Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet

More documents

Recommendations

Info

UfR ONLINE U.1999B.333 Om grundlovsfortolkning og konkretretsanvendelse - en statsretlig overraskelse? Af professor, dr.jur. Steen Rønsholdt Reaktionen på Højesterets dom i Tvindsagen har i vidt omfang været udtryk for overraskelse kombineret med forsøg på og måske ikke mindst ønske om at se dommen som en nydannelse. Dommen kan imidlertid også ses som en konsekvent videreførelse af domstolenes almindeligt anerkendte prøvelsesret. Set ud fra denne synsvinkel er det ikke Højesteret, men lovgiver, som har bevæget sig. Dommen er følgeligt udtryk for, at Folketinget og regeringen ikke har respekteret den margin, domstolene historisk har overladt lovgiver i forhold til grundloven. Den tilsidesatte lov er herefter klart grundlovsstridig, og de øvrige aktører - Undervisningsministerium, Justitsministerium, Østre Landsret, lovgiver og dele af den statsretlige teori - kunne og burde - på grundlag af en fuldt udfoldet retlig argumentation - være nået til samme resultat eller i hvert tilfælde, at lovens grundlovsmæssighed var tvivlsom. 1. Med sin dom i »Tvindsagen« tilsidesatte Højesteret for første gang i grundlovens 150-årige historie en af Folketinget vedtaget lov som grundlovsstridig.[1] Den efterfølgende reaktion fra det politiske liv og den juridiske fagkundskab har i vidt omfang været udtryk for overraskelse kombineret med en række forklaringer, hvis fællestræk har været forsøg på og måske ikke mindst ønske om at se dommen som en nydannelse, et nybrud etc.[2] Imidlertid er det i sig selv af central betydning, hvilke aspekter man i den aktuelle situation vælger at give hovedprioritet for sin egen og offentlighedens opmærksomhed omkring denne sag. Det er min opfattelse, at der i kommentarerne og debatten, som efterfulgte dommen, har været tendens til at lægge fokus på en sådan måde, at man så at sige har lukket luften ud af eller i hvert tilfælde klart afsvækket det retlige budskab, Højesterets dom også kan ses som udtryk for. Artiklens hovedsigte er det konkrete afgørelsesniveaus forhold til grundloven som retskilde. Synsvinklen er kritisk. Det centrale spørgsmål er således, hvordan eller på hvilket grundlag Justitsministerium, Østre Landsret og dele af den statsretlige teori når frem til det resultat, at Tvindloven ikke blot ikke kan tilsidesættes, men at loven heller ikke i øvrigt er retlig problematisk. Et sådant resultat måtte naturligvis tages til efterretning i det omfang, det var retligt tvingende. At dette imidlertid så langtfra er tilfældet, markeres ikke blot af Højesterets dom, men også af det forhold, at retsgrundlaget i sig selv forekommer ganske åbent for muligheden af at nå til det af Højsteret statuerede resultat, jf. nedenfor. Selv har jeg stedse haft tillid til, at i hvert fald landets øverste domstol ville eliminere dette vildskud af en lov og dermed sætte en stopper for den tendens til retssikkerhedsmæssig udskridning, Tvindloven er udtryk for.[3] Det er nu konstateret, at loven er i strid med grundloven. Hertil kan føjes, at loven - siden lovforslagets fremsættelse - har repræsenteret en krænkelse af de fundamentale værdier, vort rets- og forfatningssystem bygger på. Set ud fra denne synsvinkel er det nok så epokegørende, at en lov af denne karakter skal så langt som til Højesteret for at blive stoppet. Hele forløbet tegner et beslutningssystem med behov for at få justeret sine værdinormer i almindelighed og sine retssikkerhedstærskler i særdeleshed.[4] For ikke at tabe dette aspekt af syne kan det være nok så konstruktivt og opbyggeligt at se Højesterets dom ikke som en nydannelse, men - i hvert fald også - som en konsekvent fortsættelse af den allerede eksisterende prøvelsesret på uskrevent grundlag. Pointen i denne synsmåde er, at det ikke er Højesteret, men lovgiver, som har bevæget sig. Dommen er udtryk for, at Folketinget og regeringen ikke har haft evne eller vilje til at respektere den margin, domstolene historisk har overladt lovgiver i forhold til grundloven.