter. Det er en tekst på ca. en 

side, der først stiller en definition op og siden uddyber den i 

3 temaer – værdier, teori, praksis. Teksten analyseres på 

tre dimensioner, nemlig med hensyn til, (1) hvorden den 

fremstiller socialt arbejdes formål, (2) hvilken form for 

rationalitet arbejdet trækker på, samt (3) hvordan socialt 

arbejde giver sin praksis legitimitet. Inden selve analysen 

skal vi lige se nærmere på et par af de teoretiske begreber, 

der bringes i spil. 

Hvordan navigerer socialt arbejde i dette spændingsfelt? 

Hvad er det for en rationalitet, der kendetegner socialt 

arbejde, og hvordan ser legitimitetsspørgsmålet ud set fra 

professionens synsvinkel? Disse spørgsmål vil jeg i det 

følgende besvare med afsæt i IFSW’s definition af socialt 

arbejde. Selve defintionen lyder som følger: 

”Det sociale arbejde virker til fremme for social forandring 

og problemløsning i menneskelige forhold. Det støtter det 

enkelte menneske i at frigøre sig og blive i stand til at øge 

dets trivsel. Ved hjælp af teorier om menneskelig adfærd og 

sociale systemer griber socialt arbejde ind på de områder, 

hvor mennesker og miljø påvirker hinanden. Principperne 

for menneskerettigheder og social retfærdighed er fundamentale 

for socialt arbejde.” 59 

Jeg vil kigge denne passage og resten af dokumentet efter i 

sømmene på tre dimensioner: formål, rationalitet, 

legitimitet. 

Når vi taler formål, drejer det sig naturligvis om det 

selvfremstillede formål, set fra professsionen egne, officielle 

58 http://www.ifsw.org/p38000407.html 

59 http://www.ifsw.org/p38000407.html 

69

organer. Formålet defineres direkte som ’…at sætte 

mennesker i stand til at udvikle deres potentiale, berige 

deres liv og forebygge funktionsforstyrrelser.” (ibid.) 

Socialarbejderens rolle i den sammenhæng, der således er 

en ’forandringsagent’, der i medfør af definitionen ovenfor 

’griber ind på de områder, hvor menneske og miljø møder 

hinanden. Dvs. at ’frigøre’ og ’sætte i stand til’ er noget, der 

sker ved ’indgriben’ og ’forandring’. Retningen på denne 

forandring sættes af nogle værdier, som i teksten 

fremstilles med en række grundbegreber. I teksten skelnes 

imellem de fundamentale ’principper’ (’social retfærdighed’ 

og ’menneskerettigheder’) og heraf afledte ’værdier’ som 

”respekt for lighed, menneskeværd og værdighed hos alle 

mennesker.”. Afledt af disse værdier og principper 

konkretiseres det, at socialt arbejde har som mål at ”afbøde 

fattigdom”, at ”frigøre sårbare og undertrykte” samt at 

”fremme social integration”. Allerede i de sidste 

formuleringer kan man ane en spænding imellem (1) et 

kritisk undertrykkelsesperspektiv, der ’går op imod’ den 

eksisterende sociale/politiske orden (≈ systemforandrende) 

og (2) et integrationsperspektiv, indenfor hvilket socialt 

arbejde i en eller anden form tænkes at bidrage til at 

’inkludere’ de ekskluderede i samfundssystemet (≈ 

systembevarende). Set i et webersk lys er der en markant 

forskel i balancen mellem værdirationalitet og formålsrationalitet 

mellem de to positioner: hvor (1) eksplicit 

bygger på, at socialt arbejde har værdiorienteringer, der i 

teorien overtrumfer gældende politisk definerede værdier 

(ved at kalde det eksisterende system for ’undertrykkende’), 

bygger (2) i højere grad på værdiorienteringer, 

der lader sig rumme inden for den eksisterende politisksociale 

orden. 

Denne spænding kan også identificeres, når teksten 

betragtes i et rationalitetsperspektiv. Set gennem Webers 

briller er der som antydet ovenfor både elementer af 

formålsrationalitet og værdirationalitet i teksten. Værdirationaliteten 

lægger sig forståeligt nok tæt op ad de 

’værdier’, der er præsenteret ovenfor. Kamp mod ulighed, 

70

kamp for menneskets værdighed, kamp for social 

retfærdighed, solidaritet med marginaliserede er de 

eksplicitte værdier, der handles udfra i socialt arbejde. 

Kampen for at fremme disse kerneværdier er altså 

meningsfuld i sig selv, som en slags ’indre bud’ for 

socialarbejderen hvor som helst på kloden og uagtet de 

konkrete omstændigheder. Formålsrationaliteten kan 

iagttages i tekstens fremstilling af, hvilke evner og 

kompetencer, samt hvilke vidensformer, socialarbejderen 

må være klædt på med for at være i stand til at fremme de 

nævnte værdier i det sociale felt. Feltet fremstilles i sin 

essens som et felt med høj ’kompleksitet’, hvilket stiller 

krav til bredden af den viden, som socialarbejderen skal 

operere med for at kunne ’gribe ind’ på forskellige, men 

interrelaterede niveauer. 

I forhold til de diskuterede legitimitetsbegreber betyder 

det, at socialt arbejde forstået som frigørende kamp mod 

undertrykkelse legitimerer sig med henvisning til nogle 

værdier, som tilskrives en art universel værdi. Disse værdier 

fremstilles i teksten som potentielt stående i et 

modsætningsforhold til den gældende politiske orden og den 

konkrete politik på det sociale område. Således består 

socialt arbejde også i ”…politisk arbejde for at påvirke 

socialpolitik og den økonomiske udvikling.” Denne 

henvisning til nogle mere eller mindre universelle og 

uimodsigelige værdier (=værdirationalitet) støttes imidlertid 

af nogle komponenter af faglig viden, teori og metodik i 

relation til udøvelsen af praksis. På det generelle plan 

handler det her dels om ’systematisk indsamlet 

vidensmateriale, der stammer fra forskning og evaluering af 

praksis’ og om ’teorier om menneskelig udvikling og adfærd 

samt sociale systemer”, og på det mere konkrete 

færdighedsmæssige plan handler det om fx ’rådgivning’, 

’klinisk socialt arbejde’, ’gruppearbejde’, ’socialpædagogisk 

arbejde’ m.m. Det vil sige, at socialt arbejdes legitimitet 

hviler på en kombination af (1) ’universelle’ værdier om 

social retfærdighed og menneskeret og (2) et teoretisk og 

71

metodisk vidensgrundlag, som sætter socialarbejdere i 

stand til at handle i den sociale virkelighed. 

Set i lyset af de tidligere i teksten diskuterede 

herredømmebegreber kan man således sige, at socialt 

arbejde, som det fremstår i den internationale definition, på 

en måde nærmest styrer fuldstændigt fri af at legitimere sig 

ifølge den demokratiske legitimitet, sådan som denne er 

blevet diskuteret tidligere i kapitlet. ’Værdierne’ fremstilles 

universelle og i den forstand løsrevne fra den politiske 

viljedannelse lokalt og nationalt (om end man naturligvis 

kan sige, at lige præcis, hvad der menes med ’social 

retfærdighed’, samt hvilke former for ’undertrykkelse’, man 

skal frigøre individer og grupper fra, så absolut er åbent for 

national og lokal politisk fortolkning). Socialt arbejdes 

professionelt-faglige legitimitet består i, at socialarbejderen 

besidder en faglig viden og indsigt, der sætter hende i stand 

til at intervenere i det sociale for at fremme nogle bestemte 

værdier, værdier der er formuleret som generelt, at de ikke 

for alvor kan anfægtes, hvilket forsyner dem med et 

universelt og absolut skær. 

Kigger vi på DS’ etikvejledning (version fra 1997, 

revideret i 2000 60 ), der kan anskues som en oversættelse af 

det sociale arbejdes grundværdier og principper til en dansk 

kontekst, tegner der sig et lidt andet billede. Vejledningen, 

som i øvrigt i skrivende stund (august 2010) er under 

revision under indtryk af nye tendenser især på børne og 

unge-området og på beskæftigelsesområdet, beskriver som 

den internationale definition, men noget mere udførligt, de 

grundværdier, som socialt arbejde baserer sig på (jf. de 

under punkterne 2.1 til 2.10 gengivne ”etiske principper”, 

herunder selvstændighed, integritet, frigørelse, ikkediskriminering, 

demokrati og menneskerettigheder, 

klientens integritet, klientens deltagelse, selvbestemmelse 

m.m.). Men den gør samtidig det, at den forholder sig mere 

60 jf. http://www.socialrdg.dk/Default.aspx?ID=1009 

72

konkret til de begrænsninger og dilemmaer, der kan være 

på vejen til at realisere disse værdier i en konkret, politisk 

og social kontekst. Derfor stiller vejledningen følgende tre 

overskrifter for sit formål: 

at udtrykke et fælles værdigrundlag for socialt arbejde 

at identificere etiske problemområder i socialt arbejde 

atr give anvisninger på metoder til at træffe etiske 

valg (jf. Etikvejledningen, stk 1). 

Udover at præsentere et værdisæt for professionen udgør 

Etikvejledningen således nogle overvejelser over, hvilke 

vanskeligheder, der kan være ved at holde fast ved 

værdierne (social retfærdighed, individuel selvbetemmelse 

m.m.) i en række konkrete arbejdssituationer. Den er altså 

også et ’navigationsredskab’, der forsøger at tage højde for, 

at socialt arbejde ikke foregår i et lukket, professionelt rum, 

men under komplekse politisk-økonomisk-juridisk-sociale 

vilkår, der konstant udforder den ’rene’ professionslogik 

pga. begrænsede ressourcer, konflikter mellem målgruppers 

behov, politisk-økonomiske målsætninger, organisatoriske 

og faglige konflikter osv. På den måde opererer 

etikvejledningen med et billede af omgivelserne som noget, 

der spiller sammen med og griber ind i socialt arbejde på 

andre måder, end socialt arbejde selv ville ønske det – men 

at dette er en del af professionens vilkår. 

I denne sammenhæng rettes interessen især mod den 

måde, hvorpå etikvejledningen beskriver professionens 

forhold til de politiske rammer, og her er etikvejledning i en 

helt anden grad end den internationale definition eksplicit 

omkring rammernens betydning. Det markeres flere gange i 

papiret, at der er ’givne strukturer og love’, der sætter 

rammer om, men også giver ressourcer og muligheder til, 

socialt arbejde (bl.a. under pkt. 2.7., hvor brugen af tvang, 

som jo er snævert knyttet til et lovgrundlag og til 

myndighedsudøvelse, ses som et redskab til at kunne 

fremme selvbestemmelse i bestemte situationer). 

Rammerne giver muligheder, men er også en kilde til 

73

dilemmaer og problemstillinger. Disse udfoldes mere 

konkret under pkt. 3, hvor der identificeres 

’problemområder’, hvor etikken kan komme i spil. I 

forlængelse af dette identificeres 3 typer af etiske 

dilemmaer, som socialt arbejde må forholde sig til, nemlig 

(1) splittede loyaliteter, (2) hjælp/kontrol-dilemmaet samt 

(3) konflikt mellem mål og midler. Under (1) oplistes en 

række interessekonflikter, som kan give modsatrettede 

loyaliteter for socialrådgiveren, herunder et, der hedder 

’modstridende interresser mellem system/institution/arbejdsgiver 

og socialrådgivere’ (nr. 5 ud af 6), og denne 

problemstilling uddybes under hjælp/kontrol-punktet: ”Når 

socialrådgivere forventes at være loyale som offentlige tjenestepersoner 

i udøvelsen af offentlig kontrol af medborgere, 

er socialrådgivere forpligtet til at gøre sig klart, hvad en 

sådan loyalitet indebærer af etiske problemer samt at vurdere, 

om funktionen/rollen er forenelig med de grundlæggende 

værdier i socialt arbejde.” Her markeres dels en tydelig 

bevidsthed om, at man som socialarbejder i en offentlig 

kontekst er eller kan være udsat for et dobbelt værdipres, 

dels fra professionens egne værdibegreber, dels fra det offentlige, 

bureaukratiske systems forventning om, at socialrådgivere 

som embedsmænd loyalt fører den vedtagne politik 

ud i livet. 

Ud fra en legitimitetsbetragtning kan man sige det på den 

måde, at professionen her udtrykker anerkendelse for, at 

der er flere forskellige kilder til de ’værdier’, der efterleves i 

professionen, og at der en bevidsthed om, at disse værdier 

kan kollidere. Dvs. at professionen på ift. ’værdirationaliteten’, 

jf. diskussionen ovenfor, er bevidst om, at den trækker 

på både en politisk og en professionel kilde. Dette kommer 

også til udtryk i den indledende læsevejledning til papiret, 

der slår fast, at ” Etikvejledningen er ikke et regelsæt. Den 

udtrykker de værdier, DS mener, socialt arbejde skal bygge 

på, men den erstatter på ingen måde den enkelte socialrådgivers 

aktive refleksion og handling, som må medinddrage 

mange andre aspekter end de, der er nævnt i Etikvejledningen, 

herunder love, ansættelsesforhold og politiske styrke- 

74

forhold.” (ibid.) Læst igennem etikvejledningen henter socialt 

arbejde altså sin legitimitet både indefra (fagets værdier) 

og udefra (de politiske og juridiske rammer), og den dygtige 

socialarbejder magter at navigere i dette krydsfelt. Etikvejledningen 

er til gengæld stort set tavs om de mere fagligevidensmæssige 

kompetencer, som professionelt socialt arbejde 

støtter sig til - det er det, vi ovenfor med Webers ord 

kaldte for ’formålsrationalitet’. Det skyldes muligvis det mere 

strikte fokus på værdimæssige og etiske problemstillinger, 

end tilfældet var i den internationale definition, og der 

kan ikke i denne sammenhæng drages nogen konklusioner 

mht. den rolle, som vidensopbygning og faglige færdigheder 

spiller i den danske socialrådgiverprofessions måde at forstå 

sin egen legitimitet på 61 . 

Hvis vi fortolker lidt på det, kan man sige, at hvor 

definitionen af socialt arbejde tegner et teoretisk billede af 

en ’helprofession’, dvs. en profession, som alene legitimerer 

sig med uangribelige værdier og en specifik faglig evne til at 

fremme dem i den sociale virkelighed, så er etikvejledningen 

en form for bekendelse til, at socialt arbejde 

pr. definition (i kraft af sit samspil med og afhængighed af 

politisk-juridisk-økonomiske omgivelser) må være en halvprofession 

og ligeså godt kan gøre det til en dyd. Det sidste 

står der ikke direkte, men der står også, at socialt arbejde 

har et politisk brod, hvilket kan ses som en indirekte 

61 Der pågår nogle interessante udviklinger netop i denne tid (2010) på det socialfaglige 

område: der skal laves ny bekendtgørelse for uddannelserne til forventet 

ikrafttræden pr. 1.2.2011, og DS er i færd med både at udarbejde en ny ’professionsetik’ 

(som den kommer til at hedde i stedet for ’etikvejledning’) og at lancere en 

’professionsstrategi’ med 6 fokuspunkter, hvoraf forskningsbasering af praksis er et, 

og ’afbureaukratisering’ med sigte på øget autonomi er et andet. Dette kunne tyde 

på, at der er en bevægelse i gang, der sigter til at opgradere videns- og forskningsdelen 

af socialt arbejde for på den måde at kunne skabe sig selv et nyt, professionelt 

råderum (jf. http://www.socialrdg.dk/Default.aspx?ID=117). Samtidig skal den 

nye professionsetik også ruste socialrådgiverne til modstand mod det politiske niveau 

på værdidimensionen. Den skal således ”skabe et dokument, som foreningen 

kan anvende som et redskab til at stå imod forandringer i socialpolitikken og samfundet, 

der anses for skadelige i forhold til socialrådgivernes formål med arbejdet og 

deres muligheder for at afhjælpe borgeres sociale problemer.” (DS’ projektbeskrivelse 

for en nye professionsetik, hentet på 

http://www.socialrdg.dk/Default.aspx?ID=2619) 

75

erkendelse af, at sociale problemer er politiske af natur, og 

at afgrænsningen af dem derfor aldrig bliver et spørgsmål, 

som alene angår socialarbejdere. Med de Weber-inspirerede 

begreber kan man sige, at den internationale definition 

primært legitimerer socialt arbejde gennem henvisning til 

interne begreber (en kombination af værdier og faglige 

evner, eller på webersk: både værdirationelle og 

formålsrationelle træk), hvilket forsyner professionen med 

en ’professionel’ legitimitet, stående på et postuleret 

universelt værdigrundlag. Her over for er den danske 

etikvejledning sig sine politiske omgivelser mere bevidst og 

kommer på den måde til at forstå legitmiteten som værende 

en dobbelt affære, fordi det erkendes, at der er et 

spændingsfelt mellem professionens værdier og så dens 

politiske anknytning. 

De rent faglige ’formålsrationelle’ kvaliteter fylder som 

nævnt ikke ret meget i etikvejledningen, og der vil skulle 

betydeligt mere dybdegående analyser til, før man kan 

tegne et tilfredsstillende billede af socialt arbejdes 

legitimitetsforståelse. DS’ nye ’professionsstrategi’ kunne 

være et sted at starte den type analyse, ligesom den 

stigende bevidsthed om ’forskningsbasering’ af praksis 

gennem kontakt til uddannelses- og forskningsmiljøer kunne 

være et andet. Imidlertid skal den professionelle legitimitet 

ikke blot udråbes, den skal også anerkendes politisk for at 

have et de fakto råderum – og her sejler skibet 

tilsyneladende i en helt anden retning. Det skal vi 

afslutningsvis kaste et blik på. 

4b. Politik og profession i Danmark 

Som det tidligere er berørt i dette kapitel, giver opkomsten 

af moderne velfærdsprofessioner anledning til nogle 

problemstillinger i relationen mellem det politiske niveau og 

det professionelle niveau. I et lidt bredere sociologisk 

perspektiv kan man sige, at professionernes udvikling kan 

ses i relation til en mere generel, samfundsstrukturel 

tendens i retning af øget funktionel differentiering, herunder 

76

udvikling af mere eller mindre autonome ekspertsystemer, 

der udvikler selvstændige rationaler og koder (jf. fx Giddens 

1990; Luhmann 2000; Åkerstrøm 2008). Fremkomsten af 

stadigt flere og stadigt mere autonome systemer fører 

(mindst) to grundlæggende problemstillinger med sig: 

(1) set fra borgerens vinkel: at man som udenforstående 

’bruger’ af ekspertsystemer (fra transportsystemer over 

sundhedsvæsen til sociale hjælpesystemer) må give afkald 

på det ’legalt-rationelle’ systems gennemskuelighed og i 

stedet ’nøjes’ med at vise tillid til, at de udefra set 

uigennemskueligt komplekse systemer faktisk formår at 

løse den opgave, de er sat i verden for at løse (jf. Giddens 

ibid. og Luhmann ’Vertrauen’). 

(2) set fra det politiske systems vinkel: at det politiske 

system må give afkald på alene at regulere ekspertsystemerne 

efter gængse, bureaukratisk-hierarkiske metoder 

som styring gennem regler og direktiver og i stedet enten 

forlade sig på systemernes selvstyring og dermed reelt give 

afkald på at regulere dem eller opfinde nye, supplerende 

styringsformer, der kan ’styre autonomien’ (jf. fx Juul 

Hansen 2010, pp.38-68 og Åkerstrøm 2008). 

Man kan vælge at iagttage denne udvikling som en 

uafvendelig proces, som ganske vist kan give anledning til 

gnidninger i grænsefelterne imellem professionerne/systemerne, 

men som det dybest set er meningsløst at 

kæmpe imod ved at kræve enten, (1) at systemerne skal 

være gennemskuelige for enhver, eller (2) at systemerne 

skal undertvinges politisk fastsatte målsætninger eller 

endda politisk fastsatte problemforståelser og metoder. 

Denne forståelse af forholdet mellem professionerne/ekspertsystemerne 

og det politiske system udgår typisk fra 

funktionalistiske politisk-sociologiske positioner, der 

opererer med en mere eller mindre ’organisk-harmonisk’ 

77

forståelse af de forskellige systemers forhold til hinanden og 

til samfundet: professioner og systemer anskues som 

udførende en bestemt social funktion og leverer dermed en 

’ydelse’ til det resterende samfund (i form af socialt 

hjælpearbejde, bindende politiske beslutninger, retslige 

afgørelser osv.) 62 . Udfra denne forståelse vil en politisk 

regulering, der er i konflikt med professionens egne 

forståelser/værdier/metoder, ofte komme til at fremstå 

’upassende’ og ’destruktiv’, fordi den på en eller anden 

måde ’forstyrrer’ den selvstændige faglige kommunikation. 

En webersk tilgang, der stiller spørgsmålet om legitimitet, 

sådan som det er gjort i dette kapitel, frembyder et 

alternativ til den funktionalistisk inspirerede forståelse af 

forholdet mellem profession og politik. Ved at stille de 

weberske spørgsmål om, hvilken form for herredømme, en 

given praksis trækker på, kan vi se den politiske regulering i 

et andet, og efter min vurdering, mere nuanceret lys end 

blot at reducere den til at være ’upassende’. Med de 

weberske briller må man nemlig insistere på, at en given 

professions legitmitet ikke alene er sikret derved, at der 

udvikles selvstændige koder, uddannelser, fagligheder osv. 

Det faglige monopol, som en profession i større eller mindre 

grad besidder, må ligeledes for at være legitimt hvile på en 

konkret, empirisk anerkendelse fra det omgivende samfund. 

Denne forståelse af forholdet mellem profession og samfund 

medfører, at man konstant spørger til forholdet mellem 

profession, politik og samfund. Dette spørgsmål stilles udfra 

den grundlæggende teoretiske præmis, at det ligger i 

professionerne natur at stræbe efter faglige monopoler på 

egne præmisser, mens det er et empirisk spørgsmål, (1) 

hvorvidt det omgivende samfund anerkender dette monopol 

og forbundet hermed, (2) i hvor høj grad det politiske 

niveau tildeler en profession et monopol. Med denne 

62 For en redegørelse for denne position, se Laursen m.fl. 2005 p19f. Åkerstrøm 

(2008) problematiserer fra denne position det politiske systems forsøg på at fastholde 

sig selv som en art ’samfundets top’ og peger på de paradoksale konsekvenser 

heraf på forskellige niveauer. 

78

teoretiske optik er vi lidt bedre rustet til at forstå de 

eventuelle, politiske modbevægelser, der måtte stille 

spørgsmålstegn ved uafvendeligheden og automatikken i 

ekspertsystemernes og professionernes fremkomst og 

status. En sådan modbevægelse har vi faktisk haft i 

Danmark i det seneste årti, og den blev sat på dagsordenen 

på nærmest programmatisk vis af den nu tidligere 

stasminister Anders Fogh Rasmussen i en berømt nytårstale 

d. 1. januar 2002: 

”Vi vil sætte mennesket før systemet. Den enkelte skal have 

større frihed til at forme sit liv. Vi vil gøre op med stive 

systemer, umyndiggørelse og ensretning. Vi tror på, at 

mennesker er bedst til selv at vælge. Vi behøver ikke 

eksperter og smagsdommere til at bestemme på vore 

vegne. I de senere år er der ved knopskydning skudt et 

sandt vildnis af statslige råd og nævn og institutioner op 

over alt. Mange af dem har udviklet sig til statsautoriserede 

smagsdommere, som fastslår, hvad der er godt og rigtigt på 

forskellige områder. Der er tendenser til et eksperttyranni, 

som risikerer at undertrykke den frie folkelige debat. 

Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra 

såkaldte eksperter, der mener at vide bedst. Eksperter kan 

være gode nok til at formidle faktisk viden. Men når vi skal 

træffe personlige valg, er vi alle eksperter. Regeringen vil 

fjerne overflødige råd og nævn og institutioner. Det bliver 

en meget omfattende sanering. Vi vil rydde op i dette 

mellemlag, som tapper ressourcer og fjerner 

opmærksomhed fra det væsentlige.” 

(http://da.wikisource.org/wiki/Statsministerens_nyt%C3%A 

5rstale_2002) 

Dette citat er interessant af flere grunde. For det første fordi 

det tydeligvis lanceres som et opgør med ekspertsystemerne 

fra neden, dvs. på borgerens vegne, jf. pkt. 1 

ovenfor: man skal ikke acceptere, at systemer træffer 

uigennemskuelige, formynderiske beslutninger for borgerne. 

Det ’personlige valg’ skal rehabiliteres på bekostning af 

’eksperternes’ valg for borgeren. For det andet, fordi 

79

hensynet til ’borgerens personlige valg’ danner grundlag for 

en politisk intervention fra oven, en ’omfattende sanering’ af 

den offentlige sektor. Fogh står her på skuldrene af en 

valgsejr og lancerer, at regeringen vil bruge valgets politiske 

legitimitet til at udvide borgerens personlige råderum, der 

stilles i et modsætningsforhold til ’eksperternes’ råderum. Jo 

færre eksperter, jo mere frihed til borgeren. Dvs. at Fogh 

trækker på sin demokratisk-politiske kapital, når han ’på 

borgerens vegne’ vil gribe ind i en række af velfærdsstatens 

professionelle felter. Professionerne skal tjene borgernes 

interesser, både som konkrete ’brugere’ og som politiske 

borgere (dvs. i skikkelse af folketing og regering), og på 

dette politiske grundlag har den borgerlige regering på en 

række områder, bl.a. på folkeskoleområdet, på 

integrationsområdet og på beskæftigelsesområdet på det 

sociale felt 63 , skruet betragteligt op for den politiske styring 

af den professionelle praksis. 

I et webersk perspektiv kan vi aflæse det som en politisk 

genforankring af professionerne i en politisk-demokratisk 

legitimitet, baseret på en eksplicit kritik af det, at 

professionernes praksis knytter sig til ’værdier’, som 

professionerne ser det som deres opgave at fremme (sådan 

som vi har set det med socialt arbejde, jf. afsnit 4a). Her 

fortæller Fogh os, at folk nok selv ved, hvad der er 

’værdifuldt’, og at eksperter skal holde sig til at ’formidle 

faktisk viden’, hvilket vi kan oversætte til, at de skal holde 

sig til ’formålsrationalitet’ og overlade værdispørgsmålet til 

borgerne selv (eller til politikerne som disses 

repræsentanter). 

Man kan pege på mange paradokser og modsigelser i Foghregeringens 

’opgør med smagsdommerne’, fx at der trådte 

63 Jf. f.eks. Jørgensen 2008 om beskæftigelsespolitikkens indsnævring af forståelsen 

af ledighedsproblemstillingen: stift fokus på ordinært arbejde som kilden til løsning 

af den lediges problem. Styringsmæssigt har den gennemgribende reform af hele 

organiseringen af beskæftigelsesindsatsen, i skikkelse af Jobcentrene og de nye refusionssystemer, 

gjort det meget omkostningsfuldt for kommunen og ganske vanskeligt 

for sagsbehandleren at afvige fra denne forståelse. 

80

nye råd, nævn og eksperter ind, hvor de gamle gik ud - nu 

blot med et andet politisk fortegn. Eller, at den strammere 

styring af bl.a. socialrådgiveres arbejde på en række felter 

næppe kan siges i alle tilfælde at have giver svage borgere 

flere ’personlige valg’, f.eks. på arbejdsmarkedsområdet 

eller på integrationsområdet. Disse temaer er bestemt værd 

at gå dybere ind i, men de skal ikke diskuteres videre i 

denne tekst. Pointen med denne lille analyse af Foghregeringens 

politiske konfrontation med velfærdsstatens 

professionelle er at vise, at vi med de weberske begreber og 

tanker kan se kampen om at definere professionernes status 

og autonomi som et dynamisk, stridigt spil, hvor 

professionernes autonomi 

på den ene side aldrig stabiliseres, fordi der altid kan 

stilles politiske spørgsmål til de ’værdier’, som især de 

’livsnære’ velfærdsprofessioner arbejder ud fra. 

på den anden side heller ikke helt kan undværes, hvis 

der overhovedet skal være professionelt uddannede 

fagfolk til at beskæftige sig med børnepasning, 

undervisning, socialt arbejde, ældreomsorg og meget 

mere. 

Den demokratisk-politisk og den profesionelle legitimitet er 

således i en webersk forståelse uomgængelige, men 

potentielt konfliktuerende, følgesvende når det kommer til 

legitimeringen af de professioner, der på en eller anden 

måde opererer i værdiladede felter. Denne ramme er god at 

tænke i og analysere ud fra, når man skal forstå de politiske 

vilkår og de velfærdssystemer, som socialt arbejde opererer 

i og ofte irriteres af. 

5. Afrunding 

I det ovenstående har jeg forsøgt at gøre følgende: 

81

(1) at præsentere nogle grundelementer af Max Webers 

sociologiske begrebsverden, med vægten lagt på 

spørgsmålet om magt, herredømme og legitimitet 

(2) (i Webers ånd) at udvide hans herredømmebegreber 

til at kunne indfange nogle nyere magtrelationer, 

nemlig relationen mellem professionelle og det omgivende 

samfund i en moderne, demokratisk-politisk 

kontekst. 

(3) at lave et par skitser til, hvordan Webers begreber og 

’tankegang’ kan inspirere konkrete analyser af socialt 

arbejde. 

Det fornemme ved Weber er hans eviggyldigt gode grundspørgsmål 

om, hvad der driver social handlen, og hvorfor 

bestemte former for magtudøvelse eller autoritet accepteres. 

Dette kapitel viser nogle veje, man kan gå, med afsæt i 

dette enkle spørgsmål – og med tilsætning af en knivspids 

sociologisk fantasi. I forlængelse heraf håber jeg også samtidig 

at have vist, at Webers sociologi ikke er en lukket kirke, 

men tværtom sagtens kan kombineres med både nyere 

sociologi og med tanker og begreber fra andre felter end det 

sociologiske. Man kan pege på, som det også er berørt i kapitlet, 

at Webers tankegang på en måde kan række ind over 

og forene indsigter i fra det funktionalistiske og det konfliktteoretiske 

teoriunivers. Måske derfor spiller Weber fortfarende 

en central rolle i den professionsteoretiske debat, både 

som en klassisk position og i en fornyet ’neoweberiansk’ 

udgave (jf. fx Dahl 2005). 

I relation til det mere konkret-analytiske er det klart, at 

Webers begreber ikke umiddelbart har så meget at sige om 

fx de praktiske aspekter af socialt arbejde i en beskæftigelsesforvaltning 

eller et hjemløseteam. Til gengæld kan Webers 

begreber bruges til på en forholdsvis enkel måde at 

identificere nogle krydspres mellem forskellige værdier, forskellige 

rationaliteter og som summen heraf forskellige måder 

at legitimere praksis på. Og de sætter fokus på, at moderne 

professioner på den ene eller den anden måde alle 

har en politisk kant, der uvægerligt giver spændinger mel- 

82

lem professionen og politikken eller samfundet på den anden 

side. Det gælder ikke mindst professioner, der som socialt 

arbejde ganske eksplicit forankrer sin praksis i bestemte 

værdier. 

Litteraturliste: 

Andersen, Heine; Kaspersen, Lars Bo & Bruun, Hans 

Henrik (2003): ”Indledning” pp. 9-40 i Andersen, Kaspersen 

og Bruun(reds.) (2003) Max Weber – udvalgte tekster, 

bd. 1, Kbh.: Hans Reitzel. 

Brante, Thomas (2005), ”Staten og professionerne”, pp. 

16-35 in Eriksen/Jørgensen Professionsidentitet i forandring, 

Kbh.: Akademisk Forlag. 

Bruun, Hans Henrik (2009): ”Max Weber”, pp. 471-483 i 

Kaspersen & Loftager (reds.) (2009) Klassisk og moderne 

politisk teori, Kbh.: Hans Reitzel. 

Dahl, Hanne Marlene (2005), ”Fra en klassisk til en 

(post?)moderne opfattelse af professioner?”, pp. 36-57 in 

Eriksen/Jørgensen Professionsidentitet i forandring, Kbh.: 

Akademisk Forlag. 

Giddens, Anthony (1990), The Consequences of Modernity, 

Cambridge Polity Press. 

Held, David (1996): Models of Democracy, Polity Press. 

Hjort, Katrin (red.) (2004): De professionelle – forskning 

i professioner og velfærdsuddannelser, Roskilde Universitetsforlag. 

Hulgaard, Lars (1997): Værdiforandringer i velfærdsstaten 

– et weberiansk perspektiv på sociale forsøgsprogrammer, 

Kbh.: Forlaget Sociologi. 

Juul Hansen, Steen (red.) (2010), Professionelle i velfærdsstaten, 

Kbh.: Hans Reitzel. 

Jørgensen, Henning (2008); ”Fra Arbejdsmarkedspolitik 

til beskæftigelsespolitik”, i Tidsskrift for Arbejdsliv nr. 

3/2008. 

Laursen, Per Fibæk; Moos, Leif; Olesen, Henning Salling; 

Weber, Kirsten (2005): Professionalisering – en 

grundbog, Roskilde Universitetsforlag. 

83

Luhmann, Niklas (2000), Sociale systemer - grundrids til 

en almen teori, København: Hans Reitzel. 

Mills, C. Wright. (1959), The Sociological Imagination Oxford: 

Oxford University Press. 

Månson, Per (2000): ”Max Weber”, pp. 88-108 i Andersen 

og Kaspersen (reds.) (2000) Klassisk og moderne samfundsteori, 

Kbh.: Hans Reitzels Forlag. 

Rousseau, Jean-Jacques (1992/1762), Du contrat social, 

Paris: Flammarion. 

Svabø, Anna, Bergland, Ådel og Hæreid, Jorunn 

(2000): Sosiologiens vitenskapelige retninger. I: Svabø, 

Anna et al.: Sosiologi og sosialantropologi for helsearbeidere. 

Oslo: Gyldendal. s. 45-64. 

Weber, Max (1919/2003a): ”Videnskab som levevej”, pp. 

181-211 i Andersen, Kaspersen og Bruun (reds.) (2003) 

Max Weber – udvalgte tekster, bd. 1, Kbh.: Hans Reitzel. 

Weber, Max (1919/2003b): ”Politik som levevej”, 

pp.213-267 i Andersen, Kaspersen og Bruun (reds.) (2003) 

Max Weber – udvalgte tekster, bd. 1, Kbh.: Hans Reitzel. 

Weber, Max (1919/2003c): ”Sociologiske grundbegreber”, 

pp.189-239 i Andersen, Kaspersen og Bruun (reds.) 

(2003) Max Weber – udvalgte tekster, bd. 2, Kbh.: Hans 

Reitzel. 

