Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet

More documents

Recommendations

Info

UfR ONLINE U.1999B.333 At grundlaget herfor er mistanke om og angivelig dokumentation for, at den konkret angivne adressat for loven har handlet retsstridigt og formentlig vil vedblive hermed også i fremtiden, og endelig at lovgiver i øvrigt ikke har tillid til vedkommende. At tilskudsordningen opretholdes i forhold til alle øvrige lignende tilskudsmodtagere, og at disse øvrige tilskudsmodtagere på enhver måde er at sammenligne med adressaterne for indgrebet, bortset fra at de øvrige tilskudsmodtagere ikke er under mistanke for at handle retsstridigt eller i øvrigt er genstand for lovgivers mistillid. At der som delmotivation for indgrebet eksplicit har været angivet hensynet til og interesse i ved loven at afskære lovens adressater fra sædvanlig retlig efterprøvelse, og at lovgiver til det sidste har erkendt dette som i hvert fald en virkning af loven. At loven i øvrigt hjemler ganske vidtgående muligheder for administrativ afskæring/tilbagekaldelse af tilskud med henvisning til netop den form for retsstridig adfærd, som lovens adressat er under mistanke for. Med udgangspunkt i grundlovens ord og ånd, forholdets natur/kulturtraditionen og i det hele det værdigrundlag, som vort rets- og forfatningssystem bygger på, må der antages en formodning imod retmæssigheden af en sådan lov. 3. Højesterets dom For så vidt angår den ovenfor anførte beskrivelses overensstemmelse med sagens faktum lettes dokumentationen af, at Tvindsagen i sin helhed er ganske enkel og veldokumenteret. Sagens enkle og overskuelige karakter kommer på udmærket vis til udtryk i Højesterets dom, som i det hele er forbilledlig klar.[14] Højesteret konstaterer, at ved § 7 i lov nr. 506 blev en række konkret angivne skoler ved selve loven afskåret fra at modtage tilskud for fremtiden, nærmere bestemt i perioden efter 31. december 1996. Om begrundelsen for denne bestemmelse anfører Højesteret, at i første omgang Undervisningsministeriet »ikke havde tillid til, at Tvindskolerne ville anvende tilskuddene til formål, som Folketinget og regeringen ønsker at fremme med støtten«. Herudover konstateres, at den manglende tillid har baggrund i undersøgelser foretaget af ministeriet. Som grundlag herfor henvises til lovforslagets bemærkninger. Om den retlige kvalificering af dette lovindgreb udtaler Højesteret ganske kort og klart, at lovgivningsmagten med lovens § 7 har »afgjort uoverensstemmelsen mellem Tvind-skolerne og Undervisningsministeriet, der var af den opfattelse, at skolerne - uanset deres tilkendegivelser og løfter - ikke overholdt og heller ikke i fremtiden ville overholde betingelserne for offentlige tilskud til skoledrift. Et sådant lovindgreb - der havde som konsekvens, at Tvind-skolerne blev afskåret fra domstolsprøvelse af deres tilskudsberettigelse - er reelt en endelig afgørelse af en konkret retstvist«. Denne centrale del af domsbegrundelsen afspejler nøje faktum, som dette i komprimeret form er dokumenteret i tillægsbetænkning fra Folketingets Uddannelsesudvalg. Som citeret af Højesteret: »Flertallets tilslutning til dette lovforslag er begrundet i, at flertallet ikke har tillid til, at disse skoler tilknyttet Tvindkoncernen fremover vil anvende tilskuddene til de formål, som Folketinget ønsker at fremme med støtten. Den valgte lovgivningsmåde har til formål at sikre opfyldelsen af flertallets ønske om ikke fremover at yde tilskud til netop de nævnte skoler. Flertallet er opmærksomme på, at lovgivningsmåden vil have den virkning, at der ikke, for så vidt angår denne del af lovforslaget, skal træffes administrative afgørelser om nye tilskud til de pågældende skoler med mulighed for efterfølgende domstolsprøvelse. Denne følge er ikke i sig selv et formål med loven, og den har kun betydning for fremtidige tilskud, som de pågældende skoler ikke har noget retsbeskyttet krav på«. Som man kan se, holder Højesteret sig ganske tæt op ad lovgivers egen beskrivelse af faktum. Det forhold, at loven afskærer Tvindskolerne fra sædvanlig retlig efterprøvelse, herunder domstolsprøvelse, beskrives i udvalgsbetænkningen som en faktisk, men ikke tilsigtet virkning. Til trods for at dette forhold i andre dele af forarbejderne direkte fremstilles som et formål med loven,[15] holder Højesteret sig nøje til lovgivers sidst formulerede - modificerede - forståelse af denne sammenhæng. Jf. Højesterets formulering »et sådant lovindgreb - der havde som konsekvens, at Tvindskolerne blev afskåret fra domstolsprøvelse . . .