UfR ONLINE U.1999B.333 mens mange ansigter, Retsvidenskabeligt Institut Bs Årsberetning 1998, s. 291. 9. Professorerne Henning Koch, Hjalte Rasmussen og Jens Peter Christensen plæderer - med forskellig vægt - for indskrivning af domstolenes prøvelsesret i grundloven, som en konsekvens af Tvind-dommen. Dagbladet Berlingske Søndag 21. februar 1999. 10. Højesteret som statsmagt. Jyllands-Posten 5. marts 1999. 11. Professor, dr.jur. Jens Peter Christensen og lektor, ph.d. Michael Hansen Jensen: Højesterets dom i Tvindsagen. UfR 1999, s. 227ff. 12. Professor, dr. juris Asbjørn Kjønstad: Er Høyesterett statsvennlig? Lov & rett, 1999, s. 97ff. 13. Jf. nedenfor afsn. 5. 14. UfR 1999, s. 848ff. 15. »Hertil kommer, at en administrativ løsning mere sandsynligt end en lovgivningsmæssig løsning vil resultere i et stort antal retssager, der i en årrække vil betyde store og mangeartede omkostninger for samfundet. Også af denne grund bør beslutningen træffes af Folketinget« op.cit. s. 844, sp. 1. 16. Dagbladet Information 22. februar 1999 og 24. februar 1999. 17. UfR, litterær afdeling 1999 side 227-37. 18. <strong>Det</strong>te udsagns nærmere indhold og rækkevidde er vanskelig at lodde, da forfatterne intet yderligere oplyser herom. 19. Op.cit. note 10. 20. Op.cit. UfR 1999, s. 227, sp. 2. 21. Op.cit. s. 230. 22. Poul Andersen: Dansk statsforfatningsret, 1954, s. 565f. Max Sørensen, Juristen 1959, s. 451f. Max Sørensen: Statsforfatningsret, 2. udg. v. Peter Germer, 1977, s. 287ff. Lars Nordskov Nielsen betegner disse områder som den dømmende magts »sikre kerne«. UfR 1961B, s. 342. 23. Jf. Poul Andersen: Dansk statsforfatningsret, 1954, s. 566. Henrik Zahle: Dansk statsforfatningsret 2, 1989, s. 76 og s. 78. Peter Germer: Statsforfatningsret, 1995, s. 22. Henrik Palmer Olsen: Magtfordeling og mistillid, Retsvidenskabeligt Institut Bs Årsberetning 1998, s. 157ff. 24. Statsretlige studier, 1959, s. 70, og Dansk Statsforfatningsret, 3. udg. v. Ole Espersen, 1983, s. 240. 25. Op.cit. UfR 1999, s. 227. 26. Op.cit. UfR 1999, s. 228. 27. Op.cit. 28. Jens Peter Christensen har ellers i anden sammenhæng pointeret retssikkerhedshensynets centrale placering i grundlaget for afgrænsningen af grundlovens § 3, 3. punktum. Se således Forfatningsretten og det levende liv, 1990, s. 171ff. Se hertil Ole Spiermann: Forfatningsretten og de singulære love, TfR 1992, s. 505ff. 29. Se hertil Steen Rønsholdt: Nogle spørgsmål om domstolskontrol med lovgivningsmagten, Retsvidenskabeligt Institut Bs Årsberetning, 1996, s. 40ff. 30. Hvad særligt angår Pontoppidans forbehold m.h.t. økonomiske spørgsmål/interesser se Steen Rønsholdt op.cit. og Kirsten Ketcher: Efterløn og grundlovens § 73. Ejendomsret til sociale ydelser, Retsvidenskabeligt Institut Bs Årsberetning 1998, s. 89ff. Jens Elo Rytter: Grundlovens rettighedsbestemmelser tekst og fortolkning, Retsvidenskabeligt Institut Bs Årsberetning 1998, s. 177ff. 31. Også Ross antog, at der »utvivlsomt« var retlige græser for lovgivers anvendelse af singulær lovgivning. Disse grænser blev imidlertid ikke afledt af grundlovens § 3, men af grundlovens frihedsrettigheder. Jf. Statsretlige studier, 1959, s. 70. 32. Op.cit. UfR 1999, s. 237. 33. Bent Christensen: Domstolene og lovgivningsmagten, UfR B1990, s. 73ff. 34. Op.cit. UfR 1999, s. 229f, og Henrik Zahle: Dansk Statsforfatningsret, 1996, s. 103ff. 35. Op.cit. UfR 1999, s. side 229f. 36. Tilsvarende i øvrigt Ross: Statsretlige studier, 1959, s. 69, og Dansk statsforfatningsret, 1983, s. 239. 37. Henrik Zahle: Dansk Statsforfatningsret, 1996, s. 106. 38. Henrik Zahle, op.cit., s. 104. 39. Op.cit. 40. Justitsministeriets notat af 13. maj 1996. 41. S. 17. 42. Op.cit. 43. S. 19, hvor der henvises til denne formulering af Nordskov Nielsen, jf. op.cit. note 21. 44. Op.cit. s. 19. 45. Max Sørensen: Statsforfatningsret, 2. udg. v. Peter Germer, 1977, s. 290. 46. S. 20, kursiv indsat her. 47. S. 20. 