Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet

More documents

Recommendations

Info

UfR ONLINE U.1999B.227 skillelseslæren. I sit notat af 13. maj 1996 om loven lagde Justitsministeriet da også en sådan opfattelse af § 3, 3. pkt., til grund.[24] Den type lovgivningsindgreb, som grundlovens § 3, 3. pkt., således måtte antages at beskytte imod - lovindgreb i en verserende erstatningssag, omgørelse af en dom, afgørelse af en straffesag eller skærpelse af en allerede pålagt straf - måtte imidlertid forekomme at være på ganske pæn afstand af det indgreb, der blev foretaget med Tvind-loven, hvor en række navngivne skoler blev frataget muligheden for fremover at få økonomiske tilskud af statskassen. 3. Rækkevidden af Højesterets dom § 7 i lov nr. 506 af 12. juni 1996 om ændring af lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler, lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov om gymnasiet m.v. og lov om kursus til højere forberedelseseksamen og studieforberedende enkeltfagsundervisning for voksne m.v., som Højesteret fandt stridende mod grundloven, lyder som følger: § 7. Efter den 31. december 1996 ydes der ikke statslige eller kommunale tilskud i henhold til lov om friskoler og private grundskoler m.v. til følgende skoler: Samid Skole Gersonsvej 43 2900 Hellerup Hellebæk Friskole Nordre Strandvej 95 3150 Hellebæk Roskilde Friskole Boserupvej 100 4000 Roskilde Friskolen i Veddinge Bakker Riisvej 3 4540 Fårevejle Juelsminde Friskole Kystvej 15 7130 Juelsminde Friskolen i Tvind Skorkærvej 8, Tvind 6990 Ulfborg Al Menar Rådmandsgade 58 2200 København N Stk. 2. Efter den 31. december 1996 ydes der ikke statslige og kommunale ydelser i henhold til den lov, der er nævnt i stk. 1, til elever på de skoler, der er nævnt i stk. 1. Stk 3. Meddelelse om ret til at afholde folkeskolens afsluttende prøver efter § 1, stk. 2, 2. og 3. pkt., i lov om friskoler og private grundskoler m.v. bortfalder med virkning fra den 31. december 1996 for de skoler, der er nævnt i stk. 1. Stk. 4. For skoler, der har modtaget tilsagn om tilskud indtil 31. juli 1997, har stk. 1-3 først virkning fra den 1. august 1997, for så vidt angår disse tilsagn. Sagen var anlagt af en af de i § 7 nævnte skoler, Den Selvejende Institution Friskolen i Veddinge Bakker, med (principal) påstand om, at Undervisningsministeriet skulle tilpligtes at anerkende, at § 7 var ugyldig i forhold til sagsøger. Til støtte herfor blev det blandt andet gjort gældende, at § 7 var i strid med grundlovens § 3, 3. pkt. Det blev herved anført, at bestemmelsens forarbejder indeholdt en tilkendegivelse om, at de omhandlede skoler havde overtrådt den hidtidige skolelovgivning, idet disse skoler ifølge visse undersøgelser ikke opfyldte den fundamentale tilskudsbetingelse om at være selvejende institutioner, og at lovgivningsmagten på grund af dette påståede misbrug af den hidtidige tilskudsordning havde frataget skolerne tilskud, hvorved lovgivningsmagten havde afskåret skolerne adgang til under en retssag at få mulighed for at dokumentere, at de var selvstændige, frie og uafhængige skoler, som opfyldte de generelle betingelser for at få tilskud. Ved vedtagelsen af § 7 havde lovgivningsmagten derved afgjort en konkret retstvist, hvorom parterne forinden havde tilkendegivet deres standpunkter. Undervisningsministeriet anførte, at § 7 ikke var i strid med grundlovens § 3, 3. pkt. Der var ikke tale om indgriben i en eksisterende retstvist, idet bestemmelsen ikke fratog de omhandlede skoler noget bestående retskrav, men udelukkende regulerede muligheden for at få tilskud for fremtiden. Videre anførte ministeriet, at formålet med § 7 ikke var at sanktionere eventuelle overtrædelser af den tidligere tilskudslovgivning, men baggrunden var, at lovgivningsmagten ikke havde tillid til, at skoler tilknyttet Tvind-koncernen fremover ville anvende tilskuddene til de formål, som lovgivningsmagten ønskede fremmet med støtten. Østre Landsret kom ved dom af 13. maj 1998 til det resultat, at der ikke var grundlag for at antage, at § 7 