Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet
Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet
Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
UfR ONLINE U.1999B.333<br />
At grundlaget herfor er mistanke om og angivelig dokumentation<br />
for, at den konkret angivne adressat for loven har handlet retsstridigt<br />
og formentlig vil vedblive hermed også i fremtiden, og endelig at lovgiver<br />
i øvrigt ikke har tillid til vedkommende.<br />
At tilskudsordningen opretholdes i forhold til alle øvrige lignende<br />
tilskudsmodtagere, og at disse øvrige tilskudsmodtagere på enhver<br />
måde er at sammenligne med adressaterne for indgrebet, bortset fra at<br />
de øvrige tilskudsmodtagere ikke er under mistanke for at handle retsstridigt<br />
eller i øvrigt er genstand for lovgivers mistillid.<br />
At der som delmotivation for indgrebet eksplicit har været angivet<br />
hensynet til og interesse i ved loven at afskære lovens adressater fra<br />
sædvanlig retlig efterprøvelse, og at lovgiver til det sidste har erkendt<br />
dette som i hvert fald en virkning af loven.<br />
At loven i øvrigt hjemler ganske vidtgående muligheder for administrativ<br />
afskæring/tilbagekaldelse af tilskud med henvisning til netop<br />
den form for retsstridig adfærd, som lovens adressat er under mistanke<br />
for.<br />
Med udgangspunkt i grundlovens ord og ånd, forholdets natur/kulturtraditionen<br />
og i det hele det værdigrundlag, som vort rets- og forfatningssystem<br />
bygger på, må der antages en formodning imod retmæssigheden<br />
af en sådan lov.<br />
3. Højesterets dom<br />
For så vidt angår den ovenfor anførte beskrivelses overensstemmelse<br />
med sagens faktum lettes dokumentationen af, at Tvindsagen i sin<br />
helhed er ganske enkel og veldokumenteret.<br />
Sagens enkle og overskuelige karakter kommer på udmærket vis til<br />
udtryk i Højesterets dom, som i det hele er forbilledlig klar.[14] Højesteret<br />
konstaterer, at ved § 7 i lov nr. 506 blev en række konkret angivne<br />
skoler ved selve loven afskåret fra at modtage tilskud for fremtiden,<br />
nærmere bestemt i perioden efter 31. december 1996.<br />
Om begrundelsen for denne bestemmelse anfører Højesteret, at i<br />
første omgang Undervisningsministeriet »ikke havde tillid til, at Tvindskolerne<br />
ville anvende tilskuddene til formål, som Folketinget og regeringen<br />
ønsker at fremme med støtten«. Herudover konstateres, at den<br />
manglende tillid har baggrund i undersøgelser foretaget af ministeriet.<br />
Som grundlag herfor henvises til lovforslagets bemærkninger.<br />
Om den retlige kvalificering af dette lovindgreb udtaler Højesteret<br />
ganske kort og klart, at lovgivningsmagten med lovens § 7 har »afgjort<br />
uoverensstemmelsen mellem Tvind-skolerne og Undervisningsministeriet,<br />
der var af den opfattelse, at skolerne - uanset deres tilkendegivelser<br />
og løfter - ikke overholdt og heller ikke i fremtiden ville overholde<br />
betingelserne for offentlige tilskud til skoledrift. Et sådant lovindgreb<br />
- der havde som konsekvens, at Tvind-skolerne blev afskåret fra domstolsprøvelse<br />
af deres tilskudsberettigelse - er reelt en endelig afgørelse<br />
af en konkret retstvist«.<br />
Denne centrale del af domsbegrundelsen afspejler nøje faktum, som<br />
dette i komprimeret form er dokumenteret i tillægsbetænkning fra<br />
Folketingets Uddannelsesudvalg. Som citeret af Højesteret:<br />
»Flertallets tilslutning til dette lovforslag er begrundet i, at flertallet<br />
ikke har tillid til, at disse skoler tilknyttet Tvindkoncernen fremover<br />
vil anvende tilskuddene til de formål, som Folketinget ønsker at fremme<br />
med støtten.<br />
Den valgte lovgivningsmåde har til formål at sikre opfyldelsen af<br />
flertallets ønske om ikke fremover at yde tilskud til netop de nævnte<br />
skoler.<br />
Flertallet er opmærksomme på, at lovgivningsmåden vil have den<br />
virkning, at der ikke, for så vidt angår denne del af lovforslaget, skal<br />
træffes administrative afgørelser om nye tilskud til de pågældende<br />
skoler med mulighed for efterfølgende domstolsprøvelse. Denne følge<br />
er ikke i sig selv et formål med loven, og den har kun betydning for<br />
