Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet

More documents

Recommendations

Info

UfR ONLINE U.1999.841H grundig og saglig undersøgelse af de enkelte skolers forhold sted, således at generelle politiske hensyn ikke bliver bærende for afgørelsen. Sagsøgeren har videre gjort gældende, at § 7 er i strid med grundlovens § 73 om beskyttelse af ejendomsretten. Sagsøgeren har herved anført, at lov nr. 506 af 12. juni 1996 efter sin ordlyd berettiger alle, der opfylder lovens almindelige betingelser til at modtage tilskud. Ved herudover særskilt at undtage de i § 7 nævnte Tvindskoler til under nogen omstændigheder at kunne modtage tilskud har lovgivningsmagten i grundlovens forstand »tilpligtet« disse skoler til at »afstå« deres ejendom. De i teorien opstillede og almindeligt accepterede kriterier for antagelse af en ejendomsafståelse, omfattet af grundlovens § 73, stk. 1, 2. pkt., er til stede i det foreliggende tilfælde. Det fremgår imidlertid af forarbejderne til § 7, at grundlaget for bestemmelsen er en række udokumenterede beskyldninger mod skolerne, som herved blev hindret i at få en domstolsprøvelse heraf. Disse usaglige hensyn falder klart uden for betingelsen i grundlovens § 73, stk. 1, 2. pkt., om, at »almenvellet kræver« det ekspropriative indgreb, hvorfor § 7 er ugyldig i forhold til sagsøgeren. § 7 er endvidere ugyldig i forhold til sagsøgeren, fordi lovforslaget ikke blev fremsat i Folketinget som et lovforslag, der tilkendegav, at forslaget indebar ekspropriation. Havde dette været tilfældet, ville partier, der traditionelt er modstandere af ekspropriative indgreb, med stor sandsynlighed have stemt imod lovforslaget og efter en vedtagelse i givet fald have forsøgt at anvende den i § 73, stk. 2, foreskrevne procedure til at forhindre forslagets endelige vedtagelse. Sagsøgeren har yderligere gjort gældende, at lovgivningsmagten gennem vedtagelsen af § 7 har handlet i strid med en uskreven lighedsgrundsætning af grundlovsmæssig karakter. Sagsøgeren har herved anført, at loven er singulær og udtryk for grov og vilkårlig forskelsbehandling af Tvindskolerne. En sådan forskelsbehandling kan alene finde sted i situationer, hvor der foreligger såkaldt forfatningsretlig nødret eller andre særdeles tungtvejende grunde, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag. For så vidt angår Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har sagsøgeren gjort gældende, at lovgivningsmagten har overtrådt konventionens artikel 6, stk. 1, artikel 14 og protokol nr. 1, artikel 1. Tvindskolerne er ved vedtagelsen af § 7 blevet afskåret fra domstolsprøvelse af Undervisningsministeriets vurdering af skolerne i forhold til den tidligere gældende lov, hvilket er i strid med artikel 6, stk. 1. Tvindskolerne har som anført ovenfor endvidere været udsat for en forskelsbehandling, der er i strid med artikel 14's udtrykkelige forbud herimod, og har gennem fratagelsen af retten til tilskud i al fremtid været udsat for et indgreb omfattet af protokol nr. 1, artikel 1. Der er herved tillige sket en overtrædelse af Traktaten om Den Europæiske Union, jf. traktatens artikel F. Sagsøgeren har til støtte for den subsidiære påstand gjort gældende, at lovgivningsmagten gennem vedtagelsen af § 7 ved lov har eksproprieret en sagsøgeren tilkommende rettighed. Særlig i det foreliggende tilfælde, hvor loven ikke er vedtaget som en ekspropriationslov, er der intet til hinder for, at domstolene skønner, at almenvellet har krævet det pågældende indgreb. Sagsøgeren har derfor krav på fuld erstatning, jf. grundlovens § 73, stk. 1, 3 pkt. Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at § 7 i ændringsloven er en gyldigt vedtaget bestemmelse, der ikke er i strid med grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller EU- Traktaten. Denne sag vedrører udelukkende spørgsmålet, om ændringslovens § 7 er ugyldigt vedtaget - som påstået af sagsøgeren - fordi sagsøgerens mulighed for at opnå tilskud fra de offentlige kasser ved ændringsloven er blevet bragt til ophør med virkning for fremtiden. Spørgsmålet, om sagsøgeren måtte have overtrådt de før ændringsloven gældende regler for tilskud, er uden betydning for sagen. De tilsagn om tilskud, sagsøgeren og øvrige Tvindskoler havde modtaget i henhold til de før ændringsloven gældende regler, er alle blevet opfyldt af sagsøgte, der ikke har rejst noget tilbagebetalingskrav. Med virkning fra den 1. januar 1997 bortfaldt sagsøgerens mulighed for tilskud. Efter dette tidspunkt er der ikke opstået nogen ret til tilskud for sagsøgeren, der følgelig heller ikke er blevet frataget en sådan ret. Lovgivningsmagten har haft kompetence til i ændringslovens § 7 at bringe sagsøgerens - og de øvrige navngivne Tvindskolers - mulighed for at opnå tilskud fra de offentlige kasser til ophør med virkning for fremtiden. Det tilkommer lovgivningsmagten at afgøre, hvorledes lovene bør udformes, herunder om lovene direkte skal regulere navngivne juridiske eller fysiske personers forhold, eller om lovene skal indeholde abstrakte regler. Der er i lovgivningen talrige eksempler på såkaldte singulære love, som retspraksis også har haft lejlighed til at tage stilling til, f.eks. i sagen om Esbjerg Seminarium (UFR 1993, side 321 H). Hverken grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller EU- Traktaten indeholder forskrifter om loves udformning. Baggrunden for vedtagelsen af ændringslovens § 7 er angivet i tillægsbetænkningen. Det er heri anført, at et flertal i Folketinget ikke havde tillid til, at skoler tilknyttet Tvindkoncernen fremover ville anvende tilskuddene til de formål, som Folketinget har ønsket at fremme med støtten. Den valgte lovgivningsmåde havde til formål at sikre opfyldelsen af flertallets ønske om ikke fremover at yde tilskud til netop de nævnte skoler. Det er endvidere i tillægsbetænkningen udtrykkeligt anført, at flertallet var opmærksom på, at den konkrete lovgivningsmåde ville have den virkning, at sagsøgte herefter ikke skulle træffe administrative afgørelser om nye tilskud til de navngivne skoler med mulighed for efterfølgende domstolsprøvelse heraf. Det blev imidlertid herom videre anført, at denne følge i sig selv ikke var et formål med ændringsloven, og at loven kun havde betydning for fremtidige tilskud, som de pågældende skoler ikke havde noget retsbeskyttet krav på. Lovgivningsmagten har ved udtrykkeligt at navngive skolerne i loven herved på den klarest mulige måde sat stop for Tvindkoncernens tilskudsmuligheder, således som flertallet i Folketinget har ønsket det. Dette var en følge af, at lovgivningsmagten ikke havde kunnet forudse, at skoler ville indgå i koncernstrukturer som Skolesamvirket Tvind. Ændringslovens formål var ikke at sanktionere eventuelle overtrædelser af den tidligere lov om tilskud. Der er i tillægsbetænkningen netop intet udtalt om eventuelle overtrædelser af de tidligere regler. Lovgivningsmagten havde imidlertid ud fra indhentede oplysninger om Skolesamvirket Tvind fundet, at skolerne, der var tilknyttet denne koncern, ikke levede op til tilskudslovens ånd om skoler som reelt selvejende institutioner. Det var ikke til dette formål hensigtsmæssigt at stramme yderligere op i lovens tilskudsbetingelser, da en sådan opstramning - der i så fald skulle have til formål at hindre omgåelsesmuligheder - stort set kun ville ramme skoler, hvis forhold ikke var kritisable. Ved afgørelsen af denne sag må det tages i betragtning, at Folketinget ved vedtagelsen af ændringslovens § 7 har haft ovennævnte bevæggrunde og forudsætninger for at ville stoppe Tvindskolernes fremtidige tilskudsmuligheder. Det tilkommer ikke domstolene at efterprøve, om lovgivningsmagtens bevæggrunde/forudsætninger for en lov kan bevises eller modbevises. Hvis der måtte være fejl i de oplysninger, der har ligget til grund for folketingsflertallets bevæggrunde for lovændringen, må det være op til Folketinget eventuelt at ændre lovgivningen. I øvrigt kunne sagsøgeren og andre Tvindskoler have anlagt anerkendelsessøgsmål, hvorunder der kunne være taget stilling til rigtigheden af de fremkomne oplysninger om Skolesamvirket Tvind. Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 4 7