Weber, Max: (1971/2000): Makt og byråkrati, Norsk 

Gyldendal, 3.udg., 5.oplag. 

Weber, Max (1920/1972): Den protestantiske etik og kapitalismens 

ånd, Fremads samfundsvidenskabelige serie. 

Åkerstrøm Andersen, Niels (1994), Institutionel historie 

– en introduktion til diskurs og institutionsanalyse, Kbh.: 

COS-rapport nr. 10/94. 

Åkerstrøm Andersen, Niels (2008), ”Velfærdsledelse – 

diagnoser og udfordringer”, s.33-68 i Sløk, C. & Villadsen, K 

(red.). Velfærdsledelse, Kbh: Hans Reitzels Forlag. 

84

3. Neoinstitutionel organisationsteori 

Af Steen Juul Hansen, lektor, Socialrådgiveruddannelsen i Århus 

Formålet med dette kapitel er at etablere et begrebsapparat 

fra den neoinstitutionelle organisationsteori, der kan bruges 

til at analysere samspillet mellem den professionelle praksis 

i offentlige serviceorganisationer og den organisatoriske 

kontekst, disse organisationer befinder sig i. Typiske offentlige 

serviceorganisationer er skoler, daginstitutioner, døgninstitutioner 

og de sociale institutioner. Serviceorganisationer 

beskæftiger sig hovedsageligt med vilde problemer, og 

de ansatte er ofte professionelle. 

Neoinstitutionel organisationsteori har sit udgangspunkt i 

den institutionelle teori. 

Institutionel teori 

Interessen for institutionel teori og dermed interessen for 

institutioners rolle i samfundet kan opfattes som en reaktion 

på den traditionelle opfattelse af, at aktører handler uafhængigt 

af hinanden, og at kollektiv handlen kan opfattes 

som summen af de enkelte individers handlinger (DiMaggio 

& Powell, 1991b). Institutionel teori handler om, at mennesker 

ikke kun handler mekanisk på impulser fra deres omverden, 

men rent faktisk også skaber den virkelighed, de 

handler i. De er ikke kun passive objekter, men handlende 

subjekter. Institutionel teori kan give en forklaring på, hvad 

der gør summen af individer til et samfund med relativt stabile 

og organiserede handlemønstre. 

Man kan opfatte institutioner som relativt stabile overindividuelle 

fænomener, der begrænser eller regulerer de individuelle 

handlinger i kraft af socialisering og kontrolmekanismer. 

Den institutionelle teori udgør ikke nogen ensartet teoridannelse. 

Inden for den institutionelle teori kan man skelne 

mellem tre hovedretninger (Campbell, 2004): 

1. rational choice institutionalisme 

85

2. organisatorisk institutionalisme 

3. historisk institutionalisme. 

Rational choice institutionalismen er inspireret af neoklassisk 

økonomisk teori, hvor aktørerne er drevet af egeninteresse 

og nyttemaksimering. De enkelte aktører vælger 

rationelt mellem forskellige varer på markedet, og på den 

måde er de i stand til at maksimere deres velfærd. Det er 

således en instrumentel rationalitet, som præger denne 

form for institutionalisme. Den kan forklare, hvordan aktører 

på markedet handler. Det er en mikroorienteret teoridannelse. 

Den organisatoriske institutionalisme er sociologisk inspireret, 

og den er velegnet til analyser på mesoniveau. Dvs. niveauet 

mellem samfundsniveauet (makro) og aktørniveauet 

(mikro). Udgangspunktet i teoridannelsen er, at organisationer 

ikke er rationelle. Organisationer handler hensigtsmæssigt 

snarere end instrumentelt, og de handler både bevidst 

og ubevidst. Organisationer er optaget af legitimitet og 

meningsdannelse. 

Den historiske institutionalisme er makroorienteret og fokuserer 

på samfundsstrukturer snarere end på organisationer. 

Institutioner danner rammer for beslutningsprocesser, og 

institutioner indsnævrer og former politikken (se fx ”Magten 

på borgen”, 2004). Beslutninger og forandring er sporafhængige 

processer – ”muddling through”. Denne form for 

institutionalisme er mere præget af en hensigsmæssighedslogik 

end af en instrumentel logik. 

Berger & Luckmann repræsenterer den sociologiske institutionalisme. 

Den institutionelle og den neoinstitutionelle organisationsteori 

er i sit videnskabelige udgangspunkt sociologisk, 

og anvendelsen af institutionel teori på organisationer 

kan ses som et forsøg på at anvende et sociologisk begrebsapparat 

på organisationsteorien. Der er tale om en teori, 

som man ellers traditionelt har søgt at forklare med et 

økonomisk begrebsapparat. Anvendelsen af institutionel 

86

teori har også konsekvenser for aktøropfattelsen. I den sociologiske 

institutionalisme er den enkelte aktør regelfølgende 

frem for optimerende (Nielsen, 2005b). Det sociologiske 

menneske styres i modsætning til det økonomiske menneske 

af andet end individuel nyttemaksimering. 

Sociologisk institutionalisme 

Social orden i et samfund er ikke naturligt forekommende. 

Den eksisterer kun som en konsekvens af menneskelig aktivitet 

(Berger & Luckmann, 1976). Al menneskelig aktivitet 

er underlagt vanedannelse, og vaner udgør med tiden en 

stabil baggrund, hvorpå aktiviteter det meste af tiden kan 

finde sted med et minimum af beslutninger. Udgangspunktet 

for dannelsen af institutioner er dannelsen af vaner, og 

institutionalisering finder sted, hver gang forskellige aktører 

gensidigt anerkender og typificerer bestemte handlinger. Efterhånden 

vil de typificerede handlinger eksternaliseres og 

fremstå for den enkelte som objektive kendsgerninger i den 

enkeltes omverden som institutioner skabt gennem social 

interaktion. ”Man oplever med andre ord institutionerne, 

som om de besidder deres egen virkelighed, en virkelighed, 

der står over for individet som en ydre og uomgængelig 

kendsgerning” (1976: 77). 

Institutioner opstår som et resultat af gentagelser af særlige 

handlemønstre. Institutioner er meningssystemer, der foreskriver 

bestemte handlemåder. Institutioner refererer til 

praksisformer, der reproduceres gennem rutiniserede gentagelser. 

(Mac, 2005). Den sociale interaktion skaber fælles 

forståelsesrammer for, hvordan fænomener fortolkes, og 

hvilke handlinger, der er mulige i den givne situation. 

Helt centralt i denne måde at forstå institutioner på er begreberne 

typificering, vaner og rutinisering. Typificering eller 

typedannelse er en generalisering af erfaringer fra det 

specifikke til det generelle. Efterhånden, som erfaringer 

dannes med genstande, personer, relationer og situationer, 

fortolkes disse erfaringer som generaliserede typer. Typificering 

skaber ikke alene en begrebsverden, men typificerer 

87

også, ”hvordan man gør” i bestemte situationer. Vanebegrebet 

angiver de metoder, aktørerne anvender for at praktisere 

institutionen. Når bestemte genkendelige situationer 

forekommer, handler aktørerne på en bestemt måde. Rutiner 

er de procedurer, der følges for at vedligeholde vanen. 

Institutionaliseringsprocessen indeholder ifølge Berger & 

Luckmann tre faser: 1) en eksternalisering af de typificerede 

handlinger med dannelse af symbolske strukturer, 2) en objektivisering 

af de fælles meningsstrukturer og 3) en internalisering, 

hvor den objektiviserede verden i løbet af socialiseringen 

føres tilbage i aktørernes bevidsthed. Institutioner 

er symbolske systemer, som møder det enkelte individ som 

et eksternt tvangsmæssigt pres. Hermed får institutioner 

deres eget liv og opfattes af den enkelte som objektive 

rammer for vedkommendes sociale liv. Når institutioner antager 

en objektiv karakter, vokser behovet for, at der indføres 

sanktioner for afvigende adfærd. Den indre styring er en 

konsekvens af socialiseringen af den enkelte aktør, mens 

den ydre styring er en konsekvens af ekstern kontrol og tilhørende 

sanktioner. 

Institutioner fungerer ikke kun som begrænsninger i kraft 

af, at de definerer, hvad der er lovligt, moralsk korrekt eller 

kulturelt acceptabelt (Scott, 2001; Jepperson, 1991). De giver 

også magt til og legitimerer bestemte handlinger og aktører. 

Institutioner både begrænser og iscenesætter. Det 

menneskelige samvær vil over tid medføre, at der dannes 

flere og flere institutioner, og dermed vil samfundet udvikle 

en stigende institutionel orden. 

Institutioner gør sig gældende på mange forskellige niveauer, 

og man kan betragte samfundet som et modsigelsesfyldt 

interinstitutionelt system (Friedland & Alford, 1991). Man 

kan betragte institutioner som supraorganisatoriske handlingsmønstre, 

der sætter rammerne for menneskelig handling, 

og som systemer af symboler, der bruges til at kategorisere 

den menneskelige handling og give den mening på 

88

mikroplanet. Der skelnes almindelig vis mellem følgende tre 

niveauer: 

institutioner på samfundsniveau (makroniveau) 

institutioner på feltniveau (mesoniveau) 

institutioner på aktørniveau (mikroniveau). 

Tekstboks: Et eksempel på en institution – makroniveau 

Man kan indrette en stat på mange måder – man kan vælge et monarki, et tyranni, et despoti, 

et imperium eller et demokrati. Den valgte styreform er et udtryk for et standpunkt. 

Forestillingen om demokratiet som styreform opstod i 1700-tallet i modsætning forestillingerne 

om kirke- og kongemagt. Forestillingen om demokratiet som styreform spredte 

sig i Europa i løbet af 1800-tallet og førte til afskaffelsen af enevælden og indførelsen af 

demokratiet i Danmark i 1848. 

Af den valgte styreform følger en mængde kendsgerninger. For demokratiets vedkommende 

er det følgende 

- magtens tredeling 

- det repræsentative parlament 

- ytringsfrihed 

- en markedsøkonomi 

samt demokratiets objektive pejlemærker 

- ombudsmandsinstitutionen 

- rigsrevisionen 

- kommissioner 

- den upartiske embedsmand 

- forvaltningsloven. 

I et demokrati forudsættes politikerne at handle på grundlag af viden og evidens. Når 

rigsrevisionen konkluderer, at de private hospitaler er blevet overkompenseret og har 

modtaget statsstøtte, så kan man som politiker ikke tillade sig at betvivle rigsrevisionens 

konklusion uden, at man dermed også betvivler demokratiet som styreform. 

Institutioner kan være i modstrid med hinanden. Dermed 

har det enkelte individ og den enkelte organisation flere forskellige 

og modstridende forståelsesrammer til deres rådighed, 

når de skal skabe mening og handle i dagligdagen. Aktørerne 

kan manipulere og genfortolke symboler og praktikker, 

så de tjener deres egne formål. Det er derfor ikke muligt 

at forstå aktørernes adfærd uden at placere dem i en relevant 

kontekst. 

89

Den enkelte aktør kan fortolke og manipulere de forskellige 

institutionelle logikker, så de passer til den givne kontekst. 

Individer, grupper og organisationer vil kæmpe om, hvilken 

fortolkning, der skal være gældende, og på den måde udvikles 

og forandres institutioner. Campell bruger begrebet 

bricolage, når aktører kombinerer eksisterende institutioner 

til at skabe nye (Campell, 2004). Der er et samspil mellem 

institutioner, felter og aktører, og udviklingen af institutioner 

sker, når aktører tolker institutionerne forskelligt, eller 

institutionerne er i konflikt med hinanden (Scott, 2001: 

195). 

Begrebet institution kan defineres på flere forskellige måder 

(Scott, 2001; Nielsen, 2005a, 2005b; Friedland & Alford, 

1991). En måde at definere begrebet på er at se ”… institutions 

as cultural rules giving collective meaning and value to 

particular entities and activities, integrating them into the 

larger schemes” (Meyer et al., 1994: 10). Institutioner er 

beskrivelser af virkeligheden. Institutioner bruges til at retfærdiggøre 

og forstå handlinger med – en fælles forståelsesramme. 

Et sæt af spilleregler for individers samfundsmæssige 

interaktion. Disse spilleregler kan bestå af love, bekendtgørelser, 

overenskomster, andre formelle regler, faglige 

normer, vaner, rutiner og tommelfingerregler. 

Man taler også om institutioner som en betegnelse for konkrete 

organisationer, fx en døgninstitution, eller mere abstrakt 

om offentlige institutioner eller velfærdsstatens institutioner 

mere generelt. Denne måde at bruge begrebet på 

refererer ikke til tankemæssige forestillinger, men til konkrete 

fysiske størrelser. Et særkende ved politologien i forhold 

til økonomi og sociologi er, at den hæfter sig ved, at 

institutioner og deres indretning handler om magt. Magt til 

at designe institutionelle løsninger og bestemme over dem 

(Christensen, 2003). Inden for sociologien handler institutioner 

om de dominerende forestillinger, man gør sig i et givent 

samfund, og om de konsekvenser, forestillingerne har 

for dette samfunds funktionsmåde (Scott, 2001; Jepperson, 

90

1991), mens man inden for økonomien betragter institutioner 

som incitamentsskabende rammer. En forklaring på, 

hvorfor man bruger begrebet institution om både dominerende 

forestillinger og om konkrete fysiske størrelser, kunne 

være, at stærke og dominerende forestillinger i samfundet 

opnår en høj grad af legitimitet. Deres mulighed for at tiltrække 

ressourcer og dermed muligheden for at underbygge 

deres legitimitet med fysiske symboler bliver dermed større. 

På den måde får institutioner over tid et fysisk udtryk – en 

konkret fysisk form, og det er det, den neoinstitutionelle organisationsteori 

handler om. 

En vigtig pointe ved den institutionelle teori er dens påstand 

om, at vore forestillinger om det moderne rationelle samfund 

er socialt konstruerede. Rationelle sociologiske eller 

økonomiske love er menneskeskabte forklaringsmodeller, 

der er erfaringsbaserede snarere end objektive naturlige 

fænomener, der bliver synlige gennem erfaringen (Dobbin, 

1994: 122; Friedland & Alford, 1991). Vores forestillinger 

om rationalitet er socialt konstruerede meningssystemer. 

Forestillingen om den rationelle aktør, der maksimerer sin 

egennytte, er en myte, som udspringer af rationelle teorier 

om politik og økonomi, og den er et udtryk for det moderne 

samfunds ønske om at forstå sig selv som rationelt (Meyer 

et al., 1994: 21). 

Den vestlige verdens institutioner tjener det ene formål at 

fremstille aktørernes handlinger som rationelle og retfærdige. 

Det betyder fx, at når organisationer tilstræber den 

samme strukturelle form, så forklares det med, at de konvergerer 

mod en optimal idealform, som er ”derude” og bare 

skal opdages. Men realiteten er, at de kopierer de seneste 

modestrømninger inden for organisation og ledelse. Udviklingen 

af nye organisatoriske former er ikke styret af en 

progression mod større og større effektivitet, men af tilfældigheder. 

Moderniteten medfører en rationalisering af organisationernes 

omgivelser (Meyer et al., 1994; Meyer, 1994), 

og organisationer kan derfor forstås som rituelle enactments 

91

af kulturelle værdier snarere end rationelle reaktioner på 

konkrete problemer. 

Det væsentlige ved Berger & Luckmanns teori om den samfundsskabte 

virkelighed er, at institutioner over tid eksternaliseres, 

opnår legitimitet og tiltrækker sig ressourcer. Det 

betyder, at de tingsliggøres og opnår konkret fysisk form. 

Den sociale virkelighed udfoldes inden for et sæt af formelle 

regler, som konstituerer samfundets sociale orden. I den typiske 

nationalstat er autoritet struktureret i en formel statslig 

regulering og et offentligt bureaukrati. Transaktioner er 

reguleret af rationelle kalkulationer og bogføringsregler. 

Markedet er reguleret af penge, kommercialisering og rationelle 

beslutningsmodeller, og samfundet forstået som fællesskab 

er reduceret til nyttemaksimerende enkeltindivider 

(Meyer et al., 1994). Den fysiske verden eksisterer, men 

den får kun betydning gennem den måde, vi taler om og 

forstår den på. Teoridannelsen om den samfundsskabte virkelighed 

omfatter både aktørernes forestillinger om den sociale 

verden, men også denne verdens konkrete fysiske udformning. 

Institutionalisering kan forstås både som en proces og som 

et outcome. Sondringen er vigtig, fordi institutionaliseringsprocesser 

forløber over tid og har fokus på det gensidige 

samspil mellem aktører og forskellige former for institutionelt 

pres, mens institutioner som outcome giver et øjebliksbillede 

af karakteren af den institutionelle orden i et felt. Et 

øjebliksbillede, der gør det muligt at analysere karakteren af 

den institutionelle orden på et givet tidspunkt. 

Sammenkædning af organisationsteori og den institutionelle 

teori 

Det er først fra midten af det 19. århundrede, at man mere 

videnskabeligt begynder at interessere sig for organisationer, 

og at man mere formelt kan tale om en egentlig organisationsteori 

(Dobbin, 1994; Scott, 2001). Udgangspunktet 

i organisationsteorien er, at organisationer er sociale systemer 

i den forstand, at de danner rammen for et samarbejde 

92

mellem enkeltindivider, men at organisationen også betragtes 

som det strukturelle udtryk for rationel handlen. Den 

klassiske organisationsteori fokuserer på den formelle struktur 

og betragter organisationen som et mekanisk instrument 

til at opnå givne mål. Inden for den klassiske organisationsteori 

er der således en tradition for at have en rationel forståelsesramme, 

idet man betragter organisationer som instrumentelle 

og ikke som symbolske repræsentationer for 

omverdenens forestillinger om rationalitet. I den klassiske 

organisationsteori har man den opfattelse, at organisationer 

er styret af universelle økonomiske love frem for af lokale 

sociale konstruktioner (Dobbin, 1994). 

Sideløbende med udviklingen af den klassiske organisationsteori 

bliver man i løbet af 1940’erne optaget af, at organisationer 

ikke altid agerer økonomisk rationelt, men at de tilpasser 

sig værdier og normer, ud over hvad der er teknisk 

nødvendigt. Det bliver udgangspunktet for at anvende den 

institutionelle teori inden for organisationsteorien (Scott, 

2001; DiMaggio & Powell, 1991a). Man kan sige, at organisationer 

ikke kun skal tilpasse sig de tekniske omgivelser, 

organisationen fungerer i, men også de institutionelle (Meyer 

& Rowan, 1991). Organisationernes tekniske omgivelser 

er ikke interessante i denne sammenhæng, fordi de i princippet 

kan håndteres inden for rationalitetens rammer. 

Dermed bliver organisationens tilpasning til de tekniske omgivelser 

til et teknisk problem. 

Inden for den institutionelle organisationsteori kan man 

skelne mellem neoinstitutionel teori og den ældre institutionelle 

teori jf. tabel 1 (DiMaggio & Powell, 1991b; Gregersen, 

1995; Scott, 2001). 

93

Tabel 1: Ny og gammel institutionel teori 

Gammel Ny 

Interessekonflikter Centrale 

Årsager til inerti hævdvundne inte- 

Fokus på struktur resser 

Organisationens for- Den uformelle 

ankring 

struktur 

Årsag til forankring Det lokale miljø 

Institutionaliseringen Kooptering 

sker i 

organisatorisk dynamik 

Kognitiv basis 

Mål 

Agenda 

64 

Perifere 

Legitimitet 

Den har en symbolsk 

rolle 

Feltet eller samfundet 

Feltet er konstitu- 

Organisationen erende 

Forandring Feltet 

Engagement Stabilitet 

Forskudte Vaner og praksis- 

Politisk relevans erfaring 

Kilde: Hansen, 2009 

Flertydige 

Disciplinering 

Den neoinstitutionelle teori adskiller sig fra den ældre på en 

række områder, hvoraf de væsentlige er 

- mindre fokus på konflikter mellem interessegrupper i 

og uden for organisationen 

- den symbolske betydning af den formelle organisationsstruktur 

tillægges større vægt 

- organisationer er ikke organiske helheder, men løst 

koblede systemer 

- organisationer tilpasser sig ikke til deres lokale omgivelser, 

men tilpasser sig det organisatoriske felt og søger 

ensartethed med omgivelserne og stabilitet. 

I den ældre institutionelle organisationsteori er fokus primært 

på den enkelte organisation, hvor interessegrupper i 

64 Denne formelle proces med kooptering repræsenterer en omfattende justeringsmekanisme, 

som tillader en formel organisation at forøge sine overlevelseschancer 

gennem tilpasning til eksisterende magt- og interessecentre i dens operationsområde 

(Selznick, 1949: 217). 

94

organisationen har forskellige interesser, og hvor institutionaliseringen 

sker i takt med, at interessekonflikterne løses 

ved indgåelse af politiske kompromisser og efterfølgende 

fastlæggelse af de enkelte interessegruppers rettigheder 

(Gregersen, 1995). Hermed bliver det den enkelte organisation, 

der institutionaliseres, og organisationer vil derfor som 

hovedregel være forskellige. Den ældre institutionelle organisationsteori 

fungerer på mikroniveauet. 

I modsætning hertil sker institutionaliseringen i den neoinstitutionelle 

organisationsteori i tilpasningsprocessen mellem 

forskellige organisationer inden for samme organisatoriske 

felt – på mesoniveauet. Tilpasningsprocesserne i feltet medfører, 

at organisationerne inden for samme felt kommer til 

at ligne hinanden. Med den neoinstitutionelle teoris fremkomst 

i 1970’erne bliver organisationens formelle struktur 

igen vigtig. Ikke så meget, fordi den strukturerer arbejdsopgaverne 

internt i organisationen, men fordi den formelle 

struktur også har et eksternt publikum, der bedømmer organisationen 

på dens evne til at indarbejde gældende normer 

og værdier i sin struktur. Den formelle struktur bliver et 

spejl på de herskende institutioner i omgivelserne og giver 

den enkelte organisation legitimitet (Scott, 2001). 

Den klassiske neoinstitutionelle organisationsteori 

I det følgende præsenteres de centrale begreber i den neoinstitutionelle 

organisationsteori. De centrale begreber er 

- dekobling 

- det organisatoriske felt 

- tre former for institutionelt pres 

o formelle regler og bureaukrati 

o faglige metoder 

o efterligning og tommelfingerregler. 

Dekobling - den formelle organisatoriske struktur som 

et ritual 

Organisationens formelle struktur foreskriver, hvilket arbejde 

den enkelte medarbejder skal udføre, og så længe det 

95

sker, fungerer organisationen effektivt. Problemet er bare, 

at denne forudsætning ikke kan påvises empirisk, fordi 

medarbejderne ikke agerer i overensstemmelse med organisationens 

formelle struktur (Meyer & Rowan, 1991). Når 

man således kan konstatere, at den formelle struktur ikke 

koordinerer og kontrollerer det daglige arbejde, forekommer 

det umiddelbart paradoksalt, at den formelle struktur så er 

så vigtig i moderne organisationer. Forklaringen er, at den 

formelle struktur er en manifestation af magtfulde institutionelle 

regler i samfundet. 

Offentlige serviceorganisationer er udsat for et institutionelt 

pres fra omgivelserne. Det institutionelle pres medfører, at 

de organisationer, der tilpasser sig de herskende institutionelle 

regler, klarer sig bedre end de organisationer, der ikke 

tilpasser sig. De organisationer, som tilpasser sig, opnår legitimitet. 

Organisationer bedømmes på deres evne til at 

overholde de institutionelle regler mere end på deres evne 

til en effektiv opgaveløsning. Tilpasningen styrker enigheden 

mellem interne og eksterne interessenter, og den afskærmer 

organisationen fra kritik. Organisationen bevæger sig 

fra at være en selvstændig organisation, der sætter sin 

egen dagsorden til at blive en del af den samfundsmæssige 

orden. Det sikrer den legitimitet og ressourcer og dermed 

overlevelse. Tankegangen fremgår af figur 1. 

96

Figur 1. Faktorer, der påvirker den organisatoriske overlevelse 

Udbredelsen af 

rationelle 

institutionaliserede 

myter 

Organisatorisk 

produktivitet 

Organisatorisk 

konformitet til de 

institutionaliserede 

myter 

Legitimitet og 

ressourcer 

Kilde: Meyer & Rowan (1991). 

97 

Overlevelse 

Legitimitet er et centralt begreb, fordi det er organisationers 

legitimitet, der i sidste ende sikrer, at de overlever som organisationer. 

Hvis organisationerne udelukkende fungerer 

på markedsvilkår, vil det være deres produktivitet, der sikrer 

dem deres legitimitet. Organisationer fungerer imidlertid 

ikke udelukkende på markedsvilkår, og over tid kan tekniske 

løsninger blive infused with value og dermed blive institutionaliserede. 

Organisationer, som praktiserer en høj grad af tilpasning til 

de institutionelle omgivelser, vil opleve problemer med deres 

formelle struktur. Dels fordi de tekniske krav til en effektiv 

produktion ikke harmonerer med de institutionelle 

krav fra omgivelserne, dels fordi de institutionelle krav fra 

omgivelserne ikke nødvendigvis harmonerer med hinanden. 

Det vanskeliggør tæt kontrol og koordination. Ceremoniel 

organisatorisk adfærd er ofte en konsekvens af firkantede 

og kategoriske krav og regler til organisationen fra omgivelserne. 

Det viser sig ofte i praksis, at reglerne er i konflikt 

med de problemer, de er formuleret til at løse, eller at de er 

så generelt formulerede, at de ikke kan bruges til at løse 

specifikke problemer. De mange og modstridende hensyn 

offentlige serviceorganisationer skal tage til krav fra omgivelserne 

vil skabe stor usikkerhed i det daglige arbejde, og

organisationen må kæmpe med at skabe sammenhæng 

mellem de institutionelle krav indbyrdes og med kerneaktiviteterne 

i organisationen. Den manglende konsistens mellem 

kravene fra omgivelserne og serviceorganisationernes 

daglige arbejdsopgaver vil den enkelte organisation forsøge 

at løse vha. af en dekoblingsstrategi. 

Dekobling er et udtryk for, at organisationer forsøger at løsrive 

den daglige professionelle praksis fra organisationens 

formelle struktur. Organisationer forsøger at minimere evaluering 

og kontrol af deres kerneaktiviteter på den ene side, 

og på den anden side foretager de koordination og gensidig 

tilpasning mellem organisationens strukturelle elementer 

uformelt. De skaber løse koblinger mellem organisationens 

strukturelle elementer og mellem de strukturelle elementer 

og den professionelle praksis. På denne måde forsøger organisationerne 

at undgå, at inkonsistenserne mellem kravene 

fra omgivelserne opdages, og organisationen forsøger at 

minimere de praktiske konsekvenser af den manglende 

sammenhæng mellem kerneaktiviteterne og den formelle 

struktur. Ved hjælp af denne strategi forsøger organisationen 

at opretholde sin legitimitet. Nogle kendetegn ved dekobling: 

Kerneaktiviteter foregår uden for ledelsens kontrol, og udøvelse 

af professionalisme understøttes. 

Mål er flertydige og ikke operationelle, og fokus er mere på 

overholdelse af regler end på output. 

Man undgår integration af tekniske og institutionelle krav 

ved ikke at implementere og evaluere udefra kommende 

krav. 

De menneskelige relationer gøres vigtige. 

Når organisationen ikke kan koordinere sine aktiviteter i den 

formelle struktur, må aktørerne håndtere deres indbyrdes 

samarbejde i det daglige arbejde uformelt. Og her er det of- 

98

te praktiske hensyn, der er afgørende i samarbejdet. Evnen 

til at koordinere det daglige arbejde i strid med regler, men 

i god forståelse med kollegerne og af hensyn til det gode 

samarbejde, er en værdifuld kvalifikation for ansatte i dekoblede 

organisationer (Meyer & Rowan, 1991: 58). Organisationer 

i det samme felt kan sagtens have samme formelle 

struktur, men variere stærkt i den daglige praksis. 

Dekoblingsstrategien understøttes af, at organisationens 

medlemmer og eksterne interessenter lukker øjnene for inkonsistenserne, 

eller at de forholder sig til dem med tilbageholdenhed. 

Delegation af kompetence, professionalisering, 

tvetydige mål og manglende outputkontrol er mekanismer, 

der eliminerer usikkerheden, samtidig med at den 

formelle struktur opretholdes. 

Dekoblingsstrategien fungerer både på det organisatoriske 

niveau mellem organisationens strukturelle elementer og de 

professionelle, men også på det interpersonelle niveau i relationen 

mellem organisationen og dens interessenter. Ifølge 

Meyer & Rowan kan dekobling praktiseres, fordi organisationens 

eksterne og interne interessenter mere eller mindre 

stiltiende accepterer denne praksis. Dekoblingsstrategien 

fungerer således internt i organisationen og eksternt i forhold 

til organisationens omgivelser. 

Det organisatoriske felt 

DiMaggio & Powell (1991) argumenterer for, at det ikke 

længere er det kapitalistiske marked og ønsket om teknisk 

effektivitet, der driver bureaukratiseringen af samfundet, 

men derimod strukturationsprocesser i det organisatoriske 

felt med staten og professionerne som de væsentligste aktører. 

De definerer det organisatoriske felt som ”those organizations 

that, in the aggregate, constitute a recognized 

area in institutional life: key suppliers, resource and product 

consumers, regulatory agencies, and other organizations 

that produce similar services or products” (DiMaggio & Powell, 

1991a: 64). Organisationer i det organisatoriske felt er 

kendetegnet ved tætte faglige og arbejdsmæssige relationer 

99

(connectedness) og ved, at de har samme position i en netværksstruktur 

(structural equivalence). Man kan sige, at et 

organisatorisk felt er et fællesskab af organisationer, som 

udfører de samme aktiviteter og er underlagt det samme 

institutionelle pres. 

Bureaukratiseringsprocessen medfører homogenitet i struktur, 

kultur og output mellem organisationen inden for det 

samme felt. Organisatoriske felter eksisterer kun i det omfang, 

de kan bestemmes institutionelt. Et felt konstituerer 

sig selv, 1) når der er en stigende interaktion blandt de potentielle 

medlemmer i feltet, 2) der kan konstateres et mønster 

af dominans og koalitioner blandt deltagerne i feltet, 3) 

når der er en stigning i kampen om information blandt deltagerne, 

og 4) når der er en stigende bevidsthed blandt deltagerne 

i feltet om en fælles interesse. 

Når først et antal organisationer har dannet et organisatorisk 

felt, opstår der stærke kræfter i feltet for, at dets medlemmer 

skal komme til at ligne hinanden. Jo ældre og mere 

veletableret feltet er, des vigtigere bliver det for medlemmerne 

af feltet at opnå legitimitet frem for effektivitet. Medlemmerne 

begynder i stigende omfang at orientere sig mod 

hinanden og i mindre omfang mod deres omgivelser generelt. 

Store dominante medlemmer af et organisatorisk felt 

vil således på et tidspunkt hellere forsøge at dominere deres 

omgivelser end at tilpasse sig dem. 

Man kan definere et felt på mange forskellige måder. Man 

kan eksempelvis tale om det sociale område som et felt. Det 

vil i givet fald være temmelig omfattende og komplekst, 

hvor mange forskellige interesser og professioner er i spil. 

Et mindre og mere homogent felt kunne være det socialpædagogiske 

felt, hvor kun en profession gør sig gældende. 

Tre former for institutionelt pres 

Det institutionelle pres har tre former, som ikke udelukker 

hinanden, og som kan være svære at adskille i praksis: 

100

Det regulative pres. Det er et resultat af, at offentlige serviceorganisationer 

skal rette sig efter de formelle regler, 

som samfundet formulerer. Det vil i praksis sige folketinget 

og kommunalbestyrelsen. De formelle regler kommer til udtryk 

ved love, bekendtgørelser, cirkulærer, overenskomster, 

kommunalbestyrelsesbeslutninger, lokale forvaltningsmæssige 

beslutninger om eksempelvis økonomi og personalepolitik. 

Det regulative pres kommer til udtryk i formelle regler 

og bureaukratiske strukturer. Det regulative pres vedrører 

politisk indflydelse og organisatorisk legitimitet. 

Det normative pres. Det normative pres vedrører de professionelles 

faglighed. De professionelles uddannelse og deres 

faglige begreber og faglige metoder. 

Det mimetiske pres. Det mimetiske pres er et resultat af 

usikkerhed. Når der er stor usikkerhed om mål og metoder i 

det professionelles arbejde, sætter de selv standarder for 

deres arbejde. De udvikler rutiner, tavs viden og tommelfingerregler 

for, hvordan deres arbejde skal udføres. Den tavse 

viden og tommelfingerreglerne sætter fælles standarder for 

håndtering af den usikkerhed, der måtte være om opgavens 

karakter og omgivelsernes forventninger. 

De tre former for institutionelt pres vedrører tre forskellige 

aspekter i organisationers tilpasning til deres institutionelle 

omgivelser. Det regulative pres stammer fra magtfulde eksterne 

aktører, specielt fra staten. Overholdelse af gældende 

lovgivning, standardprocedurer og gældende praksisser er 

vigtige elementer i denne sammenhæng. 

Det normative pres opstår, når organisationen importerer 

praksis fra professionelle. Professionaliseringen betyder en 

kollektiv kamp hos et fags medlemmer for at definere betingelser 

og metoder for arbejdet, for at etablere et kundskabsmæssigt 

fundament for legitimitet og uafhængighed 

og for at kontrollere indholdet af uddannelsen. Det professionelle 

arbejde er kendetegnet ved, at man mere fokuserer 

på at leve op til de professionelle standarder end på produk- 

101

tionsmæssig effektivitet. To aspekter ved professionaliseringen 

er vigtige. Det ene er eksistensen af en formelt anerkendt 

uddannelse, der kvalificerer til udøvelse af professionen. 

Det andet er den store forekomst af professionelle netværk 

i feltet. 

Det mimetiske pres opstår, når de organisatoriske mål er 

flertydige, når den anvendte produktionsteknologi er svær 

at gennemskue, når problemer er svære at definere og løse, 

eller når omgivelsernes forventninger er uklare. Under de 

omstændigheder er det svært at afgøre, om man som organisation 

gør det rigtige, og der er således stor opgaverelateret 

usikkerhed. For at reducere usikkerheden er det derfor 

en oplagt mulighed at efterligne andre succesfulde organisationer 

inden for samme organisatoriske felt eller simpelthen 

bare at efterligne andre ud fra en betragtning om, at bare vi 

er mange, der gør det samme, så kan det ikke være helt 

forkert. At efterligne andre kan være en effektiv metode, 

hvormed aktørerne i feltet kan reducere deres fornemmelse 

af usikkerhed. På den måde udvikles taken for granted tænkemåder, 

metoder og teknologier. De reificeres over tid og 

bliver objektive kendetegn ved arbejdet i det organisatoriske 

felt. De udvikler sig til standard operating procedures 

for den enkelte organisation og for feltet som sådan og bliver 

opskrifter på det rigtige at gøre i en given situation – til 

tommelfingerregler. At tænkemåderne og teknologierne bliver 

taken for granted betyder, at de bliver udtryk for en indforstået 

viden, som aktørerne ikke stiller spørgsmålstegn 

ved. Hvis den opgaverelaterede usikkerhed i feltet er stor, 

vil det mimetiske pres alt andet lige have en tendens til at 

dominere de to andre former for institutionelt pres. 

