Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet

More documents

Recommendations

Info

UfR ONLINE U.1999B.333 en tekst, som argumenterer for og konkluderer, at lovindgrebet er grundlovsmæssigt. Hvad mener Justitsministeriet egentlig med dette retspolitiske forbehold? Tilsigter det reelt at formå lovgiver til at opgive sit forehavende, eller er det primært indsat som en art asvarsfraskrivning for ministeriet selv? Hvad mener Justitsministeriet selv konstituerer den angivne »nødvendighed«? Sigtes til en grad af konstitutionel nødret, eller bestemmes den underliggende norms indhold simpelthen af politikernes aktuelle opfattelse?[56] Mener ministeriet selv, at den til grund liggende norm er opfyldt i det foreliggende tilfælde? Ministeriet har jo fuld adgang til og indsigt i det samlede materiale og er derfor fuldt ud i stand til at danne sig en opfattelse af dette spørgsmål. En gennemarbejdning af denne retspolitiske problemstilling i sammenhæng med et mere nuanceret bud på spørgsmålet om lovens grundlovsmæssighed ville have repræsenteret en mere reel vejledning af lovgiver. Forbeholdet er tilsyneladende uden betydning for Justitsministeriets egen behandling af sagens retlige aspekter, ligesom forbeholdet er uden betydning for den efterfølgende behandling ved Østre Landsret, jf. nedenfor. I modsætning hertil fik forbeholdet en central placering i den debat om »ansvarets placering«, som fulgte efter Højesterets dom, hvor det ikke manglede på henvisninger til, at Justitsministeriet jo havde advaret.[57] 6. Østre Landsrets dom Østre Landsrets dom af 13. maj 1998 frifinder Undervisningsministeriet med henvisning til, at der ikke er »grundlag for at antage, at lovens § 7 er i strid med grundlovens § 3, 3. punktum. Dommen er - for så vidt angår domsbegrundelsen - ganske vanskelig at læse, hvilket bl.a. skyldes, at begrundelsen er bygget op i to dele, nemlig rettens »egen« begrundelse samt den heri indbyggede henvisning til de af »sagsøgte anførte grunde«. Rettens »egen« begrundelse er yderst kort bestående af tre elementer: At »ændringslovens § 7 har efter lovens forarbejder alene haft til formål at sikre Folketingets flertals ønske om ikke fremover at yde tilskud til de navngivne skoler tilknyttet Tvindkoncernen«. At »det fremgår af forarbejderne, at der til grund for lovændringen har ligget en række oplysninger om disse skoler, der har begrundet, at folketingsflertallet ikke havde tillid til, at de pågældende skoler ville anvende tilskuddene efter den hidtidige lov . . . til de formål, som Folketinget ønskede at fremme med støtten«. At lovændringen »må anses for omfattet af den bevillingskompetence, der tilkommer lovgivningsmagten«. Det forhold, at grundlaget for lovens formål eksklusivt udfindes ved at lægge forarbejdernes sidst fremkomne udsagn herom til grund - uden forsøg på afdækning af herfra afvigende »hensigter«, er vel som udgangspunkt forventeligt for en retlig efterprøvelse af netop lovgivningsmagten.[58] Den heri liggende prøvelsesbegrænsning presses imidlertid til bristepunktet, når retten vælger at overse betydelige brudflader i forarbejdernes formålsudsagn og/eller - som en del af rettens begrundelse - ganske ukritisk optager sagsøgtes modsigelsesfulde forståelse af forarbejderne. At lovens formål er sikring af folketingsflertallets ønske om ikke fremover at yde tilskud til de navngivne skoler, er jo klart nok. Det er faktisk spørgsmålet herom, som er retssagens genstand. Den egentlige pointe i dette udsagn må således ligge i ordet »alene«. Hermed giver landsretten udtryk for, at der ikke ligger andre formål til grund. Spørgsmålet herom undergives ikke en prøvelse, som rækker ud over konstatering af lovgivers sidste udsagn herom, som dette fremgår af tillægsbetænkningen. Når retten dernæst udtaler, at »herefter, og idet der af de af sagsøgte anførte grunde ikke kan gives sagsøgeren medhold i de øvrige synspunkter om ændringslovens ugyldighed . . .