UfR ONLINE U.1999.841H Det må endvidere ved sagens afgørelse tages i betragtning, at Folketinget inden vedtagelsen af loven har haft kendskab til de af sagsøgeren fremførte synspunkter om lovens ugyldighed, men desuagtet har fastholdt dens gyldighed. Særligt vedrørende grundlovens § 3 har sagsøgte anført, at det ifølge den forfatningsretlige litteratur må anses for tvivlsomt, om der heri kan opstilles nogen begrænsning i lovgivningsmagtens kompetence. Under alle omstændigheder kan ændringslovens § 7 ikke anses for at stride mod denne grundlovsbestemmelse. Der er ikke tale om en indgriben i en eksisterende retstvist og dermed intet domstolsanliggende. Ændringsloven har ikke frataget sagsøgeren noget bestående retskrav, da allerede givne tilsagn om tilskud er overholdt. Loven er udelukkende en regulering af muligheden for at få tilskud for fremtiden. Bevillingskompetencen vedrørende tilskud hører netop til kerneområdet for lovgivningsmagten. Ændringslovens § 7 er heller ikke i strid med grundlovens § 3, fordi det - som påstået af sagsøgeren - skulle tilkomme sagsøgte, og ikke lovgivningsmagten, at træffe bestemmelse om tilskudsretten. Der er intet belæg for det synspunkt, at administrationen skulle have enekompetence med hensyn til anvendelse af statens midler. Det følger af det anførte i relation til grundlovens § 3, at sagsøgeren ikke er blevet frataget en bestående rettighed, et grundlovsbeskyttet formuegode. Ændringsloven er således ikke udtryk for noget ekspropriativt indgreb og er dermed allerede af den grund ikke i strid med grundlovens § 73, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller EU-Traktaten. Særligt vedrørende den af sagsøgeren påberåbte lighedsgrundsætning har sagsøgte anført, at det må anses for tvivlsomt, om der kan opstilles en sådan grundsætning med grundlovsrang, der begrænser lovgivningsmagtens kompetence. Under alle omstændigheder kan sagsøgerens synspunkt ikke medføre ændringslovens ugyldighed, da sagsøgeren og de øvrige Tvindskoler gennem Skolesamvirket Tvinds struktur har adskilt sig fra de tilskudsberettigede skoler. Lovgivningsmagten har netop fundet, at disse forskelle burde medføre en forskellig stilling i tilskudsmæssig henseende, idet et flertal i Folketinget ikke havde tillid til, at Tvindskolerne ville opgive koncernstrukturen. Landsrettens bemærkninger. Ændringslovens § 7 har efter lovens forarbejder alene haft til formål at sikre folketingsflertallets ønske om ikke fremover at yde tilskud til de navngivne skoler tilknyttet Tvindkoncernen. Det fremgår af forarbejderne, at der til grund for lovændringen har ligget en række oplysninger om disse skoler, der har begrundet, at folketingsflertallet ikke havde tillid til, at de pågældende skoler fremover ville anvende tilskuddene efter den hidtidige lov om friskoler m.v. til de formål, som Folketinget ønskede at fremme med støtten. Vedtagelsen af den omhandlede lovændring må anses for omfattet af den bevillingskompetence, der tilkommer lovgivningsmagten. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at lovens § 7 er i strid med grundlovens § 3, 2. pkt., om, at »den udøvende magt er hos kongen«. Der er heller ikke grundlag for at antage, at bestemmelsen er i strid med grundlovens § 3, 3. pkt., om, at »den dømmende magt er hos domstolene«, ligesom der ikke foreligger en rettighed, der nyder beskyttelse efter grundlovens § 73. Herefter, og idet der af de af sagsøgte anførte grunde ikke kan gives sagsøgeren medhold i de øvrige synspunkter om ændringslovens ugyldighed, tager landsretten sagsøgtes frifindelsespåstand til følge. Den omstændighed, at lovændringen, som påpeget under sagen, kan give anledning til visse principielle retspolitiske overvejelser kan ikke føre til noget andet resultat. Efter omstændighederne skal hver part bære egne omkostninger. - - - Højesterets dom. I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 13. afdeling den 13. maj 1998. I pådømmelsen har deltaget elleve dommere: Pontoppidan, Marie- Louise Andreasen, Wendler Pedersen, Poul Sørensen, Melchior, Per Sørensen, Jørgen