fremtidige tilskud, som de pågældende skoler ikke har noget retsbeskyttet<br />
krav på«.<br />
Som man kan se, holder Højesteret sig ganske tæt op ad lovgivers<br />
egen beskrivelse af faktum. <strong>Det</strong> forhold, at loven afskærer Tvindskolerne<br />
fra sædvanlig retlig efterprøvelse, herunder domstolsprøvelse,<br />
beskrives i udvalgsbetænkningen som en faktisk, men ikke tilsigtet<br />
virkning. Til trods for at dette forhold i andre dele af forarbejderne direkte<br />
fremstilles som et formål med loven,[15] holder Højesteret sig<br />
nøje til lovgivers sidst<br />
<br />
formulerede - modificerede - forståelse af denne sammenhæng. Jf.<br />
Højesterets formulering »et sådant lovindgreb - der havde som konsekvens,<br />
at Tvindskolerne blev afskåret fra domstolsprøvelse . . .« (kursiv<br />
indsat her).<br />
Efter således - på grundlag af lovgivers egen beskrivelse af faktum<br />
- af have kvalificeret loven til »reelt« at være »en endelig afgørelse af<br />
en konkret retstvist«, ligger vejen åben for subsummering af forholdet<br />
under grundlovens § 3, 3. punktum:<br />
»Efter grundlovens § 3 henhører en sådan afgørelse ikke under lovgivningsmagten,<br />
men under den dømmende magt med de deri liggende<br />
retsgarantier for borgerne«.<br />
Afgørende for funktionsdelingen mellem lovgivende og dømmende<br />
magt er således spørgsmålet om borgerens retssikkerhed. Karakteristisk<br />
for domstolenes sagsbehandling og afgørelse er netop et omfattende<br />
system af retsgarantier. Og genstanden for disse retsgarantier er netop<br />
- blandt andet - den »konkrete retstvist«.<br />
Med lovgivers »overtagelse« af Tvindsagen sættes domstolssystemets<br />
retsgarantier ud af funktion med heraf følgende retssikkerhedstab for<br />
borgeren. Lovgiver har hermed tilsidesat funktionsdelingen bestemt i<br />
grundlovens § 3 og de heri liggende grundlovsbeskyttede retsgarantier<br />
for borgeren, hvorfor loven - nærmere dens § 7 - tilsidesættes som<br />
ugyldig.<br />
Højesterets afgørelse er såvel i henseende til stringent argumentation<br />
som resultatets overbevisende kraft af en sådan klarhed, at den i sig<br />
selv udgør en krævende ramme for den nærmere analyse af Justitsministeriets,<br />
Østre Landsrets og teoriens afvigende opfattelse.<br />
4. Højesterets dom - en statsretlig overraskelse<br />
I dagene umiddelbart efter afsigelsen af Højesterets dom efterlyste<br />
pressen statsministerens reaktion herpå. Denne lod imidlertid vente på<br />
sig. <strong>Det</strong> rette svar blev formentlig nøje overvejet på højeste sted. En<br />
uge gik, og statsministeren udtalte endelig de forløsende ord: »<strong>Det</strong> er<br />
godt, at vi har fået denne afgørelse . . .«.[16]<br />
Efter grundig overvejelse i Undervisningsministerium, Justitsministerium<br />
og Statsministerium, efter 3 behandlinger i Folketinget, efter<br />
lovens stadfæstelse og kundgørelse udtrykker landets statsminister tilfredshed<br />
med, at landets Højesteret har tilsidesat en lov, som bygger<br />
på forslag fremsat af den regering, for hvilken statsministeren er<br />
øverste chef.<br />
Nu er tilfredshed jo ikke den gennemsnitligt forventelige reaktion<br />
på at få sine afgørelser tilsidesat. Statsmagten træffer vel - kun - de<br />
beslutninger, som findes rigtige. Hvoraf så denne tilfredshed? Af<br />
hvilken art er den?<br />
Vi kender ikke svaret. Selv tror jeg, at statsministerens udsagn er<br />
reelt ment i den forstand, at det dækker en kollektiv erkendelse af, at<br />
Højesterets afgørelse simpelthen er rigtig. At legitimiteten - og den<br />
almindelige retsfølelse, om man vil - simpelthen ikke levner plads for<br />
kritik af Højesterets dom.<br />
Statsministeren kunne jo ellers have nøjedes med at konstatere Højesterets<br />
divergerende opfattelse og så i øvrigt have taget Højesterets<br />
dom til efterretning.<br />
Endelig blev lovgivningsmagtens position - om end marginalt - lettet<br />
ved muligheden for at henvise til manglende juridisk fagkundskab: Vi<br />
- lovgivningsmagten - vidste ikke bedre. Nu og først nu har sagkundskaben<br />
talt og ledt os på rette vej.<br />
Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 3<br />
21