[5] Som indgang til denne synsvinkel kan det være gavnligt at dvæle ved det forhold, at 11 Højesteretsdommere - af formentlig indbyrdes forskellig politisk/retlig observans - i enighed er nået til det resultat, at lovgivningsmagten med Tvindloven har overskredet grænserne for sine beføjelser, som disse grænser sættes i grundlovens § 3, 3. punktum. Dette forhold - i sammenhæng med sagens hele karakter i øvrigt - ser jeg som udtryk for, at den tilsidesatte lov er klart grundlovsstridig, og at de øvrige aktører - Undervisningsministerium, Justitsministerium, Østre Landsret, lovgiver og dele af den statsretlige teori - burde være nået til det samme resultat. For at undgå enhver misforståelse ser og anerkender også jeg de mange overordnede og interessante aspekter, herunder den nye trend i retning af bekræftelse eller bestyrkelse af menneskerettighederne - nationalt som internationalt.[6] Men - for det første - er der med anerkendelsen af denne trend ikke givet udtryk for, at Højesterets dom er resultat heraf, og - for det andet - i jo højere grad man faktisk vælger at se dommen som resultat heraf, i jo højere grad måtte resultatet - også på dette grundlag - have været forudsigeligt og dermed også en mulighed for Undervisningsministerium, Justitsministerium, Østre Landsret og den statsretlige teori. Det er ikke forbeholdt Højesteret alene at fortolke grundloven dynamisk, dvs. med hensyntagen til den almindelige rets- og samfundsudvikling, herunder den almindelige nationale som internationale retsliggørelsestrend, sagens karakter etc. etc. etc. Det er således centralt allerede på dette sted at fastslå, at samtlige de i sagen involverede »instanser« opererer på det samme faktiske som retlige grundlag. Med forbehold for den almindelige tilbageholdenhed mht. at skulle udfordre lovgivningsmagten måtte i hvert fald en retlig kritik af loven forekomme at være en realistisk mulighed. Sagen omfatter i udtalt grad hensynet til retssikkerhed i snæver forstand.[7] Sagen vedrører således spørgsmålet om den enkelte borgers retstilling i modsætning til sager vedrørende mere overordnede/generelle spørgsmål om retsystemets indretning eller statens almindelige og overordnede interesser - som i tilfældet Maastrichtdommen. Ud over bestemmelsens ordlyd giver den statsretlige litteratur - især den del af denne, som opererer med grundlovens § 3, 3. punktum - nogen vejledning med hensyn til udstrækningen og indholdet af et grundlovsforbud mod singulær lovgivning. Ud over at konstatere bestemmelsens fundering i hensynet til borgerens retssikkerhed indkredser teorien et kerneområde for dens rækkevidde som grænse for lovgiver, jf. nedenfor afsnit 4. Med udgangspunkt heri må spørgsmålet - selv for den forsigtige retsanvender - blive, om og i bekræftende fald hvor langt man anser sig for bundet af den juridiske teori, og/eller i hvilket omfang Tvindsagen lader sig omfatte af teoriens forsøg på eksemplificeret regeldannelse, jf. nedenfor. Om »den nye trend« kan have bestyrket det resultat, Højesteret faktisk nåede frem til, er mindre vigtigt, hvis resultatet under alle omstændigheder ville være blevet det samme.[8] Når dette standpunkt vælges som udgangspunkt, beror det ganske enkelt på, at Højesterets dom både Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 1 19
UfR ONLINE U.1999B.333 er - og også tidligere ville have været - uomgængelig nødvendig og rigtig. Var Højesterets dom faldet ud til accept af loven som grundlovsmæssig, havde der været ganske anderledes presserende grunde til at rejse spørgsmålet om revision af grundloven i henseende til præcisering af dens indhold og/eller styrkelse af domstolenes prøvelsesret.[9] Den netop afsagte dom repræsenterer jo et klart vidnesbyrd om, at såvel grundloven som prøvelsesretten er i live og fungerer i bedste velgående. I forbindelse med at professor Jens Peter Christensen - umiddelbart efter dommens afsigelse - i pressen gav udtryk for sin overraskelse over udfaldet af Højesterets dom, henviser han også til en juridisk talemåde, hvorefter »en Højesteretsdom også er rigtig, selvom den er forkert«.