Tabel 2 viser eksempler på, hvordan forskellige felter i samfundet 

kan kategoriseres alt afhængig af, om de befinder sig 

i stærke eller svage institutionelle omgivelser, og efter om 

de befinder sig i stærke eller svage tekniske omgivelser. 

Stærke tekniske omgivelser er fremherskende i felter, der 

løser tamme problemer. Felter, der er præget af sikker viden 

om sammenhæng mellem det problem, organisationen 

102

skal løse, og de løsningsteknologier, som organisationen anvender. 

Produktionsprocessen i organisationen er præget af 

en sikker kausalitet mellem input og output, og aktørerne 

kan forholde sig rationelt til opgaveløsningen. Organisationer 

i stærke tekniske omgivelser er som hovedregel ikke 

præget af usikkerhed. 

Som det fremgår af tabellen, er eksempelvis feltet ”Døgninstitutioner 

for børn og unge” kategoriseret som et organisatorisk 

felt, der arbejder under svage krav fra deres tekniske 

omgivelser, men med stærke institutionelle forventninger til 

feltets organisering og adfærd. 

103

Tekniske omgivelser 

Tabel 2. Sammenhæng mellem tekniske og institutionelle 

omgivelser og organisatoriske felter 

Institutionelle omgivelser 

Stærke tekniske 

omgivelser 

Svage tekniske 

omgivelser 

Kilde: Scott & Meyer (1991). 

Stærke institutionelle 

omgivelser 

Offentlige forsyningsvirksomheder 

Det kongelige Teater 

Banker 

Hospitaler 

Psykiatriske behandlingsinstitutioner 

Døgninstitutioner 

for børn og unge 

Skoler 

Kirker 

Lovreguleret forvaltning 

104 

Svage institutionelle 

omgivelser 

Industriel virksomhed 

Kollektiv transport 

Biblioteker 

Restauranter 

Fitnesscentre 

Hjemmeplejen 

Daginstitutioner 

Kategorisering af ”Døgninstitutioner for børn og unge” er foretaget 

ud fra en betragtning om, at vores viden om, hvilke 

effekter et døgninstitutionsophold har på de anbragte børn 

og unge, er mangelfuld. Det gælder vores viden om, hvilke 

teknikker og metoder, der hjælper. Og det gælder vores 

enighed og dermed eksakte viden om, hvad det vil sige, at 

noget hjælper (Kristensen, 2001; Egelund, 1997; 2003; 

Egelund et al., 2004). På døgninstitutionsområdet forsøger 

man at løse ”vilde problemer” (Harmon & Mayer, 1986: 9). 

Der er ikke nogen præcis viden om forholdet mellem input 

og output, og der er ikke nogen klare tekniske effektivitetskriterier. 

Det betyder, at regelstyring ikke er velegnet, og at 

mange beslutninger på området derfor må baseres på skøn. 

Tine Egelund karakteriserer det faglige skøn i socialt arbejde

med børn og unge som en proces, ”der skal forbinde en 

usikker diagnosticering med usikre løsningskategorier” 

(Egelund, 2004). Og hun konstaterer, ”at man i dag ikke 

ved, hvad man gør i dansk børneforsorgsarbejde. Børneforsorgen 

er et stort ukontrolleret eksperiment med dårligt stillede 

børn og familier” (Egelund, 2003: 143). Omvendt er 

driften af en døgninstitution reguleret af mange love, af bekendtgørelser 

på det statslige niveau og af politiske og økonomiske 

rammer på det amtskommunale niveau. Samtidig 

varetages selve behandlingsarbejdet af professionelle socialpædagoger, 

som har en statslig anerkendt uddannelse. Så 

det kan dokumenteres, at de tekniske rammer for ”Døgninstitutioner 

for børn og unge” er svage. 

Med udgangspunkt i den neoinstitutionelle organisationsteori 

kan man opstille følgende hypoteser om det institutionelle 

pres på offentlige serviceorganisationer: 

Det regulative pres vil komme til udtryk ved: 

At den centrale myndighed vil prøve at styre offentlige 

serviceorganisationer med omfattende og 

detaljerede kontrolsystemer. 

At det regulative pres mere vil være rettet mod 

rammer for arbejdet end mod selve indholdet af 

arbejdet. 

At offentlige serviceorganisationer vil blive bedømt 

på deres evne til at overholde de forvaltningsmæssige 

regler, mere end på deres evne til 

at løse deres opgaver effektivt. Specielt vil kontrollen 

med de økonomiske rammer være tæt, 

fordi offentlige serviceorganisationer ikke fungerer 

i et tæt koblet hierarkisk system. 

At offentlige serviceorganisationer vil forsøge at 

minimere formel evaluering og kontrol med deres 

kerneaktiviteter, og den daglige koordinering og 

gensidige tilpasning på den enkelte offentlige serviceorganisation 

vil ske uformelt. 

105

Det normative pres vil komme til udtryk ved: 

At de professionelle er mere fokuserede på deres 

faglighed end på produktionsmæssig effektivitet. 

Det mimetiske pres vil komme til udtryk ved: 

At forekomsten af tavs viden og tommelfingerregler 

pres vil være markant og dominere de faglige 

metoder og de formelle regler. 

Det strategiske valg kommer til udtryk ved: 

At de professionelle i de offentlige serviceorganisationer 

vil dekoble kerneaktiviteterne fra den 

formelle struktur og udvise ceremoniel adfærd. 

Det vil komme til udtryk ved, at ledelse og professionelle 

i den enkelte serviceorganisation vil vælge 

hver deres strategi. 

Den praktiske anvendelse af teorien 

I det følgende gennemgås, hvordan man kan analysere 

døgninstitutionsområdet ved hjælp af de netop gennemgående 

begreber fra den neoinstitutionelle teori. Resultaterne 

af analysen af styringen af døgninstitutionsområdet er delt i 

fire: 1) den regulative styring, 2) Den normative styring, 3) 

Den mimetiske regulering og 4) Det samlede styringsmix på 

døgninstitutionsområdet. 

I undersøgelsen afgrænses det organisatoriske felt til følgende 

centrale aktører: Døgninstitutioner for børn og unge 

med adfærdsmæssige problemer, folketing og regering, regioner, 

pædagogseminarierne og Socialpædagogernes 

Landsforbund. Mere perifert inddrages Kommunernes 

Landsforening, Amtsrådsforeningen og den statslige administration. 

Det organisatoriske felt kaldes ”Døgninstitutioner 

for børn og unge”. 

106

Den regulative styring 

Den regulative styring af døgninstitutionsområdet stammer 

fra 1) Direkte statslig regulering, 2) Bemyndigelseslovgivning, 

som sætter rammer for de lokale beslutninger på 

døgninstitutionsområdet og 3) Intern regulering, hvor den 

lokale beslutningsmyndighed optræder som selvstændig beslutningsmyndighed. 

Den direkte statslige regulering af døgninstitutionsområdet 

kommer eksempelvis til udtryk i Hotelcirkulæret og i bekendtgørelsen 

om magtanvendelse. Hotelcirkulæret kan karakteriseres 

som udtømmende forskrifter. Det samme kan 

ikke siges om bekendtgørelsen om magtanvendelse. Forbuddet 

mod at bruge legemlig afstraffelse og fiksering kan 

karakteriseres som udtømmende forskrifter, hvilket tilladelsen 

til fastholdelse og bortvisning til andet opholdssted ikke 

kan. Sidstnævnte form for magtanvendelse er ikke udtømmende 

reguleret i bekendtgørelsen. Disse to eksempler illustrerer, 

at staten kan gribe direkte regulerende ind med forskrifter 

på helt konkrete områder som brandværnsforanstaltninger 

og magtanvendelse. 

Styring som bemyndigelseslovgivning kommer til udtryk i 

reglerne i ”Lov om social service” om døgninstitutioner for 

børn og unge. Det er her kommunen, der har beslutningskompetencen 

i forhold til alle væsentlige beslutninger om 

selve anbringelsen af barnet eller den unge på døgninstitution. 

De indholdsmæssige krav i loven er generelt meget brede 

og ikke særligt handlingsanvisende. ”Lov om social service” 

kan ikke karakteriseres som en direkte statslig regulering, 

men må tværtimod karakteriseres som en rammelovgivning, 

hvor den lokale myndighed får udstukket nogle 

rammer, som den skal skønne og handle inden for. 

Den interne regulering er kendetegnet ved, at det er den lokale 

beslutningsmyndighed, som selv beslutter karakteren 

af den interne regulering. Den interne kommunale regulering 

retter sig mod de budgetmæssige rammer, selvforvaltningsaftaler, 

der regulerer forholdet mellem kommunens 

107

centrale og decentrale enheder, overenskomster og personalepolitiske 

forhold samt centralt udmeldte kvalitetsmæssige 

krav til døgninstitutionernes pædagogiske praksis. Det 

samlede billede af den kommunale regulering af døgninstitutionsområdet 

viser, at kommunerne vægter reguleringen 

af de organisatoriske rammer – økonomi og overenskomster 

– og at reguleringen af den behandlingsmæssige indsats på 

den enkelte døgninstitution stort set er fraværende. Handleplanen 

og den dermed forbundne individualisering af behandlingen 

af den enkelte anbragte er et problemområde, 

som den enkelte døgninstitution selv må regulere. 

De konkrete styringsværktøjer, som kommunerne bruger til 

at regulere døgninstitutionerne med, varierer ikke nævneværdigt 

fra kommune til kommune. Der kan dog være små 

forskelle i, hvor intensivt den enkelte kommune bruger det 

specifikke værktøj. Fx kan budgetkontrollen i en kommune 

være strammere end i en anden kommune. 

Generelt er den formelle styring karakteriseret ved, at den 

regulerer de økonomiske og overenskomstmæssige rammer 

for arbejdet på døgninstitutionerne. De formelle regler regulerer 

ikke det socialpædagogiske arbejde på døgninstitutionerne. 

Dette er overladt til den normative eller mimetiske 

styring. 

Den normative styring 

Analysen af, om socialpædagogernes professionsstatus og 

den normative styring rummer konklusioner på to overordnede 

spørgsmål om, 1) at man kan betegne socialpædagogerne 

som en profession?, og 2) at socialpædagogernes faglighed 

udgør en normativ styring af feltet? 

Hvis man besvarer spørgsmålet om socialpædagogernes 

professionsstatus med udgangspunkt i den klassiske professionssociologi 

(Friedson, 2001), så er konklusionen, at man 

ikke kan kalde det socialpædagogiske fagområde for en profession. 

Det socialpædagogiske fagområde er ikke baseret 

på teoretisk viden; det praktiserer ikke eksklusiv jurisdiktion 

108

inden for sit eget arbejdsområde; det har ikke specielle rettigheder 

på arbejdsmarkedet baseret på anerkendte kvalifikationskriterier; 

og socialpædagogerne har ikke en formel 

højere uddannelse, der producerer de nødvendige socialpædagogiske 

kvalifikationer. Socialpædagogerne har en ideologi 

forstået som et sæt af værdier og ideer, der sætter almenvellet 

over personlig vinding og kvalitet over produktivitet. 

Konklusion på spørgsmålet om, socialpædagogernes faglighed 

udgør en normativ styring, er, at pædagoguddannelsen 

og socialpædagogernes faglige organisation Socialpædagogernes 

Landsforbund ikke udøver nogen normativ styring i 

den forstand, at de definerer fælles og operationelle betingelser 

og metoder for det socialpædagogiske område. Det 

normative pres indeholder ikke konkrete anvisninger på, 

hvordan det socialpædagogiske arbejde skal udføres. Derfor 

er der ikke konkrete faglige metoder, der kan indarbejdes i 

døgninstitutionernes formelle struktur. Pædagogseminarierne 

og SL definerer derimod fælles ideer om og værdier for 

det socialpædagogiske arbejde. Dermed får socialpædagogerne 

en fælles forståelsesramme for deres arbejde, og de 

får nogle begreber og forestillinger, som de kan benytte, når 

de taler om deres arbejde, og som de kan bruge til at retfærdiggøre 

deres arbejde med. De får en fælles ideologi. 

Med formuleringer fra de fem analyserede lærebøger i socialpædagogik 

kan professionens ideologi udtrykkes ved, at 

det socialpædagogiske dannelsesideal er den autonome livsform, 

hvor det er medmennesket, der er den højeste autoritet. 

Det fremgår af lærebøgerne, at socialpædagogik er en 

politisk præget aktivitet, præget af idealer om det ”retfærdige 

og demokratiske samfund”, og socialpædagogikken er 

ikke underordnet politisk og forvaltningsmæssig regulering. 

Socialpædagogikken skal medvirke til en demokratisering af 

samfundet, hvor socialpædagog og barn i dialog sætter 

dagsordenen for læreprocessens indhold. 

109

I punktform kan socialpædagogernes ideologi, deres fælles 

ideer og værdier for deres arbejde karakteriseres ved, at 

målet med socialpædagogisk arbejde er den autonome 

livsform, hvor det enkelte menneske får frihed og mulighed 

for at realisere sine muligheder og blive det 

selvforvaltende menneske. 

samfundet skal være præget af social retfærdighed og 

af ligeværdige relationer. 

socialpædagogikken skabes i mødet med barnet og har 

ikke en bestemt metode. 

det socialpædagogiske arbejde indeholder også en politisk 

dimension og er ikke underordnet politisk og forvaltningsmæssig 

regulering. 

faglig og personlig udvikling er to sider af samme sag, 

og omdrejningspunktet i professionen er praksis og 

den enkelte socialpædagog. 

Analysen af de fem lærebøger viser, at der er forskel på fagets 

ideelle forestillinger om det socialpædagogiske arbejde, 

og på hvordan det socialpædagogiske arbejde bliver udført i 

praksis. Lærebøgernes beskrivelser af praksis illustrerer, 

hvor let de ideelle forestillinger om socialpædagogik kan degenerere 

til ”metodeløs selvforvaltning” i den daglige praksis 

på en døgninstitution. Der er tilsyneladende et skisma 

mellem, hvad faget teoretisk set burde være og det, det 

rent faktisk er. 

Det socialpædagogiske fagområde er desuden kendetegnet 

ved modstridende interesser mellem arbejdsgiverne og arbejdstagerne 

i feltet. Arbejdsgiverne i feltet efterlyser mere 

mål/middelrationalitet i løsningen af de socialpædagogiske 

opgaver og større erkendelse af, at den professionelle pædagog 

er en integreret del af den offentlige forvaltning. Det 

normative pres er således kendetegnet ved, hvad man kunne 

kalde institutionel uorden. Institutionel uorden skaber 

krydspres og dilemmaer for de professionelle i feltet. 

110

Den mimetiske styring 

Den mimetisk styring er et udtryk for feltets standardreaktioner 

på usikkerhed. Det er udtryk for feltets tavse viden og 

tommelfingerregler. Usikkerhed om kausalteorier og behandlingsteknologier 

i det socialpædagogiske arbejde og 

usikkerhed om omgivelsernes forventninger. For at kompensere 

for manglen på sikre mål og metoder i det socialpædagogiske 

arbejde samt for manglen på klare forventninger 

fra omgivelserne har socialpædagogerne udviklet fælles 

forestillinger om, hvordan de skal udføre deres arbejde. 

Socialpædagogernes fælles forestillinger om barnet og dets 

problemer tager udgangspunkt i, at børnenes basale problem 

efter socialpædagogernes mening er omsorgssvigt. 

Omsorgssvigt medfører, at børnenes indre struktur tager 

skade, og at børnene dermed får problemer med at styre 

deres relationer til andre mennesker. Børnenes problemer 

skal behandles med voksenstyring i en hverdag præget af 

struktur og forudsigelighed og med pædagogen som voksenmodel. 

En central forestilling er, at barnets indre kaos 

skal modsvares af en ydre struktur. Formålet med behandlingen 

er i vid udstrækning at lære barnet at lytte til og rette 

sig efter voksne socialpædagoger, så det lærer at tilpasse 

sig de givne rammer. Socialpædagogerne har følgende forestillinger 

om deres arbejde: 

at kernefamilien er forbillede for behandlingen på en 

døgninstitution 

at barnets indre kaos skal modsvares af en ydre struktur 

at socialpædagogerne møder barnet der, hvor det er 

at socialpædagogens personlighed er en væsentlig del 

af pædagogens virksomhed 

at socialpædagogikken skabes i mødet med barnet 

at socialpædagogerne ikke bruger magt og ikke straffer 

at det, der sker på en døgninstitution, er til barnets 

bedste. 

111

Socialpædagogernes forestillinger om deres arbejde med 

adfærdsvanskelige børn og unge fremstiller et sammenhængende 

billede af børn, der på grund af mangler i deres 

opvækst får personlige problemer, kommer på døgninstitution 

og bliver normaliserede med socialpædagogernes opfattelser 

af det normale som referenceramme. Forestillingen 

om kernefamilien er en central referenceramme. Det betyder, 

at de formelle træk ved kernefamilien som en far og en 

mor, måltidet, værelset m.m. bliver kendetegn ved den 

praktiske udførsel af socialpædagogikken på en døgninstitution. 

De forestillinger, som udgør den mimetiske styring, viser, 

hvordan socialpædagogerne taler om deres eget arbejde. 

Det er de gældende tommelfingerregler for socialpædagogisk 

arbejde. Forestillingerne efterlader det indtryk, at det 

er socialpædagogerne, der bestemmer den behandling, som 

barnet eller den unge får på døgninstitutionen. Det er socialpædagogerne, 

som skal have kontrollen på døgninstitutionen. 

Det samlede styringsmix på døgninstitutionsområdet 

Undersøgelsesresultaterne fra analysen af de tre former for 

styring er sammenfattet i tabel 3. Tabellen illustrerer de 

væsentligste elementer i den samlede styring af døgninstitutionsområdet. 

112

Tabel 3. Elementer i det samlede institutionelle pres 

De formelle 

regler 

De faglige metoder 

Tommelfingerregler 

og tavs viden 


Det samlede styringsmæssige pres: 

Forestillinger om socialpædagogisk arbejde 

Lov om social service og krav om handleplaner 

Regler for magtanvendelse 

Regler for brandforanstaltninger 

Økonomiske rammer 

Overenskomster 

Regler for brug af lommepenge 

Den autonome livsform 

Social retfærdighed og ligeværdige relationer 

Socialpædagogikken skabes i mødet med brugeren 

Socialpædagogikken har ikke en bestemt metode 

Det socialpædagogiske arbejde er ikke underordnet 

politisk og forvaltningsmæssig regulering 

Faglig og personlig udvikling er to sider af samme 

sag 

Børnene har mangler, og det er årsagen til deres 

problemer 

Kernefamilien som forbillede for behandlingen på en 

døgninstitution 

Barnets indre kaos skal modsvares af en ydre struktur 

Socialpædagogerne møder barnet der, hvor det er 

Socialpædagogerne bruger ikke magt og straffer ikke 

Det, der sker på døgninstitutionen, er til barnets 

eget bedste 

Børn i puberteten er uden for pædagogisk rækkevidde 

Socialpædagogens personlighed er en væsentlig del 

af socialpædagogens virksomhed 

Socialpædagogikken skabes i mødet med barnet 

Undersøgelsen (Hansen, 2009) har vist, at usikkerheden på 

døgninstitutionsområdet er stor. Usikkerheden er stor, fordi 

det regulative og det normative pres på området er svagt. 

Styringen af døgninstitutionsområdet udgøres fortrinsvis af 

den mimetiske styring. Det er et pres, som primært socialpædagogerne 

oplever. Lederne oplever det dog også, da de 

er uddannede socialpædagoger og på linje med det social- 

113

pædagogiske personale er optaget af børnenes og det pædagogiske 

personales daglige problemer. Det fremgår af tabel 

1, at der er flere sammenfald mellem forestillingerne i 

den normative styring og forestillingerne i den mimetiske 

styring. Fx kan ideologien om social retfærdighed og ligeværdige 

relationer genfindes i den mimetiske styring som 

forestillinger om, at socialpædagogerne møder barnet der, 

hvor det er, og at socialpædagogerne ikke bruger magt og 

ikke straffer. De to former for styring fungerer i samspil 

med hinanden og forstærker gensidigt hinanden. 

Den samlede styring af døgninstitutionsområdet er ikke 

konsistent, og den er præget af institutionel uorden. De udgør 

et styringsmix. Elementerne i den samlede styring er på 

mange måder i modstrid med hinanden. Inkonsistenserne i 

det institutionelle pres fremgår af tabel 4. Tabellen illustrerer, 

at der er to former for inkonsistenser: 1) Inkonsistenserne 

internt i de tre former for pres og 2) Inkonsistenserne 

mellem de tre former for pres. 

114

Tabel 4. Inkonsistenser i det institutionelle pres 

De formelle 

regler 

De fagligemetoder 


De formelle regler 

Normalisering i 

modsætning til 

handleplaner, økonomiske 

rammer, 

brandforanstaltninger,magtanvendelse, 

regler for brug 

af lommepenge og 

overenskomster 

Socialpædagogikken 

er ikke underlagt 

en politisk eller 

forvaltningsmæssig 

regulering 

Forestillingen om, 

at socialpædagogikken 

skabes i 

mødet med barnet, 

er i modstrid med 

en instrumentel tilgang 

til socialpædagogik 


De faglige metoder 

Det regulative pres 

er i modsætning til 

det normative pres 

som sådan, fordi 

socialpædagogernes 

ideologi ikke 

anerkender statslig 

styring 

Den instrumentelle 

socialpædagogik i 

modsætning til det 

selvforvaltende 

menneske og den 

ligeværdige relation 

Forestillingerne om, 

at børnene har 

mangler, og det er 

årsagen til deres 

problemer, at barnets 

indre kaos skal 

modsvares af en 

ydre struktur og at 

børn i puberteten er 

uden for pædagogisk 

rækkevidde er 

i modstrid med forestillingen 

om det 

kompetente barn 

115 


Det regulative pres 


det mimetiske pres, 

fordi socialpædagogernes 

forestillinger 

er fokuseret på barnet 

og dets forældre 

Social retfærdighed 

og ligeværdige relationer 

mellem barn 

og voksen er i modstrid 

med struktur 

og voksenstyring 

”At møde barnet 

hvor det er” i modsætning 

til voksenstyring 

og struktur. 

”Socialpædagogerne 

bruger ikke magt” 


voksenstyring 

Den samlede styring er som nævnt ikke præget af konsistens. 

De tre former for styring er hverken internt konsistente 

eller indbyrdes konsistente. Inkonsistenserne fremgår 

af tabel 4. De tonede felter i tabellen markerer de interne 

inkonsistenser, mens de ikke tonede felter markerer inkonsistenserne 

mellem de tre former for pres.

Den manglende interne konsistens i den regulative styring 

kommer til udtryk ved, at de forestillinger om normalisering 

af barnets eller den unges tilværelse, som Lov om social 

service indeholder, ikke er i harmoni med den øvrige formelle 

regulering af området. Et liv på en døgninstitution kan ikke 

blive normalt, hvis det er reguleret af handleplaner, 

brandforanstaltninger, regler for magtanvendelse, overenskomster 

m.m. Med hensyn til den normative styring er der 

ikke en entydig holdning til, om socialpædagogikken skal 

være instrumentel, og om den skal være underordnet den 

parlamentariske styringskæde. Der er her en konflikt mellem 

socialpædagogerne på den ene side og arbejdsgiverne i 

feltet på den anden. Inkonsistensen i den normative styring 

vedrører interessemodsætninger mellem den socialpædagogiske 

profession og arbejdsgiverne i feltet. Den helt overordnede 

inkonsistens i det mimetiske pres er modsætningen 

mellem forestillingen om, at barnets indre kaos skal modsvares 

af en ydre struktur, og forestillingen om at møde 

barnet der, hvor det er. På den ene side et strukturperspektiv 

på barnet, hvor barnet er objekt, og på den anden side 

et aktørperspektiv på barnet, hvor det kompetente barn i 

dialog med pædagogen skaber udvikling. 

Den manglende indbyrdes konsistens mellem de tre former 

for styring kommer primært til udtryk ved en uoverensstemmelse 

mellem den regulative styring og de to øvrige 

former for styring. Umiddelbart er der en modsætning mellem 

forestillingen om, at det socialpædagogiske arbejde ikke 

er underlagt forvaltningsmæssig eller politisk regulering og 

den omstændighed, at området overhovedet er formelt reguleret. 

Denne modsætning kommer også til udtryk ved, at 

arbejdsgiverne i feltet og socialpædagogerne har forskellige 

forestillinger om, hvad den professionelle socialpædagog 

skal kunne. Denne modsætning handler fundamentalt set 

om, at arbejdsgiverne ønsker den bureaukratiske styringsmodel, 

mens socialpædagogerne ønsker den professionelle 

styringsmodel (Nørgaard, 2001). Herudover er det lovgivningsmæssige 

krav om handleplaner i modstrid med forestillingen 

om, at socialpædagogikken ikke er instrumentel 

116

og ikke er kendetegnet ved en bestemt metode, men derimod 

skabes i mødet med barnet. Det forekommer også inkonsistent, 

at lovgivningsmagten finder det nødvendigt at 

udfærdige en bekendtgørelse om magtanvendelse, når socialpædagogerne 

har den opfattelse, at den socialpædagogiske 

relation er magtfri. Og at man har så detaljerede overenskomster, 

når socialpædagogerne bruger kernefamilien 

som forbillede for behandlingen på en døgninstitution. 

Inkonsistenserne mellem den normative og den mimetiske 

styring og de interne inkonsistenser i den mimetiske styring 

viser, at der er en modsætning mellem, hvordan socialpædagogerne 

taler om det socialpædagogiske arbejde, og 

hvordan de praktiserer det. De taler om socialpædagogikken 

i psykodynamiske termer, men praktiserer tilsyneladende en 

indlæringspsykologisk socialpædagogik. Der er en dekobling 

af døgninstitutionernes kerneaktivitet – den socialpædagogiske 

praksis – og den måde, hvorpå socialpædagogerne 

beslutter og begrunder beslutninger om børns problemer og 

behandling. De mange inkonsistenser mellem elementerne i 

styringen af døgninstitutionsområdet skaber et krydspres for 

socialpædagogerne og øger sandsynligheden for, at styringen 

ikke vil fungere efter hensigten. Specielt vil lovgivningen 

ikke blive implementeret efter hensigten, hvis den er i 

modstrid med væsentlige elementer i den normative- og 

mimetiske styring. Det er netop, hvad der gør sig gældende 

på døgninstitutionsområdet. På døgninstitutionsområdet er 

der en modsætning mellem fagets selvforståelse og formel 

regulering af det socialpædagogiske arbejde i det hele taget. 

Styringen af døgninstitutionsområdet er ikke kun præget af 

inkonsistenser, men også af konsistens. De forestillinger, 

socialpædagogerne gør sig om metoder i og ideologi for det 

socialpædagogiske arbejde, harmonerer med hinanden. Der 

er fællestræk mellem den ideologiske del af den normative 

styring og elementer i den mimetiske styring. Både den mimetiske 

og den normative styring indeholder en forestilling 

om, at 

117

det socialpædagogiske arbejde skabes i mødet med 

brugeren 

socialpædagogikken ikke har en bestemt metode 

faglighed og personlighed er to sider af samme sag 

relationen mellem barn og socialpædagog er magtfri 

(eller ligeværdig). 

Fordi disse fire forestillinger både gør sig gældende som 

elementer i den normative og i den mimetiske styring, vil 

forestillingerne understøtte hinanden. De vil derfor være 

dominerende og meget holdbare forestillinger på døgninstitutionsområdet. 

Det modsatte gælder for forestillinger, som 

er i modstrid med hinanden. De vil have en tendens til at 

svække eller udkonkurrere hinanden. Formelle regler om 

handleplaner er i modstrid med dominerende socialpædagogiske 

forestillinger. I det hele taget vil forsøg på en formel 

regulering af socialpædagogikken være i modstrid med 

stærke forestillinger om, hvad socialpædagogik er. Ligeledes 

er arbejdsgivernes forsøg på at underordne socialpædagogikken 

en bureaukratisk logik i modstrid med fagets ideologi 

og praksis. 

Resultaterne af analysen af de tre former for styring af 

døgninstitutioner for børn og unge viser, at den formelle regulering 

af området som helhed ikke er omfattende og detaljeret. 

Den formelle regulering retter sig primært mod de 

overenskomstmæssige og økonomiske rammer, som er detaljeret 

reguleret og kontrolleret. Den formelle regulering af 

den socialpædagogiske praksis er stort set fraværende. 

Sideløbende med den formelle regulering af anbringelsesområdet 

griber staten direkte regulerende ind på en række 

specifikke områder, som fx brandforanstaltninger og magtanvendelse. 

Denne direkte regulering er meget detaljeret. 

Desuden er reglerne for brandforanstaltningernes vedkommende 

ikke alene kontrollerbare, de kontrolleres også systematisk 

af en ekstern myndighed. 

118

Resultaterne af analysen af den normative styring viser, at 

der ikke er nogen faglig styring af området. Det faglige indhold 

af socialpædagogikken er ikke kendetegnet ved fælles 

operationelle metoder. De faglige begreber i faget er overordnede 

og derfor svære at omsætte i praksis. Socialpædagogikken 

og socialpædagogerne er omfattet af en stærk 

ideologi, der er kendetegnet ved egalitære værdier. 

Resultaterne af analysen af den mimetiske styring viser, at 

den måde, hvorpå socialpædagogerne taler om børnene, deres 

problemer og deres behandling, er præget af, at barnet 

opfattes som et objekt, der skal behandles af voksne. Barnet 

har svært ved at styre sig selv, og det skal derfor styres 

af socialpædagogerne. Det vigtigste værktøj i denne proces 

er socialpædagogen selv. Den mimetiske styring udtrykker 

socialpædagogernes tommelfingerregler for, hvordan socialpædagogisk 

arbejde skal udføres på en døgninstitution. Den 

mimetiske styring er på flere områder sammenfaldende med 

socialpædagogernes ideologi. 

Døgninstitutionerne er ikke optaget af de formelle regler og 

fælles faglige normer, men af døgninstitutionsområdets egne 

tommelfingerregler for socialpædagogik. Døgninstitutionerne 

har mange interne regler – Emma Gad-regler, som en 

socialpædagog kalder dem. Det er regler, som man ikke 

snakker om, fordi de er blevet en indarbejdet del af den 

daglige praksis på døgninstitutionen. De mange tommelregler 

for den socialpædagogiske praksis kommer til udtryk 

ved, at styringen af døgninstitutionsområdet er domineret af 

den mimetiske styring. Det samlede styringsmix på døgninstitutionsområdet 

er illustreret i tabel 5. 

119

Tabel 5. Det samlede styringsmix på døgninstitutionsområdet 

Det institutionelle 

pres 

Styring af rammer Styring af indhold 

De formelle regler Stærkt 

Svagt 

- serviceloven - få detaljerede 

- amtskommunal re- procedurer 

gulering 

- rammestyring 

- overenskomst - rammestyring 

De faglige metoder 

- pædagoguddannelsen 

- SL’s etisk værdigrundlag 

Svagt 



Stærkt 

Døgninstitutioner for adfærdsvanskelige børn og unge skal 

skabe de bedst mulige opvækstvilkår for de anbragte børn 

og unge, så disse kan opnå de samme muligheder for personlig 

udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende. 

Mange af de anbragte børn og unge har svært ved at 

indordne sig under almindelige sociale spilleregler. 

Den enkelte socialpædagogs arbejde er fastlagt i vagtplaner. 

På nogle døgninstitutioner rækker vagtplanerne et år 

frem i tiden. Døgninstitutioner har deres egen døgnrytme, 

som ligner familiens (Hansen, 2009). Døgnrytmen fungerer 

som et pædagogisk imperativ for socialpædagogerne. Sammenfattende 

kan man sige, at økonomiske rammer, socialpædagogernes 

ideologi, døgnrytmen og de daglige rutiner 

er de styrende elementer for den professionelle praksis på 

en døgninstitution. 

Resultaterne fra analysen af styringen af døgninstitutionsområdet 

har vist, at det er den store usikkerhed om det faglige 

indhold af socialpædagogikken, om karakteren af børnenes 

problemer og om samfundets forventninger til døgninstitutionerne, 

der er den primære baggrund for karakteren 

120

af styringen af døgninstitutionsområdet. Og usikkerhed er 

drivkraften i skabelsen af et mimetisk pres. Resultaterne fra 

analysen viser desuden, at der er en stram regulering af de 

økonomiske og overenskomstmæssige rammer for døgninstitutionerne, 

mens det socialpædagogiske arbejde med 

børnene er overladt til socialpædagogernes egne tommelfingerregler 

for, hvad socialpædagogisk arbejde er. Døgninstitutionerne 

reagerer styringen fra omgivelserne ved primært 

at tilpasse sig omgivelsernes krav. Nogle gange er tilpasningen 

dog ceremoniel og præget af modstand. 

Diskussion og praktiske implikationer 

Hvordan skal serviceorganisationerne i den offentlige sektor 

styres? Formuleret inden for rammerne af den neoinstitutionelle 

organisationsteori er det et spørgsmål om, hvilket styringsmix 

samfundet skal skabe på de serviceområder, hvor 

opgaverne er ”vilde” og har en kompleks og dynamisk karakter. 

Undersøgelsesresultaterne antyder, at de tre former 

for styring ikke fungerer uafhængigt af hinanden. Den regulative- 

og den normative styring fortrænger den mimetiske 

styring. Usikkerheden om opgaven kan reduceres ved en 

fælles anvendelsesorienteret viden om opgaven eller ved en 

omfattende og detaljeret lovgivning på området. 

Den umiddelbare konsekvens af undersøgelsen af døgninstitutionsområdet 

er, at usikkerheden på området skal reduceres. 

Usikkerheden kan reduceres ved enten at øge den regulative- 

eller den normative styring på området eller begge 

dele på samme tid. Den regulative styring kan styrkes ved 

at sikre, at de formelle regler er indbyrdes konsistente. 