«,[59] står man tilbage med spørgsmålet om, hvor langt henvisningen til de »af sagsøgte anførte grunde« rækker som del af den samlede domsbegrundelse. Det er således ikke klart, i hvilket omfang retten - helt eller delvist - endosserer det af sagsøgte fremførte synspunkt, hvorefter det er uden betydning, om skolerne har overtrådt den tidligere gældende lovgivning. Om forholdet mellem landsrettens »egne« eksplicit formulerede bemærkninger og rettens henvisning til de af »sagsøgte anførte grunde« skal til dette spørgsmål specifikt bemærkes følgende: Medens retten som anført anfører Folketingets manglende tillid til, at »de pågældende skoler fremover ville anvende tilskuddene efter den hidtidige lov om friskoler mv. til de formål, som Folketinget ønskede at fremme med støtten« (kursiv indsat her), hedder det i de af sagsøgte anførte grunde, at spørgsmålet, om skolerne »måtte have overtrådt de før ændringen gældende regler for tilskud . . ., er uden betydning for sagen« (kursiv indsat her). Dette begrundes med, at krav på tilskud før loven er opfyldt og ikke søges tilbagebetalt. Alligevel siges det umiddelbart efter, at baggrunden for ændringslovens § 7 var, at et flertal i Folketinget ikke havde tillid til, »at skolerne . . . fremover ville anvende tilskuddene . . .«. Med andre ord: Den manglende tillid - som jo alene kan have sit grundlag i de pågældende skolers adfærd under den hidtidige lov, angives at være det afgørende grundlag for at fratage dem støtte efter den nye lov. Alligevel anføres det i afsnittet umiddelbart forinden, at »spørgsmålet, om sagsøgeren måtte have overtrådt de før ændringsloven gældende regler for tilskud, er uden betydning for sagen« (kursiv indsat her). Det er med andre ord uden betydning, om Folketingets mistillid - som jo kun kan have grundlag i skolernes forhold til den gamle lov - korresponderer med disse skolers faktiske tilsidesættelse af loven. Afgørende er, at Folketinget nærer mistillid. Tilsvarende når det hedder, at »ændringslovens formål var ikke at sanktionere eventuelle overtrædelser af den tidligere lov om tilskud«. Til underbygning heraf hedder det fortsat, at »der er i tillægsbetænkning netop intet udtalt om eventuelle overtrædelser af de tidligere regler«. Hertil kan man blot bemærke: Hvoraf så grundlaget for mistilliden og det faktiske slag, som loven jo retter mod de pågældende skoler. Hovedvægten i rettens egen begrundelse må således antages at ligge i udsagnet om, at »den omhandlede lovændring må anses for omfattet af den bevillingskompetence, som tilkommer lovgivningsmagten«, det centrale spørgsmål i sagen er imidlertid netop, på hvilken måde/til hvilket formål denne bevillingskompetence kan anvendes. For så vidt angår spørgsmålet herom er dommen ganske uklar. Uklarhedens grundlag er - ud over selve den anvendte begrundelsesteknik - spørgsmålet om forholdet mellem det antagne lovgivningsformål og de i dommen indbyggede prøvelsesbegrænsninger. Det egentlige svar på Østre Landsrets forhold til disse spørgsmål gives måske af sagsøgte med følgende statement: »Det tilkommer ikke domstolene at efterprøve, om lovgivningsmagtens bevæggrunde/forudsætninger for en lov kan bevises eller modbevises«. For så vidt angår de mulige retssikkerhedsmæssige implikationer af dette standpunkt hedder det videre, at »hvis der måtte være fejl i de oplysninger, der har ligget til grund for folketingsflertallets bevæggrunde for lovændringen, må det være op til Folketinget eventuelt at ændre lovgivningen«. Som sådanne andre formål indtager især spørgsmålet om Tvindloven som »reaktion« over for Tvindskolernes manglende respekt for/tilsidesættelse af den gamle lovgivning en central placering, jf. sagsøgtes udsagn, Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 7 25