var i strid med grundlovens § 3, 3. pkt. Østre Landsret fremhævede herved, at § 7 ifølge forarbejderne alene havde til formål at sikre folketingsflertallets ønske om ikke fremover at yde tilskud til de navngivne skoler. Videre anførte landsretten, at ifølge forarbejderne var baggrunden for bestemmelsen, at et folketingsflertal på grund af en række oplysninger ikke havde tillid til, at de pågældende skoler fremover ville anvende tilskuddene efter den hidtidige lovgivning til de formål, som Folketinget ønskede at fremme med støtten. Vedtagelsen af § 7 måtte ifølge landsretten anses for omfattet af lovgivningsmagtens bevillingskompetence. Landsretten tilføjede, at den omstændighed, at vedtagelsen af § 7 kunne give anledning til visse retspolitiske overvejelser, ikke kunne føre til andet resultat. Som nævnt kom Højesteret til det resultat, at § 7 var i strid med grundlovens § 3, 3. pkt., og derfor var ugyldig i forhold til appellanten (sagsøger). Højesteret bemærkede indledningsvis, at det i overensstemmelse med den almindelige opfattelse i den forfatningsretlige litteratur må antages, at grundlovens § 3, 3. pkt., sætter visse grænser for, i hvilket omfang lovgivningsmagten kan træffe bestemmelse om enkelte personers retsforhold (singulær lovgivning), og at en sådan forståelse er i overensstemmelse med det retssikkerhedshensyn, der er et af de bærende hensyn bag magtadskillelsen i grundlovens § 3. Om § 7 anførte Højesteret, at det af bemærkningerne til forslaget til lov nr. 506 fremgår, at begrundelsen for bestemmelsen var, at undervisningsministeren - på baggrund af visse undersøgelser - ikke havde tillid til, at Tvind-skolerne ville anvende offentlige tilskud til formål, som Folketinget og regeringen ønsker at fremme med støtten. Med henvisning til gengivne udtalelser i tillægsbetænkningen til lovforslaget fremhævede Højesteret derpå, at Folketinget tilsluttede sig undervisningsministerens generelle mistillid til Tvind-skolernes vilje til at administrere offentlige tilskud i overensstemmelse med lovgivningen og med vedtagelsen af § 7 fratog de navngivne skoler adgangen til at søge om tilskud efter friskolelovens almindelige regler på lige fod med skoler uden tilknytning til Skolesamvirket Tvind. Højesteret anførte, at lovgivningsmagten herved med virkning for de i § 7 nævnte skoler havde afgjort en uoverensstemmelse mellem Tvind-skolerne og Undervisningsministeriet, der var af den opfattelse, at skolerne ikke overholdt og heller ikke fremover ville overholde betingelserne for tilskud. I afgørelsens centrale præmis udtalte Højesteret derpå, at »et sådant lovindgreb - der havde som konsekvens, at Tvindskolerne blev afskåret fra domstolsprøvelse af deres tilskudsberettigelse - er reelt en endelig afgørelse af en konkret retstvist«. Under henvisning til at en sådan afgørelse efter grundlovens § 3 henhører under domstolene med de deri liggende retsgarantier for borgerne, fandt Højesteret, at § 7 var stridende mod grundlovens § 3, 3. pkt., og erklærede § 7 ugyldig i forhold til appellanten (sagsøger). Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 3 13
UfR ONLINE U.1999B.227 Højesterets dom påkalder sig som nævnt særlig forfatningsretlig opmærksomhed, allerede fordi det, som anført af Højesteret ved pressemeddelelse, er første gang, at retten tilsidesætter en lovbestemmelse som grundlovsstridig.[25] Men dommen giver herudover anledning til at overveje det nærmere indhold af dommen og dens principielle rækkevidde. Der er i så henseende for det første grund til at hæfte sig ved Højesterets indledningsvise konstatering af, at det må antages, »at grundlovens § 3, 3. pkt., sætter visse grænser for, i hvilket omfang lovgivningsmagten kan træffe bestemmelse om enkelte personers retsforhold (singulær lovgivning)«. Højesteret anførte, at en sådan antagelse er i overensstemmelse med »den almindelige opfattelse i den forfatningsretlige litteratur«. Det bør vel heroverfor bemærkes, jf. afsnit 2, at den modsatte opfattelse gennem næsten 40 år er blevet doceret i de statsretlige