Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet
Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet
Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
UfR ONLINE U.1999B.227<br />
Højesterets dom i Tvind-sagen<br />
Af professor, dr.jur. Jens Peter Christensen og lektor, Ph.D. Michael Hansen Jensen, Juridisk Institut, Aarhus<br />
<strong>Universitet</strong><br />
Med dommen i Tvind-sagen tilsidesatte Højesteret for første gang i grundlovens 150-årige historie en lovbestemmelse som grundlovsstridig.<br />
Dommen var - ud fra en statsretlig synsvinkel - en overraskelse, idet grundlovens § 3 har været omgærdet af megen uenighed i den juridiske<br />
litteratur og således udgjorde et usikkert grundlag for Højesterets prøvelse. Mens dommen i sig selv synes at have en temmelig begrænset<br />
rækkevidde, kan dommens vidererækkende konsekvenser for den juridiske rådgivning af Folketinget, for den fremtidige grundlovsfortolkning<br />
og for domstolenes rolle som selvstændig statsmagt vise sig at være betydelige.<br />
1. En danmarkshistorisk dom<br />
Med sin dom i Tvind-sagen fredag den 19. februar fastslog Højesteret,<br />
at Folketinget og regeringen overtrådte grundloven, da man vedtog og<br />
stadfæstede loven, der fratog en række Tvind-skoler muligheden for<br />
fremover at få statstilskud.<br />
Med dommen blev der skrevet danmarkshistorie. Som det hedder i<br />
den pressemeddelelse, Højesteret udsendte efter dommen, var det<br />
»første gang i grundlovens 150-årige historie, at Højesteret tilsidesætter<br />
en lovbestemmelse som grundlovsstridig«. Som noget helt exceptionelt<br />
blev dommen offentliggjort i Lovtidende.<br />
Dommen, der givetvis kom som en overraskelse for de fleste, rejser<br />
navnlig to væsentlige statsretlige spørgsmål. Man må for det første<br />
spørge, hvad den principielle rækkevidde af Højesterets dom er. Den<br />
centrale begrundelse i dommen er ganske kort og fylder knap nok en<br />
linie: Lovindgrebet mod Tvind var, skriver Højesteret, »reelt en endelig<br />
afgørelse af en konkret retstvist«. Indgrebet var derfor i strid med<br />
grundlovens § 3, 3. pkt., om at den dømmende magt er hos domstolene.<br />
Men hvornår er det herefter - med Højesterets ord - »reelt en endelig<br />
afgørelse af en konkret retstvist«, og dermed grundlovsstridigt, at lovgivningsmagten<br />
ændrer lovregler, således at visse personer eller institutioner,<br />
der hidtil har fået tilskud, ikke længere skal have det? Og<br />
hvilke konsekvenser har dommen for grundlovsmæssigheden af lovregulering,<br />
der vedrører traditionelle indgreb i borgernes retssfære?<br />
For det andet er der grund til at stille spørgsmål om, hvilke vidererækkende<br />
konsekvenser dommen kan antages at få for den juridiske rådgivning<br />
af Folketinget, for den fremtidige grundlovsfortolkning samt<br />
for domstolenes rolle som selvstændig statsmagt.<br />
De to spørgsmål behandles nedenfor i henholdsvis afsnit 3 og 4.<br />
Forinden redegøres der i afsnit 2 for baggrunden for, at Højesterets<br />
dom måtte komme som en statsretlig overraskelse.<br />
2. En overraskende dom: Prøvelsesretten og § 3<br />
<strong>Det</strong> er velkendt, at Højesteret hidtil har udøvet prøvelsesretten med<br />
stor tilbageholdenhed. I den retlige litteratur har det ikke skortet på<br />
mere eller mindre fantasifulde sprogbilleder til karakteristik af domstolenes<br />
indstilling. »Bjerget barslede og fødte en mus«, skriver O.A.<br />
Borum, Henrik Zahle sammenligner prøvelsesretten med »et sværd,<br />
der er ved at ruste fast i skeden«, og velkendt er også sammenligningen<br />
af Højesteret med en lille dreng, der står i kanten af strandens kolde<br />
vand og siger: »Jeg går ud, jeg går ud, men først i morgen«.[1]<br />
Fredag den 19. februar sprang Højesteret så i vandet, uden tøven eller<br />
forbehold. Der var ellers på forhånd to gode grunde til at forvente, at<br />