UfR ONLINE U.1999B.333 hvorefter »ændringslovens formål var ikke at sanktionere eventuelle overtrædelser af den tidligere lov om tilskud«. Spørgsmålet bliver herefter, om der er nogen forskel på det af sagsøgte og det i rettens »egen« begrundelse anførte om dette forhold. Loven har, som retten udtrykker det, »alene haft til formål . . .«. At det er de i forarbejderne omtalte oplysninger om skolernes tidligere vandel, som er grundlaget for Folketingets mistillid, er klart nok, men disse oplysningers nærmere indhold og karakter - i henseende til, om der foreligger egentlige lovbrud etc., er uden betydning. Eneafgørende er Folketingets mistillid til skolerne. Hermed undgår retten at komme ind på spørgsmålet om loven som pønalt betinget sanktion, og dermed undgår retten tillige den deraf følgende risiko for - også formelt - at komme for tæt på det kerneområde, som den statsretlige teori traditionelt har anerkendt som omfattet af grundlovens § 3, 3. punktum. 7. Afslutning Højesterets historisk lave profil i forhold til lovgivningsmagten har måske i sig selv medvirket til at oparbejde behov for en klar domstolmarkering. I hvert fald repræsenterede - den nu tilsidesatte - Tvindlov[60] i kvalificeret grad et sådant behov. Domstolenes traditionelle tilbageholdenhed kan, som anført i indledningen, ses som udtryk for en konsensus lovgivningsmagten og domstolene imellem. Denne konsensus må antages at bygge på en forudsætning om gensidig moderation, som bl.a. må indebære, at lovgivningsmagten er tilbageholdende med at afsøge eller udfordre grundlovens grænser. Den egentlige statsretlige »overraskelse« blev præsenteret af lovgivningsmagten med fremsættelsen af forslaget til Tvindloven. Til trods for at lovforslaget rummede endog overordentligt vidtgående midler til at sanktionere eventuelle misbrug af modtagne midler ved administrative afgørelser om standsning af udbetalingerne og eventuel tilbagebetaling af allerede modtagne midler, valgte regeringen med et flertal i Folketinget bag sig at afskære de i loven specifikt opregnede skoler fra fremtidige tilskud. En virkning af at regulere ved lov på denne måde er derudover afskæring af sædvanlig retlig efterprøvelse ved ombudsmand og domstole. Og at dette netop var et hovedsigte med den valgte fremgangsmåde, fremgår klart og uden blusel af bemærkningerne til lovforslaget, hvori det hedder, at »hertil kommer, at en administrativ løsning mere sandsynligt end en lovgivningsmæssig løsning vil resultere i et stort antal retssager, der i en årrække vil betyde store og mangeartede omkostninger for samfundet. Også af denne grund bør beslutningen træffes af Folketinget«.[61] Denne for så vidt befriende åbenhjertige klarlæggelse af motiverne repræsenterer en klar demonstration af politisk vilje til at gå veje, som målt med retsstatslig alen er usædvanlig og retssikkerhedsmæssig uacceptabel. Set i forhold til det eksempel, som Tvindsagen repræsenterer, er behandlingen af spørgsmålet om rækkevidden af grundlovens § 3, 3. punktum, præget af betydelig akademisk distance i den del af retsteorien, som i perioden før lovforslaget ikke anerkendte bestemmelsen som grænse for lovgiver. Således hedder det i 1989-udgaven af Henrik Zahles Statsforfatningsret, at grundlaget for uenigheden »kan fortjene en nøje analyse, uanset emnet - heldigvis - ikke har stor praktisk betydning«.[62] Og videre hedder det, at »Det reelle argument for at søge at blokere det individuelle lovindgreb er vel frygten for en politisk vilkårlighed. Hvilken vægt man vil tillægge denne frygt, bestemmes af den grad af tillid/mistillid, man forbinder med den parlamentariske repræsentation. Erfaringsmæssigt forekommer der ikke at være grundlag for frygt for, at Folketinget skulle føre ubegrundet felttog mod håndplukkede individer«.[63] Med denne sidste passus rammer Henrik Zahle det centrale i spørgsmålet, som skulle vise sig at blive til virkelighed i den senere Tvindsag, blot med den modifikation, at Folketingets »felttog« så absolut ikke var »ubegrundet«. Når Jens Peter Christensen og Michael Hansen Jensen udtaler, at Højesterets dom »givetvis kom som en overraskelse for de fleste . . .