Samfundets forventninger til døgninstitutionsområdet skal 

fremgå klart og tydeligt af lovgivningen og af de forvaltningsmæssige 

regler. Den formelle regulering skal ikke kun 

være rettet mod økonomisk rammestyring, men også mod 

en indholdsmæssig styring. Man kan diskutere omfanget af 

den formelle regulering af det socialpædagogiske arbejde på 

døgninstitutionerne. Meget tyder på, at den formelle regulering 

ikke må tage overhånd, som det eksempelvis er sket på 

folkeskoleområdet. 

121

Sideløbende med en øget formel regulering af indholdssiden 

skal det normative pres og den faglige styring styrkes. Der 

skal forskes i metodeudvikling, og den fælles faglighed skal 

styrkes. Den socialpædagogiske faglighed skal løsrives fra 

socialpædagogernes forestilling om, at deres faglighed er 

individuel og bundet til deres personlige egenskaber, og den 

skal løsrives fra forestillingen om, at socialpædagogikken 

skabes i mødet mellem barnet og socialpædagogen. En 

styrkelse af socialpædagogernes uddannelse er vigtig af to 

grunde. For det første det faglige indhold i uddannelsen. For 

det andet, at uddannelsen giver de studerende og de kommende 

socialpædagoger et ideologisk beredskab, som de 

tager med sig ud i praksis (Nygren & Fauske, 2004). Det 

ideologiske beredskab fra uddannelsen skal være konsistent 

med den øvrige regulering af området, og det er det ikke 

p.t. 

Politikerne og embedsmændene i den offentlige sektor har 

tilsyneladende en stærk interesse i stram udgiftsstyring af 

de offentlige serviceområder og af organisationer inden for 

det enkelte serviceområde. Decentralisering og rammebudgettering 

er almindeligt anvendte styringsværktøjer i den 

forbindelse. Døgninstitutionsområdet er et eksempel på 

denne form for styring. De økonomiske rammer er stramt 

reguleret, mens det socialpædagogiske arbejde i selve produktionsprocessen 

rent formelt er ureguleret. Den ensidige 

fokusering på de økonomiske rammer overlader den indholdsmæssige 

regulering til døgninstitutionsområdets egne 

tommelfingerregler. 

Resultaterne af denne undersøgelse antyder, at de professionelle 

selv vil have kontrol med produktionsprocessen, og at 

de reagerer med mistro og skepsis på indblanding fra politikere 

og forvaltning. Der er således stor risiko for, at en detaljeret 

regelstyring vil medføre en ceremoniel tilpasning. En 

forudsætning for, at formel regulering kan fungere er, at der 

kan formuleres klare og præcise regler for udførelse af opgaven 

(Nørgaard, 2001), og det kan der ikke på døgninsti- 

122

tutionsområdet. Tilbage står den normative regulering som 

en anvendelig måde til styring af et offentligt serviceområde, 

der er præget af dynamiske og komplekse problemer. 

Det er mere produktivt at styrke den professionelle faglighed 

end at vanskeliggøre den ved stram formel regulering 

præget af bureaukratiske regler (Calmer, 2006; Nørgaard, 

2001). 


Berger, Peter L. & Thomas Luckmann (1976). Den samfundsskabte 

virkelighed, København: Lindhardt og Ringhof. 

Calmer, Simon (2006). ”Styring gennem autonomi? Et 

forskningsprojekt om politisk styring af de danske skoler, 

Polotica, nr. 4, Institut for Statskundskab, Århus. 

Campbell, J.L. (2004): Institutionel forandring og globalisering, 

København, Akademisk Forlag. 

DiMaggio, Paul J. & Walter W. Powell (1991a). ”The Iron 

Cage Revisited: Institutional Isomorphism and Collective 

Rationality in Organizational Fields”, pp. 63-82 in Walter W. 

Powell & Paul J. DiMaggio (eds.), The New Institutionalism 

in Organizational Analysis, Chicago: University of Chicago 

Press. 

Dobbin, Frank (1994). ”Cultural Models of Organizations: 

The Social Construction of Rational Organizing Principles”, 

pp. 117-141 in Diana Crane (ed.), The Sociology of Culture. 

Emerging Theoretical Perspectives, Oxford: Blackwell. 

Friedland, Roger & Robert R. Alford (1991). ”Bringing Society 

Back In. Symbols, Practices, and Institutional Contradictions”, 

pp. 232-263 in Walter W. Powell & Paul J. DiMaggio 

(eds.), The New Institutionalism in Organizational Analysis, 

Chicago: University of Chicago Press. 

123

Friedson, Eliot (2001). Professionalism, Cambridge: Polity 

Press. 

Gregersen, Ole (1995). Forandring i socialforvaltningernes 

organisering, København, Socialforskningsinstituttet. 

Harmon, Michael M. & Richard T. Mayer (1986). “Organization 

Theory for Public Administration”, Boston: Little, Brown 

and Company, 

Hansen, Steen Juul (2009). “Bureaukrati, faglige metoder 

eller tommelfingerregler. Institutionelt pres og strategiske 

valg på døgninstitutioner, daginstitutioner og folkeskoler”, 

Politica, Institut for Statskundskab, Århus 

Jepperson, Ronald L. & John W. Meyer (1991). ”The Public 

Order and the Construction of Formal Organizations”, pp. 

204-231 in Walter W. Powell & Paul J. DiMaggio (eds.), The 

New Institutionalism in Organizational Analysis, Chicago: 

University of Chicago Press. 

Jepperson, Ronald L. (1991). ”Institutions, Institutional Effects, 

and Institutionalism”, pp. 143-163 in Walter W. Powell 

& Paul J. DiMaggio (eds.), The New Institutionalism in Organizational 

Analysis, Chicago: University of Chicago Press. 

Kristensen, Ole Steen & Katja Anna Hybel (2006). ”Fænomen 

og virkning – introduktion til antologien”, pp. 7-24 i Ole 

Steen Kristensen (red.), Mellem omsorg og metode – tværfaglige 

studier i institutionsliv, Viborg: Forlaget PUC. 

Meyer, John W. & Brian Rowan (1991). ”Institutionalised 

Organisations: Formal Structure as Myth and Ceremony”, 

pp. 41-62 in Walter W. Powell & Paul J. DiMaggio (eds.), The 

New Institutionalism in Organizational Analysis, Chicago: 


Meyer, John W., W. Richard Scott, David Strang & Andrew 

L. Creighton (1994). “Bureaucratization Without Centraliza- 

124

tion: Changes in the Organizational System of U.S Public 

Education, 1940-1980”, pp. 179-206 in Richard W. Scott & 

John W. Meyer (eds.), (1994), Institutional Environment 

and Organizations, Thousand Oaks: Sage Publications. 

Nielsen, Klaus (2005b). ”Introduktion: Institutionelle tilgange 

inden for samfundsvidenskaberne”, pp. 11-43 i Klaus Nielsen 

(red.), Institutionel teori. En tværfaglig introduktion, 

Roskilde: Roskilde Universitetsforlag. 

Nielsen, Klaus (2005c). “Institutioner og adfærd: Vaner, rutiner, 

regler og normer”, pp. 181-213 i Klaus Nielsen (red.), 

Institutionel teori. En tværfaglig introduktion, Roskilde: 

Roskilde Universitetsforlag. 

Nielsen, Klaus (2005d). ”Institutionel forandring”, pp. 233- 

260 i Klaus Nielsen (red.), Institutionel teori. En tværfaglig 

introduktion, Roskilde: Roskilde Universitetsforlag. 

Nielsen, Klaus (red.) (2005a). Institutionel teori. En tværfaglig 

introduktion, Roskilde: Roskilde Universitetsforlag. 

Nygren, Pär & Halvor Fauske (2004). ”Ideologisk beredskap 

– om etikk og verdier i helse- og sosialfag”, Oslo: Gyldendal 

Norsk Forlag A/S. 

Mac, Anita (2005a). ”Institutionelle teorier inden for sociologi”, 

pp. 65-92 i Klaus Nielsen (red.), Institutionel teori. En 

tværfaglig introduktion, Roskilde: Roskilde Universitetsforlag. 

Mac, Anita (2005b).”Institutionalisering af nye værdier i 

virksomheder”, pp. 299-318 i Klaus Nielsen (red.), Institutionel 

teori. En tværfaglig introduktion, Roskilde: Roskilde 

Universitetsforlag. 

Nørgaard, Asbjørn Sonne (2001). ”Det institutionelle valg og 

dets konsekvenser: Et forsvar for mådeholden og ærlig hierarkisk 

styring”, pp. 105-130 i Anders Berg-Sørensen (red.), 

125

Etik til debat. Værdier og etik i den offentlige forvaltning, 

København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 

Scott, Richard W. & John W. Meyer (1991). “The Organization 

of Societal Sectors: Proposition and Early Evidence”, 

pp. 108-140 in Walter W. Powell & Paul J. DiMaggio (eds.), 

The New Institutionalism in Organizational Analysis, Chicago: 


Scott, Richard W. (2001). Institutions and Organizations, 

Thousand Oaks: Sage Publications. 

126

4. Human udviklingsøkologisk systemteori 

Af Michael Adam Guul, adjunkt, Socialrådgiveruddannelsen i Århus 

Maria Haubjerg, BA ved Socialrådgiveruddannelsen i Århus 

Dorthe Mørch Mikkelsen, BA ved Socialrådgiveruddannelsen i Århus 

Liv Stikling Hermansen, BA ved Socialrådgiveruddannelsen i Århus 

Hensigten med dette kapitel er at give en basal og kort pædagogisk 

indføring i Urie Bronfenbrenners (1917-2005) 

komplekse model om udviklingsøkologi. 

Urie Bronfenbrenner vil i teksten kort blive introduceret, 

hvorefter der vil komme nogle fragmentariske udsigelser om 

blandt andet udviklingsøkologi set i forhold til systemteori 

og hjernen i udviklingspsykologisk sammenhæng. Dernæst 

vil selekterede og prioriterede begreber fra selve den udviklingsøkologiske 

model blive beskrevet overordnet med henblik 

på at bruge disse som eksponent til en analyse af et socialt 

praksisområde. Dette vil være en § 50 undersøgelse, 

der udover udviklingsøkologiske elementer, også har psykodynamiske 

forankringer, der dog ikke vil blive vægtet i dette 

kapitel. 

Slutteligt efter analysen af praksiseksemplet vil der blive afrundet 

med nogle udvalgte betragtninger om økologisk validitet 

sammen med kritisk refleksion i forhold til den humane 

udviklingsøkologiske systemteori. 

Om Urie Bronfenbrenner 

Urie Bronfenbrenner er uddannet psykolog og har fungeret 

som professor i udviklings- og socialpsykologi ved Cornell 

University. Oprindeligt var han født i Sovjet, men har levet 

størstedelen af sit liv i USA. Han har udgivet utallige videnskabelige 

artikler om udviklings- og socialpsykologi, økologi 

og socialisationsteori m.m. 

Hans hovedværker i forhold til udviklingsøkologi er ”The 

Ecology of Human Development” (1979) og samlingen af artikler 

i bogform “Making Human Beings Human”(2005). 

127

Urie Bronfenbrenner blev tidligt optaget af en polyvidenskabelig 

forståelse af menneskelig udvikling. Han er af den opfattelse, 

at menneskets udviklingsøkologi er placeret i 

krydsfeltet mellem psykologisk, biologisk og social videnskab. 

I dette krydsfelt blev forsøgt at finde et paradigme eller 

samlende perspektiv, der kunne inkludere, at menneskets 

udvikling altid foregår i en kontekst, og at mennesket 

(også det voksne, der meningsfuldt kan indplaceres i modellen) 

altid er i udvikling og aldrig færdigsocialiseres. 

Denne medinddragelse af kontekst og varig udvikling står 

langt hen ad vejen i modsætning til og er et opgør med den 

individorientering og lineære kausalitet, der har været 

fremherskende i dele af den klassiske psykologi. Som eksempel 

på sidstnævnte kan nævnes Freuds psykoanalyses 

individorientering og fx behaviorismens afdækning af graden 

af samvariation mellem kontrollerede stimuli og individets 

reaktion. Af andre psykologiske teoretikere, der også har 

forsøgt at påpege vigtigheden af de samfundsmæssige og 

kontekstuelle interaktioners vigtighed i forståelsen af det 

enkelte individ, er teoretikere fra så forskellige skoledannelser 

som psykodynamikken (fx Erich Fromm) og den historiske 

materialistisk inspirerede kulturhistoriske psykologi (fx 

A. Luria og L. Vygotsky). 

Urie Bronfenbrenner er systemteoretisk inspireret af bl.a. 

psykologen Kurt Lewins dynamiske feltteori (Bronfenbrenner, 

2005-p.43) samt den fænomenologiske symbolske interaktionisme 

(fx Mead) og på udviklingssiden af psykologerne 

Vygotsky og Piaget i forhold til kognition m.m. (fx Andersson, 

1982). 

Udviklingsøkologien/bioøkologien 

Urie Bronfenbrenner udviklede den økologiske systemteori 

til at forklare, hvordan alt i et barn og barnets miljø påvirker, 

hvordan det/huan (sidstnævnte begreb vil blive brugt 

for at komme ligestillingsforkæmpere i forkøbet) vokser og 

udvikler sig. Udviklingsøkologien er opmærksom på, at for- 

128

skellige aspekter eller niveauer af miljøet påvirker børns udvikling. 

Udviklingen i et økologisk system foregår ifølge Urie 

Bronfenbrenner i systemniveauer, der indeholder sociale/psykologiske 

og fysiske strukturer. Udviklingsøkologien er 

i artikler skrevet efter ”the Ecology of Human Development” 

blevet benævnt bioøkologien grundet fokus på barnets udvikling 

med sin biologi som sit primære miljø og aktiv deltager 

i egen udvikling (Bronfenbrenner, 2005, p.4ff.). 

I navneændringen fra udviklingsøkologi til bioøkologi ligger 

også implicit en løbende revidering af en opfattelse præget 

af at have fokus på omgivelserne til at have fokus på interaktionsprocessen 

mellem individet og omgivelserne (Aasen 

et al., 2002). 

De niveauer i den økologiske systemteori, der vil blive fremdraget 

er: mikro, meso, ekso og makro-niveauerne/systemerne, 

og i beskrivelsen af disse vil der ikke blive 

skelnet mellem udviklings- og bioøkologi, da begge benævnelser 

refererer til de samme niveauer i modellen. Disse niveauer 

er koncentriske og er ikke hierarkiske. De kan opfattes 

som fx det kinesiske æskesystem. 

Den humane udviklingsøkologiske systemteori har elementer, 

der har lighed eller er i modsætning til det, der kan ses i 

forskellige systemteoretiske fremstillinger (fx bruger Bronfenbrenner 

selvskabelse som begreb på samme måde som 

Maturana bruger autopoiesis, styring og regulering som Batesons 

kybernetikbegreb fx økologisk system i modsætning 

til Luhmanns lukkede systemer) med fokus på bl.a. relationer, 

kommunikation, holisme, der inkluderer det multifaktorielle 

element i forståelsen af mennesket og det sociale. 

Herudover det emergente, altså at der opstår nye produkter, 

der er mere end summen af delene (her i modsætning 

til Luhmanns reverse opfattelse). Ligevægt i systemerne, fx 

da økologiske systemer har forskellig tolerance for ubalance 

i fx kommunikation mellem systemer som symmetriske eller 

komplementære. Ligeledes er den cirkulære årsagsforståelse 

som ses i mange former for nyere konstruktivistisk og 

129

socialkonstruktivistisk systemteori også at finde i udviklingsøkologien, 

fx i form af påvirkning af et barn fra et system, 

der er påvirket af barnet og vice versa. 

Et element, der imidlertid ikke er så kraftigt fremhævet i alle 

andre systemteorier er aktiviteten og udviklingen hos den 

enkelte i samspil med det omgivne miljø. 

Hvis der i et økologisk system opstår et problem, kan dette 

problem 

fortolkes som en ubalance i personernes økosystem, 

der er et interaktionelt problem mellem individet og 

systemets manglende match. 

Imidlertid kan der i stedet for kun centrering om årsagsforklaring 

søges potentiale for forandring, da 

vi kan forsøge at ændre den person, der formodes at 

have et problem 

vi kan forsøge at ændre de personer, der definerer 

problemet 

vi kan forsøge at ændre situationen, det psykologiske, 

sociale og fysiske miljø. 

Urie Bronfenbrenners teori antyder, at hvis en person vokser 

op i et højrisikomiljø, vil personens udvikling være kraftigt 

påvirket i negativ retning af dette. Hvert system indeholder 

roller, normer og regler, som kraftfuldt kan forme 

udviklingen. Bronfenbrenners teori inkluderer altså ikke en 

måde at forklare, hvordan et barn, der bliver påvirket og 

opdraget i et dårligt miljø, overlever og bliver et velsocialiseret 

individ. Modellen kan derfor siges at mangle overvejelser 

om resiliens. Elasticitet bliver dog nævnt (Bronfenbrenner, 

1979) forstået som muligheden for ikke nødvendigvis 

at være præget primært af sine nære forhold. 

Denne tanke kunne man gå et skridt videre med og omformulere 

elasticitetstanken til det 21. århundrede og dermed 

viden om hjernens plasticitet. Dette kan ske ved, at man 

betragter en anden del af psykologien, nemlig den neuroaf- 

130

fektive udviklingspsykologi, der kombinerer psykodynamik 

og neuropsykologi (Hart, 2006). Umiddelbart ligger der i 

denne teori implicit den udviklingsøkologiske tankegang via 

den konstatering, at et barns hjerne skal udsættes for den 

rette omsorg og dermed miljø (berøring, mimik, tilknytningsadfærd, 

affektiv afstemning m.m.) for, at der dannes 

nerveledningsbaner (netværk) mellem forskellige hjerneområder 

(systemer), således at et barn vil kunne komme til at 

mentalisere og få en psykisk og social sund udvikling. Forekommer 

denne påvirkning fra det nære miljø ikke, vil barnets 

indre netværk i hjernen være meget lidt veludviklede, 

og dette vil have influens på, hvilke relationer, der kan dannes 

udenfor hjernen i kraft af sociale relationer. Med andre 

ord kan man gå så langt og tolke, at hjernens indre (systemisk 

betragtet) på en og samme tid er et billede af og 

præmis for at indgå i sociale relationer i den ydre verden. 

Såfremt et barn ikke blot de første måneder af livet får stimuleret 

hjernen via interaktion, vil det ifølge den neuroaffektive 

teori være determineret til ikke at udvikles optimalt, 

men dette gør ikke, at apokalypsen er indtrådt, da anden 

neuropsykologisk forskning har vist, at relationer gennem 

hele livet former vores hjerne på både strukturelt og funktionelt 

niveau (fx J. Mogensen). Dette betyder altså, at moderne 

psykologisk hjernevidenskab understøtter den udviklingsøkologiske 

tanke og livslang udvikling, hvorfor det altid 

vil være relevant at tænke i relationer og miljøer som værende 

vigtige for udvikling af hjernens indre (netværk og 

systemer) og dermed en persons både indre og ydre interaktion 

med andre miljøer (netværk). Relationsdannelse er 

med andre ord udviklingsfaciliterende på flere niveauer. 

Som det kan forstås ud fra det foregående og de følgende 

afsnit, er der i dette kapitel fokus på udvikling som sammenhængende 

med omgivne faktorer (se definition nedenfor). 

Det skal dog konstateres, at der inden for både psykologien, 

biologien, sociologien og filosofien også eksisterer en tradi- 

131

tion for at tænke udvikling i lukkede systemer uden influens 

fra eksterne miljøer. 

Den humane udviklingsøkologiske model 

Udvikling er i denne kontekst (paradoksalt, at der i denne 

teori findes ”enkeltkontekster”) defineret som personens opfattelse 

af økologiske miljø, og huans forhold til det samt 

personens kapacitet til at opdage, fastholde eller ændre 

egenskaber, der er i miljøet (Bronfenbrenner, 1979). 

Billede: (Ricardo Halpernl et al, 2004). 

132

Mikrosystemet 

Et mikrosystem er et mønster af aktiviteter, roller og interpersonelle 

relationer, der opleves af personen under udvikling 

i et givet miljø (Bronfenbrenner, 1979, p.22). 

Mikrosystemet er det lille, nære miljø, barnet lever i. Børns 

mikrosystemer vil omfatte eventuelle umiddelbare relationer 

eller organisationer, de interagerer med, såsom deres nærmeste 

familie eller pårørende og deres skole eller børnehave. 

Hvordan disse grupper eller organisationer interagerer 

med barnet, vil have en effekt på, hvordan barnet udvikles. 

Des mere opmuntrende og plejende disse relationer og steder 

er, jo bedre vil barnet være i stand til at udvikles kognitivt/emotionelt 

og relationelt. Et barns handlinger eller reaktioner 

i forhold til disse individer i mikrosystemet vil påvirke 

omverdenen til at have en bestemt adfærd. Et barns særlige 

genetiske og biologiske set up påvirker personlighedstræk, 

der er kendt som fx temperament, der også ender med at 

have indflydelse på, hvordan andre behandler barnet. 

Mikroniveauet er ligeledes kendetegnet ved, at der kan forekomme 

hoved- og delmiljøer, da det aktive barn under 

udvikling ofte skifter mellem forskellige arenaer, fx kan en 

karate-dojo ses som et hovedmiljø, mens personer i et hjørnet 

af dojoen, der er i gang med at øve spark, kan betragtes 

som et delmiljø. 

Et andet vigtigt begreb i forhold til hovedmiljøer og delmiljøer 

er ligeledes rolleforventninger til barnet og de rollemodeller, 

barnet får kontakt med. Et barns udvikling faciliteres 

af kontakt med andre, der har varierende roller, og ved at 

barnet selv udvikler flere roller selv (Bronfenbrenner, 1979, 

p.85). Ifølge modellen er det vigtigste for barnets udvikling 

de nære omgivelser, hvor barnet sammen med andre er engageret 

i aktivitet. Denne sammenhæng bliver i mesosystemet 

særligt aktuelt. 

133

Mesosystemet 

Et mesoniveau omfatter sammenhængene mellem to eller 

flere kontekster, hvor personen under udvikling aktivt deltager 

(Bronfenbrenner, 1979, p.25). 

Bronfenbrenners mesosystem beskriver, hvordan de forskellige 

dele af et barns mikrosystem arbejder sammen for barnets 

skyld, fx hvis et barns omsorgspersoner indtager en 

aktiv rolle i et barns skole, såsom at gå til forældremøder og 

se deres barn træne karate. Det sociale netværks tæthed og 

forbundethed er relevant, hvorfor det ifølge teorien så fx vil 

være til gavn for et barn, at faderen øver karateslag med 

barnets kammerat i haven, da dette vil knytte de to børn 

mere og skabe udvikling. Altså er der tale om at bidrage til 

at sikre barnets samlede vækst. Et barn, der har to kontekster, 

fx mor med stedfar og far, der er alene, og moren og 

faren er uenige om, hvordan man bedst kan fremme barnet 

og derfor giver barnet modstridende informationer/påvirkninger, 

når de ser huan vil kunne hæmme barnets 

vækst i andre sammenhænge. Urie Bronfenbrenner mener, 

at hændelser på mesoniveau kan være ligeså betingende for 

udvikling som mikroniveauet, da det er på mesoniveauet, at 

mikroniveauerne mødes. 

Eksosystemet 

Eksosystemet refererer til et eller flere miljøer, der ikke involverer 

personen under udvikling som en aktiv deltager, 

men hvor der opstår hændelser, som påvirker eller påvirkes 

af, hvad der sker i miljøet med personen under udvikling. 


Eksosystemet omfatter andre mennesker og steder som 

barnet ikke selv interagerer med, men som stadig har en 

stor indflydelse på huan. Det kan fx være forældrenes arbejdspladser, 

perifere familiemedlemmer, naboskab osv. 

Hvis et barns forælder fx bliver afskediget fra arbejde, kan 

dette have negativ indvirkning på barnet. Et andet eksempel 

kunne være, hvis forældrene ikke er i stand til at betale 

husleje eller købe dagligdagsvarer, hvorimod det, at en af 

134

forældrene modtager en forfremmelse eller en rejse på arbejdspladsen, 

kan have en positiv effekt på barnet, fordi 

huans forældre vil være bedre i stand til at imødekomme 

huans fysiske behov. 

Makrosystemet 

Makrosystemet refererer til konsistenser i form og indhold 

fra lavereordens systemer (mikro - meso, og ekso -), der 

findes på niveauet for den subkultur eller kultur som en helhed 

sammen med enhver trossystem eller ideologi bag sådanne 

konsistenser (Bronfenbrenner, 1979). 

Bronfenbrenners yderste niveau er makrosystemet, som er 

det største og mest perifere niveau, men som stadig har en 

stor indflydelse på barnet. Makrosystemet inkluderer ting 

såsom klassestruktur, kulturelle værdier, økonomi m.m. 

Man møder fx dele af sin familie, man ikke har set i lang tid. 

Sammen med disse spiser man boller og drikker kaffe. Dette 

er mikroniveauaktiviteter, der lige såvel kunne være bestemt 

af traditionen i samfundet om, at man drikker kaffe, 

når familien mødes. Et andet eksempel kunne være, at finanskrisen 

kan tolkes som værende et udslag af politik og 

økonomi. Dette vil have indflydelse på, om et barns forældre 

føler sig i risikogruppen for at blive fyret, hvilket fx kan 

have indflydelse på, hvordan mor opfører sig, når hun er 

med henne i karate-dojoen, og hvordan hun måske ikke har 

overskud til at fortælle barnet en historie inden sovetid. 

Som et sidste i teorien tilføjet element er Kronossysstemet, 

der er kendetegnet ved at pakke de andre systemer 

ind i en historisk dimension, hvis element er forandring 

(Dendrick, 2005), og som samtidig danner grundlag for forståelsen 

af en persons bevægelser og aktivitet gennem livet, 

hvilket fx kan være pårørendes død ”i systemet” eller fx 

fysiologiske forandringer gennem livet (Berk). Med andre 

ord er der tale om temporalt relaterede overgange. 

Af relaterede begreber til de enkelte systemer og det beskrevne 

er følgende, som ligeledes vil være de begreber, 

der udover de fire førstnævnte systemer vil danne grundlag 

135

for analysen i den efterfølgende analyse af et praksiseksempel. 

Molar-aktivitet 

En molar-aktivitet er mere end en tilfældig hændelse. Det er 

en pågående proces indeholdende et helhedselement (frit 

tolket efter Bronfenbrenner, 1979). 

Der er tale om handlinger, der er meningsskabende, når de 

sammen med andre handlinger er led i en aktivitet, der har 

intentionalitet og er selvskabende via fælles/social drivkraft. 

Det kunne fx være en fælles aktivitet blandt psykisk syge 

børn, der gik ud på løbe en tur for at få negative tanker 

væk. Heri ligger forskellige handlinger kædet sammen via fx 

at tage løbetøj på, kigge på kort over gode løbelandskaber 

og ringe sammen om tid og sted og udføre handlingen, således 

at den er meningsfuld og skabende. 

Proksimale processer 

Ses ofte i mikrosystemet og er de processer, der er essentielle 

for udvikling under aktivitet, da de dels er relationelt 

nære, foregår regelmæssigt og er gensidige. Disse processer 

er ikke som tidligere beskrevet i andre udviklingspsykologier 

kun et samspil i dyader(fx mor – barn), men kan fx 

være forhold til mange i familien på samme tid, der har en 

fælles opmærksomhed rettet i mod hinanden i en emotionel 

interaktion (Bronfenbrenner, 2005, p 181). 

Økologisk overgang 

En økologisk overgang opstår, når en persons position er 

ændret som følge af en ændring i rolle, indstilling eller begge 


Dette betyder, at et skift i miljø, rolle, eller hvor andre ændrer 

rolle i forhold til personen, er en økologisk overgang. 

Som eksempel kan nævnes, når en mor kommer fra hospitalet 

og til sin lejlighed med sin nyfødte baby, når et barn 

starter i skole, det at flytte, at gifte sig, at nære relationer 

dør m.m. Der er her tale om store økologiske overgange, 

136

men der kan her også tænkes på en specificering af mindre 

overgange som fx at gå hjemmefra og til en karate-dojo. 

Dette kan i højere grad siges at være en mesooverglidning, 

og sådanne overgange kan føre til vækst eller hæmning af 

udvikling. 

Introduktion til analyse af praksis 

Der vil i det følgende forekomme en del normative betragtninger 

som følge af, at der er tale om socialrådgiverpraksis 

inkluderende lovgivning og socialfaglige retningsangivende 

praksis på det givne område. 

Denne del vil beskæftige sig med at koble den udviklingsøkologiske 

tankegang til givne sociale problemstillinger på 

udvalgte praksisfelter for derigennem at illustrere teoriens 

analytiske anvendelighed. Der tages i afsnittet primært udgangspunkt 

i børnefamilieområdet. 

Den udviklingsøkologiske tankegang er særlig anvendelig i 

forhold til at forstå et barns vanskeligheder, idet et barn er 

særlig afhængigt af de miljøer, som omgiver det. Barnets 

primære miljø er forældrene, som har det primære ansvar 

for barnet. Et barn er frem til attende år ikke myndigt, og 

forældrene har ret til og ansvar for at træffe beslutninger på 

barnets vegne; dette gennem forældremyndigheden, hvorfor 

barnet har begrænset indflydelse på, hvilke miljøer det 

indgår i og derved påvirkes af. De beslutninger, forældrene 

træffer, skal dog være med fokus på barnets tarv og må ikke 

bringe barnets udvikling i fare. Der er således en tydelig 

forskel mellem voksen og barn blandt andet i forhold til at 

kunne træffe valg om, hvordan man vil leve sit liv, og hvilke 

miljøer man indgår i. Idet udvikling sker gennem aktivitet 

på og mellem de forskellige niveauer, vil børn i særdeleshed 

være afhængige af, hvilke miljøer deres forældre tillader 

dem at indgå i. Dette vil i høj grad være bestemmende for 

barnets udvikling. 

Den udviklingsøkologiske tankegang er dog ikke alene anvendelig 

i forhold til børn, da individet er aktivt og i kon- 

137

stant udvikling gennem hele livet. Teorien kan således også 

være relevant i forhold til voksne, hvorfor området voksne 

med særlige behov ligeså vel kunne være gjort til genstand 

for analysen. 

Den udviklingsøkologiske tankegang er anvendelig til at 

sætte fokus på beskyttelses- og sårbarhedsskabende faktorer 

(Berk, 2005) og derigennem afdække ressourcer og 

vanskeligheder. Tankegangen sætter endvidere som tidligere 

nævnt fokus på såvel individ-, gruppe- og samfundsniveau, 

hvilket kan bidrage til at anlægge et mere helhedsorienteret 

perspektiv på en given sag, hvilket er en af grundstenene 

i socialt arbejde. 

Som socialrådgiver vil man primært have fokus på mikro- 

og mesoniveauet, da det er på disse niveauer, man vil møde 

borgeren og have mulighed for at intervenere. Socialrådgiver 

er tildelt en beslutningskompetence, som gør huan i 

stand til at intervenere her. Det er dog ligeledes vigtigt at 

være opmærksom på de andre niveauer, da disse, ud fra en 

udviklingsøkologisk tankegang, i tilsvarende grad vil influere 

på individet og dets udvikling. 

Analyse af en social praksis 

Udviklingsøkologien i forhold til § 50-undersøgelsen 

På børnefamilieområdet er et af de primære arbejdsredskaber 

den socialfaglige undersøgelse, som er fundamentet for 

den sociale indsats. Hensigten med undersøgelsen er at 

skaffe grundlag for at vurdere, om et barn eller en ung og 

familie har behov for en social indsats. Kravene til indholdet 

i undersøgelsen blev præciseret i forbindelse med anbringelsesreformen 

fra 2006. Den socialfaglige undersøgelse blev i 

den forbindelse udspecificeret i lov om social service § 50, 

som bl.a. foreskriver, at ”Hvis det må antages, at et barn 

eller en ung trænger til særlig støtte, herunder på grund af 

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, skal kommunalbestyrelsen 

undersøge barnets eller den unges forhold”. 

138

Undersøgelsen skal anlægge en helhedsbetragtning, der 

skal omfatte barnets eller den unges: 

1) udvikling og adfærd 

2) familieforhold 

3) skoleforhold 

4) sundhedsforhold 

5) fritidsforhold og venskaber 

6) andre relevante forhold (Lov om social service § 50, stk. 

2). 

Undersøgelsen skal afdække ressourcer og vanskeligheder 

hos barnet, familien og netværket (Lov om social service § 

50, stk. 3), og de fagfolk, som allerede har viden om barnets 

eller den unges og familiens forhold skal inddrages 

(Lov om social service § 50, stk. 4). 

Undersøgelsen skal resultere i en begrundet stillingtagen til, 

om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i 

bekræftende fald af hvilken art disse bør være, samt om der 

er forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage 

til at klare vanskelighederne (Lov om social service § 

50, stk. 6). 

Ud fra ovenstående kan man argumentere for, at flere elementer 

i § 50-undersøgelsen indeholder aspekter af den udviklingsøkologiske 

tankegang, da der er et stort fokus på 

barnets netværk på forskellige niveauer. Ifølge Håndbog om 

anbringelsesreformen skal barnet eller den unge altid være 

fokus for sagsbehandlingen, men det understreges tillige, at 

et barn eller en ung ikke kan betragtes løsrevet fra sine 

omgivelser. Barnets eller den unges udvikling sker i overensstemmelse 

med en bred vifte af faktorer på forskellige 

niveauer, hvilket understreger netværkets betydning 

(Håndbog om anbringelsesreformen p. 32). Der henvises i 

Håndbog om anbringelsesreformen direkte til den udviklingsøkologiske 

tankegang (ibid). 

139

Betoningen af netværket kommer blandt andet til udtryk i 

de seks punkter i § 50 (Lov om social service), som er uddybet 

i vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres 

familier (vejledning nr. 99 af 05-12-2006). Vejledning om 

særlig støtte til børn og unge og deres familier (vejledning 

nr. 3 til Serviceloven). 

Udvikling og adfærd 

Her skal man være opmærksom på, om barnets eller den 

unges udvikling og adfærd påvirkes på en uhensigtsmæssig 

måde, samt hvilke ressourcer barnet eller den unge har til 

at overvinde dette. 

Den udviklingsøkologiske tankegang kommer her til udtryk, 

idet man må overveje, hvorledes barnet eller den unge påvirkes 

af sine omgivelser. Idet udviklingsøkologien fokuserer 

på mennesket i udvikling, og at udvikling sker gennem aktivitet 

på de forskellige niveauer, vil det ud fra denne teori 

være særlig relevant at have fokus på, hvordan barnets eller 

den unges udvikling påvirkes. 