[10] Heri ligger på en gang et udsagn om, at en Højesterets dom - juridisk bedømt - kan være »forkert«, selvom den jo - som det sidste og endelige afgørende ord i sagen - som socialt fænomen må være »rigtig«. Denne anskuelsesmåde forekommer måske nærliggende i forhold til en (erkendelses)interesse i at få bekræftet grundlovsmæssigheden af Tvindloven. Anskuet fra den modsatte ende af spektret er det derimod nok så interessant at fastslå, at en Højesteretsdom ikke blot er rigtig som udtryk for konstateringen af sagens endelige/definitive afgørelse, men også kan være rigtig som et - herudover rækkende - udtryk for, at underinstansernes afgørelse var forkert. Hvor den endelige afgørelse af mange retspørgsmål således vil være udtryk for et valg mellem flere for så vidt retligt »lige gyldige« og dermed helt legitime resultater, kan den endelige (Højesterets)afgørelse også rumme en egentlig kritik af den/de underliggende instansers retsopfattelse og retsanvendelse. Om der er grundlag for en sådan kritik, må selvfølgelig afhænge af såvel sagens karakter, retsgrundlagets rummelighed samt endelig kvaliteten af den retlige argumentation, som ligger til grund for det resultat, de respektive myndigheder/instanser når frem til. I Tvindsagen er det overordnede spørgsmål, om det folkevalgte politiske organ Folketinget sammen med regeringen - som lovgivningsmagt - skal kunne anvende singulær lovgivning til (selv)justits over for samfundsmedlemmer, som er under mistanke for ulovligheder/uregelmæssigheder, eller som i det hele ikke længere nyder de folkevalgte og regeringens tillid. En sådan mulighed må forekomme så retssikkerhedsmæssigt skræmmende, at kontrolopgaven for den neutrale og upartiske retsanvender bør være styret af en (erkendelses)interesse i at afsøge en retlig argumentation imod retsmæssigheden af loven. Opgaven bør med andre ord være at afsøge grundloven for et retssikkerhedsværn mod ikke blot det foreliggende tilfælde, men også mulige fremtidige tilløb til en form for adfærdsstyring, som burde være forladt med afskaffelsen af enevældens nådesakter. I modsætning til dette udgangspunkt synes såvel Justitsministeriets som Østre Landsrets og retsteorien ved Jens Peter Christensen og Michael Hansen Jensens indsats i sagen styret af en (forhånds)forestilling om, at loven ikke er og heller ikke bør kendes grundlovsstridig.[11] For så vidt kan Justitsministeriets, Østre Landsrets og den ovennævnte statsretlige teori siges at være »statsvenlig«.[12] En mellemproportional mellem Højesterets klare tilsidesættelse af loven og Justitsministeriets, Østre Landsrets og teoriens pure frikendelse af lovgiver kunne være at udtrykke grader af tvivl med hensyn til grundlovsmæssigheden og - i sammenhæng hermed - overveje domstolenes tolerancetærskel i forhold hertil. Uanset den forskel, der måtte kunne ligge i henholdsvis Justitsministeriets og Østre Landsrets henvisning til retspolitiske betænkeligheder, synes sådanne betænkeligheder ikke at have nogen endsige afgørende indflydelse på hverken Justitsministeriets eller Østre Landsrets tilgang til den retlige efterprøvelse.[13] I det følgende vil Justitsministeriets, Østre Landsrets og den anførte statsretsteori ved Jens Peter Christensen og Michael Hansen Jensen blive gjort til genstand for en kritisk konfrontation med Højesterets dom. 2. Nogle antagelser som fremstillingens ramme Domstolenes ret til at efterprøve loves overensstemmelse med grundloven er utvivlsomt hjemlet ved klar og fast højesteretspraksis. Retsgrundlaget antages at være retssædvane og etableringen af den hertil fornødne almindelige accept blandt de øverste statsorganer blev historisk tilvejebragt som et kompromis formuleret i spørgsmålet om prøvelsens rækkevidde. Resultatet blev således på den ene side en principiel anerkendelse af domstolenes prøvelsesret, men på den anden side en formodning