«,[64] er udsagnets rækkevidde og indhold som anført ganske vanskelig at lodde, da forfatterne hverken redegør for det anvendte beregningsgrundlag eller indhold i øvrigt. Imidlertid kan udsagnet faktisk dække den realitet, at lovforslaget/loven ikke blev mødt med samlet, entydig og klart artikuleret faglig modstand, men lod sig gennemføre i en sammensat atmosfære spændende fra tilslutning over passivitet til egentlig modstand. Såvel Justitsministerium som Østre Landsret og den anførte statsretsteori ved Jens Peter Christensen og Michael Hansen Jensen synes i høj grad at have været styret af en (erkendelses)interesse i at anerkende Tvindloven som grundlovsmæssig, og - i snæver sammenhæng hermed - en fast tiltro til, at Højesteret ikke ville tilsidesætte loven. De til grund liggende afgørelser og den faglige stillingtagen er med andre ord blevet oplevet som faktisk »inappellabel«. Netop det forhold, at traditionen i dansk forfatningsret i så udtalt grad har været domstolstilbageholdenhed, understreger behovet for, at der i en sag af denne karakter leveres en fuldt udfoldet argumentation med inddragelse af samtlige relevante retlige aspekter og kilder. En sådan fuldt udfoldet argumentation må såvel omfatte spørgsmålet om lovens grundlovsmæssighed - herunder forskellige grader af klarhed/sikkerhed herfor - som spørgsmålet om, hvorvidt prøvelsesmæssige grænser kan influere på det endelige udfald af sagen. Fra det forhold, at en lov ikke kan forventes tilsidesat, kan ikke uden videre sluttes, at den er retlig i orden. At se bort fra Tvindlovens reelle karakter af konkret og endelig afgørelse af pønal karakter forudsætter anvendelse af en vidtdreven formaliseringsteknik. De af loven omfattede Tvindskoler stod til en »udenretlig« afklapsning og - i sammenhæng hermed - skulle de afskæres fra at »komme igen«.[65] Med Højesterets dom blev der trukket en streg i sandet, som er 150års festligholdelsen af grundloven værdig. 1. Af 19. februar 1999 UfR 1999, s. 841ff. 2. Således bl.a. professorerne Henrik Zahle, Henning Koch og Jens Peter Christensen, Dagbladet Information 20.-21. februar 1999. Se i øvrigt nedenfor i afsnit 4. 3. Steen Rønsholdt: Nogle spørgsmål om domstolskontrol med lovgivningsmagten, Retsvidenskabeligt Institut Bs Årsberetning 1996, s. 48f. Se Claus Haagen Jensens udførlige responsum af 19. maj 1996 som - i modsætning til Justitsministeriets notat af 13. maj 1996 - konkluderer, at forslaget til Tvindloven er i strid med grundlovens § 3, 3. punktum. Isi Foighel: Jura er ikke nok, 1997, s. 54. 4. Se Birthe Rønn Hornbech, Dagbladet Information, 23. februar 1999, s. 9, og 25. februar s. 8. 5. Jf. Steen Rønsholdt, op.cit. note 3, s. 45ff. 6. Jf. Steen Rønsholdt, op.cit. note 3, s. 29f. 7. Steen Rønsholdt: Nogle spørgsmål om domstolskontrol med lovgivningsmagten, Retsvidenskabeligt Institut Bs Årsberetning 1996, s. 44ff. Og Steen Rønsholdt: Om retssikkerhed og andre hensyn i Retlig Polycentri, red. Peter Blume og Hanne Petersen, 1993. 8. Se Ole Krarup: Om domstolenes grundlovsprøvelse, Retsvidenskabelig Institut Bs Årsberetning 1998, s.131 med henvisninger. Ditlev Tamm: Domstolenes uafhængighed - historisk og aktuelt, Festskrift i anledning af grundlovens 150 års jubilæum 1999, s. 13ff. Henning Koch: Parlamentaris- Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 8 26
Page 1 and 2: Juridisk Bacheloreksamen Sommereksa
Page 3 and 4: sen Jensen og Steen Rønsholdt. Du
Page 5 and 6: UfR ONLINE U.1999.841H § 7 i lov o
Page 7 and 8: UfR ONLINE U.1999.841H Lovforslaget
Page 9 and 10: UfR ONLINE U.1999.841H Det må endv
Page 11 and 12: UfR ONLINE U.1999.841H via andre sk
Page 13 and 14: UfR ONLINE U.1999B.227 det nærmest
Page 15 and 16: UfR ONLINE U.1999B.227 Højesterets
Page 17 and 18: UfR ONLINE U.1999B.227 på Tamilrap
Page 19 and 20: UfR ONLINE U.1999B.227 13. Fremsæt
Page 21 and 22: UfR ONLINE U.1999B.333 er - og ogs
Page 23 and 24: UfR ONLINE U.1999B.333 Medens denne
Page 25: UfR ONLINE U.1999B.333 selvstændig
Page 29 and 30: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15
Page 31: 64 65 66 67 68 69 70 Indstævnte, U

Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?