Familieforhold 

Herunder hører familiens og netværkets sammensætning, 

sociale og økonomiske forhold, forældrenes omsorgsevne og 

eventuelle problemer med misbrug eller helbred m.v. Dette 

er nødvendigt for at forstå barnets behov for støtte og for at 

få afdækket de ressourcer, der kan indgå i støtten til barnet. 

Denne viden er nødvendig for at kunne tilrettelægge den 

bedste indsats for barnet eller den unge, hvor ressourcerne i 

familien eller netværket kan bidrage til at undgå en mere 

indgribende foranstaltning. Det er også centralt at få afdækket 

barnets eller den unges relationer til søskende, forældre 

uden del i forældremyndigheden, bedsteforældre og 

andre personer fra netværket. 

Den udviklingsøkologiske tankegang kommer her til udtryk, 

idet man fokuserer på netværket og netværkets sammensætning. 

Dette for at afklare beskyttelses- og sårbarhedsskabende 

faktorer i netværket for herigennem at afdække 

140

essourcer og vanskeligheder. Dette skal bidrage til en stillingtagen 

til, hvorvidt der er behov for støtte og i så fald på 

hvilken måde. De ressourcer, der findes i netværket, kan 

bidrage til at undgå en mere indgribende foranstaltning. 

Skoleforhold 

Skolegang spiller en central rolle for barnets eller den unges 

sociale liv og fylder således en stor del af barnets eller den 

unges hverdag. 

Den udviklingsøkologiske tankegang kan siges at komme til 

udtryk her, idet der tages højde for skolegangens signifikante 

betydning for barnets eller den unges såvel faglige som 

sociale udvikling. I skolen udvikler barnet relationer til andre 

børn og voksne og udvider herigennem sit personlige netværk. 

Dette vil have betydning for aktivitet på forskellige 

niveauer og derigennem for barnets eller den unges udvikling. 

Sundhedsforhold 

Sundhedsmæssige problemer kan i sig selv give barnet eller 

den unge dårligere livskvalitet, og de kan desuden spille 

sammen med og forværre de sociale problemer. Det kan fx 

indgå, om barnets vækst og kognitive/emotionelle udvikling 

er alderssvarende, og om der er misbrugsproblemer. 

I dette punkt i forhold til senere anvendte case kommer den 

udviklingsøkologiske tankegang ikke direkte til udtryk. Den 

kunne tolkes at ligge på såvel mikro-, meso- og makroniveau, 

men er også udeladt grundet hensyn til dette områdes 

egenkompleksitet og dermed nødvendigheden af uddybning 

af normalitet/sygdomsopfattelse, ætiologi i forhold 

til udviklingsøkologisk forståelse af såvel psykopatologi som 

somatik. Men som et eksempel kan det siges, at der ved en 

misbrugsproblematik vil være absolut grundlag for at vægte 

netværkets betydning. 

Fritidsforhold og venskaber 

141

Fritidsforhold og venskaber kan både være en del af problemet, 

idet vanskeligheder på disse områder kan bidrage til 

isolation og ensomhed, men også være en del af løsningen. 

Når de kan bidrage til at bryde uheldige adfærdsmønstre, 

give nyttige netværk og give adgang til andre rollemodeller 

end dem, der findes i familien. 

Den udviklingsøkologiske tankegang kommer til udtryk, idet 

der endnu engang lægges vægt på netværkets betydning 

for barnet eller den unge og sammenspillet mellem miljøerne 

heri. Også på dette punkt må beskyttelses- og sårbarhedsskabende 

faktorer i netværket afklares for herigennem 

at afdække ressourcer og vanskeligheder samt for at afklare, 

hvilken støtte der eventuelt kunne være relevant. 

Andre relevante forhold 

Det er under dette punkt, man har mulighed for at inddrage 

andre relevante forhold. 

I vejledningen nævnes inddragelse af eventuelle dagtilbud 

som relevante. Ud fra en udviklingsøkologisk tankegang vil 

det i dette punkt ligeledes være relevant at inddrage samfundsforhold, 

fx konjunktursvingninger. 

Den udviklingsøkologiske tankegang, herunder betoningen 

af netværket ses endvidere i; 

§ 50, stk. 1, 2. punkt, hvor det fremgår, at det skal klarlægges, 

hvorvidt ressourcerne i familien eller netværket kan 

bidrage til at undgå en mere indgribende foranstaltning. 

Dette er yderligere specificeret i § 50, stk. 6, hvoraf det 

fremgår, at det skal afdækkes, om der er forhold i familien 

eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne. 

§ 50, stk. 4, som foreskriver, at de fagfolk, der allerede har 

viden om barnets eller den unges og familiens forhold skal 

inddrages. Endnu engang betones fokus på netværk og de 

omgivende miljøer. 

142

Der er i det foregående argumenteret for, at dele af anbringelsesreformen 

og § 50-undersøgelsen indeholder elementer 

fra den udviklingsøkologiske tankegang. Det er dog i den 

forbindelse væsentligt at påpege, at andre teoretiske tilgange 

ligeledes er repræsenteret. Eksempelvis ses det, at opbygningen 

af undersøgelsesskemaet (der henvises til skema 

i håndbog om anbringelsesreformen p. 73-81) bygger på 

samme opdeling, som ses i systematisk sagsarbejde (beskrivelse, 

vurdering, planlægning af handling samt opfølgning) 

(Egelund og Halvskov, 1984, p. 62.), der udspringer 

af den psykodynamiske tradition (Hutchinson og Oltedal, 

2006, p. 41ff). Desuden ligger der implicit i § 50undersøgelsen 

en social anamnese, som ligeledes udspringer 

af en psykodynamisk tænkning. Den tilbageskuende 

tankegang ligger dog også implicit i udviklingsøkologien, da 

socialrådgiveren må forstå tidligere hændelsers betydning 

for den nuværende situation. 

Udviklingsøkologiens anvendelighed i forhold til eksempler 

fra praksis 

I det følgende vil den udviklingsøkologiske tankegang sættes 

i spil i forhold til et eksempel fra praksis; et fra børnefamilieområdet. 

Dette for at illustrere anvendeligheden af 

tankegangen specielt i forhold til børn. Sagerne er fiktive, 

men bygger på konkrete erfaringer, som er anonymiseret. 

Under eksemplet vil sagen indledningsvis introduceres, 

hvorefter en analyse følger. 

Eksempel 1: Maja 3 år 

Sagsbeskrivelse 

Familien Petersen består af mor – Amalie på 23 år, far – Kasper 

på 24 år og Maja på 3 år. Amalie er gravid i 5. måned. 

Forældrene er gift og har været det i 3 år. Maja er for nylig 

begyndt i børnehave og har tidligere gået i dagpleje. Familien 

bor i et belastet boligområde nær en større by og er 

kommet i kontakt med det sociale system grundet en underretning 

fra Majas børnehave. Der er opstartet en § 50undersøgelse 

på baggrund af bekymringen i underretningen, 

143

som går på, at Maja ofte er utrøstelig, har svært ved at afstemme 

sig selv samt danne relationer både til børn og 

voksne. Maja har dog udvalgt én voksen, som hun har knyttet 

sig til. Børnehaven er bekymret for, at Majas udvikling er 

i fare, da forældrene ikke er i stand til at indgå i det nødvendige 

følelsesmæssige sammenspil samt afstemme Maja. 

Amalie mistede for et år siden sit arbejde, og da hun ikke 

har været medlem af en a-kasse, kan hun ikke få dagpenge, 

og hun er ikke berettiget til at modtage kontanthjælp grundet 

Kaspers indtægt. Amalie har folkeskolens afgangseksamen 

og har siden arbejdet som ufaglært. Amalie har fået 

konstateret en let depression, og hun har svært ved at 

overskue hjemmets huslige gøremål. Forholdet mellem 

Amalie og børnehavens ansatte er dårligt – hun henter tit 

Maja for sent, og hun føler, at børnehaven holder øje med 

hende. Amalies forældre kommer ofte i hjemmet og deltager 

i Majas liv. 

Kasper arbejder på en fabrik med treholdsskifte og er i forbindelse 

med Amalies arbejdsløshed blevet nødsaget til at 

skifte fra dag- til aftenholdet, hvor hans arbejdstid nu er 15- 

23; dette for at øge indtægten. Han bruger dagligt to timer 

på transport til og fra arbejde, da beskæftigelsen er lav i det 

område, hvor familien bor. Kasper afleverer Maja i børnehaven 

om morgenen, og hans forhold til børnehavens pædagoger 

er godt. 

På baggrund af undersøgelsen vurderes det af familierådgiveren, 

at Majas udvikling er truet, og at der derfor er behov 

for særlig støtte. I forbindelse med undersøgelsen er der afholdt 

netværksmøde, og der er blevet iværksat familiebehandling 

jf. Lov om social service § 52, stk. 3, nr. 3. 

144

Analyse 

I en børnefamilieafdeling vil man tage udgangspunkt i barnet 

og have barnets tarv som primært fokus. Ofte vil man 

blive opmærksom på et barn eller en familie gennem en underretning. 

På baggrund af underretningen skal der fra børnefamilieafdelingen 

laves en vurdering af, hvorvidt der skal 

opstartes en § 50-undersøgelse. Ud fra den udviklingsøkologiske 

tankegang er det ikke tilstrækkeligt at se på det enkelte 

barn – interessefokus udvides fra enkeltpersoner til 

samspil og videre til de brede spektre af sammenspil, som 

barnet til enhver tid deltager i (Gulbrandsen, 2009, p. 58). 

I forhold til familien Petersen vil man, grundet underretningen 

fra Majas børnehave, have Maja i centrum for arbejdet 

med familien og undersøgelsen. Med en udviklingsøkologisk 

term vil Maja benævnes fokusperson. Når man som familierådgiver 

anlægger et udviklingsøkologisk perspektiv på en 

familie, vil man, som tidligere beskrevet, være særligt opmærksom 

på familiens netværk samt omgivende miljøer. 

Man vil være opmærksom på ressourcer og vanskeligheder i 

disse, og dette vil man gøre ud fra de fire niveauer; mikro, 

meso, ekso og makro. 

Mikroniveauet 

Et mikrosystem er som tidligere beskrevet et mønster af aktiviteter, 

sociale roller og mellemmenneskelige relationer, 

som den udviklende person – fokuspersonen – oplever i et 

givet miljø. Majas mikroniveau består af; forældrene, bedsteforældrene 

samt børnehaven, idet der er en direkte og 

kontinuerlig kontakt mellem Maja og disse. 

En af de primære aktivitetstyper i udviklingsøkologien er 

molar-aktivitet (Gulbrandsen, 2009, p. 54). Den molare aktivitet 

er en række enkelthandlinger, som knyttes sammen, 

og som bliver en drivkraft i sig selv, da de opfattes som 

meningsfulde af deltagerne i miljøet. Molar-aktivitet kan bestå 

af større eller mindre seancer. I forhold til Maja kan man 

argumentere for at bringe/hente-situationen i børnehaven 

er eksempler på molar-aktivitet og manglende molar- 

145

aktivitet. Faren bringer hver morgen Maja til børnehaven. 

Når Kasper vækker Maja om morgenen, kan det betragtes 

som en enkeltstående handling, men kædet sammen med 

andre handlinger såsom at få tøj på, spise morgenmad, børste 

tænder, pakke taske, få overtøj på, sætte sig i bilen 

samt sige farvel i børnehaven, bliver det en molar-aktivitet. 

En meningsfuld aktivitet, som, når den først er sat i gang, 

også har en iboende intention, der bidrager til at bringe deltagerne 

gennem serien af enkelthandlinger, som tilsammen 

udgør den molare aktivitet ”at bringe til børnehaven” (ibid). 

Når moren henter Maja, kommer hun ofte for sent, og der 

er ikke en fast rutine i, hvordan Maja gøres klar til at skulle 

af sted. Maja ved aldrig, hvordan morens humør er og ved 

derfor ikke, hvordan moren vil reagere på hende. Dette kan 

betragtes som en aktivitet, men der er ikke tale om molaraktivitet, 

da der mangler mening og sammenhæng i de enkelte 

handlinger. 

Majas nærmeste omsorgspersoner er forældrene, og det vil 

være her de proksimale processer som oftest er stærkest, 

da disse relationer ofte vil være kendetegnet ved at være 

dyadiske eller triadiske. I Majas tilfælde er der dog nogle 

elementer, som besværliggør dette. Morens psykiske tilstand 

medfører, at hendes humør er svingende, så Maja aldrig 

ved, hvordan moren reagerer på hende; moren har en 

ambivalent tilknytningsadfærd overfor Maja, og det er svært 

for Maja at læse hende. Dette illustrerer, at moren har et 

begrænset overskud til at indgå i et følelsesmæssigt samspil 

med Maja. Dette medfører, at relationen mellem moren og 

Maja mangler den kontinuitet samt gensidighed, som medfører, 

at de proksimale processer kan føre til udvikling for 

Maja. På baggrund af dette bliver farens rolle mere central, 

idet han i sit samspil med Maja er med til at påvirke hendes 

udvikling i en positiv retning, idet han tilfører Maja en følelse 

af, at samspillet er præget af gensidighed i forhold til initiativ 

og bekræftelse. Men grundet farens arbejdstider er 

Maja ofte alene med moren, hvorfor man kan frygte, at Maja 

ikke får den tilstrækkelige omsorg, og at hendes udvikling 

derfor er truet. 

146

Som familierådgiver skal man afdække ressourcer og vanskeligheder 

i familien med udgangspunkt i de primære omsorgspersoner, 

og i denne sag vil man således tage udgangspunkt 

i Amalie og Kasper. Amalies psykiske tilstand 

samt Kaspers arbejdstider betragtes i dette tilfælde som 

sårbarhedsskabende faktorer, mens Kaspers tilknytning til 

Maja anses som en ressource. Når dette er afdækket, vil 

familierådgiveren herefter, ud fra en udviklingsøkologisk 

tankegang, inddrage familiens øvrige netværk for at afdække 

ressourcer og vanskeligheder her. Det er i denne sag 

væsentligt at være opmærksom på Majas forhold til pædagogen 

samt sine bedsteforældre, som regelmæssigt indgår i 

Majas liv og tilbyder molare aktiviteter samt proksimale processer. 

Disse dele af netværket kan således betragtes som 

beskyttelsesfaktorer og derved ressourcer i forhold til Maja. 

Ud fra ovenstående fremgår nødvendigheden af, at familierådgiveren 

er opmærksom på indholdet i de proksimale processer 

samt de molare aktiviteter for at afdække, hvorvidt 

barnet får den tilstrækkelige følelsesmæssige omsorg samt 

den nødvendige struktur og kontinuitet i hverdagen, som er 

nødvendige for at sikre barnets udvikling. Dette er relevant i 

forhold til at afdække ressourcer og vanskeligheder. 

Mesoniveauet 

Som tidligere beskrevet omfatter mesosystemet forbindelserne 

mellem to eller flere miljøer, som den udviklende person 

aktivt deltager i. Majas mesoniveau består af forbindelser 

mellem hjemmet, bedsteforældrene og børnehaven. Den 

mest enkle forbindelse mellem to miljøer er fokuspersonens 

deltagelse i begge. Denne form for forbindelse ses mellem 

hjemmet og børnehaven, hvor Maja indgår direkte i begge. 

Der kan ligeledes etableres forbindelser, som går udenom 

fokuspersonen, og i denne sag vil en sådan forbindelse eksempelvis 

være i form af den telefoniske kontakt mellem 

forældrene og børnehaven. Deltagerne i to miljøer kan også 

have forbindelse til hinanden uden at være i direkte kontakt. 

Forældrene kan eksempelvis læse i avisen, at der sker 

147

strukturelle forandringer i Majas børnehave i form af lederskifte. 

Forældrene får således ny viden om Majas børnehavemiljø 

gennem en kilde, som ikke er i direkte kontakt med 

miljøerne. 

Jævnfør tidligere beskrevne definition af en økologisk overgang 

er det værd at være opmærksom på, at Maja snart vil 

opleve at blive storesøster. Hun vil skifte rolle inden for 

hjemmemiljøet, da hun går fra at have en rolle som enebarn 

til at blive storesøster. Desuden kan Majas skifte fra dagpleje 

til børnehave betragtes som en økologisk overgang, idet 

hun får en ny rolle i overgangen til et nyt miljø. Idet hun 

fratræder sin rolle som dagplejebarn og indtræder i rollen 

som børnehavebarn, vil der ske en forandring i forventningerne 

til Maja – hun vil eksempelvis opleve, at kravene til 

hende er større end i dagplejen. 

Hvis Maja oplever denne overgang alene, vil hun etablere en 

såkaldt enkelt direkteforbindelse mellem to mikrosystemer; 

hjemmet og børnehaven. Idet Maja kun er 3 år gammel, er 

det usandsynligt, at hun vil etablere enkelt direkteforbindelser. 

Kasper fulgte Maja i børnehave og var med til aktiviteterne 

de første dage, hvorfor der i stedet etableres en dobbelt 

direkteforbindelse mellem Majas børnehavemiljø og 

hjemmemiljø. Idet Amalie også deltager, udvides forbindelsen 

til en tredobbelt direkteforbindelse. 

Samspillet mellem forældrene og børnehaven vil således 

fungere på mesoniveau. I forhold til sagen er det væsentligt 

at være opmærksom på, at morens forhold til børnehaven 

er præget af mistillid, og at dette vil påvirke Maja. Dette vil 

således betragtes som en sårbarhedsskabende faktor. Farens 

kontakt til børnehaven er god, hvilket modsat kan betragtes 

som en beskyttelsesfaktor. 

Hvis familierådgiveren anlægger et udviklingsøkologisk perspektiv, 

skal denne være opmærksom på antallet af forbindelser 

mellem de miljøer, som barnet er en del af - dette for 

at kunne vurdere kommunikationen og samspillet mellem 

148

arnets mikrosystemer. Dette understreger, hvor centralt 

netværket og samspillet mellem de forskellige miljøer i dette 

er. Jo flere forbindelser, der er mellem de forskellige miljøer 

barnet, indgår i, des større er muligheden for at finde 

ressourcer og beskyttelsesfaktorer, som kan bidrage til at 

løse eventuelle vanskeligheder i familien. Det er desuden 

vigtigt, at familierådgiveren er opmærksom på eventuelle 

økologiske overgange hos familiemedlemmerne, da dette 

kan være en særlig sårbar periode, og overgangen vil oftest 

betyde en udvikling for alle i miljøet. 

Eksoniveauet 

For at kunne tilskrive et eksosystem udviklingsmæssig betydning 

må to krav efterleves. For det første må begivenheder 

i det eksterne system kunne knyttes til processer i fokuspersonens 

mikrosystem. For det andet må disse processer 

kunne knyttes til udviklingsmæssige forandringer hos 

fokuspersonen (Gulbrandsen, 2009, p. 60-62). 

I forhold til sagen vil det være væsentligt at være opmærksom 

på forældrenes tilknytning til arbejdslivet. 

Kaspers tilknytning til arbejdsmarkedet består i, at han som 

beskrevet arbejder på en fabrik, som er organiseret med 

treholdsskifte, hvor hans arbejdstid er 15-23. Kasper følger, 

som tidligere beskrevet, Maja i børnehave om morgenen, 

hvor de har tid sammen. Herefter tager Kasper af sted på 

arbejde, inden Maja kommer hjem fra børnehaven og returnerer 

først, når Maja er lagt i seng om aftenen. At Kasper 

har aftenarbejde vil således have betydning for processer i 

Majas mikrosystem, idet Kasper vil være fraværende størstedelen 

af det tidsrum, hvor Maja er hjemme og vågen, 

hvilket vil have konsekvenser for de proksimale processer 

på mikroniveau. Man kan ikke med sikkerhed vide, om Kaspers 

arbejdstid har afgørende betydning for Majas udvikling, 

men man kan have en hypotese herom. Kaspers fravær 

vil ikke nødvendigvis have en negativ udviklingsmæssig 

betydning, men sammenlagt med moderens følelsesmæssige 

utilgængelighed i forhold til Maja, vil Majas proksimale 

149

processer i forhold til de primære omsorgspersoner være 

begrænsede, hvilket har udviklingsmæssige konsekvenser. 

Amalies tilknytning til arbejdsmarkedet har ændret sig inden 

for det sidste år, idet hun har mistet sit arbejde. Dette har 

medført, at Amalie føler sig utilstrækkelig samt ensom, og 

hun har fået en depression. Amalies psykiske tilstand, som 

er en konsekvens af aktivitet i eksosystemet, vil have betydning 

for processer i Majas mikrosystem, idet Amalie ikke 

er i stand til at indgå i følelsesmæssigt samspil med Maja. 

Dette vil have konsekvenser for de proksimale processer. 

Psykologien understreger betydningen af de primære omsorgspersoners 

følelsesmæssige tilgængelighed i forhold til 

barnet og tilskriver dette signifikant udviklingsmæssig betydning 

(fx Berk, 2005, Stern, 1995), hvorfor man kan argumentere 

for, at Amalies psykiske tilstand vil have en negativ 

udviklingsmæssig betydning for Maja. 

Man kan ud fra ovenstående argumentere for, at de to eksosystemer 

kan tilskrives udviklingsmæssig betydning for 

Maja. 

Den udviklingsøkologiske tankegang understreger vigtigheden 

af, at familierådgiveren ikke alene skal have fokus på 

det primære netværk, men ligeledes på miljøer, som kan 

have indirekte indvirkning på fokuspersonen. Tankegangen 

lægger vægt på, at disse strukturer kan influere på fokuspersonens 

udvikling gennem dennes mikrosystemer. I denne 

sag kommer dette tydeligt til udtryk gennem forældrenes 

tilknytning til arbejdsmarkedet. Farens arbejdssituation har, 

jævnfør ovenstående, udviklingsmæssige konsekvenser for 

Maja, hvilket endvidere forstærkes gennem morens arbejdssituation. 

Hvis familierådgiveren ikke inddrager eksoniveauet 

i sin undersøgelse af barnets forhold, vil der være 

risiko for, at rådgiveren overser ressourcer eller vanskeligheder 

i netværket. 

150

Makroniveau 

Makroniveauet kommer til udtryk i dagligdagens begrundelser 

og forklaringer, i sociale forhandlinger om mening, i 

gensidige forventninger og vurderinger - og i selvfølgeliggjorte 

væremåder og praksisformer (Gulbrandsen, 2009, p. 

63ff). 

Der kan argumenteres for, at makroniveauet kommer til udtryk 

flere steder i denne sag. Kasper har været nødsaget til 

at tage arbejde langt væk fra hjemmet grundet den lave beskæftigelse 

i det område, hvor familien bor, hvilket betyder, 

at hans tid væk fra hjemmet forlænges. De konjunkturmæssige 

strukturer i samfundet har således indirekte indvirkning 

på familien og Maja, som får mindre tid sammen 

med sin far. 

Makroniveauet kommer endvidere til udtryk gennem familierådgiverens 

valg af indsats. Denne er blandt andet præget 

af familierådgiverens kulturelt betingede forestilling om 

børn, eksempelvis hvad der er godt for børn, hvad tilstrækkelig 

god omsorg er, barnets egne kompetencer, barnets 

egen modstandskraft og lignende (ibid). Disse kulturelt betingede 

forestillinger vil være påvirket af både det, familierådgiveren 

selv har med, samt samfundets krav og normer, 

hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem lovgivningen. 

I denne sag er indsatsen familiebehandling, og dette er 

udtryk for, at familierådgiveren vurderer, at forældrene ikke 

lever op til familierådgiverens kulturelle forestillinger om, 

hvad der er godt for børn. Idet, der vælges familiebehandling 

og ikke en anbringelse, er udtryk for, at det vurderes, 

at det er muligt at ændre forældrenes adfærd over for Maja 

og på denne måde efterleve de kulturelle krav. Dette illustrerer, 

hvordan makrosystemet har indflydelse på processer 

i de øvrige systemer, idet familierådgiveren har mulighed 

for at intervenere i familien og herigennem berøre alle 

øvrige niveauer med henblik på at påvirke Majas udvikling. 

Hvis familierådgiveren anlægger et udviklingsøkologisk perspektiv, 

vil det endvidere være nærliggende at iværksætte 

151

en familierådslagning, som inddrager hele netværket for at 

afdække eventuelle ressourcer heri. 

Perspektivering i forhold til § 50 undersøgelsen 

I denne analyse har der været fokus på barnet, men hvis 

man havde haft en ung som fokusperson, ville det i stedet 

have været relevant fx at fokusere på fritidsinteressers, 

skolens og kammeratskabsgruppers betydning på særligt 

mikro- og mesoniveau. Dette, da disse aspekter vil have en 

central placering og derfor signifikant betydning i en ung 

persons liv. Dette illustrer teoriens betoning af, at man fra 

barn til ung vil forøge antallet af mikrosystemer, hvorved 

kompleksiteten af systemerne øges (L. Gulbrandsen, 2009, 

p. 53ff), hvilket ligeledes er væsentligt for socialrådgiveren 

at være opmærksom på. Den udviklingsøkologiske model 

kan være mulig at applikere på voksenområdet med tilsvarende 

forbehold for ændring af indhold på niveauerne qua 

den stadige socialisering og udvikling. 

I forhold til § 50-undersøgelsen er det væsentligt at pointere, 

at der er sket en videreudvikling af denne, som benævnes 

ICS (Intergrated Child System). ICS bygger mere direkte 

på udviklingsøkologien, hvor barnets eller den unges udvikling 

ses som et resultat af samspillet mellem barnet/den 

unge og dennes omgivende systemer. Baggrunden for, at 

tage udgangspunkt i § 50-undersøgelsen er, at denne er 

lovpligtig. Der ses, som tidligere beskrevet, udviklingsøkologiske 

træk i de seks punkter i § 50-undersøgelsen, men disse 

punkter er yderligere specificeret i ICS. Tankegangen i 

ICS bygger på, at udviklingen hos barnet eller den unge 

formes i samspillet mellem tre hovedområder: barnets eller 

den unges udvikling og udviklingsmæssige behov, forældrekompetencer 

samt familieforhold og familiens omgivelser 

(ibid). Det vil ud fra ovenstående være relevant at inddrage 

tankegangen i ICS i udførelsen af § 50-undersøgelsen, idet 

socialrådgiveren anlægger et udviklingsøkologisk perspektiv 

(ibid). 

152

Afsluttende neuronale økologiske bemærkninger 

Hvis den humane udviklingsøkologiske systemteori skal give 

mening i forhold til at indgå i tolkningen og til dels danne 

baggrund for forståelse af vigtige problemstillinger som forsøgt, 

er det nødvendigt med et validt forskningsfundament. 

Bronfenbrenner udsiger, at økologisk validitet ikke betyder 

et opgør med traditionel uviklingspsykologisk laboratorieforskning, 

men han påpeger, at denne forskning bedst kan 

danne baggrund for eksplorering og hypotesedannelse og 

ikke som sandhedstestning. I det økologiske eksperiment 

kunne ligge et studie af forandring, vækst og tilpasning til 

omgivelserne ved systematisk at variere på to eller flere 

miljøforhold. Et eksempel på det gode økologiske eksperiment 

ville så være eksempelvis, når et barn flytter (økologisk 

overgang), da man så kan bruge barnet som sin egen 

kontrolgruppe via et før- og efterdesign (Tolkninger af Bronfenbrenner 

2005, p. 4 ff). 

Det kan dog være næsten umuligt at forudsætte, at alle dele 

i et økologisk system er med til at opretholde det, og at 

de alle er indbyrdes relaterede, hvilket kan give problemer i 

forhold til udvælgelse af repræsentative valg af økologiske 

overgange. Med dette in mente må forskningen bag udviklingsøkologien 

antages i høj grad at have det samme problem 

som andre holistiske teorier, nemlig, at man automatisk 

kommer til at skulle tage dele af virkeligheden ud for at 

isolere variabler, og dermed er der kun tale om et partielt 

naturligt design for udvikling. 

Man er ligeledes nødt til ikke at fastsætte en definition af 

udvikling inden for en bestemt tidsramme, men i stedet betragte 

kronossystemet som en social konstruktion, der trods 

dets dimensionskategorisering i sig selv er et begreb, der 

kan influeres af og samtidig er en del af den igangværende 

samfundsudvikling. Dette ville medføre, at man kunne erstatte 

barndomsbegrebet med et Lewinsk livsrumsbegreb, 

hvor udviklingen og påvirkningen af en person ikke er tidsbestemt 

og relateret til forældrene som værende det primære 

miljø. 

153

Det er vigtigt at være opmærksom på, at det kan være 

svært at finde mening i det sociale økosystem med dets 

mange variabler, når den hjerne, hvori meningen med udvikling 

konstrueres, ikke selv i sine netværk forstår sin økosystemiske 

kompleksitet og dermed har bevidsthed om, at 

konsekvensen af mangel på interaktioner netop gør, at man 

har svært ved at indgå aktivt i disse, og det derfor i sidste 

instans kan være nødvendigt at presse borgere/klienter/patienter 

ud i interaktioner, der kan danne 

grundlag for dynamisk neural systemkompensation via ydre 

og dermed indre systemdannelse. 

Det skal definitivt konkluderes, at teorien trods det faktum, 

at man kan teoretisere negativt kritisk over dens mangel på 

konkrete handleanvisninger, alligevel kan bidrage til en helhedsforståelse, 

der i forhold til andre udviklingsteorier betoner 

og gør opmærksom på, at de miljøer, der ikke er i direkte 

kontakt med en person, kan have signifikant betydning 

for aktiviteten i personens nærmiljøer, hvilket er vigtigt at 

være opmærksom på som praktiker. 

Ligeledes vil man ved fx en ikke optimal intervention på et 

bestemt niveau via den humane udviklingsøkologisk systemteoretiske 

forståelse kunne forsøge intervention på et 

andet niveau, der så enten kan vise sig værende det rette 

eller gennem dette niveau så influere på det niveau, hvor 

påvirkningen til udvikling ikke var direkte mulig. 


Andersson, B. (1982): Utveclingsekologi. Barnpsykologiska 

forskningsgruppen. Stockholm. 

Berk, L. (2005): Child Development. Allyn & Bacon. 

Bronfenbrenner, U. (1979): the Ecology og Human Development. 

Harvard University Press. 

Bronfenbrenner, U (2005): Making Human Being Human. 

Sage Publications. 

154

Bø, I (1985): Direkte og indirekte påvirkninger i ”Vi 

foreldre” nr. 2. Artikel. 

Dencik, L. (2005): Socialisation. Artikel. Rudar. Roskilde 

Universitetscenter E-base. 

Egelund, T. et al (1984): Praksis i socialt arbejde. Socialt 

pædagogisk bibliotek. Hans Reitzels. 

Gulbrandsen, L. (2009): Opvækst og psykisk udvikling. Professionsserien. 

Akademisk forlag. 

Halpernl, R. et al (2004): “Environmental influences on 

Child Mental Health”. Review artikel. Journal de Pediatria. 

Hart, S. (2006): Hjerne, samhørighed, personlighed. Hans 

Reitzel. Kbh. 

Hutchinson, G & Oltedal, S. (2006): Modeller i socialt arbejde. 

Hans Reitzels. Kbh. 

Mogensen, J. (1997): Den dynamiske hjerne. Artikel i Psyke 

og Logos nr. 18. 

Payne, M. (2005): Teorier i socialt arbejde. Hans Reitzels. 

Kbh. 

Stern, D. (1995): Barnets interpersonelle univers. Hans 

Reitzels. Kbh. 

Aasen, P. et al (2002): Atferdsproblemer – innføring i pedagogisk 

analyse. Cappelen akademisk forlag. 

Anbefalet litteratur til fordybelse 

Bronfenbrenner, U (1979): The Ecology og Human Development. 

Harvard University Press. 

Bronfenbrenner, U (2005): Making Human Being Human. 

Sage Publications. 

155

156

5. Kritisk teori 

Af Svend Aage Andersen, lektor, Socialrådgiveruddannelsen i Århus 

1. Introduktion til teorien 

Hvad er kritisk teori? Og hvad er kritisk samfundsvidenskab? 

Den teoretiske retning, som her beskrives, kan være 

vanskelig både at definere og afgrænse. Man taler således 

dels om en særlig faglig tradition (Frankfurterskolen) og 

dels om en generel samfundskritisk tilgang (Andersen et 

al.1998: 138f). Undertiden anvendes begreber som Frankfurterskolen, 

neo-marxisme og konfliktteori. Ifølge den 

amerikanske sociolog Ben Agger er der ikke én kritisk teori, 

men en hel samling, hvilket betyder, at et antal forskellige 

teorier kan betragtes som kritisk teori (Mullaly 2007: 216). 

Der tales ofte om ’Marx´ kritiske samfundsteori’ og om Marx 

som den første kritiske teoretiker. Vel vidende, at marxismen 

og konfliktteorien er tilgrænsende traditioner, vil jeg 

her afgrænse mig til kritisk teori i dens snævre betydning 

som identisk med Frankfurterskolen og beslægtede teoretikere 

så som Christopher Lasch og Richard Sennett o. a. Til 

kritisk teori vil jeg dog også henregne den såkaldte Hannoverskole, 

repræsenteret ved først og fremmest Oscar Negt, 

Alfred Krovoza, Peter Brückner og Thomas Ziehe (jfr. Rasborg 

1988). Mange taler i dag om kritisk samfundsvidenskab 

og kritisk teori i en bredere betydning, som også omfatter 

folk som Bourdieu, Foucault, Donna Haraway, Dorothy 

Smith og Charles Taylor. Alle disse bidrager sammen med 

Habermas og mere direkte arvtagere til Adorno og 

Horkheimer til et fælles projekt i form af en kritisk samfundsteori 

(jfr. Calhoun 1995: 34). Hertil kommer, at skolen 

ikke længere bevæger sig inden for snævre institutionelle 

grænser for, hvad der kan betragtes som en kritisk teori 

(Willig 2007: 9). Den danske sociolog Rasmus Willig taler 

således om ”en ny, kritisk teori”, som ud over Habermas og 

Honneth bl.a. tæller navne som Judith Butler, Zygmunt 

Bauman, Luc Boltanski og Eve Chiapello. Denne diskussion 

vil jeg dog lade ligge og primært henholde mig til teoretikere, 

som repræsenterer Frankfurterskolen. 

