Social Skriftserie nr. 16 - VIA University College

splittet op i en række sfærer for meningsskabelse, der er
grundlæggende forskellige, og som derfor ikke umiddelbart
kan ’række ind over hinanden’ uden at gøre vold på sig selv
og hinanden. Mest berømt i den henseende er Webers udsagn
om, at man ikke kan slutte fra ’er’ til ’bør’. Dette udsagn
er ofte blevet citeret som en videnskabsteoretisk refleksion,
og det er det naturligvis også, idet han med dette
klart siger, at videnskaben/sociologien aldrig vil kunne ophøje
sig til dommer over ønskværdigheden af bestemte sociale
forhold, men kun sige noget over deres omfang, baggrund,
struktur, værdier osv.:
”…tag de kulturhistoriske videnskaber. De lærer os at forstå politiske,
kunstneriske, litterære og sociale kulturfænomener ud fra vilkårene
for deres opståen. Men kulturvidenskaberne giver os ud fra deres
egne forudsætninger intet svar på spørgsmålet, om disse kulturfænomener
havde, og har, eksistensberettigelse.” 36
Der er imidlertid mere i denne grænsedragningsdiskussion
end blot en refleksion over egen forskerpraksis. Sammen
med lignende refleksioner over grænsen mellem politik og
forvaltning, kunst og videnskab, økonomi og religion, etik
og politik m.m. 37 , udgør disse overvejelser ansatsen til noget,
man kunne kalde en differentieringsteori, sådan som
man ser i traditionen fra Durkheim over Parsons til Luhmann
m.fl. Webers formelt metodologisk-individuelle udgangspunkt
gør det vanskeligt for ham at udvikle en teori om
samfundssystemer eller funktioner i stil med de nævnte,
men i sin søgen efter sociologiske begreber til at beskrive og
forstå forskellige former for rationalitet, og hvordan rationalitet
optræder på forskellig vis i politikken, videnskaben, religionen,
kunsten m.m., opererer han i praksis med en form
for feltopdeling eller sfæredeling af den sociale verden.
Hvad der er meningsfuld handlen i politikken er noget an-
36 Weber 2003a, p.198
37 se f.eks. op.cit., pp. 181-211
50