for lovens overensstemmelse med grundloven. Denne formodning materialiserer sig i et krav om, at grundlovsstridigheden skal være klar, for at domstolene vil tilsidesætte loven. Det forhold, at grundloven, på trods af sin høje alder, sine relativt få og sparsomt formulerede bestemmelser og yderst krævende ændringsprocedure, stedse skal fungere som en levende forfatning og et effektivt værn for borgernes rettigheder og retssikkerhed i et samfund under hastig forandring, sætter det vilkår, at subjektiv fortolkning - med grundlag i forarbejderne - må indtage en relativt underordnet placering, og det naturligvis i jo højere grad, jo ældre de pågældende forarbejder er. For at kunne spænde over den samfundsmæssige udvikling - i et samfund under forandring - må fortolkningsstilen ikke blot være af fortrinsvis objektiv, men også af dynamisk karakter. At den retlige mangel/grundlovsstridigheden ifølge traditionen skal kunne kvalificeres som klar, forrykker ikke forholdet mellem de involverede myndigheder i instansfølgen. Disses opgave er således - som i enhver anden afgørelses- og prøvelsessituation - originært at træffe en rigtig afgørelse ved konkret bedømmelse af forholdene i den foreliggende sag og med inddragelse af alle relevante retskilder. Den dynamiske fortolkning er således også et anliggende for såvel det administrative niveau som for de retlige underinstanser. Der foreligger ikke rets- eller parlamentarisk praksis, som taler til støtte for Tvindlovens grundlovsmæssighed. Retsteorien - herunder den del, som er mest restriktiv med hensyn til at anerkende grundlovens § 3, 3. punktum, som grænse for lovgivningsmagten - bygger på en opfattelse af og tillid til, at lovgiver ikke vil udfordre grundlovens grænser, jf. nedenfor afsnit 4. Overvejelse over og hensyntagen til eventuelle forventninger om Højesterets mulige stilling til sagen bør kun inddrages i form af substantielt kvalificeret retlig argumentation i modsætning til almindelige antagelser om, hvad Højesterets flertal måske/måske ikke vil støtte. Afgørelsen skal således i hvert af instansfølgens led være resultat af originær retsanvendelse og som sådan rigtig. Som udgangspunkt for den konkrete retsanvendelse, og dermed den konkrete udmøntning af de relevante retskilders vægtning og placering i afgørelsesgrundlaget, må retsanvenderen - på grundlag af sagens faktum - foretage en foreløbig vurdering af det omhandlede retstilfældes karakter og - i sammenhæng hermed - nogle foreløbige antagelser om sagens mulige udfald. På grundlag heraf kan afgørelsens/prøvelsens overordnede tema formuleres som følger: Er det/bør det være retligt muligt for - det folkevalgte/politiske organ - Folketinget ved lov at træffe beslutning om at erstatte en retlig proces med en politisk proces i forhold til en allerede foreliggende konkret sag/konflikt mellem forvaltningen/regeringen på den ene side og en privat borger/juridisk person på den anden side, når det i øvrigt oplyses: At lovindgrebet består i fratagelse af fremtidige tilskud fra en tilskudsordning, som i øvrigt opretholdes. Copyright © 2006 Forlaget Thomson A/S side 2 20
Page 1 and 2: Juridisk Bacheloreksamen Sommereksa
Page 3 and 4: sen Jensen og Steen Rønsholdt. Du
Page 5 and 6: UfR ONLINE U.1999.841H § 7 i lov o
Page 7 and 8: UfR ONLINE U.1999.841H Lovforslaget
Page 9 and 10: UfR ONLINE U.1999.841H Det må endv
Page 11 and 12: UfR ONLINE U.1999.841H via andre sk
Page 13 and 14: UfR ONLINE U.1999B.227 det nærmest
Page 15 and 16: UfR ONLINE U.1999B.227 Højesterets
Page 17 and 18: UfR ONLINE U.1999B.227 på Tamilrap
Page 19: UfR ONLINE U.1999B.227 13. Fremsæt
Page 23 and 24: UfR ONLINE U.1999B.333 Medens denne
Page 25 and 26: UfR ONLINE U.1999B.333 selvstændig
Page 27 and 28: UfR ONLINE U.1999B.333 hvorefter »
Page 29 and 30: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15
Page 31: 64 65 66 67 68 69 70 Indstævnte, U

Eksamensopgave - Det Juridiske Fakultet - Københavns Universitet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?