Social Skriftserie nr. 16 - VIA University College

fra samfundets, hvilket igen vil give muligheder for at påvirke
hendes habitus.
Lovgivningen på området foreskriver, at anbragte børn skal
have kontakt til deres biologiske forældre, hvis dette overhovedet
er muligt. Ud fra dette perspektiv ville det være
hensigtsmæssigt, at Lisbeth tilbydes støtte til ligeledes at
ændre familiens doxa med henblik på, at Linda ikke ”kommer
i klemme” mellem anbringelsesstedet og hjemmet.
Som det fremgår af sagsbeskrivelsen ønsker Lisbeth ikke, at
Linda anbringes uden for hjemmet, men går slutteligt med
til en frivillig anbringelse, da dette er at foretrække frem for
en tvangsanbringelse, hvilket synes som alternativet. Familien
og familierådgiveren står i et asymmetrisk magtforhold
til hinanden, hvor rådgiveren i kraft af sin funktion besidder
definitionsmagten omkring, hvad der er rigtigt og forkert,
acceptabelt og uacceptabelt. Familierådgiveren vurderer, at
Lisbeth ikke er en tilstrækkelig god forælder, og at Linda vil
profitere bedst af at blive anbragt uden for hjemmet. Lisbeth
er, som beskrevet, uenig i denne beslutning, men rådgiveren
kan i kraft af sin definitionsmagt og kompetence opstille
valget kun mellem en frivillig og en ufrivillig anbringelse
– dette fremstilles fra rådgiverens side som et reelt valg.
Familierådgiveren udøver derfor symbolsk vold overfor Lisbeth,
idet der i realiteten ikke er et frit valg, men et valg
mellem to muligheder, som rådgiveren har opstillet. Herigennem
får familierådgiveren sin egen virkelighedsforståelse
til at fremstå som objektiv og sand. Rådgiverens udøvelse
af symbolsk vold kan medføre, at Lisbeth i realiteten ikke
forstår eller direkte modarbejder de ”fælles” mål (anbringelsen),
og der vil således være risiko for, at indsatsen ikke får
den ønskede og forventede effekt.
Som tidligere beskrevet har socialrådgiveren i kraft af sin
uddannelse og sin samfundsgivne position definitionsmagten
i forhold til, hvad der anses som rigtigt og forkert, acceptabelt
og uacceptabelt samt kompetencen til at træffe afgørelser
ud fra dette. De elementer, som socialrådgiveren lægger
40