Højesteret netop i Tvind-sagen ville være blevet i strandkanten.<br />
For det første den nævnte traditionelle tilbageholdenhed i sager om<br />
prøvelse af loves grundlovsmæssighed. Baggrunden for denne tilbageholdenhed<br />
har været den opfattelse, at der i tilfælde, hvor fortolkningen<br />
af en grundlovsbestemmelse var omgærdet med tvivl, måtte gives<br />
lovgivningsmagten - der i modsætning til dommerstanden besidder et<br />
folkeligt mandat - en vis fortrinsret som grundlovsfortolker.[2] Domstolenes<br />
tilbageholdenhed har været bestyrket af det forhold, at prøvelsesretten<br />
traditionelt har været omgærdet af betydelig politisk uenighed,<br />
hvorfor prøvelsesretten aldrig er blevet indskrevet i grundloven. På<br />
Den Grundlovgivende Rigsforsamling var det eneste, man kunne blive<br />
enige om, at man var uenige,[3] og sådan har det været siden. Endnu<br />
ved grundlovsændringen i 1953 så <strong>Det</strong> Radikale Venstre og Socialdemokratiet<br />
med betydelig skepsis på<br />
<br />
prøvelsesretten, og man modsatte sig derfor en udtrykkelig grundlovsbestemmelse<br />
om den. <strong>Det</strong> ville, udtalte Hans Hedtoft under Folketingets<br />
grundlovsforhandlinger, være ulykkeligt, hvis domstolene underkendte<br />
en lov, da det kunne føre til en konflikt med vidtrækkende konsekvenser,<br />
og han tilføjede: »Vi er bedst tjent med den tradition, der er<br />
skabt«.[4]<br />
Ikke mindst i de senere år synes tidligere tiders politiske uenighed<br />
om prøvelsesretten imidlertid at være blevet afløst af bred politisk opbakning<br />
blandt de politiske partier. <strong>Det</strong> fandt eksempelvis udtryk i reaktionerne<br />
på Højesterets dom af 12. august 1996, da retten tillod 11<br />
såkaldt almindelige mennesker at føre sag om grundlovens forhold til<br />
Maastrichttraktaten (U 1996.1300 H). Efter dommen hilste politikere<br />
fra alle sider det meget velkomment, at Højesteret gjorde brug af prøvelsesretten.<br />
<strong>Det</strong> samme skete efter Højesterets dom den 6. april 1998<br />
om sagens realitet (U 1998.800 H).<br />
I et stort interview i Weekendavisen, den 28. juni 1996 varslede højesteretspræsident<br />
Niels Pontoppidan nye toner fra Højesteret, idet han<br />
tilkendegav, at det kunne tænkes, at Højesteret i fremtiden ville være<br />
mindre tilbageholdende i prøvelsen end tidligere, i hvert fald for så<br />
vidt angik spørgsmål, der vedrører de centrale frihedsrettigheder, som<br />
eksempelvis ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og foreningsfriheden.<br />
I Højesterets nyere praksis har det imidlertid ikke været let at finde<br />
entydige spor i retning af mindre tilbageholdende domstolsprøvelse i<br />
grundlovsspørgsmål. Senest lå Højesterets dom i Maastrichtsagen i<br />
klar forlængelse af den tilbageholdende prøvelsestradition, jf. nærmere<br />
herom i afsnit 4.<br />
I tillæg til traditionen for tilbageholdenhed i prøvelsen var der i<br />
Tvind-sagen den særlige grund til at forvente, at Højesteret ville være<br />
forblevet i strandkanten, at den grundlovsbestemmelse, som Højesteret<br />
lagde til grund for sin afgørelse - grundlovens § 3, 3. pkt., om, at den<br />
dømmende magt er hos domstolene - har været omgærdet af megen<br />
uenighed i den juridiske litteratur. Bestemmelsen udgjorde som følge<br />
heraf et alt andet end sikkert grundlag for Højesterets prøvelse.<br />
I den ældre statsretlige litteratur blev spørgsmålet om, hvorvidt lovgivningsmagtens<br />
kompetence begrænses derved, at grundlovens § 3<br />
(før 1953 § 2) henlægger den dømmende magt til domstolene, ikke<br />
viet særlig indgående interesse.<br />
Først med Alf Ross' bog Statsretlige studier fra 1959 blev grundlovens<br />
§ 3 underkastet en samlet, omfattende fremstilling. Bogen er<br />
Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 1<br />
11