157

1.1 Frankfurterskolen 

Kritisk teori bliver almindeligvis opfattet som synonymt med 

Frankfurterskolen. Denne tyske retning indenfor sociologien 

blev i 1923 grundlagt med etableringen af Institut für Sozialforschung 

i Frankfurt/M. Instituttet blev dannet som et 

modspil til ”den traditionelle teori”, og den kritiske teori blev 

fra 1932 primært udviklet gennem tidsskriftet Zeitschrift für 

Sozialforschung, der udkom fra 1932 frem til 1941. Blandt 

de kendteste forskere, som virkede ved instituttet og publicerede 

i dets tidsskrift, kan nævnes filosofferne Max 

Horkheimer, Theodor Adorno og Herbert Marcuse og socialpsykologen 

Erich Fromm. Det centrale sigte for skolens teoretikere 

var at kritisere og nedbryde dominans i alle dens 

former, og i tilknytning hertil at virke for menneskelig frigørelse 

(Marsh et al. 2009: 89). Med denne frigørelsesstrategi 

placerede skolen sig i forlængelse af den marxistiske tradition. 

Med nazismens opkomst blev de tilknyttede forskere 

imidlertid nødsaget til at drage i eksil, og instituttet blev fra 

1934 flyttet til New York, hvor Adorno fik et professorat. Efter 

Anden verdenskrig vendte en del af instituttets forskere 

imidlertid tilbage til Frankfurt. 

Frankfurterskolen kan kaldes neo-marxistisk, men ønskede 

også at overskride Marx og marxismen. Bl.a. kritiserede den 

materialismen for at reducere forskellige fænomener til én 

faktor: fænomenets materielle basis (en determinisme indbygget 

i vulgærmarxismen). Den understregede endvidere, 

at en samfundsanalyse fordrede en dybdeanalyse af samfundets 

ikke-økonomiske aspekter (Baert 2005: 107). Den 

tidlige Frankfurterskole kritiserede atomistiske tendenser i 

specielt den positivistiske samfundsforskning og lagde her 

overfor vægt på en holistisk tilgang: helheden kan ikke reduceres. 

Skolens repræsentanter knyttede i høj grad an til marxismen 

og specielt til den ”hegelianske” eller ”humanistiske” 

marxisme (Lukács, Korsh og Gramsci), som havde kritiseret 

den dominerende fortolkning af marxismen for dens økono- 

158

miske determinisme og mekaniske samfundsmodel. I modsætning 

til den optimistiske marxisme, som havde sat liden 

til en fremtidig revolution, anlagde Frankfurterskolen dog et 

langt mere pessimistisk syn på samfundet. Dens repræsentanter 

fandt, at der var meget lidt håb om en revolutionær 

forandring i et samfund, de så som præget af bureaukrati, 

massekultur og autoritetstro. Arbejderklassen kunne ikke 

opfattes som noget ”revolutionært subjekt”, eftersom den 

var blevet integreret i samfundet gennem stigende lønninger, 

velfærdsreformer og massekultur. I modsætning til 

marxismen lagde Frankfurterskolen således mere vægt på 

kulturens magt, ligesom den betonede vigtigheden af en 

ideologikritisk forskning. 

Frankfurterskolen tager udgangspunkt i det, der er blevet 

kaldet ’Oplysningsprojektet’, oplysningstidens tro på fornuften, 

videnskaben og fremskridtet. Rigtigt anvendt kunne 

fornuften bruges som redskab for menneskelig frigørelse. 

Ifølge Horkheimer bliver fornuften imidlertid med den samfundsmæssige 

udvikling mere og mere et redskab for kapitalisme 

og bureaukrati (systemet). Samfundet bliver i stigende 

grad mekaniseret og præget af bureaukratisk tankegang. 

Den moderne verden bliver kendetegnet ved konformitet 

og kontrol. Den rationelle tanke udvikler sig på denne 

måde til at blive en ”instrumentel fornuft”, dvs. en fornuft, 

som har mistet sin kritiske kraft og er degenereret til et instrument, 

hvorigennem samfundets magthavere kan udøve 

kontrol og dominans (jfr. Marsh et al. 2009: 90). 

1.2 Frigørelsen bliver i stigende grad problematisk 

Emancipation blev således i stigende grad problematisk. Efter 

at den proletariske revolution havde slået fejl, så Adorno 

og Horkheimer den vestlige kultur som domineret af den instrumentelle 

rationalitet. Det var svært at forstå, hvordan 

Oplysningstidens idealer om frihed, retfærdighed og selvets 

autonomi havde kunnet føre til totalitære systemer som fascisme 

og kommunisme og til den moderne kapitalismes 

fremmedgjorte administrerede verden. Fra og med Oplys- 

159

ningens dialektik (1944) forlod Horkheimer og Adorno i stigende 

grad den marxistiske samfundsteori med dens centrale 

begreber om klassekamp og arbejderklassens rolle i 

samfundsforandringen. 

Det er værd at hæfte sig ved, at specielt Adorno, Marcuse 

og Fromm knytter an til Freud og psykoanalysen. Det sker 

bl.a. i deres studier af ”den autoritære personlighed”. For at 

gøre det klart, at kritisk teori ikke kun kan tilbyde sociologisk, 

men også psykologisk teori, er det vigtigt at nævne 

den ”freudianske marxisme”, som indgår som en vigtig gren 

af Frankfurterskolen. Eftersom videnskaben i kritisk teori 

ideelt set skal tjene menneskenes frigørelse (emancipation), 

må man understrege, at Freud er blevet set som et ideal for 

en sådan frigørende videnskab (Aadland 2004: 223f). 

I psykoanalysen kunne Freud forklare, hvad der sker, når 

nogen udvikler neuroser og psykiske forstyrrelser. Tvangshandlinger 

kunne forklares som forårsaget af skjulte motiver, 

som virkede bag om ryggen på den handlende. Gennem 

en bevidstgørende terapi kunne Freud ikke blot afdække 

de skjulte motiver, men frem for alt frigøre den handlende 

fra de kræfter, der havde virket undertrykkende. Parallelt 

med denne frigørelse på det individuelle (psykiske) plan, 

ønskede man i Frankfurterskolen en afdækning af og en frigørelse 

fra de skjulte magtinteresser, der virker på det samfundsmæssige 

plan. Den teori, man her knyttede an til, 

fandt man i den marxistiske tradition, som jo netop sætter 

fokus på tvangsherredømme og samfundsmæssig undertrykkelse. 

Efter studenteroprøret i 1960erne opstod der en ny generation 

af kritiske teoretikere inden for Frankfurterskolen. Den 

mest fremtrædende i denne anden generation af Frankfurterskolen 

er utvivlsomt Jürgen Habermas, der udvikler en 

noget mere optimistisk tilgang end Frankfurterskolens 1. 

generation. Jeg vil i denne introduktion lægge størst vægt 

på Habermas´ teori om forholdet mellem det, han kalder 

system og livsverden. Som hovedrepræsentant for Frankfur- 

160

terskolens tredje generation nævnes ofte Axel Honneth, og 

jeg vil derfor gøre rede for Honneths teorier om anerkendelse 

og anerkendelseskamp. 

2 Teorien i hovedtræk 

I det følgende vil jeg kort gøre rede for de væsentligste og 

centrale punkter ved den kritiske teori, idet jeg starter med 

kritikken af positivismen og en skitsering af retningens egen 

videnskabsteoretiske position. Jeg vil desuden se på opfattelsen 

af forholdet mellem aktør og struktur og dialektikken 

mellem mikro- og makroniveau. Endvidere vil jeg komme 

ind på synet på magt, statens og aktørernes rolle, og herunder 

også borgerne og de professionelle socialarbejderes 

rolle. 

2.1 Kritikken af positivismen 

Et centralt element i kritisk teori er opgøret med positivismen 

og påpegningen af, at forskningen ikke kan være værdifri. 

Begrebet ’kritisk teori’ blev i sin tid udmøntet af Max 

Horkheimer (jfr. Swingewood 2000: 131ff). I sit essay Kritisk 

og traditionel teori fra 1937 hævdede Horkheimer, at 

den borgerlige, positivistiske videnskabs mål var ’ren’ viden, 

ikke handling. Mens traditionel teori, dvs. positivismen, adskilte 

tanke og handling, var kritisk teori baseret på praxis. 

Idet den traditionelle teori overtog metoder fra naturvidenskaben, 

blev viden ’fetisheret’ som noget, der stod løsgjort 

fra og hævet over menneskelige handlinger. Forskningen 

blev set som interessefri, men i virkeligheden var forskerens 

perception altid medieret gennem sociale kategorier. Borgerlig 

videnskab – og herunder samfundsvidenskab – var 

organisk sammenkædet med teknisk kontrol, teknologisk 

dominans og instrumentel rationalitet. Hovedforskellen mellem 

kritisk og traditionel teori var ifølge Horkheimer, at den 

førstnævnte afviste den borgerlige illusion om den autonome 

forsker og målet om en politisk neutral objektiv viden. 

Frem for alt hævdede den kritiske teori, at der var en uadskillelig 

relation mellem viden og interesser. Viden bliver ik- 


ke produceret automatisk, den forudsætter intellektuelles 

aktive intervention. Kun de intellektuelle kan bevidst afsløre 

de negative og modsætningsfulde kræfter, der er på spil i 

samfundet, gennem deres forpligtelse til kritisk tænkning og 

’emancipatoriske interesser’ (Swingewood 2000: 131). 

Metodologisk udviklede Frankfurterskolen et begreb om immanent 

kritik: de hævdede, at samfundsvidenskabens metoder 

burde passe sammen med dens objekter. Eftersom 

disse objekter hverken er statiske eller ydre, men skabt 

gennem menneskelig handlen og medieret af menneskelige 

værdier og subjektivitet, så må samfundsvidenskabens metoder 

tage udgangspunkt i selve objektets begreber og principper, 

og ikke i dets fremtrædelsesformer og overfladevirkelighed. 

Begreberne var ikke identiske med objektet, eftersom 

de tog sigte på at afdække både objektets immanente 

tendenser og dets relation til den bredere helhed. Samfundsvidenskabens 

objekter bliver kun kendt gennem praksis, 

gennem subjektet, som omformer virkeligheden. På den 

måde udgør sandheden et moment ved den ’korrekte praksis’. 

Men hvad er korrekt praksis? For Horkheimer var korrekt 

praksis handlinger, som knytter sig til emancipatoriske 

interesser, og som kan adskilles fra klasse- eller gruppeinteresser 

ud fra deres universalitet og autencitet (Swingewood 

2000: 132). 

Den positivistiske forskning blev af de kritiske teoretikere 

frem for alt kritiseret for i sin søgen efter love eller lovlignende 

generaliseringer at overføre naturvidenskabens 

metodologi på det sociale område. Desuden kritiserede skolens 

teoretikere positivismens reduktion af viden til empirisk 

viden, således at andre typer viden ikke blev betragtet som 

meningsfulde (Baert 2005: 109f). Den positivistiske epistemologi 

blev betragtet som udtryk for den instrumentelle rationalitets 

udbredelse (mål-middel-tænkning). De kritiske 

teoretikere fandt det kritisabelt, at positivister på grundlag 

af et snævert vidensbegreb (jfr. Comte: at vide for at kunne 

forudsige med henblik på at kontrollere) ignorerede teoretisk 

og kritisk refleksion. 


I den tidlige kritiske teori blev positivismen endvidere kritiseret 

for at give epistemologisk prioritet til observerbare 

fakta. Med sin vægt på det observerbare var positivismen á 

priori imod en prioritering af tænkning (at stole på fornuften). 

I kontrast hertil henholdt de kritiske teoretikere sig til 

et Hegeliansk syn, ifølge hvilket det er umuligt at have et 

objekt uafhængigt af et subjekt. Det er således umuligt at 

tale om observerbare fakta uafhængigt af teori. Det er kun, 

fordi vi har teorier, vi kan udvælge og opnå information om 

den ydre verden. Det er kun i kraft af, at vi har teoretiske 

forforståelser, at vi er i stand til at observere i det hele taget. 

Problemet med positivismen er ifølge den tidlige Frankfurterskole, 

at den ikke tillægger de træk, som ikke er 

umiddelbart tilgængelige for observation, nogen realitet. De 

kritiske teoretikere ønskede at anerkende eksistensen af en 

virkelighed under overfladeniveauet. (Baert 2005: 110). 

Man kan f.eks. tænke på individuelle motiver, sociale relationer 

eller sociale strukturer. 

De tidlige kritiske teoretikere så derfor sociologiens opgave 

som den at afdække underliggende mekanismer, strukturer 

eller kræfter, som påvirker den sfære, som er observerbar (i 

lighed med kritisk realisme). Med udgangspunkt i denne opfattelse 

hævdede Horkheimer og Adorno, at positivismen 

begrænser, hvad der bliver udforsket. Frem for at undersøge 

de objektive mekanismer neden under det observerbare 

niveau, havde positivisterne kastet sig ud i ”et objektivt 

studie af subjektive træk: anskuelser, perceptioner og oplevelser”. 

Begreber blev omskrevet fra at referere til objektive 

vilkår til at være rettet mod den subjektive perception af 

sådanne objektive vilkår – jfr. opinionsundersøgelser o. l. 

(Baert 2005:110f). 

2.2 Den frigørende erkendelsesinteresse 

Videnskabsteoretisk kan Frankfurterskolens arbejde betegnes 

som kritisk normativ teori eller som kritisk-hermeneutik 

(jfr. Høilund & Juul 2005: 13f). Heri ligger frem for alt, at 


den videnskabsteoretiske position ikke er neutral og objektiv. 

Habermas deltog i 1950erne i en omfattende debat med 

fortalere for positivismen, hvori Habermas kraftigt kritiserede 

positivismens illusion om, at forskeren kan være ”værdineutral” 

og i sin forskning holde sig alene til kendsgerningerne, 

dvs. skille ”er” og ”bør” fra hinanden. Fakticitet og 

normativitet kan ikke på denne måde holdes ude fra hinanden. 

Ontologisk bygger den kritiske teori desuden på en bestemt 

opfattelse af mennesket, institutionerne og samfundet 

(Høilund & Juul 2005: 14; jfr. også kap. 2.3). 

Habermas taler i et af sine hovedværker, Erkendelse og interesse 

(1968), om tre forskellige samfundsvidenskabelige 

tilgange, som på forskellig måde kan supplere hinanden: 1. 

empirisk-analytisk videnskab (positivisme), 2. fortolkningsvidenskab 

(hermeneutikken) og 3. kritisk teori. Mens erkendelsesinteressen 

i den empirisk-analytiske videnskab (naturvidenskaben) 

er en teknisk interesse rettet mod målmiddel-resultat-sammenhænge, 

er erkendelsesinteressen i 

den humanistiske videnskab en fortolkende interesse. Endelig 

er erkendelsesinteressen i samfundsvidenskaben (kritisk 

teori) en frigørende (emancipatorisk) interesse. 

Som eksempel på og forbillede for den emancipatoriske interesse 

i samfundsvidenskaben fremhæver Habermas psykoanalytikeren 

Sigmund Freud. Habermas betragter psykoanalysen 

som en teori om systematisk forvreden kommunikation. 

Nogle mennesker udvikler neuroser og psykiske forstyrrelser. 

Tvangshandlinger kan forklares som udtryk for 

ubevidste motiver, dvs. de er ulogiske, med mindre de forklares 

som udtryk for noget, der virker bag om ryggen på 

den handlende. For at få tvangshandlingerne til at stoppe, 

må dette skjulte ”noget”, der fungerer som årsag til handlingerne, 

afsløres. Dette sker gennem bevidstgørende terapi. 

(Aadland 2004: 223). 

”Ifølge Habermas er Freuds videnskabsteoretiske selvforståelse 

baseret på en naturvidenskabelig misforståelse af psykoanalysens 

egenart. Psykoanalysen er ikke en naturviden- 


skab, men snarere en ”dybdehermeneutisk” disciplin, som 

tager sigte på at gribe meningen i fordrejede ”tekster” (neurotiske 

symptomer), drømme osv. Psykoanalysen må følgelig 

forene hermeneutisk tolkning med en psykologisk undersøgelse 

af kvasi-kausale sammenhænge, dvs. ubevidste 

motiver, som fungerer som årsager bag individets ryg. (…) 

Vi kan derfor sige, at Freud udviklede en særegen afmystificerende 

”dybdehermeneutik” eller tolkningsteknik for at forstå 

og ophæve systematisk fordrejet kommunikation. Dette 

rejser vanskelige spørgsmål om kriterierne for en gyldig 

tolkning. Ifølge Habermas kan analytisk terapi bedst sammenlignes 

med forskellige former for ”bevidstgørelse” og 

udvidet ”selvforståelse”. Individet skal ikke længere styres 

af ”skæbnekausalitet”. Det skal igen blive et frit subjekt. I 

tråd med dette program er psykoanalysen ”kritisk teori” og 

ikke naturvidenskab.” (Skirbekk & Gilje 1989: 235, min 

oversættelse, SAA). 

Denne opfattelse af psykoanalysen er udviklet af Habermas i 

Erkendelse og interesse (1968). Men Habermas støtter sig 

også til vennen Hans-Otto Apel, der ser psykoanalysen som 

en gren af den humanistiske samfundsvidenskab, dvs. en 

kritisk emancipatorisk socialvidenskab. Apel går endog så 

langt som til at se dette metodologiske mønster, hvor der er 

tale om en dialektisk mediering af kommunikative forståelser 

gennem metoder for årsagsforklaring, som model for alle 

typer af kritisk samfundsvidenskab (Apel 1977). Apel gør 

samtidig opmærksom på de metodologiske analogier med 

Marx´ ideologikritik. Psykoanalysen bliver herved til en generel 

model for en frigørende videnskab (jfr. Johansson et 

al.1972: 142ff). 

Dersom man opdeler videnskabsteorierne i subjektivistiske 

og objektivistiske teorier, kan kritisk teori placeres blandt de 

subjektivistiske, men i det mindst subjektivistiske område af 

disse (Burrell & Morgan 1979: 283). Hvis man imidlertid betragter 

Habermas studie Legitimationsprobleme im Spätkapitalismus 

(1975), er dette studie ikke mindre fokuseret på 

samfundets objektive strukturer end den strukturalistiske 


marxisme. Placeringen af kritisk teori blandt de subjektivistiske 

videnskabsteorier tager heller ikke helt højde for den 

kritiske teoris ”interparadigmatiske kvalitet” (Alvesson & 

Willmott 1996:61). Men når Burrell & Morgan placerer kritisk 

teori blandt de subjektivistiske teorier, sker det formentlig, 

fordi de anser kritisk teori for mindre deterministisk 

og økonomistisk end den strukturelle marxisme” (Alvesson 

& Willmott 1996: 61). 

2.3 Dialektikken mellem makrostruktur og mikroprocesser 

Det er et centralt kendetegn for kritisk teori, at den forsøger 

at gøre rede for såvel individ som samfund, for såvel handling 

som struktur og for mikro- såvel som makroplan. Denne 

dialektik kan spores helt tilbage til Marx berømte formulering 

fra 1852 i Louis Bonapartes Attende Brumaire: ”Menneskene 

skaber deres egen historie, men de skaber den ikke 

efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men 

under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart 

givet og overleveret.” (Marx 1976: 240). Der er tale 

om en dialektik, hvor der går påvirkninger begge veje: fra 

individerne til samfundet, og fra samfundet til individerne. 

Gennem deres handlinger og interaktion former individerne 

samfundet og dets strukturer, men samtidig er individernes 

handlinger og interaktion præget af de strukturelle betingelser, 

hvorunder de agerer. Man må således samtidig anerkende, 

at samfundsstrukturerne sætter deres aftryk i menneskers 

hverdagsliv, og at de overgribende strukturer er 

”intersubjektivt” konstitueret (Agger 1992: 71). Med Adornos 

begreber kan man sige, at kritisk teori og kritisk samfundsforskning 

må anerkende ”subjektivitetens objektivitet”, 

specielt det, at de overgribende strukturer trænger ind til 

kernen af ”de individuelle sensibiliteter” (Agger 1992: 71). 

Dette betyder, at samfundsvidenskaben må vende sig mod 

den dynamiske relation mellem det Habermas kalder system 

og livsverden. Ifølge en fremtrædende fortolker af Frankfurterskolen, 

den amerikanske sociolog Ben Agger, er Frank- 


furterskolens leitmotif den gensidige gennemtrængning af 

objekt og subjekt, struktur og bevidsthed (Agger 1992: 71). 

Det betyder, som jeg ser det, at man ikke kan studere de 

overgribende samfundsstrukturer (fx magt- og normstrukturer) 

uden at relatere dem til de aktører, som gennem deres 

handlinger har produceret eller omformet disse strukturer. 

Ligeledes kan man ikke studere de handlinger og de interaktionsprocesser, 

som individerne udfører og bidrager til, uden 

at relatere dem til de rammer og strukturelle betingelser, 

som indvirker på handlingerne. Dersom man altså vil studere 

socialrådgiveres adfærd og interaktion med borgerne i en 

forvaltning, må man ud fra en kritisk samfundsvidenskabelig 

tilgang nødvendigvis studere denne interaktion i lyset af de 

politiske, økonomiske, organisatoriske og juridiske rammer, 

som indvirker på adfærden og handlemulighederne. Man 

kan også her sagtens associere til Bronfenbrenners model 

med en række cirkler omkring et individ. For at forstå individet 

rigtigt, må man inddrage alle de niveauer, som 

cirklerne repræsenterer. 

2.4 Kritikken af den illegitime magt 

Frankfurterskolens forhold til magt er kendetegnet ved bestræbelser 

på at afdække og kritisere illegitime former for 

magt. Habermas og Honneth har imidlertid meget divergerende 

tilgange til magt. Habermas formulerer sin tilgang ud 

fra en given rationalitetsantagelse, mens Honneth formulerer 

sin ud fra en forestilling om den sociale kamps betydning 

(Willig 2006: 440). Habermas´ projekt kan betegnes som et 

retfærdighedsprojekt, som vil begrunde betingelserne for en 

retfærdig og politisk samfundsorden. I forlængelse heraf 

peger Habermas på, at de selvstyrende systemer udgør en 

trussel mod livsverdenens kommunikationsforhold, dvs. 

pengene og den bureaukratiske magts styringsmidler trænger 

ødelæggende ind i hverdagskulturen (Willig 2006: 449). 

Honneths kritik af Habermas kan ses som ”et forsøg på at 

rekonstruere den kritiske teori, således at konflikter og 


magtkampe igen kan indtage en central plads i den kritiske 

teori.” (Willig 2006: 448). Honneths ”mest fyldestgørende 

kritik af Habermas tager sit afsæt i Habermas´ manglende 

magtbegreb i Theorie des Kommunikativen Handelns 

(1981)” (Willig 2006: 434). Hos Habermas bliver således 

det, der i den tidligere marxisme var udtryk for illegitim 

magt, nemlig socialt privilegerede klassers magt på bekostning 

af de underprivilegerede, transformeret til at være 

klasseneutrale systemers neutrale magtudøvelse (Willig 

2006: 436). I forlængelse heraf får vi hos Habermas et begreb 

om ”den kommunikative magt”, som ifølge den danske 

sociolog Rasmus Willig ikke er empirisk informeret. 

Derimod er Honneth optaget af at bestemme, hvad der 

strukturelt forhindrer eller sætter individet i stand til at opnå 

selvrealisering og ”det gode liv”. Her peger Honneth på, 

hvordan forskellige former for krænkelse – afledt af asymmetriske 

magtstrukturer og skævvredne udviklingstendenser 

– resulterer i, at en række individer ikke anerkendes af 

samfundet. De kan ikke se sig selv som fuldgyldige medlemmer 

af samfundet. 

Honneth bryder således med den traditionelle opfattelse af 

magt, som var koncentreret om den politiske og økonomiske 

magt, idet han analyserer magtundertrykkelse ud fra en 

psykologisk, kulturel og moralsk dimension (Willig 2006: 

446). Rasmus Willig ser således Honneths anerkendelsesteori 

som et væsentligt supplement til traditionel magtteori, 

fordi den medtager den normative moralske psykologiske 

dimension. Kampe om anerkendelse opfattes som udtryk for 

afløsningen af konventionelle klassekampe (Willig 2006: 

448). Som eksempler på nutidige anerkendelseskampe kan i 

stedet nævnes kvinders, flygtninge-indvandreres og arbejdsløses 

kamp for anerkendelse. 

2.5 Statens rolle 

Spørgsmålet om magt fører over i diskussioner om statens 

rolle. Ligesom man kan tale om økonomisk magt, kan man 


også tale om politisk magt som en vigtig side af magtudøvelsen 

i samfundet. Inden for den kritiske sociologi har 

neo-marxister været vigtige bidragydere til en kritisk forståelse 

af staten. Ligeledes har Habermas været optaget af 

”frigørelsen fra og udjævningen af uretmæssige magtforhold 

i samfundet ved at udvikle arenaer og principper for en herredømmefri 

diskussion eller demokratisk dialog” (Norvoll 

2009: 85). 

Ifølge Habermas (1975) er der inden for liberale demokratier 

’krisetendenser’, som udfordrer stabiliteten i disse regimer. 

Det kan typisk være en økonomisk krise eller en fiskal 

krise, som vi har set det de seneste år. Sådanne kriser kan 

underminere legitimiteten i det kapitalistiske system. Dette 

hænger sammen med, at der eksisterer et spændingsforhold 

mellem den kapitalistiske økonomi (det private erhvervsliv) 

og det demokratiske politiske system. Som følge heraf kan 

systemet vise sig at være potentielt ustabilt. Ifølge Habermas 

kan de liberale demokratier ikke i længden tilfredsstille 

både de folkelige krav om social sikkerhed og velfærdsrettigheder 

og markedsøkonomiens fordringer baseret på privat 

profit. For de kapitalistiske demokratier vil være tvunget 

til enten at modstå de demokratiske pres eller risikere et 

økonomisk sammenbrud, og dette gør det i stigende grad 

svært for dem at opretholde legitimiteten (Heywood 2004: 

147f). 

I den udviklede kapitalisme – også kaldet den organiserede 

kapitalisme – får staten til opgave skabe basis for et klassekompromis 

mellem kapital og arbejde og dermed sikre en 

”tæmmet” kapitalisme. Med velfærdsstatens opkomst sker 

der en pacificering af klassemodsætningerne, idet statsmagten 

ved brugen af demokratisk legitimeret magt fortsat beskytter 

og opretholder den kapitalistiske, økonomiske 

vækst. Denne fredelige sameksistens mellem demokrati og 

kapitalisme bliver opnået gennem statsintervention. Staten 

bliver til både en socialstat, som sikrer borgernes sociale 

sikkerhed, og en interventionsstat, som griber ind i de økonomiske 

processer for at sikre en fortsat succesfuld kapital- 


akkumulation. Velfærdsstaten opstår i en institutionel/administrativ 

form, som søger at ’harmonisere’ modsætningen 

mellem social produktion (de arbejdende lønmodtagere) 

og privat tilegnelse (kapitalister tilegner sig 

merværdien), mellem de sociale produktionskræfter og en 

’privat reguleret’ kapitalistisk økonomi. I forhold til de to 

subsystemer, kapitalismens økonomiske subsystem og det 

normative legitimationssystem, må staten gå ind og mediere 

mellem de to systemer og sikre fortsat akkumulation og 

fortsat legitimation (Pierson 1991: 58ff). 

Med den økonomiske krise fra begyndelsen af 1970erne 

slutter den organiserede kapitalismes epoke (fordismen), og 

vi går over i en ny periode med disorganiseret (postfordistisk) 

kapitalisme. Overgangen til den disorganiserede 

kapitalisme er tæt knyttet til den traditionelle velfærdsstats 

tilbagegang og forfald. Med den nye periode opstår der seriøse 

vanskeligheder for den fulde beskæftigelse og den type 

velfærdsregime, som hvilede på borgernes velfærdsrettigheder. 

De europæiske velfærdsstater begynder at nærme 

sig den mere ufuldkomne type velfærdsstat, som kendes fra 

Amerika (Jfr. Pierson 1991: 65). 

Under den organiserede kapitalisme forekommer der med 

jævne mellemrum kriser, hvor staten dels må intervenere 

for at sikre kapitalakkumulationen, men dels også må sikre 

massernes loyalitet (legitimitet). Staten er i denne situation 

udsat for modsatrettede krav, som kan udvikle sig til en legitimationskrise, 

hvor borgernes opslutning og støtte til 

statsinstitutionerne kommer til at mangle. På det individuelle 

niveau kan krisen tilmed komme til udtryk i form af en 

motivationskrise. Det kan fx være, at en velstående befolkning 

er utilfreds med den bureaukratiske og fremmedgørende 

måde, hvorpå velfærdsservicen bliver leveret. Man har 

som følge heraf talt om velfærdsstatens krise (Pierson 

1991: 67f). 

Habermas har i sin bog fra 1973, Legitimationsprobleme im 

Spätkapitalismus, analyseret senkapitalismens krisetenden- 

170

ser og de legitimationsproblemer, som de medfører. For Habermas 

udgør staten, der repræsenterer magten, en del af 

systemet. Staten står således principielt i modsætning til 

livsverdenen, og socialrådgiverne fungerer som ansatte af 

staten på en måde som ”statens forlængede arm”. 

2.6 Systemets kolonisering af livsverdenen 

Udgangspunktet for Habermas´ samfundsteori er hans kritik 

af det ”produktionsparadigme”, som efter Habermas opfattelse 

kendetegner de samfundsteoretiske klassikere, og 

specielt Marx (Jfr. Rasborg 1995: 19-32). Habermas må i 

høj grad betegnes som syntesemager. Han kan på linje med 

en række andre nutidige teoretikere (Bourdieu, Sartre, Giddens) 

forstås som ”synteseteoretiker” (Nygaard 2001: 

102f). Han forsøger således at forene indsigter fra såvel 

Marx, Weber, Parsons og Mead under én hat. Fra strukturfunktionalismen 

henter han Parsons begreb om ”system”, og 

fra den hermeneutisk-fænomenologiske tradition henter han 

begrebet ”livsverden”. På den måde kan man sige, at han 

forsøger at forsone modsætningen mellem ’struktur’ og 

’handling’ og mellem positivisme (forklaring) og hermeneutik 

(forståelse). Mens systemverdenen (arbejdet og det sociale 

system) er præget af den instrumentelle fornuft (magt 

og penge), beror livsverdenen på menneskers evne til at 

forstå hinanden og kommunikere med hinanden. Det er således 

i livsverdenen, at Habermas finder grundlaget for de 

”kommunikative handlinger”, som kan gå op imod den instrumentelle 

fornuft og lede frem mod frie og lige relationer 

mellem mennesker (Marsh 2009: 91). 

Habermas taler om, at der som følge af den kapitalistiske 

udviklingsdynamik, genkommende kriser og styringsproblemer, 

sker det, at systemet koloniserer livsverdenen, dvs. 

at systemet griber ødelæggende ind i den ”symbolske reproduktion”, 

der foregår i livsverdenen: produktion af mening, 

social integration og personlig identitet. Den kommunikative 

handlens subjekt-subjekt-relationer bliver herved 

erstattet af den instrumentelle handlens subjekt-objekt- 

171

elationer (Jacobsen et al. 1998: 43; for en kritik af Habermas 

se fx How 2003: 128-135, Scambler 2001 og Calhoun: 

206ff). 

Man kan opsummere tre konsekvenser af systemets kolonisering 

af livsverdenen: 1. En ødelæggelse af livsverdenens 

kommunikative hverdagspraksis, 2. en tingsliggørelse af 

livsverdenen, og 3. fremkomsten af sociale patologier, sygdomme 

i samfundet (jfr. Durkheims teori om anomi). 

Habermas observerer dog også en række reaktioner på koloniseringen 

af livsverdenens kommunikative strukturer – og 

hermed tendenser til en ”revitalisering” af livsverdenen: 

Forskydning af samfundets konfliktzoner fra fordelingskampen 

til spørgsmål vedrørende livskvalitet, individuel 

selvrealisering mv. 

En række nye postmaterielle værdier får stigende betydning: 

værdier, der vægter miljøhensyn højere end økonomisk 

afkast, kvalitet i arbejdet mv. 

Nye sociale bevægelser, der rejser de nye, kvalitative 

spørgsmål, fx miljøbevægelsen, fredsbevægelsen, kvindebevægelsen 

mv. (Jacobsen et al. 1998: 46). 

Habermas redegørelse for de problemer, der opstår som følge 

af systemets kolonisering af livsverdenen, er på sin vis 

en forklaring af de sociale problemer, som præger det senkapitalistiske 

samfund: arbejdsløshed, fattiggørelse, kriminalitet, 

osv. 

2.7 Aktørernes rolle 

Hvilken rolle spiller aktørerne i kritisk teori? Aktørerne vil 

her i det væsentlige blive begrænset til borgerne samt de 

professionelle, dvs. socialrådgiverne. Ifølge kritiske samfundsforskere 

kan man hævde, at verden er opdelt mellem 

dem, der har magt (de velstående og privilegerede) og 

dem, der ikke har (de besiddelsesløse og underprivilegerede). 

Det antages endvidere, at disse gruppers interesser 

172

står i modsætning til hinanden. ”På baggrund af disse opdelinger 

præsenteres socialrådgiverne som magtfulde på 

grund af deres faglige status og adgang til institutionel 

magt, mens brugerne præsenteres som relativt magtesløse.” 

(Healy 2009: 227). Grundlæggende for kritisk teori er 

det imidlertid, at borgere, der af samfundsmæssige årsager 

reelt er afmægtige og oplever magtesløshed, skal myndig- 

og mægtiggøres (støttes i en empowerment-proces), så de 

opnår selvbestemmelse, autonomi og øget kontrol over eget 

liv. 

I henhold til den kritiske teoris emancipatoriske projekt er 

der blandt dens teoretikere en tro på, at mennesker kan 

skabe historien – og dermed også gennem kollektiv handlen 

skabe social forandring. Forholdet mellem aktører og strukturer 

opfattes således som en dialektisk relation. De sociale 

strukturer (eller systemet) påvirker som rammebetingelser 

aktørernes handlemuligheder. Men omvendt har aktørerne 

gennem deres (kollektive) handlinger mulighed for at ændre 

disse rammebetingelser. Når den marxistiske teori undertiden 

fremstilles som deterministisk, bygger det på en manglende 

forståelse af den dialektiske tankegang hos Marx og 

kritiske samfundsteoretikere. Marxismen fremstilles på karikerende 

vis som deterministisk og som en tænkning, der 

udelukker den frie vilje som mulighed. Hegelianske marxister 

og andre vestlige marxister afviser imidlertid denne udgave 

af marxismen, idet de hævder, at Marx forholdt sig dialektisk 

til alternativerne fri, bevidst handlen og determinisme 

forstået som ydre tvang (Agger 1992: 62). 

Men selv Habermas læser Marx som en determinist og mener, 

at Marx ikke i tilstrækkelig grad adskilte handlen (hos 

Habermas kaldet selv-refleksion og kommunikativ fornuft) 

og determination (hos Habermas kaldet teknisk og instrumentel 

rationalitet). Systemet, om end skabt af mennesker, 

vender sig således hos Habermas truende mod livsverdenen. 