lærebøger, der har fundet anvendelse ved Københavns Universitet, og således har dannet grundlag for undervisningen af størstedelen af landets jurastuderende i den pågældende periode. Under alle omstændigheder er den tvivl, der hidtil har bestået om, hvorvidt grundlovens § 3, 3. pkt., indebærer en begrænsning i lovgivningsmagtens kompetence, nu bortvejret. Højesteret har utvetydigt fastslået, at grundlovens § 3, 3. pkt., sætter en grænse for lovgivningsmagtens muligheder for at lovgive om enkelte personers forhold. Det interessante - og tvivlsomme - spørgsmål er herefter alene, hvor denne grænse går. Når Højesteret dernæst med sit referat fra lovforslagets bemærkninger og tillægsbetænkningen fra Folketingets Uddannelsesudvalg pointerer det motiv, der har ligget lovgivningsmagten på sinde - den generelle mistillid til Tvind-skolernes vilje til at administrere offentlige tilskud i overensstemmelse med lovgivningen - ledes tanken i retning af, at den nævnte grænse skal trækkes på grundlag af et synspunkt om lovgivers magtfordrejning. I nogenlunde samme retning ledes tanken - men nu formuleret i en lighedsterminologi - når det umiddelbart efter anføres, at lovens § 7 har frataget de berørte skoler adgangen til - efter friskolelovens almindelige regler og »på lige fod med« friskoler uden tilknytning til Skolesamvirket Tvind - at søge om offentlige tilskud. Herefter går Højesteret direkte til konklusionen: Lovgivningsmagten har med virkning for de skoler, der er nævnt i § 7 »afgjort uoverensstemmelsen mellem Tvind-skolerne og Undervisningsministeriet, der var af den opfattelse, at skolerne - uanset deres tilkendegivelser og løfter - ikke overholdt og heller ikke i fremtiden ville overholde betingelserne for offentlige tilskud til skoledrift. [. . .] Efter grundlovens § 3, 3. pkt., henhører en sådan afgørelse ikke under lovgivningsmagten, men under den dømmende magt med de deri liggende retsgarantier for borgerne«. I tekststykket i den angivne firkantede parentes anfører Højesteret så at sige den statsretlige mellemregning, idet man udtaler: »Et sådant lovindgreb - der havde som konsekvens, at Tvind-skolerne blev afskåret fra domstolsprøvelse af deres tilskudsberettigelse - er reelt en endelig afgørelse af en konkret retstvist«. Med denne mellemregning knytter Højesteret sig rent sprogligt til retsopfattelsen hos Poul Andersen og Max Sørensen, for hvem kerneområdet for § 3, 3. pkt., jf. afsnit 2, netop var afgørelsen af den konkrete retstvist. Imidlertid forekommer de indgreb, som Poul Andersen og Max Sørensen henregnede til dette kerneområde - lovindgreb i en verserende erstatningssag, omgørelse af en dom, afgørelse af en straffesag eller skærpelse af en allerede pålagt straf - som nævnt at være på ganske pæn afstand af det indgreb, der blev foretaget med Tvind-loven, hvor den omstridte lovbestemmelse ikke fratog de omhandlede skoler noget bestående retskrav, men udelukkende regulerede skolernes mulighed for at få tilskud for fremtiden. Man må herefter spørge, hvilken betydning Højesterets dom har for lovgivningsmagtens adgang til at ændre i tilskudslovgivning, således at hidtidige tilskudsmodtagere ikke længere skal være tilskudsberettigede? Man kan vel for det første fastslå, at dommen ikke i almindelighed afskærer lovgivningsmagten fra at foretage generelle ændringer i en kreds af tilskudsberettigede. Således må det antages, at lovgivningsmagten eksempelvis vil være berettiget til at forhøje aldersgrænsen for SU-modtagere eller indskrænke kredsen af berettigede til arbejdsløshedsunderstøttelse uden at komme i konflikt med grundlovens § 3, 3. pkt. Som nævnt fremhævede Højesteret indledningsvis, at grundlovens § 3, 3. pkt., sætter visse grænser for, i hvilket omfang lovgivningsmagten kan træffe bestemmelse om enkelte personers retsforhold (singulær lovgivning). Lovens singulære karakter er således formentlig en nødvendig betingelse for, at der vil foreligge konflikt med § 3, 3. pkt. Det afgørende må i den forbindelse være, hvorvidt en lov reelt tager sigte på og rammer en på forhånd individualiseret kreds, snarere end lovens sprogligt-tekniske formulering. Tvind-lovens singulære karakter er for Højesteret imidlertid ikke den tilstrækkelige betingelse for at anse loven for stridende mod grundlovens § 3, 3. pkt.