« (kursiv indsat her). Efter således - på grundlag af lovgivers egen beskrivelse af faktum - af have kvalificeret loven til »reelt« at være »en endelig afgørelse af en konkret retstvist«, ligger vejen åben for subsummering af forholdet under grundlovens § 3, 3. punktum: »Efter grundlovens § 3 henhører en sådan afgørelse ikke under lovgivningsmagten, men under den dømmende magt med de deri liggende retsgarantier for borgerne«. Afgørende for funktionsdelingen mellem lovgivende og dømmende magt er således spørgsmålet om borgerens retssikkerhed. Karakteristisk for domstolenes sagsbehandling og afgørelse er netop et omfattende system af retsgarantier. Og genstanden for disse retsgarantier er netop - blandt andet - den »konkrete retstvist«. Med lovgivers »overtagelse« af Tvindsagen sættes domstolssystemets retsgarantier ud af funktion med heraf følgende retssikkerhedstab for borgeren. Lovgiver har hermed tilsidesat funktionsdelingen bestemt i grundlovens § 3 og de heri liggende grundlovsbeskyttede retsgarantier for borgeren, hvorfor loven - nærmere dens § 7 - tilsidesættes som ugyldig. Højesterets afgørelse er såvel i henseende til stringent argumentation som resultatets overbevisende kraft af en sådan klarhed, at den i sig selv udgør en krævende ramme for den nærmere analyse af Justitsministeriets, Østre Landsrets og teoriens afvigende opfattelse. 4. Højesterets dom - en statsretlig overraskelse I dagene umiddelbart efter afsigelsen af Højesterets dom efterlyste pressen statsministerens reaktion herpå. Denne lod imidlertid vente på sig. Det rette svar blev formentlig nøje overvejet på højeste sted. En uge gik, og statsministeren udtalte endelig de forløsende ord: »Det er godt, at vi har fået denne afgørelse . . .«.[16] Efter grundig overvejelse i Undervisningsministerium, Justitsministerium og Statsministerium, efter 3 behandlinger i Folketinget, efter lovens stadfæstelse og kundgørelse udtrykker landets statsminister tilfredshed med, at landets Højesteret har tilsidesat en lov, som bygger på forslag fremsat af den regering, for hvilken statsministeren er øverste chef. Nu er tilfredshed jo ikke den gennemsnitligt forventelige reaktion på at få sine afgørelser tilsidesat. Statsmagten træffer vel - kun - de beslutninger, som findes rigtige. Hvoraf så denne tilfredshed? Af hvilken art er den? Vi kender ikke svaret. Selv tror jeg, at statsministerens udsagn er reelt ment i den forstand, at det dækker en kollektiv erkendelse af, at Højesterets afgørelse simpelthen er rigtig. At legitimiteten - og den almindelige retsfølelse, om man vil - simpelthen ikke levner plads for kritik af Højesterets dom. Statsministeren kunne jo ellers have nøjedes med at konstatere Højesterets divergerende opfattelse og så i øvrigt have taget Højesterets dom til efterretning. Endelig blev lovgivningsmagtens position - om end marginalt - lettet ved muligheden for at henvise til manglende juridisk fagkundskab: Vi - lovgivningsmagten - vidste ikke bedre. Nu og først nu har sagkundskaben talt og ledt os på rette vej. Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 3 21