De fleste ikke-sovjetmarxister kan dog lokalisere den 

dialektiske version af marxismen i Marx´ egne værker lige 

173

fra 1844-manuskripterne til Das Kapital (jfr. Agger 1992: 

63). 

I den neo-marxistiske tradition, specielt hos Lukacs, udgør 

proletariatet det subjekt, som kan forandre historien og bane 

vejen for et socialistisk samfund. I takt med den voksende 

pessimisme blandt teoretikerne i Frankfurterskolen, blev 

arbejderklassen imidlertid betragtet som håbløst integreret i 

det borgerlige samfund – og dermed forsvinder det subjekt, 

som skulle omvælte kapitalismen. Horkheimer taler i stedet 

om det nuværende liv som ”beskadiget liv”, hvilket reflekterer 

en situation med subjekter, der er blevet totalt manipulerede. 

Kapitalismen har ifølge Horkheimer og Adorno gennem 

vareproduktionen og forbrugerisme skabt en række 

fordrejede eller falske behov. Måske er Marcuse, når alt 

kommer til alt, den teoretiker, som forblev mest optimistisk, 

idet han bevarede troen på subjektets autonomi og dets kapacitet 

til at kunne være resistent i forhold til ”det beskadigede 

liv” (Agger 1992: 195). 

Opfattelsen i kritisk teori er i dag, at dominans og magtudøvelse 

i det kapitalistiske samfund er strukturel, dvs. at 

menneskers hverdag er påvirket af sociale institutioner så 

som den politik, der føres, økonomien og kulturen (Mullaly 

2007: 216). Dominansstrukturerne bliver reproduceret gennem 

menneskers internalisering af undertrykkelsen eller i 

kraft af ”falsk bevidsthed”. Ikke desto mindre hævder kritiske 

teoretikere, at sociale forandringer begynder i menneskers 

hverdagsliv. Hermed afviser den kritiske teori al determinisme 

til fordel for den kraft, der ligger i menneskers 

handlen, og det kan være såvel den personlige som den kollektive 

handlen. Kritisk teori forstår på denne måde broen 

mellem aktør (handlen) og struktur som dialektisk, dvs. at 

de sociale strukturer indvirker på hverdagserfaringen, men 

samtidig kan viden om strukturerne hjælpe mennesker til at 

forandre de sociale betingelser (Mullaly 2007: 216). Ifølge 

kritisk samfundsteori er mennesker selv ansvarlige for deres 

egen frigørelse, ligesom teorien lægger vægt på, at de som 

174

led i frigørelsesprocessen heller ikke må medvirke til at undertrykke 

andre (Mullaly 2007: 216). 

2.8 En kritisk teori om subjektet 

Nogle teoretikere i Frankfurterskolens anden generation har 

i forlængelse af Freuds psykoanalytiske metode forsøgt at 

udvikle en kritisk teori om subjektet. Denne tager form af 

”en materialistisk dybdehermeneutik” (Dahmer et al. 1973: 

1). Til denne gruppe af teoretikere inden for den sene freudo-marxisme 

hører frem for alt Alfred Lorenzer, Peter 

Brückner og Helmut Dahmer, men også navne som Klaus 

Horn, Michael Schneider, Alfred Krovoza, Reimut Reiche, 

Thomas Ziehe, Dieter Duhm og Thomas Leithäuser (Se Olsen 

& Köppe 1996, Jonassen og Egebjerg 2008 samt Thyssen 

1976). I tilknytning hertil må nævnes, at der i begyndelsen 

af 1970erne omkring universitetet i Hannover dannedes 

et marxistisk alternativ til Frankfurterskolen, ofte kaldet 

Hannoverskolen. Til denne henregnes primært sociologerne 

Oscar Negt og Alexander Kluge og psykologerne Peter 

Brückner, Rudolf zur Lippe samt Krovoza og Ziehe (Olsen & 

Köppe 1996: 404ff). Af pladshensyn må jeg her begrænse 

mig til at kun at omtale et par af de nævnte teoretikere 

nærmere. 

I Frankfurterskolen lægges der stor vægt på at se den menneskelige 

adfærd i sin samfundsmæssige betingethed. De 

subjektive strukturer opfattes som nedslag af dannelsesprocesser 

af objektiv karakter. Udgangspunktet er, at socialisationsprocesser 

under senkapitalistiske betingelser har ændret 

individernes ”indre natur” på afgørende måde. 

Alfred Lorenzer ville udvikle en materialistisk socialisationsteori, 

der dels skulle føre ud af den borgerlige psykologi og 

dels vise, hvordan socialiseringen sker gennem indføring i 

interaktion og sprog. ”Det er en begrænsning ved den traditionelle 

psykoanalyse, at den kun kan forklare socialiseringen 

ud fra samspillet (interaktionen) mellem forældre og 

børn inden for kernefamilien. Der mangler en mere sam- 

175

menhængende forklaring på, hvordan samfundets særlige 

indretning spiller ind i socialiseringen af barnet.” (Svejgaard 

1993: 88). 

I Lorenzers udgave er psykoanalysen en ”symbolsk interaktionsteori”, 

men med hensyn til interaktionen afgrænser Lorenzer 

sig overfor Habermas. Han kritiserer således Habermas 

strenge sondring mellem interaktion og produktion, 

idet hverken arbejde eller interaktion kan forstås løsrevet 

fra produktionen. Mor-barn-dyaden må opfattes som en 

specifik interaktionsform, dvs. som den praksissammenhæng, 

som individer, der er henvist til hinanden, indgår i, 

og som netop ikke lader sig isolere fra produktionsforholdene, 

klasseposition, osv. (Dahmer et al. 1973: 27). Det drejer 

sig om de processer, som fører til en ”samfundsmæssiggørelse” 

af individerne. 

Psykoanalysens metode forstår Lorenzer som kritisk hermeneutisk, 

og psykoanalysens genstand er interaktionsformer, 

fx moder-barn-dyaden (Jfr. fx Lorenzer 1973). Man kan sige, 

at Lorenzer med sit interaktionsbegreb transformerer 

udviklingspsykologien til en socialiseringsteori. Psykoanalysen 

bliver omformet til materialistisk interaktionsteori, og 

psykoanalysen forstår Lorenzer ikke som en naturvidenskabelig 

teori, men som en tolkende (hermeneutisk) teori. Kritik 

opfattes som en hermeneutisk proces, dvs. en dialektisk 

diskussion - eller et opgør - med det, der kritiseres og begrebsliggøres 

(Dahmer et al. 1973: 55). 

Sigtet for Lorenzer og andre af disse teoretikere var at belyse, 

hvad de samfundsmæssige strukturer i kraft af deres 

magt konstituerer som historisk form for subjektivitet. Gennem 

en interaktionistisk videreudviklet psykoanalyse ville de 

således belyse samfundsprocessens nedslag i subjekterne. 

De psykiske strukturer og personlighedens dannelse har 

med andre ord en materiel baggrund i socialisationsbetingelserne. 

Disse teoretikere vender sig alle imod en objektivistisk 

dogmatisme og vil komplettere den historiske materialisme 

via psykoanalysen. Behovet herfor opstår som følge 

176

af bruddet mellem individerne og den samfundsmæssige 

sammenhæng, som individerne er flettet ind i som en ”anden 

natur”. Samfundsprocesser har under monopolkapitalismens 

betingelser forandret individernes ”indre natur” på 

afgørende vis. I forhold hertil må man ifølge Lorenzer se en 

kritisk subjektteori som den anden side af den politiske 

økonomi (jfr. Dahmer et al. 1973: 26). 

Thomas Leithäuser er mere fænomenologisk orienteret og 

støtter sig her især til franske fænomenologisk orienterede 

teoretikere som Merleau-Ponty og Henri Lefebvre (der bl.a. 

skrev et stort værk om hverdagslivet). Hans projekt retter 

sig i overensstemmelse hermed primært mod de bevidsthedsformer, 

som han karakteriserer som ”hverdagsbevidsthed” 

(Se fx Leithäuser & Heinz 1977). 

2.9 Kapitalismens behov for social integration og socialisering 

Peter Brückner ville undersøge kapitalismens socialpsykologi 

i et historisk perspektiv, som især betoner to problemer: 

dels kapitalismens behov for social integration af forskellige 

befolkningsgrupper, dels behovet for socialisering. I Kapitalismens 

socialpsykologi (1972) gør Brückner rede for, hvordan 

samfundet har brug for social integration. Integration af 

potentielt revolutionære befolkningsgrupper kræver, at der 

tages stærke styringsmekanismer og metoder i anvendelse 

(Jfr. også her Foucaults begreb om magtteknologier, som 

sikrer disciplinering og kontrol). 

Uden en strategi for integration af de lønafhængige, ville det 

ifølge Brückner ikke have været muligt at nå frem til den 

”sociale fred”, som kendetegner den organiserede kapitalisme. 

Hos Brückner ses socialisering således som en social 

kontrolproces, hvor der sker en regulering af adfærd og 

holdninger. Brückner mener, ”at det er de sociale kontrolprocesser, 

der er de styrende i den samfundsmæssige integration 

og i socialiseringen. Den sociale kontrol er en overordnet 

proces, igennem hvilken samfundsmedlemmerne 

177

homogeniseres og fastholdes under et fælles livsperspektiv 

– en kollektiv orientering. Den sociale kontrol virker gennem 

internalisering af normer, hvilket er den proces, hvori ydre 

krav og forventninger omdannes til indre normer (…) Brückner 

fremhæver, at normer internaliseres gennem lønarbejde, 

forbrug, bureaukratisering og massemedier – hvor der 

lægges og udvikles standarder for adfærd, forventninger og 

holdninger.” (Madsen 1993: 114f). 

Den sociale integration indebærer også, hvad Brückner kalder 

en ’partikularisering’, dvs. en opsplitning af mennesker i 

enkeltstående og indbyrdes konkurrerende personer. Brückner 

beskriver i bogen konsekvenserne af den kapitalistiske 

måde at organisere samfundet på i form af konkurrence og 

splittelse mellem mennesker, fx belønningssystemer i produktionen 

på bekostning af solidaritet og sammenhold. På 

denne måde bliver klassemodsætningerne tilsløret, og der 

skabes illusioner om, at alle har lige muligheder. Brückner 

fremstiller samfundet som repressivt. Han taler således om, 

at mennesker bliver ofre for en ”strukturel vold”, forstået på 

den måde, at volden er indbygget i livsbetingelserne, så den 

ikke er synlig for os. Denne usynlige strukturelle vold, som 

vi alle er ofre for, skjuler magtanvendelsen i det daglige. 

Men den strukturelle magt fremkalder ikke desto mindre 

aggression og vold i menneskers indbyrdes forhold. 

Brückner, der tidligere havde beskæftiget sig med klinisk 

børnepsykologi, kommer i den forbindelse ind på børnemishandling. 

Forældrenes følelsesmæssige forhold til børnene 

kan være ambivalente, dvs. modsætningsfyldte og præget 

af både kærlighed og fjendtlige følelser (Jfr. Jonassen og 

Egeberg 2008). Følgelig kan socialisationen i familien ikke 

opfattes som noget ”herredømmefrit område”, men må snarere 

ses som et område, der i høj grad kan være præget af 

magt og vold. Den strukturelle vold, som gør mennesker til 

ofre for de samfundsmæssige forhold, kan have rod i materiel 

og uddannelsesmæssig fattigdom, små boliger eller dårlige 

arbejdsforhold. Brückner taler derfor om en socialt betinget 

mellemmenneskelig fjendtlighed og vold. 

178

Frankfurterskolens teorier kan ofte forekomme pessimistiske, 

men nogle af dens teoretikere var også optaget af, at 

mennesker ikke lader sig styre fuldstændigt, ikke kan tilpasses 

fuldstændigt til kapitalismens krav og behov. Subsumtionen 

under kapitalens værdiøgningsbehov (alting gøres til 

varer) foregår ikke modsætningsfrit eller fuldstændigt, og 

der vil ifølge disse teoretikere (f.eks. Negt og Kluge) altid 

være områder, som udgør resistensområder. Der vil eksempelvis 

være socialisationsprocesser, der kun formelt er subsumeret 

under kapitalen. Socialisationen har ifølge disse teoretikere 

en dobbeltkarakter, hvor den dels rummer en beskyttelse 

af ”en rest af liv” overfor arbejdsprocessen og dels 

også en tilretning af arbejdskraften til den kapitalistiske 

værdiøgningsproces. Specielt Alfred Krovoza har peget på 

rudimenter af en før-industriel produktionsmåde under kapitalismen, 

dvs. former for behovstilfredsstillelse gennem 

brugsværdier – i modsætning til bytteværdier – og som ikke 

lader sig reducere til bytterelationer (Se f.eks. Krovozas artikel 

i Leithäuser og Heinz 1977). Ifølge Hannovertraditionen 

findes der hos Marx et produktionsbegreb, som i 

modstrid med, hvad Habermas hævder, omfatter alle elementer 

af den samfundsmæssige praksis. Med udgangspunkt 

i Marx´ metaøkonomiske produktionsbegreb kan 

Hannover-traditionens tilgang ses som udtryk for et opgør 

med Habermas´ sondring mellem arbejde og interaktion. 

Man kunne sige, at den forsøger at fortolke interaktionsfænomener 

med produktionsbegreber (Bukdahl 1977, jfr. også 

Rasborg 1988 og 1995). 

3. Praktiske eksempler 

Jeg vil i dette afsnit forsøge at give nogle eksempler på teoriens 

analytiske anvendelighed i forhold til en given social 

problemstilling. Kritisk teori kan selvsagt inddrages på mange 

forskellige niveauer i bacheloropgaven. Man kan på det 

mest overordnede og abstrakte plan tage udgangspunkt i 

kritisk videnskabsteori. I tilknytning hertil får den videnskabsteoretiske 

position indflydelse på de konkrete metoder 

179

og analysestrategier, man benytter i sin undersøgelse, f. 

eks. i form af en kritisk diskursanalyse som denne er udviklet 

af Fairclough. På et mere underordnet og mere konkret 

niveau kan man inddrage en række teorier vedrørende de 

områder, man beskæftiger sig med i opgaven. Det kan f. 

eks. være teorier om anerkendelse eller om sociale patologier 

samt mange andre emner og studieområder. Endelig 

kan man naturligvis inddrage en stor mængde teorier om 

socialt arbejde og metoder i socialt arbejde. Inden for teori 

om socialt arbejde tales der gerne om ’kritisk socialt arbejde’ 

og ’radikalt socialt arbejde’, men i dag også ofte om ’antiundertrykkende 

praksis’. Disse perspektiver bygger alle på 

”kritiske samfundsvidenskabelige teorier” (Healy 2009: 

225). Vi er hermed på det mest konkrete niveau i undersøgelsen, 

nemlig praksis i socialt arbejde. Gennemgangen vil 

blive sådan disponeret, at jeg starter med det mest overordnede 

niveau, det videnskabsteoretiske, hvorefter jeg bevæger 

mig frem mod de mere konkrete niveauer. 

Eksempel 1: Kritisk teori som videnskabsteoretisk position 

Hvad gør man, hvis man ønsker at anvende kritisk teori som 

det videnskabsteoretiske udgangspunkt for den undersøgelse, 

som man vil lave? Her må man i så fald gøre sig klart, at 

kritisk teori giver kritikbegrebet epistemologisk prioritet. 

Forskning hverken kan eller skal være værdifri: Tilsigtet eller 

ej giver forskning altid udtryk for bestemte værdier. I 

forhold til en samfundsforskning, som ofte bruges med konservative 

formål, peger kritisk teori på, at forskning også 

må tage sigte på at kritisere en situation, pege på uligheder 

eller uretfærdigheder. Desuden må forskning gerne præsentere 

en normativ målestok, noget at stræbe efter, sådan 

som det f.eks. ses hos Høilund og Juul (2005) i form af en 

normativ teori om socialt arbejde. 

Ifølge kritisk teori hverken kan eller bør forskningen være 

værdineutral. Adorno og Horkheimer gjorde således op med 

positivisternes insisteren på værdi-neutralitet. Forskerens 

værdier bør ifølge Weber ikke blandes ind i forskningspro- 

180

cessen. Men fra en kritisk teoretisk position er det misvisende 

at antage, at der kan drages sådan en pæn og nydelig 

skillelinje mellem hvad der er og hvad der burde være. Forskerens 

værdier og politiske anskuelser indgår altid i forskningen, 

selv om forskeren forsøger at holde sig neutral. 

Forskningen er ifølge kritisk teori en menneskelig aktivitet 

og som sådan indlejret i en normativ ramme (Baert 2005: 

111). Således er metoder og teorier ifølge kritisk teori heller 

ikke neutrale. Metoder og teorier kan ifølge kritisk teori ikke 

opfattes som blot og bart tekniske remedier; de er i sig selv 

udtryk for værdier. F.eks. er funktionalistiske forklaringer 

ikke bare forklaringer, for de rummer også det syn, at et 

sammenhængende, konfliktfrit og velintegreret samfund er 

ønskværdigt. Dvs. selve den position at hævde værdineutralitet 

er i sig selv en normativ position. For kritisk teori bør 

forskningen i sig selv indebære vurderinger og tage stilling, 

dvs. ikke holde ER og BØR strengt ude fra hinanden, og 

gerne engagere sig på de undertrykte gruppers side (Baert 

2005: 111). 

I kritisk teori er der vægt på kritisk refleksion. Positivistisk 

forskning har tendens til at reducere individers handlerum til 

et minimum, dvs. portrættere mennesker som passive modtagere 

for ydre kræfter. Heroverfor understreger kritiske teoretikere 

vigtigheden af en refleksiv holdning hos forskerne, 

så de kan være parate til at stille spørgsmålstegn ved de 

forforståelser, som virker styrende for deres forskning 

(Baert 2005: 113). 

Frankfurterskolen var særlig kritisk overfor en yderliggående 

brug af kvantitativ analyse, især når den går hånd i hånd 

med en prioritering af faktuelle observationer og med en 

manglende tiltro til teori. Menneskelivet er komplekst, og 

statistisk analyse yder ikke fuld retfærdighed til denne kompleksitet, 

men reducerer denne til ”den lov, som ligger i store 

antal” (Baert 2005: 113). 

Videnskabsteoretisk er der på baggrund heraf muligheder 

for at indtage såvel en kritisk realistisk som en kritisk her- 

181

meneutisk position. Med hensyn til førstnævnte må jeg her 

nøjes med at henvise til min introduktion i Andersen 2007. 

Med hensyn til sidstnævnte findes der en udmærket redegørelse 

i Højberg 2004 for, hvordan kritisk hermeneutik skiller 

sig ud fra andre former for hermeneutik, primært Gadamers 

filosofiske hermeneutik. 

Ifølge Henriette Højberg kan man skelne mellem tre former 

for hermeneutik: 1. Max Webers metodiske hermeneutik 

(den ”forstående” metode), 2. Gadamers filosofiske hermeneutik 

(dialogisk forståelse), og 3. Den kritiske hermeneutik 

(den ideologikritiske hermeneutik), dvs. Habermas og Paul 

Ricoeur. Det er her sådan, at Habermas og Ricoeur kritiserer 

Gadamer for at mangle et kritisk perspektiv, ligesom de også 

kritiserer Gadamer for at overse magtens og ideologiens 

undertrykkende funktion. Endelig kritiserer de Gadamer for 

at afvise, at distancering kan være en frugtbar måde at tilegne 

sig teksten på (Højberg 2004: 333f). 

Habermas indgik i 1960erne og -70erne i en diskussion med 

Gadamer, hvor der var enighed om mange ting, men også 

væsentlige uenigheder. Habermas og Gadamer var således 

enige om, at sprogligheden er karakteristisk for det at være 

menneske, og at det ikke er muligt at forstå/fortolke aktørers 

handlinger uafhængigt af den, der skal fortolke disse. 

Desuden var de enige om, at dialogen og samtalen er altafgørende, 

og at erkendelse af verden aldrig er forudsætningsløs. 

Der var imidlertid også markante uenigheder. Habermas 

hævdede således, at menneskelig interaktion ikke 

kan reduceres til blot og bar dialog og sproglighed; en samtale 

kan bl.a. være præget af magtspil og ideologi og kan 

virke undertrykkende. Habermas var også uenig med Gadamer 

om, hvilken betydning autoritet og tradition har for 

erkendelsen. Det er iflg. Habermas socialvidenskabens opgave 

at undersøge bagvedliggende magtinteresser (dvs. 

identificere skjulte strukturer, som bestemmer ideologier og 

bevidsthed). For det tredje var Habermas og Gadamer uenige 

om, hvorvidt det er muligt at erkende og forkaste fordomme 

(forforståelse). Medens vi ifølge Gadamer altid er 

182

underlagt forforståelser og fordomme, så mener Habermas, 

at fornuften kan frigøre mennesket fra såvel fordomme som 

dominansforhold (Højberg 2004: 335). Fra Habermas betoning 

af fornuften (den kommunikative rationalitet) kan man 

direkte knytte an til begrebet dømmekraft, som vi genfinder 

hos Honneth og hos Højlund & Juul. 

Denne position kan ifølge Alveson og Sköldberg (1994: 

220ff) også forstås som en ”tredobbelt hermeneutik”, dvs. 

en fortolkning, som ikke blot forudsætter aktørernes fortolkninger, 

men også forskerens fortolkning, hvortil kommer, 

at disse fortolkninger foretages i lyset af de studerede 

fænomeners samfundsmæssige kontekst (jfr. også Thagaard 

2004: 42). 

Eksempel 2: Bureaukratisering - Socialt arbejde mellem 

system og livsverden 

Det er Habermas´ påstand, at systemverdenen mere og 

mere underlægger sig livsverdenen og hermed overtager 

funktioner, som tidligere blev varetaget af livsverdenen (Se 

fx Jacobsen et al. 1998: 40-46, 130f og Jacobsen 2001). 

Det kan være svært i en konkret analyse at holde de to verdener 

ude fra hinanden, men i analysen kan man se handlingerne 

i systemverdenen som de, der er styret af penge og 

magt (instrumentel handlen). I modsætning hertil er handlingerne 

i livsverdenen styret af bestræbelser på at opnå 

indbyrdes forståelse (kommunikativ handlen). I det moderne 

samfund sker der imidlertid en ”kolonisering” af livsverdenen, 

dvs. systemet griber ødelæggende ind i livsverdenen. 

I stedet for at være styret af bestræbelser på gensidig 

forståelse bliver handlingerne styret af kommunikationsmidlerne 

penge og magt. 

Når staten eksempelvis via lovgivning blander sig i, hvor der 

må ryges, kan man se dette som udtryk for en intervention i 

forhold, som hidtidig er blevet reguleret af borgerne selv. På 

det sociale område kan man se reguleringer, statslige indgreb, 

som søger at råde bod på uligevægte, som er opstået 

i systemet (f.eks. mellem udbud og efterspørgsel) og sociale 

183

kriser (udsatte grupper, som protesterer mod de sociale 

forhold) ved at komme de ramte familier til hjælp med sociale 

ydelser og andre tiltag. En konsekvens af denne udvikling 

er øget statsbureaukrati og klientgørelse af borgere. 

Bureaukratiseringen mærker socialrådgiverne tydeligt i form 

af øget administrativt arbejde og krav om større effektivitet. 

Koloniseringen mærker borgerne ligeledes, idet de efter 

henvendelse til det offentlige system, for at få hjælp må underkaste 

sig bestemte forpligtelser. Hvis disse betingelser 

ikke opfyldes, kan socialrådgiverne qua deres besiddelse af 

magt iværksætte sanktioner. Dette sker, hvis kravene ikke 

efterkommes. Med den statslige regulering afværges ganske 

vist systemuligevægte og eventuelt socialt oprør, men gennem 

sin indtrængen i livsverdenen skaber systemet til gengæld 

patologiske (sygelige) tilstande i livsverdenen. Det kan 

eksempelvis være patologiske forstyrrelser i form af meningstab, 

anomi og identitetstab (Jfr. Jacobsen 1997: 136- 

142). Kontanthjælpsmodtageren og den arbejdsløse kan 

f.eks. opleve et personligt identitetstab ved, at man må underlægge 

sig de krav, som systemet stiller, hvis man vil have 

hjælp fra det offentlige. 

Forskere i socialt arbejde har i de senere år påvist, hvordan 

det sociale arbejde ”skaber” eller påtvinger borgere en ”klientidentitet” 

(se f.eks. Järvinen & Mik-Meyer 2003). Man 

mister sin egen identitet og må overtage en påført identitet. 

I visse fortolkninger fremstilles socialrådgiveren entydigt 

som ”systemets forlængede arm” i mødet med borgeren 

(Jfr. Aadland 2004: 225). Selv vil jeg imidlertid anskue mødet 

mindre entydigt, dvs. se skellet mellem system og 

livsverden som et principielt og analytisk skel, således at 

det i virkelighedens og hverdagens verden kan være svært 

at afgøre, hvornår vi befinder os i livsverdenen, og hvornår 

vi er i systemverdenen. Socialrådgiveren er i kraft af sin ansættelse 

underlagt et krydspres, hvor hun må finde en balance 

mellem sine roller som henholdsvis kontrollant og 

hjælper. Hun står med andre ord i et pres mellem system- 

184

og klientorientering, et krydspres mellem system og klient/borger. 

Hun skal på den ene side varetage sine klienters 

rettigheder og på den anden vurdere og bedømme i henhold 

til lovens og systemets krav (se hertil Kokkinn 1998: kap. 7 

og Larsen 1995). Hvordan socialrådgiveren håndterer dette 

krydspres, er der ikke nogen på forhånd given opskrift på. 

Eksempel 3: Magtteorier 

Magtbegrebet har spillet en fremtrædende rolle i de senere 

års forskning i socialt arbejde. Siden publiceringen af Det 

magtfulde møde mellem system og klient i 2002, har de 

studerende været optaget af ”det asymmetriske magtforhold 

mellem rådgiver og borger”. I den konstruktivistiske 

forskning har der især været sat fokus på mikro-magten og 

”den usynlige magt”. Frem for alt Foucault og Bourdieu har 

stået som teoretikerne bag en sådan magtopfattelse. (For 

en kritik af Foucaults magtopfattelse se bl.a. Scambler 

2001). Heroverfor lægges der i et kritisk teoretisk perspektiv 

vægt på ”den strukturelle magt” (jfr. her frem for alt Nicholson 

& Bøgh Hansen 1983 samt Christensen og Daugaard 

Jensen 1980). I Fru Jensen og magtmastodonten (1983) 

problematiseres klienternes manglende medindflydelse. Forfatterne 

knytter således spørgsmålet om magt til en diskussion 

af, hvorvidt klienterne reelt har mulighed for medindflydelse, 

og hvad det er for faktorer, som har betydning for 

mulighederne for medindflydelse. Herunder beskriver de 

”magtmastodontens” bestanddele, dvs. det administrative 

apparat, som er oprettet for at udføre socialpolitikkens intentioner 

(Nicholson & Bøgh Hansen 1983: 20). 

I deres magtforståelse knytter de an til Christensen og Daugaard 

Jensen, der sondrer mellem magtens fire dimensioner: 

1. den direkte magt, 2. den indirekte magt, 3. den bevidsthedskontrollerende 

magt og 4. den strukturelle magt. 

Afgørende for forskellen mellem disse divergerende magtbegreber 

er frem for alt den bagvedliggende virkelighedsopfattelse 

(ontologi). Den engelske sociolog Steven Lukes anfægter 

således på afgørende punkter virkelighedsopfattelserne 

bag de to første magtbegreber. ”Efter Lukes opfattel- 

185

se udøves magt bl.a. gennem en påvirkning af deltagernes 

virkelighedsopfattelse.” (Christensen & Daugaard Jensen 

1980: 48). Ifølge den fjerde betragtning er ”aktørernes oplevelse 

af magtudøvelse, herunder deres virkeligheds- og 

interesseopfattelse, (…) bestemt af den struktur (i form af 

vaner, normer og rutiner), som samfundet (…) er bygget op 

af.” (Christensen & Daugaard Jensen 1980: 68). Magten udøves 

således gennem de strukturer, som er aflejret i aktørernes 

bevidsthed, og som påvirker deres virkeligheds- og 

interesseopfattelse. Den strukturelle magt er derfor den 

magt, der ligger i de samfundsmæssige og institutionaliserede 

strukturtræk. En sådan magtopfattelse, som er marxistisk 

inspireret, knytter sig afgørende til spørgsmål om interessevaretagelse 

og forskellige aktørers interesse i bevidst 

og strategisk at påvirke andres interesser. Det, som på afgørende 

måde adskiller Lukes magtanalyse fra de to første 

magtforståelser, er Lukes forestillinger om objektive interesser 

hos forskellige aktører. En sådan magtforståelse står 

i skarp kontrast til Foucaults magtbegreb. 

Eksempel 4: Anerkendelsesteori 

Anerkendelsesteorierne er primært kendt fra Høilund og Juuls 

brug i bogen Anerkendelse og dømmekraft, men er især 

udviklet hos den tyske filosof og sociolog Axel Honneth. 

Honneth, der er født i 1949, var i 1980erne Habermas´ assistent, 

men blev senere professor i filosofi ved Universitetet 

i Frankfurt. Han blev her Habermas´ efterfølger som leder. 

Overordnet kan man sige, at Honneth udvikler en samfundsteori, 

der kan betegnes som konfliktteoretisk, idet han 

forsøger at styrke bestemte motiver, som findes i Habermas´ 

tidlige teori, men som i stigende grad er faldet ud af 

Habermas´ senere værker (jfr. Joas & Knöbl 2009). 

De tyske sociologer Joas og Knöbl gør kort rede for udviklingen 

i Honneths teorier. Honneth udviklede i sin dissertation 

fra 1996, Kritik af magten, konfliktteorien gennem begrebet 

anerkendelse. Han kritiserer i afhandlingen Habermas´ 

sondring mellem system og livsverden og den evolutionsteori, 

som ligger til grund for den, fordi den skjuler, at 

186

samfundets institutionelle strukturer (systemet) er et resultat 

af kampe og forhandlingsprocesser mellem grupper eller 

klasser på alle samfundets forskellige felter. Ifølge Honneth 

bliver det historiske forhold mellem system og livsverden 

hos Habermas beskrevet som en quasi-automatisk læreproces. 

Dette forhindrer Habermas i at nå frem til en forståelse 

af samfundets orden som en kommunikativ relation mellem 

kulturelt integrerede grupper. Denne relation er institutionelt 

medieret, og finder ifølge Honneth, så længe magtudøvelsen 

er asymmetrisk fordelt, sted gennem mediet social 

kamp (Joas & Knöbl 2009: 536). 

I sin postdoktorale afhandling, Kampen for anerkendelse 

(1992), fortsætter Honneth med at udvikle konfliktteorien. 

Begrebet ’anerkendelse’ spiller her en afgørende rolle, og 

Honneth vil således se Habermas kommunikationsparadigme 

på grundlag af anerkendelse frem for – som hos Habermas 

– primært ud fra en sprogteori. Som Honneth ser det, 

er der flere fordele ved at betragte den historiske proces ud 

fra anerkendelsesperspektivet. Begrebet, som går tilbage til 

den tidlige Hegel, søger at indfange menneskehedens moralske 

udvikling som en sekvens af forskellige sociale kampe. 

Den historiske proces kan tolkes som en social kamp 

mellem forskellige sociale grupper eller klasser om en institutionel 

struktur (et system), en kamp, som vil fortsætte så 

længe, der er grupper, der ikke føler sig tilstrækkeligt anerkendt. 

Mennesker udkæmper praktiske kampe for at opnå 

retlig og social anerkendelse af deres identitet. En kritisk 

samfundsteori kan på denne måde drage nytte af et begreb 

om ’sociale kampe’, som åbner op for en fortolkning af historiske 

processer som en sekvens af moralske konflikter og 

stridigheder (Joas & Knöbl 2009: 536). 

Blandt fordelene ved begrebet anerkendelse er, at begrebet 

dels hjælper os til at fastholde den teori om konflikt, som vi 

finder hos Marx (der er tale om kampe), men dels samtidig 

giver os mulighed for at slippe væk fra den økonomisme, 

der findes hos Marx (hvor der er hovedvægt på den kapitalistiske 

økonomi, og hvor kampen blev reduceret til en øko- 

187

nomisk kamp). Hvor Marx reducerede kampen mellem klasserne 

til en ren økonomisk interessekonflikt, spænder begrebet 

anerkendelse bredere. Når der ikke foreligger anerkendelse, 

er det ikke kun et resultat af økonomiske ulemper, 

men kan også hænge sammen med kulturel foragt, 

sproglig diskrimination, osv. Følelser af disrepekt stammer 

ikke kun fra oplevelsen af, at goderne er uretfærdigt fordelt, 

men kan også have andre baggrunde. Begrebet anerkendelse 

åbner herved op for en række aktuelle debatter, hvor 

emnet kollektive rettigheder står centralt. Man kan tænke 

på feministiske diskussioner om kvinders rettigheder eller 

debatter om multikulturalisme, hvor det handler om bestemte 

sproggruppers og etniske gruppers politiske repræsentation 

(Joas & Knöbl 2009: 537). Hermed giver Honneths 

begreber gode muligheder for at diskutere rettigheder, dvs. 

borgerrettigheder, menneskerettigheder, sociale rettigheder, 

og man kan fx man kan komme ind på borgerinddragelse 

og lignende. 

Endvidere vil man også ud fra Honneths tilgang kunne undersøge 

sociale patologier. Tilmed vil man ud fra anerkendelsesbegrebet 

kunne nedtone den rationalistiske karakter, 

som Habermas´ samtidsdiagnose giver de sociale patologier 

ved udelukkende at opfatte dem som begrænsninger, der 

påføres livsverdenen og den kommunikative rationalitet i 

hverdagen af systemet (Joas & Knöbl 2009: 537). 

Bliver borgerne anerkendt, eller bliver de behandlet med 

disrespekt, dvs. krænket? Dette spørgsmål stiller juristen 

Peter Høilund og sociologen Søren Juul i bogen Anerkendelse 

og dømmekraft i socialt arbejde (2005). Inspireret af kritisk 

teori og frem for alt Axel Honneth argumenter Høilund & 

Juul i bogen for, at anerkendelse og dømmekraft bliver centrale 

begreber i det sociale arbejde. Anerkendelse skal være 

et konkret normativt ideal for socialt arbejde. I deres undersøgelse 

kan Høilund og Juul imidlertid vise, at mange svage 

klienter primært kan berette om krænkelseserfaringer, dvs. 

de bliver negligeret og tilsidesat i stedet for at blive hørt og 

blive respekteret både som etiske og juridiske personer. Når 

188

det altså ikke synes at være anerkendelsen, der dominerer 

det sociale arbejde, må det skyldes, at nogle forhold modvirker 

praktiseringen af en anerkendende tilgang. Hermed 

kommer vi ind på det andet begreb, der nødvendigvis må 

medtænkes, når vi taler om anerkendelse, nemlig dømmekraft. 