48. Op.cit. s. 20 kursiv indsat her. 49. Se op.cit. s. 16 og 18. 50. Op.cit. s. 20, kursiv indsat her. 51. Op.cit. s. 20, kursiv indsat her. 52. Op.cit. s. 21. 53. Op.cit. s. 21. 54. Op.cit. s. 21 f. 55. Op.cit. s. 29. 56. Om det konstitutionelle nødretsbegreb se Henning Koch: Demokrati slå til, 1994, s. 23ff. 57. Således bl.a. Dagbladet Information 24. februar 1999, som citerer statsministeren for følgende: »Vi traf beslutningen med åbne øjne. Justitsministeriets rådgivning var nuanceret, og ministeriet lagde ikke skjul på, at det havde visse betænkeligheder« (Kursiv indsat her). 58. Spørgsmålet om lovgivers magtfordrejning med hertil knyttede prøvelsestekniske muligheder og grænser vil blive taget op i anden sammenhæng. Se i øvrigt Karsten Revsbeck: Lovgivers magtfordrejning i dansk forfatningsret, TfR, 1991, s. 50ff. 59. Kursiv indsat her. 60. Peter Blume: Dom i lovtidende, Juristen 1999, s. 228ff. 61. Bemærkninger til lovforslag nr. L268FT 1995-96. 62. Henrik Zahle: Dansk Statsforfatningsret, 1989, s. 76. 63. Op.cit. s. 78. 64. UfR, litterær afd. 1999, s. 227. 65. I tiden omkring lovforslagets fremsættelse blev chefen for Justitsministeriets lovafdeling Torsten Hesselbjerg citeret for at erkende, »at det har været afgørende ved udformningen af særloven, at Tvind ikke skulle have mulighed for at komme igen. Politikerne har ønsket, at vi fandt en fremgangsmåde, der sikrede det«. Dagbladet Information 20.-21. februar 1999, som citerer fra Berlingske Tidende 16. maj 1996. Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 9 27
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 Bilag 4 Højesterets bemærkninger. Grundlovens § 3 lyder således: »Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.« I overensstemmelse med den almindelige opfattelse i den forfatningsretlige litteratur må det antages, at grundlovens § 3, 3. pkt., sætter visse grænser for, i hvilket omfang lovgivningsmagten kan træffe bestemmelse om enkelte personers retsforhold (singulær lovgivning). Denne forståelse er i overensstemmelse med det retssikkerhedshensyn, der er et af de bærende hensyn bag magtadskillelsen i § 3. Ved lov nr. 503 og lov nr. 506 af 12. juni 1996 om ændring af bl.a. friskoleloven blev det præciseret, at en friskole i sit virke som selvejende uddannelsesinstitution skal være uafhængig, og at skolens midler alene må komme dens skole- og undervisningsvirksomhed til gode. Såfremt der efter undervisningsministerens skøn ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at en skole opfylder kravene om uafhængighed og forvaltning af midlerne, kan ministeren beslutte, at der ikke skal ydes tilskud til skolen. Ved den særlige bestemmelse i § 7 i lov nr. 506 blev Friskolen i Veddinge Bakker og nogle andre konkret angivne skoler med tilknytning til Skolesamvirket Tvind helt afskåret fra at modtage offentlige tilskud efter den 31. december 1996. <strong>Det</strong> fremgår af bemærkningerne til forslaget til lov nr. 506 (Folketingstidende 1995/96, tillæg A, s. 5238), at begrundelsen for § 7 var, at undervisningsministeren ikke havde tillid til, at Tvind-skolerne ville anvende offentlige tilskud til formål, som Folketinget og regeringen ønsker at fremme med støtten. Erklæringer fra skolerne om at ville følge lovgivningen blev ikke anset for reelle. Baggrunden for den manglende tillid var, at undersøgelser foretaget af Undervisningsministeriet - med bistand af et privat revisionsfirma - og Rigsrevisionen »viser, at skolerne er sammenflettet i et indbyrdes økonomisk, administrativt og ledelsesmæssigt netværk - en koncern - der styret udefra bl.a. har til formål at føre penge ud af skoledriften, og dermed fra eleverne, til aktiviteter, der ligger uden for lovgivningen om frie kostskoler og om frie grundskoler«, og at myndighederne »først nu« efter omfattende undersøgelser havde kunnet samle et »dækkende billede af de ulovlige og kritisable forhold på skolerne, der i øvrigt 28