UfR ONLINE U.1999B.333 Medens denne mulighed - om end nok så spinkel - dog rummer en vis margin for de folkevalgte, er den selvsagt ikke farbar for den juridiske profession, herunder Undervisningsministerium, Justitsministerium, Østre Landsret og den statsretlige teori. For den juridiske profession består reelt kun to muligheder. Enten at erkende sin fejlopfattelse eller også at udlægge Højesterets dom som udtryk for en nydannelse, en overraskelse, noget uventet. 4.1 Den sidstnævnte mulighed vælges af professor Jens Peter Christensen og lektor Michael Hansen Jensen - i det følgende benævnt forfatterne - i artiklen »Højesterets dom i Tvindsagen«.[17] I artiklens hoved præsenteres Tvind-dommen som en » - ud fra en statsretlig synsvinkel . . . overraskelse«. Få linier nede i selve teksten hedder det videre, at dommen »givetvis kom som en overraskelse for de fleste . . .«,[18] og endelig afsluttes artiklen med følgende udsagn: »at netop Tvindsagen skulle blive anledningen til, at Højesteret trådte i karakter, var imidlertid - ud fra en statsretlig synsvinkel - overraskende«. Man bemærker sig i den sammenhæng særligt betoningen af overraskelsens »statsretlige« synsvinkel, uden at der nærmere gøres rede for, om dommen evt. ud fra andre retlige synsvinkler kunne forekomme mindre overraskende. Imidlertid hedder det, som anført også i indledningen, at dommen »givetvis kom som en overraskelse for de fleste«, hvorfor pointen nok er, at dommen slet og ret må ses som en nydannelse i den betydning, at den gør op med en retsopfattelse, som var rigtig, indtil den - med dommen - blev tilsidesat. Denne forståelsesmåde kom da - som anført ovenfor - også til udtryk i et tidligere indlæg af Jens Peter Christensen.[19] Om artiklens indhold skal i øvrigt indledningsvist bemærkes: At den er blottet for kritik af den retsopfattelse, som nu med Højesterets dom er blevet tilsidesat. At artiklen tværtimod har karakter af et forsvar for det med dommen tilsidesatte standpunkt. At artiklen ikke går ind i de retssikkerhedsmæssige overvejelser, som sagen naturligt/uomgængeligt lægger op til. At artiklen heller ikke i øvrigt forholder sig til de grundlæggende retsstatslige værdier, som så klart blev udfordret med Tvindloven. At artiklen er uden selvstændige retskildeovervejelser. Metoden består helt overvejende i at sammenholde det foreliggende tilfælde - Tvindloven - med de af ældre statsretsteori formulerede eksempler på grundlovsstridig singulær lovgivning, hvorefter forfatterne uden videre slutter modsætningsvis fra disse eksempler. At forfatterne ikke forholder sig til spørgsmålet om de mulige konsekvenser af, at Tvindloven ikke var blevet tilsidesat af Højesteret. Ville den hermed etablerede retstilstand have været acceptabel? Eller ville et sådant udfald i sig selv have accentueret og aktualiseret spørgsmålet om grundlovsændring? Det er vanskeligt ikke at se artiklen som et besværgende forsvar for den af Højesteret tilsidesatte retsopfattelse. Det er øjensynligt vigtigt for forfatterne - også efterfølgende - at legitimere den retsopfattelse, som Højesteret så eftertrykkeligt har gjort op med. Under etiketten »to gode grunde til at forvente, at Højesteret netop i Tvindsagen ville være blevet i strandkanten«, opsummerer forfatterne grundlaget for deres overraskelse.[20] 4.1.1 Som den ene del af grundlaget for »netop i Tvindsagen« at forvente domstolstilbageholdenhed henviser forfatterne til den usikkerhed, som har eksisteret med hensyn til afgrænsning af grundlovens § 3, 3. punktum. Det er i den sammenhæng bemærkelsesværdigt, at forfatterne i deres argumentation nærmest udelukkende støtter sig på statsretsteoriens almindelige udsagn om § 3, 3. punktum, og yderligere tillægger dele af denne teoris abstrakte eksemplifikation på grundlovsstridig singulær lovgivning en sådan autoritativ kraft, at disse eksempler - som tilmed af deres ophavsmænd opfattes som kernen i et grundlovsforbud - nær- mest fungerer som grundlag for en modsætningsslutning i forhold til Tvindsagen. Således udtaler forfatterne, at »den fortolkning, som Poul Andersen og Max Sørensen slog til lyd for, måtte vel for mange - heriblandt nærværende artikels forfattere - på forhånd synes at have mest for sig . . .«.