Det drejer sig her specielt om de ”økonomiske rationaler, 

der præger de tænkemåder, der dominerer i de sociale institutioner” 

(Høilund & Juul 2005: 67). Disse rationaler, som er 

præget af ”den instrumentelle fornuft”, påvirker også det, 

som Høilund & Juul kalder ”den institutionelle dømmekraft”, 

dvs. den ”faglig-moralske kode for, hvorledes socialarbejderen 

bør handle overfor borgeren” (Høilund & Juul 2005: 69). 

Det er således vigtigt at gøre sig klart, ”at socialarbejderen i 

mødet med borgeren aldrig agerer frit, men præges af den 

institutionelle dømmekraft” (s. 95). Sidstnævnte er altså i 

høj grad præget af økonomiske og samfundsmæssige effektivitetshensyn, 

dvs. krav der udgår fra systemet. Målet for 

Høilund og Juul bliver på baggrund heraf at fremme forandringer 

i de eksisterende dømmekraftsstrukturer, så socialt 

arbejde kan befordre en menneskelig opblomstring hos klienterne. 

Den anerkendende tilgang har en menneskelig ”opblomstring” 

som mål. Men kan man i det praktiske sociale arbejde 

leve op til så fornem en målsætning? 

Hvilke muligheder har socialrådgiverne for at arbejde anerkendende? 

Mange socialrådgivere har et ønske om at møde 

klienterne på en anerkendende måde, men man må her huske 

på de massive hindringer, der i samfundet er, for en anerkendende 

praksis. Denne fordrer nemlig, at man involverer 

sig i et opgør med den ”institutionelle dømmekraft”, som 

afspejler den herskende instrumentelle fornuft. Man må her 

være opmærksom på, at kritisk teori er en makro-tilgang, 

som ikke kun kigger på de individuelle handlinger eller interaktionsmønstre, 

men ser dem inden for de samfundsmæssige 

strukturer. Så hvordan er rammebetingelserne for 

189

forvaltningsarbejdet? For at kunne vurdere, hvilke handlemuligheder 

socialrådgiverne har, er det nødvendigt at inddrage 

de arbejdsbetingelser, som sættes på grundlag af den 

institutionelle dømmekraft (Se Høilund & Juul 2005 og 

Caswell 2005). 

Eksempel 5: Teorier om sociale patologier 

Når man som socialrådgiver interesserer sig for sine klienter 

og deres velbefindende, ligger det lige for at anskue en del 

af klienternes problemer som udtryk for sociale patologier. 

Eller sagt på en anden måde: Det er sygdomme, syge tilstande, 

i samfundet, der ligger til grund for problemerne. 

Der er således inden for kritisk teori en lang tradition for at 

tale om sociale patologier. I forlængelse af Durkheim kan 

man betragte forskellige samfundstilstande som patologiske. 

Eksempelvis beskæftiger sociologen Michael Schneider 

sig i Neurose und Klassekampf (1973) med at undersøge 

forskellige aspekter af patologier i samfundet forstået som 

”et sygt samfund”. 

Schneider taler således generelt om ”det kapitalistiske varesamfunds 

patologi”, som hænger sammen med fortrængningen 

af produktion af brugsværdier til fordel for bytteværdiproduktion. 

Bytteværdiens (varens) objektive ligegyldighed 

over for brugsværdiens sanselige særegenhed slår ifølge 

Schneider tilbage på de byttende (handlende) individers 

behovs- og driftsstruktur. Dette hænger sammen med, at 

produktionens egentlige mål under kapitalismen ikke længere 

er brugsværdier og umiddelbar behovs- og driftstilfredsstillelse, 

men bytteværdi (penge). 

Schneider taler endvidere om den kapitalistiske arbejdsorganiserings 

patologi, dvs. de sygdomme, som knytter sig til 

intensiveringen af arbejdet, og bl.a. de psykoser, der kan 

ses som en flugt fra lønarbejdet. Han kommer herunder ind 

på de psykiske sygdommes klassekarakter. Endelig undersøger 

Schneider det kapitalistiske forbrugersamfunds patologi, 

hvortil hører æstetiseringen af varen – ”vareæstetikken” 

(Schneider 1973). Sådanne analyser hos Schneider 

190

kan let suppleres med Dieter Duhms forståelse af de samfundsmekanismer, 

som frembringer angst med mange forskellige 

udtryksformer (Duhm 1978). I Angst og Kapitalisme 

sætter Duhm således den mellemmenneskelige angst i 

sammenhæng med det kapitalistiske varesamfund. Angsten 

hænger nemlig tæt sammen med, at de menneskelige relationer 

antager varekarakter. Fremmedgørelsen kan betragtes 

som én kilde til angst, og det samme gælder det præstationsprincip, 

som er så fremherskende i det nutidige 

samfund. Endelig udgør også konkurrenceprincippet en kilde 

til angst. 

De sociale patologier opstår ifølge Habermas som følge af 

systemets ødelæggelse af livsverdenen: 

i sfæren for den kulturelle reproduktion, hvor der sker 

et meningstab som følge af traditionsnedbrydning 

i sfæren for den sociale integration, hvor der opstår social 

anomi (normsammenbrud og manglende orienteringsevne) 

som følge af nedbrydningen af de kollektive 

fællesskaber 

i socialisationen, hvor der skabes psykopatologier 

(former for psykisk sårbarhed) som følge af udtyndingen 

af de sociale relationer i familien (Jacobsen et al. 

1998: 44f). 

Også Axel Honneth beskæftiger sig med det kapitalistiske 

samfunds sociale patologier eller anomalier (Honneth 2003: 

40-43). Det patologiske fortolkes som forstyrrelser eller 

fejludviklinger, som hænger sammen med ”strukturbetingelserne 

for den gensidige anerkendelse” (s. 41). ”De intersubjektive 

forudsætninger for den menneskelige identitetsudvikling” 

findes ifølge Honneth ”i de sociale kommunikationsformer, 

hvori den enkelte vokser op” og får en social 

identitet. Dersom disse kommunikationsformer er således 

beskafne, at de ikke ”stiller det mål af anerkendelse til rådighed, 

som er nødvendig for udførelsen af disse forskellige 

identitetsopgaver, så må det anses for en indikator på en 

fejludvikling i samfundet”, siger Honneth (2003: 42). 

191

Hermed rykker anerkendelsespatologierne i centrum for 

samtidsdiagnosen, og det bliver afgørende at indfange ”forvrængningerne 

eller manglerne i den sociale anerkendelsesstruktur” 

(Honnet 2003: 42). Den kritiske teori må i forlængelse 

heraf ”kunne udpege de socialstrukturelle årsager, 

som til enhver tid er ansvarlig for forvrængningen i den sociale 

anerkendelsesstruktur” (Honneth 2003: 43). 

Dette kræver imidlertid, siger Honneth, nogle studier af socialisationspraksissen, 

familieformerne og venskabsforholdene, 

af retsforhold og af mønstrene i den sociale værdsættelse. 

De sociale patologier må betegnes som noget andet og mere 

end individuelle patologier. De er ifølge den danske sociolog 

Rasmus Willig ”sygdomsforhold i samfundet og ikke alene 

sygdomstræk hos det enkelte individ” (Willig & Østergaard 

2005: 7). En række patologiske træk så som angst, 

depression og selvmord kan ses som resultatet af, at samfundets 

krav til individet ændrer sig med en sådan hast, at 

individet ikke kan gennemskue sine muligheder: ”Anoreksi, 

depression og sjælesorg er eksempler på patologier, der 

netop er sociale ved at kendetegne sygdomsforhold i samfundets 

strukturelle og normative indretning, hvor individet 

som anoretiker, depressiv og sjælesørgende er symptomet. 

Det betyder både, at de identificerede samfundsmæssige 

patologiske træk har individuelle konsekvenser, og at disse 

’blot’ er symptomer på en tilstand – en epidemi – der rammer 

bestemte individualiteter for en tid.” (Willig & Østergaard 

2005: 9f) 

Eksempel 6: Den gode kommunikation 

I udførelsen af praktisk socialt arbejde indgår der en række 

fælleselementer (”HEKS”), som må iagttages uanset, hvilken 

metode der anvendes. Disse fire centrale elementer er 

ifølge Hillgaard og Keiser (1979): Helhedssyn, etik, systematisk 

sagsarbejde og kommunikation. Da al interaktion 

mellem mennesker bygger på kommunikation, udgør kom- 

192

munikation i bredest mulige betydning et bærende element i 

arbejdet. Det handler om socialrådgiverens måde at kommunikere 

med borgeren på, frem for alt i den professionelle 

samtale. Forstår socialrådgiveren borgeren rigtigt, og er socialrådgiveren 

i stand til at udtrykke sig klart? Hvis socialrådgiver 

og borger misforstår hinanden, er socialrådgiveren 

da i besiddelse af kommunikativ kompetence til at få misforståelsen 

udredt? (Jfr. Posborg et al. 2009:113). 

En praksis for, hvordan socialrådgivning kommunikeres til 

den anden, kan hentes hos Habermas i dennes model for 

vellykket kommunikation (Posborg et al. 2009: 94). Sproglige 

handlinger forudsætter ifølge Habermas fire gyldighedskrav: 

1. at det, vi ytrer, er forståeligt, 2. at det som ytres 

om de ydre, objektive forhold, er sandt, 3. at det er rigtigt, 

dvs. at der er en normativ basis for ytringen, og 4. at det er 

pålideligt udtryk for den talendes følelser (Posborg 2009: 

94). Det centrale er, at såvel borger som socialrådgiver kan 

stille spørgsmål til gyldigheden af den andens ytringer: Er 

det nu rigtigt, det du siger? Hvad mener du med det? (Posborg 

2009: 94). 

I kontakten mellem borger og socialrådgiver indgår der også 

en etisk dimension. Etikken er så at sige altid til stede i mødet 

mellem to mennesker, og etikken udgør en dimension i 

selve kontakten mellem dem (Posborg 2009: 253). Der stilles 

således krav til socialrådgiveren om at være personligt 

nærværende og etisk i sin måde at behandle borgeren på. 

Socialrådgiveren skal være i kontakt med borgeren med 

menneskelig ægthed og med en etisk forpligtelse over for 

borgeren (Posborg 2009: 253). Den etiske dimension i kontakten 

mellem socialrådgiver og borger kan være et aspekt 

af magtrelationen mellem de to. Det handler således om, 

hvordan socialrådgiveren tager ansvar for den magt, hun 

eller han har over borgeren: ”Som socialrådgiver har man et 

særligt ansvar, idet borgeren ofte er i et afhængighedsforhold 

til socialrådgiveren, som qua sin funktion har magt til 

at træffe indgribende beslutninger om borgerens liv.” (Posborg 

2009: 253f). Posborg et al. fremhæver tre aspekter af 

193

den etiske side af socialrådgivernes faglige kompetence: 1. 

ægthed, 2. at vise anerkendelse og respekt, og 3. at gøre 

sit bedste. Ægthed indebærer, at socialrådgiveren ikke må 

bruge spil eller manipulation i kontakten med borgeren. Anerkendelse 

indebærer, at borgerens selvstændighed og 

ukrænkelighed respekteres. Den gode kommunikation, som 

Habermas ser den, hviler således på, at socialrådgiveren giver 

et pålideligt udtryk for sine følelser. Ægthed indebærer 

også at kunne gøre indrømmelser og erkende at have begået 

en fejl (Posborg 2009: 254). 

Eksempel 7: Udsatte børn og unge og familierådslagning 

Margit Harder gennemgår i artiklen ”Truede børn i fortid, 

nutid og fremtid” (2002) de mest anvendte forklaringsmodeller 

for overgreb mod børn. Der sondres overordnet mellem 

årsager hos individet, årsager i miljøet og årsager i 

samfundet. Under de sidste regner Harder forsøg på at forklare 

overgreb mod børn ud fra en (kritisk) strukturmodel. 

Modellen ser hun som først og fremmest en teoretisk, dvs. 

ikke empirisk baseret, forståelsesmodel. Som eksempel 

fremdrager hun den tyske socialpsykolog Peter Brückners 

strukturelle forklaringsmodel, hvor Brückner forsøger at forstå 

fysisk vold/mishandling i forhold til samfundets væsen 

og ikke som et udslag af afvigende individer. ”Han argumenterede 

for, at samfundet i sin indretning producerer 

særlige betingelser for vold/mishandling og fremhævede 

forhold som den generelle accept af korporlig afstraffelse af 

børn (…), samfundets børnefjendtlighed (forstået som generel 

manglende hensyntagen til børn og deres udfoldelsesmuligheder) 

og den mellemmenneskelige konkurrence om 

knappe samfundsgoder, f.eks. arbejde. Han så vold mod 

børn som en måde at udlade den aggression, der ophober 

sig hos den enkelte på grund af samfundets indretning.” 

(Harder 2002: 14f). Karakteristisk for den nævnte strukturmodel 

er således, at den peger på samfundsbetingelser, 

der negativt påvirker mange børns udviklingsmuligheder. 

Strukturmodellens begrænsninger er, at ”forklaringer, der 

stiller spørgsmålstegn ved samfundets inderste væsen, i et 

194

konsensus-søgende land er svære at forholde sig til og i den 

konkrete praksis er vanskelige at håndtere.” (Harder 2002: 

15). 

Til trods for disse forbehold er Brückner, Duhm og Thomas 

Ziehe nogle af de teoretikere, som kan bidrage til en forståelse 

af, hvilke samfunds- og familieforhold, der kan gøre 

nogle børn og unge til udsatte. I forhold til de børn eller unge, 

der befinder sig i en truet eller udsat situation, kan familierådslagning 

udgøre en anvendelig metode i det sociale 

arbejde. Som Jytte Faureholm og Lis Lynge Brønholt fremhæver 

i deres bog om Familierådslagning (2005), omsætter 

familierådslagningen begrebet empowerment til praksis. Det 

sker, når familien i samarbejde med forvaltningen træffer 

konstruktive beslutninger om det udsatte familiemedlem. 

Socialrådgiveren står i denne proces mellem forvaltning og 

familie som en neutral ambassadør for metoden. Hun får 

herved en rolle som koordinator, mens det egentlige ansvar 

og selve beslutningen overlades til familien og den udsatte. 

Empowerment står hermed som et hovedbegreb i metoden, 

der samtidig gør det lettere for socialrådgiverne i forvaltningen 

at overholde lovgivningens krav om brugerinddragelse 

og viden om egen sag. Paradigmet bag familierådslagning er 

ifølge Faureholm & Brønholt ikke helt entydigt: Praksis i familierådslagning 

bygger nemlig på ”et paradigme, der både 

orienterer sig mod et interaktionistisk og et radikalt humanistisk 

paradigme” (Faureholm & Brønholt 2005: 186). Det 

radikalt humanistiske paradigme knytter sig snævert til kritiske 

teori og rummer en blanding af humanisme og politisk 

bevidstgørelse. Det indebærer både en radikal kritik af samfundets 

ulige fordeling af goderne og en kamp for at forbedre 

de objektive vilkår. 

Eksempel 8: Empowerment, selvstyret gruppearbejde 

og selvhjælpsgrupper 

Den danske sociolog John Andersen har i flere sammenhænge 

introduceret den kritiske empowermenttradition, 

som især har rødder i Paulo Freires frigørende pædagogik. 

195

”Empowerment er et begreb, der sætter fokus på processer, 

hvorigennem underprivilegerede grupper bliver i stand til at 

modvirke afmagt. Målet er refleksive og myndige mennesker 

og aktører, med stemme og handlingskapacitet i et inkluderende 

samfund. ” (Andersen 2005: 60). Empowermentbegrebet 

hører oprindelig til den kritiske, konfliktteoretiske 

tradition, men tolkes i dag ind i helt forskellige politiske 

ideologier og meningshorisonter – neoliberale, socialliberale 

og samfundsforandrende. Begrebet anvendes i dag 

ikke kun af sociale kræfter, der ønsker at revitalisere velfærdssamfundet 

gennem forbedrede sociale rettigheder, 

men også af neoliberale kræfter, som fremstiller ”privatisering 

af offentlig service og tilbagerulning af kollektive velfærdsordninger 

som empowerment eller myndiggørelse af 

individerne” (Andersen 2005: 62). 

Som kritisk paradigme sætter begrebet empowerment kollektiv 

bevidstgørelse og kollektiv handling i centrum for ændring 

af underprivilegerede gruppers livsbetingelser. Dette 

kan fx ske gennem skabelsen af netværk, der bryder med 

individualiseringen af sociale problemer. Herved kan man 

ændre en negativ individuel ”taberidentitet” til en positiv 

kollektiv ”vinder- eller modstandsidentitet” (Andersen 2005: 

67). 

I hvilke sammenhænge arbejder man bedst med empowermentprocesser? 

Det kan f.eks. ske i ”belastede boligområder” 

med udgangspunkt i nogle såkaldte ”kvarterløftsstrategier”. 

Eller det kan ske i form af boligsocialt arbejde i ”ghettoer”, 

hvor der kan være en dialektik ”mellem faciliteringen 

af aktørernes subjektive handlingskapacitet og mere langsigtede 

ændringer af socio-økonomiske og socio-kulturelle 

livsbetingelser i mere objektiv forstand” (Andersen 2005: 

74). 

Modellen for det selvstyrede gruppearbejde er oprindelig 

udarbejdet af Audrey Mullender og Dave Ward i 1991. De 

ser således begrebet ”empowerment” som en ”styrkende 

praksis”, der især kan udmøntes i gruppearbejde. 

196

Ifølge Mullender og Ward (1991) må empowermenthandlinger 

nødvendigvis være selv-styrede, dvs. styret af 

brugerne. Desuden må de også modsætte sig undertrykkelse, 

dvs. tilstande, hvor underprivilegerede menneskers 

livsmuligheder begrænses af undertrykkende sociale strukturer 

og dominerende samfundsgruppers interesser. Dette 

indebærer konfrontation med såvel direkte magtudøvelse 

som magtopretholdelse gennem sociale strukturer. Når arbejdet 

foregår bedst i grupper, skyldes det, at der her er 

mulighed for at modvirke den individualisering af private 

vanskeligheder, som kendetegner meget individuelt arbejde 

og arbejde med familier (jfr. Payne 2006: 390ff). 

Det drejer sig om at bringe mennesker med fælles behov og 

problemer sammen: ”I grupper bliver disse private vanskeligheder 

hurtigt til fælles vanskeligheder og danner hermed 

grundlag for analyse af deres strukturelle kilder, samt handling 

i fællesskab med henblik på at frembringe forandring.” 

(Ward 1998:157). Man kan derfor også se denne fremgangsmåde 

i forlængelse af kvindebevægelsens gamle slogan: 

”Det personlige er politisk!” Personlige problemer har 

politiske årsager. 

Eksempel 9: Borgerinddragelse og retssikkerhed i socialforvaltningen 

Et bachelorprojekt fra DSH synliggør, hvad den instrumentelle 

fornuft betyder for det konkrete sociale arbejde. I retssikkerhedslovens 

§ 4 understreges det, at borgeren skal have 

mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. 

Ved medvirken kan man forstå borgerens ret til selv at definere, 

hvad ”det gode liv” indebærer for ham eller hende. 

Borgerinddragelse indebærer således ifølge Steifer og Ingerslev 

(2005), at borgeren anerkendes som etisk og juridisk 

person. Generelt kunne man forvente, at der i den sociale 

sagsbehandling ville være skarpt fokus på retssikkerheden. 

Af socialministeriets undersøgelse af retssikkerhedslovens 

§ 4 fremgår det imidlertid, at borgerne gennemgående 

ikke oplever, at de får den fornødne viden om deres ret- 

197

tigheder og ikke føler sig tilstrækkeligt inddragne i behandlingen 

af deres sag. Retssikkerheden i kommunerne synes 

på forskellige organisatoriske niveauer at være utilstrækkeligt 

implementeret. 

Steufer og Ingerslevs projekt går på baggrund heraf ud på 

at udarbejde en pjece, som informerer borgerne om deres 

grundlæggende rettigheder. På baggrund af socialministeriets 

undersøgelse ønsker Steufer og Ingerslev at nå frem til 

en dybere forståelse af de forhold, som spiller en rolle for 

varetagelsen af retssikkerhed i social praksis. Det teoretiske 

afsæt for deres bearbejdning af socialministeriets undersøgelse 

er Høilund og Juuls kritisk normative teori. Denne teori 

er igen inspireret af Honneths teorier om anerkendelse. 

Steufer og Ingerslev viser, hvordan den institutionelle 

dømmekraft – set som den øverste ledelses fokus på økonomi, 

effektivitet og politiske værdinormer – påvirker mellemledernes 

fokus og ledelsesform. I mellemledernes arbejdsprocesser 

og fokus bliver borgerne ikke i særlig høj 

grad anerkendt som etiske og juridiske personer. Den 

manglende fokus på skriftlige retningslinjer for retssikkerhedslovens 

bestemmelser influerer igen på sagsbehandlernes 

konkrete udmøntning af retssikkerhedslovens principper. 

Med den stigende effektivisering og det stigende fokus 

på økonomiske og instrumentelle tankegange bliver der ikke 

tid til den autentiske samtale med borgeren, som netop er 

forudsætningen for, at borgeren kan frisættes som etisk 

person. Stillet overfor ledernes pres og problemer med 

myndighedsrollen søger sagsbehandlerne at tilpasse sig indholdet 

i den instrumentelle dømmekraft, og der bliver derfor 

ofte ikke ressourcer til den ”kærlighedskamp” i mødet med 

borgeren, som Høilund og Juul efterlyser (Steufer & Ingerslev 

2005: 10). 

I et andet bachelorprojekt sætter Kristensen og Press 

(2007) fokus på borgerens medinddragelse i egen sag. I 

projektet knyttes der teoretisk an til Høilund og Juul og deres 

indkredsning af godt socialt arbejde samt til teorier om 

198

empowerment: ”I vores forståelse af medinddragelse vægter 

vi borgerens ret til at definere ”det gode liv”, hvilket vi 

forener med den empowermentorienterede tilgang, hvor fokus 

netop er på at hjælpe borgeren til at mobilisere egne 

ressourcer.” (Kristensen & Press 2007: 65). 

Som videnskabsteoretisk tilgang har Kristensen og Press 

valgt kritisk realisme, der peger på kontekstens afgørende 

betydning og søger at forene aktør- og strukturniveauet. 

”Kritisk realisme er kendetegnet ved en bestræbelse på at 

identificere de bagvedliggende generative mekanismer for 

dermed at forstå den proces, som omsætter indsats til resultat, 

hvormed menes borgerens manglende medinddragelse 

i egen sag.” (Kristensen og Press 2007: 68). 

På baggrund af empiriske undersøgelser på feltet konkluderer 

de, at ”borgerens medinddragelse indenfor den sociale 

forvaltning ikke foregår uden problemer. Borgeren oplever 

ikke sin rolle i sagsbehandlingen som tilfredsstillende.” (Kristensen 

& Press 2007: 66). Af analysen fremgår, at retssikkerhedslovens 

& 4 er utilstrækkeligt implementeret på alle 

implementeringsmodellens niveauer. På de politiske og ledelsesmæssige 

niveauer ses ikke blot ”en begrænset viden”, 

men også ”en generel nedprioritering af retssikkerhedslovens 

§ 4 til fordel for materielretlige bestemmelser”. Nedprioriteringen 

af de procesretlige bestemmelser sætter Kristensen 

og Press i sammenhæng med de politiske diskurser 

og konceptet om New Public Management. Nedprioriteringen 

af de procesretlige bestemmelser på de højere niveauer får 

på denne måde en ”direkte indvirkning på sagsbehandlernes 

anvendelse af retssikkerhedslovens § 4 og de procesretlige 

bestemmelser” (Kristensen & Press 2007: 68). På trods af 

forsøg på at forene de modstridende krav, der stilles til 

dem, er resultatet, at sagsbehandlerne ikke opfylder lovens 

krav om medinddragelse og derved krænker borgeren såvel 

etisk som juridisk. 

199

Litteratur 

Agger, Ben (1992): The discourse of Domination. Evanston: 

Northwestern University Press. 

Alvesson, Mats & Kaj Sköldberg (1994): Tolkning och refleksion. 

Lund: Studentlitteratur. 

Alvesson, Mats & Hugh Willmott (1996): Making Sense 

of Management. London: SAGE. 

Andersen, Heine, T. Brante & O. Kornes (1998): Leksikon 

i sociologi. Kbh.: Akademisk Forlag. 

Andersen, John (2005): Empowermentperspektivet – vejen 

frem til en kritisk handlingsorienteret socialforskning? , 

s. 60-75. I Social kritik 101/2005. 

Andersen, Svend Aage (2007): Kritisk realisme som perspektiv 

i socialt arbejde. Aarhus: Den Sociale Højskole. 

Apel, Karl-Otto (1977): The A Priori of Communication and 

the Foundation of the Humanities, s. 292-315. I: Fred R. 

Dallmeyr & Thomas A. McCarthy, red.: Understanding and 

Social Inquiry. London: University of Notre Dame Press. 

Baert, Patrick (2005): Philosophy of the Social Sciences: 

Towards Pragmatism.Cambridge: Polity. 

Bukdahl, Jørgen K. (1977): Produktion og socialisation. 

Det metaøkonomiske produktionsbegreb hos Krovoza og 

den øvrige Hannoverskole, s. 125-144. I: Socialisationsteori. 

Teori og Praksis nr. 6, red. af Esbern Krause-Jensen. 

Kongerslev: GMT. 

Burrell, Gibson & Morgan, Gareth (1979): Sociological 

Paradigms and Organisational Analysis. London: Heinemann. 

Brückner, Peter (1974): Kapitalismens socialpsykologi. 


Calhoun, Craig (1995): Critical Social theory. Oxford UK & 

Cambridge USA: Blackwell. 

Caswell, Dorte (2005) Handlemuligheder i social arbejde. 

Roskilde: Roskilde Universitetscenter. 

Christensen, Søren og Poul-Erik Daugaard Jensen 

(1980): Magt og deltagelse. Kbh.: Institut for Organisation 

og Arbejdssociologi. 

200

Dahmer, Leithäuser, Lorenzer, Horn, Sonnemann 

(1973): Das Elend der psychoanalyse-Kritik (Beispiel Kursbuch 

29). Frankfurt/M: Athenäum Verlag. 

Duhm, Dieter (1978): Angst og Kapitalisme. Kbh.: Gyldendal. 

Duhm, Dieter (1978): Varestruktur og ødelagt mellemmenneskelighed. 

Kbh.: Borgen. 

Faureholm, Jytte & Lis Lynge Brønholt, red. (2005) 

Familierådslagning. Kbh.: Reitzels Forlag. 

Harder, Margit (2002): Truede børn i fortid, nutid og fremtid, 

s. 5-34. I: Overgreb mod børn: Ser du det – Gør du noget? 

Kbh.: Det kriminalpræventive råd. 

Healy, Karen (2009): Socialt arbejde i teori og kontekst: 

En grundbog. Kbh.: Akademisk Forlag. 

Heywood, Andrew (2004): Political Theory. Third Edition. 

Houndsmills: Palgrave MacMillan. 

Honneth; Axel (2003): Behovet for anerkendelse. Kbh.: 

Hans Reitzels Forlag. 

How, Alan (2003): Critical Theory. Houndsmills: Palgrave 

Macmillan. 

Høilund, Peter & Søren Juul (2005): Anerkendelse og 

dømmekraft i socialt arbejde. Kbh.: Hans Reitzels Forlag. 

Højberg, Henriette (2004): ”Hermeneutik”, s. 309-347. I: 

Lars Fuglsang og Poul Bitsch Olsen, red.: Videnskabsteori i 

samfundsvidenskaberne. 2. udg. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag. 

Jacobsen, Benny (1997): Liv i velfærdsstaten. Kbh.: Columbus. 

Jacobsen, Benny et al. (1998): Sociologi og modernitet. 

Kbh.: Columbus. 

Jacobsen, Benny (2001): System- og livsverden i 

1990´erne, s. 89-110. I: Bjarne Gorm Hansen m.fl., red.: 

Voksenliv og læreprocesser i det moderne samfund. Kbh.: 

Gyldendal uddannelse. 

Joas, Hans & Wolfgang Knöbl (2009): Social Theory. 

Cambridge: Cambridge University Press. 

Johanson, Ingvar, Ragnvald Kalleberg & Sven-Eric 

Liedman (1972): Positivisme, Marxisme, Kritisk Teori – 

201

etninger inden for moderne videnskabsfilosofi. Kbh.: Gyldendal. 

Jonassen, Ann Joy og Egeberg, Sonja (2008): Wilhelm 

Reich, Peter Brückner og Alfred Lorenzers kritiske teorier, s. 

180-235. I: Espen Jerlang, red.: Udviklingspsykologiske teorier 

– en introduktion. 4. udgave. Kbh.: Hans Reitzel. 

Järvinen, Margaretha & Nanna Mik-Meyer, red. (2003): 

At skabe en klient: Institutionelle identiteter i det sociale arbejde. 

Kbh.: Hans Reitzels Forlag. 

Kokkinn, Judy (1998): Profesjonelt sosialt arbeid. Oslo: 

Tano Aschehoug. 

Krovoza, A. (1978): Inderliggørelsen af det abstrakte arbejdes 

normer og sanselighedens skæbne, I: Steen-Nielsen, 

B.: Socialisationsforskning, senkapitalisme og subjektivitet. 

Kbh.: Borgen. 

Kristensen, Trine Skovgård & Trine Riber Øvall Press 

(200/): Borgerens medinddragelse i egen sag. I: Refleksioner 

over kvalificering af socialt arbejde – udvalgte bachelorprojekter 

fra Den Sociale Højskole i Aarhus, nr. 2 2007, side 

63-71. 

Larsen, Øjvind (1995): Den lydige forvalter, s. 5-27, i Social 

kritik nr. 38 – september 1995. 

Medusa. 

Leithäuser, Thomas og Walter R. Heinz, udg. (1977): 

Produktion, arbejde, socialisation. Kbh.: Medusa. 

Lorenzer, Alfred (1973): Über den Gegenstand der Psychoanalyse 

oder: Sprache und Interaktion. Frankfurt/M: 

Suhrkamp Verlag. 

Madsen, Bent (1993) Socialpædagogik og samfundsforvandling: 

En grundbog. Kbh.: Munksgaard. 

Marsh, Ian et al. (2009). Sociology: Making Sense of Society. 

Fourth Edition. Harlow: Pearson Education. 

Marx, Karl (1976, opr. 1852): Louis Bonapartes Attende 

Brumaire. I: Marx/Engels. Udvalgte skrifter. Bd. 1. Kbh.: 

Forlaget Tiden. 

Mullaly, Bob (2007): The New Structural Social Work: 

Third Edition. Ontario: Oxford University Press. 

202

Mullender, Audrey & Dave Ward (1991): Self-Directed 

Groupwork: Users Take Action for Empowerment. London: 

Whiting & Birch. 

Nicholson, Britta Lissner & Bøgh Hansen, Birte (1983): 

Fru Jensen og magtmastodonten. Kbh.: Socialpolitisk Forlag. 

Norvoll, Reidun (2009) Magt og afmagt. I: Elisabeth Brodkorb 

& Marianne Rugkåsa, red.: Sociologi og socialantropologi: 

mellem mennesker og samfund. 2. udgave. Kbh.: 

Munksgaard Danmark. 

Nygaard, Thomas (2001): Den lille sociologiboka: Innföring 

i sosiologisk handlingsteori. Oslo: Universitetsforlaget. 

Olsen, Ole Andkjær & Simo Köppe (1996): Psykoanalysen 

efter Freud. Bind 1. Kbh.: Gyldendal. 

Payne, Malcolm (2006): Teorier i socialt arbejde. Kbh.: 

Hans Reitzels Forlag. 

Pierson, Christopher (1991): Beyond the Welfare State? 

Cambridge: Polity Press. 

Posborg, Rikke, Helle Nørrelykke og Helle Antczak, 

red. (2009): Socialrådgivning og socialt arbejde: En grundbog. 


Rasborg, Klaus (1995): Det sociologiske paradigme. Kbh.: 

Forlaget Sociologi. 

Rasborg, Klaus (1988): Samfundskritik og normativitet. 

Kbh.: Rhodos. 

Rauchenbach, Thomas (1999): Das Sozialpädagogische 

Jahrhundert: Analysen zur Entwicklung Sozialer Arbeit in der 

Moderne. Weinberg und München: Juventa Verlag. 

Scambler, Graham, red. (2001): Habermas, Critical 

Theory and Health. London: Routledge. 

Schneider, Michael (1973): Neurose und Klassenkampf. 

Frankfurt/M: Rowohlt. 

Skirbekk, Gunnar og Nils Gilje (1989): Filosofihistorie, 

Bd. 2. 4. udg. Oslo: Universitetsforlaget. 

Steufer, Betina Brorson & Birgitte Ingerslev (2005): 

Borgernes retssikkerhed i social forvaltning. I: Refleksioner 

over kvalificering af socialt arbejde – udvalgte bachelorprojekter 

fra Den Sociale Højskole i Aarhus, nr. 1 2005, s. 7- 

15. 

203

Svejgaard, Erik (1993). Den kognitive og sproglige udvikling, 

s. 68-91, i Mogens Brørup et al.: Psykologihåndbogen. 

Kbh.: Gyldendal. 

Thagaard, Tove (2004): Systematik og indlevelse: En indføring 

i kvalitativ metode. Kbh.: Akademisk Forlag. 

Thyssen, Ole (1976): Psykoanalyse og marxisme. Kbh.: 

Berlingske Leksikonbibliotek. 

Ward, David (1998): Groupwork. I Robert Adams et al., 

red.: Social Work: Themes, Issues and Critical Debates. 

Houndsmills: Palgrave, s. 149-148. 

Willig, Rasmus (2006) Jürgen Habermas og Axel Honneth: 

Kritikken af den illegitime magt”. I Carsten Bagge Laustsen 

og Jesper Myrup, red. Magtens tænkere. Frederiksberg: 

Roskilde Universitetsforlag, s. 433-453. 

Willig, Rasmus & Marie Østergaard, red. (2005): Sociale 

patologier. Kbh.: Hans Reitzel. 

Aadland, Einar (2004): ”Og eg ser på deg…” Vitenskapsteori 

i helse- og sosialfag. Oslo: Universitetsforlaget. 

204

Social Skriftserie nr. 16 - VIA University College

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?