[26] Højesteret lagde endvidere vægt på, at lovgivningsmagten »reelt« havde truffet en endelig afgørelse i en konkret retstvist. Man må derfor spørge, hvad der førte Højesteret til - uden særlig støtte i de gængse fremstillinger af grundlovens § 3 - at antage, at der »reelt« forelå en konkret retstvist. Som nævnt beskrev Højesteret i sine præmisser Tvind-lovens indgreb således, at der med lovens § 7 forelå en regulering, hvorved lovgivningsmagten havde »afgjort uoverensstemmelsen mellem Tvind-skolerne og Undervisningsministeriet, der var af den opfattelse, at skolerne - uanset deres tilkendegivelser og løfter - ikke overholdt og heller ikke i fremtiden ville overholde betingelserne for offentlige tilskud til skoledrift«. Og Højesteret fortsatte i umiddelbar forlængelse heraf: »Et sådant lovindgreb - der havde som konsekvens, at Tvind-skolerne blev afskåret fra domstolsprøvelse af deres tilskudsberettigelse - er reelt en endelig afgørelse af en konkret retstvist«. Højesteret synes med andre ord at have opfattet situationen således, at Undervisningsministeriet frem for selv at reagere administrativt over for de pågældende skoler i anledning af de påståede og forventede ulovligheder - med efterfølgende mulighed for domstolskontrol i henhold til grundlovens § 63 - i stedet henvendte sig til Folketinget, der i overenstemmelse med ministeriets ønske reagerede i anledning af de påståede ulovligheder og fratog Tvind-skolerne tilskud for fremtiden. En konsekvens af Højesterets tvistsynspunkt synes at måtte være, at det ikke vil være i strid med grundlovens § 3, hvis lovgivningsmagten skulle finde på at fratage bestemte personer eller institutioner tilskud for fremtiden - og derved unddrage de pågældende domstolskontrol efter grundlovens § 63 - såfremt loven ikke er foranlediget af tvist om, hvorvidt de pågældende opfylder og fremover vil opfylde tilskudslovgivningens betingelser. Som eksempel herpå kan henvises til lov nr. 93 af 15. februar 1989 om sammenlægning og nedlæggelse af seminarier. Loven foreskrev udtrykkeligt, at Esbjerg Seminarium - som led i en plan for sammenlægning og nedlæggelse af seminarier - skulle sammenlægges med Ribe Statsseminarium i dettes bygninger. I bemærkningerne til lovforslaget fremhæves, at formålet med forslaget var dels at opnå besparelser på driften af seminarierne, dels at skabe et forbedret fagligt-pædagogisk miljø på seminarierne. Videre anføres, at undervisningsministeren havde hjemmel til administrativt at træffe beslutning om at nedlægge de af planen omfattede seminarier i form af meddelse om, at seminariernes godkendelse ikke kunne forventes fornyet ud over afviklingsperioden (1991 eller 1992). Endvidere siges, at når man havde valgt at fremlægge planen til behandling og stillingtagen i Folketinget, skyldtes det først og fremmest den stærke politiske interesse, der knyttede sig til spørgsmål om nedlæggelse af seminarier.[27] I sagen U 1993.321 Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 4 14
Page 1 and 2: Juridisk Bacheloreksamen Sommereksa
Page 3 and 4: sen Jensen og Steen Rønsholdt. Du
Page 5 and 6: UfR ONLINE U.1999.841H § 7 i lov o
Page 7 and 8: UfR ONLINE U.1999.841H Lovforslaget
Page 9 and 10: UfR ONLINE U.1999.841H Det må endv
Page 11 and 12: UfR ONLINE U.1999.841H via andre sk
Page 13: UfR ONLINE U.1999B.227 det nærmest
Page 17 and 18: UfR ONLINE U.1999B.227 på Tamilrap
Page 19 and 20: UfR ONLINE U.1999B.227 13. Fremsæt
Page 21 and 22: UfR ONLINE U.1999B.333 er - og ogs
Page 23 and 24: UfR ONLINE U.1999B.333 Medens denne
Page 25 and 26: UfR ONLINE U.1999B.333 selvstændig
Page 27 and 28: UfR ONLINE U.1999B.333 hvorefter »
Page 29 and 30: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15
Page 31: 64 65 66 67 68 69 70 Indstævnte, U

Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?