Nørgaard, Walsøe, Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen og Søgaard. Appellanten, Den Selvejende Institution Friskolen i Veddinge Bakker, har gentaget sine påstande. Indstævnte, Undervisningsministeriet, har påstået stadfæstelse. Parterne er enige om, at en konsekvens af at give Friskolen i Veddinge Bakker medhold i den principale påstand vil være, at skolen får mulighed for at søge om tilskud efter de almindelige regler i loven om friskoler og private grundskoler m.v. (friskoleloven) på samme måde som andre skoler, men at den ikke uden videre vil have krav på et sådant tilskud. Undervisningsministeren fremsatte den 13. marts 1996 lovforslag nr. L 218 om ændring af bl.a. friskoleloven og lovforslag nr. L 219 om ændring af lov om folkehøjskoler m.v. Forslagene havde i første række til formål at klargøre lovenes krav om, at skolerne skal være selvejende institutioner. I bemærkningerne til lovforslag nr. L 218 (Folketingstidende 1995/96, tillæg A, s. 4372) hedder det bl.a.: »En central del i selvejebegrebet er kravet om uafhængighed i ledelsesmæssig og økonomisk henseende. Hovedsigtet med lovforslaget er at præcisere dette og samtidig at ændre enkelte bestemmelser herom. . . . Forslaget skal klargøre indholdet i det grundlæggende krav om reel uafhængighed og sikre, at skolerne for fremtiden opfylder dette. Der foreslås derfor en række præciseringer af loven og i visse tilfælde egentlige stramninger af tilskudsbetingelserne. . . . Tilskudssystemet for de frie grundskoler, private gymnasier og hfkurser bygger i høj grad på, at de af skolerne valgte revisorer foretager en omfattende revision af grundlaget for tilskudsberegning og skolernes årsregnskaber. Det bør derfor sikres, at revisionen ikke kommer i en interessekonflikt, hvor revisor både skal påse, at skolen og den, der udlejer bygninger, forvalter sine interesser bedst muligt. . . . På undervisningsministerens område er der flere former for selvejende institutioner, der alle normalt får store statslige driftstilskud, og undervisningsministerens hjemmel til at tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde og kræve tilskud tilbagebetalt, bør derfor være enslydende og bør i øvrigt præciseres.« Lovforslag nr. L 218 blev vedtaget som lov nr. 503 af 12. juni 1996. Som anført i bemærkningerne var den væsentligste ændring, at lovens krav om, at skolerne skal være selvejende institutioner, blev klargjort. Derudover indsattes en række habilitetsbestemmelser vedrørende bestyrelsesmedlemmer og revisorer og regler om, på hvilke vilkår skolerne må indgå bl.a. husleje- og ejendomsaftaler. Det fastsattes endvidere, at en skoles midler skal forvaltes, så de bliver til størst mulig gavn for dens formål. Endelig skete der en udvidelse af undervisningsministerens muligheder for at tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde eller kræve tilskud tilbagebetalt. Lovforslag nr. L 268, der blev fremsat den 8. maj 1996, blev undergivet 1. behandling den 14. maj 1996, 2. behandling den 28. maj 1996 og 3. behandling den 31. maj 1996. Lovforslaget blev vedtaget som lov nr. 506 af 12. juni 1996. Ved loven, hvorved § 7 blev gennemført, blev der indsat følgende bestemmelser i friskoleloven: Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 5 8
Page 1 and 2: Juridisk Bacheloreksamen Sommereksa
Page 3 and 4: sen Jensen og Steen Rønsholdt. Du
Page 5 and 6: UfR ONLINE U.1999.841H § 7 i lov o
Page 7: UfR ONLINE U.1999.841H Lovforslaget
Page 11 and 12: UfR ONLINE U.1999.841H via andre sk
Page 13 and 14: UfR ONLINE U.1999B.227 det nærmest
Page 15 and 16: UfR ONLINE U.1999B.227 Højesterets
Page 17 and 18: UfR ONLINE U.1999B.227 på Tamilrap
Page 19 and 20: UfR ONLINE U.1999B.227 13. Fremsæt
Page 21 and 22: UfR ONLINE U.1999B.333 er - og ogs
Page 23 and 24: UfR ONLINE U.1999B.333 Medens denne
Page 25 and 26: UfR ONLINE U.1999B.333 selvstændig
Page 27 and 28: UfR ONLINE U.1999B.333 hvorefter »
Page 29 and 30: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15
Page 31: 64 65 66 67 68 69 70 Indstævnte, U

Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?