[21] Og videre hedder det, at »den type lovgivningsindgreb, som grundlovens § 3, 3. punktum, således måtte antages at beskytte imod - lovindgreb i en verserende erstatningssag, omgørelse af en dom, afgørelse af en straffesag eller skærpelse af en allerede pålagt straf - måtte imidlertid forekomme at være på ganske pæn afstand af det indgreb, der blev foretaget med Tvindloven, hvor en række navngivne skoler blev frataget muligheden for fremover at få økonomisk tilskud af statskassen«. Med andre ord, det forhold, at Tvindsagen falder uden for de af Poul Andersen og Max Sørensen abstrakt formulerede eksempler, er det centrale (retskilde)grundlag for forfatternes overraskelse over og uenighed i Højesterets resultat. Her overfor kan følgende anføres: Selvom retsteorien/litteraturen i forhold til en grundlovsbestemmelse som § 3 naturligt må komme til at indtage en central placering, må det alligevel betragtes som udtryk for en ganske afkortet eller tilskåret metodik at »subsummere« en konkret foreliggende sag under en regel, som fremkommer på grundlag af nogle ældre forfatteres abstrakt formulerede eksempelmateriale. Denne »subsummering« foretages uden inddragelse af andre retskilder, herunder bestemmelsens ordlyd, forholdets natur/kulturtraditionen, og - i forbindelse hermed - uden inddragelse af spørgsmålet om det foreliggende tilfældes - Tvindsagens - særlige karakter. Herom hedder det som anført blot, at de af Poul Andersen og Max Sørensen formulerede eksempler på grundlovsstridig singulær lovgivning »måtte imidlertid forekomme at være på ganske pæn afstand af det indgreb, der blev foretaget med Tvindloven . . .«. Spørgsmålet om en afstand og dennes længde lader sig vanskeligt fastslå uafhængigt af den anvendte målestok. Set i forhold til spørgsmålet om retssikkerhed i snæver forstand, altså spørgsmålet om borgernes retsbeskyttelse, ses der ikke at være stor afstand mellem de af Poul Andersen og Max Sørensen opstillede eksempler og Tvindsagen. Ud over det almindelige spørgsmål om den relative retskildevægt, som kan blive retslitteraturen til del, må det påpeges, at såvel Poul Andersens som Max Sørensens forfatterskaber er af ældre dato, og at de opstillede eksempler må læses i deres historiske kontekst. Begge de angivne forfattere anser da som anført også selv deres eksempler som udtryk for et sikkert kerneområde.[22] Herudover skal yderligere peges på, at de af teorien formulerede eksempler, ud over at være koncentreret om det sikre kerneområde, også er karakteriseret ved at være tilfældige i den forstand, at de ikke indgår i eller er resultat af en systematisk gennemgang af mulige/tænkte eksempler på singulær lovgivning i strid med eller på grænsen af reglen i grundlovens § 3, 3. punktum. Endelig er eksemplerne heller ikke formuleret i en atmosfære af frygt for mulige fremtidige lovgivningsovergreb. Tværtimod bærer den refererede litteratur præg af den tillid til lovgivningsmagten, som jo er grundlaget for den historiske balance mellem lovgiver og domstole.[23] Det kan bl.a. være dette forhold, som afspejler sig, når Ross - i forbindelse med sit bud på de grundlovsmæssige grænser for singulær lovgivning - afslutter sin eksemplifikation med følgende udsagn: »Det er tvivlsomt om ukrænkelighedsprincippet kan udvides til også at omfatte singulære indgreb fra lovgiverens side i andre retsforhold . . .«. »Da spørgsmålet er uden synderlig praktisk betydning, fordi den almindelige retsopfattelse for det meste vil gøre sådanne indgreb utænkelige, skal det her ikke forfølges videre.«[24] Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 4 22
Page 1 and 2: Juridisk Bacheloreksamen Sommereksa
Page 3 and 4: sen Jensen og Steen Rønsholdt. Du
Page 5 and 6: UfR ONLINE U.1999.841H § 7 i lov o
Page 7 and 8: UfR ONLINE U.1999.841H Lovforslaget
Page 9 and 10: UfR ONLINE U.1999.841H Det må endv
Page 11 and 12: UfR ONLINE U.1999.841H via andre sk
Page 13 and 14: UfR ONLINE U.1999B.227 det nærmest
Page 15 and 16: UfR ONLINE U.1999B.227 Højesterets
Page 17 and 18: UfR ONLINE U.1999B.227 på Tamilrap
Page 19 and 20: UfR ONLINE U.1999B.227 13. Fremsæt
Page 21: UfR ONLINE U.1999B.333 er - og ogs
Page 25 and 26: UfR ONLINE U.1999B.333 selvstændig
Page 27 and 28: UfR ONLINE U.1999B.333 hvorefter »
Page 29 and 30: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15
Page 31: 64 65 66 67 68 69 70 Indstævnte, U

Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?